tirsdag den 9. februar 2016

Skuld gammel venskab rejn forgo.

For nogle uger siden var jeg i byen med en flok, hvoraf halvdelen havde børn, og den anden halvdel ikke havde. Når jeg er sammen med mennesker, der ikke har børn, bliver jeg altid meget bevidst om, hvor meget børn fylder i samtalen, hvis flere af de andre tilstedeværende har, og jeg vrider altid min hjerne i forsøget på at finde på noget at fortælle, som ikke involverer Anton og Frida. Selvom den gode samtale ikke er mit ansvar alene, har jeg ikke lyst til at være en del af et selskab, hvor man skal fake interesse og smile anstrengt, fra man kommer til man går.

Resten af weekenden gik jeg og tyggede lidt på, at det faktisk er en overvejelse jeg gør mig langt oftere nu, end før jeg fik børn. Før var der selvfølgelig også emner, der var mere oplagte i nogle sammenhænge end andre, men der var ikke noget, jeg decideret kørte censur på. 

Måske er det fordi jeg er gået lige fra at være single uden børn, til at have om ikke hele familiepakken, så i hvert fald en ret afgørende del af den, men jeg kan meget tydeligt huske, at vi dengang var enige om, at dem, der havde forplantet sig, måske ikke altid var de mest interessante borddamer og -herrer at få. Når de var med os i byen, endte det også ofte med, at de flere gange i løbet af aftenen, undskyldte at de ikke havde så meget andet end børn at byde ind i samtalen med.

Eller måske er det fordi, jeg blandt mine facebookvenner stadig har mange singler, der mere eller mindre frivilligt har fravalgt børn, og at jeg derfor hvert år til fastelavn ser en del harske kommentarer om underholdningsværdien af billeder af udklædte fastelavnsbørn.

I hvert fald har jeg en fornemmelse af, at det ofte er dem med børn, der i samtalesammenhænge dukker hovedet lidt og holder igen - og hvis det virkelig er sådan, det forholder sig, så synes jeg faktisk ikke, det er helt i orden. 

(Hvorfor er det i øvrigt, at det ofte er dem, der er mest rabiate i deres udmeldinger om, hvor uinteressante og ulækre børn er, der poster daglige updates om deres dyr?)

(Jeg dømmer ikke. Jeg undrer mig bare.)

Som sagt kan det godt være, at det er fordi jeg er sprunget hele *find en mand, lær ham at kende, flyt sammen, stift familie* fasen over, at jeg lægger mærke til det - men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville virke, hvis man prøvede at vende den om? Jeg tror, de fleste ville reagere, fordi det ville virke åbenlyst uforskammet, hvis jeg meldte ud, at jeg ikke orkede at sidde ved siden af flere singler uden børn, når jeg var ude, fordi det er røvsygt at høre om deres katte, hvem der var mest fuld i byen i sidste uge, og at crossfit er taget af planen om onsdagen i fitness world.

Èn ting er de sociale sammenhænge, hvor man ikke selv bestemmer, hvordan deltagersammensætningen er; det tror jeg de fleste kan overkomme, fordi det trods alt ikke er den slags, der er flest af, men jeg synes faktisk, at det her har påvirket flere af mine egne relationer mere, end jeg på forhånd ville have troet. 

Jeg tror, man ville nå langt, hvis alle parter - også dem, der får børn - kunne slutte fred med at det for mange venskabers vedkommende betyder en form for skilsmisse, når den ene part får børn og den anden ikke gør. At få børn har i hvert fald for mig ændret alting; ikke fordi jeg sætter alt på hold, eller lever gennem dem, men fordi de kommer til at udgøre den ene streng i livsDNA’et, og helt naturligt bliver det, alt andet både følger og snor sig omkring. De rykker på alt, lige fra den praktiske hverdag til måden, man betragter tilværelsen på, og for mit eget vedkommende er jeg blevet bevidst om mine værdier på en helt anden måde, end jeg var, før jeg fik dem. Jeg er på mange måder et andet menneske, efter jeg har fået børn, end jeg var, inden jeg fik dem; det jo nærmest et nyt menneske er trådt ind i omgangskredsen. 

