søndag den 26. februar 2017

Kriser og kærlighed.

Forleden var jeg i Aarhus og løb i den forbindelse på en god, gammel bekendt, der fortalte, at hendes forhold hang i en tynd tråd. Hun er én af mange i min omgangskreds, der enten står med den ene fod ude af døren, eller hvor skilsmissen er en realitet, og ligesom de andre jeg kender, der har måtte træffe den tunge beslutning, er det også konsekvenserne for børnene, der fylder mest for hende.

“Vi har nok ikke været gode nok til at lave ting sammen. Vi har glemt at pleje forholdet. Det hele har gået op i praktisk arbejde og logistik, mens børnene har været små, og nu er det som om, vi bare er gode venner” sagde hun.

Den sætning har jeg hørt i forskellige variationer hos stort set alle, jeg kender, der er gået fra hinanden, og igår slog det mig, at jeg faktisk ikke tror, at det er sådan, det forholder sig.

Jeg tror, at vi, når vi gennemlever kriser og store forandringer i livet, ændrer os som mennesker. Jeg tror ikke, at vi er de samme, som vi var, inden det hele blev vendt på hovedet, og hvis det er rigtigt, betyder det, at man, efter børn, dødsfald eller alvorlig sygdom, er to nye mennesker, der står overfor hinanden. Og det er simpelthen ikke givet, at de to mennesker passer sammen. Selvom der er masser af klister i form af fælles kærlighed til børnene, tidligere gennemlevede kriser, kendskab til hinandens familier osv., er det ikke nok, hvis disse to nye mennesker, helt grundlæggende, ikke længere er tiltrukket af hinanden.

Når man er nye kærester, ved de færreste, hvordan den anden reagerer på at blive udsat for maksimalt pres; der har sjældent været noget af en sådan kaliber tidligt i et forhold. Og når man bliver trykprøvet i livet, er der ikke overskud til hensyn eller forstillelse, og så kommer det hele ned til, om man har været så heldig at finde sammen med én, der enten reagerer, som man selv gør, eller hvor man komplimenterer hinanden. Både umiddelbart, og over tid. Og det aner man ikke noget om på forhånd. 

Jeg tror, man kan styrke sit forhold ved at blive ved med at tappe ind, også når det hele går RIGTIG hurtigt - men jeg tror stadig kun, at det virker, hvis de to nye mennesker har den kemi, det kræver at være i et forhold. 

Ligesom jeg virkelig, virkelig gerne vil prikke til idéen om, at sygdom er en kamp, man kan tabe eller vinde, afhængig af sin indsats, vil jeg også gerne tilbyde min mentale hånd i ryggen til dem, der måtte have brug for det, når det kommer til skilsmisse. Det er mig så inderligt imod, at man, når man kæmper for at overleve, uanset om det er i konkret eller overført betydning, oveni skal bære både egen og omverdenens ide om, at det er selvforskyldt, hvis man taber; at det handler om, at man har fejlet eller gjort for lidt. 

Alle gør det bedste de kan med det, de har. Særligt, når vi er pressede.

Det skal vi hjælpe os selv og hinanden med at huske på.

PS:

Apropos overhovedet ingenting, så gæsteblogger Anton og jeg hos søde Karmamilli, så der kan man lige stikke hovedet over, hvis man vil have Antons bud på, hvor gammel, jeg er...

25 kommentarer:

  1. Tankevækkende og vigtigt indlæg! Og jeg tror, du har ret:) Og så føler jeg mig lige pludselig helt vildt heldig og lykkelig. For indenfor en forholdsvis kort periode har vi været det hele igennem. Og lidt til. Fertilitetsbehandling, kamp mod systemet, dødsfald i den nære familie, blodprop i hjertet, mistet job. Og så de der to børn oveni. Vi er slet ikke de samme, som da vi mødte hinanden. Men vi aldrig været i krise, og vi har aldrig været i tvivl. Det er måske egentlig mere held end forstand. Tak for lige at minde mig om det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er umådelig velkommen, og hvor er det fantastisk, at man kan finde en Livsledsager, i ordets bogstaveligste forstand.

