tirsdag den 17. oktober 2017

Mere end bare træning.

I aften kl. 20 tænder jeg for anlægget for sidste gang i Fitnessdk. Jeg har været branchen i 20 år, og undervist de 15 af dem, og derfor er det - selvfølgelig - en underlig fornemmelse.

Det har taget lang tid at træffe beslutningen, og jeg kan godt forstå, hvis man oprigtigt undrer sig over, at det kan være så svært at afgøre, om man vil blive i et fritidsjob eller ej. 

Det er bestemt også et ægte i-landsproblem, det skal jeg være den første til at indrømme, men ikke desto mindre har det taget næsten et halvt år for mig at nå til, at jeg - som Hella Joof siger - skal slippe med begge hænder. Somme tider har jeg næsten haft en fornemmelse af, at det var en “Skal jeg flytte fra Aarhus til Esbjerg”-light-beslutning, hvilket jo er helt ude af proportioner.

I hvert fald umiddelbart. 

Men når det alligevel forholder sig sådan, så handler det om, at jeg giver slip på en virkelig stor del af min identitet, og på det, der definerer, hvem jeg er.

På mange måder var det i fitnessverdenen, jeg blev voksen. 

Det var her, jeg lærte at stå foran folk, uden at føle panik-angst over at blive kigget på. Det var her, jeg stille og roligt gav slip på selvbevidstheden og sluttede (relativ) fred med mig selv og min krop. Det var den første (- og hidtil eneste) form for sport, jeg kunne deltage i, uden at det tangerede selvskadende adfærd, og det var her, jeg for første gang opdagede en slags talent hos mig selv. 

Det er en kærlighedshistorie, og jeg har elsket hvert eneste øjeblik. Den har givet mig 3/4 af min vennekreds, de fleste af mine kærester og begge mine børn, og den har været det stillads, jeg har haft omkring mig, og altid har kunne læne mig op af, uanset, hvor meget det blæste ude i virkeligheden.

Den har været ventilen, der betød, at det aldrig var svært for mig at være den objektive, neutrale tolk, der ikke blandede sig og aldrig svarede, når jeg var på arbejde, for der var et sted, hvor jeg måtte fylde og være og bidrage med dét, jeg brændte for.

Jeg kunne sige, at min beslutning om at stoppe skyldes, at jeg, geografisk, har fået længere til centeret. Jeg kunne hævde, at jeg arbejder mere, og at der, i takt med, at børnene bliver større, bliver mere at se til. Begge dele er sandt.

Men det, der fik mig til at sætte mig ved tastaturet og skrive en mail med overskriften: “Vedr: Opsigelse” var, at jeg er færdig; at jeg har undervist de timer, jeg skal. At jeg aldrig finder ud af, hvem jeg er nu, hvis ikke jeg giver slip på hende, jeg var. 

Det er hættetrøjen, man "glemte" at give tilbage til ekskæresten, som man stadig kan passe, og som føles tryg og velkendt, men som man pludselig en dag kan se, repræsenterer noget, man er færdig med og klar til at give slip på.

Det er tid. 

Men det bliver stadig en mærkelig køretur hjem i aften.




mandag den 9. oktober 2017

I dine følelsers vold.

I takt med at mine børn bliver ældre, kan jeg mærke, at jeg får mere overskud til at forholde mig til de principielle elementer af min opdragelse.

For tiden er jeg f.eks. ret optaget af det her med, at lade børn have det, som de har det. Altså, at man ikke forsøger at fikse eller rette deres følelser, men i stedet prøver at lære dem, at alle følelser er lige valide, men at der er mere og mindre hensigtsmæssige måder at forholde sig til dem på.

Det lærer jeg meget af. For når Frida får et raserianfald af episke dimensioner, kommer det jo ikke altid på et tidspunkt, hvor jeg står, køl og afsvalet under en perlende regn af overskud, klar til at forholde mig til rødglødende minimennesker, der ikke lader sig imponere af fornuft og forklaringer.

Men det har faktisk gjort en ret stor forskel for mig at gøre mig konkrete overvejelser om, hvordan jeg ønsker at tackle de situationer. Ikke mindst fordi jeg, siden jeg har fået børn, er blevet opmærksom på, hvordan nogle af de udfordringer, jeg selv har kæmpet med som voksen, er grundlagt i min barndom. 

Alt, hvad vi udsættes for, har konsekvenser, men jeg tror, at man som barn rammes ekstra hårdt, hvis man rammes et sted i personligheden, der er blødt i forvejen; en slags emotionel fontanelle. Jeg mindes ikke, at jeg som barn nogensinde fik skæld ud for ikke at præstere godt nok. Alligevel blev jeg fuldstændig fortvivlet, hvis jeg blev irettesat af autoriteter, simpelthen fordi det var sådan, min personlighed var designet. 

Jeg husker f.eks. engang, da jeg gik i 1. eller 2. klasse, hvor jeg i en time sad og legede med mit halstørklæde, som min mor havde strikket. Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde set andre få konfiskeret ting, og jeg var helt klar over, at tingene ikke blev sendt til destruktion. Alligevel kan jeg idag, 33 år senere, stadig mærke, præcis hvor ulykkelig jeg blev, da læreren tog det fra mig i hele klassens påsyn. Da jeg begyndte at græde, grinede hun med Voksenlatteren; den, vi bruger, når vi enten ikke ved, hvordan vi selv skal reagere, eller når vi synes, at børns reaktion er alt for voldsom til det, der foregår. Den latter hader jeg, for jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, når alt, hvad kroppen var spændt til bristepunktet med, blev fuldstændig underkendt af dem, der havde magten.

