mandag den 24. april 2017

Youth is wasted on the young.

Forleden overhørte jeg på en uddannelse to piger i start-tyverne snakke om en fyr, den ene var interesseret i. (Ja, jeg lytter. Helt vildt. Kan jo ikke få alle de gode ideer selv) Problematikken gik på, om hun kunne sige det til ham, og hvad hun i givet fald skulle sige. Emnet fyldte en del, men da jeg havde hørt ca. 4 minutter af samtalen, kunne jeg mærke min opmærksomhed give slip, fordi den havde travlt med at begejstres over nogle af de fordele, der trods alt kommer med alderen.

For hvis jeg kan mærke, at jeg er interesseret i en mand - og det ikke er er i arbejdsregi, jeg støder på ham, vel at mærke - så er jeg ikke det fjerneste bange for at sige det til ham. Jeg tror, at nøglen er at rykke på det, inden man i fantasien har giftet sig med ham, og indrettet 3 børneværelser i det fælles hus. Så længe man kan sige “Hej. Jeg synes, du virker skidespændende. Her er mit nummer. Ring, hvis du har lyst til en kop kaffe” og det ikke stikker dybere end dét, synes jeg, hånden på hjertet, at det er fuldstændig ufarligt at gøre. 

Og det må være alderens visdom, der kommer én til gode, for i starttyverne var jeg præcis ligesom de to piger, for hvem Skam & Pinlighed er det værst tænkelige, man kan blive udsat for. I starttrediverne var jeg begyndt at finde ud af, at hvis man taber ansigt, så samler man det bare op igen, men i sluttrediverne havde jeg endelig lært, at andre mennesker ikke kan give din en rolle, du ikke tager imod: Hvis du lader være med at opføre dig som om, noget er pinligt, så ER det ikke pinligt. Langt de fleste gang, vil den, man spørger, både have ret stor respekt for, at man bare gør det, og samtidig også blive smigret over komplimenten, men skulle det ske, at den fyr, du henvender dig til, takker nej og derefter opfører sig som om, han har the upper hand, er det ligemeget: Hvis dit fokus er på, at det faktisk er ret fedt at være sådan én, der bare går efter det, hun gerne vil have, i stedet for at være flov over at have fået et nej, så bliver upperhandsfølelsen lynhurtigt forvandlet til en jakke, som ikke får en krog at hænge på.

Min erfaring er i øvrigt, at det gør sig gældende i alle relationer, både venskaber, arbejdsforhold, parforhold osv. Det er så utrolig nemt at tage den ledige rolle på sig; hvis én i en relation gør sig til offer, må det betyde, at man selv er skadesvolderen, og så begynder man automatisk at opføre sig derefter, og være undskyldende og kompenserende i ét fucking væk. Men hvis man i det store og hele gør sig umage for at være et ordentligt menneske, og med at være ærlig (uden at være brutal), så er det faktisk muligt at nå til et punkt, hvor det ikke længere er relevant for én selv, hvilke ledige roller omgivelserne forsøger at caste én til.

Gid man havde vidst det, da brysterne sad oppe på plads. 

tirsdag den 18. april 2017

Påsken 2017, epilog.

Påskeferien er slut, og hvis jeg skal lave et positivt spin på det, ville det være, at det er godt at have haft ferie så længe, at alle mand glæder sig til at komme igang igen. 

Frida fik skoldkopper, allerede da vi kom hjem forrige fredag, hvilket jeg egentlig var ret godt tilfreds med. Det var rart at få overstået, uden at skulle stresse over antallet af sygedage, og bare kunne tage dagene, som de kom. Fordi jeg selv har det lidt stramt med, når folk slæber tydeligt syge børn med ud i offentligheden, var vi i en slags selvvalgt karantæne; i hvert fald ift. legesteder indefor. Og her var det så, at påsken blev lidt … lang. For selvom hun faktisk tog det ret pænt, var lunten naturligt nok kortere hos hende - og dermed også hos mig, fordi skoldkopper mest er noget, man snakker om om natten, åbentbart. Anton smed en post-skolestart-reaktion i puljen, der hos ham sætter sig som raseri, så hvis påskeharen havde haft stesolid med i ægget til mig, havde den sgu fået et kram. 

For ikke at få indespat, har vi været på mange forskellige legepladser; vejret har ikke just været forårsagtigt, så der var ikke rigtigt nogen børn at smitte. Og selvom Frida, der pludselig har besluttet, at alle dyr er farlige (jeg vil godt medgive, at jeg måske også satte tempoet *lidt* op, da vi blev jagtet af store, udsultede svaner) til lejligheden havde udviklet røntgen syn, og stod og råbte: “STOP!! NEJ!! BANGE!!!” af små prikker i horisonten, der måske/måske ikke var køer, kastede sig hen af jorden over, at der ikke var flere sæbebobler i flasken, fordi hun havde hældt dem ud på jorden - hver gang - (ffs..!) og Anton trampede rasende rundt, fordi jeg ikke lige kunne fjerne de træer, han syntes stod i vejen, var det helt forfriskende med nogle nye udfordringer.

Påsken gav dermed også anledning til at tage et par valg op til revision. For det første havde jeg jo egentlig besluttet, at jeg ville tage Anton med til København og vise ham Planetariet og Tivoli, men efter at have vurderet, at han de næste par måneder får så rigeligt fyldt på, har jeg konverteret turen til en tilsvarende i Aarhus. Jeg er faktisk ret imponeret over, at vi kan tage med tog frem og tilbage, komme i det mindre, men virkelig hyggelige Planetarium i Aarhus, og få en hel dag i Friheden med alt betalt for 850 kr. i alt. 

Og de penge vi sparer, ryger så i puljen til en trampolin, for med 3 ugers sommerferie lige om hjørnet, ville det være rart, hvis vi kunne skrabe sammen til sådan én, så man kunne smutte ud og hoppe det værste raseri af. Målgruppen her er potentielt os alle 3. Lavede en quickpoll på fb, og havde nok egentlig forventet, at der ville komme en del “det er spild af penge, vores bruger den aldrig”-kommentarer, men tværtimod lader det til, at man skal forvente, at ungerne flytter ud på den, når den er anskaffet. Så nu har jeg gennemreseachet emnet, og har man spørgsmål til fjedre eller galvaniserede stel, til rektangulære kontra cirkulære, eller fritstående vs. nedgravede trampoliner, I’m your girl.


Nu vil jeg hente en kop kaffe mere, og nyde roen, og glæde mig over, at jeg faktisk allerede her, 3 timer efter aflevering, begynder at glæde mig til at hente lopperne igen.

mandag den 10. april 2017

I øvrigt:

* ville jeg ønske, man kunne sende en venneanmodning til de bilister, man kommer til at følges med over lange stræk på motorvejen; som man fletter foran og bagved med i en grad, at det nærmer sig en dans. Føles næsten lidt trist ikke lige at vippe farvel med lygterne, når den ene af os kører af. 

