mandag den 26. juni 2017

Om rigtig og forkert og voksne rollemodeller.

Vi har før her på bloggen talt om, at minderne om min folkeskoletid ikke fylder mig med længsel og glæde. Igennem mange år har det været børnene, der har været i fokus, når jeg har tænkt tilbage; hvordan nogle børn kan være små inkarnationer af Satan selv, selvom de udenpå ligner Rafaels uskyldige engle.

Efter jeg selv har fået børn, og derfor har stiftet bekendtskab med hele institutionslivet igen, er min opmærksomhed imidlertid gledet mere over på de voksne. Fordi jeg - selvfølgelig - gør mig overvejelser omkring, hvordan jeg bedst kan hjælpe, hvis mine børn får det svært. Ikke “jeg skulle dele legetøjet med de andre idag, og derfor er jeg sur”-svært. Men “ondt i maven, fordi jeg er bange og føler mig meget alene”-svært.

En del af det, jeg husker, er, at det allerede dengang undrede mig, når voksne, fx. andre forældre,  så noget, der var åbenlyst forkert - og ikke greb ind. Derfor er det noget, jeg selv gør meget ud af at gøre, både fordi jeg synes, det er helt overdrevet vigtigt at lære mine egne, at vi kerer os om verden omkring os, men også fordi jeg fra egen krop og hoved ved, at det fucker med din retfærdighedssans og din instinktive forventning om, at de voksne beskytter dig, hvis du er ved at drukne, og redningskransen bare skynder sig forbi med nedslået blik. 

Jeg ved, at personalet i institutioner og på skoler faktisk ikke ret gerne ser det, og jeg forstår egentlig godt, at det nemmeste er, at ansvaret for børns trivsel (når de er i institution og skole) ligger hos fagpersonerne. Desuden ved vi sjældent, hvad der går forud for de konflikter, vi træder ind i, når vi henter, og det skal vi have respekt for.

Der ligger også et element af opdragelse i, at børn er helt anderledes kontante end voksne, når de sætter regler for fællesskabet (i de situationer, hvor bemeldte fællesskab fungerer, selvfølgelig), og den adfærdsregulering, der fx. ligger i, at ingen gider lege med én, der vil bestemme hele tiden, kan være svær for voksne at formidle, men kommer stadig til at gavne børnene på den lange bane. Og det vil involvere et vist element af roughness.

Men grænsen er hårfin. Pædagoger og lærere kan ikke være overalt hele tiden, og jeg synes stadig, at det er helt grundlæggende vigtigt for børns forståelse af rigtig og forkert, at de ikke lærer, at man godt må være ondskabsfuld, hvis bare ingen ser det. 

Jeg ved godt, at man ikke som udgangspunkt gider have lektier for, når man læser blogs, men jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I mener, fordi jeg selv er så farvet af min historie. Må man blande sig? Skal man?

Og vi er selvfølgelig enige om, at præmissen er, at der er tale om situationer, hvor man ikke er i tvivl om, at nogen står med ryggen mod muren, og hvor der ikke bare er tale om uenighed om, hvis tur det er til at spille airhockey.

Jeg sidder klar med verdens største øjne, og glæder mig til at læse, hvad I skriver. 

Rigtig god mandag derude. 

51 kommentarer:

  1. Jeg har ikke selv børn, men passede min nevø og niece mindst en gang om ugen fra jeg var 12 til 18-19 år, og jeg har arbejdet som pædagogmedhjælper og lærervikar. Jeg synes i den grad det er vigtigt, at der bliver reageret, når man står i situationer, hvor man ikke er i tvivl om, at der er noget galt. Jeg har meget svært ved ikke at blande mig, hvis nogen ikke behandles retfærdigt, men jeg synes også, at jeg er god til at tage snakken om, hvad der er sket først. Generelt er mit indtryk, at vi er ret passive i Danmark - både mht. børn og voksne i "problemer". :/

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, du har meget ret. Hånden på hjertet ved jeg ikke, hvor modig jeg selv ville være, hvis jeg var vidne til f.eks. en voldsepisode, men derfor behøver man jo ikke undlade at reagere i alle situationer. F.eks. så jeg forleden en pige, der stod på gaden og græd. Ret meget faktisk. Det kan der være mange grunde til, og sandsynligheden for, at jeg kunne gøre noget, var vel 1:100, men jeg gik stadig hen og spurgte, om hun havde brug for hjælp, fordi vi ikke bør lade folk stå og flagre, når de har det så åbentlyst skidt.

      Tak for din kommentar, og god dag.

      Kh

      Linda

      Slet
  2. Jeg synes det er vigtigt at vi som mennesker tager ansvar for det samfund vi lever i, dvs helt lavpraktisk at man gør som dig, griber ind hvis man oplever situationer, der ikke er retfærdige. Hvis vi ikke viser vores børn ved eksemplets magt at vi tager ansvar, så får vi mennesker, som ikke griber ind overfor voksenmobning, racisme, når mennesker er i nød mm - så bliv bare ved med at blande dig, dine børn lærer kun positivt ved dit eksempel.
    Kh Lise

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Lise. Den giver rigtig fin mening.

      Kh

      Linda

      Slet
  3. Jeg griber ind uden overhovedet at blinke med øjnene. Og børnene er dybt taknemmelige for , at en voksen "gider" tage ansvar og hjælpe , når nu eks vis gårdvagten ikke gør det.

    Jeg kan SLET ikke abstrahere fra det, og det bunder muligvis i min egen skolegang, hvor jeg også blev mobbet. Jeg tillader overhovedet ikke den slags i min nærhed og jeg er fløjtende ligeglad med om det er er barn jeg ikke kender eller en ung teenager der "hader "alle voksne. Jeg har selv 4 børn og de har fået fortalt om min skolegang som mobbeoffer og de ved jeg IKKE tolererer mobning overhovedet. Jeg fik en lærer fyret , som mit 3 barn havde i skolen, han mobbede børnene og jeg fik nys om det , da det gik ud over mit barn. Jeg bliver kold som is og godtager ingen undskyldning for så led en handling og det kostede så en fyring af ham. Bare ærgerligt . Skulle han have tænkt over noget før .