Alligevel har jeg opdaget, at den engang imellem - til min egen store rædsel - kommer ud af munden på mig. Den kommer, når jeg er sat til vægs, den kommer i de situationer, hvor der sker et eller andet, som gør, at jeg tænker: “Jeg ANER ikke, hvad Rigtige Forældre formodes at gøre nu?!” Den kommer i de situationer hvor jeg føler mig som en på 12, der har fået udleveret bestemmepinden ved en fejl, og hvor jeg kan mærke, at gråden lurer lige under latteren, sammen med fornemmelsen af ikke at slå til.

Min pointe er, at jeg ikke ved, hvor mine egne børns bløde punkter er. Jeg genkender så utrolig meget af mig selv i dem begge, men jeg kan også sagtens se, hvor vi er forskellige, og selvom vi ligner hinanden, kan deres soft spots sidde helt andre steder, end mine gjorde. 

Når man taler om sin egen opdragelse, får det ofte en undertone af enten forsvar eller kritik, og det er ikke det ærinde, jeg er ude i. Min opdragelse var kærlig, tryg og meget tidstypisk, og når jeg ser tilbage idag, hvor jeg selv er forælder, ser jeg både valg, jeg er 100% enig i, og andre, som jeg selv ville træffe anderledes. 

Men da jeg var barn, var der nok stadig i tiden en snert af, at børn var børn og voksne var voksne, og at følelser var noget, der på en eller anden måde skulle retfærdiggøres, før man havde ret til at have dem. Derfor er det sindssygt lærerigt for mig at prøve at gribe det anderledes an med mine børn, for jeg kan næsten fysisk mærke kollissionen mellem min arv og mine idealer, når jeg bliver presset. 

Som med alle andre egenskaber, man gerne vil lære at mestre, tror jeg, det handler om at få det, man gerne vil tilegne sig, sat ind i en kontekst, man selv forstår. Derfor prøver jeg hele tiden at pejle op imod, hvordan jeg ville ønske at blive mødt af min chef, hvis jeg havde det, som mine børn har det i en given situation. Jeg ved godt, at arbejdsgiver/arbejdstager-relationen er relativ formel at sammenligne med, men den er det tætteste, jeg som 40-årig kommer, på en koalition, hvor magtfordelingen er skæv på samme måde, som i forælder-barn relationen.

Og ligesom jeg selv falder til ro, hvis jeg bliver mødt med forståelse og et oprigtigt ønske om at hjælpe mig, når jeg er vred eller ked af det, så kan jeg også mærke, hvordan hele situationen de-eskalerer på rekordtid, hvis jeg sætter mig ned ved siden af, eller tager på skødet og siger de magiske ord: “Er det svært lige nu?” Nogle gange sparker mit eget underskud mig af førersædet og kører frontalt ind i betonmuren, og nogle gange er ungerne ikke en skid imponerede over mine pædagogiske tiltag. Men det meste af tiden gør det ikke, og de fleste gange er de. Og det føles simpelthen så godt. Som en ekstra bonus, kan jeg også mærke, at det er meget lettere for mig at holde fast i de nej’er, der også er en del af opdragelse, når jeg ved, at det er fortvivlelsen over, at man ikke må spise slikpinde til aftensmad/ikke må vaske gulv med sin tandbørste/ikke må tørre huden af sit ansigt med vådservietter, der er svær, og ikke, at man føler noget, som ingen vil kendes ved eller rumme.




torsdag den 5. oktober 2017

I øvrigt:

* så jeg i går morges et vejskilt, som oprindeligt var rødt. Nu stod det op ad en blygrå himmel, i stiv kuling og piskeregn, og var nærmest blevet grå-rødt, og det så vitterligt ud som om, al farve var regnet ud af hele verden. Blev kortvarigt automat-deprimeret, indtil jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke har det fjernest imod efterår og vinter. Se næste punkt. 

* er vi gået all in på Halloween, og det er et spørgsmål om tid, før jeg binder hele huset ind i lyskæder #hurra

(- Og nu vi taler om børn og uhygge:)

* havde jeg forleden følgende samtale med Frida:

Mig: "Nu kommer Cecilie snart og passer jer. Kan I så opføre jer ordentligt?"
Frida: "Cille kommer?"
Mig: "Ja." 
Frida: "Cille kommer." *horn-i-panden-tonefald* "Drille-drille." 
Og så, nærmest til sig selv, som hun gik ud af døren: "Bye bye, Cille…"

Som min kollega sagde: Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er min.

* havde mine forældre bryllupsdag i sidste uge. De har været gift i 44 år - og min far kommer stadig jævnligt med blomster, bare fordi. 44 år. Jeg giver dem 97 % af skylden for mit eget manglende ægteskab, for hvem fanden kan leve op til dét??

* vil jeg gerne slå et slag for, at vi bare aftaler, at man praler, ligeud af posen, hvis man har brug for hep og high-fives. Når man lægger screenshots op af sin løbetid, som er 3.17 min. pr. km. dagen efter, man har født, ville det være ualmindelig fedt, hvis man bare gad skrive #KipketerDuRingerBare i stedet for #DeFedeMåSvede og #SlowButGettingThere. Alternativt vil jeg gerne foreslå indført en mærkeordning i stil med 'Explicit lyrics': 'Giv Agt - Der Fiskes'.

* har jeg fået mig en en meme-app, og jeg undskylder på forhånd, for det kan jeg allerede med sikkerhed sige kommer til at tage overhånd. 

* har jeg på racens vegne besluttet, at mennesker, der ikke er på FB, ikke længere må spille: “Men hvad så med os, der *ikke* er på FB?”-kortet. Og ikke kun pga. ansigtsudtrykket, der altid følger med. Hvis man kører digital detox, er det bare fino; så går man glip af ting, og sådan må det være. 