* kom jeg forleden, apropos ingenting, til at tænke over, om der mon findes mennesker, der dør i bilulykker, fordi de bliver kvalt i det, de sidder og spiser, når ulykken sker?

* vil jeg gerne vide, hvorfor alle bordeller i Jylland, har de der 80’er metalpersienner, der kommer til at hænge helt vildt i siderne, når de er mere end 2 dage gamle? Der MÅ være andre gardinløsninger, der er lige så billige. Et sted i Vestjylland har jeg endda set, at nogle working girls har forsøgt at diffe dem op med en lyskæde, viklet aggressivt ind imellem alle lamellerne. Det ligner en juledekoration, designet af Satan selv. 

* hørte jeg forleden en radioreklame for påskeæg fra en bager i Esbjerg, der startede med “I Afrika findes der brune høns, der lægger chokoladeæg.” Er vi helt sikre på, at den går i 2017?

* er vi færdige med at sige “woop woop". Der er *ingen* der slipper afsted med det. 

* har Frida fået skoldkopper, som jeg for nemheds skyld er begyndt at tælle i hele millioner. Jeg er næsten imponeret over, at hun ikke skriger i rædselsslagent hysteri, når hun får øje på sig selv i spejlet. 

* får jeg mildt irritationsudslæt over de mennesker, der ikke bare kan skrive: “Det passer sgu ikke lige i denne uge” som svar på en kaffeinvitation, men som altid sender en sms, der er så lang, at den i Nokiatiden ville have sendt af 3 omgange, der detaljeret forklarer, hvor travlt de har og med hvad. Med al respekt: Så meget interesserer min egen kalender mig ikke engang. 

* er jeg nu nået så langt i min indflytning, at jeg er klar til at begynde at forholde mig til haven. Har således købt en sofa, en bænk og et bord på 2 meter og har kæmpe optur over det. 

* er jeg også begyndt på havearbejdet; herunder verdens mest dødssyge tjans: Rensning af flise-riller for mos og ukrudt.

* indstiller jeg on that note to personer til udtrækning af alle 20 negle med en gloende tang,  alt imens de får skrællet huden af med en sløv kartoffelskræller: Den person, der designede fliser med 1 cm’s forskudte tænder hele vejen rundt, og den person i boligforeningen, der valgte dem. 

* har jeg med søde Johanne som tech-support fået lavet en fb-side til bloggen, så man kan få besked direkte i sit feed, når der er nyt herinde. Kom og vær med! (- please!)

mandag den 3. april 2017

Marathonindlæg om bloglovin’ og ånder.

Siden sidste indlæg har jeg modtaget en del wtf!?-beskeder på alle de sociale platforme, hvor jeg slår mine folder. Det er den clairvoyante dame, der driller. Jeg forstår det sådan set godt: Jeg er vel nok det mindst mystiske menneske, man kan forestille sig. Jeg har derfor lovet at prøve at skrive lidt om, hvordan en grundskeptiker som mig, ender sådan et sted.

Men inden jeg gør det, er der noget andet, jeg er nødt til at adressere. I lørdags fik mine fede fingre og jeg nemlig den sædvanlige mail fra Bloglovin’, og da jeg skulle trykke på et indlæg, kom jeg til at trykke på mit eget. Det er så her, jeg for første gang opdager, at man kan kommentere og like mine blogposter i Bloglovin’ - uden at jeg får det at vide. Kæmpe, KÆMPE undskyld til de mennesker, der har brugt tid på at kommentere derinde, uden nogensinde at få et svar. Jeg er virkelig ked af det. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvordan jeg kan få en notifikation, når nogen forholder sig til mig derinde, men det eneste, jeg umiddelbart kan se, Bloglovin' kan tilbyde, er en notifikation om, at der er kommet et nyt indlæg her på bloggen - og så langt er jeg med. Hvis nogle hærdede bloggertyper ved, hvordan man sætter det andet op, så giv *endelig* lyd.

Jeg kan også se, at der et par gange derinde er nogen, der har efterlyst en fb-side til bloggen. Jeg har ikke haft det indtil nu; simpelthen fordi jeg oplever, at folk er langt mere rabiate på fb end i kommentarfeltet på bloggen. Og for at være helt ærlig har jeg ikke gidet at stå model til skæld ud af vrede typer, der ikke kender mig, og derfor læser mine indlæg i en anden kontekst, end de er tænkt på bloggen. Men jeg har besluttet, at vi prøver det af. Hvis der kun er 5, der følger med, eller hvis Nationen retter deres søgelys mod mig, må vi tage den derfra. Jeg skriver, når fb-siden er oppe at køre. 

Tilbage til hovedemnet.

Jeg tror, jeg er nødt til at starte med at prøve at skrive, hvad jeg tror på, sådan når vi taler om det mere æteriske. Jeg betegner ikke mig selv som kristen, og ingen af mine børn er døbt. Jeg har det stramt med alt for religiøse udbrud, uanset trosretning, og når jeg er sammen med mennesker, der er meget ekstrovert troende, bliver jeg lidt utilpas, fordi det for mig er som at sidde sammen med nøgne mennesker. For mig er tro en privatsag, og ligesom jeg bliver irriteret, hvis folk, jeg ikke deler politisk ståsted med, prædiker i én uendelighed, synes jeg også, at tro bedst egner sig til at blive udbredt i plenum, hvis man bliver inviteret til at gøre det. 

Men jeg tror på intuition; at underbevidstheden ofte samler data flere steder fra, end fra den logisk tænkende del af hjernen, og at vi derfor ofte selv har svaret på de ting, vi bokser med - mange af os har bare mistet kontakten til den del af os selv. Måske fordi vi lever i en tid, hvor vi konstant præsenteres for, hvad alle andre mener om alt, samtidig med, at vi har fået skabt en kultur, hvor vi er ansvarlige for alt, hvad der sker os i livet. Når brølet fra meningsinfernoet bliver højt nok, er det svært at tune ind på en enkelt stemme, og endnu sværere at stole på, at det er éns egen. Og at den har ret. Men min overbevisning er, at når folk har glæde af englekort og tarotkort, så er det fordi de læser dét ind i motiverne, som de egentlig godt ved. Ligesom når man læser sit horoskop, og smider sin egen virkelighed ind i nogle ret overordnede betragtninger, og derfor synes, at det passer. 