Det betyder ikke, at jeg synes, man skal forkaste alle sine venskaber i det sekund, man bliver gravid. Men det betyder, at jeg synes, man skal gøre op med sig selv og måske endda hinanden, om man vil relationen på de nye vilkår eller ej. Hvis svaret er, at det vil man, må man lægge det arbejde i det, det kræver, at skabe et nyt rum, hvori man kan finde både hinanden og hinandens interesser. Uanset om disse viser sig at være katte eller børn.

24 kommentarer:

  1. Åh altså. Du siger/skriver det så godt! Jeg har nogle gange de samme tanker (også dengang jeg blev alene/skilsmissemor) og helt ærligt. Skal vi ikke alle være her? Med vores små særheder (børn, katte, tegneserier mv). Kh Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg bestemt, vi skal:) Men jeg tror, at det måske, at det kræver lidt mere arbejde at nå dertil, end først antaget?

      God dag til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
  2. Jeg er en af de få(meget få!!) i min tætte vennekreds der ikke har fået børn, og jeg vil da være ked af, hvis mine veninder ikke talte om deres børn! Venner er der jo for, at tale om det der fylder. Og det gør børn jo, lissom drukturene og de andre ungdomsemner gjorde i en anden tid! Og jeg elsker de gode diskussioner om identitet, opdragelse, balance i hverdagen mm. Og det giver mig en god mulighed for at byde ind med andre vinkler end alle dem i kronisk søvnunderskud og gylp på festtøjet har kunne mobilisere tanker til at tænke.
    Der hvor jeg nogen gange kan komme til at føle mig udenfor, er dem der byder ind med 'hvor tit har jeres børn legeaftaler' eller lignende helt lukkede konkrete emner, som jeg jo af gode grunde ikke kan snakke med om. - men det er de fleste af de seje veninder heldigvis heller ikke så meget for, så de blir hurtigt lukket!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig en super brugbar kommentar - for hvor giver det god mening. Den skriver jeg mig med det samme bag øret.

      Tak!

      Slet
    2. Jeg har heller ikke børn, og er fuldstændig enig med Ditte (har bare aldrig formuleret mine tanker så eksplicit). Jeg er fadder for en lille pige som min veninde fik, og veninde-tante for adskillige andre børn. Jeg elsker at købe bøger til dem og høre om deres særheder og nuttetheder, og har mange gode diskussioner med mine veninder, der er mødre! Men lige netop de meget lavpraktiske emner som valg af tøjmærker eller blemærker kan jeg ikke være med på, og dem finder jeg rædsomt kedelige.
      Måske skulle jeg selv gøre det samme, når jeg taler om løb :-) Mine ikke-løbervenner kan sagtens høre om den skønne tur til Hamburg Maraton, oplevelsen af at gennemføre og den lækre indiske mad vi spiste bagefter. Men det vil nok trætte dem temmelig meget at være med på en samtale om de forbedringer der er sket fra Kayano 21 til 22 løbesko ;-)

      Slet
    3. Jeg tænkte meget over din tekst i går, for jeg har også oplevet børneemnet fra begge sider.
      Jeg er den sidste i en vennekreds, der får børn, og da 4 af mine veninder fik børn samtidig for 10 år siden, kunne jeg godt indimellem føle mig udenfor. Jeg kunne egentlig godt forstå, at de syntes, det var superfedt at have hinanden som ekstra mødregruppe, og jeg syntes også det var både vigtigt og interessant at tale om børnene og den ændring, de medførte - selvfølgelig! Men som Ditte så fint beskriver det ovenfor, var der bare nogen emner, der fuldstændigt udelukkede mig, og hvis de fyldte for længe, var det svært.
      Men sådan er det vel egentlig med alle emner: At de kan åbnes op, så alle kan være med, eller lukkes ned til kun at vedkomme en lille del af et selskab.
      Jeg syntes også, der var stor forskel på, om jeg var sammen med mine veninder enkeltvis eller hele gruppen, for jeg ville bestemt gerne være en del af deres liv med børn - men ville bare også gerne være en del af samtalen, og det kunne være lettere, når det ikke var alle samtidig.
      Nu hvor jeg selv har fået barn, har jeg en skøn opbakning og interesse fra samme venindeflok, og både jeg og de nyder nu, at der er en lille sød unge at snakke om. Jeg har til gengæld også særligt en veninde, hvor jeg har mærket, at det er svært. Jeg fornemmer, at hun synes, børn er et emne på linie med alle andre emner, der ligesom kan tages med et: Hvordan går det med barnet?, og så er det emne slut. Da jeg var på barsel og alt gik op i mad, søvn, baby og den kæmpe omvæltning af hele mit liv, jeg syntes, det var, viklede barneemnet sig ind i ALT, og så det kunne være svært at koge ned til et femminutters referat. Jeg er helt med på, at det ikke er sådan i al evighed, og nu hvor jeg er ude af barselsboblen er mit hoved begyndt at tænke andre tanker igen. Men der er en periode, hvor alt handler om børn, og det er vel også ok?
      Nå, nu har jeg tabt tråden... Men for at afslutte, er det vel bare sådan, at hvis et venskab skal være langvarigt, så skulle der da helst være plads til, at hver enkelt person forandrer sig undervejs. Og er der ikke det, glider det nok bare lidt ud, om ikke andet for en periode.