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder meget ubehageligt med den lærer, og det er faktisk en anden, men mindst ligeså alvorlig problemstilling.

      Det findes desværre i mange lag. Øv.

      Kh

      Linda

      Slet
  4. I min verden har man pligt til at reagerer, børnene er vores alles fælles ansvar og ingen skal vokse op i frygt og ensomhed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har lyst til at sige: "Amen!"

      Godt brølt.

      Kh

      Linda

      Slet
  5. Jeg synes at man må og man skal, men jeg har virkelig svært ved at udleve det selv. Jeg har før, i min frygt for at træde ved siden af ved at irettesætte andres børn, fået skuffede blikke fra min søn som, i situationen, helt sikkert følte sig svigtet. Det gør ondt, og jeg ville ønske at jeg var bedre til det. Jeg prøver ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for en fin og ærlig kommentar. Jeg tror bestemt ikke, du er den eneste. Jeg tænker også, at jeg har det nemt nu, hvor det er små børn, jeg primært færdes i blandt, men lur mig, om jeg ikke også bliver udfordret, når de bliver større?

      Jeg synes, det vigtigste er, at vi bliver ved med at prøve. At vi fejler fra tid til anden gør os vel primært til mennesker, men hvis man i 10 situationer reagerer på de 6, er man stadig hånden i ryggen på 6 børn, der ellers ikke ville have haft nogen at læne sig op af.

      Rigtig god dag til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
  6. Jeg synes bestemt man skal gribe ind! Men jeg synes også man skal tage en snak med "offerbarnet" bagefter for at styrke barnets evne til selv at sige fra næste gang. For der hjælper heller ikke noget hvis den voksne skal agere dommer hver eneste gang - det er bedre at ruste børnene til at håndtere konflikten selv. Ikke fordi voksne skal kunne fralægge sig ansvaret men for at give barnet en følelse af at kunne kontrollere situationen selv og dermed øge barnets selvværd.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en fin pointe, og faktisk noget, man sagtens kunne foreslå fagpersonalet om at tage op, næste gang, der er klassens time/temadag osv. For mig at se er udfordringen, at mobning er et af de få steder i livet, hvor offeret ikke selv kan gøre noget som helst for at afhjælpe problemet. Det gør det svært, synes jeg, fordi man lægger magten til at ændre en situation i hænderne på dem, der i forvejen har the upper hand.

      Men for de børn, hvor det endnu ikke er kommet så vidt, kunne det være rigtig fint at tale om, hvordan man siger fra.

      Tak for fint input, og rigtig god dag.

      Kh

      Linda

      Slet
  7. Strukturel mobning er selvfølgelig et absolut no-go. Hvad angår hverdagskonflikter synes jeg, man skal se på de enkelte situationer. Jeg har selv en datter på 9, der er meget forsigtig og tilbageholdende i større grupper, så der forsøger vi at hjælpe hende til at sige fra over for mere ,,dominerende" (lyder så negativt) typer. For nylig meldte en hidsig mor sit barn fra til min datters fødselsdag, fordi en anden pige i klassen havde sagt, afmeldte datter nok ikke længere var velkommen. Min datter blev ulykkelig, den mobbede pige blev flov, og den intrigante lille skurk gik fri. Én ting er at sige fra og undskylde højt og tydeligt, noget andet er at tage ansvar for sin egen følsomhed - det mener jeg faktisk ikke, den sure mor gjorde, og det skyggede for den rigtige konflikt! Mange forældre danner mur om deres lidt særligt sensitive unger (jeg forstår godt trangen), mens jeg hellere vil rulle mine unger ind i teflon og lære dem at sige pyt og rette ryggen (det kan man selvfølgelig kun, hvis man har andre legekammerater at gå til!). Men hvis jeg fik indtryk af, at der var en form for strukturel mobning igang, ville jeg i første omgang gå til klasselæreren og i anden omgang ikke tøve med at flytte mit barn til en anden skole. En dygtig klasselærer kender og ser alle børn og kan give et bedre indblik, og selvom lærere er en udskældt gruppe, er det faktisk min oplevelse, at de fleste løser problemerne rigtig godt og kompetent. Jeg har en veninde, der var udsat for massiv mobning i sin skoletid. Hun har en aftale med datterens klasselærer om, at de mødes ganske kort indimellem for lige at tale om, hvordan det sociale klima omkring datteren er - udelukkende for, at min veninde kan have lidt ro i sjælen og ikke analysere alt for meget til hverdag samtidig med, at hun synes, hun har gjort noget for at hjælpe sin datter. Men det er klart, det kræver tillid til læreren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan slet ikke se logikken i, at man trækker sit barn ud af en social sammenhæng, fordi et barn, som ikke er det, der har inviteret, udtaler sig om, hvorvidt nogen er velkomne eller ej? Det håber jeg ikke, at jeg selv ville gøre.

      Jeg er egentlig enig med dig i alt, hvad du skriver, fordi børn er så forskellige og øvelsen med at få skabt et klima, hvor alle trives lige meget, er tæt på umulig. Ting skal have lov at stå længe nok til, at ungerne selv får en mulighed for at se, om de kan tackle det, og dermed gro nogle nye kompetencer.

