søndag den 21. maj 2017

Togtider.

Klokken er 8.51 og jeg sidder i toget mod Aarhus sammen med Anton, som har været vågen i 48 timer (føles det som om) af bare spænding over turen. Frida er ved mormor og morfar; det er første gang, vi er fra hinanden på dén måde, og begge børn har på skift skulle forsikres om, at den anden *ikke* skulle med, og om, at vi skal ses igen, alle 3, lige om lidt.

Han sidder lige nu med hovedet begravet i Lego og iPad, og jeg bliver så rørt over hans uskyld og åbenlyse forventning til de kommende dage. Alene togturen har han set frem til i ugevis.

Da vi trådte ind på banegården, skete der det, der somme tider sker, når man pludselig er et sted igen, hvor man ikke har været længe: Lemmen til alle de minder, jeg forbinder med Toget, sprang op, og jeg ved ikke engang, om jeg havde glemt dem, eller bare glemt, at jeg havde dem. 

Jeg kom i tanke om dengang, jeg tog hjem, med mit knuste hjerte i hænderne, og græd hele vejen fra Aarhus til Esbjerg. 

Om dengang jeg, som ellers er ret privat med den slags, blev så gal på en kæreste, at vi endte med at stå og råbe ad hinanden så ruderne klirrede, mens hele den propfyldte kupé sad og ved tankens kraft forsøgte at fremmane en usynlighedskappe at gemme sig under.  

Om turen til tatovøren i Silkeborg, om første gang, jeg tog fra Aarhus til Esbjerg med Anton i barnevognen, forkrampet af stress over, om han ville skrige hele vejen, og om den sommeraften, hvor en ven, som aldrig blev til andet end det, fordi vi begge var nogle stolte idioter, og jeg tog toget tilbage til Esbjerg efter at have spist fisk og drukket hvidvin i aftensolen, og lyset var citrongult og fint, og vi endte med at sidde og blunde op af hinanden, og alt var godt.

Jeg kom i tanke om ture med tømmermænd og regnvejrshår, om ture til sindssyge tolkeopgaver med gode kolleger og dårlig kaffe, om følelsen af ensomhed og afklaring, med udsigt til solen, månen, stjernerne og spejlbilledet af mit eget ansigt i ruden. 

Og når jeg kigger over på Anton og ved, at alt det ligger foran ham, får jeg en klump i halsen og lyst til at kramme ham ekstra hårdt, og sige: 

Jeg elsker dig. Jeg passer på dig. Jeg er her for dig.

Altid.

lørdag den 13. maj 2017

Der kom 3 bøger med posten.

(Formalia: Jeg har fået alle 3 bøger tilsendt som gaver. Jeg har ikke på forhånd lovet at skrive om dem, og jeg får ikke noget for at gøre det. Jeg synes bare, at alle 3 bøger var så fine læseoplevelser, at I skulle have mulighed for at stifte bekendtskab med dem også.)

Sådan er Kirsten bare - Anne Bredahl (Damgaard Forlag)

Da jeg boede i Aarhus, og Anne stadig ikke havde fundet ud af, hvorfor hendes ben somme tider opførte sig så mærkeligt, sad vi ofte på Baresso på banegårdspladsen og kiggede på mennesker. At læse denne bog er for mig som at sidde der igen.

Anne har et sjældent blik for, hvad der gør et menneske, og jeg elsker hendes blå fortællestil, som ofte er både sørgmodig, humoristisk og spidende på én gang.

Jeg elsker kombinationen af de skæve eksistenser, både dem, der er svære at holde af, og dem, der ikke er, og Annes ubesværede leg med ord. En af de mange fine ting ved Anne er, at hun aldrig stivner i sin måde at bruge sproget på. Somme tider hælder hun en verden af betydning i et enkelt ord, andre gange laver hendes krøllede hjerne sætninger, der er skæve og bimse og lammende præcise.

Denne lille bog er indbegrebet af alt, hvad der er Anne, og jeg synes, du skal købe to eksemplarer: Et til dig selv og et til en dansklærer nær dig. 

Stemmer af sølv - Laura Engstrøm (Gyldendal)

Da Karoline på vegne af Gyldendal skrev til mig og spurgte, om jeg ville have denne bog tilsendt, no strings attached, sagde jeg udelukkende ja pga. titlen. Hvis ikke man bliver bare lidt blød i knæene af dén, er man lavet af sten. (#StemmerAfSten).