Jeg tror også. at nogle veje fører bestemte steder hen, og at man er nødt til at følge lige præcis dén vej, man står på, for at nå til et bestemt resultat. Min egen oplevelse gennem årene har været, at hvis jeg skal slås for meget for noget, og hele tiden har fornemmelsen af at kæmpe og svømme op imod strømmen, så er det simpelthen fordi, det ikke skal være. Det er for stærkt at kalde det skæbnetro, for jeg er firm believer af den frie vilje, men når din frie vilje har placeret dig på et bestemt sted, på et bestemt tidpunkt, så tror jeg, at nogle forløb udspiller sig i en bestemt rækkefølge, som du ikke med viljens kraft kan ændre på. 

Jeg tror også, at man generelt vil føle langt mere ro i livet, hvis man øver sig i at lede efter det, coaches ofte referer til som “gaven” i en svær situation. Altså, helt basalt, at man i stedet for at gå i stå over omstændigheder, man føler er uretfærdige, prøver at skærpe opmærksomheden på, hvad noget, som føles svært, også kan have med. Egentlig det, som kristne referer til, når de siger, at hvis Gud lukker en dør, så åbner han et vindue.

Jeg tror ikke, at vi alle sammen mødes til taffel på skyerne, når vi engang skal herfra, men jeg har svært ved at tro, at vi bare forsvinder. At alt det bliver til ingenting. Her læner jeg mig  lidt op af termodynamikkens første hovedsætning; at energi ikke kan opstå eller forsvinde, men kun kan ændre form. 

(Ok, det bliver virkelig langt det her. Beklager.)

Nå, men tilbage (frem?) til starten af dette årtusind, hvor jeg havde det umådelig svært. Min hjerne har alle dage været min egen værste fjende, og jeg havde fået mig selv tænkt så langt op i et hjørne, at alt var blevet sort. Ad omveje hørte jeg om en clairvoyant på Fanø, som manglede kaniner, fordi hun var ved at .. læse? til clairvoyant. (Jeg er ikke helt stiv i fagtermerne her.) Fordi jeg ikke længere havde ideer til, hvad jeg skulle vende mig imod, gav jeg det et skud. Jeg kan huske, jeg sad på fanøfærgen og lænede panden mod vinduet en blå og råkold dag i december, og tænkte, at hvad hun end havde til mig, så kunne det kun flytte mig til et bedre sted. 

Hun blæste mig fuldstændig væk. Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg nogensinde har grædt så meget eller så forløsende. Jeg havde på forhånd lovet mig selv at parkere min skepsis udenfor, fordi alt andet ville være respektløst, men jeg kunne have sparet mig. Hun var omkring både meget konkrete hændelser fra min barndom og helt konkrete problemstillinger i mine relationer, og hun tog fat i meget, som hun ikke havde haft skyggen af chance for at vide, hvis hun havde været fake. Men sagen er, at for mig var det egentlig ikke det afgørende. For mig var det vigtigste, hvad *jeg* hørte i de ting, hun fortalte mig, og hvad *jeg* efterfølgende valgte at reagere på og rette opmærksomheden imod. For mig kunne hun ligeså godt have været præst, psykolog eller coach - da jeg tog imod tilbuddet handlede det om, at nogen tilbød mig sparring på mig selv og mit liv, og jeg var kørt fast. Og derfor synes jeg ikke, jeg havde noget at tabe.

Som sagt gjorde hun al min tvivl til skamme, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at hun kunne og kan noget andet og mere end de fleste af os andre. Derfor er det hende, jeg har bestilt tid hos igen i slutningen af april, nu hvor jeg endnu engang trænger jeg til, at nogen peger min opmærksomhed i retning af noget af det, jeg selv er blind omkring.

Det blev langt, men emnet er jo også lidt bredere end dem, vi ellers beskæftiger os med herinde. Jeg håber, at de af jer, der har spurgt ind til det her, føler, at jeg har svaret fyldestgørende. 


God mandag derude.

onsdag den 29. marts 2017

Op på bloggerhesten igen.

Når det er ved at være længe siden, jeg har blogget, bliver jeg altid ramt af en mild skriveblokering. Det er, som om jeg synes, at fordi jeg har været fraværende, skylder jeg noget *ekstra* godt, når jeg vipper stenen til side og træder ud igen. 

Når jeg er stille, er det næsten altid fordi, jeg har travlt. Det handler sjældent om, at der er noget, der er svært ude i virkeligheden, for som jeg efter foredraget i mandags på biblioteket fik at vide, så er jeg “virkelig et kommunikationsmenneske!” Jeg kan nærmest ikke føle noget uden at dele det. 

Mit problem er, at mine blogindlæg, både de moderat sjove, og dem, jeg håber inspirerer til eftertanke, altid opstår i stilheden. Når den ikke er der, bliver jeg en lille smule tosset, og det eneste, der kører rundt i hovedet på mig, er: “Jeg kan ikke tænke, jeg kan ikke tænke, jeg kan ikke tænke!!” Jeg vil tro, at den følelse, det giver mig, svarer til den, der får nogle mennesker til at gå i panik, når de dykker, fordi de pludselig ikke føler, de kan trække vejret. 

Jeg har efterhånden fundet ud af, at den eneste måde at komme omkring det på, er at skrive et ævleindlæg om hverdagen; at få produceret noget tekst, og lagt det op, så det hele flyder igen. Så det er dét, det her er. Ingenting, tilsat anslag, så alt det frosne tør.

Så. De sidste 14 dage har jeg:

* Været til gymnastikopvisning med Anton. Gik dårligt. Endte med at stå med Anton på den ene arm og Frida på den anden (#HunsWithGuns), mens de begge skreg mig ind i ansigtet i ren rædsel over, hvad fanden der foregik. Jeg tænker, at vi lige venter et år eller to med at gøre dét igen. 

* Været til møde på Antons kommende SFO-skole, hvor jeg forlods har haft en længere mailkorrespondance med personalet om, hvordan vi sikrer, at Anton ikke bliver glemt, nu hvor han skal gå i skole-skole et andet sted. Man får ét gæt på, hvem der stod alene tilbage på gulvet i aulaen, da de 51 andre børn var blevet fordelt blandt pædagogerne. Bidesåret i kinden, jeg var nødt til at lave, for ikke at komme til at græde lige dér, heler fint, tak fordi I spørger. 

* Været til møde på Antons kommende skole-skole, som jeg elsker, og hvor jeg nu, efter 77.000 spørgsmål er hvervet til at fremstille info til hhv. børnehaver, SFO’er og forældre til kommende børn i taleklasser. 

* Øvet et nyt program til fitnesscentret op og undervist i det, mens jeg var så træt, at jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke tabte vægtstangen ned i hovedet på mig selv.

* Været til generalforsamling i Foreningen For Tegnsprogstolke, hvor det lykkedes mig ikke at blive valgt ind i bestyrelsen, hvilket nok er det mest out of character-move, jeg (ikke) har foretaget mig i et par år. 

