torsdag den 15. december 2016

Skål i cola på dét.

“HVORFOR MÅ BABYEN FÅ COLA, MOR?” spurgte kvinden med meget høj stemme. Hendes søn på 3 havde stillet spørgsmålet, fordi han så Frida drikke en tår af Antons cola, og hjemme hos dem skal man være 5 år, før man må få sodavand. Vi var i legeland for at fejre min venindes søn, og moderen til drengen synes, at det var ret sjovt, at han havde spurgt, og gengav derfor spørgsmålet, så alle kunne høre det. 

Jeg kender min venindes veninde fra andre sammenhænge, og jeg kan skidegodt lide hende. Alligevel brændte det i kinderne, og jeg kunne mærke, at jeg blev både gal og ked af det. For umiddelbart der er jo ikke rigtig noget at sige, som kan forsvare det, vel? “Ja, det er fordi jeg tror på, at børn har godt af alle de vigtige næringsstoffer, der er i Pepsi Max” er jo ikke rigtigt en mulighed, og jeg følte mig simpelthen så udstillet. Lige i dé situationer kan jeg mærke, at jeg bliver ekstra opmærksom på, at jeg er alene med mine børn; at klicheen om den enlige mor, der mangler overskud til at interessere sig for sine børns tarv og vilkår, og som derfor bare lader dem sejle planløst rundt i en sovs af e-numre, sukker og manglende grænser, ligger lidt for lige for. 

Jeg lod den fare, fordi situationen ikke rigtigt var til at tage den, men den prikker til noget, som jeg rammes af og irriteres over i alle sammenhænge, når vi snakker om børn, nemlig at det lader til, at vi idag er så optagede af enkeltelementerne i opdragelse af vores børn, at ingen længere har overskud eller overblik til at forholde sig til det store billede.

Må man sende sine børn i institution i ferien? Må man lade dem se iPad 4 timer om dagen? Må man lade dem spise sukker? Må man vække dem, når de sover, må man true med at tage legetøjet, hvis de ikke makker ret, og må man hæve stemmen, når man bliver vred? Der er tusindvis af områder, hvor det er enormt nemt at svare, hvis man isolerer spørgsmålet til kun at handle om dét, men sådan er der jo ingen, der lever. Vi har alle sammen liv, der består af tusindvis af brikker, og hvor en masse valg og hensyn påvirker hinanden, og derfor er det både dumt og kollektivt belastende, at vi dømmer os selv og hinanden på baggrund af enkelthandlinger. Hvis Frida sover når Anton skal til gymnastik, er det så hendes eller hans behov, der skal tilgodeses? Hvis der er alvorlig sygdom hos forældrene, der af den ene eller den anden grund bliver forværret, hvis de skal holde 3 ugers ferie med børnene hjemme, er det så bedst, at ungerne får de 3 uger, som ingen kan være uenige i, at de fortjener, eller er det bedre, at forældrene er hurtigere på benene igen, og dermed hurtigere kan være mere for de selvsamme børn igen, hvis de kun får to uger? Jeg synes, at den offentlige tone gør det svært at tage sig lov til at fastholde, at man har nogle vilkår eller overordnede principper, der betyder, at man bryder med nogle af de politisk korrekt retningslinjer, der er udstukket ift.  fænomenet børneopdragelse.

Det er lidt som den debat, der de sidste 10 år har kørt omkring vin; om det er sundt eller usundt. Flere studier peger på, at det er sundt for hjertet, ligeså mange peger på, at det er usundt for vægten. Pointen her er, at begge dele er sandt. Og jeg ved ikke med jer, men jeg er ved at blive rundtosset af at forsøge at gøre alting rigtigt samtidig. Vi kan hævde alt det, vi gider, at vi ikke ligger under for alle de Korrekte Principper - men jeg kender ikke ret mange, der ville sige højt i en forsamling, at blå er en drengefarve, at der er fri computertid hjemme ved dem, eller at deres børn får en ekstra time i institutionen 3 gange om ugen, så de selv kan nå at løbe en tur. 

Bagsiden af medaljen ved den digitale verden er, at vi i nogle tilfælde bliver overinformerede, synes jeg, og derfor hele tiden er belastet af viden om, hvad dette eller hint gør ved sjælen og legemet hos både egne og andres børn.

