onsdag den 27. januar 2016

Nogle sejre er vigtigere end andre:

"Der er fra skolens side bevilliget skoleudsættelse."

tirsdag den 26. januar 2016

Når begge børn på 4. døgn er syge, og med schweizisk urværkspræcision vækker hinanden hvert 30. minut hele. fucking. natten:


fredag den 22. januar 2016

Om likes og haters.

Jeg følger Peter Falktoft på facebook. Egentlig er jeg på alle måder uden for målgruppen; jeg er både for gammel og for høj, og tøjstilen har jeg for længst opgivet at forstå, men jeg synes, at han og Esben Bjerre var fuldstændig forrygende sammen i radioprogrammet Monte Carlo, og derfor hænger jeg på. 

Det er efterhånden et par år siden, at MC lukkede ned, og uden at fornærme nogen, kan man vist godt sige, at tv-programmet af samme navn aldrig fik fat på helt samme måde. Tiden er gået, og Peters opslag på fb har stille og roligt ændret karakter; da han lavede MC, var der ret meget, der var ret sjovt, mens det det sidste års tid mest er blevet til selfies og træningsupdates.

For nogle uger siden lagde han et billede op af sit træningsprogram, hvilket af en eller anden grund blev for meget for mange af hans følgere. I hvert fald gik kommentarsporet amok i “Du VED godt, at man kan træne, uden at fortælle hele verden om det?” Som reaktion på dét, lagde han i efterfølgende en lang post op, hvori han langede ud efter dem, der hatede på andres træningsupdates. Og kommentarsporet hértil, synes jeg faktisk var ret interessant. For der fik han sgu tæsk. Og ikke af den sædvanlige slags, hvor folk, der ikke kan stave, bare sviner til, fordi de kan, men fra velformulerende, godt argumenterende mennesker, der - set med mine øjne - faktisk gjorde sig umage for at forklare, hvorfor han fik de reaktioner, han fik, og hvorfor de synes, at det seneste opslag måske var lidt over stregen.

Helt forudsigeligt gik der “hvis man ikke kan lide lugten i bageriet” og “intet bageri uden kunder” i den; den evindelig form for hønen og ægget, der også har floreret i blogland, så længe, jeg kan huske.

Men debatten fik mig alligevel til at tænke. For hvis vi et øjeblik prøver at parkere den med, at folk selvfølgelig må poste præcis dét, de gerne vil på deres egen væg/konto/profil, så handler det måske om, at vi begynder at opholde os så meget i cyberspace, at nogle af de samme mekanismer, som hersker IRL, også begynder at træde i kraft derude. I det virkelige liv spejler vi os i hinanden og adfærdskorrigerer, hvis nogen opfører sig som røvhuller eller bryder det sociale kodex; tænk bare på de gange, du har fået sagt noget virkeligt uheldigt, eller er kommet af sted i det helt forkerte tøj. Det eneste, der får dine ord eller dit outfit til at skille sig ud fra mængden er, at der er en mængde at skille sig ud fra, og at mængden eller de folk, der udgør den, reagerer. Måske uden at sige noget, men du er ikke i tvivl om, at du har ramt ved siden af.

I cyber har vi ikke rigtigt mulighed for at sende signaler med kropssprog eller tonefald. De eneste redskaber, vi kan gøre brug af dér, er enten at klikke “unfollow” eller at skrive direkte til folk, at vi ikke bryder os om det, de laver. Indtil nu har jeg altid argumenteret for, at man jo bare kan gå sin vej, uden at gøre et stort nummer ud af det, for jeg har selv et par gange fået kommentarer fra læsere, der helt eksplicit skriver, at de nu vil holde op med at læse med, fordi “du var meget sjovere før” hvilket - i hvert fald på mig - gør ondt.

Men måske ville nogen af dem, der går, faktisk gerne være blevet hængende? Måske synes de bare, at de efterhånden får noget helt andet, end dét, de signede up for? Jeg tror fx. at det er det, der er blevet et problem for Peter Falktoft; at humoren er forsvundet, hvilket gør den solide selvpromovering en lille smule svær at se på, fordi det, når humoren er væk, bliver selvhøjtideligt i stedet for inspirerende.

Dermed ikke være sagt, at det er læseren, der skal diktere indholdet, for så dør passionen hos den, der skriver, og man vil alligevel aldrig kunne gøre alle tilfredse - men måske er det ok at blive gjort opmærksom på det, hvis dét man siger, ikke længere bliver modtaget, som man tror, det gør?

