onsdag den 27. april 2016

Sten er jo også en slags mad #palæo

Mandag i sidste uge startede Frida i vuggestue. Egentlig havde jeg forventet, at det ville være smooth sailing, fordi hun er en nysgerrig og meget tilbagelænet baby - og det har det på mange måder også været. Hun er ret optaget af de andre børn, og de har taget godt imod hende. De voksne springer hun afslappet i favnen på, og jeg har endnu ikke oplevet, at hun har været ked af at være der. Hun bruger meget tid på at sidde med et stykke legetøj og iagttage, men hun virker tryg nok, og begynder også at forsøge at komme med, når de andre leger, ved at kravle over til dem, mens hun råber: “Bababababa!” - hvilket jeg antager er babykode for: “Prøv lige at give mig motorsaven”.

Så langt, så godt.

Desværre har Frida besluttet, at den orale fase ikke kan dyrkes nok. Hun putter A L T i munden - og inden nogen griner lidt overbærende og siger: “Det gør alle børn” bliver jeg nødt til at sige, at jeg trods alt har været omkring min rimelige andel af babyer, og jeg har aldrig set noget lignende. 

Problemet falder i to dele. Den ene er, at hun, som en anden lille sporhund, kan finde de mærkeligste ting, som ingen har tænkt på kunne udgøre en fare. F.eks. tog det hende under ét minut at finde en kurv med låneovertøj, hvori der var et par handsker, som havde verdens største vaskeanvisning af de stive, der kradser ad helvede til, syet fast i siden. Men ikke mere fast end at man, hvis man har et bid som en hvidhaj, kan flå den ud og forsøge at spise den.

Når børnene har fået frugt, og er gået ind for at lege, og de voksne er optaget af det almene kaos, der opstår i kølvandet på dét, er der også frit lejde til at militærsnige sig ind under bordet, for det *kunne* jo være, man var så heldig, at nogen havde tabt en humpel banan. 

Det er ikke fordi, jeg ikke tror, pædagogerne gør deres arbejde godt nok; jeg havde hende selv med på legepladsen for nogle uger siden, og havde tænkt, at nu skulle hun ordentlig have sig en sanseoplevelse, så ned i sandkassen med hende. Jeg stod LIGE ved siden af hende, og jeg flyttede ikke blikket fra hende. For jeg kender hende. Efter 2 minutter tænkte jeg, at jeg hellere lige måtte løfte hende op - for jeg kender hende - og uden at jeg havde set det, havde hun i sandkassen fundet to Leca nødder, og samlet dem op med munden. Hun mangler sgu bare en høj, sort hat og en kanin at trække op af den.

Den anden del af problemet er, at hun forveksler sig selv med en løve, når hun skal spise. Du giver hende en halv blomme? Hun stopper den i gabet, vender den to gange, og forsøger at sluge den. Du skærer hendes mad i hapsere og lægger tre foran hende? Hun smider dem alle tre i munden, og forsøger at sluge dem, uden yderligere dikkedarer.

Hun er ved at kløjs i maden - sådan rigtigt - ca. en gang om ugen, og det holder mig vågen om natten.

Jeg øver og øver og øver med hende. “Se Frida! Se på mor! Tygge maden. T Y G G E! *tygger-og-ligner-en-kæmpe-idiot*” Så griner hun og klapper af mig. Hun spiser alt, og gør det overordentligt eksemplarisk - sålænge det bare er skåret ud, og serveres for hende, bid for bid.

Og det betød, art jeg var der sammen med hende hele sidste uge. Jeg var nødt til at være HELT sikker på, at de fire voksne, der er tilknyttet stuen, forstår, at hun er en lille Pacman, før jeg turde slippe hende af syne. For det kan sagtens være mig, der er oversensitiv, men jeg fik lidt en fornemmelse af, at det blev rubriceret som klassisk mor-pjat, da jeg fortalte dem om det derude, så jeg turde simpelthen ikke at gå fra hende.

