onsdag den 27. juli 2016

Børns vilkår.

Det her indlæg er et, jeg skriver med tungen lagt til rette efter både vinkelmåler og lineal, for det handler om to ting, der selv hver for sig kan give lemlæstelige tæsk: Børn og andre bloggere.

Jeg har brug for at starte med at sige, at det ikke er ét, jeg skriver for at pege fingre af nogen, men jeg synes faktisk, at emnet er værd at tage op, og derfor håber jeg, at dem, der eventuelt vil føle sig ramt, forstår intentionen bag det. 

Sagen er, at jeg over de sidste par måneder på flere blogs er stødt på indlæg, der handler om, at det er hårdt at have børn. Og ikke på meta-plan, men helt konkret “JEG synes, det er hårdt, at have/være sammen med MIT barn.” Kommentarfeltet består som regel af 90% “Tak fordi du siger, hvad vi alle sammen tænker!” og 10% “Jeres generation klynker for meget. Jeg sang mig igennem solo-opdragelsen af mine 7 børn, alt imens jeg passede mine 2 fuldtidsjob uden at kny!”

Jeg synes ikke, at vi skal stile efter at tegne et billede af hverken forældrerollen eller livet generelt som en idylisk dans på roser, for man slår sig noget så grusomt, når man glider i glansbilleder, men jeg tror, at nogle emner egner sig bedre til tale end til skrift.

Vi har så forfærdelig travlt med, at vi skal have lært vores børn, at internettet aldrig glemmer; at et nøgenbillede eller en selvudleverende tekst vil fare rundt i cyberspace, til den om X antal år finder den rette angrebsvinkel og bider én noget så eftertrykkeligt i røven, men måske glemmer vi lidt, at det samme gør sig gældende for det, vi skriver?

For der kommer en dag, hvor vores unger opdager både google og vores skriverrier. Hvis man er særlig opmærksom på vejens forløb, synes jeg, at en blog kan være en kæmpe gave; et sæt digitale fodspor, som kan hjælpe ens børn med at opdage og forstå, hvor de kommer fra, hvis de  en dag skulle få lyst til at kigge lidt i bakspejlet.

Og hvis min mor idag sagde til mig, at hun syntes, det var overdrevet hårdt at få børn, da hun fik min søster og jeg, ville jeg forstå, hvad hun mente, fordi jeg idag er voksen, og fordi jeg selv har fået børn. Jeg forstår, at kærligheden er mejslet i sten, mens de hårde perioder er tegnet i sand, og at intet og ingenting nogensinde vil ændre på, at mine børn er det vigtigste og bedste, der både er sket og vil ske i mit liv. 

Men jeg er ikke i tvivl om, at der var år, da jeg var yngre, hvor det ville have ændret mig fundamentalt som menneske, hvis min mor havde fortalt mig, at det var hårdt at være min mor. Og jeg får ondt i maven ved tanken om små mennesker, der falder over alle de ting, vi skriver, og misforstår dem, fordi de læser fugletekster fra et frøperspektiv.

Jeg synes, vi skal snakke om virkeligheden, som den reelt ser ud, så vi alle kan leve trygt i visheden om, at ufuldkommenhed og tvivl er livsvilkår for hver eneste af os. Vi skal bruge vores veninder og vores netværk, når det er sejt, og jeg har vist første gang til gode at se noget godt komme ud af at spille tapper. 


Men når vi tager det her emne op på skrift og lægger vores skive af virkeligheden op for the world (wide web) to see, synes jeg, det er en tanke værd, at man godt kan være ærlig uden at blive brutal. Som Asger Aamund så fint siger: Man skal fortælle sandheden, men man skal ikke rutte med den.

(PS: Hvis I er kommet hjem fra ferie, og har en holdning til det her emne, vil jeg meget gerne høre jeres input. Gå behersket amok i kommentarfeltet, så vender jeg tilbage, når jeg er landet i mit nye hus.)

(PPS: Jeg skal gøre, hvad jeg kan, for ikke at lægge ud med overskriften: "Hello from the other siiiiiide") ( Jeg lover ingenting, dog.)

15 kommentarer:

  1. Jeg går behersket amok i dit kommentarfelt: ENIG... Åh hvor har jeg også den tanke. Tænk det inde i hovedet, at det er psyko-hårdt og du ikke gider holde (mere) ferie med barnet, eller sig det til veninderne. Det talte ord forsvinder med vinden. Men det er ikke ord der er egnet til gengivelse. Her på kalkskriverierne for eftertiden.