      Kh

      Linda

      Slet
  2. åhhh, min kæphest. Som 2 kloge damer jeg læser sammen med har skrevet en rigtig fin og relevant kronik om. Jeg kaster op i min mund når jeg hører udtrykket "han tabte kampen mod kræft" - som om det var en ligeværdig konkurrence med en taber og en vinder. Hvis jeg skal pine mig selv lidt går jeg en tur på caremaker hvor det bugner med floskler om marathon-løbende supermænd og -kvinder. Der er sgu aldrig en indsamling til Rita fra Bodegaen der har fået lungekræft. For hun har jo røget og er underforstået selv lidt ude om det.... https://www.information.dk/debat/2016/12/lader-patienten-kaempe-ensom-kamp-bagefter-kalder-taber

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg blev fuldstændig sindssyg af raseri over det, da min veninde Lene fik en svulst i hjernen, som hun endte med at dø af. Hun skulle sige farvel til sin lille dreng, som er et år yngre end Anton, og jeg blev fuldstændig elektrisk, når jeg stødte på udtrykket. Som om hun ikke, hvis hun selv havde haft det *mindste* at skulle have sagt, ville have været her til at se ham vokse op.

      Lad os starte en to-mands hær, hvis eneste formål er at afskaffe det stupide udtryk.

      Kh

      Linda

      Slet
  3. For en gangs skyld synes jeg ikke, at du har ret :) Ift. sygdom er jeg helt med dig, det er på ingen måde selvforskyldt, hvis man ikke kommer igennem det. Men jeg synes ikke, at det er det samme med børn. Jeg synes ikke, at man er et nyt menneske efter børn - men man ser nye sider af hinanden. Det er i min bog ikke det samme! De "gamle" sider som man hver især forelskede sig i er der stadig. Og derfor er det måske dobbelt vigtigt at holde fast i de ting, der gjorde, at man forelskede sig i hinanden til at starte med. Finde tilbage til det der (også) var. Og gør man ikke det så begynder ens forhold nok at føles som et venskab/samarbejde om børn snarere end et parforhold. Men er det så skidt i en periode - det ved jeg ikke. Tror ikke man kan og skal forvente festfyrværkeri hver dag, måske skal man også bare vælge hinanden til og så komme igennem op- og nedturene i et forhold sammen. Med mindre man decideret mister respekten for hinanden og ikke kan tale ordentligt sammen mere - så tror jeg det er på tide at gå. Selvfølgelig gør alle det bedste, de kan. Men vendt på hovedet synes jeg egentligt, at det er utilfredsstillende, hvis man slet ikke har noget indflydelse på, om ens parforhold lykkes eller ej. Hvis man er dømt til at mislykkes uanset, fordi man har ændret sig? Det tror jeg er noget af det mest frustrerende ved alvorlig sygdom, at der bare ikke er noget, man kan gøre. Men i et parforhold mener jeg der er masser, man kan gøre, og synes ikke det er så deterministisk som eksempelvis alvorlig sygdom. Og en gang imellem må vi som mennesker måske også bare indse, at vi gjorde, hvad vi kunne og havde overskud til i en given situation - men det var bare ikke godt nok (og her taler jeg igen ikke sygdom :))

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din fine kommentar:)

      Det er selvfølgelig ikke sort/hvidt, men jeg hælder stadig til, at store begivenheder, som fx et barn, kan ændre mennesker. Ikke alle, og ikke alle børn eller alle omstændigheder - men for nogen, tror jeg, det sker. I hvert fald tror jeg, at man kan ændre sig på lige præcis de to flader, man plejer at være limet sammen på.