* Eller, lidt løgn, faktisk, for jeg har bestilt en tid hos en clairvoyant i slutningen af april. Jeg var hos hende for 20 år siden, hvor jeg havde det så skidt, at jeg tænkte, at alt var bedre end at have det, som jeg havde det - og hun var det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Lige nu synes jeg, at der er stilstand og afvikling overalt, hvor jeg kigger, og så kom jeg til at tænke på hende igen. 

* Bagt 72 pølsehorn til børnehaveafslutning.
* Holdt foredrag på Esbjerg Hovedbibliotek om min bog, hvilket var den fineste aften. Der var mennesker, jeg kendte, og nogle, jeg aldrig havde mødt, og lige inden jeg slog på glasset, kom min gamle rektor. Shit, hvor blev jeg glad.
* Været til 15 års tolkejubilæum. Serviceinfo: 3,5 times søvn gør det *ikke* ud for en fuld nat. 

* Set 3 sæsoner af The Good Wife. Hvis nogen har brug for juridisk bistand, sender de bare en mail. 

Og efter således at have svunget mig tilbage i sadlen, vil jeg ride ud og nappe et par afsnit mere, inden jeg sender mig selv i seng. 

torsdag den 23. marts 2017

Re kla mo

Hvis jeg husker rigtigt, kommer ordet reklame fra det italienske "Reklamo" som skulle betyde "Jeg råber igen" (Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl).

Det er ret præcist, hvad jeg har tænkt mig at gøre på mandag kl. 17-18 på Hovedbiblioteket i Esbjerg; råbe noget mere om mig selv.

Oplægget er, at jeg snakker om min bog og historien bag en halv times tid, og derefter er der mulighed for at spørge om alt, mellem himmel og jord. Jeg er lidt mindre nærig med detaljerne, når de ikke er skriftlige, og jeg derfor kan løbe fra dem igen.

Så uanset om du har fået børn alene, kender én, der har, overvejer at gøre det, virkelig gerne vil have et svar på et eller andet bestemt, eller bare keder dig og der ikke er noget i tv, så kom og vær med.

Jeg lover, at det bliver rart og hyggeligt.

fredag den 17. marts 2017

Om at huske det hele.

Jeg er sur for tiden. Ikke rasende-sur, men sådan øv-sur på den måde, hvor man godt ved, at hvis man i morgen fik Et Rigtigt Problem, så ville man med længsel ønske sig tilbage til den sorgløse tilværelse, man gik rundt i idag. 

Jeg forstår egentlig godt, at nogle mennesker med børn får kriser i parforholdet, når børnene ikke længere er helt små. Jeg har nærmest samlivskrise med mig selv. Lopperne er lige præcis så store nu, at der er mentalt overskud til at begynde at savne nogle af de ting, jeg brugte tid på, da jeg bare skulle tage hensyn til mig selv, men stadig ikke så store, at der er tid nok til at gøre det.

Jeg savner f.eks. træning og undervisning. Helt vildt. Ikke mindst fordi det var der, jeg plejede omgang med en stor del af mine venner. Jeg begynder også at savne at kunne blive hele weekenden, og fag-nørde eller hygge, når jeg er afsted, og ikke, som nu, altid være den, der kører hjem lørdag aften. 

Jeg ved ikke, om det er fordi man automatisk falder tilbage til det sidst kendte; det, man slap, da man fik børn, fordi man i den mellemliggende periode simpelthen ikke har opdaget, hvad er sket ude i verden. Det ville i hvert fald forklare min mors generations forkærlighed for små rygsække, og den efterfølgende generations videreførelse af den moderat aggressive korthårsfrisure.

Nu skulle man jo så tro, at det var fordi jeg havde for meget tid på hænderne, at jeg gik rundt og mukkede, men paradoksalt nok har vi samtidig hysterisk meget at se til lige nu. Anton er færdig med at gå i børnehave om 2 uger, og så starter skolelivet. Ud over, at det er virkelig surrealistisk, at han pludselig er skolebarn, så medfører dette skift en del forskellige møder og telefonsamtaler. Anton skal gå i SFO herude, hvor vi bor, men skal fortsætte i sprogklassen inde i byen, og da førskole og SFO hænger uløseligt sammen, deltager jeg i alle forberedende møder på begge skoler.

Samtidig er jeg, endnu engang, slået i gulvet af forbløffelse over, hvor usandSYNlig dårlig kommunikation, der er mellem de forskellige instanser i offentlig regi. Alle er søde og venlige, men det er, som om, Anton er det første barn i verdenshistorien, der har et forløb, der adskiller sig fra normalen, og jeg er ved at blive skør af at svare på spørgsmål fra mennesker i systemet, som jeg ringer til, fordi *jeg* mangler info. Jeg bruger enorme mængder af tid på det, og jeg sender dagligt tanker til de familier, der har børn, med større og langt alvorligere udfordringer, end Anton. Hvor må det kræve megen styrke at tackle hverdagen, samtidig med, at man konstant skal være foran, og klæde de mennesker på, som i bund og grund burde være sat på jord for at hjælpe dig.

Endelig har vi ramt en af de perioder, hvor alle de ting, der bare skal køre, pludselig stritter i alle retninger og nægter at lade sig frisere. Jeg har haft min bil på værksted 8 gange på to måneder, ALT ved min årsopgørelse er forkert pga. sidste års konkurs, hvilket er et problem, når man er så dårlig til disciplinen Skat, at det næsten er sjovt. Ligeledes er min ferie det kommende år forvandlet til en uigennemskuelig mosaik af fragmenter, som skal afvikles i en rækkefølge, jeg ikke forstår.

Men. I morges vågnede jeg til nyheden om, at Maria Gerhardt (Djuna Barnes) er død i nat, og det gjorde mig virkelig trist. Hun blev syg på nogenlunde samme tid som min veninde Lene, der endte med at dø af kræft, og derfor har hun haft en særlig plads i mit hjerte og min opmærksomhed. Og fordi det satte tingene i perspektiv, vil jeg nu hente mine både små og ikke-længere-helt-så-små børn, og sætte pris på, at vi er her, og at vi har hinanden. Lige her og nu. I eftermiddag får vi besøg af gode mennesker, og i morgen skal jeg til generalforsamling i Foreningen af Tegnsprogstolke, hvilket betyder et med længsel ventet gensyn med nogle af de bedste mennesker, jeg ved. 

Det er fredag, jeg har champagne i køleskabet, og i virkeligheden er jeg, hvor jeg allerhelst vil være. 


Rigtig god weekend.

søndag den 12. marts 2017

Policy of truth.

