Youth is wasted on the young

Forleden overhørte jeg på en uddannelse to piger i start-tyverne snakke om en fyr, den ene var interesseret i. (Ja, jeg lytter. Helt vildt. Kan jo ikke få alle de gode ideer selv) Problematikken gik på, om hun kunne sige det til ham, og hvad hun i givet fald skulle sige. Emnet fyldte en del, men da jeg havde hørt ca. 4 minutter af samtalen, kunne jeg mærke min opmærksomhed give slip, fordi den havde travlt med at begejstres over nogle af de fordele, der trods alt kommer med alderen.

For hvis jeg kan mærke, at jeg er interesseret i en mand – og det ikke er er i arbejdsregi, jeg støder på ham, vel at mærke – så er jeg ikke det fjerneste bange for at sige det til ham. Jeg tror, at nøglen er at rykke på det, inden man i fantasien har giftet sig med ham, og indrettet 3 børneværelser i det fælles hus. Så længe man kan sige “Hej. Jeg synes, du virker skidespændende. Her er mit nummer. Ring, hvis du har lyst til en kop kaffe” og det ikke stikker dybere end dét, synes jeg, hånden på hjertet, at det er fuldstændig ufarligt at gøre.

Og det må være alderens visdom, der kommer én til gode, for i starttyverne var jeg præcis ligesom de to piger, for hvem Skam & Pinlighed er det værst tænkelige, man kan blive udsat for. I starttrediverne var jeg begyndt at finde ud af, at hvis man taber ansigt, så samler man det bare op igen, men i sluttrediverne havde jeg endelig lært, at andre mennesker ikke kan give din en rolle, du ikke tager imod: Hvis du lader være med at opføre dig som om, noget er pinligt, så ER det ikke pinligt. Langt de fleste gang, vil den, man spørger, både have ret stor respekt for, at man bare gør det, og samtidig også blive smigret over komplimenten, men skulle det ske, at den fyr, du henvender dig til, takker nej og derefter opfører sig som om, han har the upper hand, er det ligemeget: Hvis dit fokus er på, at det faktisk er ret fedt at være sådan én, der bare går efter det, hun gerne vil have, i stedet for at være flov over at have fået et nej, så bliver upperhandsfølelsen lynhurtigt forvandlet til en jakke, som ikke får en krog at hænge på.

Min erfaring er i øvrigt, at det gør sig gældende i alle relationer, både venskaber, arbejdsforhold, parforhold osv. Det er så utrolig nemt at tage den ledige rolle på sig; hvis én i en relation gør sig til offer, må det betyde, at man selv er skadesvolderen, og så begynder man automatisk at opføre sig derefter, og være undskyldende og kompenserende i ét fucking væk. Men hvis man i det store og hele gør sig umage for at være et ordentligt menneske, og med at være ærlig (uden at være brutal), så er det faktisk muligt at nå til et punkt, hvor det ikke længere er relevant for én selv, hvilke ledige roller omgivelserne forsøger at caste én til.

Gid man havde vidst det, da brysterne sad oppe på plads.

Påsken 2017, epilog

Påskeferien er slut, og hvis jeg skal lave et positivt spin på det, ville det være, at det er godt at have haft ferie så længe, at alle mand glæder sig til at komme igang igen.

Frida fik skoldkopper, allerede da vi kom hjem forrige fredag, hvilket jeg egentlig var ret godt tilfreds med. Det var rart at få overstået, uden at skulle stresse over antallet af sygedage, og bare kunne tage dagene, som de kom. Fordi jeg selv har det lidt stramt med, når folk slæber tydeligt syge børn med ud i offentligheden, var vi i en slags selvvalgt karantæne; i hvert fald ift. legesteder indefor. Og her var det så, at påsken blev lidt … lang. For selvom hun faktisk tog det ret pænt, var lunten naturligt nok kortere hos hende – og dermed også hos mig, fordi skoldkopper mest er noget, man snakker om om natten, åbentbart. Anton smed en post-skolestart-reaktion i puljen, der hos ham sætter sig som raseri, så hvis påskeharen havde haft stesolid med i ægget til mig, havde den sgu fået et kram.