    SvarSlet
  2. Jeg har ikke børn - vil heller ikke have dem, hverken nu eller senere. Men jeg har selv været barn, så jeg tillader mig at udtale mig. Selv nu, som 25-årig, kan jeg blive en anelse trist, når min mor fra tid til anden snubler over en anekdote om, hvor hård jeg var i min rebelske teenageperiode. Når hun fortæller om magtesløsheden og de skjulte tårer, når jeg var umulig. Tanken om, at hun skulle have delt det med hele verden og for evigt have det stående i cyberspace er ikke rar. Jeg tænker tit, når jeg læser med hos de (ikke) omtalte bloggere, at jeg synes, det er vigtigt at man bryder tabuer og også snakker om de hårde sider af forældrelivet og livet generelt. Men jeg tænker også, om det er på bekostning af børnene og deres selvsyn og selvfølelse.

    SvarSlet
  3. Som altid kloge ord fra dig.
    Jeg har ikke en blog. Men forstår godt, at man fra tid til anden ønsker at beklage sig over sit hårde liv på bloggen.
    Vi har et barn født i 2000. Da jeg var gravid var der mange tilbud om at komme med i diverse tv-programmer med sit "årgang 0-barn". Det ønskede vi ikke. Og hvor har jeg tit været glad for det. For vi kunne have sagt så mange ting, vi mente i øjeblikket. Om et barn, der nogle gange var en møgunge. Om bedsteforældre, der ikke var forstående og videre i den dur. Men hvis øjebliksbilledet var blevet fastholdt på tv - eller på nettet - ville det jo være det, der kunne findes frem som sandheden om vores familie. Og det ville være så forkert.
    En lang smøre for at sige, at jeg er med dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så rigtigt formuleret - at det er det sande i øjeblikket, der bliver sandheden om familien. Og det er det jo aldrig. Det er summen af sandheder, men på det trykte cybermedie gengives kun dele af den sandhed jo. Og fastholdes helt fastlåst.

      Slet
    2. Jeg kan faktisk ikke udtrykke det bedre med Cille og Lise. Når det er sagt, så gør det, det hele lettere at rumme, når man læser at andre har det ligesådan eller værre. Så jeg tænker også, at det er måden man gør det på. Selv ved jeg ikke hvordan jeg ville have det, hvis det var min egen mor, der udtrykte sig om det på sociale medier - jeg har et noget anstrengt forhold til mine forældre, så det ville nok ikke fordre noget, er jeg sikker på.

      Lika

      Slet
  4. Ih, jeg knuselsker din måde at formulere dig på. Du er så skarp! Ikke at forveksle med skrap.
    Jeg skriver lidt fra tid til anden. Også om det du er inde på her. Og da jeg læste dit indlæg fik jeg sådan et lille gib i maven som i "hov, sådan én er jeg vist?!" Den slags små gib plejer at være en god indikator på, at et kig i spejlet og et mavefornemmelsestjek er på sin plads. Så tak for det.
    Med fare for at lyde som en amatør-forælder (men det er jeg vel egentligt med blot en 3-årig og 1-årig under bæltet) har jeg valgt at acceptere, at jeg ikke kan overskue konsekvenserne af mine skriverier på sigt. På den ene side gjorde det ret dybt indtryk på mig, da det gik op for mig, dengang jeg var teenager, at min far også bare var et menneske som alle andre. På den anden side håber jeg, at mine børn en dag kan læse det de har lyst til (en udvidet, uddybende Barnets Bog? Jeg fik aldrig udfyldt den traditionelle slags), med alle de følelser de så end måtte opleve som følge af det. Følelser er jo ikke farlige, kan man sige (selvom jeg for nyligt hørte, at "forældre idag" er sygt bange for deres børns negative følelser og gør de vildeste krumspring for at undgå dem(?)) Jeg håber, at min dybe kærlighed til de her unger skinner så klart igennem både på skrift og IRL, at de kan rumme en dag at opdage, at også jeg, deres mor, blot er et menneske.... Som i en periode havde stor glæde af at skrive om stort og småt børnerelateret ude på Internettet. Men sådan sat lidt på spidsen; hvis de ikke kan rumme det, eller hvis vi ikke kan finde ud af at snakke om det, så tænker jeg, at jeg har fejlet på meget mere afgørende punkter end hvad jeg valgte at udgive offentligt og så er den lille ligegyldige blog den mindste af mine bekymringer. Okay, det blev en lang rabler. Lyder det skrækkeligt uovervejet? (Og nu skal jeg nok lade være med at stå her og træde mig selv over tæerne. Jeg har bare sådan en brist, som gør at jeg opfatter folk med ældre børn end jeg selv som Orakler, der ligger inde med Sandheden. Så... Skriver du snart igen?)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder bestemt ikke uovervejet, og jeg kan sagtens se, hvad du mener ift. at de børn, man har, gerne skulle vide, at de er elskede og værdsatte, fordi virkeligheden jo er så meget mere og andet end skriverierne på nettet. Men da min veninde Lene døde, var det en ret uvelkommen påmindelse om, at nogle mennesker ikke får lov at være her så længe, at de kan fungere som forklarende fodnoter, hvis der er uafklarede spørgsmål til noget af det, de har sagt, gjort eller skrevet. Og jeg spekulerer også på, hvor grænsen går? For en af mine genboer har en datter, som er i aflastning, fordi moderen (efter eget udsagn) ikke orker at have hende hele tiden. For et par uger siden havde de gæster, og sad i haven, og jeg kunne høre moderen råbe med for-sjov stemmen: “Det er fandme godt, du skal i aflastning næste weekend, haha!” Det kunne jeg næsten ikke holde ud. For pigen ved givetvis godt, at hun er elsket. Men det må godt nok stadig svide, når ens mor siger sådan. Jeg ved godt, at det ikke er den slags, hverken du, jeg eller andre bloggere skriver, men jeg synes stadig, at der er nogle ting, børn ikke skal vide og forholde sig tilk, så længe de er børn.

