tirsdag den 13. juni 2017

Kaffepause.

Det er tirsdag morgen, kirkeklokkernes ringen fortæller mig, at klokken er 8, og jeg har lige afleveret børn og hældt en kop kaffe op. Min første arbejdsopgaveopgave er aflyst, og jeg læner mig tilbage i det uventede pusterum og nyder det i fulde drag.

Det går stærkt for tiden. Det gør det jo som regel, når man har små børn, men der er alligevel spidsbelastningsperioder, og sådan én har vi lige nu. Alene i denne uge har vi 3 afslutninger i institution og skoler, som ligger fra kl. 16 og frem, og selvom jeg, siden jeg fik Anton, har øvet mig i at messe “Alting behøver ikke være lige nu” når det hele går så stærkt, at jeg glemmer at forholde mig til de respektive opgaver, men bare eksekverer så hurtigt jeg kan, fordi det tager tid, tid, dyrebar tid at stoppe op og forholde mig til enkeltelementerne, så er der alligevel nogle ting, som faktisk behøver at være nu. Som f.eks. afslutninger. Igår havde jeg en af de dage, som giver forhåndsstress, fordi man ved, at uanset hvor hurtigt man løber, så kommer man for sent. Jeg var færdig i Fredericia kl. 15, og skulle kl. 16 være i en hytte i en skov på et sted, der ikke fandtes på GPS’en, og hvor jeg aldrig har været før, med Anton, som første skulle samles op i den anden ende af byen, for at grille noget, jeg var nødt til at køre forbi og købe, fordi det ikke kunne ligge i bilen fra kl. 7, hvor vi kørte hjemmefra. Det kan selv en tidsoptimist som mig godt på forhånd se kommer til at knibe. Den søde, søde lærers besked om, at “vi venter på jer” fik bare kortisolbarometeret til at kravle yderligere to tænder op. Men vi kom, vi så og vi grillede, og Anton hyggede sig med sine venner. Og så gav det hele mening alligevel. 

For en måneds tid siden skrev jeg om mit meditationsprojekt, som er still going strong, og jeg har kæmpeudbytte af det. Men det er stadig under udvikling, og jeg er endnu ikke så god, at jeg på en aften, som i går, hvor jeg jo ellers ville mene, at det var ekstra tiltrængt, kan finde ro. Jeg har opdaget, at jeg, i timerne fra jeg kommer hjem, til ungerne er puttet, faktisk går og sætter resten af dagen og morgendagen med ind i et mentalt excel-ark: Mangler vi mælk, hvornår kan jeg ringe til viceværten, jeg skal huske at pakke bleer til vuggestuen osv. Det giver den fornødne plads i hovedet til at forholde sig til ingenting. De dage, hvor vi kl. 18 hvinende skrider ind i garagen, Le Mans-style, og stadig kun kan vinge job/skole af på to-do listen, er jeg - har jeg lært - for highwired til at slappe af. Mine tanker opfører sig som en pose hoppebolde, man taber på et flisegulv fra 10 meters højde, og det genererer langt mere irritation og frustration, end ro og overskud at prøve at meditere. Overraskende nok har jeg formået at holde fast i det, jeg besluttede, da jeg startede, nemlig at det ikke kan gøres forkert, og jeg konverterer de dage meditationen til en kop te, som jeg SKAL drikke siddende i min lænestol, med udsigt til marker og solnedgang, og hvor jeg IKKE må lave andet. Ingen telefon, ingen kuglepenne og to-do lister, og ikke lige to sider i den gode bog, jeg er igang med. Det fungerer. Virkelig godt, faktisk. 

Apropos ting, der faktisk behøver at være nu, har jeg også fået bestilt trampolinen, vi tidligere har snakket om, fordi det virker dumt at skubbe dét projekt til oktober. Jeg er endt med at købe den største, jeg kunne finde, som kan graves ned, og går lige nu og venter på tilbud fra de forskellige anlægsgartnere. Jeg må bide mig selv i tungen 16 gange om dagen for ikke at fortælle Anton og Frida, at den er på vej, eftersom de begge kigger forelsket på alt med fjedre og dug, og siger: “Åh, se mor!” når vi passerer det. Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at råbe. “TA-DAAAAAH!!”

