mandag den 29. februar 2016

Gode spørgsmål og store beslutninger.

I kommentarfeltet til forrige indlæg spurgte Pernille, om ikke jeg kunne prøve at skrive lidt om de tanker, jeg gjorde mig, da jeg besluttede at få børn alene, og gerne lidt om, hvordan jeg oplevede vennernes reaktioner på det.

Selvfølgelig vil jeg det. 

Som de fleste andre kvinder i 30’erne, har jeg gennem tiden haft kærester med børn, og ham, der skulle ende med at blive den sidste, jeg havde, inden jeg gik ombord i soloprojektet, havde en pige på 4 år. Måske var det fordi, jeg på det tidspunkt var blevet 32 år, og min biologi så småt begyndte at tune ind på hele ideen om forplantning; i hvert fald kan jeg huske, at jeg for første gang lagde mærke til, hvor mange udfordringer det gav at have et barn sammen, når man ikke længere var kærester. De var ret uenige om nogle helt grundlæggende ting ift børneopdragelse; fx. mente den ene, at barnet sagtens kunne være alene hjemme, mens man smuttede i Netto, mens den anden var ved at få en blodstyrtning af raseri, da vedkommende fandt ud af, at dette blev praktiseret. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg havde været bundet for livet til de mænd, jeg igennem tiden havde været sammen med, og nogle ting begyndte at forskubbe sig i min hjerne.

Da vi endte med at gå fra hinanden, begyndte jeg derfor så småt at lege med tanken om, at jeg måske skulle prøve at få børn alene. Jeg ville stadig allerhelst have haft hele pakken med mand og svigerfamilie og juleaftener i nybyggede huse i forstæder, hvor det var ok at lade ungerne øve sig i at cykle på vejen, men jeg begyndte også at acceptere, at dét løb var kørt. Jeg var 32 år, og den fælles historie, det kræver at etablere et sådan liv, tager i de flestes tilfælde lang tid. Jeg begyndte at kigge på årene frem med objektive øjne, og erkendte stille og roligt, at jeg ikke var klar til at satse på, at den næste, jeg mødte ville være ham, jeg skulle stifte familie med. Jeg havde ikke på noget tidspunkt fornemmelsen af at have travlt. Jeg var bare ret usentimental ift til, at baseret på min historie, ville der formentlig komme flere mænd, men også flere brud, og for hver gang jeg gik eller blev gået fra, ville jeg være blevet et par år ældre.

Jeg vågnede ikke en morgen og tænkte: “Jeg gør det!” Min hjerne har det bedst, når vi spiser livets elefanter bid for bid, og ikke forsøger at overskue hele måltidet på én gang, så jeg bestilte tid hos min læge, og var oppe at snakke med hende. Jeg var et smut forbi banken og vende min økonomi, og jeg begyndte at læse, hvad jeg kunne finde af litteratur om kvinder, der havde fået børn alene, selvom der ikke var skrevet ret meget om kvinder, der demografisk lignede mig. Enten var de omkring de 40, og havde truffet beslutningen, fordi det var nu eller aldrig, eller også var det Betina Aller-typer, der - uden at jeg kender hendes økonomi i detaljer - formentlig har en løn, der muliggør en au pair eller to. Jeg syntes, det var svært at finde nogen at spejle sig i, og det fyldte en del for mig. Det er faktisk derfor, jeg et par gange sidenhen har sagt ja til at medvirke i forskellige artikler i aviser og dameblade; jeg vil gerne vise dem, der går med overvejelserne, men som er bange for, at det ikke er praktisk muligt, at det her godt kan lade sig gøre, selvom man er en virkelig almindelig type med et almindeligt netværk og en almindelig løn.

Efter et lille år med forskellige former for research løb jeg tør for grød at danse om. Jeg vidste godt, at jeg havde belyst samtlige af de vinkler, det kunne lade sig gøre at forholde sig til på forhånd, men derfra og så til aktivt at beslutte, at nu er det nu - der er alligevel et stykke. Men som de siger hos Nike: Just do it. Så det gjorde jeg. Slog hjernen fra, lukkede øjnene og sprang, og lavede Anton i første forsøg.