For ikke at få indespat, har vi været på mange forskellige legepladser; vejret har ikke just været forårsagtigt, så der var ikke rigtigt nogen børn at smitte. Og selvom Frida, der pludselig har besluttet, at alle dyr er farlige (jeg vil godt medgive, at jeg måske også satte tempoet *lidt* op, da vi blev jagtet af store, udsultede svaner) til lejligheden havde udviklet røntgen syn, og stod og råbte: “STOP!! NEJ!! BANGE!!!” af små prikker i horisonten, der måske/måske ikke var køer, kastede sig hen af jorden over, at der ikke var flere sæbebobler i flasken, fordi hun havde hældt dem ud på jorden – hver gang – (ffs..!) og Anton trampede rasende rundt, fordi jeg ikke lige kunne fjerne de træer, han syntes stod i vejen, var det helt forfriskende med nogle nye udfordringer.

Påsken gav dermed også anledning til at tage et par valg op til revision. For det første havde jeg jo egentlig besluttet, at jeg ville tage Anton med til København og vise ham Planetariet og Tivoli, men efter at have vurderet, at han de næste par måneder får så rigeligt fyldt på, har jeg konverteret turen til en tilsvarende i Aarhus. Jeg er faktisk ret imponeret over, at vi kan tage med tog frem og tilbage, komme i det mindre, men virkelig hyggelige Planetarium i Aarhus, og få en hel dag i Friheden med alt betalt for 850 kr. i alt.

Og de penge vi sparer, ryger så i puljen til en trampolin, for med 3 ugers sommerferie lige om hjørnet, ville det være rart, hvis vi kunne skrabe sammen til sådan én, så man kunne smutte ud og hoppe det værste raseri af. Målgruppen her er potentielt os alle 3. Lavede en quickpoll på fb, og havde nok egentlig forventet, at der ville komme en del “det er spild af penge, vores bruger den aldrig”-kommentarer, men tværtimod lader det til, at man skal forvente, at ungerne flytter ud på den, når den er anskaffet. Så nu har jeg gennemreseachet emnet, og har man spørgsmål til fjedre eller galvaniserede stel, til rektangulære kontra cirkulære, eller fritstående vs. nedgravede trampoliner, I’m your girl.

Nu vil jeg hente en kop kaffe mere, og nyde roen, og glæde mig over, at jeg faktisk allerede her, 3 timer efter aflevering, begynder at glæde mig til at hente lopperne igen.

I øvrigt:

* ville jeg ønske, man kunne sende en venneanmodning til de bilister, man kommer til at følges med over lange stræk på motorvejen; som man fletter foran og bagved med i en grad, at det nærmer sig en dans. Føles næsten lidt trist ikke lige at vippe farvel med lygterne, når den ene af os kører af.

* kom jeg forleden, apropos ingenting, til at tænke over, om der mon findes mennesker, der dør i bilulykker, fordi de bliver kvalt i det, de sidder og spiser, når ulykken sker?

* vil jeg gerne vide, hvorfor alle bordeller i Jylland, har de der 80’er metalpersienner, der kommer til at hænge helt vildt i siderne, når de er mere end 2 dage gamle? Der MÅ være andre gardinløsninger, der er lige så billige. Et sted i Vestjylland har jeg endda set, at nogle working girls har forsøgt at diffe dem op med en lyskæde, viklet aggressivt ind imellem alle lamellerne. Det ligner en juledekoration, designet af Satan selv.

* hørte jeg forleden en radioreklame for påskeæg fra en bager i Esbjerg, der startede med “I Afrika findes der brune høns, der lægger chokoladeæg.” Er vi helt sikre på, at den går i 2017?

* er vi færdige med at sige “woop woop”. Der er *ingen* der slipper afsted med det.

* har Frida fået skoldkopper, som jeg for nemheds skyld er begyndt at tælle i hele millioner. Jeg er næsten imponeret over, at hun ikke skriger i rædselsslagent hysteri, når hun får øje på sig selv i spejlet.

* får jeg mildt irritationsudslæt over de mennesker, der ikke bare kan skrive: “Det passer sgu ikke lige i denne uge” som svar på en kaffeinvitation, men som altid sender en sms, der er så lang, at den i Nokiatiden ville have sendt af 3 omgange, der detaljeret forklarer, hvor travlt de har og med hvad. Med al respekt: Så meget interesserer min egen kalender mig ikke engang.