      Mit indlæg udsprang af de situationer, man passerer, når man løber ind og ud af børnehave og SFO'er. Du ved, øjebliksbillederne, hvis man kan kalde dem det. Jeg har f.eks. grebet ind i en situation, hvor ét barn skulle på toilettet, og var på grænsen til panik over, at 3 større børn blev ved med at hive i døren, så han ikke kunne få lov at lukke og låse. Jeg har også haft fat i en dreng, der gik forbi en tilfældig pige på gangen, og lige da han gik forbi hende slog hende. Bare sådan, fuldstændig umotiveret. I de situationer kender jeg ikke nogen af børnene, og aner heller ikke, hvem hverken lærere eller forældre er. Men jeg synes stadig, at det er vigtigt at man sender et signal om, at vi - som race - sgu ikke opfører os sådan. Jeg tænker, at det er et budskab, der står stærkest, hvis det er det, de får fra alle voksne omkring dem.

      Mange tak for en lang og konkret kommentar, og rigtig god dag.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Linda! Indtil nu har det været lidt svært at opinere syntes jeg, fordi det er eg ret bredt spørgsmål du stiller. Men de eksempler du sætter, er for mig afgørende. Jeg HADER konflikter. Virkelig. Hvis jeg kan sno mig udenom en konflikt/konfrontation, gør jeg det helst. Men deeksempler du skitserer, ville jeg med det samme gribe ind. Stoppe det der foregik, og finde en "voksen" man kunne forklare situationen til- og i øvrigt forlange en opfølgning. Jeg kan love dig for at jeg ikke vil finde mig i at mit, eller dit, eller vores børn, skal acceptere dette som noget acceptabelt. At noget lignende sker og vil ske, kan man vidt aldrig helt gardere sig imod, men voksne skal ikke se den slags ske uden at det bliver grebet ind. Både nu og her og i form af at gøre hvad man kan for st der bliver fulgt op på. Måske hænger det sammen med at jeg selv var en "medløber" på mobning som barn, fra tid til anden- og for mig, betød det altså noget at voksne så os og GJORDE noget. Det var i hvert fald det som gjorde at jeg aldrig igen hoppede med på vognen i samme grad. Puha, nej grib ind. Hellere en gang for meget end en gang for lidt er min mening. Og, hvis en forældre bliver sur, må man jo forklare situationen. Hey, din knægt stak en pige en på hovedet uden anledning. Det syntes jeg sgu ikke var ok. Og jeg er voksen, så der var jeg naturligvis lige nødt til st hive fat i ham/pædagog/lærer/x.

      Slet
  8. Jeg har netop læst en artikel i dag som omhandler den gode afhentning i vuggestue eller børnehave. I denne stod der beskrevet at, man skulle lade pædagogerne håndtere konflikterne, da barnet/børnene ellers kan blive forvirret af den udefrakommende voksen. Herunder stod der, at man selvfølgelig kunne overvære en konflikt, som pædagogen ikke var vidende om, hvorfor man gerne måtte bryde ind og stoppe denne, men man måtte ikke irettesætte eller tage parti.
    Artiklen er baseret på et interview med en børnepsykolog.
    Jeg ville have rigtig svært ved ikke at korrigere barnet/børnene i den mulige konflikt, især hvis pædagogen ikke er til stede. Så længe man er bevidst om at man ikke ved hvad der er gået forud,(hvis man træder ind i en igangværende), men jeg vil mene man godt kan inddrage dette i håndteringen af situationen og især med børnehavebørnene hvor man kan kommunikere på et helt andet plan end de små vuggestuebørn.
    Jeg vil mene at vi alle har pligt til lære vores børn at navigere i konflikter, ikke overtage dem for dem, men vejlede og hjælpe dem på vej. Også selvom der er uddannet personale til stede, og hvis det giver mening i den pågældende situtation. (NB. Der kan absolut også være situationer hvor man ikke skal blande sig, men det gælder børn som voksne, i og udenfor institutionslivet)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan sagtens se, hvad psykologen mener, og i og med, at forældre "bare" er forældre, og at vi derfor ikke nødvendigvis er enige med hinanden om, hvordan kommunikationen børn og voksne imellem skal være, når der løses konflikter, bare fordi vores børn går i samme institution.

      Men egentlig synes jeg, at det, der giver mest mening er, om man ville synes, der var ok, at andre voksne greb ind, hvis de så ens eget barn gøre noget, der ikke var ok. Og det synes jeg. Mit håb er naturligvis, at det ville blive gjort på en ordentlig måde, men jeg tænker umiddelbart, at det nok giver børn en nemmere verden at navigere i, hvis de oplever, at voksne er nogenlunde enige om spillereglerne?

      Tak for en fin og nuanceret kommentar, og rart lige at få en faggruppe udefra i spil i vores lille debatforum her:)

      Kh

      Linda

      Slet
  9. Jeg blander mig, og det synes mine børn nogle gange er lidt irriterende, men jeg synes, det er min pligt som borger og voksen. Det gælder saom du nævner grænseoverskridende sprog eller opførsel i skolen, men jeg går også ind hvis jeg oplever forældre der er for voldsomme ved deres børn eller gruppe af unge drenge i kvarteret, der lige glemmer at planter ikke bare skal ødelægges. Heldigvis er det jo ikke ofte, men det sker. Jeg siger til mine børn, at det er synd for dem, der er på den forkerte side af ordentligt, at de ikke har haft forældre, der har lært dem, at de må man ikke og hvorfor. På den måde synes jeg, at jeg kan fortælle mine børn, at jeg går ind i situationerne for at hjælpe, ikke for at straffe. At alle faktisk får det bedst ved at holde sig på den rigtige side af ordentligt, men at nogle bare mangler at lære det / skal øve sig. Og at det handler om at lære det, ikke at 'være' ond. Desuden er en bonus, at de få blik for, at det er noget, vi går ret meget op i vores familie: At det en helt central værdi og del af opdragelsen, at man lærer at være en del af et fællesskab og tage hensyn til andre. Og at vi ser på andre med overbærenhed: Alle vil gerne lykkes - at gøre 'dumme ting' kommer fra underskud, ikke overskud. Og det vil jeg rigtig gerne have de tager med sig. For jeg tror, der er med til at ridse lidt i lakken, på dem 'de (i en given situation)uordenlige' uundgåeligt vil møde på deres vej. Jeg håber, at den vinkel er med til at tage lidt af magten fra eventuelle tanker om at de andre er rigtige, men jeg er forkert. Og på en afrundende note: Jeg er enormt begejstret for din blog, fordi den både simpelthen er tankevækkende, og giver perspektiver på daglig og værdier og dele af livet, uden at moralisere. På den måde synes jeg, at jeg bliver en lille smule klogere på livet af at følge med. Dels af dine tanker, men ligeså meget af at dine perspektiver sætter skub i mine egne. I like it!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan enormt godt lide din vinkel med, at en dum ide/dårlig gerning, ikke *er* det menneske/barn, der begår den. Det vil jeg helt sikkert tage med mig videre. Også fordi det giver lidt plads til ikke at være alt for hård ved sig selv, hvis man kommer til at træde ved siden af. De er i lære som mennesker, og man skal somme tider ud og mærke den ene pol, før man kan finde ud af at begynde at søge tilbage mod den anden.