Undervejs i processen snakkede jeg selvfølgelig en del med både familie og venner om det. Jeg ved ikke, om det er mig, der er forvænt, men jeg havde ikke forventet andet end opbakning, og det var også det eneste, jeg fik. Reaktionerne hos veninderne faldt i to kategorier: Dem, der selv havde børn, spurgte typisk ind til det praktiske, f.eks. hvad jeg havde tænkt med netværk, sene dage på job osv., mens veninderne uden børn ofte var mere nysgerrige på “vi sender en pionér afsted, og afventer spændt rapport. Hvis det viser sig at være en farbar vej, er vi flere, der er klar til at følge efter”-måden. Begge dele var brugbart, fordi det gav mig mulighed for at snakke om stort set alt, hvad jeg havde af tanker. Når man ikke har børn, kan det godt være lidt intimiderende at snakke børn med dem, der har, for man aner jo ikke, hvad det rent praktisk vil sige, og ved derfor ikke, hvornår man udtaler sig himmelråbende naivt. På den anden side er det også herlig nemt at blive enige med de andre uden børn om, at barnepiger og konsekvent opdragelse løser alt.

Jeg synes, at de fleste spørgsmål jeg fik, var relevante og gode, men der var alligevel nogle få, som gjorde mig en smule irriteret: Dem, der fik mig til at føle mig dum, desperat eller som om, jeg var forpligtet til at have tænkt ALLE scenarier igennem på forhånd, inden jeg fik et barn alene. 

Når jeg fx. blev spurgt, om jeg havde tænkt på, at det var hårdt at få børn. Virkelig? Og her gik jeg bare sammen med Malou Stella, og troede, at børn bare var sjove accessories, jeg kunne lege klæd-ud med. (De Gamle Mødre, Kaare Sand. Make it happen)

Eller når de spurgte: “Har du råd til det?” Det syntes jeg sgu også var lidt groft, for jeg har aldrig hørt mine parforholdsvenner blive spurgt om det samme. Jeg er med på, at jeg som enkeltindkomst selvfølgelig står et andet sted end man gør, hvis man er to - men det fik mig stadig til at føle mig som et barn, der stod for at flytte hjemmefra, og planlagde at købe en patriciervilla på strandvejen. 

Jeg blev også over tid lidt træt af det, når velmenende mennesker udbrød: “Ej, men du har da masser af tid! Vent da og se, om ikke du finder én!” Igen: Jeg har sjældent hørt andre blande sig i, hvornår parforholdsvenner vælger at få deres børn. Vent 8 år? Come on. Jeg er ikke idiot; jeg kan godt regne ud, at de spurgte, fordi de ville mig alt det bedste, og derfor undte mig både kærlighed og børn, men det kom til at føles som om, de så mig som en desperat Bridget Jones-type, hvis biologiske ud tikkede så højt, at jeg, hvis jeg bare datede, ville være helt ukritisk med, hvem jeg fik børn med; bare *nogen* ville have mig.

(Jeg tror, det er meget forskelligt, hvordan man har det med at fortsætte med at date, når man planlægger at få et barn alene. Jeg kunne ikke. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle forene det. Børnebeslutningen var en proces for mig; en klippeblok, der rullede, som jeg ikke bare kunne bringe til standsning for derefter at puffe igang igen efter forgodtbefindende. Jeg syntes også, at jeg havde et helt forkert udgangspunkt for at møde en mand, for det kunne ikke falde mig ind at få et barn med én, jeg havde kendt i 20 minutter - men hvor længe skal man vente? Hvornår skal man tage snakken om, *om* begge parter vil have børn, for et nej-tak er en lidt træls overraskelse at få efter et år, hvis man regner med at være på vej mod hele pakken. Men hvis man bringer det op efter en måned, kan man jo ligeså godt sende “det er ikke dig, det der mig”-beskeden, for hvem ville *ikke* tage benene på nakken efter sådan et spørgsmål? Jeg har selv været ude med mænd, hvor jeg efter et par dates sad tilbage med en klar fornemmelse af, at de havde en ledig brik på pladen, som de så gerne ville have i spil, at det var ligemeget, hvem der blev hyret til jobbet. Ingen gider at vælges til på dét grundlag.)