Jeg er med i en gruppe på fb, hvor folk køber og sælger Hummeltøj til børn. Egentlig ved jeg ikke helt hvorfor, for jeg tror, vi - samlet for hele husstanden - har 2 stykker Hummeltøj, men måske troede jeg, da Frida var lille, at hun var en hummelbaby? Anyway. Jeg har indtil nu oplevet gruppen som for-fb-helt-ukarakteristisk ordentlig; folk taler pænt, roser hinanden osv.

I morges så jeg så, at én fra admin havde lagt en undskyldning op; hun var kommet til at poste et screenshot i gruppen, som skulle have været lagt i admin-gruppen. Et medlem havde forbrudt sig mod reglerne og havde fået en advarsel. Når man kan se, at der under sådan et opslag er 88 kommentarer, som er indløbet på en time, er der kun én ting at gøre: Hente popcorn og læne sig tilbage. (Jamen, jeg kan lige så godt være ærlig; jeg åbner jo ikke kommentarfeltet, fordi jeg forventer at finde kuren mod kræft derinde.)

Stemmerne fordelte sig 50/50 på hhv. “Alle begår fejl” og “Det er ulovligt, uanset hvor det er lagt op!!” Og kender I de situationer, hvor noget, man indtil nu kun har haft til at drive rundt i kanten af sin bevidsthed, pludselig glider i fokus? For jeg er kæmpepro, at fb tager ansvar for at forsøge at slå nogle af alle de falske nyhedsartikler ihjel, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg syntes, at vi - altså, alle os helt almindelige mennesker - bør være med til at komme problemet med ytringer, der på forunderlig vis forvandler sig til sandheder, fordi de bliver gentaget i det uendelige og delt, til livs. 

Der var *virkelig* mange kommentarer om den påståede ulovlighed i opslaget, og jeg har (apropos…) ikke tjekket op på, hvor mange jurister, der er i gruppen, men jeg har en formodning om, at det er en af de situationer, hvor man bare højt råber det, man føler så stærkt, at det MÅ være sandheden.

I hvert fald har jeg efterfølgende kun kunne finde steder, hvor man kan se, at det er ulovligt, at fremsætte æreskrænkende, injurierende, usande/ubeviste påstande om andre, eller facerape dem. Intet af ovenstående var tilfældet her. Og alligevel var der så mange, der bekræftede hinanden i, at det, der var sket, var ulovligt, at mit bud er, at det for nogen opfattes som en sandhed, de efterfølgende tager med sig ud i verden. 

Internettet glemmer ikke, og hvis man ikke synes, at falske nyheder og alternative facts er et problem, kan man med fordel følge med i serien “Mit liv er stjålet” på DR3. Det er rystende tv. 

At folk hidser sig op over ting de læser på fb, synes jeg er helt i orden, og ofte også ret underholdende. At folk er rabiate, må de også selv ligge og rode med, sålænge de husker, at leve op til egne høje standarter. Fx. var der utrolig mange, der i forbindelse med Frost-gate lavede “meanwhile in Syria” opslag på deres vægge. Det er sådan set fint nok. Jeg kan sagtens se, at det kan være godt at huske, at der sker mere væsentlige ting rundt omkring i verden. Men når selvsamme folk så, ugen efter, poster billeder af tekopper, lommetørklæder og Vics, akkompagneret af rigelige mængder af grædesmileys og #FeelingTerrible, så tænker jeg, at det må være ok lige at spørge opklarende ind til, om man har misset den glædelige nyhed, at krisen i Syrien er løst.

Så hvad er det, jeg vil? Jeg vil gerne slå et slag for, at vi i bedste forældrebestyrelsesstil, prøver at være behjælpelig med oprydningen på vores eget lille hjørne af legepladsen. Man behøver ikke være ubehagelig, eller lægge sure opslag op, men når din veninde næste gang poster opslaget om, hvor farlig aspartam er, så synes jeg sagtens man kan skrive “Det lyder godt nok fælt - hvem er kilden her/hvor er det fundet?” For det kan sagtens ske, at aspartam (kunstigt sødemiddel) er farligt. Men det er da stadig relevant at se, hvor pågældende artikel kommer fra? Hvis det fx. er sukkerindustrien, der er afsenderen, er der da grund til at bevare en sund skepsis ift. indholdet. Eller alle opslagene om de farlige bivirkninger ved vacciner. Hvor kommer de fra? Statens Seruminstitut eller Heal Dig Selv- netværket? Det værste, der kan ske er, at vi bliver klogere, for ligger der en valid kilde bag, så har man lært noget nyt, og hurra for det. Ind imellem vil man ikke være i stand til at vurdere, hvad der er rigtig og forkert, og somme tider har man ikke tid. Men selv da vinder racen stadig, fordi vi er med til at fremelske en kultur, hvor det er normalen, at man forholder sig kildekritisk, og måske også hjælper hinanden med at gøre det til en vane liiige at tænke en ekstra gang over, om det godt nok kan passe, at man dør af at drikke mælk.

Det handler om at få plantet frøet i omgangskredsen, og om at få gjort det ok at standse ulykken. Hvilket selvfølgelig kræver, at man tænker over, hvordan man formulerer sig, så det bliver formålet og ikke retorikken, der fylder. Men det bliver kun gjort, hvis vi gør det, og jeg tror, at det er den eneste måde at lære både vores egen og de kommende generationer, at noget ikke nødvendigvis er sandt, bare fordi det står på nettet.


tirsdag den 7. marts 2017

I øvrigt, PMS-edition:

* har sprinklervæske-producenten - ud af, formoder jeg, 100.000 mulige dufte - valgt noten “tequlia”. Hvilket betyder, at jeg nu, ca. 24 gange om dagen, må undertrykke både kvalme og en nærmest pavlovsk trang til at træffe virkelig dårlige beslutninger.

* skal ægtepar stoppe med at skrive takketaler til hinanden på facebook. “Jeg vil gerne starte med takke dig, elskede xxx, for at have gjort dette muligt.” Stop det. Lige nu. Det irriterer mig så voldsomt, at jeg er ude af stand til at passe mit arbejde. 

* har jeg lige læst bogen Dobbeltliv, som var en pageturner af format - med nordeuropas vildelste antiklimaks af en slutning. Har lyst til at sagsøge forfatteren og opkræve et anseeligt beløb for både svie og smerte og bristede forventninger. 

* er det utroligt, hvad der sker med folks hukommelse ift. hvordan små børn er designede, når deres egne bliver 15+. Stød mig med en stungun hver gang jeg om 9 år i samtaler med mennesker med yngre børn indleder mine sætninger med: "Kan du ikke bare…”

* udsteder jeg hermed civilt forbud mod at omtale d. 18. marts som “sidst i marts”. I hvert fald når det ultimo februar falder som svar på spørgsmålet om, hvornår et bestemt stykke arbejde skal være færdigt #SURPRISE!