      Hele debatten om curlingbørn og forældre, der vil skåne deres børn for at føle noget, mangler lidt nuancer, synes jeg. Jeg er ikke i tvivl om, at det er et reelt problem; jeg har mange pædagoger og lærere i omgangskredsen, og jeg kan høre, at de somme tider virkelig bliver testet på tålmodigheden. Men ofte er dem, der fortæller om curlingforældre, mennsker, der er ansat i fag, som er blevet skåret ned og ind og væk, og jeg tænker, at det måske ikke er så mærkeligt, at forældre har brug for at tage fat i eksempelvis pædagogen for at være sikker på, at denne er opmærksom på et eller andet ift. barnet. Jeg har haft børn i det system i 5 år nu, og jeg bliver da ind i mellem rystet over, hvad der ikke er ressourcer til automatisk at se og reagere på.

      
Jeg tror også, at det har lidt at sige, at vi idag er ældre, når vi får vores børn. Jeg har ikke prøvet at have børn som 24-årig, og det kan være skudt helt ved siden af, hvad jeg siger nu, men jeg var væsentlig mindre bevidst om verden, konsekvenser og årsagssammenhænge, da jeg var i tyverne, end jeg er nu. Sagt på en anden måde er jeg langt mere opmærksom på, at verden somme tider er et farligt sted, og det påvirker helt sikkert min opdragelse.

      Endelig synes jeg også, at mange af artiklerne overser det faktum, at samfund, ligesom det enkelte menneske, følger principperne i Mashlows behovspyramide; at når de basale behov er dækket, søger opmærksomheden opad. Når der ikke tales om f.eks. ADHD, mobning og ordblindhed blandt børn i Afrika, er det jo ikke fordi, det ikke eksisterer, men fordi det uomtvisteligt er vigtigere at få mad i maven, end at formå at sidde stille på en stol. I Danmark er vi så langt, at der nu er overskud til at forholde sig til, at børn har følelser. For generationerne før os vil det uden tvivl virke forkælet, fordi de havde behovslag, der dengang var vigtigere at dække, men fordi vi står på skuldrene af dem, kan vi beskæftige os med emner, der for dem ikke var relevante.

      Ok, det blev en lang smøre, der stak af i mange retninger. Egentlig ville jeg bare sige tak for din kommentar, og dit perspektiv. Det er fedt at få flere vinkler på:)

      God dag til dig og dine.

      Kh

      Oraklet:)

      Slet
    2. Nu er det ikke for at skabe mig, og det er unægteligt svært for nogen af os at udtale os om, da vi netop aldrig har befundet os i den omvendte situation, men jeg tillader mig alligevel at komme med mit input.