Ret skal være ret: Det forudsætter, at du som læser har selvindsigt nok til at vurdere, om du er målgruppen for den blog eller konto, du følger. Da Mads & Monopolet kørte på P3, blev jeg virkelig irriteret over alle dem, der på FB skulle kommentere P3’s musikstil. Jeg synes også, at den er røv og nøgler, men det var os over 30, der var på besøg på kanalen, og det forudsætter en form for indexreguleret kærlighed, hvor man tager det, man godt kan lide, og abstraherer fra det, man ikke kan. Det andet svarer til at gå på natklub og brokke sig over, at musikken er for høj, og belysningen for dårlig.

Egentlig synes jeg, at ovenstående allerede fungerer fint på IG, hvor der er kontant afregning ved kasse ét, men på den positive måde: Hvis folk kan lide det, de ser, stikker de et like. Hvis ikke, lader de bare være. Og det er da en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvor godt modtagerne føler sig underholdt. Fx. postede jeg dagligt et billede af min kæmpe mave sammen med en rasende tekst, da jeg gik længere og længere over tid med Frida. Og det var faktisk ret interessant at se, hvordan antallet af likes faldt fra dag til dag. (Her holder jeg dog muligheden åben for, at det var i sympati; jeg er altid selv i tvivl om, hvad jeg skal gøre, når folk poster sygebilleder. Et like virker ligesom lidt for begejstret). Jeg valgte at gøre det alligevel, fordi det var nemmere end at svare på 1339483943 “har du født??”-sms’er, men det gav et fint fingerpeg om, at mine følgere synes, at det var sjovt første gang, og derefter blev det sgu lidt irriterende at se på.

Det kommer aldrig til blive rart. Jeg kan stadig huske stort set alle de kommentarer, jeg har fået, fra folk, der har kritiseret mig og min blog, og de svier lige meget hver gang, uanset hvor meget jeg prøver at foregive noget andet. Specielt hvis jeg faktisk godt selv kan se, at der kan være noget om det, de skriver. Og selvfølgelig kan man vælge at holde fast i "min bil - mine regler", og så luge benhårdt ud i, hvem man har med på passagersædet - men det hedder “de sociale medier”: De giver ikke mening, hvis vi er der alene.





mandag den 18. januar 2016

Tal ordentligt. Det koster ikke noget.

I morgen fylder jeg 39 år. Min fødselsdag ligger så tæt på nytårsaften, med alle dennes endeløse muligheder for selfshaming og de deraf følgende forsætter, at jeg sjældent udnytter muligheden for at gå mig selv og min adfærd efter i sømmene og overveje, om noget bør spændes efter, men i år kan jeg alligevel mærke, at der er en ting, jeg ville ønske, jeg kunne blive bedre til. (Her bruger jeg lige 30 sekunder på at overveje, om det kommer til at lyde som om, jeg mener, at jeg er så tæt på at være fuldkommen, at der kun er et enkelt punkt tilbage på listen, der skal vinges af, før vi rammer perfektion, men jeg beslutter, at I forstår, hvad jeg mener.) 

Jeg ville virkelig, virkelig ønske, at jeg talte pænere til mig selv.

Den anden morgen i badet, kom jeg til - højt - at bede mig selv om at holde kæft. Nu, hvor jeg sidder og tænker over det, ér det faktisk med årene blevet (lidt) bedre - der er områder, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg har sluttet fred med at være det, jeg er, og derfor ikke behøver at adfærdskorrigere med skæld ud hele tiden, men der er godt nok også områder, hvor jeg stadig næsten skammer mig, når jeg bliver opmærksom på, hvad jeg siger til mig selv, når ingen lytter. Hvis nogen ude i verden talte til mig eller mine på den måde, ville jeg vende rundt på hælen og aldrig se mig tilbage, men det er jo en lille smule svært at låse en del af sin personlighed inde i skabet, primært fordi der er ikke plads til mere. 

Jeg synes næsten, jeg mangler et register. Det er som om, der kun findes psyko-prygl eller forsøg på at forklare, som altid har en kedelig, defensiv undertone. Vi taler om sætninger som: “Altså, jeg gør det så godt, som jeg kan!” og “Så må du (jeg? Bliver pludselig i tvivl om, hvordan jeg tiltaler mig selv) jo bare gøre det bedre i morgen”.

Hvilket vi vel godt kan blive enige om, ikke er de verbale ækvivalenter til et varmt, støttende knus.