* skal vi lige have en frivillig til at ringe til reklamebranchen og gøre opmærksom på, at “Fordi du fortjener det” er det ringste salgs-ikke-argument. Ever.

må han også meget gerne, når han nu er parkeret ved telefonen alligevel, bestille et tæskehold, der stiller på Esbjerg Kommune og kort ridser op, hvorfor det er et relativt stort problem, at de i marts måned - altså, efter de fleste har indgivet ferieønsker - lige *vupti* forlænger skolesommerferien med en uge, og dermed skubber skolestart fra uge 32 til uge 33.


søndag den 26. februar 2017

Kriser og kærlighed.

Forleden var jeg i Aarhus og løb i den forbindelse på en god, gammel bekendt, der fortalte, at hendes forhold hang i en tynd tråd. Hun er én af mange i min omgangskreds, der enten står med den ene fod ude af døren, eller hvor skilsmissen er en realitet, og ligesom de andre jeg kender, der har måtte træffe den tunge beslutning, er det også konsekvenserne for børnene, der fylder mest for hende.

“Vi har nok ikke været gode nok til at lave ting sammen. Vi har glemt at pleje forholdet. Det hele har gået op i praktisk arbejde og logistik, mens børnene har været små, og nu er det som om, vi bare er gode venner” sagde hun.

Den sætning har jeg hørt i forskellige variationer hos stort set alle, jeg kender, der er gået fra hinanden, og igår slog det mig, at jeg faktisk ikke tror, at det er sådan, det forholder sig.

Jeg tror, at vi, når vi gennemlever kriser og store forandringer i livet, ændrer os som mennesker. Jeg tror ikke, at vi er de samme, som vi var, inden det hele blev vendt på hovedet, og hvis det er rigtigt, betyder det, at man, efter børn, dødsfald eller alvorlig sygdom, er to nye mennesker, der står overfor hinanden. Og det er simpelthen ikke givet, at de to mennesker passer sammen. Selvom der er masser af klister i form af fælles kærlighed til børnene, tidligere gennemlevede kriser, kendskab til hinandens familier osv., er det ikke nok, hvis disse to nye mennesker, helt grundlæggende, ikke længere er tiltrukket af hinanden.

Når man er nye kærester, ved de færreste, hvordan den anden reagerer på at blive udsat for maksimalt pres; der har sjældent været noget af en sådan kaliber tidligt i et forhold. Og når man bliver trykprøvet i livet, er der ikke overskud til hensyn eller forstillelse, og så kommer det hele ned til, om man har været så heldig at finde sammen med én, der enten reagerer, som man selv gør, eller hvor man komplimenterer hinanden. Både umiddelbart, og over tid. Og det aner man ikke noget om på forhånd. 

Jeg tror, man kan styrke sit forhold ved at blive ved med at tappe ind, også når det hele går RIGTIG hurtigt - men jeg tror stadig kun, at det virker, hvis de to nye mennesker har den kemi, det kræver at være i et forhold. 

Ligesom jeg virkelig, virkelig gerne vil prikke til idéen om, at sygdom er en kamp, man kan tabe eller vinde, afhængig af sin indsats, vil jeg også gerne tilbyde min mentale hånd i ryggen til dem, der måtte have brug for det, når det kommer til skilsmisse. Det er mig så inderligt imod, at man, når man kæmper for at overleve, uanset om det er i konkret eller overført betydning, oveni skal bære både egen og omverdenens ide om, at det er selvforskyldt, hvis man taber; at det handler om, at man har fejlet eller gjort for lidt. 

Alle gør det bedste de kan med det, de har. Særligt, når vi er pressede.

Det skal vi hjælpe os selv og hinanden med at huske på.

PS:

Apropos overhovedet ingenting, så gæsteblogger Anton og jeg hos søde Karmamilli, så der kan man lige stikke hovedet over, hvis man vil have Antons bud på, hvor gammel, jeg er...

søndag den 19. februar 2017

Sig noget klogt.

Lige siden jeg blev gravid første gang, har meningitis været på min top 3 over Mest Frygtede Sygdomme. Jeg tror, vi alle har passager i Angstens Store Bog, som er skrevet med caps lock, og uanset om det, vi er bange for, er reelt nok eller irrationelt og blæst fuldstændig ud af proportioner, så tror jeg, det ligger så dybt i os, at logikkens lys ikke kan nå derned. 

For mit vedkommende hænger det nok sammen med, at det er en af de sygdomme, man hører en del om, når man læser til tegnsprogstolk, fordi den er en af de store syndere, når det kommet til pludselig opstået døvhed. Når det er sagt, er det jo heller ikke just en sygdom, hvor øget kendskab giver øget tryghed. Således har jeg H.V.E.R eneste gang, jeg har været til vagtlæge med mine børn, insisteret på, at han/hun tjekkede ekstra grundigt for meningitis, og forklarede mig - i hvert enkelt tilfælde - hvorfor vi var sikre på, at det lige her *ikke* var det, der var tale om. 

Jeg ved godt, at når man hele tiden kigger mod himlen, fordi man frygter at få et fly i hovedet, så ender man med at blive kørt ned (sagde optimisten), men de sidste par måneder er jeg stødt på uforholdsmæssigt mange historier om den forbandede sygdom, og senest er en lille pige 5 km. herfra blevet smittet. 

Og nu er det, at jeg overvejer, om jeg skal lade ungerne vaccinere for de strenge af den, som ikke er en del af børnevaccinationsprogrammet. Jeg er proproPRO vaccine, og kunne man være helt sikker på, at en ekstra vaccine, ville betyde, at de aldrig fik det, havde jeg gjort det uden at tøve. Men som jeg forstår det, er der stadig en udgave af det, man kan blive smittet med, selvom man får alle vacciner i hele verden. 

Så det her er en af de gange, hvor jeg virkelig, virkelig gerne vil have jeres input. Hvad tænker I? Er det livrem og seler på illuminati-måden, eller giver det faktisk mening?

Kh

Den (over)bekymrede stenbuk

onsdag den 15. februar 2017

Om børn, undskyldninger og institutioner.

For omkring 10 år siden kørte der en ophedet debat i medierne mellem LOC og Hanne Vibeke Holst. Den udsprang af teksterne til hans single “Undskyld ho”, og var opstået fordi, HVH syntes, at det var problematisk at legalisere ord som ‘ho’ i det offentlige rum, fordi sprog skaber virkelighed. Dengang var den stærkeste følelse, jeg kunne mønstre til emnet, en let undren over, at hun orkede at tage kampen, som, set med mine øjne, var tabt på forhånd. 

Men den seneste tid har jeg tænkt mere og mere over det med, at en bestemt sprogbrug om et emne, ender med at definere, hvordan vi forholder os til det. 

For eksempel har jeg spekuleret meget på, hvordan vi taler om børneinstitutioner, både i medierne, på de sociale netværk, og i 1:1 relationen med vores børn.