Da jeg fik Frida lovede jeg derfor mig selv, at jeg ville arbejde med det. At jeg ville stå fast på de valg, jeg har truffet, fordi de for fanden er truffet ud fra en overbevisning om, at det, jeg gør, er rigtigt for os, og at man nogle gange vinder krigen ved at tabe slagene. Jeg lovede mig selv, at jeg ville øve mig i at stole på, at jeg med det udgangspunkt *vi* har, giver mine børn de bedste betingelser for trivsel.

F.eks. har jeg valgt, at jeg rydder op efter mine børn, når de skal i seng. I løbet af dagen skal de gøre det selv, men fordi jeg gerne vil, at vi lukker dagen ned på en god måde, har jeg valgt, at det ikke er når vi alle tre er trætte, at vi skal tage dén konflikt. 

Og jeg har også valgt, at Frida må få cola ved særlige lejligheder. Faktisk er mad og måltider noget, jeg har brugt rigtig lang tid på at forholde mig til, fordi jeg selv i en periode har bøvlet med det. Derfor er det vigtigt for mig, at mine børn lærer deres kroppes signaler at kende, og respekterer dem. Det betyder, at man godt må få aftensmad kl. 16.30 hjemme ved os, for hvis det er der, man er sulten, er det der, man skal spise. Det betyder også, at man ikke skal spise op. (Det vilde er, at selv mens jeg sidder og skriver dette indlæg har jeg lyst til at skrive 100 disclaimere, fordi jeg gerne vil vise, at jeg ikke er ligeglad eller dårligt begavet. Hvor ER det irriterende!) Vi har sjældent cola, for Anton elsker det, og det er simpelthen lettere, at det bare ikke findes i huset. Derfor er cola noget, der er forbeholdt særlige lejligheder hjemme ved os, og min overordnede beslutning er, at opdragelse er noget, der primært skal forgå i hverdagen, og derfor skal det ikke være den konflikt, vi bruger tiden på, når vi holder fødselsdag eller har gæster. 

Alle jeg kender har meldt deres børn til mellem 3 og 5 forskellige fritidsaktiviteter; jeg har valgt, at Anton går til én. Jeg er sikker på, at det er det rigtige for os. Jeg vil have, at der er ro på i ungernes liv, og jeg vurderer, at lige præcis mine børn har brug for at slappe af, når vi kommer hjem om eftermiddagen. Alligevel mærker jeg ind imellem tvivlen gnave, når andre taler om, hvor vigtigt det er at dyrke nærmiljøet og hvor gode venskaber, børnene får, når de går til dans og fodbold og teater og kor og gymnastik og spejder. Og problemet er, at vi hele tiden skal træffe vores beslutninger, om alt det, der påvirker vores børn, uden at vide, hvad konsekvenser af valg og fravalg bliver på den lange bane. Skåret ind til benet vil vi jo bare alle sammen gerne skabe glade, hele mennesker, der trives i både sig selv og i verden, og det eneste, vi har at pejle ud fra, er mavefornemmelse og livsbetingelser.

Og alt det kunne jeg mærke, da min beslutning om, at Frida ikke bliver besudlet på indersiden for evigt, fordi hun drikker cola, blev udsat for en granskning i plenum. Jeg kunne mærke bølgen af instinktiv skam, automattvivl, den kroniske forældreangst, der består af lige dele frygt for at tage fejl og for at blive dømt, og så - endelig og heldigvis - irritationen over det evige fokus på isolerede enkeltelementer i opdragelsen. For med irritationen kom reminderen til mig selv om, at jeg én gang har truffet beslutningen om, at det store billede er det vigtigste, uanset hvad andre måtte mene om mine enkelte penselstrøg. Det, der er rigtigt i den ene familie, giver ikke nødvendigvis mening i den anden.

Det vigtigste må være, at det, jeg gør, giver mening i min.

42 kommentarer:

  1. Igen så fint reflekteret og godt skrevet, og meget relevant - selv uden børn er dette jo noget man(jeg)kan tænke en del over - hvad andre tænker og mener - og ikke mindst siger.
    Hvor bliver jeg tit glad af at læse dine tanker, for jeg synes det er så genkendeligt. Og dét er åbenbart rart ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig rart at få lidt tilbagemelding fra en læser uden børn. Jeg bliver somme tider i tvivl om, om jeg skriver for meget om dét at have børn, så jeg blev rigtig glad for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
  2. Et godt og tankevækkende indlæg fra en følsom, ung og velbegavet mor, der i den grad er opmærksom på sine børn på den bedste måde.