Og når jeg blev spurgt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev syg, fik jeg altid lyst til at spørge, om de selv havde forholdt sig til ALT, inden de valgte at få børn. Der gives ingen garantier i livet for nogen, og hvad, hvis de blev syge? Hvis de blev skilt? Hvis den ene af dem døde, og den anden fandt en kæreste, der ikke brød sig om deres børn? Jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det har altid undret mig, at jeg forventes at have svar på alt, fordi jeg gør det selv, ligesom jeg også, efter jeg har fået børnene, jævnligt har mulighed for at undre mig over kommentaren om, at jeg “jo selv har valgt det.” Det kan du lige tro, jeg har, og jeg ville vælge at gøre det forfra igen og igen og igen. Men derfor kan jeg godt have dage, hvor jeg synes, det er hårdt, ligesom alle andre normale mennesker med børn - og de har også selv valgt det.

Så. For mig var det klart fedest, når venner og bekendte mødte mig med reaktioner á la: “Kæft, det lyder spændende! Hvad gør man sig af overvejelser, når man planlægger dén slags?” Det gav en samtale, der tog udgangspunkt i mig og min virkelighed, og det gav mig lyst til at sparre med dem, og bruge deres erfaringer, fordi samtalen blev jævnbyrdig.

Og i sidste ende er det vel den type samtaler, der giver begge parter mulighed for at gå klogere fra bordet.

søndag den 28. februar 2016

Når folk bruger: "Af princip bla bla bla...-" som argument i en diskussion:

mandag den 22. februar 2016

Helt udramatisk og low key update på, hvordan det går.

Jeg læste engang med på en blog, hvor bloggeren pludselig en dag skrev, at hun havde født. Hun havde ikke på noget tidspunkt nævnt, at hun var gravid, hvilket måske havde givet mening, hvis hun havde haft en madblog eller en strikkeblog eller en blog om matematikkens betydning for menneskets udvikling som race - men det var en dagbogsblog i samme kategori som min. Det kom faktisk til at betyde, at jeg stoppede med at læse med. Ikke fordi jeg syntes, at jeg havde krav på noget som helst, men fordi det gav sådan lidt en fornemmelse af at blevet venner med nogen - for så  at finde ud af, at de bare havde small talket for at få tiden til at gå, indtil de skulle noget med deres *rigtige* venner.

Jeg tænker stadig somme tider på det (det ligger omkring 10 år tilbage i tiden), fordi jeg godt kan have en tendens til at styre udenom de indlæg, hvor jeg “bare” fortæller, hvordan det går, sådan helt hverdagsagtigt og nede på jorden. De blogs, jeg selv læser med på, har alle denne type af indlæg, og jeg synes, det er rart at læse disse nedslag i helt almindelige liv, fordi det giver en god fornemmelse af, hvem mennesket bag bloggen er. Det er noget, jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at gøre, bare engang imellem, uden at sidde med fornemmelsen af, at “det er der sgu da ingen, der gider at læse” - så kan vi ikke aftale, at hvis man rent faktisk ikke gider at læse det, så springer man bare dét indlæg over, og kommer tilbage, når der igen er noget af det, der falder i smag?

