Ugen, der gik
Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er er fordi, jeg stadig ikke har fundet fodfæste i at være udearbejdende alenemor med to børn, eller om det fordi, det efterslæb, der er opbygget, stadig tager de bidder af overskydende tid, hvor jeg ellers plejer at .. ja, tænke sammenhængende tanker og forholde mig til livet i lidt mere end 1:1 – i hvert fald synes jeg stadig, at jeg løber stærkt.
I disse uger tolker jeg fast på en opgave i Ribe, og det betyder, at mit ur (hvorfor siger man egentlig stadig det? Findes der nogen, der ikke bruger deres telefon?) ringer klokken 5, så jeg kan nå i bad, inden Anton og Frida vågner. De har aldrig været puttedyr, men jeg har opdaget, at Frida godt kan overtales til at sidde hos mig og vågne rigtigt (for hun opererer efter samme manual som Anton, som dikterer, at man skal kaste sig ud i dagen i det seKUND man åbner øjnene – også selvom hjerne og motorik ikke har haft skyggen af chance for at følge med), hvis jeg tager hende med ind i stuen, og sidder i halvmørket og kigger på stearinlysene. Shit, det er hyggeligt.
Klokken syv kører vi hjemmefra, og kl. 15.15 triller vi ind i indkørslen igen, med udsigt til alt det, der får hjulene til at dreje rundt, af tøjvask, indkøb osv.
Derudover har den sidste uge også budt på lidt andre ting, og når jeg læser nedenstående kan jeg godt selv se, at jeg måske bare skal lære at styre mig, hvis jeg gerne vil have mere tid mellem hænderne.
Torsdag var der bestilt tid hos fotografen til det årlige portrætfoto. Den eneste tid, vi kunne få, var klokken 16, og de matematiske iblandt os kan selv begynde at regne på, hvor lang tid det giver til at få børnene gjort præsentable, når vi fratrækker køreturen på 15 minutter. Jeg ved ikke, hvordan de børn, I har eller kender, ser ud efter en dag i institution, men mine ligner noget, man har forsøgt at panere. Så efter en badeseance, der forløb under massive protester fra alle under 1 meter og 15, var de begge, tvære men friserede, klar til at posere. Troede jeg. Hahaha. Ca. 80000 frames senere (hedder det det?) måtte jeg konstatere, at man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og når jeg skriver hesten, mener jeg Frida. Men jeg fik udvalgt de billeder, hvor hun så mindst rasende ud, og ræsede derefter ud af døren og hjem, hvor barnepigen mødte os i indkørslen, og efter en hurtig overlevering, spurtede jeg videre til forældremødet i børnehaven, der startede kl. 17. Det var ubetinget dagens højdepunkt, da jeg klokken 22 igen kravlede under min dyne.
Fredag havde Anton glædet sig voldsomt til, for der havde vi en aftale med hans fuldstændig fantastiske og af-os-alle meget afholdte ex-ressourcepædagog, som skulle komme og se det nye hus ( – som Anton fremviser med armbevægelser, som var det ham selv, der havde bygget det, hver gang vi får gæster). Hun fik lov at se den nye skoletaske og værelset med de seje plakater, og da Anton blev inviteret hjem til hende på Fanø, så han kunne se hendes høns, græd han nærmest af begejstring. Det er sjovt, for hun har børn på min alder, men jeg trives simpelthen sådan i hendes selskab, og jeg glæder mig nærmest ligeså meget som Anton, til vi ser hende igen.
Lørdag have jeg inviteret mine forældre til spisning, og Anton valgte denne dag til at tage den cykel, som han indtil nu ikke har kunne *trækkes* i nærheden af, og bare sætte sig op på den og køre. Det er stadig ikke afgjort, hvem der var mest stolt, men jeg hælder til en kneben sejr til morfar.
Søndag var det oldeforældrenes tur til at få besøg af kaospatruljen, og i et anfald af sindssyge takkede jeg begejstret ja til 7 kg æbler. Nogle gange er jeg virkelig en forbløffende stor idiot, for jeg burde efterhånden vide, at jeg mellem klokken 17 og klokken 19 forvandler mig til Tollundmanden, og kun har ét eneste ønske i livet: 2 timer fyldt med ingenting, inden jeg skal sove. Så hvorfor jeg den ene gang efter den anden tror, jeg er med i nyopførelsen af Det Lille Hus På Prærien og nærmest ikke forstår, at jeg ikke kærner mit eget smør, er ubegribeligt for alle, inklusive mig selv. Men nu har jeg 7 kilo æblegrød i fryseren, hvor det ligger og skubber klaustrofobisk til alt det brød, jeg – naturligvis – skulle bage sidste weekend. Seriøst: Hvad er der galt med mig?
Mandag aften brugte jeg på en hyggelig samtale med May fra Vores Børn, og det kommer der en artikel på deres web-magasin ud af inden så forfærdelig længe. Det blev også mandag, det faldt på plads, at min bog udkommer d. 18.10, hvor der vil være reception på Godsbanen i Aarhus. Mere info følger. Jeg nåede også forbi diætisten, som kiggede på min kostplan, spurgte ind til mit liv, og derefter sagde, at hvis ikke jeg lærte at slappe af, startende fra *nu* af, kunne jeg glemme at tabe mig, for så længe kortisolindholdet i mit blod, lå på det niveau, hun formodede, det gjorde, ville der intet ske.
Tirsdag gik jeg igang med at kigge på det nye pumpprogram, som jeg skal undervise i fra næste uge af. Altså efter, at vi havde været til gymnastik og haft gæster til spisning, som jeg i et ukarakteristisk anfald af klarsyn havde bedt om selv at tage mad med. (Det er skidefedt at blive inviteret hjem til mig.)
Idag har jeg kigget mere på det nye program, samt kastet et blik på det gamle, som jeg skal undervise i i morgen, og så er jeg så småt begyndt at skrive stikord til et oplæg, jeg skal holde i november på en temaweekend for unge døve om at vælge at få børn selv.
Og fra næste uge af, har jeg kun to ting på programmet: At sige nej og blive tynd.
Det bliver smaddernemt.