mandag den 29. august 2016

Jeg tror måske, jeg er tilbage.

Jeg begynder i hvert fald så småt at finde mine fødder igen. Jeg har stadig dage, hvor jeg kommer til at græde, uden helt at vide over hvad, og jeg har desværre en tendens til at blive gal på mig selv, når jeg piber. Noget med at tage sig sammen, og stramme op, og Titanic og børn i Afrika, som jeg tror de fleste kender? Men igår kom jeg under bruseren til at stå og spekulere på, hvorfor jeg har haft fornemmelsen af at hænge i frit fald de sidste mange måneder; hvad er der egentlig sket, der berettiger til følelsen af overvældethed, og en - nogle dage - nærmest altoverskyggende trang til at lægge sig ned på gulvet og hviske, at andre må tage over?

Efter 30-40 liter vand nåede jeg frem til, at det måske alligevel er ok at være blæst lidt omkuld, for på 14 måneder er det sket følgende:

1) Jeg har fået Frida. 
2) Jeg har brækket venstre ben og højre tå. 
3) Jeg er blevet banket ud af mit hjem, fordi naboens hus o meter væk var i færd med at udbrænde.
4) Jeg er blevet opereret i halsen.
5) Min bog, som har været på trapperne i lang tid, er pludselig ved at være klar til udgivelse.
6) Jeg har kæmpet med næb og kløer for at få Anton skoleudsat. 
7) Jeg har kæmpet med et andet sæt næb og kløer for at få en plads til ham på et særligt sprogtilbud - og fået det.
8) - så Anton er startet i skole. 
9) Min arbejdsplads gik igang med at forhandle lokalaftale, mens jeg stadig var på barsel, og selvom jeg har haft verdens bedste og mest kompetente afløser, så vender man sig som TR ikke om på den anden side og sover videre, når den slags pludselig sker. 
10) Jeg fik at vide, at min arbejdsplads var konkurstruet. 
11) - hvorefter jeg fik tilbudt det hus, jeg har sukket efter, siden vi flyttede herned. 
12) Hvilket jeg tog imod, og fik.
13) Jeg pakkede mit liv ned i kasser. 
14) Og fik nøgler og besked om, at arbejdspladsen var gået konkurs samme dag. 
15) Jeg skulle finde et nyt job, med alt hvad det indebærer af ansøgninger, samtaler, hvor man godt må være bare lidt præsentabel og nye personalehåndbøger.
16) Mit knæ er gået totalt bananas, og det er stadig ikke afgjort, om det skal opereres.
17)  Og endelig har jeg skulle skabe et nyt hjem til min lille familie, samtidig med, at begge mine børn har haft ferie.

Jeg tænker, at det er ok, at jeg savner noget helt almindelig, beige, størrelse medium, havregrødsagtig hverdagsmandag?

Jeg har været fraværende som bare pokker, både her og ude i den virkelige verden, fordi der har været så utrolig meget, der skulle nå at være styr på, inden jeg starter på mit nye job på torsdag, men jeg har tænkt mig at stikke hovedet ud og fortælle lidt om, hvordan det går med de forskellige ting, et indlæg af gangen, de næste par uger.


Jeg håber, at I er derude endnu, og at I alle har haft det rigtig godt og kedeligt.  

tirsdag den 23. august 2016

I øvrigt:

* overvejer jeg at unfriende alle - og jeg mener virkelig A L L E - der deler opslag på FB fra “Del dette”.

* kan jeg sei Euroman, at manbun-højborgen Joe&The Juice ifølge sig selv er at betragte som “en kultur”. Hvis de kommer med i kulturkanonen, sætter jeg mit statsborgerskab til salg. 

* udspandt følgende samtale sig i morges: (Mig): “Anton, prøv lige at tage den lidt med ro med det mad der. Det er jo ikke en konkurrence.” (Anton, med stemme balancerende på kanten mellem overbærende og uforstående): “Mor. ALT er en konkurrence.” Han er så utrolig meget min søn.

* kastede Frida sig ud fra en sofa i vuggeren forleden og tog fra med gebisset. Hun er så utrolig meget min datter. 

* kan ortopæderne ikke beslutte sig for, om det er noget med min menisken, eller et forkortet korsbånd (??), der er galt med mit knæ. Svært at afgøre, hvad man skal håbe på. 

