mandag den 3. april 2017

Marathonindlæg om bloglovin’ og ånder.

Siden sidste indlæg har jeg modtaget en del wtf!?-beskeder på alle de sociale platforme, hvor jeg slår mine folder. Det er den clairvoyante dame, der driller. Jeg forstår det sådan set godt: Jeg er vel nok det mindst mystiske menneske, man kan forestille sig. Jeg har derfor lovet at prøve at skrive lidt om, hvordan en grundskeptiker som mig, ender sådan et sted.

Men inden jeg gør det, er der noget andet, jeg er nødt til at adressere. I lørdags fik mine fede fingre og jeg nemlig den sædvanlige mail fra Bloglovin’, og da jeg skulle trykke på et indlæg, kom jeg til at trykke på mit eget. Det er så her, jeg for første gang opdager, at man kan kommentere og like mine blogposter i Bloglovin’ - uden at jeg får det at vide. Kæmpe, KÆMPE undskyld til de mennesker, der har brugt tid på at kommentere derinde, uden nogensinde at få et svar. Jeg er virkelig ked af det. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvordan jeg kan få en notifikation, når nogen forholder sig til mig derinde, men det eneste, jeg umiddelbart kan se, Bloglovin' kan tilbyde, er en notifikation om, at der er kommet et nyt indlæg her på bloggen - og så langt er jeg med. Hvis nogle hærdede bloggertyper ved, hvordan man sætter det andet op, så giv *endelig* lyd.

Jeg kan også se, at der et par gange derinde er nogen, der har efterlyst en fb-side til bloggen. Jeg har ikke haft det indtil nu; simpelthen fordi jeg oplever, at folk er langt mere rabiate på fb end i kommentarfeltet på bloggen. Og for at være helt ærlig har jeg ikke gidet at stå model til skæld ud af vrede typer, der ikke kender mig, og derfor læser mine indlæg i en anden kontekst, end de er tænkt på bloggen. Men jeg har besluttet, at vi prøver det af. Hvis der kun er 5, der følger med, eller hvis Nationen retter deres søgelys mod mig, må vi tage den derfra. Jeg skriver, når fb-siden er oppe at køre. 

Tilbage til hovedemnet.

Jeg tror, jeg er nødt til at starte med at prøve at skrive, hvad jeg tror på, sådan når vi taler om det mere æteriske. Jeg betegner ikke mig selv som kristen, og ingen af mine børn er døbt. Jeg har det stramt med alt for religiøse udbrud, uanset trosretning, og når jeg er sammen med mennesker, der er meget ekstrovert troende, bliver jeg lidt utilpas, fordi det for mig er som at sidde sammen med nøgne mennesker. For mig er tro en privatsag, og ligesom jeg bliver irriteret, hvis folk, jeg ikke deler politisk ståsted med, prædiker i én uendelighed, synes jeg også, at tro bedst egner sig til at blive udbredt i plenum, hvis man bliver inviteret til at gøre det. 

Men jeg tror på intuition; at underbevidstheden ofte samler data flere steder fra, end fra den logisk tænkende del af hjernen, og at vi derfor ofte selv har svaret på de ting, vi bokser med - mange af os har bare mistet kontakten til den del af os selv. Måske fordi vi lever i en tid, hvor vi konstant præsenteres for, hvad alle andre mener om alt, samtidig med, at vi har fået skabt en kultur, hvor vi er ansvarlige for alt, hvad der sker os i livet. Når brølet fra meningsinfernoet bliver højt nok, er det svært at tune ind på en enkelt stemme, og endnu sværere at stole på, at det er éns egen. Og at den har ret. Men min overbevisning er, at når folk har glæde af englekort og tarotkort, så er det fordi de læser dét ind i motiverne, som de egentlig godt ved. Ligesom når man læser sit horoskop, og smider sin egen virkelighed ind i nogle ret overordnede betragtninger, og derfor synes, at det passer. 

Jeg tror også. at nogle veje fører bestemte steder hen, og at man er nødt til at følge lige præcis dén vej, man står på, for at nå til et bestemt resultat. Min egen oplevelse gennem årene har været, at hvis jeg skal slås for meget for noget, og hele tiden har fornemmelsen af at kæmpe og svømme op imod strømmen, så er det simpelthen fordi, det ikke skal være. Det er for stærkt at kalde det skæbnetro, for jeg er firm believer af den frie vilje, men når din frie vilje har placeret dig på et bestemt sted, på et bestemt tidpunkt, så tror jeg, at nogle forløb udspiller sig i en bestemt rækkefølge, som du ikke med viljens kraft kan ændre på. 

Jeg tror også, at man generelt vil føle langt mere ro i livet, hvis man øver sig i at lede efter det, coaches ofte referer til som “gaven” i en svær situation. Altså, helt basalt, at man i stedet for at gå i stå over omstændigheder, man føler er uretfærdige, prøver at skærpe opmærksomheden på, hvad noget, som føles svært, også kan have med. Egentlig det, som kristne referer til, når de siger, at hvis Gud lukker en dør, så åbner han et vindue.

Jeg tror ikke, at vi alle sammen mødes til taffel på skyerne, når vi engang skal herfra, men jeg har svært ved at tro, at vi bare forsvinder. At alt det bliver til ingenting. Her læner jeg mig  lidt op af termodynamikkens første hovedsætning; at energi ikke kan opstå eller forsvinde, men kun kan ændre form. 

(Ok, det bliver virkelig langt det her. Beklager.)

