tirsdag den 9. august 2016

Vi er her endnu.

I et væld af uudpakkede flyttekasser, løse ledninger og midlertidige løsninger; jeg er på fornavn med Henrik ved HTH, og jeg glæder mig til at finde min negleklipper, men vi er her, og det er det vigtigste. Her er så utrolig pænt og rart. Og fint. Og pænt. Og stille. Og pænt. 

Så på husfronten er jeg smurt ind i begejstring.

Imidlertid tog tingene en lidt uventet drejning forrige fredag: Kl. 13 hentede jeg nøglerne til huset - og kl. 16 ringede min overboss for at fortælle mig, at min arbejdsplads havde indgivet konkursbegæring. Hvilket altid er en lækker besked at få, men som bliver ekstra deluxe, når man får den blæst ud i bilen på medhør, med begge unger på bagsædet, holdende i indkørslen, klar til ungernes jomfrufærd ind i det nye hjem.

Om lørdagen postede Forlaget Damgaard et billede på IG, der så sådan her ud: 



I eftermiddags afsagde Sø- og Handelsretten konkursdekret.

Så hurra og fuck i én mærkværdig pærevælling.

For at gøre en lang historie kort (mit speciale…) har jeg været så utrolig heldig at få job hos et andet tolkefirma; et sted, jeg rigtig gerne vil hen. Og lige nu er det hele simpelthen så underligt, for jeg er inderligt og oprigtigt ked af at miste den kollegagruppe, jeg arbejdede med ved det gamle firma, og min nærmeste chef var gjort af noget helt særligt. Samtidig glæder jeg mig til at starte det nye sted, hvor jeg kender en del af både tolke og ledelse, jeg får nye udfordringer, og der er forskellige delelementer, der gør, at vores hverdag herhjemme kommer til at hænge bedre sammen.

Vejret afspejler faktisk meget fint mit humør i de her dage, med storm, skyer og regn det ene øjeblik, og høj sol det næste.

Oven i alt det var det Antons første skoledag på sprogskolen igår, og jeg vil ikke nævne nogen navne, men *nogen* havde røde øjne, da vi trillede hjem.

I morgen skal jeg til Grindsted og have undersøgt mit knæ, som aldrig er blevet helt i orden igen, efter jeg brækkede benet, torsdag skal jeg have gjort det gamle hus helt færdigt til overdragelse, og fredag er der endeligt syn. Heldigvis har min nye arbejdsplads sagt ja til, at jeg først starter 01.09, så jeg får 14 dage til at pakke den sidste tredjedel af kasserne ud, få købt nogle flere skabe (seriøst: hvordan kan nogen mennesker klare sig med så få, som der var i det her hus??) (“var” = datid) og få gjort børnenes værelser til steder, der er rare at være.

Det må vist være i aften, jeg løfter glasset og skåler med mig selv på nye begyndelser. 

13 kommentarer:

  1. Kæreste Linda.

    Det største tillykke i verden! For SATAN OG HELVEDE, du er gjort af særligt stof.

    Kram til dig
    /HemmeLine

    SvarSlet
  2. Tillykke! Og så'n.... Er det ikke altid sådan, at ting falder lidt sammen i klumper af store begivenheder på én gang? Hvor man bagefter, når man kan trække vejret igen - for det tidspunkt kommer jo heldigvis altid igen, det skal man huske på! - tænker, hvordan fanden man klarede det hele?! Glæder mig på dine vegne til tre-i-eneren dukker op, og du kan sætte bare lidt hverdag på repeat!

    SvarSlet
  3. Woooow, en bog?? Har jeg misset noget, eller har det været et hemmeligt projekt? Og hvordan fanden har du fået tid til det??
    Og tillykke med nyt job og nyt hus. Vild timing, men fedt at det er faldet heldigt ud. Flashback til da jeg blev informeret om, at "vi måtte finde en anden løsning" (læs: jeg ville blive opsagt, når de havde fundet en brugbar grund), præcis 2 mdr. efter, at vi havde købt hus (og 2 uger efter, at jeg havde leveret en meget stor opgave)...

    SvarSlet
  4. Hold nu da op Linda 😱😱😱, men fedt at du har fået nyt job et sted, du gerne vil være 😄👍🏼. Jeg sidder også i min nye bolig og har svært ved at fatte, hvor stille her er - midt i Aarhus - ifht. min gamle lejlighed. Og mit humør skifter på samme måde - fedt med ny dejlig lejlighed, fuck over at nogen stjal mine møbler midt i flytningen, hurra for hurtig Forsikringsbehandling, shit nogen påkørte mig og bilen bagfra dagen efter, hurra fed lejlighed, øv at hende der havde den har ødelagt gulvene (som i: snart så skal alt flyttes ind i et rum, fordi gulvene skal fikses).

    SvarSlet
  5. Tillykke med det hele, for alt er jo endt godt efter en rimelig heftig tid, kan jeg se:-)
    Du er dælme sej!!!

    SvarSlet
  6. Så barsler du også lige med en bog! Hvor er det godt gået - kæmpestort tillykke :-)

    SvarSlet
  7. Stort tillykke med hus, job og bog. Sikke da en masse ting der sker hos jer. Vil du knytte et par ord omkring sprogskolen ved lejlighed? Har selv en dreng, der især udtalemæssigt er udfordret. Kh Dorte

    SvarSlet
  8. Fedt at du har fået skrevet en bog. Det er jo der, du skal bruge dine gode skriveevner. Kh Sanne Veje

    SvarSlet
  9. Shit Linda. Dit liv altså. Jeg ville få dårlige nerver af det. Glæder mig til at læse din bog. Kh Birgitte B

    SvarSlet
  10. Du sparker helt ubegribeligt meget røv! Hold nu op hvor er du usandsynlig sej. Ønsker dig af hele mit hjerte at nyt hus, job og Antons sprogskole alle bliver bragende successer! Kram Line

    SvarSlet
  11. Glæder mig til at læse din bog - den kan kun være god :-)
    Pyhh, der sker da noget i dit liv, pøj-pøj med det hele !!

    SvarSlet
  12. Tillykke med det hele. Det ser ud til, at du trods alt er landet på begge ben.

    Jeg læser altid med her, men det er ikke tit, jeg får mig taget sammen til at kommentere.

    SvarSlet