      Det hører med til historien, at jeg ikke tror på den eneste ene. Jeg tror, at tilfældigheder spiller en kæmperolle; om man er på et rigtigt sted på et rigtigt tidspunkt. Derfor tænker jeg også, at der sagtens kan være ting, der gør, at de to “nye” mennesker passer sammen, men jeg tror stadig, at der også kan være situationer, hvor det ikke er tilfældet.

      Til gengæld tror jeg, at det er en supervigtig pointe, det med respekten. For, nu vi snakker om det, tror jeg faktisk, at det måske er den, der i mange tilfælde ryger. Når man ser hinanden på vrangen, er der nogle karaktertræk, som vi hver især har det stramt med, og det tror jeg er svært at gøre noget ved. Hvis jeg skal bruge mig selv som eksempel, bliver jeg meget handleorienteret, når jeg bliver presset. Altså, sådan helt tysk og über-problemknuser-agtig. Det er effektivt, men ikke ret nemt at være i nærheden af, for jeg har ikke overskud til at give plads. Og når jeg er der, har jeg det utrolig svært med passivitet, som er en anden, men mindst ligeså forståelig reaktion på pres. Desværre er det sådan, at uanset hvor meget jeg forsøger, og hvor meget jeg godt ved, at det er mig, der er urimelig, så mister jeg respekten for min holdkammerat, når det sker.

      Men heldigvis behøver vi ikke at være helt enige, og jeg er superglad for, at du har brugt tid på at forholde dig til indlægget og på at skrive en kommentar, så tusind tak for det, og god aften til dig:)

      Kh

      Linda

      Slet
  4. Igen et tankevækkende indlæg fra din hånd. Er enig med dig i at livet og vores erfaringer med både kriser og lykke ændrer os. Og at man ikke ændrer sig i takt eller samme retning som par. Men netop derfor synes jeg også, at parforholdet på den lange bane handler om, hvorvidt man bliver ved med at vælge hinanden til. Og så har jeg det personligt meget svært med formuleringer om at glemme at pleje parforholdet (eller alt muligt andet) når får børn. Forstår godt hvad der menes på det praktiske plan, men mener jo at det at være sammen om at være forældre, kærligheden til børnene og være sammen om at være en familie uanset hvilken konstallation familien har er en stor del af at ville hinanden. Håber min kommentar giver mening...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det giver fint mening.

      Jeg kan sagtens se, hvad du mener, men jeg tror, at det i nogle forhold simpelthen er for forskelligt, hvad man ser som et vellykket familieliv. Og i den omstillingsproces tror jeg, at der er nogen, der udvikler sig så forskelligt, og har så svært ved at forstå, hvor den anden kommer fra, at man ikke længere har lyst til at vælge den anden til. Forstår du, hvad jeg mener?

      Under alle omstændigheder: Tak for din kommentar, og rigtig god aften til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Forstår godt din pointe om at man mister lysten til at vælge den anden til, og synes både kommentaren før og efter min rammer plet; Respekten skal være intakt og man skal kunne genskabe den følelsesmæssige forbindelse. Og det er ikke en ligning med et sikkert facit. Bliver bare så træt når det kommer til at lyde som at børn og familieliv er en forhindring for et forhold som skal overvindes, det er lidt fattigt og unfair overfor de børn man har bragt til verden. Dejligt at læse dialogen her for der er fine nuancer i alle input og dine svar.

      Slet
    3. Hvis der var en 'Like'-knap i indlægsdesignet, havde jeg trykket på den her:)

      Slet
  5. Tak, Linda! Hvis jeg havde en tyver for hver gang nogen har sagt "jamen I var jo så gode sammen" om min eksmand og mig. Vi huskede nemlig at pleje vores forhold (åh, hvor jeg hader-hader-HADER det udtryk), men hvad hjælper utallige kærestemiddage, hvis den, der sidder på den anden side af bordet, føles som en fremmed. En sød og rar fremmed, bevares, men dog en fremmed med andre værdier og prioriteter. 14 år, to børn og diverse andre livskriser senere er man nemlig lige præcis nye to personer, som ikke nødvendigvis er kompatible. Og jeg nægter at tro på, at nogen tager let på at udsætte sine børn for en skilsmisse eller ikke prøver at undgå det i første omgang - der er sgu da en årsag til, at den slags beslutninger er flere år undervejs.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er 100% enig med dig. Der er INGEN, der bare træffer den beslutning af komfort eller dovenskab.