    I mødre med små børn har det ikke nemt i dag. Aldrig har så mange haft så forskellige meninger om, hvad man kan, skal og bør. Det værste er, at offentlighedens skammekrog i form af sociale medier og andre irriterende platforme, er med til at underbygge dette.

    Jeg fik 4 børn i 20´erne. De er født i 1996, 1998, 2000 g 2001. En perlerække af unge mennesker, som også fik cola til særlige lejligheder. I 1996 og 1998 drak vi gravide også et glas rødvin om ugen, for det var sundt for jernindholdet i blodet..

    Du gør det godt! Op i en vis legemsdel med den kvinde, hun ejer ikke nogen form for pli.

    Ingen af mine børn gik til nogle fritidsaktiviteter før end de kom i 1. klasse og ingen af dem mangler venskaber, kontakter eller sociale kompetencer. Det kommer din Anton heller ikke til fordi han ikke går til 5 fritidsaktiviteter, som kun er til for at stresse forældrene i den alder. En lang dag i børnehaven er rigeligt for mange børn. Ro, langsomt tempo og tid er nødvendig for at udvikle små og harmoniske mennesker.

    Den bedste jul til dig og dine skønne unger

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bliver altid så benovet, når jeg møder folk med 4 børn. Hold fast, du må have løbet stærkt i starten af 0'erne!

      Det er dejligt med lidt opbakning fra nogen, der har stået, hvor jeg står, og også har set, hvad der kommer som det næste. Og jeg tror faktisk, at det er en vigtig pointe, det med, at vi idag gør nogle ting, som om 10 år vil virke helt skørt, fordi forskningen er nået frem til, at noget andet er meget bedre.

      Tak for din kommentar og rigtig god aften.

      Kh

      Linda

      Slet
  3. Som sædvanlig er du bare "Spot on".

    Jeg kan ligge søvnløs om natten af frygt for, at jeg skader mine børn på enten den ene eller den anden måde.

    Når jeg fx kommer til at blive sur på den trodsige 3-årige, for skæld ud er jo skadeligt og nærmest på linje med at slå ham. Eller at han hver dag efter børnehave får lov at få to kiks. Eller at vi ofte bare er hjemme i weekenderne og altså ikke i bade/lege/Legoland. Oplever han så for lidt? Eller bliver det for meget, når mormor tit kommer et smut forbi efter arbejde? Har han brug for ro?
    Og det er jo egentlig også forkert, at jeg giver ham overtøjet på, så lillesøster på 5 måneder ikke skal blive utålmodig og begynde at græde. Eller at jeg lokker ham med hjem fra børnehave ved at sige, at han må spille mobil for at undgå en kæmpe scene hver gang.

    Men jeg gør også en masse andet end det, og jeg håber, at i det store billede så går det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget genkendeligt, hvad du skriver. Alle de overvejelser, man når at gøre sig, hver gang man står i en situation, som nogen har ment noget om - man kan næsten ikke vinde mere, vel?

      Og netop derfor synes jeg, at vi skal være bedre til at huske overbærenheden og de milde øjne. Både over for andre, men i særdeleshed overfor os selv.

      Kh

      Linda

      Slet
  4. LIGE PRÆCIS!

    Du formulerer det så præcist, og jeg kunne ikke være mere enig.
    Sundhed og god opdragelse og alle den slags ting, som vi gerne vil putte ned i vores børn, foregår NEMLIG i hverdagen. For det er immervæk dem, der er flest, og derfor der det batter.

    Tak for påmindelsen

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er mere end velkommen!