Og efter således nærmest at have skrevet et helt indlæg om at skrive et indlæg, kommer her en lille update på livet ude bagved skærmen:

Frida er lige blevet 8 måneder, og vi har idag haft besøg af sundhedsplejersken. 8,8 kg og 73 cm, hvilket betyder, at hun nu er næsten dobbelt så tung og knap 20 cm længere, end da hun blev født. Sgu godt, man ikke fortsætter ud af den vækstkurve resten af livet. Igår fordoblede vi antallet af fortænder, så vi nu med stolthed kan fremvises hele 4 af slagsen, og som nævnt i sidste indlæg er det meget tæt på, at hun knækker kravlekoden. Hun er ved at være en lille pige og ikke længere en baby, og hun er simpelthen så sød og fin. Helt objektivt set, selvfølgelig. Jeg har fået plads i vuggestue til hende fra 18. april, og det kan jeg allerede nu mærke, at jeg ikke bliver klar til. Jeg ved ikke, om det er fordi, der er mere ro på denne gang, eller om det handler om, at jeg ved, at hun er den sidste, jeg skal have, men jeg får en lille smule åndenød ved tanken om at gå ud af døren uden hende. Helt klassisk er jeg dog også ved at få børnespat af at gå rundt på de samme 100 m2, og primært tale om Avengers og Ninja Turtles, og udelukkende at bruge min hjerne til at tage stilling til, om det er hapsere eller havregrød, der står på menuen til næste måltid.

Jeg kan også godt mærke, at jeg begynder at få lidt klamme håndflader ved tanken om, hvad det er, jeg skal tilbage til. Der er sket meget på min arbejdsplads, siden jeg gik på barsel, og i forvejen har jeg ikke det mest familielivskompatible job i verden. Weekendvagter, aftenvagter, skæve arbejdstider og opgaver, der indebærer meget transport, er ikke særlig foreneligt med et liv med institutioner og børn, man gerne vil se, inden de bliver så trætte, at de græder, bare fordi. Mine forældre er stadig på arbejdsmarkedet, barnepiger koster 100 kr. i timen, og min søster har selv en lille pige og et jobpuslespil at lægge. Men samtidig elsker jeg at være tolk; så meget, at jeg låser fuldstændig inde i hovedet, hvis jeg forsøger at forestille mig mig selv lave noget som helst andet, i et klassisk 8-16 job.

Er det for meget forlangt, at man bare gerne vil have det bedste af alle verdener?

Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg også var ved at brænde sammen af stress ved tanken om, hvordan enderne skulle nå sammen, da jeg startede på job, efter jeg havde fået Anton, og at en af mine stærkeste sider er at få det bedste ud af at være, hvor jeg er. 

- hvilket jeg jo så passende kan begynde at praktisere, så jeg ikke hælder de 2 sidste måneders barsel ned i et sort hul af bekymringer. Det ender med at gå, for det gør det jo altid.

En sidste ting, som ikke har noget med noget at gøre overhovedet: 

På mange andre blogs ser jeg, at bloggerne med jævne mellemrum laver spørgerunder, hvor de inviterer til, at man kan spørge om hvad som helst. Mit liv er meget lidt VIP, og jeg er ikke just den mørke, mystiske type, men jeg kom til at tænke på, at der jo godt kunne være læsere, der er kommet til hen ad vejen, som måske har et eller andet opklarende, de gerne vil have svar på. Hvis det er tilfældet, er man altid meget velkommen til at smide sine spørgsmål i kommentarfeltet. Blot til info. (Her må jeg sætte mig på mine hænder for ikke at bryde min egen regel om ikke at lave smileyer)

God aften derude i stuerne.

tirsdag den 16. februar 2016

I øvrigt:

* Går Anton i disse uger igennem en sur fase, hvilket nogle gange er virkelig sjovt, og andre gange udløser en akut, inderlig trang til beroligende psykofarmaka. F.eks. vågnede jeg forleden morgen ved, at han satte sig på mig og råbte: "NEEEEJ!! JEG GIDER IKKE SOVE!!" I søvne. For fanden, altså. 