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg næsten håbede, at jeg ikke ville kunne lide den, for så ville det være dejlig nemt at skrive til Karoline, at jeg ville undlade at anmelde den, fordi der ikke er nogen grund til dårlig omtale, hvis det kan undgåes. 

Så når vi skal snakke om den her, kan de fleste af jer nok regne ud, at det ikke var sådan det gik. 

Den her bog ramte mig lige i solar plexus. 

Kort fortalt er det historien om at være født tilbagelænet med armene over kors, og være sådan én, der kun tror på det, vi kan se på og røre ved, og så alligevel, ad mange omveje, at ende med at tage hele spektret af engle, ånder og rumvæsener ind. 

Jeg var, inden jeg læste den, meget i tvivl om, hvem målgruppen til sådan en bog kunne være. Min egen oplevelse er, at folk går fra 1 til 100, når det kommer til det alternative. De starter med en kop urtete mandag, og lørdag taler de med deres afdøde slægtninge og sender dig afsted med lyset, hver gang de siger farvel. Min tanke var, at ikke-troende ville synes, bogen var bullshit, og at de hard core alternative ville finde den alt for skeptisk til at kunne se ideen med den. 

Det viste sig, at målgruppen er mennesker som mig. Tvivlere med døren på klem. Den er til os, der voldsomt gerne vil have beviser for alt, og helst på formel, men som alligevel godt, fra tid til anden, kan mærke, at der er mere både derude og derinde. 

Laura fortæller sin historie så fint. Sproget er, som at blive sænket i et varmtvandsbassin efter en lang dag i kulden (hun er journalist) og jeg elsker, at hun hverken taler sine oplevelser op eller ned. Man får som læser lov at komme med på turen, helt fra start til slut, og hun italesætter undervejs sin egen tvivl og skepsis, men bøjer sig også for det, når der sker ting, der simpelthen ikke kan forklares ad traditionel, logisk vej.

For mig var det ret stort at læse en bog om det her emne, skrevet af en, der lyder til at ligne mig. Jeg synes ikke, at jeg har kunne finde nogen, der forstår tvivlen og den evige penduleren frem og tilbage mellem tro og mangel på samme, og når jeg ellers har forsøgt mig med bøger om emnet, bliver retorikken ofte så rabiat, at jeg ikke kan koncentrere mig om indholdet.

Det bliver 5 ud af 5 stjerner herfra.

Hvor der er fugle - Maren Uthaug (Lindhardt & Ringhof)

Da jeg for mange år siden var ny praktikvejleder, var jeg på to-tolkeopgave med en kollega. Vi havde begge en praktikant med, og de tolkede sammen, mens vi sad med skarptslebne kuglepenne og noterede. Der var markant forskel på deres niveau, og da vi bagefter gav dem feed back, bemærkede jeg noget, som jeg sidenhen har set i mange andre sammenhænge også. For hvis man udefra havde lyttet til vores kommentarer, ville man være gået derfra med opfattelsen af, at det var dårligste praktikant, der var bedst. 80% af vores fokus var på hende, og på at fortælle hende om alle de ting, som hun - trods alt - havde gjort godt, selvom hun faktisk lænede sig op af at en re-eksamen. Den anden praktikant, som tolkede langt over niveau, fik selvfølgelig at vide, at alt var godt, flot klaret, her er et par småfif og tak for idag.

I rigtig mange sammenhænge tror jeg, vi har en tendens til at forvente, at de dygtigste mennesker godt selv ved, de er dygtige, og derfor kommer vi ofte til at fokusere på dem, vi føler, har brug for mest opmuntring og hjælp. Og det synes jeg faktisk er skideurimeligt, for det er de færreste, der bliver gode af bare at ønske sig, at de var det. De fleste har knoklet røven ud af bukserne, og er også fulde af tvivl om egen formåen og angst for ikke at være gode nok, og derfor lovede jeg dengang mig selv at være bedre til at huske at rose og opmuntre De Virkelig Gode, for de har, om nogen, fortjent det. 

Når jeg starter med at skrive det, er det fordi, jeg synes, at Maren er én af dem. For mig at se, er det som om, mange har besluttet sig for, at hun sikkert godt ved, at hun er skidegod, og at det derfor ikke er nødvendigt at sige det til hende. På en eller anden mærkelig måde sprang hun hele up-and-coming fasen over, og gik lige fra at være newbie til at være kæmpestor. 