      Og jeg noterer mig lige, at "pleje forholdet" er et kæmpe no-no:)

      God aften til dig og tak for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
  6. Linda, jeg læser det her indlæg med en lettelsesklump i halsen på størrelse med en vandmelon. TAK for de ord. Virkelig!

    SvarSlet
  7. Hej Linda. Jeg er delvist enig med dig. Jeg tror der sker nogle ting med en når man f.eks. får børn som ændrer en og nogle gange mere markant end andre. Men som mor i en småbørnsfamilie må jeg også konstatere at forholdet trives bedre når der "tages hånd om det" i mangle af godt udtryk. Der er meget praktik og koordinering og det hele kan godt gå lidt i praktisk mode ind i mellem. Der kan man altså godt komme til at se den anden som den anden halvdel af dem der ordner det praktiske (eller ikke gør..hvilket giver mere ballade! ). Men jeg tror altså det er super vigtigt at man husker at man også vil hinanden. Det handler ikke om middage eller weekender men om at se hinanden i øjnene. At huske at mærke hvordan den anden har det. At give tid og plads til at udvikles sammen og hver for sig. Det er nok i virkeligheden fordi jeg tror på at hvis man glemmer at drage omsorg for hinanden og pleje de fælles drømme..så er det dømt til at mislykkedes. Fordi man i en børnefamilie har så meget fokus på ungerne at man sommetider glemmer at drage omsorg for sig selv..og kommunikationen mest drejer sig om vasketøj og madpakker og ikke om hvordan man har det. Hvis man glemmer at lukke den anden ind og vise en oprigtig interesse den anden vej så ender man som to fremmede. Det gør man måske alligevel..men jeg tror altså chancen er større hvis man husker hinanden. Jeg tror forhold på den måde er lidt son en plante..nogle er vildt seje og klarer sig uanset, de fleste klarer sig bedst hvis der lige er nogen der giver dem lidt vand ind i mellem..og så er der dem der bare ikke kan gro fordi jorden og omstændighederne ikke er til det. Så kan du vande alt det du vil. Undskyld det blev så langt! Og tak for god blog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg sætter stor pris på lange kommentarer, så selv tak:)

      Jeg tror, du har ret i, at overlevelsesprocenten er bedre, hvis man prøver at huske, at man er andet og mere end to maskiner, der skal køre en husholdning.

      Måske handler det i virkeligheden om, at nogle mennesker "falls out of love" (jeg mangler et dansk udtryk, så beklager det engelske) og ville have gjort det under alle omstændigheder, men børn og store ændringer gør det måske bare mere tydeligt?

      Bare lidt strøtanker på en virkelig forblæst onsdag:)

      God dag til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Hej igen.Det tror jeg helt sikker du har ret i. Store forandringer sætter jo lidt speed på sådan nogle processer. Iblandet en massiv mængde søvn mangel osv. Måske er vi bare bedre til at huske ungerne og de ER jo også på en anden måde ens ansvar end partneren. I øvrigt er jeg helt generelt meget begejstret over nuancerne i dine indlæg..det mangler så meget i den generelle debat hvor alting er så sort hvidt fordi det skal kunne skrives på Twitter

      Slet
  8. Hvor har du bare ret i at vi må væk fra den der "sygdom er en kamp der kan overvindes". Når kræftens bekæmpelse har indsamling, ser vi ofte ( som regel ) kvinder, sige på tv at de overvandt kræften for deres børns skyld. Jeg får det helt dårligt på vegne af de børn hvis mor åbenbart ikke kæmpede hårdt nok.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er simpelthen så enig!

      Slet
  9. Helt enig i det med sygdom. Ingen kampe man kunne have vundet, hvis bare man var sejere.