* er jeg gået i gang med The Magicians på HBO, og jeg kan mærke, at jeg stadig ikke helt har sluttet fred med, at den Hogwarts-ugle aldrig kom. 

* kom jeg i går i en pause til at fnyse kaffe ud over min skærm over et meme, jeg så på IG. 3 kolleger, der stod i nærheden, ville gerne se, hvad det var, der var SÅ sjovt. Jeg viste dem billedet, og fik 3 x høfligheds-haha retur. Min samtid forstår mig ikke. 


mandag den 25. september 2017

Skjold, svøb & ar

Det sidste års tid er jeg blevet medlem af flere forskellige nye grupper på facebook. De fleste af stederne er nye medlemmer blevet bedt om at præsentere sig, og i den forbindelse er der noget, jeg har undret mig over: Der er godt nok mange, der præsenterer sig med en diagnose. 

Det kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om. 

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at det er min klare opfattelse, at vi er langt fra i mål med at sidestille psykisk sygdom med den fysiske af slagsen. Jeg kan bare kigge i spejlet: Jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt, når det knager lidt de steder i systemet, der ikke kan måles eller vejes, og når jeg er ude i embeds medfør, oplever jeg også, at det for mange er nemmest at respektere den type sygdom, man forstår.

Jeg vil så gerne undgå at være med til at understøtte, at psykiske lidelser er noget, der forsvinder, hvis man bare tager sig sammen, så derfor har jeg brugt noget tid på at tygge på, hvorfor jeg kan mærke, at jeg stritter lidt på det, når et menneske, der skal indgå i et virtuelt fællesskab - der intet har med psykiske lidelser at gøre - som det allerførste i en præsentation af sig selv nævner, at vedkommende “har været gået ned med stress” eller “i mange år har kæmpet med at være særlig sensitiv”.

Somme tider ser man, at mennesker, der har holdt på hemmeligheder eller været underlagt tabuer i mange år, nærmest eksploderer i ord, når de endelig får lov at tale om det, de har holdt for sig selv så længe; det er, som om vægtskålene skal tales i vater, før man er klar til at give Det Svære en plads på den indre reol, og det giver fuldstændig mening for mig. 

Men målet er vel, at få gjort tabubelagte emner til noget, vi taler om på lige fod med alt muligt andet? Eller hvad? For hvis det er tilfældet, ville det være naturligt at gå fra underbelyst til overeksponeret, for så at ende et sted, hvor kontrasten er tilpas. Men jeg synes, at jeg mange steder ser mennesker, der vælger at blive i det overeksponerede, og det tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår. Jeg advokerer på ingen måde for hemmeligholdelse, men hvis man har kæmpet med noget, meget og længe, hvorfor vælger man så at holde det foran sig, og tale nyt liv i det hver eneste gang, man træder ind i en relation?

Vi snakker så meget om, at de sociale medier er én-dimensionelle, og at det derfor er (for) nemt at fremstille sit liv som ren, glitrende idyl, men jeg synes, vi glemmer, at det samme gælder, når vi har en slagside af enkeltemner af den tungere slags. Det billede, vi tegner af os selv bliver udelukkende til på baggrund af de ting, vi vælger at sige og vise og hvis man i alle sammenhænge fremhæver en diagnose, som det første og eneste, så *bliver* man til sidst kun dét.

- og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at man på den måde kan være med til at kvæle dialogen, som ellers kunne være med til at belyse det, som i mange år har været gemt i skyggerne; simpelthen fordi ingen har lyst til at åbne døren til et korstog. 

Jeg vil gerne være klogere, og det kan sagtens være mig, der overser noget indlysende, så tanker, perspektiver og alternative vinkler er mere end velkomne i kommentarfeltet. 

God uge derude.

onsdag den 20. september 2017

I øvrigt:

* går det bedre, tak. 

* var jeg forleden på arbejde om aftenen, og var omkring Shell kl. 22-ish. Den friske, unge mand gav mig min kvittering med ordene: “Fortsat god aften!” Overvejede kort at indvie ham i, at post 40, er der ikke mere aften tilbage at fortsætte, når vi er forbi 20.30. 

* har jeg fået en frygtelig, FRYGTELIG uvane med at slutte mine samtaler med andre mennesker med “- min ven”. “Kan jeg hjælpe dig med noget, min ven?” *Chandler-voice* Could I *be* more annoying?

* er jeg 400% procent med Nicole Kidman: Alle lejligheder til at kysse Alexander Skarsgård skal udnyttes. Alle. Skal. Om jeg så havde haft 16 ægtemænd med, havde jeg stadig kysset ham med væsentlig mere energi og væsentlig mindre ynde, hvis jeg havde været hende. 

* har jeg spinket og sparet og strakt ud i det uendelige, og endda læst flere bøger ind imellem for at stalle, men her til  aften måtte jeg æde realiteterne, skefuld for skefuld, i store, beske mundfulde: Jeg er igennem GOT. 

* forstår jeg simpelthen ikke, at mine barnepiger altid sidder helt roligt og arbejder, med alle gardiner trukket fra, når jeg kommer hjem kl. 22.30. Lyset er tændt, vi bor på en mark, det er SORTSORTSORT udenfor, og de sidder, ret beset, i en udstillingsmontre. Hvor er deres øksemorderskræk??

* er jeg igang med at læse den fuldstændig formidable “Alt må vige for natten” (alene titlen får hele mit sprogcenter i hjernen til at gløde af ren, uforfalsket kærlighed) og jeg har sjældent været mere bevidst om, at jeg lige nu er ved at skrive historien om mine børns barndom, som de kommer til at definere sig selv ud fra og hænge hele deres selvforståelse op på.