      Og virkelig mange tak for dine meget fine ord om bloggen. Det gør mig umådelig glad, at du oplever, at den er andet og mere, end hyggeligt tidsfordriv, så tusind tak fordi du skriver det.

      God aften til dig og dine.

      Kh

      Linda

      Slet
  10. Jeg tror, at de snedige unger, du omtaler, i skolen er blevet SÅ snedige, at ingen ser det. Hverken dig eller mig eller fagpersonerne, er jeg bange for. Sådan er det i hvertfald i den klasse som én af mine poder går i. Derfor går de udsatte børn ekstra længe med ondt i maven, det er ekstra hårdt for dem og deres forældre at kæmpe kampen mod ulvene i fåreklæder (eller ulvene med forklæder, som vi siger herhjemme) fordi ingen rigtigt tror dem. Og så sætter det sig ekstra på selvværdet. Det er absolut ikke for at tage pippet fra dig, men sådan oplever jeg det - som forælder til et udsat barn.
    Men helt klart skal der gribes ind hvis man har mulighed for det. Når som helst, hvor som helst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Først: Jeg er ked af at høre, at verden er fyldt med skarpe kanter og spidse hjørner for dit barn. Jeg ville sådan ønske, at nogen ville finde den magiske knap at trykke på, så ingen skulle slæbe sig igennem sin barndom med den slags i lommen.

      Jeg læste et sted, at mobning idag er så utrolig meget værre for børn og unge, fordi de aldrig kan holde fri fra den. Vi andre kunne - trods alt - gå hjem og lukke døren, men i vores digitale tidsalder, er man jaget vildt 24-7. Det er skrækkeligt.

      Men jeg tænker faktisk, at det bare betyder, at det er *endnu* mere vigtigt, at vi griber ind, når vi ser noget forkert? At vi er endnu tydeligere i at signalere, at det *gør* en forskel, når de voksne inddrages? At det hjælper at sige det?

      Jeg håber, at dit barn kan finde lidt tiltrængt ro i at læne sig op af dig. Og jeg synes, du lyder til at tackle det så godt, som det overhovedet er muligt. Alene det, at forældre anerkender børns oplevelser, og siger ligeud, at "jeg tror på dig. Og det er IKKE ok, hvad de gør" gør en KÆMPE forskel på den lange bane, fordi man, selvom man kæmper, ikke også skal slås med angsten for, at det er én selv, der tager fejl, misforstår, er nærtagende og forkert.

      Alt det bedste til dig og din familie.

      Kh

      Linda

      Slet
  11. Kære Linda. Jeg er som altid vild med din evne til at mane til refleksion – og med det her indlæg har du sat så mange tanker i gang i mig. Jeg er en af de mødre, der selv blev heftigt mobbet i min folkeskoletid og som ligesom du oplevede berøringsangst fra dem der burde gribe ind. Jeg blander mig derfor helt instinktivt hver gang mit retfærdighedsgen og omsorgsgen aktiveres – ikke bare i børnenes institution eller skole - men hver gang jeg i det offentlige, og i det private rum for den sags skyld, oplever at nogle mobber, at grænser overskrides, at nogle påfører andre smerte, at nogle er kede af det. Jeg kan ikke lade være med at reagere og min kongstanke er at jeg vil hellere reagere i en situation, hvor der muligvis slet ikke er behov for det (og så undskylde for at være en sær dame der intet fatter bagefter) end at lade nogen der har brug for hjælp i stikken.
    Og jeg forsøger at give mine børn det samme med – at empati er en af de allervigtigste ting i den her verden - og håber så samtidig af hele mit hjerte at mine unger også mødes af empati.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Line.

      Tusind tak for en på alle måder fin kommentar. Jeg bliver simpelthen så glad, når nogen fortæller mig, at bloggen sætter tanker igang hos dem - det er den største kompliment for mig at få <3

      Jeg kan læse, at vi er skåret lidt af samme klud: Jeg genkender 100% det med at håbe, at hvis man lærer sine egne børn empati, så vil det også være det, de møder ude i verden. Sådan vil det jo nok desværre ikke altid være, men verden *kan* på ingen måde blive dårligere af, at vi sender gode mennesker ud i den, vel?

      Kh

      Linda

      Slet
  12. Kære Linda,
    Jeg læser din blog jævnligt, men har egentlig aldrig tænkt over at kommente før nu. Det her spørgsmål er så tudevigtigt. På rigtig mange måder. Jeg var den lidt mærkelige ener i folkeskolen. Nemt ved lektierne, til gengæld et år yngre, så jeg fattede aldrig rigtig de sociale spil. Det var mig dengang. Nu er jeg mor til to store sønner (16+20) og har brugt mange år på sidelinjen i skoler og institutioner.