      Slet
    4. Betteskov: Det er en fin sammenligning. Og faktisk tror jeg, at de fleste med børn ville synes, det var UTROLIG rart at få det her at vide; gerne med din lille sammenligning. For jeg har aldrig nogensinde tænkt over, at der er noget, der udelukker mere end andet, men når jeg ser det beskrevet her, har jeg lyst til at lave en KÆMPE facepalm på mig selv for det er så logisk, at det gør ondt.

      Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg ville virkelig, virkelig ikke blive sur, hvis en af de veninder, der ikke har børn, havde sagt det til mig. For jeg vil forfærdelig gerne have, at de bliver hængende, og det er bare svært at udvise omtanke, når man ikke lige har fanget, hvad man skal gøre mere og mindre af:)

      Tak for din kommentar.

      Kh

      Linda

      Slet
    5. Anonym: Jeg tror, at vores omstændigheder ligner hinanden, for jeg var også en af de sidste til at få børn, og det er måske derfor emnet optager mig: Jeg kan godt huske, hvordan det var at være den, der ikke havde, i en flok, hvor alle andre havde - men helt lavpraktisk kan jeg ikke længere huske, hvad det var, der udløste følelsen af at være udenfor. (Og at kede sig!)

      Jeg har en veninde, der er lærer. Hun er et af de bedste mennesker, jeg ved, og jeg kender rigtig mange af hendes venner, som også alle sammen er lærere. De er også, hver og en, nogle skønne mennesker. Men når de er sammen og begynder at tale arbejde, så har jeg lyst til at hamre hovedet hårdt ned i bordet, for jeg har intet at byde ind med, og bliver i øvrigt heller ikke spurgt. Jeg er helt sikker på, at jeg gør det samme med mine tolkekolleger. Men efter at have læst kommentarerne her, tror jeg sgu bare, jeg siger det næste gang? At jeg virkelig gerne vil snakke med dem, men at jeg mister muligheden for at være med i samtalen, når det bliver alt for detaljeret.

      Åh, hvor er det skønt, når man føler, man får nye værktøjer!:)

      God dag - og pas på ikke at snuble i tråden, hvis du finder den igen;)

      Kh

      Linda

      Slet
    6. Ha ha, ja, vores omstændigheder ligner hinanden! Jeg kender i den grad også lærersnakken. Og den er vældig interessant - så længe den ikke skal fylde HELE samtalen uden mulighed for at deltage. :-)

      I øvrigt, hvis man vælger "Svar som Google", kommer der så bare til at stå fornavn? Jeg vil jo gerne lægge navn til, men måske ikke have hele navnet udgivet.

      Slet
    7. Jeg må være helt ærlig og sige, at jeg ikke ved det. Jeg står her med mit fornavn, selvom jeg har gmail, som består af mit fulde navn.