      Jeg er nemlig de benævnte 24 år og mor til to børn. Den ældste er seks - jeg fik ham, da jeg var 17 - den yngste 1 år, som på den måde kom til verden, da jeg selv var 22. Det kan være svært for mig at sige noget som helst om, hvordan det forholder sig, når jeg er midt/sidst i trediverne, men jeg har usigeligt svært ved at forestille mig, at mit verdenssyn ændrer sig radikalt. Jeg synes i den grad, verden er (eller som minimum kan være) et farligt sted, og det smitter garanteret også af på min opdragelse. Der vil naturligvis være afvigere i begge ender af aldersskalaen, og jeg skal ikke kunne sige, om jeg i det tilfælde er en af dem. Men for mig var det berigende at opleve, hvordan moderrollen, ansvaret og beskyttertrangen udviskede min biologiske alder i en eller anden forstand, så snart min førstefødte ramte mit bryst. Ikke at jeg havde forventet det meget anderledes, men det generelle billede af unge mødre er vel ofte noget ganske andet.

      Jeg vil ikke kategorisere mig selv som værende curlingforælder, men med et sensitivt ældstebarn kræver det netop, som du selv nævner, at jeg indimellem prikker en ansat på skulderen - især nu, hvor førskolen er overstået, og 0. klasser venter lige om hjørnet - for at forventningsafstemme i forhold til, hvordan givne situationer håndteres, så jeg er sikker på, der bliver taget så godt hånd om ham som muligt, og jeg har heldigvis kun oplevet stor forståelse fra personalet.

      Jeg aner ikke, om ovenstående giver nogen form for mening, men når alt det er sagt, så forstår jeg godt tankegangen omkring, at ansvarsbevidstheden nærmest udvikler sig ligefrem proportionalt med alderen, og jeg tror også, det oftere end ikke er tilfældet. Jeg ville bare lige brøle lidt og sige, at jeg oplever, det godt kan være på en anden måde. :-)

      Slet
    3. Tidligere har jeg tænkt "der må ikke stå noget på bloggen, som ikke kan tåle at blive læst højt midt på Rådhuspladsen" hvem end der så måtte lytte. Men jeg kan egentligt meget bedre lide "må det stå der, hvis jeg dør imorgen?" Så tak for det perspektiv. Og av, den der genbo.... Det er værre end forældre, der skændes gennem deres børn. Noget der ellers også står højt på min liste over mavepinefremkaldende måder at gribe forældrerollen an på.

      Slet
  5. Jeg ville så gerne bidrage med kloge ord, men de er åbenbart svære at finde her kl. 3 om natten med en insisterende babyfod i ryggen. Jeg nøjes derfor med at konstatere, at du har sat ord på en håndfuld af mine tanker, jeg knapt har nået at tænke endnu, og jeg er mere end enig med dig og din vinkel på det.

    SvarSlet
  6. Tak Linda - og øv. For jeg deler MorMedHjertets lile gib. Mine tanker denne morgen går på, om det overhovedet er muligt at skrive en ærlig og personlig blog (som er den absolut eneste type blog, jeg har lyst til at skrive) og samtidig være en god og ansvarlig mor?

    Jeg gør mig meget umage med ikke at udlevere mine børn og min relation til dem, men de er 9 år og 13 år og jeg skriver ind i mellem om det smertefulde i livet generelt i et omfang og med ord, jeg ikke gør i direkte samtale med dem. Det kan jo også være svært at skulle "bære"/have kendskab til som stor pige...

    Det er ikke nemt, synes jeg. Ærlighed på nettet er det, der giver mest mening (og er også det, jeg gerne vil vise børnene) men er også det, der har de største konsekvenser.

    Tak for tanker!

    SvarSlet
  7. Jeg har ikke en blog, men er aktiv på de sociale medier og har kun været det 3-4 år. Mine døtre er hhv. 9 og 15 år og det er tydeligt at de har en holdning til, hvad der kommer om dem på de sociale medier. De er langt mere sensitive med billeder end jeg er (og jeg synes jeg er RET sensitiv) og det har fået mig til at tænke over, at ét er min lyst til et liv på sociale medier, noget andet er deres lyst (eller ikke-lyst). MAO - jeg er helt enig i dine overvejelser.

    SvarSlet
  8. Jeg tænkte på dig og dette indlæg, da jeg læste denne i dag: https://www.facebook.com/ditbt/posts/1480924835268063
    Fanme ikke i orden at udbasunere på en blivende offentlig kanal (undskyld, det var dårligt dansk)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg fik helt klamme håndflader over det, da jeg så det. Stakkels unger.

      Slet
  9. Det er BT der overtræder en grænse. Træk en grænse for, hvad de offentliggør. Ansvarlighed over for mennesker, der er ude i tovene. TAK.

    SvarSlet