    Du.skal.altid.blande.dig,

    Et motto herhjemme er, at hvis ikke du er med til at stoppe det forkerte, så er du med til at det foregår. Man kan stoppe på mange måder. Måske kan man selv interverere, måske må man hente en voksen, ringe til politiet. Men man skal handle. Og dine børn lærer først at gøre det, når de ser at deres voksne gør det. Så det gode eksempel.
    Den opmærksomhed du giver situationen, gør at den, det går ud over, ikke føler sig alene i verden. Der er nogle (en) som har opdaget at de bliver uretfærdigt behandlet. Så bliver det mere virkeligt, og deres retfærdighedssans styrkes. Det er OK at synes at denne her adfærd er urimelig.
    Det, jeg har brugt meget krudt på, er ikke at falde i angrebsrollen 'du må ikke ..slå, spærre døren, tale sådan, osv'. Så bliver mobberen til det nye offer, har svært ved at sige overmagten (mig, den voksne) imod, og vil helt sikkert fortsætte, så snart jeg vender ryggen til eller går hjem med egen pode.
    Min stil er at spørge så åbent som muligt, om hvad der sker. Lade alle komme til orde, og blive der indtil de er skilt ad/ holder op. Det tager tid, især de første gange. Men efterhånden ved ungerne godt at jeg er en 'blandemigmor', og til sidst i vuggestuen/ børnehaven/ skole/ fritten/ klubben var det som regel nok bare at få øjenkontakt.
    Alt det her er mest effektfuldt, når de gode ting også bliver bemærket, ikke bare hos dine egne børn. De fleste små mennesker vokser, når andre voksne spotter at de gør noget godt/ gør sig umage. Det virker for mig, begge de store sønner er empatiske mennesker som siger fra, når andre bliver behandlet urimeligt.
    Alt godt

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for en lang og tankevækkende kommentar med mange gode pointer.

      Jeg er helt vild med din vinkel på, at man ikke skal falde i angrebsrollen. Her har jeg HELT sikkert et stykke arbejde at gøre; det trykker på mange af mine knapper, når jeg ser noget forkert, og jeg kommer automatisk til at identificere mig med offeret, fordi det var den rolle, jeg selv i sin tid havde. Fra dette sekund vil jeg begynde at øve mig i bare at kommentere på, hvad jeg ser, og på at undlade at irettesætte. Det, som virkelig sætter tanker igang hos mig her er, at jeg faktisk på mange måder gør netop det, når det kommer til mine egne børn - derfor er det ekstra mærkeligt, at det slet ikke er det, jeg tyer til, når det er fremmede børn, jeg ser.

      Tak for virkelig godt indspark og for at give mig muligheden for at gøre det bedre.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Kære anonyme.
      Dejlig kommentar, som lige nuancerede en smule. �� For selvfølgelig er vi allesammen enige i, at man skal gribe ind, når nogen bliver mobber osv. Men bagsiden af medaljen, er vel risikoen for at opdrage sit barn til at være politibetjent og dommer i en og samme person. Med det mener jeg de børn, der ikke kan se forskel på mobning og almindelige konflikter mellem andre børn, og som i sidstnævnte udpeger den gode og den onde i konflikten. Det er min påstand børn sædvanligvis ikke vil være egnet til at dømme i almindelige konflikter i egen børnegruppe. Og derudover vil børn med politi/dommer rolle ofte blive ret udsatte, fordi de andre børn bliver vrede over indblandingen. Derfor synes det nærmest genialt selv at gribe situationer ikke dømmende/nysgerrigt an. Også i anerkendelse af, at man faktisk ikke ved, hvad der fik forud, hvis man ikke selv så det. Det barn der fremstod voldsom/uretfærdig, kan jo netop reagere på lang tids chikane e.lign. det ved man jo ikke. En anden anonym

      Slet
    3. Jeg er meget enig. Små politibetjente kan være svære (for alle) at rumme.

      Slet
  13. Hej Linda.
    Jeg bliver altid glad når jeg får en mail om at nu er der et nyt indlæg fra dig. Du har en fantastisk evne til at sætte ord på mange af de tanker jeg selv gør mig, og du evner at sætte nye tanker i gang. Tak for det. Mvh Jenni

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da en ualmindelig dejlig måde at slutte mandagen af på - tusind tak for det, Jenni <3

      Slet
  14. Ja i situationer hvor det er kammer over eller er ved der bør alle ansvarsfulde voksne blande sig...
    ps jeg er lærer og vi kan ikke være alle steder, stadig taknemlig for den far der stoppede et skænderi som var ved at udvikle sig på fodboldbanen, tog en snak med drengene og fik spillet igang.... og så gik videre efter sit eget barn
    vi behøves ikke gå i dybten, men stoppe slag (fysisk eller med ord) guide og hjælpe er alles ansvar.... lige som alle vel vil stoppe det lille barn der er løbet fra sin forældre og på vej ud foran biler. Eller forhåbentlig vil gøre noget hvis de ser et overfald.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Rigtig fedt med input fra en af dem, der sidder "på den anden side af bordet". Jeg kom igår til at tænke på, at man jo i andre situationer ift. børn også tilbyder sin hjælp, hvis man kan se, at der er brug for den, fx. hvis de er faldet og har slået sig, eller ikke kan få cyklen låst op. Måske bliver det nemmere at gribe ind i konflikter/mobning, hvis man tænker på det ud fra hjælpe-perspektivet? For som jeg læser din beskrivelse, var det faktisk præcis det, ham, du omtaler, gjorde. Bremsede konflikten, inden den eskalerede, og startede spillet op igen, så han ikke efterlod en flok børn, der var delt op i, hvem der havde ret, og hvem, der gjorde noget forkert. Highfive i retning af ham.