Endelig er vi så småt ved at forberede os til Fridas fødselsdag på lørdag. I morges, da jeg med forældrefalsetten (som ikke er for 5 kroner påtaget, men bare opstår automatisk, fordi jeg selv er så excited) sagde: “Og så har du FØDSELSDAG på lørdag!!” kiggede hun på mig og svarede: “Ja. Frida bliver 2 år”. Jamen, selvfølgelig fik jeg tårer i øjnene. Når man har et barn, som har måtte tilegne sig hvert eneste ord gennem sværdslag og tvekamp, er det dagligt som at se Jesus gå på vandet at bo sammen med Frida.

Og nu er kaffekoppen er tom. Kirkeklokkernes ringen er forstummet, og arbejdet kalder igen.

Jeg håber, tirsdagen vil vise sig fra sin bedste side for hver eneste af jer.

10 kommentarer:

  1. Tak og i lige måde, Linda. En statusrapport fra Team Blogsbjerg er altid en god måde at starte dagen på.

    SvarSlet
  2. Jamen, jeg kan kun sige "Amen!!" til det med meditation/tankenedkøling efter arbejde. Det er fløde for hjernen:)

    SvarSlet
  3. Ih, jeg synes ofte mine kommentarer blir slettet. Nok fordi jeg koger med min tlf. Men det jeg bare ville sige var TAK. Du er og blir verdensmester i at sætte ord på de hoppebolde. Og så må nogen forøvrigt gerne trykke "Vi kom, vi så og vi grillede" på en T-shirt. Asap.
    Kram Ida

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil gerne have den T-shirt

      Slet
  4. Hvilken trampolin endte du med at købe? Jeg går og overvejer, om vi skal have trampolin, og jeg ved, at du sikkert har lavet grundig research :)

    /Trine

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg nemlig, ja:)

      Jeg endte med at købe en Berg Champion In ground, Ø 430.

      Jeg fandt en brugt, men hvis ikke, ville jeg stadig have købt den. De dyre trampoliner kommer med meget længere garanti, og du kan købe reservedele til dem, hvilket betyder, at de lever meget længere, og kan sælges igen til en ok-fornuftig pris.

      Berg laver også en, der hedder Favorit (mener jeg), men den er bedre til større børn, fordi opspringet er hårdere, og da Champion’en er god til både store og små, valgte jeg den, selvom den er dyrere.

      Jeg ville gerne have haft en firkantet, fordi opspringet på den er det samme over hele trampolinen, modsat en rund, hvor det bedste opspring er i centrum. Desværre er de firkantede væsentligt dyrere, og det blev afgørende for mig.

      Jeg elsker, at vores er gravet ned. Det ser væsentligt pænere ud, og den skal ikke flyttes, hver gang det blæser, eller der skal slåes græs.

      I forhold til størrelsen synes jeg, at 330 var for lille, og forskellen i pris på 380 og 430 var så lille, at jeg syntes, der var ligemeget.

      Håber, du kan bruge det:)

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Tusind tak! Så er jeg klar til at gå i tænkeboks (og på dba) :) Og tak for den bedste blog i mit feed, du er og bliver den, jeg helst vil læse indlæg fra.

      Kh. Trine

      Slet
  5. Min meditationslærer lærte os om formel meditation og uformel Den uformel er alle de små øjeblikke i hverdagen man kan bruge på at være nærværende. Når man går i bad, venter på toget, elevatoren osv. Så der er virkelig ikke noget der hedder rigtig og forkert, det handler vel egentlig bare om at forsøge at finde nærvær frem for at være i hovedet. Te-meditation lyder virkelig dejligt, og noget jeg tror jeg vil prøve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg er en rigtig fin pointe; at man arbejder med dagsformen og med, hvad man har. Tak for input:)

      Slet