* Forstår jeg simpelthen ikke, hvem det er, der køber de idiotiske plakater fra Hipd med dyr og engelske udtryk med danske dyre-ordspil. “Storker du mig” og “Gæs who’s back”. Den med sælen gør mig decideret hidsig. 

* Og nu, vi snakker om ting, der ikke er sjove, kan jeg også fint klare mig uden flere selvhævdende “I speak danish/raise boys/do crossfit - what’s your superpower?”-memes.

* Er også klar til at sige farvel til “Bum!” og “-kører den ind med.”

* Er Anton måske ved nærmere eftertanke ikke den eneste, der går igennem en sur fase. 

* Er jeg all for valentinesdag. Virkelig. Giv den gas med blomster og kærlighed. Men jeg har på to-do listen, at jeg skal have fat i Mark Zuckerberg, så vi kan snakke om, at når FB laver en valentines-gift-wrap funktion på deres chat, så skal ikonet være væsentligt større, så man ikke kommer til at sende en opskrift på kødsauce, der eksploderer i en sky af hjerter og amorpile, til sin chef.

* Skal, skal, SKAL jeg til at tale pænere. Forleden hamrede jeg tåen ind i en stol, og da jeg sammenbidt hvislede “Av for …!!”  supplerede Anton hjælpsomt med “Helveg?”

* Kan det godt ske, at han er en lille syrling i disse dage, men til gengæld er han pludselig nået frem til, at Frida er et hit. Efter lidt distræt at have betragtet hende som en slags larmende møbel, er han nu så stolt af hende, at det er lige til at hyle over. Når jeg f.eks. henter ham i børnehaven og Frida står på gulvet i sin autostol, vender han hende med tryllekunster-attitude og “World behold: Frida!!”-arme, hver gang der kommer andre forældre ind i garderoben.

* Stødte jeg forleden på IG på et nyt udtryk for duckface, som jeg fremadrettet har tænkt mig at få flettet tilfældigt ind i samtaler mindst én gang om dagen: Strippernæb. Jeg DØDE af grin. 

* Er Frida millimeter fra at begynde at kravle, og hun øver sig flittigt. Også om natten. Beklageligvis får hun sat i bakgear hver gang hun møffer afsted, hvilket betyder, at hun ender i fodenden af sin seng, under dynen, hver gang - og det bliver hun RASENDE over. Så vi ser en del til hinanden om natten for tiden.

* Vil jeg efterlade jer med et værk, jeg har udvalgt i bunken af sure riddere, sure snegle, sure trekanter og sure spidermen.


Det hedder: "Anton & mormor er sure."

tirsdag den 9. februar 2016

Når Richard Ragnvald skal til at være en stemme i den politiske debat:

Skuld gammel venskab rejn forgo.

For nogle uger siden var jeg i byen med en flok, hvoraf halvdelen havde børn, og den anden halvdel ikke havde. Når jeg er sammen med mennesker, der ikke har børn, bliver jeg altid meget bevidst om, hvor meget børn fylder i samtalen, hvis flere af de andre tilstedeværende har, og jeg vrider altid min hjerne i forsøget på at finde på noget at fortælle, som ikke involverer Anton og Frida. Selvom den gode samtale ikke er mit ansvar alene, har jeg ikke lyst til at være en del af et selskab, hvor man skal fake interesse og smile anstrengt, fra man kommer til man går.

Resten af weekenden gik jeg og tyggede lidt på, at det faktisk er en overvejelse jeg gør mig langt oftere nu, end før jeg fik børn. Før var der selvfølgelig også emner, der var mere oplagte i nogle sammenhænge end andre, men der var ikke noget, jeg decideret kørte censur på. 

Måske er det fordi jeg er gået lige fra at være single uden børn, til at have om ikke hele familiepakken, så i hvert fald en ret afgørende del af den, men jeg kan meget tydeligt huske, at vi dengang var enige om, at dem, der havde forplantet sig, måske ikke altid var de mest interessante borddamer og -herrer at få. Når de var med os i byen, endte det også ofte med, at de flere gange i løbet af aftenen, undskyldte at de ikke havde så meget andet end børn at byde ind i samtalen med.