      Kh

      Linda

      Slet
  5. Så længe cola er til særlige lejligheder eller til når man er syg og SKAL drikke, kan der umuligt være noget galt med det!
    Jeg er børnelæge, og når man siger til folk at deres børn skal have noget de godt kan lide ved feber, og nævner saftevand, er det første reaktion "DET kan Bertram-Sofie ikke lide!" "Vi har prøvet med æblejuice!" (Som jo er surt)
    Når jeg så siger at barnet nok godt kan lide rød saft med sukker, er de totalt i chok.
    Folk er simpelthen så afskyeligt sukkerforskrækkede.....
    Jeg har også hørt en mor bruge 15 min på et apotek med at diskutere om man kan få vitaminer uden kunstige sødemidler? Hun har tydeligvis ikke suttet på en vitaminpille til glasuren var væk! (Og boede iøvrigt midt på Frederiksberg, med alt hvad det medfører af partikler)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes, det er så ærgeligt, at tonen er blevet så hysterisk; særlig ift sukker. Det er som om, folk glemmer, at der er masser af gylden mellemvej at vælge - hvilket langt de fleste gør! Jeg kender ingen, der lader deres børn spise alle det sukker, de vil. Langt, langt de fleste idag er jo helt på det rene med, at det ikke ligefrem er et vitamin, og derfor tror jeg, at lige præcis sukkerdebatten irriterer mig ekstra meget. Det er, som om mange mener, at der kun er de to ekstremer; at man enten er helt ligeglad og lader aftensmaden bestå af chokolademadder og petit danone, eller at man giver solsikkefrø som snacks og slår kager ud af hånden på sit barn, hvis man griber dem i at smage et stykke. Men langt, langt de fleste med børn har jo valgt en gylden mellemvej. Og derfor er det virkelig underligt, at retorikken er så ekstrem omkring det synes jeg.

      Tak for din kommentar, og rigtig god aften til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
  6. Ja til det hele! Er så træt af detaljerytteriet i det moderne forældreliv, al den stirren sig blind på amning, sukkerpolitik og skærmtid frem for det store billede. Og alle de små forbehold og retfærdiggørelser, man altid føler hører med til hver eneste lille lakridspibe og time foran computeren...
    (P.S. Min begrænsede erfaring siger mig i øvrigt, at fritidsaktiviteter der stresser og fylder i hverdagen alligevel ikke er hverken gavnlige eller
    sjove for nogen. Og cola er bare cola - og smager jo pissegodt. Keep up the good work!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og utrolig meget i lige måde!

      Slet
  7. Amen, for faen......!! Jeg er selv så slem til at slå mig oveni hovedet med alle mulige ting, som jeg bør gøre eller som børnene ikke bør gøre, men nu vil jeg forsøge at lade være med det!
    Jeg har total pres over legeaftaler, det er jo det eneste de små rødder(og deres forældre) nede i børnehaven går op i, og jeg magter det ikke. Efter en dag adskilt fra min familie vil jeg bare hygge mig, drikke kaffe, lege, sludre, alt sammen gerne i ført underhylere, hvis jeg har lyst, og ikke sammen med forskellige små legekammerater on the side! Min søn gider i øvrigt også kun i teorien, for når vi kommer hjem, vil han hellere "sysle" med de ting, som vi plejer, og desuden vrimler nabolaget med dejlige børn, som han kan finde sammen med, når lysten til leg opstår. Men jeg har sgu dårlig samvittighed over det, for det er som om at det et normen selvom de kun er fire år!!
    Jeg er i øvrigt sikket på at Anton og Frida bliver en tand sejere end gennemsnittet med den mor de er udstyret med!!

    PS: jeg synes heller ikke venindes veninde emmer af pli!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kom til at sige "Ja, for helvede!!" virkelig højt ud i lokalet, da jeg læste din kommentar, for du har fuldstændig ret: Jeg har nemlig også bare lyst til at være sammen med mine unger, når vi har været fra hinanden en hel dag. Jeg har ikke tænkt over før, at det selvfølgelig også er det, der fylder her, så tak fordi du lige fik kastet lidt lys over noget hos mig.

      Kh

      Linda

      Slet
  8. Jeg kan huske engang jeg var til skolehjemsamtale med en lærervikar, som ikke kendte min dygtige søns lidt håbløse familie. Han var sløj, så jeg sad helt alene og hørte lærerens begejstring for hans fantastiske engelske udtale.
    - rejser I meget? Spurgte hun, med glæde i stemmen.

    Og her kunne jeg have høstet nogle rimelig billige point, ved at gøre vores familie til en kulturel og berigende oplevelse for en knægt på 11-12 år.

    Men jeg fortalte hende at han så meget Simpsons. Fordi det var sandheden.

