onsdag den 18. januar 2017

19.01.77: Hvad livet har lært mig so far.

1) Ærlighed gør dig aldrig svag. Aldrig.

2) Når andre har gjort en situation akavet eller mærkelig, er det ikke din opgave at fixe det. Læn dig tilbage og rum det.

3) Når folk opfører sig underligt, har det i 95% af tilfældene intet med dig at gøre. Ignorer det. Det går over. 

4) Lad ikke solen gå ned over dit kaos. Her taler jeg fysisk og helt konkret. En dag kan have været lortet og uendelig, men hvis du skrider i seng fra fyldte opvaskemaskiner og våde håndklæder, bliver i morgen ligeså lang og irriterende. 

5) Hav ikke slik i huset. Heller ikke “til børnene”.

6) De sår i hjertet, der tager længst tid om at hele, er dem, du pådrager dig selv, når du går over dine egne grænser, fx. ved at blive et sted, hvor du mister selvrespekten af at være. 

7) Dine energireserver er ikke uendelige. Brug dem på de mennesker, der har din ryg. 

8) Rasende? Sov på det. Hvis du stadig efter 24 timer er rødglødende, så gå amok.

9) Man kan godt carpe for meget diem. Hvis man, som mig, er udstyret med en hjerne, der lidt for beredvilligt dykker ned i det faktum, at vi alle skal dø, er det ok, at man ikke stopper op og lugter til *alle* roserne. 

10) Vent med at gå i panik, til du ved, om der er noget at gå i panik over. Forbløffende mange problemer ender med at løse sig selv. 

11) Når der opstår uenighed af den alvorlige slags i en relation, og du er afklaret med, at du gerne vil bevare den, skal du beslutte, om du vil have ret eller om du vil have fred. Du kan ikke få begge dele, og det er ufint og destruktivt at give hånd og svøbe sig i hvide flag, hvis du hver anden uge alligevel genåbner konflikten med “- men du må jo kunne se, at …”

12) Vent med at tage din bluse på om morgenen, til du har børstet tænder.

13) Lad være med at spilde tid og frustrationer på diskussioner, hvor holdningerne sidder i hjertet. Der er endnu ingen, der har skiftet politisk ståsted, fordi de er blevet præsenteret for en faktaboks med 10 alfabetisk opstillede punkter over Joachim B. Olsens fejl og mangler. Hent en kop kaffe, træk vejret, og lad det fare. 

14) Gå ikke på toilettet i bare fødder på en festival.

15) Tag ved lære af hvem end, der sagde: “Not my circus - not my monkeys”. Vi skal stå op for dem, der ikke kan stå op for sig selv, men resten må rode deres egne kastanjer ud af ilden. Intet er i længden så trættende, som at kæmpe en kamp, der ikke er din.

16) Vær et ordentligt menneske i de små ting. Holder nogen en dør for dig? Sig tak. Er du ved at bakke en cyklist ned, fordi hun var i din blinde vinkel? Rul vinduet ned og råb: “Det må du fandme undskylde!!” Hils på drengen ved kassen, hjælp hende, der har tabt sine varer på gaden, og spørg din kollega, om hun skal have noget med fra kantinen. Det løfter både dig selv og verden omkring dig. Hvis du bliver i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, så spørg dig selv, hvad Obama ville have gjort. 

17) Lad være med at love noget, du ikke kan holde. Ligemeget om det er ferier, ETA’s eller ture i svømmehallen. Arbejd med bredere rammer, overraskelser og formen på dagen, og mærk, hvordan alting strammer mindre. 
18) Man må gerne være uenig og stå ved det. Den her er særlig vigtig i det segment, jeg bevæger mig i, hvor stort set alle kvinder kommunikerer assertivt og girafagtigt. Af en eller anden grund er det mest almindelige, at man, hvis nogen erklærer sig uenige med det, man siger, lægger sig fladt ned på en måtte af sætninger som: “Det fik jeg vist formuleret forkert” “Du har helt ret” og “Det var slet ikke det, jeg mente; godt du lige gjorde mig opmærksom på, at det også kan opfattes sådan”. Nogle gange mener man lige præcis det, man skriver og siger, og det skal man stå ved. Ellers bliver man sur og indebrændt. 