* ( - men vi arvet en enhjørningedragt i velour, som begge børn sådan lidt random hopper i, og når jeg ser en enhjørning gå målrettet igennem stuen med en sut eller et lyssværd i hånden (hoven?), tænker jeg alligevel, at jeg har lidt tid at løbe på...)



torsdag den 14. september 2017

Airhead.

Jeg har det, som om, jeg har forstuvet mine funny bones. Jeg ved ikke, om det er al den forandring, jeg skriver om, der trækker tænder ud, eller om jeg bare er grundtræt, men jeg synes, der er modstand i mange ting for tiden, og for en gang skyld kan jeg ikke finde ud af at ironisere over det. 

Idag har jeg f.eks. ikke rigtig kunne holde op med at græde. Ikke tude (som er den med åben mund) men bare sive-græde. Jeg kan ikke engang selv finde ud af, om jeg er ked af det, (be)rørt, overvældet eller bare … ja, træt. 

Jeg er presset på at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig er det som om, mine kommunikationsplaneter står i vejen for hinanden; folk misforstår mig hver eneste gang, jeg åbner munden. 

Så der er lidt stille herinde i disse dage. Jeg vender tilbage, når jeg har fået en lur og en kande kaffe.





fredag den 8. september 2017

Stormvarsel.

Det stormer for tiden. Både indeni og udenfor. 

Da vi sidste år flyttede ind, hvor vi bor nu, var det huset, der fyldte mest for mig; min glæde over at være kommet i ét plan, og over at bo et sted, hvor man ikke fik den visuelle ækvivalent til lyden af negle ned ad en tavle, hver gang man kiggede rundt, var enorm. Nu, hvor vi har boet her et år, oplever jeg, at haven giver mig ligeså meget glæde - hvis ikke mere. Jeg har kun naboer til den éne side, hvilket betyder, at jeg har mark, græs og natur til de to andre, og jeg har fået for vane at sætte mig ud med et glas vin en kop te, når børnene sover, alle de aftener, det kan lade sig gøre. Der sker noget med sjælen, når den får ro og bliver placeret midt i en interaktiv udstilling af årstidernes skiften.

Måske er det derfor, jeg lægger mere mærke til alt det, der også skifter indeni. Jeg skrev lidt om det for et par indlæg siden, men når man sammenholder, hvor meget det fylder ude på den her side af skærmen, er det meget lidt, jeg har ladet det fylde herinde. 

Det er, som om, roen bliver mindre skræmmende, jo mere jeg udsætter mig selv for den. Jeg var lige ved at skrive, at jeg er eskapist af nærmest forædlet kaliber, men det slår mig, som jeg sidder her og skriver, at jeg faktisk ikke ved, om det er sandt. Måske var det bare den strategi, jeg i sin tid valgte, da min hjerne hele tiden kørte i et omdrejningstal, mit sind slet ikke kunne håndtere. I hvert fald kan jeg mærke, at selvom roen nogle gange er svær, og jeg har myrer i hele kroppen, og får lyst til at tænde for radioen, læse bøger, se GOT, svare på beskeder og drikke kaffe og vin, det hele på én og samme tid, så opsøger jeg den mere og mere, roen. Jeg har typisk mellem 10 og 15 timer i min bil om ugen, og de sidste par måneder har jeg foretrukket at køre størstedelen af dem i stilhed. Jeg er også blevet opmærksom på, at når jeg har lyst til at holde begge hænder for ørerne, mens jeg råber: “LALALA!!” så er det faktisk fordi jeg har EKSTRA brug for at være stille. 

Om det er mig og min udvikling, der påvirker verden omkring mig, eller om det er omvendt, ved jeg ikke, men jorden bevæger sig under mine fødder, og jeg har det, som om alt, på en eller anden måde, er i opbrud. Det føles nødvendigt og på mange måder godt, men det er også opslidende, at min verden pludselig har forvandlet sig til et kalejdoskop, der bliver drejet ubønhørligt; stenene er de samme, men de bliver hele tiden rystet løs og falder ned på nye pladser, hvor de danner nye mønstre. Det kræver aktiv opmærksomhed og det kræver koncentration.

(Jeg er oprigtigt i tvivl om, om I overhovedet forstår, hvad jeg forsøger at beskrive her, men I plejer at være nogle hårde nysere, der er med på den værste, så jeg satser.)

Om mine børn mærker de tusinder af smårystelser i undergrunden, eller om de er i gang med deres egne processer, ved jeg ikke, men der sker også noget dér. Vi er i én af de faser, hvor vi hele tiden støder kanterne sammen, og jeg får virkelig meget skæld ud i disse dage. Det meste af tiden kan jeg rumme det (hvis jeg fokuserer virkelig indædt på udsigten til et roligt glas vin i haven senere..), men ind i mellem er det sgu også en smule sejt at få kontinuerlig skæld ud - også selvom gerningsmændene stadig sover med bamser. Samtidig bliver der prøvet grænser på den helt store klinge; i går havde Anton f.eks. valgt at udfolde sig kreativt, mens han hørte Gummi Tarzan, ved at male med sin mest aggressive, blå tusch på sig selv, sin væg, skrivebordet, trægulvet, lampen, kommoden, skufferne plus det løse. Lige dér ville jeg med støste fornøjelse have taget imod alle tilbud om afledning og flugt, lige fra kidnapning til rygeherion.

Det river og rusker, og regnen pisker ned, og hvis jeg sætter det sidste punktum nu, kan jeg nå en kop te under halvtaget med udsigt til elementernes evige påmindelse om, at vi er så små, så små, inden mine bedste lopper kommer hjem. 