    Mine drenge var begge pissedygtige til engelsk, fordi de var hooked på Simpsons og talte engelsk med hinanden.
    Læreren var lidt overrasket- på den skuffede måde, ingen tvivl om det. (Altså, vo rejste også og han sad ikke foran Simpsons 24/7, men alligevel).

    Jeg er sikker på at jeg ville smadre rundt som en bowlingkugle på en bane uden bander, hvis jeg havde små børn nu.
    Det er fint at man er mere bevidst, men jeg forstod til fulde min svigerinde, som meldte sig til forældrerådet i børneren i protest mod de hysteriske mødtes antisukkerpolitik.

    Jeg er slet ikke i tvivl om, at Frida nok skal klare sig, selvom hun sipper cola. Og du er en cool mor. ❤

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er sikker på, at du ville være totalt bad ass.

      Kæmpe respekt for at melde ærligt ud, og dermed være med til at også at minde om, at alting ikke bare er sort og hvidt, og at der kan komme gode resultater ud af forkætrede handlinger.

      Kh

      Linda

      Slet
  9. Du lyder som en fantastisk mor, med et sundt forhold til opdragelse og livet.
    Selv fik jeg sodavand ved særlige lejligheder, sygdom (kvalme og lign) gave den sjove (men effiktive) meny: cola, franske kartofler, revet oxyderet æble + riskiks/knækbrød
    venindens veninde lyder som om hun vil vise sig frem, når hun sådan uden pli råber op om dig og dit barn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det klassiske revede æble! Det husker jeg også fra min barndom Og det sjove er, at jeg har videreført traditionen, fuldstændig uden at tænke nærmere over, hvorfor det er godt:)

      Tak for dine fine ord, og for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Min mor forklarede det engang for mig... kan ikke huske det... og det vel lige meget hvis menyen virker

      Slet
  10. Godt at du har trukket en streg i sandet! jeg kan få helt ondt i maven når den tid kommer, hvor jeg forhåbentlig får børnebørn, for stakkels deres forældre. Jeg håber, at de formår at gøre som dig. Hold fast, du har fat i det rigtige.

    SvarSlet
  11. Jeg kom sådan til (blandt andet) at tænke, da jeg læste om fritidsaktiviteterne - om jeres valg, hvor fantastisk det er, at det også er sådan nogle steder. Det skriver jeg fordi, at jeg har veninder, der aldrig har formået at sige nej - de kender simpelthen ikke til det at sige fra.

    Sige fra, når det hele bliver for meget, når der er for mangle aftaler, fordi de altid skal være ihh så positive og overskuds-agtige og klare alt. At nogle af dem rent faktisk går hen og bliver syge af det - kaster op og er dårlige, fordi deres kroppe ikke evner mere er vildt - det er vildt at det skal nå derud. Ekstremt.

    Sådan var det før de fik børn - men det fortsætter- Altid vilde planer med alting i weekenden, fordi man jo nødig skulle sige fra. Og jeg fatter det ganske vist ikke. Vores weekender er sjælendt sådan - fordi vi netop gerne vil have ro på og selv bestemme hvad vi vil lave. Kæft det er altså lækkert! Så hep for at du også går op i, at dine børn og du selv får en nogenlunde ro på i hverdagene i stede for at gå til 342 forskellige fritidsaktiviteter. Det er altså fedt, at kunne sige fra.

    I øvrigt synes jeg, at dine evne til at beskrive forældrerollen sådan overall er super rammende og så rigtig. Du sætter ganske enkelt ord på, sådan som mange af os har det - hvis ikke os alle. Men ja - vi er alle i tvivl. Gør vi det godt nok og kunne vi have gjort anderledes - vi kender jo ikke konsekvenserne og det er sommetider skræmmende. Men det er sgu trættende med evige, dømmende blikke ved det mindste. Og den evige debat om sukkerpolitik, fedtforskrækkelse, amning (holy moly) og ipadtid/tlf.tid, kost og hvad ved jeg.. Kæft bølgerne kan gå højt..

    Lika

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en virkelig fin kommentar at få med - det er ret fedt at få noget konkret feed back på, hvad læsere som dig synes fungerer. Så mange tak for det.

      Og jeg ser det samme mønster, som du beskriver. At dem, der havde svært ved at vælge/sige fra, da de var alene, har det samme mønster, efter de har fået børn. Gad vide, om det er noget med vores generation? At det er sådan noget FOMO, som automatisk følger med over i forældrerollen, så man stadig forsøger at være hands on med det hele, bare i børnelivsversionen?