Som med så mange andre virkelig talentfulde mennesker, tror jeg, det handler om, at det ser så nemt ud, når hun gør det. For det er jo netop det, der adskiller de virkelig gode fra de ok-gode: At de får det til at virke som noget, vi alle sammen kunne gøre, hvis vi bare gad.

Hvilket er den fedeste løgn i hele verden. 

Når den her bog er så god, tror jeg, det handler om, at Maren har ramt lige præcis dét talent, der er hendes, for når kreative mennesker rammer udtrykket, hvor det, de er, og det de kan, smelter sammen, så kan man mærke, at det er ægte. At ligemeget hvor mange lag, man skræller af, så bliver man ved med at finde det samme, rå talent nedenunder. Det er det, der adskiller one hit wonders fra the real deal, og massivt træ fra finér. 

Så jeg vil bare gerne hæve glasset for Maren og sige: Hold kæft, hvor er du dygtig! Den her bog er fantastisk. Historien, beskrivelserne af tiden og de geografiske steder, måden, karaktererne langsomt væves for øjnene af os på, og aldrig - aldrig - bliver flade, er lige til at gå på røven af benovelse over. Jeg elskede både Nordkraft og Afrika-triologien af Jakob Ejersbo, og 'Hvor der er fugle' gør brug af samme fortælleteknik; man får bidder af den samme historie, fortalt af de forskellige personer i bogen, med alle de forviklinger og misforståede hemmeligheder, der følger med.

Jeg læste den på en dag (undskyld, Anton og Frida) og jeg håber, at Maren er igang med at skrive sin næste bog allerede, og at den kommer til være 700 sider lang.




mandag den 8. maj 2017

Tid er ikke noget, du får. Det er noget, du tager dig.

Jeg har i alle mine voksne år været sådan én, der har haft en stor omgangskreds, fordi jeg i mine jobs er i kontakt med mange mennesker, og derfor ofte er så priviligeret at støde på interessante typer, jeg over tid lærer at kende privat. 

Jeg har også i alle mine voksne år været sådan én, der altid har (lidt for) mange jern i ilden. Jeg vil det hele, og hvis det kniber med tiden, stirrer jeg på den, til den giver sig. 

Derfor ved jeg, at når jeg i dagens indlæg peger, så er der virkelig tale om en af de situationer, hvor der er 3 fingre, der peger på mig selv.

40+ kan jeg nemlig mærke, at jeg bliver mere og mere optaget af at skære det overflødige fra. Både i tøjskabet, i hovedet, i mine relationer og i min kommunikation. Ikke sådan helt Morten Albæk’sk (#love), hvor man stille og roligt fortæller sine artists formerly known as friends, at man ikke længere synes, at relationen bidrager med noget, så tak for idag og hav et godt liv, men mere på den måde, at jeg faktisk lægger mærke til, hvad jeg siger og bliver sagt til, og gerne vil holde niveauet af floskler på et minimum.

Da jeg boede i Aarhus, var jeg slem til at planlægge mine besøg hos folk, når jeg var hjemme i Esbjerg, så jeg nåede 3-4 stykker på en dag. Jeg må have været verdens mest ufede gæst, for jeg var slet ikke til stede de par timer, jeg pitstoppede i køkkenet, men var hele tiden i tankerne på vej videre. Og hvis nogen spurgte, om jeg ikke kiggede forbi, og de ikke allerede var lagt ind i tourplanen, skrev jeg en 6000 anslag lang sms, hvori jeg opremsede alt det, jeg skulle, som undskyldning for, at jeg ikke kunne nå forbi. 

Fordi jeg selv har været sådan, forstår jeg godt, at det ikke er ond vilje, der ligger bag, når nogen skriver: “Vi skal snart ses” eller: “Kaffe snart?” uden nogensinde at følge op på det med et konkret forslag til dato. Men vi er ikke 20 år længere, og jeg synes egentlig godt, at vi kan tillade os at stille lidt større krav til både os selv og hinanden nu end det, fordi de fleste af os efterhånden har lært, at græsset kun bliver grønt, hvor du vander det.