Det helt åndssvage er, at jeg aldrig nogensinde hverken taler sådan til eller tænker sådan om mine veninder. Det kunne ikke falde mig ind at dømme dem, fordi de ikke har tabt sig nok, eller er kommet til at shysche så højt på deres baby, at denne begyndte at græde (#IhateMyself) Tværtimod kan jeg næsten blive sådan lidt lattermildt irriteret på dem, hvis jeg kan høre, at de kræver af sig selv, at de skal være perfekte, for det er der jo ingen der er…

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man ændrer på så indgroet en vane, men jeg har tænkt mig at prøve alligevel, for jeg tror, at der er meget sandhed gemt i det her:


tirsdag den 12. januar 2016

Bye bye Bowie.

Jeg ved ikke, om man må skrive nekrologer over mennesker, man ikke har kendt, men ikke desto mindre er det noget i den retning, jeg har tænkt mig at gøre.

Tænk, at David Bowie er død.

Jeg har aldrig været die hard fan af hans musik, og jeg ville tabe de fleste David Bowie quiz’er stort. Jeg er med andre ord én af dem, som de virkelig inkarnerede fans væmmes over på de sociale medier lige nu, fordi jeg ved at begræde hans bortgang på en eller anden måde lader til at tage noget, der ikke er mit.

Men han var en af de offentlige personer, jeg har haft allermest respekt for, og jeg har altid - til mange af mine veninders inderlige rædsel - været forelsket i ham. Jeg synes virkelig, at han var smuk på en nærmest overjordisk måde, og hvis jeg skal forsøge at beskrive ham i ét ord, er det, der falder mig først ind 'æterisk’. På mig har det altid virket som om, han på alle måder svævede et niveau eller to over denne verden, og det mener jeg på den allermest positive måde overhovedet. Det var, som om, han altid bare var præcis, det han var, fuldstændig uden at ænse, hvordan andre opfattede ham. Hans integritet var urørlig, og hvor mange andre kunstnere vrider sig nærmest ud af facon for at provokere, formåede han at få millioner og atter millioner af mennesker på tværs af generationer og nationaliteter til at forholde sig til ham, uden på noget tidspunkt at have bedt dem om det. 

Han har været en del af mit verdensbillede så langt tilbage, jeg kan huske, og selvom jeg ikke forstår al hans musik, betyder det ikke, at jeg ikke kan genkende genialitet, når jeg ser det. Det er et kæmpetab, at der er lukket for den kanal nu, og at den krøllede hjerne ikke får lov at forsyne verden med flere af sine betragtninger.

Hans underspillede humor, hans gentlemanagtige opførsel, og dét, at han har været alle sine aldre og gjort dem sine, er forbilledligt. At give slip på dét, man var, og turde vende sig mod det, der kommer; at favne og forme det, uden at undskylde og uden at forklare, aftvinger min dybeste respekt. Han var aldrig pinlig. Han blev aldrig ynkelig. Han stod stærkt, klart og vildt - og fuldstændig selv.


Mr. Bowie: You were always more than human to me.

søndag den 3. januar 2016

Siden sidst:

* Er jeg kommet til at tænke på, hvad der er sket med Christian Bitz? Er det ikke som om, det offentlige rum er blevet helt afbitzet?

* Synes jeg, at det er et tab, at sangeren for Motörhead er død. Ikke fordi jeg er metaltypen; mit eneste forhold til Motörhead er, at jeg bruger Ace Of Spades, når jeg intervaltræner, fordi tempoet er så rasende, at selv en rytmefascist som mig kan rumme at træne uden for takt, men fordi verden er en Lemmy fattigere.

* Har jeg opdaget, at jeg nærer instant modvilje mod mennesker, der bruger ordet “sanseligt”. Særligt mænd.

* Er jeg inderligt træt af alle de famøse shitstorms på de sociale medier. Synes, det har udviklet sig til en mærkværdigt tiggerkultur, hvor man kan stille sig op på en kasse og whine højlydt i det sekund, man ikke får sin vilje.

* Har jeg meldt mig ind i en lokal fb-gruppe, som ikke kan beslutte sig for, om den er en dating- eller et netværksside. Næste gang nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste, har jeg tænkt mig at vise dem et tilfældigt profilbillede derindefra. Som f.eks. det her:


Og ja. Det er en bibel, skåret ud som en pistol.

* Overvejer jeg alligevel for den samlede husstands skyld skulle gå all in, for da der idag fløj en solsort ind på terrassen, og jeg sagde: “Se, Anton, en fugl” råbte han begejstret: “Kom mor - vi skyder den!” #JeSuisSarahPalin

* Er der blevet smidt to mugne appelsiner ind i min have. Nogen, der ved, om der er østeuropæiske bander i omløb, der bruger citrusfrugter som signalværktøj?