mandag den 9. maj 2016

I øvrigt (uge 19):

* går det fremad. Lang. Somt. Hoooold nu kæft, sådan en hals er en diva. Men altså. Vi er nu der, hvor jeg ikke længere bruger den sidste time, inden jeg må spise flere smertestillende, på at længes efter dem med en inderlighed, der er Borte Med Blæsten værdig.

* vil jeg gerne takke oprigtigt for alle de gode tanker, der er blevet sendt i min retning. Og for blomsterne. Og champagnen, som jeg drak uden at se mig tilbage. Nogle gange tager AA fejl; nogle gange ER alkohol svaret. 

* tabte Anton i weekenden sin første tand. Der findes to slags mennesker. Dem, der bliver så stolte over den slags begivenheder, at de får tårer i øjnene, og hele tiden vil give knus, og dem, der råber: “Mor, jeg har lige taget tanden ud” fra pladsen øverst på klatrevæggen, og tyrer den over i verdens største sandkasse.

* begynder han at blive lidt selektiv med sine sproglige fejl. Uanset hvor mange gange jeg retter det til “Vædderens Kvarter, Anton”, bliver han ufortrødent ved med at insistere på, at han bor i 'Ridderens Kvarter'. 

* slog jeg i forrige uge hul på min læbe på en hyldeforkant i Bilka, uden at jeg helt kan redegøre for, hvordan det skete. 

* har jeg fundet ud af, at det for mig er tæt på at være verdens største turn off, når mænd camperer. 

* går der under 10 minutter, fra jeg har givet Frida en savlesmæk på, til hun har fået den vendt, så hun bærer den som en kappe. Jeg er vild med det. 

* udspandt følgende samtale sig herhjemme for nyligt: Mig: “Anton, ved du, hvem der kommer idag?” Anton (virkelig begejstret): “Kommunen?” Vi har boet her for længe. 

* vil jeg gerne vide, hvorfor autocorrect retter “man” til MSN? Findes det overhovedet mere?

* bliver jeg hidsig, hver gang jeg hører Taylor Swifts sang Wildest dreams. “My one condition is: Say you’ll remember me, standing in a nice dress, staring at the sunset baby”. Dame, du er 26 år. Knald eller lad være, men stop med at opføre dig, som om du bor i Ridderens Kvarter. (Jeg bliver sindssyg, når pladeselskaber laver sange til deres kunstnere, hvor målgruppen tydeligvis er væsentligt yngre end sangeren selv. Ja, Pink. Jeg taler også til dig.)

* vil jeg gerne vide, om jeg er den eneste, der altid tror, at jeg liiige kan få plads til den sidste sjat i glasset, hvis jeg bare hældermegethurtigtoptilsidst?

* sad jeg i sidste uge med i vuggestuen til samling, og kunne høre, at vi, når vi synger “Se, min kjole” lukker gul med “og fordi en kineser er min ven”. Er vi *helt* sikre på, at Kina er ok med det?

* har jeg givet Anton musikken til Frost med i børnehave. Stillingen er nu 1:1. #doodah

17 kommentarer:

  1. Ej, selvfølgelig kan det hele være i glasset hvis man bare skynder sig edder-meget, så bruser det heller ikke... Hvis nu det altså var noget med kulsyre. Der er da super-sejt at bo i Ridderens kvarter, jeg hepper på Antons version. Vædder-ridder-vædder.... Come on... Så meget sejere med en ridder, måske I skal ringe til kommunen?...

    SvarSlet
  2. Haha, mon tandfeen besøger sandkasser? Og han selv må grave 5'eren frem?

    - A

    SvarSlet
    Svar
    1. Tandfeen forbarmede sig, og lovede Lego, selvom tanden er gået til de evige sandbanker.

      Slet
  3. Jeg har lige vækket begge mine børn som jeg er ved at putte fordi jeg skraldgrinede af 'kommune' kommentaren. Jeg er vild med Anton! Og har tænkt fuldstændigt det samme om midt 90'er autocorrect af 'man' til MSN. Kan så afsløre at det virker til at være en feature man alligevel har genovervejet nødvendigheden af til den nyeste iPhone ����

    SvarSlet
  4. Det værste er, at damen har skrevet sangen selv. Niveauet af hendes tekster er lidt ligesom Rasmus Seebachs: "Ralle, pas nu på du ikke virker alt for desperat..." - Ralle, really?!

    SvarSlet
  5. Det er især ømt når frøken Swift brød igennem på at synge, at hun gik i t-shirts og sneakers. Nu er dukken han date de dengang måske ikke så galt på den længere, eller hvad?!?

    Popmusik, nogle gange altså...

    SvarSlet
  6. Vi synger Bamser er min ven, jeg har brugt lang tid på at tænke over, hvem der var den oprindelige gule ven. Det ved jeg nu. Tak for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, jeg forsigtigt forsøger at introducere bamse som alternativ. Jeg mener: Hvis svinedrengen ikke længere må være et svin, der drikker brændevin, men skal være en gris, der spiser jordbæris, så tror jeg sgu heller ikke, at vi må kalde kinesere gule.

      Slet
    2. Men hvordan finder man ud af at de ændrer i børnesangene?? Den med svin og brændevin opdagede jeg til babysvømning, men jeg var tilsyneladende den ENESTE der ikke var klar over ændringen.....

      Slet
    3. Hahaha - fuldstændig samme historie her. Der burde være en sektion i avisen, hvor det lige blev slået op, hvis der var politisk korrekte ændringer, man skulle opgradere på.

      Slet
  7. Hæ hæ, men humoren fejler heldigvis ikke noget, kan jeg høre... ;-)

    SvarSlet
  8. Linda. Tror nok jeg elsker dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da en herlig kommentar!:-*

      Slet
  9. Åh ja logikken om at hvis man hælder hurtigt, kan det hele være i glasset. Det minder lidt om den togfører, der en morgen meddelte over højttaleren: Toget kører langsomt på denne strækning, fordi der renoveres broer. Og vi kan jo alle huske fra fysiktimerne, at et tonstungt tog vejer mindre, hvis det kører langsomt .... ??? - og sådan er der bare fysiske love, der er universelle.

    SvarSlet
  10. Ej hvor pudsigt, jeg er vokset op i det område af Esbjerg. Har bla.boet i tvillingernes, fiskenes, vædderens kvarter og venusvænget, hvor min far stadig bor! Skummelt, ik? Men jeg vil nu ikke klassificere Esbjerg som Udkantsdanmark :)

    SvarSlet
  11. Orv manner, den der med gul kineser, den var ikke gået glat igennem hinsidan!!!

    SvarSlet