* er jeg nu nået så langt i min indflytning, at jeg er klar til at begynde at forholde mig til haven. Har således købt en sofa, en bænk og et bord på 2 meter og har kæmpe optur over det.

* er jeg også begyndt på havearbejdet; herunder verdens mest dødssyge tjans: Rensning af flise-riller for mos og ukrudt.

* indstiller jeg on that note to personer til udtrækning af alle 20 negle med en gloende tang,  alt imens de får skrællet huden af med en sløv kartoffelskræller: Den person, der designede fliser med 1 cm’s forskudte tænder hele vejen rundt, og den person i boligforeningen, der valgte dem.

* har jeg med søde Johanne som tech-support fået lavet en fb-side til bloggen, så man kan få besked direkte i sit feed, når der er nyt herinde. Kom og vær med! (- please!)

Marathonindlæg om bloglovin’ og ånder

Siden sidste indlæg har jeg modtaget en del wtf!?-beskeder på alle de sociale platforme, hvor jeg slår mine folder. Det er den clairvoyante dame, der driller. Jeg forstår det sådan set godt: Jeg er vel nok det mindst mystiske menneske, man kan forestille sig. Jeg har derfor lovet at prøve at skrive lidt om, hvordan en grundskeptiker som mig, ender sådan et sted.

Men inden jeg gør det, er der noget andet, jeg er nødt til at adressere. I lørdags fik mine fede fingre og jeg nemlig den sædvanlige mail fra Bloglovin’, og da jeg skulle trykke på et indlæg, kom jeg til at trykke på mit eget. Det er så her, jeg for første gang opdager, at man kan kommentere og like mine blogposter i Bloglovin’ – uden at jeg får det at vide. Kæmpe, KÆMPE undskyld til de mennesker, der har brugt tid på at kommentere derinde, uden nogensinde at få et svar. Jeg er virkelig ked af det. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvordan jeg kan få en notifikation, når nogen forholder sig til mig derinde, men det eneste, jeg umiddelbart kan se, Bloglovin’ kan tilbyde, er en notifikation om, at der er kommet et nyt indlæg her på bloggen – og så langt er jeg med. Hvis nogle hærdede bloggertyper ved, hvordan man sætter det andet op, så giv *endelig* lyd.

Jeg kan også se, at der et par gange derinde er nogen, der har efterlyst en fb-side til bloggen. Jeg har ikke haft det indtil nu; simpelthen fordi jeg oplever, at folk er langt mere rabiate på fb end i kommentarfeltet på bloggen. Og for at være helt ærlig har jeg ikke gidet at stå model til skæld ud af vrede typer, der ikke kender mig, og derfor læser mine indlæg i en anden kontekst, end de er tænkt på bloggen. Men jeg har besluttet, at vi prøver det af. Hvis der kun er 5, der følger med, eller hvis Nationen retter deres søgelys mod mig, må vi tage den derfra. Jeg skriver, når fb-siden er oppe at køre.

Tilbage til hovedemnet.

Jeg tror, jeg er nødt til at starte med at prøve at skrive, hvad jeg tror på, sådan når vi taler om det mere æteriske. Jeg betegner ikke mig selv som kristen, og ingen af mine børn er døbt. Jeg har det stramt med alt for religiøse udbrud, uanset trosretning, og når jeg er sammen med mennesker, der er meget ekstrovert troende, bliver jeg lidt utilpas, fordi det for mig er som at sidde sammen med nøgne mennesker. For mig er tro en privatsag, og ligesom jeg bliver irriteret, hvis folk, jeg ikke deler politisk ståsted med, prædiker i én uendelighed, synes jeg også, at tro bedst egner sig til at blive udbredt i plenum, hvis man bliver inviteret til at gøre det.

Men jeg tror på intuition; at underbevidstheden ofte samler data flere steder fra, end fra den logisk tænkende del af hjernen, og at vi derfor ofte selv har svaret på de ting, vi bokser med – mange af os har bare mistet kontakten til den del af os selv. Måske fordi vi lever i en tid, hvor vi konstant præsenteres for, hvad alle andre mener om alt, samtidig med, at vi har fået skabt en kultur, hvor vi er ansvarlige for alt, hvad der sker os i livet. Når brølet fra meningsinfernoet bliver højt nok, er det svært at tune ind på en enkelt stemme, og endnu sværere at stole på, at det er éns egen. Og at den har ret. Men min overbevisning er, at når folk har glæde af englekort og tarotkort, så er det fordi de læser dét ind i motiverne, som de egentlig godt ved. Ligesom når man læser sit horoskop, og smider sin egen virkelighed ind i nogle ret overordnede betragtninger, og derfor synes, at det passer.

