lørdag den 17. september 2016

Huset.

Vi har efterhånden boet her i 7 uger, og jeg elsker det. Det føles som hjem, og har gjort det, siden jeg trådte ind herude første gang. Det eneste, der er at udsætte på selve huset er, at væggene er lavet af gips, hvilket giver adgang et helt nyt register af eder fra håndværkerholdet, fordi man - åbenbart - ikke kan hænge noget op i gipsvægge, uden at smide særlige gipsrawplugs i væggen på den her måde:



Men jeg får stille og roligt mine skabe sat op, og antallet af uudpakkede kasser er nede på 7. Til gengæld er det 7 af de voldsomt irriterende dominokasser, som alle sammen er indbyrdes afhængige af hinanden; hvor man ikke kan pakke G ud, før F er sat på plads, hvilket forudsætter, at E er sorteret, hvilket ikke kan gøres før D kan hænges op og. så. videre. Jeg går amok.

Som et ekstra lækkert feature har jeg ikke fået rigtig løn i 2 måneder. HK er så venlige at lægge ud for Lønmodtagernes Garantifond, men jeg er ved at have det med kommentaren: “Jamen, får I det ikke dækket af LG?” som jeg i sin tid havde det med: “Hvordan kan det være, du er single?” Jeg må bide mig hårdt i kinden for ikke at åbne munden og lade et syreangreb falde ud i ansigtet på den sagesløse spørger, for det er et helt reelt spørgsmål, og hvor skulle man vide det fra, hvis man ikke selv har stået i den her situation. Men for det første har vi stadig ikke fået penge. For det andet dækker LG ikke udlæg, kørepenge osv, hvilket i mit tilfælde løber op i omkring 10.000 kr. Udbetalt. For det tredje bruger de ikke dit fradrag, hvilket lyder tamt og ufarligt, men betyder, at jeg i denne måned har fået et udlæg fra HK på 15.500, som er den løn, vi forventer, jeg får fra LG for september, og endelig mister jeg voldsomt meget ferie, som jeg pga. min barsel havde fået overført. Så - selvfølgelig - hurra for at bo i et land, hvor vi har et organ som LG, men sgu også temmelig meget satan, pis og for helvede.
Det betyder, at der er nogle ting, jeg ikke kan komme videre med, fordi det kræver penge at sætte dem i værk, og det er de ting, der skal købes og sættes op, før jeg kan gå igang med kasse A. 

Summa summarum: Jeg bor stadig omgivet af flyttekasser, og der er intet, jeg kan gøre ved det. 

Når jeg får allermest lyst til at gnave mine arme af, går jeg om aftenen ud i min baghave, som ser sådan her ud:


Helt ovre på den anden side af markerne løber en relativt trafikeret vej, og jeg elsker at sidde i min stol med en kop kaffe og bare se på bilerne. Det er forstadsudgaven af at hænge på en café  og kigge på mennesker. Jeg finder tanken om, at der altid er nogen i transit, sært beroligende. I hver eneste bil sidder et menneske med en hel historie, levet liv, og glæder og sorger, der fylder og tynger, præcis som mig, på vej til noget, på vej væk fra noget. Og de aner ikke, at der 2 kilometer væk sidder en prik med en kop kaffe i hånden og iagttager dem.

Når jeg går ind igen, er jeg faldet helt til ro. Vi er næsten i mål. 


1 kommentar:

  1. Og det geniale er at man sagtens kan sige til sig selv det er havets brusen man hører. Det lyder jo ens 👍🏼

    SvarSlet