God weekend derude. 

mandag den 4. september 2017

I øvrigt:

* kan jeg på min yoghurt læse, at blåbær på finsk hedder “Mustikka”, og det er måske det bedste ord, jeg har set i år.

* ville jeg have skrevet noget om, hvor meget jeg arbejder og den deraffølgende radiotavshed, men så læste jeg i et kommentarfelt et eller andet sted (jeg har desværre glemt hvor), at den slags indlæg føles som om, vi tror, I sidder helt ude på kanten af stolen, ganske uden indhold i livet, og med desperat længsel trykker “refresh” 16 gange i minuttet - og det giver simpelthen så god mening, at jeg holder min kæft. (fraNUaf!)

* har jeg efter 15 år sagt op i fitnessdk. #AndNowHerWatchIsEnded

* tænker jeg stadig over, hvorfor man ikke oftere ser tyve lave det trick, som Madonna lavede i “Who’s that girl”, hvor hun i en butik proppede et kassettebånd i lommen på en tilfældig person, og så - da dette sagesløse menneske satte alarmen igang - slentrede ubemærket ud, mens alarmen stadig lød, med læderjakken fuld af tyvekoster? Det er sgu da godt tænkt!

* forstår jeg heller ikke, prankwise, at ingen har fundet på at bytte rundt på benzin- og dieselpistolerne på tankstationer?

* - men the joke’s on me, for efter jeg har fået ideen, har jeg nu blæsende paranoia hver eneste gang, jeg tanker. 

* bliver jeg i aften færdig med 5. sæson af GOT, og da det er 2. gang, jeg ser den, ved jeg, at vi i 6. sæson indfører Pilou Asbæk. Det ved jeg næsten ikke, om jeg orker. 

* har jeg det VILDESTE girl/life-crush på Maj My. Hvis du trænger til at få pulsen ned, og dine refleksioner over, hvordan du har valgt at leve dit liv, op, så skal du kigge ind ovre hos hende. 

* hører Anton for tiden Gummi Tarzan på repeat. Lydbogen var en del af min rasende geniale plan, som skulle få os fra filmen, over på lydbogen og derfra videre til bogen. Vi læser meget, men lige nu er det mest Flunkerne, Holger og Legobøger, der fanger, så jeg syntes selv jeg var på vej ind på Nobels nomineringsliste, da jeg fik den ide - lige indtil Anton med høj, klar stemme i Bilka oplyste, at jeg var “En dum og uduelig søn!” og jeg godt kunne se på alle omkring os, at de troede, han var inspireret af sin opdragelse.

* har jeg fået malet væggen i stuen, og som nogen måske har set på IG, blev det lige, som jeg havde håbet.





fredag den 25. august 2017

Det er ikke dig, det er mig. Virkelig.

Jeg forandrer mig. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, præcis hvori forandringen består, men min verdens tektoniske plader forskyder sig, og jeg kan mærke, at jeg ikke længere er den samme. 

Måske hænger det sammen med, at jeg de sidste 6 år har haft små børn. Så længe de har været helt små, har der været så meget fokus på deres behov, at jeg har haft svært ved at mærke både mig selv og mine, og derfor er det, som om, jeg ikke længere ved, hvem jeg er. Jeg ved, hvem jeg var for 6 år siden, men i takt med, at børnene bliver større, og der bliver mere overskud til at betragte mig selv, kan jeg både se og mærke, at jeg ikke længere er hende, jeg var. 

Det betyder, at jeg ser med nye øjne på alt, hvad jeg gør, for det er gået op for mig, at jeg bare har antaget, at dét, jeg kunne lide for 6 år siden, stadig er det, jeg foretrækker. Jeg tror måske, at det er dét her, der sker i de ægteskaber, hvor man pludselig lægger avisen, kigger hen over bordet og kaffekopperne, og har det, som om man for første gang virkelig SER ham, der sidder overfor. Og som følge heraf opdager, at man bor med en fremmed. 

Jeg mærker det i forhold til de ting, jeg har fyldt i mit liv; en oprigtig forholden mig til, om jeg laver det, jeg gør, fordi jeg har lyst, eller bare fordi, det er det, min hjerne først får øje på, når den kaster blikket over den 6 år bredde slugt for at få inspiration til, hvad jeg kan lide at lave. I mange år har jeg f.eks. haft en ide om, at jeg gerne vil have tempoet i mit liv sat ned, men hvor det før har handlet om, at jeg ikke kan lide at have for travlt, kan jeg pludselig mærke, at det nu handler om, at jeg har lyst til ro. Jeg ved ikke, om andre end jeg forstår forskellen, men jeg mærker den tydeligt. 

Så længe børnene var helt små, fyldte den lavpraktiske omsorg meget, men sommerferien gjorde det muligt for mig at mærke, hvor meget jeg gerne vil være sammen med dem, og nu, hvor jeg er startet på job igen, savner jeg dem nogle dage, så det synger i mine knogler.

Som naturlig forlængelse af alt det ovenstående, oplever jeg også en spirende kritisk stillingtagen til, hvem jeg vælger at bruge tiden med og på. Det handler ikke om, at jeg ønsker, at vi altid skal være herhjemme, kun os 3, men jeg arbejder meget bevidst på at skære larm og tid brugt af høflighed fra. Det er sværere, end mange kurser i assertion og girafsprog ellers lader tro, synes jeg, for det er, som om, jeg mangler et sprogligt register: Jeg mangler en måde at skrue ned eller lukke for de relationer, som jeg ikke tror giver nogen af parterne noget længere - men uden at skabe drama og uvenskab, som jo bare er en anden slags larm, der sluger ligeså meget energi, som dét, man i første omgang søgte væk fra. For mig er målet ro, og jeg ville ønske, at jeg havde stamina nok til bare at rumme akavethed og sårede følelser, men det er desværre ikke tilfældet. Ikke endu, i hvert fald.