Det kom sig af, at jeg opdagede, at jeg slæbte rundt på en grundskyld over, at mine børn skulle være i institution. Ikke over antallet af timer eller manglende feriedage, eller fordi de var syge og slatne, når jeg afleverede dem, men simpelthen dårlig samvittighed over det faktum, at de skulle være der. Jeg begyndte at lægge mærke til, at både jeg selv og mange af mine veninder med små børn, forlod jobbet i et tempo, der nærmest brød lydmuren, når vi havde fri, så vores børn ikke skulle bruge så meget som ét minut længere end allerhøjest nødvendigt i børnehaven, og var der bare optakt til, at man kunne give dem en halv eller en hel fridag, blev alt sat ind på at gøre det muligt. 

Nu er det jo sådan, at har man en hammer, så ser man søm alle steder, så da først jeg begyndte at lægge mærke til det her, bemærkede jeg også, at det stort set kun er de dårlige historier om børnehaver og vuggestuer, der finder vej til medierne. En sjælden gang sniger der sig en solstrålehistorie ind, men så er det altid en historie med et tvist; en institution, der har formået at lave vellykket integration af en bestemt type af børn, eller om steder, hvor de alle sammen er blevet så glade og berigede, fordi de har fået en praktikant fra en flygtningelejr.

Jeg er med på, at det vil være en både kort og måske i første omgang uinteressant artikel, hvis den skal handle om en helt almindelig institution, hvor medarbejderne går glade på arbejde, og ungerne trives. Bevares. Men stort set alle historier, jeg har læst, handler om dårlig normering og stressede pædagoger. Der er beretninger om nærved-og-næsten katastrofer, der skyldes, at en medhjælper har været efterladt alene på stuen med 52 børn, og der er historier om børn, der ikke får ferie og bliver afleveret tidligt og hentet sent, og som er drønsyge, men camouflerede raske med panodil, så deres ligeglade forældre kan efterlade dem på dørtrinnet alligevel. 

Og nu har jeg sgu set mig lidt sur på det, for for mig (migmigmig) har det betydet, at jeg stille og roligt er kommet til at tro, at det er en dårlig ting for mine børn at være i institution. Skadeligt, nærmest. Det hører med til historien, at jeg er ekstra nem at ramme, fordi jeg selv hadede at gå i børnehave, og husker det som startskuddet til den særlige afkrog af helvede, min skoletid viste sig at være; den del vil jeg godt tage på mig. Men jeg synes faktisk, at det er en tanke værd, at vi med vores sprog og vores adfærd er med til at signalere til vores børn, at det er synd for dem, at de skal i børnehave, for det synes jeg, helt objektivt, ikke at det er.

Vi har alle sammen fået vores børn, fordi vi gerne vil være mest muligt sammen med dem, men hvor meget “mest muligt” er, afhænger af vanvittigt mange ting, herunder en nærmest uendelig liste af tilfældigheder, som vi ikke selv er herrer (og damer) over.

Jeg er derfor begyndt at øve mig at i at tænke på børnehaven og vuggestuen, som loppernes arbejdsplads. For mandag morgen vil jeg sgu da også helst være herhjemme under dynen, hvor alt foregår i mit tempo, og der er kaffe på kanden, men det er ikke synd for mig, at jeg skal på arbejde. Tværtimod ville det være synd for mig, hvis jeg pludselig ikke skulle. Mit job giver mig mulighed for at vokse som menneske, fordi jeg bliver udfordret, både fagligt og personligt. Det har givet og giver mig relationer, som jeg sætter uendeligt højt, og det danner en kontrast til “hjem” som gør, at jeg nyder det ekstra meget, når jeg holder fri og kan blive dér. Og jeg er begyndt at tænke, at selvom de bruger kræfter på at være der, og ikke selv har valgt på samme måde, som jeg har - så gør mange af de samme ting sig gældende for mine børn. 

Så jeg øver mig i at tage den med ro, når jeg kører hjem fra arbejde. Jeg øver mig i, ikke at kompensere med Lego og M&M’s, når jeg afleverer mine børn, mens andre holder vinterferie, og jeg øver mig i at tale med dem om alle de gode oplevelser, som både de og jeg skal ud til, når vi træder ud af døren mandag morgen.

Det er svært, for der ligger mange års vanetænkning bag følelserne til det her, men jeg tror, at det er værd at udfordre både, hvad man siger og ser. For sin egen såvel som for børnenes skyld.

tirsdag den 7. februar 2017

I øvrigt:

* har jeg brug for, at vi når til enighed om, hvorvidt vi udtaler det “Skir” eller “Skyr”. Vigtigt både ift. hån men også fordi det er voldsomt irriterende at køre dobbeltkonfekt på udtalen, hver gang jeg selv snakker om det (hvilket er oftere, end man skulle tro) fordi jeg ikke ved, om det er prol på linje med 'MaLLorca' at sige “Skyr”.

* er kaktusser åbentbart den eneste plante, der overlever mit selskab i mere end en uge. Måske fordi de er mine botaniske spirit animals.

* tror jeg sgu, helt alvorligt, at jeg er gået i noget præ-overgangsalder af en slags. Har tæskeondt i alle mine led, er nærmest aggressivt deprimeret, når jeg har pms, og kan ikke få nålen på vægten til at flytte sig, om jeg så brugte hammer og mejsel. Nogen, der har erfaringer i nogen retning med det? Altså, med præ-udgaven?

* har jeg idag været nødt til at google: “Hvordan laver man et bål i en brændeovn”. Alene sætningen illustrerer på fineste vis, hvor rædselsvækkende blank, jeg er på alt, hvad der lugter af spejder, men efter 7 forgæves forsøg på at tænde op i min mexi-ovn, kan vi vist godt erklære nederlaget for officielt. 

* har jeg haft “Tjek selvangivelse” på min bobler-to-do liste i 2 måneder. De sidste to uger har jeg brugt aftenerne på at få streget på den, og det føles virkelig godt. I aftes var turen så kommet til selvangivelsen. Jeg lavede kaffe. Skrællede en appelsen (#hader). Vandede blomster kaktus. Det var sgu lige før jeg lavede strækøvelser i ren og skær overspring. Men så! SÅ loggede jeg på. Scrollede lidt op og ned. Rettede ét tal. Loggede af igen. Det tog 24 sekunder, og nu sidder jeg her med fornemmelsen af, at så nemt er der intet, der er. Hold kæft, hvor gad jeg godt at være sådan en, der var god til tal. 