Det er en træningssag, fordi det er en refleks; “Ses snart?” er tænkt som et signal til, at vi gerne vil se den anden, men det får et umiskendeligt skær af grace-you-with-my-presence/fuck-boy-friend-edition, hvis man kun tapper ind, for at blive på kortet, og ikke fordi man vil noget med relationen.

Lad endelig falde, hvad ikke kan stå; hvis et venskab er under afvikling, synes jeg virkelig, at man bør afstå fra sporadiske genoplivningsforsøg, som kun har til formål at iscenesætte et virkelighedsbillede, hvor den, der skriver, er den travle prima ballerina, og omgangskredsen bliver tvunget ind i rollen som den og dem, der sidder på kanten af stolen og venter med  længsel på det næste besøg.

Jeg har opdaget, at man sagtens kan vise omsorg og interesse ved bare at sende en “Hvordan går det med xxx?”-besked. Det fungerer præcis ligeså godt. Når jeg selv har modtaget beskeder af den type, har jeg aldrig - ikke én eneste gang - tænkt: “Det er da mærkeligt, at hun ikke spørger, om vi snart skal have kaffe??”  Jeg har til gengæld taget mig selv i at blive irriteret over det, når de samme mennesker igen og igen skriver: “Vi skal snart ses!”, men som altid lige “vender tilbage” hvis man sender konkrete dato-forslag.

Jeg tror, at jeg selv er ved at have aflagt mig uvanen. Nu mangler jeg bare at opbygge mod til, næste gang jeg modtager en “Vi skal snart ses!” besked, oprigtigt og ikke-fjentligt at svare: 

“Så må du prioritere det. Kærligst. Linda”

mandag den 1. maj 2017

Zenbuddhismens højborg.

For et års tid siden blev der i Antons børnehave kørt et projekt, hvor børnene én gang om ugen over en periode på et par måneder, blev ledt gennem en guidet meditation. Anton var - modsat hvad jeg havde forventet - ret vild med det, og jeg besluttede mig for, at vi skulle prøve der derhjemme.

Som så ofte før blev det ved de gode intentioner, fordi hverdagen var, som hverdagen er, og vi kom aldrig igang, men for en måned siden, syntes jeg, at der nu endelig var så meget ro på, at vi kunne starte op, fordi det var realistisk, at vi kunne gøre det fast et par gange om ugen. 

Jeg gik på YouTube, søgte på “kropsscanning, børn” og valgte den første, der kom frem. Jeg forklarede Anton, hvad der skulle ske, vi lagde os, side om side, under hver sit tæppe og det tegnede sådan set meget godt.

Efter 3 minutter var det blevet så for meget for Anton, at han kastede sig over mig og bed mig i næsen. 

- hvilket nok mere var den reaktion, jeg i tidernes morgen havde forventet i børnehaven. 

Nå, men al den snak om meditation fik mig til at savne at gøre det selv. For mange år siden gik jeg ind i mellem et sted på Kystvejen i Aarhus, hvor der var en slags drop-ind meditation. Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke kommer til at være sådan én, der sætter mig i lotusstilling og slukker min hjerne, og selvom alle meditationer starter med “ - og kommer der tanker, er det ok. Registrér dem, og slip dem igen” forestiller jeg mig stadig, at det er bedst, hvis den procentvise fordeling mellem tanker/ikke-tanker ikke er 98/2.

Så. Jeg er bedst til, at nogen tager mig i hånden og giver mig noget at tune ind på, så jeg kan fokusere på dét. 

I et anfald af “NU skal det være!!” besluttede jeg mig derfor for at sætte en måned af til projektet, for lige at komme igang. Aftalen med mig selv var, at jeg hver aften skulle bruge 15-20 minutter på det, og så, når måneden var gået, skulle tage stilling til, hvor ofte, jeg havde lyst til fortsætte.

Første aften oprandt. Jeg gentog, fuld af optimisme, rammesætningen fra den mislykkede session med Anton. Ned på gulvet. Dæmpet lys. Tæppe på. Og *play*.

Efter 4 minutter havde jeg lyst til at bide mig selv i næsten. Hold nu kæft, hvor er det svært, når man ikke er i form. Min bevidsthed klør, som har den fået nældefeber, og jeg kan pludselig mærke ALT. Er det her gulv ikke lidt hårdt? Hov, min ene fod stikker lidt ud under tæppet. Hvad var det for en lyd? Skal jeg egentlig ikke pudse næse, av, min hårelastik strammer, den pære (i gadelampen, ffs!) er lidt skarp osv. osv. osv. 