Nu er der gået en uge, og jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver mere tryg, fordi de lærer hende bedre at kende, og et par gange også har tilkendegivet, at “ok, det er godt nok RET ekstremt, det der!?” når hun har fundet noget nyt og umuligt at parkere i munden. Jeg kan jo ikke stå og kigge på hende 24 timer i døgnet til hun fylder 15, men hvis bare jeg ved, at de tager problemet alvorligt, kan jeg bedre holde ud at aflevere hende, og lade andre passe (godt) på hende. 

Hvilket også er et nødvendigt punkt at nå til, for tiden løber og den løber stærkt. I sidste uge var det bededag fredag, i næste uge er det Kr. Himmelfartsdag torsdag, og så har vi herhjemme fejret forårets komme med at blive syge, alle 3, hvilket også har kostet dyrebare indkøringsdage. Det startede søndag, og jeg er stadig syg på den måde, hvor man må skifte tøj flere gange om dagen, fordi feberen slår og banker i hele kroppen. Min hals gør ondt, jeg kan ikke åbne munden, og jeg har nederdrægtigt ondt i ørerne. Mandag var begge unger også syge, og jeg holder aldrig op med halvt om halvt at forvente, at Interflora ringer på døren med en motherf*cker af en buket, når jeg har taget mig af to syge børn, mens jeg selv er syg.

Så dagene flyver, og vi har nu 5 hverdage tilbage at øve os i, før det bliver alvor. Og hvis bare vi aftaler, at jeg giver hende en stribe gaffatape for munden om morgenen, inden jeg afleverer hende, skal det også nok gå.

9 kommentarer:

  1. Om det så var klassisk mor pjat så ser jeg ingen grund til at overperforme indkøringsfasen for andre end sin egen og barnets skyld. Man kender altså sine børn bedst. Punktum. God bedring og håber se næste 5 dage går som en drøm!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har lyst til at råbe "Amen!" For det gør man bare. Tak for tankerne og for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
  2. Jeg kan levende se det for mig, det med at alt skal i munden. I Jeres tilfælde er det så ikke alt, men ALT!!! Den første sommer min søn kunne gå og vi dermed kunne begynde at have mere gavn af nabolagets legepladser, havde jeg det rigtigt stramt med den cirka én million små plastikstykker, der lå efter børnenes leg med vandballoner. Han fandt seriøst hvert eneste lille stykke og puttede det i munden. Året efter var vi ovre dét stadie og han fik som den største selvfølgelighed vandballoner at lege med. Og vi samlede ikke op efter os jo. I år har jeg så endnu et barn, der lige har lært at gå, så... Karma?!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, men hvor er det bare typisk. Det er, som om, at det man frygter, bare skal gå i opfyldelse, ikke!? Anton har 2491049175037 stykker minilego, og derfor sagde jeg allerede, da jeg var gravid, at jeg ikke håbede, at det blev sådan et barn, der puttede alt i munden...

      Et sted deroppe sidder der en gud og griner.

      Slet
  3. Nu er det jo ikke mig, der ligger søvnløs midt om natten (over dét, ihvertfald), så derfor kan jeg jo sagtens sidde her i den anden ende af landet og føle mig godt underholdt! Hvornår går hun mon i lag med bordbenene, tror du?

    SvarSlet
  4. Min datter gik altid rundt med en håndfuld sten i munden, fra hun var ½ til 2 år. Jeg var pisse bange for, at hun skulle sluge dem, men det gjorde hun ikke. Hun spiste også sand fra sandkassen, som var det chokolademousse. Det var ikke rart for hende, når det skulle ud igen :-o
    Det er mega ufedt - og skræmmende - og man bliver en meget hys mor, men heldigvis en fase, ligesom alt andet.
    God bedring!!
    Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh sand. Det er sjovt, som relativitetsteorien også gør sig gældende her. Tidligere ville jeg sikkert godt kunne have hidset mig lidt op over, at hun også æder sand. Nu tilskynder jeg det nærmest, for så længe hun æder sand, kan hun ikke putte andet i munden...!

      Slet
  5. he
    Gaffatape kan afhjælpe det meste..

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig overraskende rigtigt!

      Slet