      Hvis du gerne vil være på den sikre side, kan du bare skrive navn til sidst, som vi gjorde back in the days, når vi sendte breve:)

      Slet
  3. Man kunne i virkeligheden sige det samme om andre livsændrende begivenheder, - at de kan medføre ændringer i de sociale cirkler vi vælger at være i. Nu er der jo mange, der ikke tager andre livsforvandlende kursændringer end den at få børn. Men prøv lige tankeeksperimentet: hvis du siger jobbet op for at blive aktivist i greenpeace, hvis du pludselig begynder at bruge alle dine ferier på Lesbos som frivillig i en flygtningelejr, hvis du flytter fra land til by eller fra by til land, hvis du pludselig bliver fundet af en talentspejder og bliver topmodel. Så vil det kunne betyde at de venner du identificerer som din kreds, som du spejler dig i, ikke længere fungerer som netop det. Fordi din livsændring også rører ved noget i dem, på godt og ondt. I værste fald, komplet manglende forståelse og indlevelse, eller misundelse. Og måske har du selv brug for et andet modspil, fordi du står i noget nyt spændende, som de ikke kan give dig sparring på. Det er okay at udskifte venner fra tid til anden. Nogle holder hele livet, andre fungerer nogle år, og så man ligesom givet hinanden det man havde at give.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, at du har meget ret. Når man kigger tilbage over årene, kan man jo også sagtens se, at der er nogen, der var en del af en periode i ens liv, hvor man virkelig gav hinanden noget, men som man - når den ydre omstændighed, der bandt sammen forsvandt - mistede kontakten til.

      Jeg tror, at børn måske virker ekstra stærkt, fordi det sker nærmest fra den ene dag til den anden. Når man fx. skifter arbejdsplads, går der som oftest en periode, før ændringen bliver tydelig, men med børn er det i alle platforme af livet, der sker ændringer samtidig.

      Tak for dit input, og god dag til dig.

      Kh

      Linda

      Slet
  4. Det et sjovt du siger det, jeg oplever det faktisk lige omvendt. Jeg har ingen børn, og jeg synes der er en tendens til, at der ikke længere er plads til mig blandt folk med børn. De er ikke længere interesserede i mit liv, det eneste der skal tales om er deres børn. Og det jeg har at sige tæller ikke, for jeg har ingen børn.
    Og jeg er naturligvis med på, at det er kæmpestort at få børn - jeg har bare aldrig forstået hvorfor det pludselig fylder hele verden. Det må gerne fylde meget, men alting?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du gider (og har tid) vil du så ikke prøve at uddybe, hvad du mener, når du siger, at det fylder alt? Oplever du, at der ikke bliver spurgt til dig og de ting, der sker i dit liv? Eller er det, når du byder ind på de emner, forældrene bringer på bane, at du føler dig lukket af?

      Du skal kun svare, hvis du har lyst - jeg tænkte bare, at her var en oplagt mulighed for at blive klogere:)

      Slet
  5. Jeg har det lige omvendt end hvad du beskriver. Men jeg har også haft en del veninder, hvor jeg er blevet sorteret fra efter de har fået børn. Uden at jeg forstår hvorfor.
    Jeg vil hjertensgerne interessere mig for mine veninders børn - men det kræver også at de lader mig gøre det. Så selvom jeg ikke aner noget som helst om amning eller kan komme med tips og tricks, så er jeg jo ikke blevet idiot mens de har fået børn. I min optik kan man godt tale sammen alligevel - og måske endda også byde ind med ting.

    Men jeg føler, at jeg skal gøre en dobbelt indsats for at blive i venskabet, når folk får børn. Fordi jeg har prøvet flere gange at blive droppet, når der er kommet børn (selvom jeg har haft lige så meget optur over den livsomvæltning, som da de blev gift/købte hus/fik job osv.).

    Heldigvis har jeg veninder med børn, som lader mig interessere mig for deres børn - og jeg elsker dem for det! Det er bare ærgerligt, at man skal have optur over noget, som burde være normalt og ligetil :-)

    PS. Jeg kan godt forstå, at man drosler et venskab ned, hvis man ikke har forståelse for, hvad den anden gør. Om det er at få børn, være kæreste med en idiot, eller hvad det nu kan være..