* har jeg lige samlet en reol på 2 x 2 meter, og jeg føler en virkelig mærkelig blanding af stolthed og raseri. Yeih-me for at have samlet den. Fuck me for at være så fattig, at jeg er på saml-selv holdet. 

* har jeg, meget apropos, solgt for næsten 6000 kroner på Tradono og Reshopper. Det er sgu da også en slags penge?

* savner, savner, SAVNER jeg at være på plads. Vi er gået ind i 3. måned omgivet af flyttekasser, og med fare for at blive stemplet som utaknemmelig og forkælet, er min grænse ved at være nået. Der er sket så meget på så kort tid, at jeg slet ikke kan mærke mig selv mere. Jeg har den samme fornemmelse, man har, når man er på barsel, hvor man ikke kan finde ud af, om det er én selv eller resten af verden, der sidder på en karussel, der drejer meget hurtigt rundt, og hvor der er så meget at forholde sig til, at man får tunnelsyn og alt bliver underligt irrelevant. 

* ville jeg ønske, at Netto ville kalde sit eget mærke noget andet end “Lovena”. Hver gang jeg ser det, laver min hjerne en musikalsk autocorrect og afspiller hjælpsomt omkvædet til 80’er hittet “Funky cold Medina”. Det er ligeså irriterende som det lyder. 

* glæder jeg mig til det bliver hverdag, og man kan drikke kaffe, se Netflix og blogge, når man har lyst, og ikke først, når man har opsparet udpaknings-point nok til et frikvarter.

tirsdag den 9. august 2016

Vi er her endnu.

I et væld af uudpakkede flyttekasser, løse ledninger og midlertidige løsninger; jeg er på fornavn med Henrik ved HTH, og jeg glæder mig til at finde min negleklipper, men vi er her, og det er det vigtigste. Her er så utrolig pænt og rart. Og fint. Og pænt. Og stille. Og pænt. 

Så på husfronten er jeg smurt ind i begejstring.

Imidlertid tog tingene en lidt uventet drejning forrige fredag: Kl. 13 hentede jeg nøglerne til huset - og kl. 16 ringede min overboss for at fortælle mig, at min arbejdsplads havde indgivet konkursbegæring. Hvilket altid er en lækker besked at få, men som bliver ekstra deluxe, når man får den blæst ud i bilen på medhør, med begge unger på bagsædet, holdende i indkørslen, klar til ungernes jomfrufærd ind i det nye hjem.

Om lørdagen postede Forlaget Damgaard et billede på IG, der så sådan her ud: 



I eftermiddags afsagde Sø- og Handelsretten konkursdekret.

Så hurra og fuck i én mærkværdig pærevælling.

For at gøre en lang historie kort (mit speciale…) har jeg været så utrolig heldig at få job hos et andet tolkefirma; et sted, jeg rigtig gerne vil hen. Og lige nu er det hele simpelthen så underligt, for jeg er inderligt og oprigtigt ked af at miste den kollegagruppe, jeg arbejdede med ved det gamle firma, og min nærmeste chef var gjort af noget helt særligt. Samtidig glæder jeg mig til at starte det nye sted, hvor jeg kender en del af både tolke og ledelse, jeg får nye udfordringer, og der er forskellige delelementer, der gør, at vores hverdag herhjemme kommer til at hænge bedre sammen.

Vejret afspejler faktisk meget fint mit humør i de her dage, med storm, skyer og regn det ene øjeblik, og høj sol det næste.

Oven i alt det var det Antons første skoledag på sprogskolen igår, og jeg vil ikke nævne nogen navne, men *nogen* havde røde øjne, da vi trillede hjem.

I morgen skal jeg til Grindsted og have undersøgt mit knæ, som aldrig er blevet helt i orden igen, efter jeg brækkede benet, torsdag skal jeg have gjort det gamle hus helt færdigt til overdragelse, og fredag er der endeligt syn. Heldigvis har min nye arbejdsplads sagt ja til, at jeg først starter 01.09, så jeg får 14 dage til at pakke den sidste tredjedel af kasserne ud, få købt nogle flere skabe (seriøst: hvordan kan nogen mennesker klare sig med så få, som der var i det her hus??) (“var” = datid) og få gjort børnenes værelser til steder, der er rare at være.

Det må vist være i aften, jeg løfter glasset og skåler med mig selv på nye begyndelser.