19) Det er de løse ender, der stresser. 

20) Millimeterdemokrati er ikke godt for noget, men at the end of the day, skal der være balance i et venskab, hvis det skal bestå. 

21) Små skridt flytter dig i sidste ende over ret store afstande.

22) Med mindre du målrettet går efter at dræbe folk med det usynlige våben Kedsomhed, så hold lidt igen med beretninger om, hvad du har drømt.

23) Tequila er altid en virkelig dårlig ide. 

24) Champagne, derimod….

Og med dén in mente: Skål og hurra herfra.

56 kommentarer:

  1. Den er straks sendt ud i verden til dem jeg elsker.
    Du er en fornuftig kvinde!

    Kh HemmeLine

    SvarSlet
  2. Svar
    1. Uh, jeg elsker Hella, så det er virkelig en kompliment! ("et kompliment", hvis du bor i den del af landet, hvor dét er den rigtige form:))

      Slet
  3. Svar
    1. Det er jeg glad form, Mette:)

      Slet
  4. Tillykke med i morgen! Og tak for de kloge ord!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, og uendelig meget selvtak:-*

      Slet
  5. Findes de i en printervenlig version? Hvis du fylder lidt ekstra superlativer på, så har du til en bestseller! Elsker det! ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var godt nok fint sagt - mange tak for det <3

      Slet
  6. Tillykke med i morgen og skål, fellow januarfødte!
    Og tak for alle de vise ord, de skal sgu lamineres.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tillykke lige tilbage! Skal vi have de t-shirts, som fb bliver ved med at forsøge at pushe om, at dronninger er født i januar? (Som vi kan have på på helt mørke steder, hvor der ikke kommer andre?)

      Slet
  7. Stort tillykke med fødselsdagen i morgen, seje, kloge kvinde.

    SvarSlet
  8. Det er klogt, det du har samlet på din vej. Tillykke med dagen i morgen, må den blive en lille tand mere pragtfuld end alle de andre pragtfulde dage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det blev den. Ikke mindst på grund af gode ønsker og tanker fra mennesker som dig:)

      Slet
  9. Tillykke! Og tak for alle guldkorn men allermest Obama-reglen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er fuldstændig vild med, at vi har opkaldt en regel efter ham nu.

      Slet
  10. Svar
    1. Haha - nu havde jeg den sang på hjernen resten af dagen, selvom jeg kun kan huske den med "Don't read beautymagasines - they will only make you feel ugly!"

      Slet
  11. Wauw - kæmpe tak! Det var lige det jeg manglede på en dag, som i dag.

    Lika

    SvarSlet
    Svar
    1. Så er jeg virkelig glad for, at det var idag, jeg postede dem:)

      Slet
  12. Tillykke med fødselsdagen. Kæft du er blevet klog på 40 år ;-) hav en dejlig dag. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Erklærer mig bare helt enig med Birgitte her :-) Tillykke!

      Slet
    2. Tak for det, søde damer <3 <3

      Slet
  13. Tillykke med fødselsdagen, du kloge kvinde.

    SvarSlet
  14. hørt - hørt! især det med champagne.. smilede lidt over den med Obama.. han var/er nu altså også bare sådan en man vil kramme.. og det er du også! Tillykke med dagen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg krammer med største fornøjelse, så krydses vores veje, så prik endelig til mig!:)

      Slet
  15. Hurra og tillykke, Linda!
    Du og Hella J må til hver en tid gerne give vigtige livserfaringer videre til os med lidt færre år bag os. #påforhåndtak #kæmpevingerbagud
    KH Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha - jeg fortsætter med at stoppe ned i halsen på jer #gamlevingerbagud :)

      Slet
  16. Jeg håber, jeg er lige så klog som dig, når jeg bliver 40 (hvilket er om 5 år, såeh... jeg skal nok til at rykke).

