fredag den 17. marts 2017

Om at huske det hele.

Jeg er sur for tiden. Ikke rasende-sur, men sådan øv-sur på den måde, hvor man godt ved, at hvis man i morgen fik Et Rigtigt Problem, så ville man med længsel ønske sig tilbage til den sorgløse tilværelse, man gik rundt i idag. 

Jeg forstår egentlig godt, at nogle mennesker med børn får kriser i parforholdet, når børnene ikke længere er helt små. Jeg har nærmest samlivskrise med mig selv. Lopperne er lige præcis så store nu, at der er mentalt overskud til at begynde at savne nogle af de ting, jeg brugte tid på, da jeg bare skulle tage hensyn til mig selv, men stadig ikke så store, at der er tid nok til at gøre det.

Jeg savner f.eks. træning og undervisning. Helt vildt. Ikke mindst fordi det var der, jeg plejede omgang med en stor del af mine venner. Jeg begynder også at savne at kunne blive hele weekenden, og fag-nørde eller hygge, når jeg er afsted, og ikke, som nu, altid være den, der kører hjem lørdag aften. 

Jeg ved ikke, om det er fordi man automatisk falder tilbage til det sidst kendte; det, man slap, da man fik børn, fordi man i den mellemliggende periode simpelthen ikke har opdaget, hvad er sket ude i verden. Det ville i hvert fald forklare min mors generations forkærlighed for små rygsække, og den efterfølgende generations videreførelse af den moderat aggressive korthårsfrisure.

Nu skulle man jo så tro, at det var fordi jeg havde for meget tid på hænderne, at jeg gik rundt og mukkede, men paradoksalt nok har vi samtidig hysterisk meget at se til lige nu. Anton er færdig med at gå i børnehave om 2 uger, og så starter skolelivet. Ud over, at det er virkelig surrealistisk, at han pludselig er skolebarn, så medfører dette skift en del forskellige møder og telefonsamtaler. Anton skal gå i SFO herude, hvor vi bor, men skal fortsætte i sprogklassen inde i byen, og da førskole og SFO hænger uløseligt sammen, deltager jeg i alle forberedende møder på begge skoler.

Samtidig er jeg, endnu engang, slået i gulvet af forbløffelse over, hvor usandSYNlig dårlig kommunikation, der er mellem de forskellige instanser i offentlig regi. Alle er søde og venlige, men det er, som om, Anton er det første barn i verdenshistorien, der har et forløb, der adskiller sig fra normalen, og jeg er ved at blive skør af at svare på spørgsmål fra mennesker i systemet, som jeg ringer til, fordi *jeg* mangler info. Jeg bruger enorme mængder af tid på det, og jeg sender dagligt tanker til de familier, der har børn, med større og langt alvorligere udfordringer, end Anton. Hvor må det kræve megen styrke at tackle hverdagen, samtidig med, at man konstant skal være foran, og klæde de mennesker på, som i bund og grund burde være sat på jord for at hjælpe dig.

Endelig har vi ramt en af de perioder, hvor alle de ting, der bare skal køre, pludselig stritter i alle retninger og nægter at lade sig frisere. Jeg har haft min bil på værksted 8 gange på to måneder, ALT ved min årsopgørelse er forkert pga. sidste års konkurs, hvilket er et problem, når man er så dårlig til disciplinen Skat, at det næsten er sjovt. Ligeledes er min ferie det kommende år forvandlet til en uigennemskuelig mosaik af fragmenter, som skal afvikles i en rækkefølge, jeg ikke forstår.

Men. I morges vågnede jeg til nyheden om, at Maria Gerhardt (Djuna Barnes) er død i nat, og det gjorde mig virkelig trist. Hun blev syg på nogenlunde samme tid som min veninde Lene, der endte med at dø af kræft, og derfor har hun haft en særlig plads i mit hjerte og min opmærksomhed. Og fordi det satte tingene i perspektiv, vil jeg nu hente mine både små og ikke-længere-helt-så-små børn, og sætte pris på, at vi er her, og at vi har hinanden. Lige her og nu. I eftermiddag får vi besøg af gode mennesker, og i morgen skal jeg til generalforsamling i Foreningen af Tegnsprogstolke, hvilket betyder et med længsel ventet gensyn med nogle af de bedste mennesker, jeg ved. 

Det er fredag, jeg har champagne i køleskabet, og i virkeligheden er jeg, hvor jeg allerhelst vil være. 


Rigtig god weekend.

3 kommentarer:

  1. Du er så skide dejlig og velformuleret. Boede jeg i Jylland kom jeg uanmeldt forbi med en fredagskrammer

    SvarSlet
  2. God weekend til dig, din champagne og dine børn.

    SvarSlet