Eller måske er det fordi, jeg blandt mine facebookvenner stadig har mange singler, der mere eller mindre frivilligt har fravalgt børn, og at jeg derfor hvert år til fastelavn ser en del harske kommentarer om underholdningsværdien af billeder af udklædte fastelavnsbørn.

I hvert fald har jeg en fornemmelse af, at det ofte er dem med børn, der i samtalesammenhænge dukker hovedet lidt og holder igen - og hvis det virkelig er sådan, det forholder sig, så synes jeg faktisk ikke, det er helt i orden. 

(Hvorfor er det i øvrigt, at det ofte er dem, der er mest rabiate i deres udmeldinger om, hvor uinteressante og ulækre børn er, der poster daglige updates om deres dyr?)

(Jeg dømmer ikke. Jeg undrer mig bare.)

Som sagt kan det godt være, at det er fordi jeg er sprunget hele *find en mand, lær ham at kende, flyt sammen, stift familie* fasen over, at jeg lægger mærke til det - men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville virke, hvis man prøvede at vende den om? Jeg tror, de fleste ville reagere, fordi det ville virke åbenlyst uforskammet, hvis jeg meldte ud, at jeg ikke orkede at sidde ved siden af flere singler uden børn, når jeg var ude, fordi det er røvsygt at høre om deres katte, hvem der var mest fuld i byen i sidste uge, og at crossfit er taget af planen om onsdagen i fitness world.

Èn ting er de sociale sammenhænge, hvor man ikke selv bestemmer, hvordan deltagersammensætningen er; det tror jeg de fleste kan overkomme, fordi det trods alt ikke er den slags, der er flest af, men jeg synes faktisk, at det her har påvirket flere af mine egne relationer mere, end jeg på forhånd ville have troet. 

Jeg tror, man ville nå langt, hvis alle parter - også dem, der får børn - kunne slutte fred med at det for mange venskabers vedkommende betyder en form for skilsmisse, når den ene part får børn og den anden ikke gør. At få børn har i hvert fald for mig ændret alting; ikke fordi jeg sætter alt på hold, eller lever gennem dem, men fordi de kommer til at udgøre den ene streng i livsDNA’et, og helt naturligt bliver det, alt andet både følger og snor sig omkring. De rykker på alt, lige fra den praktiske hverdag til måden, man betragter tilværelsen på, og for mit eget vedkommende er jeg blevet bevidst om mine værdier på en helt anden måde, end jeg var, før jeg fik dem. Jeg er på mange måder et andet menneske, efter jeg har fået børn, end jeg var, inden jeg fik dem; det jo nærmest et nyt menneske er trådt ind i omgangskredsen. 

Det betyder ikke, at jeg synes, man skal forkaste alle sine venskaber i det sekund, man bliver gravid. Men det betyder, at jeg synes, man skal gøre op med sig selv og måske endda hinanden, om man vil relationen på de nye vilkår eller ej. Hvis svaret er, at det vil man, må man lægge det arbejde i det, det kræver, at skabe et nyt rum, hvori man kan finde både hinanden og hinandens interesser. Uanset om disse viser sig at være katte eller børn.

mandag den 1. februar 2016

I øvrigt:

* er mine børn blevet raske(-ish). Gud ske tak og lov, praise Allah, og tusind kys på den hellige jomfrus bare fødder. To syge børn i en uge. Hvor skriver man sig op til lægeordineret heroin?

* har jeg lige brugt 4 minutter af mit liv, jeg aldrig får igen, på at google “heroin” fordi jeg stadig ikke har fundet ud af, hvordan man bruger stavekontrollen på en mac, og ikke gennem mine tæppetykke øjenlåg kunne se, at jeg havde skrevet ‘herion’. Når de siger, at søvn er overvurderet, lyver de. Virkelig meget.