Nå, men tilbage (frem?) til starten af dette årtusind, hvor jeg havde det umådelig svært. Min hjerne har alle dage været min egen værste fjende, og jeg havde fået mig selv tænkt så langt op i et hjørne, at alt var blevet sort. Ad omveje hørte jeg om en clairvoyant på Fanø, som manglede kaniner, fordi hun var ved at .. læse? til clairvoyant. (Jeg er ikke helt stiv i fagtermerne her.) Fordi jeg ikke længere havde ideer til, hvad jeg skulle vende mig imod, gav jeg det et skud. Jeg kan huske, jeg sad på fanøfærgen og lænede panden mod vinduet en blå og råkold dag i december, og tænkte, at hvad hun end havde til mig, så kunne det kun flytte mig til et bedre sted. 

Hun blæste mig fuldstændig væk. Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg nogensinde har grædt så meget eller så forløsende. Jeg havde på forhånd lovet mig selv at parkere min skepsis udenfor, fordi alt andet ville være respektløst, men jeg kunne have sparet mig. Hun var omkring både meget konkrete hændelser fra min barndom og helt konkrete problemstillinger i mine relationer, og hun tog fat i meget, som hun ikke havde haft skyggen af chance for at vide, hvis hun havde været fake. Men sagen er, at for mig var det egentlig ikke det afgørende. For mig var det vigtigste, hvad *jeg* hørte i de ting, hun fortalte mig, og hvad *jeg* efterfølgende valgte at reagere på og rette opmærksomheden imod. For mig kunne hun ligeså godt have været præst, psykolog eller coach - da jeg tog imod tilbuddet handlede det om, at nogen tilbød mig sparring på mig selv og mit liv, og jeg var kørt fast. Og derfor synes jeg ikke, jeg havde noget at tabe.

Som sagt gjorde hun al min tvivl til skamme, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at hun kunne og kan noget andet og mere end de fleste af os andre. Derfor er det hende, jeg har bestilt tid hos igen i slutningen af april, nu hvor jeg endnu engang trænger jeg til, at nogen peger min opmærksomhed i retning af noget af det, jeg selv er blind omkring.

Det blev langt, men emnet er jo også lidt bredere end dem, vi ellers beskæftiger os med herinde. Jeg håber, at de af jer, der har spurgt ind til det her, føler, at jeg har svaret fyldestgørende. 


God mandag derude.

5 kommentarer:

  1. Prøv at gå ind under 'me', herefter til 'settings', herefter til 'notifications'. Dut af til du segner. But I warn you: Du får enormt mange notifikationer....

    SvarSlet
  2. Jeg er på mange måder som dig: sundt skeptisk og ikke-troende. Alligevel tyede jeg til det "alternative" da jeg stod i en situation, hvor jeg manglede en andens syn på mig og mit. Jeg valgte at få lagt et horoskop. Jeg kan stadig huske min skepsis da jeg læste det igennem, men der var simpelthen så mange ting, der var rigtige. Der var en del som jeg (på daværende tidspunkt) syntes skød HELT forbi målet, men når jeg genlæser det hér 15 år senere kan jeg se det i et andet lys. Og så giver det bedre mening.

    /Kristina.

    PS: sætningen "Men jeg tror på intuition; at underbevidstheden ofte samler data flere steder fra, end fra den logisk tænkende del af hjernen, og at vi derfor ofte selv har svaret på de ting, vi bokser med - mange af os har bare mistet kontakten til den del af os selv" er noget af det mest rigtige jeg har læst. I meget, meget lang tid.

    SvarSlet
  3. Jeg er helt med dig i dine betragtninger omring religiøsitet/åndelighed. jeg har også fået lagt et horoskop som gav mig mere indsigt og gav anledning til nogle overvejelser, jeg ellers ikke ville have gjort mg. Min søn er heller ikke hverken døbt eller konfirmeret. Og som det nyeste har jeg meldt mig ind i Humanistisk Samfund, i erkendelse af, at jeg ønsker at hjælpe mine efterladte med en form for ritual, som også jeg kan stå inde for.

    SvarSlet
  4. Jeg tror også rigtig meget på intuition - eller som du siger; at vi ofte selv har svaret på en masse ting, vi går og bokser med, hvis vi kan finde roen eller sparringspartneren til at finde svaret frem. Min egen intuition er voldsomt veludviklet, hvilket af og til kan være et problem især i mine nære relationer, fordi jeg har en tendens til at præsentere "problem-løsning-handling" før mine kære næsten er klar over, at der er et problem. Til gengæld sparer det mig selv for utroligt mange frustrationer, hvis jeg bare (tør) lytte til min mavefornemmelse. Den tager stort set aldrig fejl.
    Jeg læser dog ikke intuition ind i noget overnaturligt (desværre, vil jeg næsten sige, for det giver ro at tro på noget). Tror i bund og grund at clairvoyanter/horoskopmagere (hvad hedder det mon rigtigt?)/håndlæsere mv. er virkeligt dygtige til at læse mennesker og stemninger. Kender det jo som sagt lidt fra mig selv at jeg ofte har set et problem og løsningen lang tid før mine nærmeste (meget rationelt tænkende!) familiemedlemmer. Og det er der desværre ikke noget overnaturligt i, det er bare en anden måde at bruge hjernen på. Ville virkelig gerne tro på, at der er mere mellem himmel og jord, men ender i bund og grund nok på, at når vi er væk, er vi væk. Håber dog ikke jeg får ret! :-)

    SvarSlet
  5. Og PS glemte at skrive at jeg har mødt min del af håndlæsere, clairvoyanter mv. Det ændrer ikke mit synspunkt om, at det, de i virkeligheden er, er virkeligt gode menneskekendere. Og det skal man bestemt heller ikke kimse ad :-)

    SvarSlet