      Tak for din kommentar, og rigtig god dag.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Ja og jeg slap for efter behandler et slagsmål de drenge ville være endt i....

      Slet
  15. Jeg har grebet ind flere gange, på en ordentlig måde selvfølgelig og helt stille og roligt. Jeg er også gået til de voksne i børnehaven/skolen et par gange og fortalt hvad jeg har observeret og stolet på at de har handlet på det.

    En ting jeg husker knivskarpt fra min barndom er, at da jeg som 13 årig flyttede fra den vestlige og meget flade del af Danmark ind mod Vejle, hvor der er en smule kuperet. Jeg havde aldrig før set den slags landskab og var ret benovet over det. Jeg så det første gang, hvor en bekendts far kørte os i biografen og jeg havde åbenbart kommenteret så meget på det at faren havde sagt til min bekendte at jeg var da pisseirriterende at høre på hele vejen - og fordi det var en voksen der sagde det, blev det pludselig legalt at kalde mig pisseirriterende. Hun fortalte til alle hvad hendes far havde sagt, og det forfulgte mig meget længe :(
    Så ja, man skal gribe ind - og man skal i den grad tænke over hvordan man taler derhjemme om andre. Jeg tror på at meget mobning/dårlig adfærd starter i hjemmet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg simpelthen, du har så meget ret i; jeg havde en veninde, hvis mor gjorde nar af en cykel, jeg fik, og som jeg derfor aldrig kom til at holde af. Jeg tror, at noget af det mest sårbare for børn, er at blive grinet af eller latterliggjort af voksne, og særlig, hvis andre børn hører det, når det sker.

      Tak for at bidrage med en vigtig pointe.

      Kh

      Linda

      Slet
  16. Hej Linda

    Jeg har været væk fra kommentarsporet så længe, men en barsel og en tumling kom på tværs. Jeg har dog læst med, og jeg er nødt til at kommentere her, for ja - selvfølgelig skal vi blande os. Vi skal lære de små mennesker at blive store og rummelige voksne. Og det mener jeg både, at vi gør med vores adfærd og vores handlinger.

    Jeg må tilstå, at jeg også har skældt en mor på skolen huden fuld, fordi hun kørte sindsygt, men som regel er jeg mere lige vægtig, når jeg kommunikerer med andre. Især børn. Jeg gør meget ud af at tale pænt om andre børn, men hvis jeg kan høre, at der er grimme historier, der løber i ring, så prøver jeg også at give min dreng redskaberne til at parere det.

    Og så har jeg engang skræmt livet af et par kolleger. Vi havde kontor ud mod en vej lige overfor en skole, og et par ca. 10-årige drenge jagtede en anden dreng, der havde tårerne trillende ned ad kinderne. Han løb om bag en parkeret bil. Og jeg flåede vinduet op og meddelte de to, at de skulle stoppe lige nu og her, og så fik jeg i øvrigt fat i offeret. Hvad skolen foretog sig ved jeg ikke, men den dag stoppede jeg det i hvert fald. Mine kolleger havde intet set, før jeg åbnede vinduet og råbte drengene an. Jeg har arbejdet på en kostskole, og min erfaring var, at børnene ofte godt ved, når de er gået over stregen, men nogen gange havde de brug for en voksen, der kunne stoppe dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kørte engang efter to lærere, der lige overhalede hele rækken af biler af forældre, der holdt ved vejchikanen, så skolebørnene kunne passere, og drønede over. I bedste stalkerstil forfulgte jeg dem, til de parkerede, hvorefter jeg sprang ud af bilen, og skældte dem huden fuld. Jeg var simpelthen så gal, at jeg nærmest ikke kunne få vejret. Så jeg foreslår, at vi deler celle, når de smider os i fængsel for at være lidt overentusiastiske i vores tilgang til voksenopdragelse:)

      Det giver rigtig fin mening, det, du skriver med, at børn faktisk somme tider har brug for en vej ud. Der er bare nogle veje, der er svære at gå tilbage ad, når man først har valgt dem, og der tror jeg også, at det kan være en hjælp til at stoppe det, man har fået startet, uden måske helt at kunne overskue konsekvenserne, men uden det ansigtstab, der ville være forbundet med selv at skulle stoppe.

      God pointe.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Ps: Og velkommen tilbage:)

      Slet
    3. Så fedt du gjorde det med at køre efter lærerne. .. er selv blevet sur på kollegaer

      Slet
  17. Man blander sig. Jeg blander mig. Træder ind i konflikterne - også mellem børn, der ikke er mine eller som jeg ikke kender. Men jeg afleverer også altid tilbage til de ansvarlige (lærere, pædagoger eller forældre) for jeg er meget vidende om, at det at jeg som mere eller mindre kendt eller helt ukendt voksen blander mig, faktisk også kan være voldsomt for mobberen og derfor skal sådan noget selvfølgelig samles op af en ansvarlig voksen. Så jeg ringer til en forældre/fortæller ved afhentning at "jeg har markeret/sagt fra/skældt ud på dit barn i dag fordi xyz". Eller bedt skolelærerne overleveret på det til forældrene - for på den måde må vi også stå ansvarlig, når vi som voksne går ind i en børnerelation og markerer. Nu er mine børn store. Knap 10 og 15. Og jo ældre de er blevet, jo mere piner det dem, når jeg blander mig. Så jeg er ved at klæde dem på til at blande sig selv - at de siger fra. Det har den ene naturligt let ved, mens den anden får ondt i maven. Så der skal også arbejdes forskelligt med dem - men herhjemme er reglen; hvis man overværer mobning og ikke siger fra, så er man også en del af dem, der mobber.