Jeg forsøger at holde fast i det, jeg også prøver at lære Anton og Frida: Når noget er svært, handler det ofte om, man bare ikke har øvet sig nok endnu, så hver eneste gang jeg laver en aftale, eller modtager en invitation, bruger jeg 10 minutter på at forholde mig til, om jeg rent faktisk har lyst, både til arrangementet og til relationen - og hvis ja, hvor meget, jeg har lyst til. Om jeg gerne både vil deltage i festen og blive og sove. Om jeg som udgangspunkt bliver tanket op eller drænet af at være sammen med det her menneske. Om ugen ser ud på en måde, der gør, at jeg allerede på forhånd ved, at vi har mere brug for en aften alene, end på at udvide boller- og lagkage-invitationen med aftensmad. Det er ikke nemt, men jeg øver mig, og heldigvis har jeg opdaget, at mit nye jeg ikke begår fejl; hun gør sig erfaringer i stedet. Det gør hende væsentlig rarere at være sammen med.

- men jeg ved stadig ikke, hvordan man slår op med mennesker, man ikke er kærester med.

Om 10 minutter har jeg været oppe i 18 timer, og da det er 5. gang på en uge, behøver jeg ikke mærke efter, men kan tage den her på rutinen: Træt! Så godnat derude - hvor end I er. 

lørdag den 19. august 2017

I øvrigt:

* elsker Frida vores nye tipi, som hun tror hedder ’et fuglehus’. “Frida sætter mig over i fuglehuset, mor” Jeg er vild med det. 

* vil jeg gerne vide, om andre bliver ligeså hidsige, som jeg gør, når jeg ser en reklame eller en udlejningsbil fra EuroPcar? Det føles, som om hele munden er kørt ind på en rasteplads, og har slukket motoren, når man har udtalt “Europ-”, og så skal man til at tage selen på igen, lægge håndbremsen, sætte i gear, op i fart og flette ind helt forfra, for at få det sidste “- car” med. 

* tog jeg Anton med i Tivoli Friheden i sidste uge, og bøjede mig, da han havde hoppet op og ned på stedet 10.000 gange, fordi han gerne ville prøve et lykkehjul, hvor man kunne vinde en 1 meter høj, skriggul Pikachu. “Du bærer den selv, hvis du vinder!”  Hahaha. Ha. Jeg har nu lært, at der findes et særligt blik, man som forældre sender hinanden, når man kommer gående med sin troværdighed og autoritet slæbende efter sig, som et gammelt, muggent tæppe, og et kæmpetøjdyr under armen. #WalkOfShame #MomEdition

* har jeg de sidste par uger haft virkelig meget besøg af GLS, og de typecaster for HÅRDT hernede. Samtlige chauffører jeg har lukket op for, kunne med lethed have spillet en bærende rolle i Prison Break. 

* vil jeg også være med på vognen og derfor har købt 2,5 liter blommefarvet maling til en væg i stuen. Nu venter jeg så bare på, at nogen (GLS?) tilbyder at komme forbi og få hele herligheden flyttet fra spanden og op på væggen.

* har jeg idag lavet blommemarmelade fra bunden. Man aner et tema.

* kørte jeg igår til Tyskland. Nogen burde sætte sig for at undersøge den virkelig mærkelige kohærens mellem salg af nye kartofler og gamle biler.

* og speaking of Tyskland, vil jeg gerne have en hyldessang og en park opkaldt efter mig for i går at være et sted i min cyklus, hvor jeg kunne høre min blodprocent falde for hvert eneste skridt jeg tog, og stadig formå at gå forbi 2,5 kg. Matadormix til 78 kr.

* har jeg fået en mail fra en læser, der meget fint og sødt har spurgt, om jeg ville dele nedenstående grafik. Det vil jeg, så Erik, den her er til dig.


Infografic omkring homosexuelle

HAPPY PRIDE!

torsdag den 17. august 2017

Angst & vacciner, II. del.

For et halvt år siden skrev jeg dette indlæg om mine overvejelser omkring at lade mine børn vaccinere imod meningitis. Efter at have læst kommentarerne og vejet yderligere for og imod, endte jeg med at beslutte mig for at tilkøbe vaccinen. 

Det har været overraskende svært at finde noget lødig information på nettet, som i grove træk beskriver, hvilke typer af meningitis, der findes, og hvilke man er beskyttet imod, når man følger det almindelige børnevaccinationsprogram. Og måske er det fordi vi bor i Esbjerg, hvor frygt ikke er noget, vi bruger, men der har også været forbløffende lidt hjælp at hente på apoteket og hos lægen/sygeplejersken hos vores alm. praktiserende læge. De steder, jeg har spurgt, er jeg blevet mødt med undren over, at jeg overvejer det, og ingen har på stående fod kunne svare på, hvordan sagsgangen helt lavpraktisk er, hvis man gerne vil have vaccinen. 

Jeg er selvsagt ikke læge, så det følgende skal man ikke læse som et fagligt velunderbygget udsagn, men som jeg forstår det, findes der to hovedtyper af meningitis. Den ene er man beskyttet imod gennem det almindelige børnevaccinationsprogram, mens den anden ikke er medtaget heri, fordi risikoen for at blive smittet med den, er så lille, at det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig at vaccinere imod den.