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan sagtens se din pointe; at man som den der får børn, også skal huske at lukke op og ind. Jeg kan ikke tale for andre end mig selv, men jeg kan godt tage mig selv i at holde igen, når jeg snakker med mine veninder uden børn. Jeg gider ikke være sådan en, der bare japper løs om noget, de måske ikke synes er så interessant. Men egentlig - nu jeg sidder og tænker over det - er det vel lidt det samme, som når man har venner, der flytter til udlandet. I starten glider snakken stadig ubesværet, når man taler sammen, fordi fortiden stadig er present, men efterhånden kræver det, at man selv fortæller, hvad man går og laver, for den anden har ikke chance for at vide, at man er stoppet med at træne og begyndt at gå til spejder i stedet. Og det er måske en lidt anden måde at tale sammen på, end vi er vante til? Mange af os plejer måske at vente lidt på, at den anden spørger ind til noget, før vi begynder at tale om det, fordi spørgsmål = interesse og dermed bliver manglende spørgsmål måske ubevidst tolket som manglende interesse. Men når jeg ikke altid kan spørge kvalificeret ind til livsindhold hos veninder uden børn, så ville jeg virkelig, virkelig ønske, at de selv bød ind med det, der fyldte og fylder for dem. Ellers ender det jo med, at det eneste, man har til fælles er "de gode, gamle dage" og de holder på et tidspunkt op med at være interessante, synes jeg. I hvert fald hvis ikke, der bliver bundet nye historier på.

      Slet
  6. Ti år længere henne ad vejen er det lidt sjovt at se, hvad der skete, da vennerne fik børn. Jeg er midt i fyrrerne, single og har ikke børn - ville måske have fået det, hvis jeg havde mødt en mand jeg havde lyst til at få børn med, men jeg har aldrig haft nogen stærk trang til at få børn.

    Når jeg ser tilbage til de år hvor vennerne blev småbørnsforældre, så var der himmelvid forskel på, hvordan de opførte sig. Nogle begyndte at se mig og mit liv som noget helt anderledes og nærmest underligt. Én troede, at mit liv gik i stå og at jeg var permanent placeret i slut-20'erne i min livsstil og tanker. Hun var ikke interesseret i eller beredt på at følge mig, som mit liv udviklede sig. Dét venskab holdt ikke, selvom jeg var glad for de to drenge og hendes mand - og en tidligere version af hende selv.

    De venner med børn, som jeg har i dag, har alle set mig som og mødt mig som det menneske, jeg er - og jeg har sikkert gjort det samme den anden vej.

    I venne/småbørnsmødrediskussionen glemmer man på sin vis lidt børnene. Mens mødrene snakker, udvikler de deres personligheder og pludselig har man, som voksen uden børn, fået nye venner, der er poppet op der midt i venskabet med moren, og som ved og føler at man har været der hele deres liv. Det er nogle fantastiske nye venskaber, jeg har dér!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, det er en helt typisk fælde, det der: At man vælger at snakke om livet, som det så ud, da man pludselig valgte to forskellige stier. Og det er jo noget crap, for selvfølgelig udvikler folk sig uden børn fuldstændig ligeså meget, som folk med børn. Men det er måske på en anden måde. Og jeg tror, at der er nogle år, når børnene er helt små, hvor der simpelthen er nogle emner, der bliver mere .. "separerende" (i mangel af bedre ord) end andre. F.eks. havde jeg en veninde, som kastede sig meget intenst over selvudviklingslitteraturen, da jeg lige havde fået Anton. Og jeg må være helt ærlig og sige, at da jeg stod midt i et liv, som pludselig var helt anderledes, end livet som jeg kendte det, og jeg nærmest var psykotisk af mangel på søvn, der var det sgu en lille smule svært at være oprigtigt interesseret i at høre, hvad hun mente, det havde resulteret i, at hendes forældre ikke ville køre hende til håndbold, da hun var barn. I hvert fald 8. gang, hun bragte det op. Jeg forsøger ikke at latterliggøre hende og hendes rejse - og måske ville vores venskab også være faldet fra hinanden, selvom jeg ikke havde fået børn, for i al selvudviklingen var der pludselig ikke plads til noget som helst andet, og det tror jeg sgu heller ikke, jeg havde haft tålmodighed til uden børn.