      I øvrigt: Tak fordi du så ofte tager dig tid til at kommentere. Jeg sætter stor pris på dine betragtninger; ikke mindst fordi du bruger tiden og anslagene til at uddybe, hvad du mener, så jeg bliver klogere af at læse, hvad du skriver.

      Kh

      Linda

      Slet
  12. Hold nu helt kæft, hvor jeg enig! Halleluja!

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha - amen? :)

      Ej, men tak!

      Kh

      Linda

      Slet
  13. Amen! Hvor har du ret i at det er det store billede det tæller. Mine unger går til ingenting, fordi deres forældre spiller klassisk musik på ret højt plan. Vores verden ville bryde sammen hvis de også skulle dansespejdergymnastiksløjdmalinge flere gange om ugen. High give til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. High five lige tilbage og tak for din kommentar!:)

      Kh

      Linda

      Slet
  14. Jeg oplever faktisk det modsatte. Vi er de sukkerforskrækkede speltforældre, der synes, at vores børn skal lave noget andet end at sidde med en skærm i de tre-fire timer, vi er hjemme, før de skal sove. Det respekterer hverken institution, netværk eller familie. Vi missionerer aldrig og mener ikke, at andre skal gøre som os. Men hvor vi bor, får vi konstant hints om, at vi skal slappe af, og folk presser os konstant med slik, kager og så videre. Her er heller ikke sjovt on the other side! Måske kunne vi bare undgå korstogene mod hinanden?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes, at det lyder som en god plan:)

      Jeg tænker, at vi alle sammen - også mig - skal skærpe vores opmærksomhed på vores retorik, fordi vi med de ting, vi siger, er med til at skabe den virkelighed, som strammer lidt for så mange af os. F.eks. tænker jeg, at det SKAL være ok, at det er fx. er sukker, man har valgt skal være et fokuspunkt i familien - også uden at være nødt til, lidt undskyldende, at referere til sig selv som "sukkerforskrækket" og "speltforældre". Det er det, der giver mening for jer, og pointen med mit indlæg er jo lige præcis, at vi alle sammen vælger forskelligt, af mange forskellige årsager, og at det må og skal være i orden.

      Til gengæld kom jeg, da jeg læste din kommentar, til at tænke, at der også ligger en ret meget retorisk værdiladning i sætningen "der synes, at vores børn skal lave noget andet end at sidde med en skærm de 3-4 timer, vi er hjemme, før de skal sove". (Jeg håber, du fornemmer mit helt åbne giraf-kropssprog ud gennem skærmen her). Jeg er med på, hvad du mener, men tænker også, at det måske er den mekanisme, flere af os forfalder til, når vi taler om noget, der er så følsomt, som de valgt, vi træffer for vores børn: At vores forsvar, mere eller mindre bevidst, ender med at komme ud som noget, der for dem, der vælger anderledes kan føles som et angreb.

      Bare en tanke, og jeg håber, at du forstår, hvad jeg mener.

      Tak for input og rigtig god aften til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
    2. Nå ja, og det med "spelt" og "forskrækket" owner jeg. Så kan jeg ikke få det smidt i hovedet. Det undrer mig nogle gange, hvor alle kritikerne af for meget sukker osv egentlig opererer. Jeg møder dem meget sjældent. Pt dyrker jeg JOMO uden bl.a. Facebook. Det giver mere ro om fx forældreskabet hos mig. Så prikker jeg heller ikke til andre med mine moralske kæpheste, jeg ikke er bevidst om kan genere andre.

      Slet
  15. Jeg har lyst til at printe det her ud og hænge det op et sted, hvor jeg ikke kan undgå at læse det dagligt! Super velformuleret!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du giver den bare gas:)

      Tak for hep og for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
  16. Du virker simpelthen så god! Man er den der bedst kender sine børn - og også den eneste der kender til hele billedet! Det lyder til at du gør det hele SÅ godt og det ærgerlige er nu mest at andre har behov for at påpege hvad DE mener er korrekt....
    Jeg læste med en (på universitetet!) der ikke måtte få sukker, røde pølser mm. da hun var barn. Hun havde et helt forskruet forhold til sukker og kunne i en alder af + 20 år stadig spise så meget chokolade at hun kastede op. Bare fordi at nu var der ingen der bestemte andet

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for dine pæne ord - dem blev jeg rigtig glad for!