En ekstra udfordring, jeg havde glemt, jeg har, er også, at min tolerancetærskel for det alternative er voldsomt lav. I det sekund vi kører krystalmarker og engle i stilling, afblæser mit overjeg hele missionen.

Til mit forsvar er jeg nødt til at sige, at internettet ikke arbejder sammen med mig her. iTunes har kun 4 hits, når man søger på guidet meditation, og You Tube har en million, men af VIRKELIG svingende kvalitet. Herunder følger et lille udpluk af mine aftener under tæppet den seneste uge:

1) Hmm.. Yogainstituttet? Det lyder lovende. *klik*
“Træk vejret dyyyyyhhhhbt ind. Og puuuuuuhhhst ud. Det er ok, hvis du går i trance” 
Øhm.. wft? Efter 20 sekunder? Er det også ok, hvis man ikke gør? (Dumt spørgsmål. AAAAAHHLT er ok på yogainstituttet.)

Næste.

2) Hvad med hende der? Hun ser dejlig almindelig ud. *klik*
Blablabla om dybe indåndinger og tanker. “Nyd at du er en junik sjæl, i en junik krop (pls stop). Din junikke skæbne er en del af Guds junikke plan med dig” Aaaaand we’re up.

Nå. Hvad fanden så?

3) Noget mindfullness? *klik* 
“SÆT! DIG! GODT! TIL! RETTE! (ok, han virker lidt ..bestemt..) TRÆK! VEJRET! HELT! NED! I! MAVEN! OG! PUST! UD!”  Det er jo ligesom at få tæsk med en sten af en 67-årig kar-kirurg, det her.

Måske noget engelsk? Jeg er da ok god til engelsk, og hvor svært kan det være at slappe af på udenlandsk?

4) A spoken guided medtitiation. Det lyder dejlig konkret. *klik*
Aaaah. Deeejlig musik. Dejlig stemme. Det tegner godt... Det er da lige det her, jeg har ledt efter. Han er virkelig god! Hvor gammel mon han er? Han lyder som en på .. 55? Hov. Tanke. Giv slip. Puuuust ud.

....

Hold kæft, perseverance er et fedt ord! Udholdenhed? Vedholdende? Hvilket tegn ville man egentlig bruge, hvis man skulle tolke det? Tegnet for ‘fortsætte’? ‘prøve igen-igen-igen’? Neeeej, ikke helt det samme. Hvad med -  Interpersonel er også fedt! Kunne man slippe afsted med bare at udtale det på dansk? Eller er det træls? 

Suk.

Hvad så med sådan noget natur-noget? Noget med nogle træer og sådan?

5) En mental skovvandring? Det kan jeg godt være med til. *klik*
“Hello-ohohoh. And welcome-ome-ome-ome. (står hun inde i en tom fabrikshal og råber det, eller hvad?) (Ej, Linda. Ikke så sur nu. Giv det en chance)
“Over-er the-e next-xt-xt half hour-our-our, we-e-e will explore-re-re your inner-er godess-es-es-es” 

Det bliver et stort nej tak herfra. Jeg tror, jeg taler for os alle, når jeg siger, at det er vi ikke klar til.

Jeg vil gerne tildeles point for ikke at give op.

Langt om længe er jeg landet hos én, der hedder Lykke Emilie, som jeg - hvis jeg skal være ærlig - valgte, fordi hendes bud på en meditation var 14 minutter langt. Ja, undskyld. Jeg ved godt, at det cirka er verdens dårligste argument, når vi bevæger os i den her genre. Men den har faktisk vist sig at være ret god. Der er ingen gudinder eller solopgange, man skal “tage ind” (but how??) og hun har gemt yogastemmen, til man er droslet så langt ned, at man ikke føler sig slikket i øregangene. 

Her, halvanden uge inde i mit projekt, har jeg fået det ud af det, at jeg sover virkelig godt. Som i: VIRKELIG godt. For første gang i 7 år, vågnede jeg forleden af mig selv og følte mig udhvilet. Måske er det tilfældigt, måske er det ikke, men jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte måneden ud, og se, om det bliver ved. 

Og lige præcis idag, kan man ikke sige 'måned', uden at smide den her:



Glædelig 1. maj.