      I virkeligheden bliver børn nok bare ofte katalysatorer; relationer, der ville have holdt uden børn, holder også med børn, mens dem, der knækker, måske gør det lidt hurtigere, end de ellers ville have gjort, men de ville under alle omstændigheder være gået forbi?

      Slet
  7. Jeg er 55 og har venner både med og uden børn. Nogle af vennerne er sågar blevet bedsteforældre. Og selvfølgelig opdaterer vi lige hvordan det går med poderne, men ud af en hel aften vil jeg tro at 20 % af tiden går med snak om børn, børnebørn og kæledyr. Resten af tiden er det alle mulige andre emner der vendes rundt om bordet - politik, rejser, parforhold, nye film og bøger osv. osv....
    Jeg er glad for at jeg ikke sorterede i mine venner, for nu, hvor vi er på "den anden side" af småbørnstilværelsen, er det guld at have mange forskellige input til livets gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en god pointe. Men var der nogen af dem, du ser idag, hvor der var pauser, da der kom børn? Altså, hvor man "gik fra hinanden" for en periode, men fandt hinanden igen? Og er det alle, der har holdt ved? Tænker, at børn jo naturligt kommer til at fylde mindre i samtalen over tid, men at der stadig kan være foregået en form for "sortering" dengang?

      Slet
    2. Der har gennem årene været udskiftninger i vennekredsen og også perioder hvor vi sås mindre...nogle gange med flere års pauser. Men efterhånden som børnene er blevet store, og vi har fået mere tid, så har vi genoptaget tråden. Og de barnløse har nok indimellem kedet sig bravt. Men dem der har holdt ved er ikke nødvendigvis dem med jævnaldrende poder, men dem som jeg har et fællesskab med via interesser og "kemi". Og så er der noget omkring geografi, for det ER altså mere bøvlet at holde kontakten, hvis der er 3-5 timers rejser hver vej, når man skal ses. Mine venner er i alderen 40 til 70, så det er et bredt udvalg af gæve kvinder :-)

      Slet
  8. Et par stykker af mine veninder som har fået børn, har valgt mig fra, fordi jeg ikke selv har fået et. Det er trist og ærgerligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes det lyder frygtelig egoistisk OG kortsynet, at vælge en veninde fra, fordi hun ikke har børn. jeg tror de kommer til at fortryde det senere, selvom det jo ikke hjælper dig her og nu. knus.

      Slet
  9. Nu har jeg måske glemt kernen i det du oprindeligt skrev, men efter at have læst kommentarene fik jeg bare lige lyst til at tilføje: Jeg ønskede at få børn fra jeg var meget ung, og ønskede at få dem tidligt. Men som du ved sker ikke alt som man ønsker, så jeg var også en af dem der først fik børn sent. Da jeg mødte den mand jeg endte med at få børn med havde jeg allerede forsøgt i to år at få børn på den måde som du har fået dem på. Og nu til pointen: Det jeg syntes var rigtig svært som enlig og uden børn, i samvær og samtaler med venner med børn, var når der ligesom skulle påpeges i forskellige sammenhænge at jeg var "sådan en som ikke har børn" Jeg følte mig jo nærmest som en barnløs mor, i og med at jeg var ufrivilligt barnløs, så jeg kunne bare slet ikke klare alle de (mange!) kommentarer som f.eks: "Ja men DU kan jo ihvertfald sove længe i morgen, dig der ikke har børn" og lignende. (Der findes virkelig mange i samme kategori, og jeg forsøgte altid at dreje samtalen over på noget andet, fordi det gjorde for ondt. Og lidt i samme boldgade var der også alle de snakke om diverse som havde børn at gøre efterfulgt af indskudt kommentar om at ja det ved du jo ikke så meget om dig der ikke har nogle børn/ Det vil du komme til at forstå når du selv får nogle børn. (Feks den bestemte type kørlighed man føler for sine børn)Nu hvor jeg er mor til to er jeg meget opmærksom på at ikke tale på den måde til venner uden børn.
    Åh, det blev måske lidt rodet det her, men håber du forstod kernen/pointen.

    SvarSlet