mandag den 9. januar 2017

And Rohan will answer.

Det er virkelig mærkeligt, men for første gang i mit liv har jeg det som om, årsskiftet også har bragt et reelt skifte i omstændigheder for mig. Ikke sådan at forstå, at alt pludselig er nyt og funklende - det er mere en fornemmelse af, at jeg har sluppet en masse rod og kaos, og har vendt mig imod noget så simpelt og savnet som hverdag. 

Jeg nyder inderligt, at der er ro på, og at det vildeste, jeg i disse dage skal tage stilling til er, hvad jeg stiller op med, at mit mad-averse barn, pludselig har besluttet, at han indeni er en mand på 62, og derfor kun vil spise ting som medister og frikadeller. Jeg har aldrig tilberedt en medister i mit liv, og har derfor idag googlet alle ilandsproblemers moder: “Hvordan steger man en medisterpølse.” (Her havde jeg først skrevet "i-Landsproblemer" og blev voldsomt irriteret over, hvad fanden min stavekontrol blev ved med at brokke sig over. Kan vi bruge et øjeblik på at anerkende Apples verdensherredømme?)

Når man giver kampen en pause, er det også som om, nogle problemer holder op med at skabe sig. Det ser i hvert fald ud til, der er faldet en løsning ned i mit skød på noget baks, jeg har haft med min 3 år gamle bil, der måske/måske-ikke skal have en ny motor, og hvem skal nu betale, som de sang nede i 1950’erne. 50.000 er immervæk en slags penge, og jeg er helt frisk på, at regningen ikke ender hos mig. 

Endelig er jeg så småt begyndt at kigge på sommerferie. Fordi vi sidste år blev snydt noget så grusomt for den pga. konkurs, flytning og skolestart, kan jeg mærke, at det er vigtigt for mig, at vi i år gør noget rart. Der er meget lidt globetrotter i mig, og jeg tror nærmest ikke, jeg kan forestille mig noget værre, end at skulle forsøge at overskue et andet land og logistik på udenlandsk med Anton og Frida i hver sin hånd, og mig selv som eneste voksne indslag. Derfor er tanken, at vi låner et hus i Aarhus i en uges tid, og fylder den med Friheden, vin, sushi, Klostergrønt, Mindeparken, gode mennesker og alt muligt andet skønt, og at jeg så sender Frida på mini-ferie ved mormor og morfar en forlænget weekend, hvor Anton, min kammerat og jeg tager til Kbh og bruger et par dage på Tivoli og Planetariet. Eftersom Anton har besluttet, at han skal være astronaut (hahaha - som om han *nogensinde* får lov til det..!) tænker jeg, at det sidste nok er et fint sted at starte.

Så. Vi kaldte, hverdagen svarede, og det føles simpelthen så godt. 


23 kommentarer:

  1. Det er altså også et rigtig rart sted at lande. I hverdagen.

    SvarSlet
  2. Hverdag med lidt weekend og ferie ind i mellem er det bedste! (guldkornuddeles.dk...)

    SvarSlet
    Svar
    1. En ikke uvæsentlig pointe:)

      Slet
  3. Skønt med hverdag - jeg nyder også vores... og jeg ringede til min svigermor, da jeg første gang skulle stege medisterpølse (som man åbenbart skal koge først!)...

    SvarSlet
    Svar
    1. Skal man koge den først?? Mindblown her. Godt vi spiser det sådan ca aldrig.... Tarm. *ryste*

      Slet
    2. Hvis jeg afgår ved døden i nat, vil jeg bare gerne på forkant sige tak for alt. Jeg kogte den ikke.

      Slet
    3. Hvis man steger den hel skal den ikke koges først. Det er lettest at koge den først, hvis man vil stege den skåret ud i passende stykker.

      Slet
  4. Hvis det passer med uge 26-27 så byder vi gerne hus til i Århus. Præmissen er at man giver katten mad... Ellers er her fællesareal med svævebane, bålplads og andre børn og voksne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold kæft, hvor er du sød! TAK!! Jeg gemmer dit svar, og prikker til dig, når jeg ved, hvornår jeg får ferie, hvis det passer. Krydser andre husvilde sjæle dig inden da, skal du selvfølgelig bare give det til dem.

      Det er virkelig pænt af dig <3

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Gør endelig det. Er ikke typen der ikke skriver sådan noget hvis jeg ikke mener det. Har en del gange lånt huset ud eller byttet hus - og med børn er det bare skønt at der er vaskemaskine, opvaskemaskine og plads til børn! Skriv hvis det kan passe i dine planer, så skal jeg sende dig lidt billeder etc.

      Slet
  5. Du koger medisteren først inden den brunes af og bruger kogevandet til opbagt sovs, smager skønt, hvis man da ellers kan finde en medister man kan li ☺

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er simpelthen en af de vilde typer, der også kan lave sovs!? Jeg synes pludselig, at jeg har lang vej igen #halvfabrikatatypen

      Slet
  6. Jeg hælder bare lidt vand ved på panden, så småkoger kalorius, indtil vandet er væk - og så steger den videre. No biggie ...

    Anne F.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er meget tæt på at være et geni, Anne. Det er fandme smart!

      Slet
  7. Overvej Eksperimentariet når I kommer til København - tænker en som Anton vil elske at det man kan prøve og de udfordringer man kan få.

    SvarSlet
    Svar
    1. Noteret. Hvordan med Den Blå Planet? (Hedder det ikke det, det der aqualand?) Er det noget ved?

      Slet
  8. Overvej evt et PandaClub medlemskab til Anton inden jeres tur til Kbh - det giver gratis indgang mange steder, bl.a. Zoo og Planetariet, mener jeg..

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er god info - tak for det!:)

      Slet
  9. Svar
    1. Min kaffe er vist ikke stærk nok her til morgen, for jeg forstår ikke helt, hvad du mener...?:)

      Slet
    2. Jeg tror, hun elsker din overskrift ;)

      Anne F.

      Slet
    3. Nå, for helvede! Haha - godt vi har en tolk til stede:) :)

      Slet