      Og jeg får helt ondt i maven ved tanken om, at et sæt forældre, der med 1000% sikkerhed har gjort det, de mente var allerbedst for deres barn, har fået gjort noget så svært for hende, at det næsten er blevet sygeligt. Det er jo vore alle sammens skræk: At kombinationen af vores valg og vores børns personlighed, ender med at besværliggøre deres voksenliv.

      Tak for dit input og rigtig god aften til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
  17. Jeg er enig med dig, og jeg tror oven i købet, jeg er en af de der irriterende personer, der vil påstå, at jeg ikke ligger under for et eneste korrekt princip. (Du må gerne teste mig...)
    Måske fordi jeg selv har det på den måde, er min umiddelbare tanke også, at venindens veninde vel også kunne være sådan - altså large i forhold til dine valg. Måske var det virkelig bare et forsøg på en sjov kommentar? Måske var der ikke nogen perfid bagtanke? Måske var der ikke et forskruet fokus på enkeltelementer, måske ville hun være enig med dig i hele dit indlæg, omend måske lidt ked af at være fremstillet som en sippe, bare fordi hun ikke brød sig om cola til sine børn?
    Forstå mig ret, jeg er klar over, at der findes masser af små mennesker, der ikke kan se helheder men kun enkeltstående forskruede leveregler, men måske er det også vores andres ansvar ikke at ødelægge vores humør ved at blive paranoide over fornemmelsen af at blive gransket af andre?

    SvarSlet
    Svar

    1. Jeg tror, at du kan lægge den kommentar på 80% af mine indlæg her på bloggen; at folk måske har ment noget andet, end det jeg har hørt eller forstået. Sådan er vilkårerne jo lidt, når omdrejningspunktet på bloggen er migmigmig:)

      Hvis du sidder tilbage med fornemmelsen af, at jeg synes, hun er en sippe, fordi hendes børn ikke må få cola, har jeg ikke formuleret mig klart nok. For jeg synes, hun er mere end i sin gode ret til at træffe det valg. Hele pointen med indlægget er jo netop, at vi alle vælger forskelligt, fordi vi har vilkår og værdier, som vi ikke bærer synligt rundt på tøjet, og som andre derfor ikke kan vide noget om.

      Når det er sagt, vil jeg gerne citere min psykologilærer fra mit studie som sagde, at “du siger ikke det, du siger. Du siger det, andre mennesker hører dig sige.” Og når man 3 gange vælger at råbe denne kommentar ud i et selskab, tænker jeg egentlig, at det er ok, at modtageren af den forholder sig til den; også uden at skulle bære ansvaret for at forstå den, som den er tænkt.

      Når jeg specifikt nævner personer på bloggen, som vil kunne kende sig selv, hvis de læser et givent indlæg, har jeg en to-trins-lakmusprøve, jeg lige kører indlægget igennem, inden jeg udgiver det: 1) Ville jeg være ok med at stå ansigt til ansigt med personen, hvis de fortalte mig, at de havde læst det? og 2) ville jeg kunne rumme det, hvis situationen havde være omvendt, og det havde været den omtalte person, der havde skrevet indlægget om mig? Hvis svaret til begge spørgsmål er ja, poster jeg indlægget. I dette tilfælde bestod indlægget testen, også fordi min egen opfattelse af indlægget er, at det primært handler om mig og mine tanker; hendes kommentar er egentlig bare afsættet til en diskussion, der er langt mere generel, end den enkelte kommentar og situation, jeg beskriver.

      Tak for din kommentar og rigtig god aften til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
  18. Hvor har du ret - hele vejen. Der er nok aldrig noget barn, der har fået noget godt ud af forældrenes dårlige samvittighed. Men der skal jo ikke forhindre samfundet/omverdenen/den offentlige mening i at dunke os oven i hovedet med alt det, vi gør forkert.
    Jeg var alene med min søn i en del år - og selv i dag, hvor han er et velfungerende voksent menneske med en lang uddannelse og et godt job, kan jeg blive helt dårlig, når jeg hører om undersøgelse af hvor skadeligt dette eller hint har vist sig at være - og som jeg selvfølgelige har gjort ud af ganske almindelig uvidenhed eller bare fordi vinden blæste den anden vej for 20 år siden.
    Det har nok altid været sådan - og det bliver nok også ved. Men i bund og grund må vi nok hver især beslutte, hvad der er bedst for vores børn, og så bare stå ved vores beslutning. Og så kan man jo gælde sig over, at de fleste børn er så robuste, at de nok skal overleve de opdragelsesfejltrin, der vel er uundgåelige.