    Det er min oplevelse at alle forældre siger, at de er imod mobning. Men det er også min oplevelse at vi ser og griber det an helt helt forskelligt. Vi ser simpelthen det samme forskelligt og det gør garanteret også gældende for vores unger. Så jeg er vild med div antimobbe tiltag i skoleregi, der skaber et fælles sprog på tværs af børnegrupper.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en super god tilgang til det, og særligt, når børnene er større, tror jeg. Når de bliver så store, at de værste "børnelopper" er pudset af dem, kan de jo også selv både sætte ord på og reflektere over det, der skete, og chancen for, at man tager noget læring med sig fra de situationer, stiger vel, hvis man får lov at tygge på tingene der, hvor man er tryg.

      Følger du NOPA på facebook? Der var faktisk en artikel om lige netop nogle af de mobbeværktøjer, der bliver brugt i skolen, som var ret interessant.

      Kh

      Linda

      Slet
  18. Tak for endnu et godt og tankevækkende indlæg! Jeg synes, at det med at blande sig er en balance. Ser jeg noget åbenlyst forkert (en der bliver slået/holdt udenfor etc.) blander jeg mig/kommenterer jeg på det. Jeg plejer at spørge, hvad der sker, og så er der jo som regel ikke nogen god forklaring. Ved slag etc. siger jeg, at det ikke er i orden at slå andre. Jeg er helt enig med andre her, ja der skal gribes ind hvis man ser noget. Men som andre også skriver oplever jeg oftest, at det slemme mobberi foregår, hvor de voksne ikke kan se og høre det. Når min datter fortæller om episoder, som hun har hørt om eller overværet, taler vi derfor om, hvad hun kan gøre, hvis en lignende situation opstår (stoppe dem der er i gang med at mobbe en anden, hente en voksen etc.) Men fordi det tit foregår i det skjulte synes jeg også, at det er vigtigt at hun kan lære at navigere i en børneflok. Og jeg (eller en anden voksen) kan jo ikke altid være der til at hjælpe/blande mig. Så hun bliver nødt til selv at få nogle redskaber, så hun kan håndtere en konflikt/sige fra osv. Det tænker jeg er mindst lige så vigtigt som at have børnenes ryg som voksen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, og tak for din kommentar.

      Jeg får simpelthen så ondt i maven ved tanken om alt det, der foregår, når de voksne ikke er der, og du har helt ret: Det er også en stor del af opgaven at klæde vores børn på til at tackle dét.

      Egentlig tænker jeg, at det på en måde kan være to sider af samme sag? At det, at vi griber ind, også viser børnene, at det er en mulighed, som de kan lære at bruge; måske det kunne give færre medløbere? For de udgør, tror jeg, en virkelig væsentlig del af mobningsproblemet. Hvis én person mobber, men ingen fungerer som heppere og publikum, tror jeg simpelthen ikke, at mobberiet kan opretholdes. Det er det tavse/hujende flertal, der gør det helt uudholdeligt at være den, det går ud over, for der er ingen steder at vende sig hen.

      Så bare for at sige: Jeg ved præcis, hvad du mener, og jeg er enig.

      Kh

      Linda

      Slet
  19. Jeg blander mig helt uden at tænke over det... Men nu har jeg også kun børn i børnehavealderen, og der består konflikterne jo oftest i, at der lige bliver puffet lidt for hårdt i garderoben eller andet, og hvis der ikke er andre ansvarlige voksne til stede, så siger jeg ting som: Hov, det var vist lige lidt for voldsomt, eller noget i den dur.... "Skubberen" bliver som regel ret overrasket over at jeg blander mig, men børn skal da i den grad guides til hvordan man opfører sig overfor hinanden. Og jeg håber da virkelig også at andre voksne vil guide mine børn, når de går over grænsen....

    Jonna

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes faktisk også, at det er en ret god test ift. om man skal blande sig, at man overvejer, om man ville ønske, at andre forældre greb ind, hvis det var mine børn, der var i færd med det, de pågældende børn laver lige nu.

      i 9 3/4 ud af 10 tilfælde er svaret ja. Ikke mindst fordi, jeg egentlig synes, at det mere underbygger end underminerer min opdragelse og mit forsøg på at lære dem at skelne mellem rigtig og forkert, at de oplever, at andre voksne skelner på samme måde. At det på en måde måske er nemmere for dem at lære, hvordan verden hænger sammen, når de oplever, at de fleste voksne kører efter samme færdselsregler?

      Tak for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
  20. Jeg har i det sidste været forældren med barnet som har gjort noget forkert. Og jeg er SÅ glad for at have fået det at vide af de andre børns forældre, når læreren ikke har set det. Jeg er selv en som blander mig, jeg bliver helt kold når jeg ser uretfærdighed og drilleri. Mine egne unger hader nogle gange at jeg gør det, men det er jeg egentlig ligeglad med. På den anden side ved jeg at de ved at jeg tager fat hvis de kommer til mig med noget de oplever som dumt. Jeg underviser selv i svømning og prøver ved hvert hold at give ungernes forældre besked om at det er vigtigt for mig, at de kommer og fortæller mig det, hvis der sker noget jeg ikke opfatter. Hvor havde vi været hvis alle lukkede øjnene og gik forbi fordi det ikke involverede en selv?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget enig. Og jeg elsker at høre fra en, der også oplever at være på modtagersiden, for ofte tror jeg, at det er det, der stopper mange: Frygten for, at det andet barns forældre reagerer negativt. Jeg tror, man når rigtig, rigtig langt, hvis man på en årgang kan etablere et voksenmiljø, hvor der er forståelse for, at alle prøver at hjælpe med at skabe et sted, der er rart at være, og det er dét, der er baggrunden for, at man somme tider griber ind.