    Kæmpe tillykke til dig! Må du få en herlig dag med konfetti, kage og kærlighed.

    SvarSlet
    Svar
    1. 80% af listen er viden, erfaret i slut-30'erne, så du når det!:) Kh Linda

      Slet
  17. Stort og hjerteligt tillykke med de 40 Linda 🇩🇰 Tak for mange kloge, velformulerede og fantastiske beretninger, betragtninger, holdninger og tanker gennem årene. Jeg hænger ved de næste 40. Forventer nemlig at blive 95. #degamlekanogsålærenoget #

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for det! Det var meget fine ord at få med på dagen, og jeg er med dig på de 95:) Kh Linda

      Slet
  18. Stort og hjerteligt tillykke med de 40���� Tak for mange kloge, velformulerede og fantastiske beretninger, betragtninger, holdninger og tanker. Jeg hænger ved de næste 40, forventer nemlig at runde de 95... #degamlekanogsålærenogetatdig

    SvarSlet
  19. Kæmpe tillykke!

    Kram fra Anne F.

    SvarSlet
  20. 3, 8, 15, 16 og nårh ja; de to sidste - så kan man leve lykkeligt, hvis man husker på dem :D
    Kloge ord fra en klog dame, igenigen
    Tillykke for satans.

    - A

    SvarSlet
  21. Tillykke, har endnu aldrig læst et indlæg fra din hånd som ikke er velformuleret, får mig til at smile og/eller reflekterer over noget. Et af de allermest velformulerede var måske dengang du fik ny bil... Nå men hvis jeg som også er årgang 77 må tilføje et enkelt punkt til listen, som jeg i øvrigt er temmelig stolt af endelig at have fundet ud af i løbet af det sidste halvandet år siden jeg blev mor: Læg mærke til alt det der lykkes i hverdagen og giv dig selv din berettigede del af anerkendelsen for det... Selv når det kniber med del to, så gør del et en hulens forskel!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig en vigtig pointe, det der. Den vil jeg straks begynde at øve mig i, for det kan jeg sagtens se ideen med. Tak for dén:)

      Slet
  22. Absolut gode råd. Jeg tror, jeg vil bryde listen op i segmenter a 5 stk. Mere har jeg svært ved at huske mere end 5 sekunder ad gangen. Lige nu husker jeg konkret kun den med blusen og tandpastaen. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig også vigtig!:)

      Slet
  23. Stort tillykke med fødselsdagen!

    SvarSlet
  24. Stort lidt forsinket tillykke:-)
    Og hold nu op så mange rigtige sætninger:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lidt forsinket tak:) Og mange tak for roserne:)

      Slet
  25. Tillykke med fødselsdagen, megen god viden du har fundet på din vej.

    SvarSlet
  26. Hvordan forholder nr 10 sig til dit indlæg om at vi skal være mere bange efter trump blev valgt?

    SvarSlet
    Svar
    1. Med alt, hvad vi har set i valgkampen, og det, at man indleder sine 4 år med at lyve om noget, der er nærmest tårevædende nemt at faktatjekke (og lapper lidt halvhjertet med et forsvar om "alternative facts") synes jeg stadig, at der er rigelig grund til at være bange.

      Slet
  27. Da Moses gik på Sinaibjerget kom han ned med 10 bud. Går man en tur på Blogsbjerget kommer man afsted med hele 24.
    Tak for det. Og et (noget forsinket) tillykke med fødselsdagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Heldigt, at mine ikke stod på stentavler😄 Selv tak, og tak for din hilsen:)

      Slet
  28. Er lidt langsom til at få læst op på din blog... Så stor var glæden over at læse de her meget kloge livserfaringer. Jeg er enig med dig i dem alle sammen, omend nogle er lettere at leve efter end andre :) Men det betyder jo ikke, at man ikke skal stræbe efter det.

    Tak for dine ord! Også dem med, at vente på at tage blusen på om morgenen... det har jeg heller ikke lært endnu.

    SvarSlet
  29. Tak for (især) nummer 1, 5 og 18 - og tillykke!

    SvarSlet