    Hvis man glemmer at tale sammen, før/under/efter krise og kommer til at gå alene i stedet for sammen igennem det, så kan resultatet måske blive, at man ikke kender hverken sig selv eller hinanden bagefter. Men grundlæggende tror jeg på, at måden man forholder sig (sammen) i svære tider er afgørende. At kriser ændrer os til ukendelighed og til uelskelige, kan jeg slet ikke følge. Vi bliver sårbare og fejlbarlige endnu mere end vi plejer. Til hverdag er vi det også, kimen til vores spidsbelastningsreaktioner er der allerede og stikker hovedet frem under hverdagspres. Du skriver om forstillelse. Det undrer mig, at det skulle være en del af at et parforhold. Hvordan vi arbejder med at håndtere og acceptere hinandens mindre pæne sider også før kriser, betyder noget for, om der er indsigt til at vide, at det er advarselslamper og stressreaktioner og ikke udtryk for et usympatisk menneske. Man skal kende sig selv. Man skal kende den anden. Så ændres kemien ikke. Det tror jeg kun den gør, hvis man ikke har været ærligt sammen før kriserne eller ikke kan være ægte efter, fordi den anden er forbundet med smerten.

    SvarSlet
  10. Jeg tror måske, vi taler forbi hinanden; jeg synes bestemt ikke, at kriser gør os uelskelige. Men jeg tror stadig godt, at de kan gøre os uelskelige for lige præcis dén partner, vi er sammen med.

    Mit helt subjektive bud er, at det måske også handler om, at vi i kriser ikke altid har mulighed for at tage de pauser, der kan være brug for, hvis den enes reaktion ikke kan rummes af den anden. Hvis jeg skal prøve at illustrere, hvad jeg mener, med et eksempel, kunne det måske være det forhold man har til de helt nære venner. Min oplevelse er, at der er nogen, hos hvem man kan hente støtte i nogle situationer, mens andre siger alle de forkerte ting. Det betyder ikke, at jeg ser dem som uelskelige - det betyder bare, at jeg i forhold til bestemte udfordringer i mit liv, læner mig op af nogle frem for andre. Og at vi, hvis vi ender med at gå hinanden lidt på nerverne, tager en periode, hvor vi ikke har så meget kontakt. Den mulighed tror jeg de færreste gør brug af i et forhold.

    Jeg tror også, det er de færreste forundt at have en partner, hvor man elsker alle sider af hinanden lige højt. Men i overskudstider tror jeg, at det er nemmere at lade være med at give opmærksomhed til et karaktertræk, der faktisk irriterer én, eller prikker lidt til respekten man har for sin partner. Det synes jeg selv kan være svært, når der er pres på. Det er dét, jeg mener, når jeg skriver forstillelse.

    Endelig tror jeg også, at det har betydning, hvad det er for kriser, man gennemgår; om det er nogen, hvor man begge bliver udfordret på samme måde, eller om der er tale om, at den ene er ramt på én måde, mens den anden er ramt på en anden, som det fx. er tilfældet, hvis den ene ægtefælle bliver alvorligt syg, og den anden går fra at være ægtefælle til (også) at være pårørende.

    Men vi er alle sammen forskellige, og ser verden på forskellige måder. Intet er jo som udgangspunkt hverken rigtigt eller forkert. Din kommentar giver fin mening, og jeg er glad for, at du tog dig tid til at skrive den.

    Mvh

    Linda

    SvarSlet
  11. Jeg er for træt i dag til at have en mening om dit ellers super vedkommende indlæg (min egen skyld - jeg overså, at min søn havde tisset igennem sin ble fra kl.4 i morges. Well done, mor). Jeg læste i stedet dine og Anton's svar i det andet indlæg og klukkede og småsnøftede mig igennem. Kæft, jeg glæder mig til min Hugo bliver så gammel og forhåbentlig lige så kærlig i sine svar.

    SvarSlet