(Herudover kan man få meningitis af nogle typer af mikroorganismer, som meningitisvaccinen ikke indeholder, men eftersom det er den, man giver, hvis én i husstanden har været smittet, tænker jeg alligevel, at man må være fornuftigt dækket ind.)

For mig betyder den lave risikoprocent imidlertid ikke så meget, for det er i jo fuldstændig ligegyldigt, om der kun er 1% risiko for at blive ramt af noget, hvis man er så uheldig at være den éne procent. Siden jeg fik Frida, har der været 3 tilfælde af mistanke om meningitis i institutionerne i Esbjerg, og vi har 2 børn i omgangskredsen, der har været ramt; det ene af børnene var millimeter fra at dø af det. Og min hjerne kan ikke give slip på det faktum, at hvis ungerne får feber i løbet af natten, så kan de timer, vi sover, ende med at have fatale konsekvenser, hvis det ér meningitis, der er tale om.

Lang historie kort: Jeg besluttede mig for at købe den til mine børn.

Jeg bestilte en tid hos lægen, hentede vaccinen på apoteket, og med kirurgisk præcision, vågnede Frida med feber, da vaccine-dagen oprandt; hun fik derfor lov at vente hos mormor og morfar, mens jeg tog Anton med til lægen. Da jeg hentede hende igen, kunne jeg godt se, at feberen var steget, siden jeg tog afsted, og det fortsatte den med, til den stabiliserede sig omkring de 40+. Efter lidt konfereren frem og tilbage, endte det med, at Anton (efter eget ønske) fik lov at sove hos mormor og morfar, så jeg bare havde Frida at passe på.

Her klipper vi så til scenen kl. 23.30, hvor Frida i ren, blind panik krabbede sig væk fra mig, mens hun skreg og skreg og skreg og skreg og skreg af noget, som kun hun kunne se. De første 2 minutter var jeg ok-cool med det, de næste 2 begyndte jeg at blive urolig, og efter små 10 minutter turde jeg ikke andet end at ringe til vagtlægen. Han stillede de obligatoriske tjek-spørgsmål, men uanset hvad jeg forsøgte mig med af lys og gøgl og klokker og blink, kunne jeg ikke få Frida til at kigge ned eller på anden måde bøje nakken.

Her vil jeg godt indrømme, at en moderat panik begyndte at brede sig. 

“Nu må du ikke blive forskrækket, men jeg bestiller en ambulance og en lægeambulance nu, og jeg gør det med mistanke om meningitis. De kommer med udrykning, for er det det, hun har, så skal det gå stærkt.”

De næste 10 minutter gik med at gå op og ned ad gulvet med Frida på armen, og holde angstscenarierne på afstand ved at tænke på, at skæbnen ville være ualmindelig tarvelig, hvis éns barn fik meningitis, den dag, hun skulle have været vaccineret imod det. 
Kl. 24 stillede det medicinske kavaleri, og hvis jeg nogensinde har været gladere for at se nogen i mit liv, kan jeg ikke huske det. Hun blev undersøgt på kryds og tværs - og de kunne heller ikke få hende til at bøje nakken - men efter grundig og betryggende målen, følen og vurderen, var diagnosen ondsindet influenza med febervildelse galore on the side. Det virkede billigt sluppet, og hårdt presset må jeg tilstå, at jeg måske kom til at lettelseskramme dele af det refleksklædte korps i min stue. 

I sidste uge fik Frida så endelig sit stik, og jeg er simpelthen så glad over, at jeg valgte at gøre det. Ikke mindst på en dag, som idag, hvor hun virkede lidt slatten, da jeg hentede hende i vuggestuen: Det er alle 700 kroner værd, at jeg ikke skal bruge hele natten på at sidde ved hendes seng og være bange.

(Service-info: Den skal gives 2 gange med et års interval, koster ca. 700 kr. for begge vacciner, og beskytter i 5 år).

torsdag den 10. august 2017

Feriefinalefornemmelser.

Klokken er næsten 20.30, og jeg sidder i min stue, hvor solen vælter ind af de tæskefedtede ruder, og giver en illusion af, at det er varmere udenfor, end det er. Jeg har skænket mig et glas rødvin, der lyder stille snork fra værelserne, og i hjørnet af stuen står vores nyopsatte tipi og puster ud efter en hård debut. . 

Vores ferie lakker mod enden - eller rettere: Anton og Fridas gør. På mandag starter Anton i 0. klasse, og Frida er tilbage på sin vuggestuepind, mens jeg har taget en ekstra uges forældreorlov, så jeg kan tage med i skole, give ungerne en blød start, og få samlet op på det efterslæb, der opstår, når man holder 3 ugers ferie med 2 toptunede børn, og sig selv som eneste voksne indslag.

Hver eneste dag har jeg sendt en tanke tilbage i tiden, fordi kontrasten til sommeren 2015 har været så stor. Det var vores første sommer som familie på 3, og jeg kan huske, hvordan jeg, i ugen op til ferien, græd hver eneste dag af stress (og hormoner!) over, hvordan jeg skulle slå til i døgndrift i 3 uger for en lillebitte, helt ny baby, og en dreng på 4 år, der skulle finde ud af at være blevet storebror og lære den ædle kunst “at dele”. 

For ferien i år har været så dejligt. Den har været alt det, jeg håbede, den ville være og mere til. Primært har den været tid, som ellers normalt er den knappe ressource her på fabrikken, fordi det forbistrede græs gror, som fik det penge for det, vaskemaskinen hele tiden er fyldt, og aftensmaden endnu ikke har lært at lave sig selv. Det har været fuldstændig fantastisk. Dagene er flydt sammen, jeg har suspenderet mit ellers så militante overblik og ungerne har fået lov at holde bestemmepinden.