* startede jeg mandagen med at HAMRE havedøren i, uden først at sørge for at flytte min finger. Passende nok var det fuck-fingeren. Det gjorde så ondt, at der gik en hel putning, før jeg opdagede, at jeg nærmest styrtblødte ud fra det hul, hvor der før havde været brugbart og værdsat kød. Heldigt, at man ikke rører ved ret meget, når man skal have lagt et barn i en barnevogn. Ffs.

* har vi, 3 huse henne, fået vores helt egen knallertbande her i ghettoen. Hvis nogen spekulerer på, hvor meget det larmer, når man tuner den slags helvedesmaskiner, er de meget velkomne her: Vi har have ud til 1 km ren, lige asfalt, hvor man kan gasse op og køre om kap i én uendelighed. Jeg har det efterhånden som den bamse, Anton havde, da han var lille, der, når man trykkede den på den ene pote, metallisk råbte: “Giv. Mig. Et. Hus!” Virkelig. Giv mig et. Pretty pretty PRETTY please. (Ok, så måske sagde den “knus”, men det *lød* som hus.)

* har jeg med nærmest klinisk interesse iagttaget, hvordan min irritation over fuldstændigt ligegyldige ting, stiger proportionalt med mit underskud. Blev således igår så utrolig rasende på en hipster med solskærm - ja, solskærm. Som dem, Whamdrengene har på i videoen til Club Tropicana - der sagesløst kom gående på fortovet, at det krævede AL min viljestyrke ikke at køre ham ned. 

* ønsker jeg mig en myndig voksenlyd at udbryde, når edderkopper sniger sig ind på mig, i stedet for det uværdige børnehyl, jeg for tiden opererer med.

* har jeg skrevet til skolelederen på Antons kommende skole og spurgt, hvornår vi får beslutningen om udskydelse på skrift fra dem (indtil nu har vi den kun i referat fra mødet i sidste uge). Den præcise formulering var: “Jeg spørger, så jeg kan få fred i sjælen og sove om natten, og ikke behøver at frygte, at nogen med hugtænder og trang til at statuere et eksempel kommer og råber: “IKKE ALLIGEVEL”. Jeg har efterfølgende haft en lang snak med mig selv om, at det ikke i alle sammenhænge nødvendigvis er hensigtsmæssigt bare at skrive, hvad man tænker. 

* erklærer jeg hermed min hestehale for værende min signaturfrisure; man behøver således ikke længere at ligge vågen om natten, hvis man har glemt at sige til mig, at: “Det bare er SÅ pænt til dig med løst hår! Det skulle du tage at gå noget mere med!” Det kommer ikke til at ske. Nogensinde. Jeg bliver fuldstændig utilregnelig, når jeg får mit hår i øjnene, ligger på det eller får det i klemme under baren, når jeg træner. (Ja, jeg overlad det blot til mig at få vredet en kompliment ud af hænderne på dig og forvandle den til fornærmelse.) Så. Signaturhestehale. It’s fashion, baby. Look it up.

* er Frida begyndt at fægte så meget med armene, når man giver hende mad, at det leder tankerne hen på et pinball-spil, hvor præmien for at komme igennem et level er, at man ikke er nødt til at skifte tøj til sidst.

* bliver jeg ved med at tabe de samme to kilo og tage dem på igen, så hvis nogen ligger inde med forrygende snackopskrifter, der kan fremstilles på 24 sekunder og indeholder 1 kcal pr. 1000 gram, så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.

* har jeg brug for at opponere inderligt og højlydt imod Bilkas nye påstand om at være et “hyper-marked”. Hold nu KÆFT, hvor er det dumt.

* kan jeg godt selv høre, hvor utrolig sur og træls jeg lyder, så nu går jeg ud og lægger mig i blød i kaffekanden i 7-8 timer. Undskyld, møs og god-tidlig-nat.