* har jeg sådan en vejr-station, hvilket jo reelt bare er et fancy navn for et termometer, der viser temperaturen både inde og ude. De sidste par dage har den insisteret på, at det er 20,6 grader udenfor. Haha. As if. Men i den forbindelse gad jeg i øvrigt også virkelig godt være sådan en, der formåede andet og mere på den elektriske bane, end at prøve at fikse defekte apparater ved at slukke for dem og tænde dem igen.

* er jeg nødt til at spøge, om jeg er den eneste (ellers inkarnerede fan) der synes, det stak helt af i sidste afsnit af 4. sæson af Sherlock Holmes?

* har jeg endelig fået taget hul på Peter Falktoft og Esben Bjerres podcasts “Her går det godt”. Og det gør det virkelig. Jeg har kun hørt to afsnit indtil videre, men jeg er voldsomt begejstret.

* skulle Frida forleden til frisør. Da hun sad i stolen, og den rare dame rakte hånden med saksen frem, tog Frida fat om hendes håndled, kiggede hende lige i øjnene, og sagde meget bestemt: “Nej tak! Stop!”  Mine børn: Rasende, men høflige. 

* kunne man, hvis man ikke vidste bedre, tro, at det var Leonardo DiCaprio, der havde lagt gener til Anton. I hvert fald holder han (- altså Anton) stædigt fast i at træffe beslutninger med remsen: “Erle, perle, pif, paf, puf - væk med den beskidte luft.”



torsdag den 2. februar 2017

Haters will say it's photoshopped.

23 sekunder efter, at Beyoncé havde annonceret sin graviditet med dét her billede:


var der nogen, der lagde dét her op:


Jeg elsker internettet.

(Ps. Hvad sker der i øvrigt med det katolske begravelsestema?)

tirsdag den 31. januar 2017

Ved du, hvorfor skæve Thorkild ingen venner har? Det er fordi, lige børn leger bedst.

I lørdags i Mads & Monopolet, var der et dilemma fra en pige, som ikke kunne finde ud af, om hun skulle fortsætte med sit SU-lån. Et lån, hun havde taget, da hun flyttede i en dyr lejlighed, og som hun derfor strengt taget ikke længere havde brug for, fordi hun siden var flyttet i noget billigere, og derfor gik pengene nu til cafeture og læbestifter. Andrian Lloyd Hughes prædikede fornuft, Sofie Linde fest og London, og Thomas Warberg forsøgte at kaste et romantisk skær over toasts og byture på røven. 

For mig var det et af de dilemmaer, hvor jeg ville ønske, de ville ringe til mig, så jeg kunne få lov at bidrage med noget, jeg først selv har lært i en sen alder: Det er nemmere at være et bestemt sted i livet, når dem, man er omkring, er samme sted.  

Da jeg læste, var min bankmand en god bekendt. Det betød, at han forhøjede min kassekredit, når jeg ringede til ham og bad om det, hvilket jeg dengang syntes var super fedt. I dag? Not so much. Jeg lånte ikke et fast, månedligt beløb gennem hele min studietid, men fik alligevel opbygget en solid gæld, hvilket jeg er noget så utrolig træt af idag. For da vi læste, var alle fattige. Forskellige grader af fattige, men stadig. Alle boede mærkelige steder, med bad i kælderen, toiletter på gangen, og klamme udlejere, der mistænkeligt ofte stod i vaskekælderen, når det var trusser og bh’er, der lå i maskinen. Ingen havde råd til at spise de dyre steder, og alle var på fornavn med basis-kollektionen hos H&M. 

Idag, 15 år efter, betaler jeg - stadig - 2500 kr. af i måneden på det idiotiske lån. Da min arbejdsplads gik konkurs, var det meget tæt på at være den afgørende forskel på, om jeg kunne sige ja eller nej til mit elskede hus, og hvis man laver et hurtigt overslag i hovedet, kan man også godt se, at der havde været råd til mere ferie for børnene og mig, hvis der lå 30.000 kr. og flød på kontoen hvert år. 

Da jeg læste, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle leve et voksenliv uden at være i et fast forhold. Jeg anede ikke, hvordan en økonomi så ud, når man ikke længere var studerende, og at der ville komme udgifter ind i billedet, som er ret betragtelige, fordi jeg afholder dem alene. Forsikringer, licens, husleje osv. osv. osv. Alle de kedelige ting, der gør, at den voksenløn, man forestiller sig i alle de år, man hælder ketchup på sin pasta, faktisk ikke er så overvældende igen; i hvert fald ikke, hvis man sidder i et af de jobs, som en mellemlang, videregående uddannelse typisk munder ud i.

Og idag gør pengene derfor en større forskel, end de gjorde dengang. For dengang gjorde de da livet lidt sjovere, bevares, men de betød jo ikke, at jeg sad i en fed lejlighed eller kunne slippe for de studiejobs, der virkelig sjældent er givende og sjæleudviklende. Men idag er dem, vi har omkring os, *ikke* på SU mere, og idag, 15 år efter, GØR pengene en forskel, fordi de forhindrer mig i at gøre nogle ting for og med mine børn.

Egentlig oplevede jeg den samme mekanisme, da jeg fik Frida; at det er nemmere, at have små børn, når de andre i omgangskredsen også har. Da jeg fik Anton, var jeg en af de sidste i min vennekreds, der fik børn. De af mine venner, der havde små børn, havde typisk en stor på 4-5 år og en lille på 1-2 år. Med Anton ombord, var forskellen ikke så stor. Mine venners de mindste skulle stadig sove til middag, rodede stadig rundt om natten, skulle stadig fragtes rundt i noget på hjul osv. osv. Derfor føltes skellet mellem dem og jeg ikke så stort. Men da jeg fik Frida, og deres børn i mellemtiden var blevet hhv. 5 og 8, kunne jeg mærke, at jeg socialt blev hægtet af. Fordi det simpelthen ikke er det samme man kan med en baby, som man kan, når man har skolebørn. 

Man kan indvende, at det handler om FOMO; at ingen er gået i stykker af manglende ture til Legoland, eller af ikke at kunne sidde med ved voksenbordet og snakke, når man er i byen. Og det er fuldstændig rigtigt. Og jeg vil også gerne understrege, at vi ikke er fattige. Vi mangler ingenting, og mine børn vil til evig tid og uden sammenligning være de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Men når jeg, i enkelte, vanvittige øjeblikke, overvejer, om der ikke lige er plads til bare en enkelt, lillebitte baby mere, er det her faktisk noget, jeg har med i mine overvejelser: At man kan få sig selv koblet helt af sit sociale netværk, fordi man ikke kan deltage på lige fod med de andre. 

Så hvis pigen i dilemmaet havde spurgt mig, ville jeg klart have rådet hende til at ride fattigdommen af, så længe alle omkring hende er i samme båd. Nogle beslutninger kaster lange skygger, og livet udvikler sig somme tider i skæve retninger.

Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst, og forstået, da jeg var 20.