    SvarSlet
  19. Så godt et indlæg og ja, vi skal holde op med de løftede pegefingre over for hinanden. Har også prøvet det der med at vores valg ift. vores datter bliver hevet frem i en negativ kontekst. F.eks. må hun gerne sove i vores seng, og i perioder, hvis hun vil, hver aften. Det hører vi meget for, hun bliver nærmest aldrig et selvstændigt væsen hvis vi ikke snart får sat en stopper for det (hun er 5). Det er et valg vi har truffet, og det står jeg 100% ved og er ikke bekymret for mit barns selvstændighed, men alligevel undrer det mig at vi skal blive ved med at høre for det. Og det er bare et eksempel. Ift. fritidsinteresser: vores datter går til to ting (en i hverdagen og en i weekenden), og det er alt rigeligt for os. Vi har nemlig også brug for at være sammen som familie og får stress af at have aftaler hver dag. 3-5 aktiviteter er alt for meget for vores familie. Børnene skal nok få gode relationer selvom de ikke går til mange ting, og tror heller ikke man skal undervurdere, at nogle børn (lige som nogle voksne) har brug for fred og ro og alenetid ind imellem :-)

    SvarSlet
  20. Jeg har tit tænkt på at smide en kommentar, men har vist aldrig fået det gjort. Jeg synes du lyder mega sej!
    Her på matriklen er vi to vokse og ét barn, og det kan sommetider få mig til at tabe pusten at få hverdag og det hele til at hænge sammen.

    Jeg kan i øvrigt nikke så genkende til de principper man vælger at skrotte. Første gang min søn på halvanden fik chokolade var til et studiegruppemøde, hvor jeg af logistiske årsagen havde ham med. For at få mulighed for at deltage bare lidt, droppede jeg alle mine principper samt figenstænger og andre sunde snacks, jeg havde med, og stak ham noget kage i den ene hånd og min iphone med en video i den anden hånd.

    I øvrigt må jeg også komme med en kommentar til dit sprog. Du skriver virkelig godt! Det er altid en fornøjelse at læse blogindlæg i lækkert, velformuleret sprog.

    SvarSlet
  21. Kære Linda, du er fandme så god! Efter min mening er der kun ting man IKKE må lade være med i sin opdragelse af sine børn. Man må ikke lade være med at lære dem at sidde til bords, at sige tak, at unde andre noget de selv har lyst til og at vise taknemlighed. Hvor meget sodavand og chokolade der ryger med i den indlæring hos de enkelte familier, det er jeg fuldstændig ligeglad med. At de så ikke viser bordskik eller andre gode manerer når forældrene er til stede, det tror jeg er en kendt sag :-)

    SvarSlet
  22. Tak for et rigtig godt indlæg! Jeg har lyst til at dele, at jeg egentlig lider solidt af FOMO og samtidig har vundet to børn, der detaljerigt kan gengive alle ting, følelser og mennesker i alle rum, de har været i. Det kan udfordre. Vores ældste datter har gået til de "obligatoriske" tre ting om ugen: musik, gym og en valgfri. På et tidspunkt landede hun på verdens bedste mindfullnesshold, og hun har som 9-årig lært det, jeg stadig øver mig på. Nu siger hun helt klart: Jeg vil kun gå til én ting om ugen! Og jeg ikke have legeaftaler dagen før eller efter, for så er det ikke så hyggeligt for mig. Der er mange mødre, der skriver til mig om legeaftaler, når deres børn har spurgt, men hun holder fast: Jamen i denne uge HAR jeg allerede en aftale i hverdagene, og det har jeg også i næste uge, så det kan først blive om tre uger! Det sjove for mig er, at alle altid respekterer det og gerne vil lege med hende på de præmisser. Og hun er glad, har overskud i hverdagen og mange gode relationer. Så det behøver ikke at koste spor at skrue ned for ambitionsniveauet (jeg elsker at lære af mine børn)!

    SvarSlet