      I min egen folkeskoletid kan jeg huske, at nogle af de børn, som opførte sig værst, havde forældre, der slog hen, hvad deres børn gjorde, eller så det som et angreb, og derfor ikke hørte spor af, hvad der blev sagt, men bare forsvarede deres børn med næb og kløer, uden at forholde sig til, om der var noget om snakken. Reaktionen er jo egentlig forståelig nok, men jeg håber stadig, at jeg - skulle jeg selv komme til at stå i den situation - ville formå at bevare roen og prøve at hjælpe med at løse problemet i stedet for at forværre det.

      Kh

      Linda

      Slet
  21. Jeg var med til at drille/mobbe en pige i folkeskolen, og den dag idag forstår jeg ikke hvorfor hverken forældre eller lærere greb ind. Da jeg spurgte min egen mor svarede hun at de simpelthen ikke vidste det. Det har jeg svært ved at tro på... Jeg blander mig. Altid. Er bandit-barnets forældre tilstede giver jeg lidt længere snor, men griber de ikke ind gør jeg det gerne. Mine børn virker ikke til at synes det er pinligt - endnu? - men det er jeg for såvidt også ligeglad med. Er generelt bare mest til at den der ser konflikten blander sig i den. Der er heller intet der virker så effektivt som en "fremmed" voksen der træder ind i en konflikt. Det er effektivt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan huske, at det også blev taget op med forældrene til de børn, der gik i min klasse, som var hovedkræfterne bag mobberiet. Jeg var selvfølgelig ikke til stede under selve samtalerne, men jeg husker tydeligt, at disse forældre var sådan lidt .. nedladende? når jeg mødte dem. Sådan lidt "nå, der har vi det lille, følsomme barn, der ikke kan tage en joke". Jeg ved simpelthen ikke, om det både for dem, og for dine forældre, handler om, at nogle mennesker ikke helt forstår, hvor usandSYNligt modbydelige og onde børn kan være mod hinanden? Jeg spekulerer også på, om de måske selv har haft noget med i bagagen, der har gjort det nødvendigt for dem at beslutte, at dem, der bliver mobbede, nok lidt selv er ude om det?

      Det er svært; også for dem, der mobber, vokser op, og tænker tilbage. Jeg møder ind i mellem et par af de piger, der var hårdest ved mig. Den ene af dem bliver tydeligt perpleks, men lader som ingenting, mens den anden undskylder i ét væk. Jeg synes ikke, man skal holde fast, hvis man kan give slip, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at sige, at det er ok - for det er det ikke, og det bliver det aldrig. Det har haft voldsomme konsekvenser for mig, langt ind i voksenlivet, og da Anton startede i skole, og jeg var med ham første dag, hviskede han til mig, at "mor, du klemmer min hånd". Så selvom jeg har arbejdet med alle tilgængelige redskaber for at lægge det bag mig, og det ikke er noget, jeg tænker på dagligt, så bærer jeg min historie med mig.

      Jeg tror, at mennesker, som dig er vigtige i den her debat. For det er altid ofrene, man hører om, og jeg tror egentlig på mange måder, at det er ligeså konsekvens-fyldt at have med sig, at man mobbede. Så stor respekt for din ærlighed, og for, at du bruger din historie til at skabe bedre betingelser for de børn, du møder på din vej.

      Kh

      Linda

      Slet
  22. Jeg blev mobbet fra den dag jeg startede i skole som 5 årig, én måned efter min Fødselsdag, til jeg gik ud af skolen 11 år senere i 10. Klasse.

    Jeg blev mobbet HVER-EVIG-ENESTE-DAG-I-ELLEVE-ÅR...
    - jeg dør stadig lidt inden i når jeg tænker på det.

    Der var skolesamtaler (få) og 3 skoleskift men af grunde jeg ikke selv forstår eller har et svar på, blev jeg altid det nye mobbeoffer på den nye skole.

    Jeg har 6 søskende (samme Far og Mor) og har altid kendt til at dele, at være god mod andre, ikke at drille, at samarbejde, at løfte i flok osv. Så uden at gøre mit yngre jeg til et vidunder barn, så var jeg i hvert fald ikke et barn der fortjente 11 år i helvede (ikke at nogen børn gør det)

    Mine kontaktbøger fik jeg af min Mor for et par måneder siden, de er fyldt med side op og side ned med at jeg havde ondt i maven og ikke var i skole, ondt i maven og gik tidligt hjem, ondt i maven og havde ikke lavet lektier, ondt i maven og mødte senere osv.

    Ikke én eneste lærer på én af de 3 skoler jeg gik på, tog mig nogensinde under deres vinger. En lærer tvang mig ud i frikvarterne, frem for at lade mig sidde inde i klassen og læse bøger. Resultatet blev at jeg ofte blev smidt op i skraldespanden, hvorfra jeg ikke kunne komme ned (jeg er ret lav)

    Jeg bliver 39 om få dag og jeg har ingen børn og jeg kunne aldrig nogensinde ever drømme om at sætte børn i denne verden. Skulle det ske at jeg ved en anden jomfru fødsels fik et barn, så kommer det ALDRIG NOGENSINDE EVER i den danske folkeskole......

    Jeg dør lidt inden i, når jeg læser dette indlæg - SELVFØLGELIG skal man gribe ind!! Altid. Konsekvent og hurtigt. Man må aldrig i livet være en passiv iagttager når andre, specielt børn, lider.

    Aldrig. Nogensinde.

    SvarSlet
    Svar
    1. For helvede, mand. Jeg bliver tung om hjertet af at læse din historie. Fordi den er så tom for håb; fordi den, på allerværste vis, viser, at hvis man først er prikket ud, så er der ingen vej tilbage. Det er så utroligt forfærdeligt, og så blottet for retfærdighed, at jeg fattes ord.

      Jeg håber, at du er et sted idag, hvor du har gode mennesker omkring dig, og hvor du ikke alt for ofte bliver tvunget til at se tilbage.

      Lad os aftale, at vi griber ind. Hver gang. Altid.

      De kærligste hilsner

      Linda

      Slet