Jeg havde på forhånd besluttet, at vi kun skulle én “ting” pr. uge - altså, afsted til en af de mere traditionelle juhu-forlystelser, og det har jeg holdt fast i. Det har vist sig at være helt perfekt, fordi jeg 1) er en federe mor, når jeg ikke er ved at brænde sammen af stress over planlægning og vil hun nu sove i klapvognen og er det for varmt med dyne og hvor meget mad skal jeg pakke og bliver det regnvejr eller skal vi have badetøj med? 2) oplevelserne har gjort meget større indtryk på børnene, end de ville have gjort, hvis de 3 uger havde været én lang tivoli-tur og 3) det har været ok at gå behersket amok i merch-butikkerne. Alle har vundet. 

De andre dage har jeg om morgenen spurgt lopperne, hvad de kunne tænke sig, vi skulle lave, og stort set hver dag har svaret været “være herhjemme” eller “hjem til mormor og morfar”. Det giver stof til eftertanke.

Min hjerne begynder så småt at indstille sig på at skulle op i gear igen, og det føles også godt, men inden vi når så langt, har vi heldigvis 3 dage tilbage med dovne morgener, håndmadder og bare tæer.


fredag den 4. august 2017

Dyret må ikke fodres.

I sidste uge skrev Rasmus Ulstrup Larsen (gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom) et debatindlæg i Berlingske med titlen “Singlemødre - et forfærdeligt moderne fænomen”  og jeg er siden blevet tagget under det en håndfuld gange. Som svar på indlægget skrev Ditte Degnbol, som selv har 2 donorbørn, et andet indlæg, hvori hun forsøgte at redegøre for, hvorfor hun mente at Rasmus U.L. var galt på den. Det indlæg har jeg også fået tilsendt et par gange. 

Først havde jeg egenlig besluttet, at jeg bare ville lade det fare, simpelthen fordi jeg ikke mener, at det første indlæg fortjener så meget som 4 sekunders ekstra opmærksomhed, og jo flere, der hidser sig op over det, des længere når det ud, og jo mere raseri skaber det. 

Men efter et par dages betænkningstid har jeg alligevel besluttet at byde ind med mit synspunkt, primært fordi det ikke decideret går på artiklens indhold, men fordi det, der optager mig mest her, er hvordan vi stille og roligt får gjort aviserne til et sted, man går hen for at blive dummere.

Jeg ville sådan ønske, at vi ville gøre os mere umage med at forholde os bare en lille smule kildekritisk til de artikler, vi læser, før vi trykker “del” og sender elendigheden videre ud i hovedet på andre, der så også kan bruge tid på at blive rasende og smide yderligere brænde på bålet. 

Jeg håber, at alle, der kender mig, både via bloggen og personligt, ved, at jeg er både den skrevne og den verbale samtales største tilhænger.

Jeg håber også, at I ved, at jeg, hånden på hjertet og Ama’r halshug, er fuldstændig ok med, at nogle mennesker synes, at det valg, som jeg har truffet, er etisk uforsvarligt. Jeg er selvfølgelig ikke enig, men jeg bøjer mig uden tøven for, at verden også kan se sådan ud. Etik er for de fleste af os summen af, hvad vi kommer fra, hvad vi har været udsat for, og hvad vi helt grundlæggende tror på, og det kan alverdens logik og saglige argumenter meget sjældent flytte på. Og det er ok. 

Men hvis man er stor nok til at læse Berlingske, så skal man simpelthen også være stor nok til at gennemskue, at når man læser en tekst, der primært består af sætninger som: “I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand” og “Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner”, så er der ikke tale om et oplysende bidrag til debatten. Så er der tale om clickbait. 

Hvis Rasmus UL ville diskutere det her emne, fordi han reelt mente, der var et problem,  havde han gjort sig den ulejlighed at formulere sig på en saglig og ordentlig måde, så retorikken ikke overskyggede indholdet. Manden er gymnasielærer. Man må formode, han mestrer disciplinen.

Hvis jeg må ønske noget for 2018, så er det, at aviserne (for helvede!) stopper med at lave den her form for artikler, som de forsvarer som værende “debatskabende”, men som reelt bare skal være raseri- og forargelsesskabende. Jeg har været enlig mor i 7 år, snart 8, hvis man tæller min graviditet med, og jeg er aldrig - ikke en eneste gang - stødt på nogen, der har givet udtryk for den her holdning. Det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke er der, men jeg noterer mig, at der i kommentarfeltet under artiklen faktisk kun er én, der igen og igen og igen puster til ilden ved at bakke Rasmus UL. op.

Hvis jeg havde været gymnasielærer, og havde givet min klasse den her tekst til analyse, ville jeg have bedt dem lave et baggrundstjek på profilen på ham, der kommenterer. Jeg ville også have bedt dem om at grave nogle tal frem på, hvordan de konservative ligger i meningsmålingerne, og om at kigge lidt på, hvordan de har klaret sig de senere år, både på mærkesager og synlighed. 

Der må simpelthen være en nedre grænse for, hvor dum, den offentlige debat må blive, og hvor meget enkeltmands-ærinde, det er tilladt at gå i debattens navn.

Ved at klikke på de her artikler, fortæller vi dagbladene, at det er denne form for indhold, vi ønsker mere af. Ved at kommentere og dele det her crap, skaber vi en skyttegravskrig, som ikke på nogen måde afspejler virkeligheden, og det er spild af god debat, godt humør, og spalteplads som rent faktisk kunne bruges til at gøres os klogere. 

Stop feeding the troll. 

Også selvom den er forklædt som debattør.