Jeg tror også. at nogle veje fører bestemte steder hen, og at man er nødt til at følge lige præcis dén vej, man står på, for at nå til et bestemt resultat. Min egen oplevelse gennem årene har været, at hvis jeg skal slås for meget for noget, og hele tiden har fornemmelsen af at kæmpe og svømme op imod strømmen, så er det simpelthen fordi, det ikke skal være. Det er for stærkt at kalde det skæbnetro, for jeg er firm believer af den frie vilje, men når din frie vilje har placeret dig på et bestemt sted, på et bestemt tidpunkt, så tror jeg, at nogle forløb udspiller sig i en bestemt rækkefølge, som du ikke med viljens kraft kan ændre på.

Jeg tror også, at man generelt vil føle langt mere ro i livet, hvis man øver sig i at lede efter det, coaches ofte referer til som “gaven” i en svær situation. Altså, helt basalt, at man i stedet for at gå i stå over omstændigheder, man føler er uretfærdige, prøver at skærpe opmærksomheden på, hvad noget, som føles svært, også kan have med. Egentlig det, som kristne referer til, når de siger, at hvis Gud lukker en dør, så åbner han et vindue.

Jeg tror ikke, at vi alle sammen mødes til taffel på skyerne, når vi engang skal herfra, men jeg har svært ved at tro, at vi bare forsvinder. At alt det bliver til ingenting. Her læner jeg mig lidt op af termodynamikkens første hovedsætning; at energi ikke kan opstå eller forsvinde, men kun kan ændre form.

(Ok, det bliver virkelig langt det her. Beklager.)

Nå, men tilbage (frem?) til starten af dette årtusind, hvor jeg havde det umådelig svært. Min hjerne har alle dage været min egen værste fjende, og jeg havde fået mig selv tænkt så langt op i et hjørne, at alt var blevet sort. Ad omveje hørte jeg om en clairvoyant på Fanø, som manglede kaniner, fordi hun var ved at .. læse? til clairvoyant. (Jeg er ikke helt stiv i fagtermerne her.) Fordi jeg ikke længere havde ideer til, hvad jeg skulle vende mig imod, gav jeg det et skud. Jeg kan huske, jeg sad på fanøfærgen og lænede panden mod vinduet en blå og råkold dag i december, og tænkte, at hvad hun end havde til mig, så kunne det kun flytte mig til et bedre sted.

Hun blæste mig fuldstændig væk. Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg nogensinde har grædt så meget eller så forløsende. Jeg havde på forhånd lovet mig selv at parkere min skepsis udenfor, fordi alt andet ville være respektløst, men jeg kunne have sparet mig. Hun var omkring både meget konkrete hændelser fra min barndom og helt konkrete problemstillinger i mine relationer, og hun tog fat i meget, som hun ikke havde haft skyggen af chance for at vide, hvis hun havde været fake. Men sagen er, at for mig var det egentlig ikke det afgørende. For mig var det vigtigste, hvad *jeg* hørte i de ting, hun fortalte mig, og hvad *jeg* efterfølgende valgte at reagere på og rette opmærksomheden imod. For mig kunne hun ligeså godt have været præst, psykolog eller coach – da jeg tog imod tilbuddet handlede det om, at nogen tilbød mig sparring på mig selv og mit liv, og jeg var kørt fast. Og derfor synes jeg ikke, jeg havde noget at tabe.

Som sagt gjorde hun al min tvivl til skamme, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at hun kunne og kan noget andet og mere end de fleste af os andre. Derfor er det hende, jeg har bestilt tid hos igen i slutningen af april, nu hvor jeg endnu engang trænger jeg til, at nogen peger min opmærksomhed i retning af noget af det, jeg selv er blind omkring.

Det blev langt, men emnet er jo også lidt bredere end dem, vi ellers beskæftiger os med herinde. Jeg håber, at de af jer, der har spurgt ind til det her, føler, at jeg har svaret fyldestgørende.

God mandag derude.