fredag den 23. december 2016

I øvrigt, jule-edition:

* Tager vi om 8 dage afsked med det år, hvor jeg 1) efter 700 møder fik udskudt Antons skolestart, 2) blev indlagt og opereret i halsen 3) startede på job efter endt barsel 4) var TR i en virksomhed, der gik konkurs 5)  flyttede 6) udgav en bog og 7) startede på nyt job, mens mit hjem stadig stod i flyttekasser. Jeg trænger voldsomt til en pause.
* Går jeg på juleferie om 1 time, 32 minutter og 20 sekunder. Men hvem tæller?

* Blev jeg oprigtigt forbavset, da vi hos ‘fæld-dit-eget-juletræ’-manden fik udleveret en sav og ikke en økse. Mickey Mouse har løjet for mig i alle disse år. Lille mussesvin.

* Lagde jeg for længe siden et billede på IG af en sæk muld med påskriften “Plantesæk” fordi min hjerne hver-hver-HVER gang, jeg ser sådan en, tænker på, om det er det, pigerne på gartnerlinjen råber efter hinanden, når de bliver sure. Det er umådeligt irriterende. Nu er min hjerne atter gået i hak, og har denne gang valgt at plage mig musikalsk. Hver gang (H-v-e.r. G-a-n-g.) jeg åbner mit skab og får øje på mine ramekiner, afspiller min hjerne omkvædet til Guns N’ Roses’ “Mama kin”, bare med  - ja, I har gættet det - ordet  “Ramakin” i stedet for. Jeg overvejer i ramme (.… STOP!!) alvor at smide dem ud. 

* Er jeg imponeret over, hvor god Frida er til at holde fingrene fra juletræet. Hahahaha #løgn

* Spekulerer jeg på, om andre end mig undrer sig over billeder på IG, hvor folk “sover”? Hver gang ser jeg for mig, hvordan de ligger med udstrakt arm og tager en selfie, hvor de sover rævesøvn. Er det ikke et virkelig mærkeligt koncept?

* Har jeg virkelig, virkelig nydt december i år, og jeg blev helt trist, da det før gik op for mig, at de fine lys og alle stjernerne allerede flytter tilbage i julekassen om en uge.

* Har DBA lige sendt mig en mail med tilbuddet om at købe en cirkusvogn. Er den hipster-fase snart slut?

* Har jeg i år haft ansvar for slikskålen til juleaften (… ja, de bredeste skuldre må jo bære de tungeste læs); en opgave jeg, hvis jeg selv skal sige det, har løst til UG med kryds og slange. 

* Kører jeg om lidt over til mine forældre og stiller resten af juleslikket. Det er bedst sådan. 

* Kan jeg ikke finde ud af, hvor vi står ift. julekort på facebook?

* Ved jeg til gengæld godt, hvor jeg står, ift. videoer, der opsummerer folks år.

* Holder jeg for første gang nogensinde juleferie fra bloggen (se første punkt) og vil derfor med dette årets sidste indlæg sige tusind, TUSIND tak for tilbagemeldinger, mails og kommentarer. Tak fordi I læser med, og fordi I svarer, når jeg spørger om noget, tak fordi I er så ordentlige, og tak fordi I altid tager godt imod alt, hvad jeg hælder ud. Må julefreden sænke sig over jer alle, og må det nye år have lutter gode oplevelser med i posen til hver eneste af jer. Rigtig glædelig jul.

9 kommentarer:

  1. Jeg tror, vi står samme sted mht. de videoer på FB om folks år (som i: jeg gider ikke glo på, hvor mange likes du klikkede i 2016).
    Rigtig glædelig jul (og juleferie).
    Kh. Birgitte

    SvarSlet
  2. Skrev en kommentar som cyberspace vist åd. Hvis jeg dukker op to gange her, så ignorer mig venligst (mindst) én gang!: Rigtig glædelig jul til jer alle! ❤️

    SvarSlet
  3. Det ér bare et vigtigt ansvar! Skumjulemænd og marcipanbrød skal på huskesedlen, hvis du skulle have overset det B-)
    God jul!

    - A

    SvarSlet
  4. Rigtig glædelig jul til dig og din familie! :-)

    SvarSlet
  5. Åh, du fortjener i den grad juleferie! Må den blive helt vidunderlig:)

    SvarSlet
  6. Glædelig jul til dig Linda og de søde unger 🎅🏼🎅🏼🎅🏼, elsker bloggen, elsker din ig, savner dig i Aarhus 😳. PS ja de videoer 🙈🙈🙈

    SvarSlet
  7. Glædelig jul, Linda.
    Har aldrig fået sagt tak for et svar du gav mig engang: Jeg spurgte hvordan du fik tid til at træne med to små, og du svarede noget i retning af at man måtte prøve at være tilfreds med det man nåede, om det så bare var 20 minutter. Dette har jeg brugt til at få mig til at træne mange gange -også selvom det nogle gange bare bliver 20 minutter.
    Så tak for tippet ;)

    SvarSlet
  8. Og rigtig god jul til dig også.

    SvarSlet
  9. Skrev en kommentar der forsvandt. ... prøver igen
    jeg forstår ikke det skal være så svært at lade børn vente med skolestart til de er klar Ingen får noget ud af at de starter før de ikke er klar.
    håber du har en dejlig jul og et godt nytår

    SvarSlet