fredag den 23. december 2016

I øvrigt, jule-edition:

* Tager vi om 8 dage afsked med det år, hvor jeg 1) efter 700 møder fik udskudt Antons skolestart, 2) blev indlagt og opereret i halsen 3) startede på job efter endt barsel 4) var TR i en virksomhed, der gik konkurs 5)  flyttede 6) udgav en bog og 7) startede på nyt job, mens mit hjem stadig stod i flyttekasser. Jeg trænger voldsomt til en pause.
* Går jeg på juleferie om 1 time, 32 minutter og 20 sekunder. Men hvem tæller?

* Blev jeg oprigtigt forbavset, da vi hos ‘fæld-dit-eget-juletræ’-manden fik udleveret en sav og ikke en økse. Mickey Mouse har løjet for mig i alle disse år. Lille mussesvin.

* Lagde jeg for længe siden et billede på IG af en sæk muld med påskriften “Plantesæk” fordi min hjerne hver-hver-HVER gang, jeg ser sådan en, tænker på, om det er det, pigerne på gartnerlinjen råber efter hinanden, når de bliver sure. Det er umådeligt irriterende. Nu er min hjerne atter gået i hak, og har denne gang valgt at plage mig musikalsk. Hver gang (H-v-e.r. G-a-n-g.) jeg åbner mit skab og får øje på mine ramekiner, afspiller min hjerne omkvædet til Guns N’ Roses’ “Mama kin”, bare med  - ja, I har gættet det - ordet  “Ramakin” i stedet for. Jeg overvejer i ramme (.… STOP!!) alvor at smide dem ud. 

* Er jeg imponeret over, hvor god Frida er til at holde fingrene fra juletræet. Hahahaha #løgn

* Spekulerer jeg på, om andre end mig undrer sig over billeder på IG, hvor folk “sover”? Hver gang ser jeg for mig, hvordan de ligger med udstrakt arm og tager en selfie, hvor de sover rævesøvn. Er det ikke et virkelig mærkeligt koncept?

* Har jeg virkelig, virkelig nydt december i år, og jeg blev helt trist, da det før gik op for mig, at de fine lys og alle stjernerne allerede flytter tilbage i julekassen om en uge.

* Har DBA lige sendt mig en mail med tilbuddet om at købe en cirkusvogn. Er den hipster-fase snart slut?

* Har jeg i år haft ansvar for slikskålen til juleaften (… ja, de bredeste skuldre må jo bære de tungeste læs); en opgave jeg, hvis jeg selv skal sige det, har løst til UG med kryds og slange. 

* Kører jeg om lidt over til mine forældre og stiller resten af juleslikket. Det er bedst sådan. 

* Kan jeg ikke finde ud af, hvor vi står ift. julekort på facebook?

* Ved jeg til gengæld godt, hvor jeg står, ift. videoer, der opsummerer folks år.

* Holder jeg for første gang nogensinde juleferie fra bloggen (se første punkt) og vil derfor med dette årets sidste indlæg sige tusind, TUSIND tak for tilbagemeldinger, mails og kommentarer. Tak fordi I læser med, og fordi I svarer, når jeg spørger om noget, tak fordi I er så ordentlige, og tak fordi I altid tager godt imod alt, hvad jeg hælder ud. Må julefreden sænke sig over jer alle, og må det nye år have lutter gode oplevelser med i posen til hver eneste af jer. Rigtig glædelig jul.

torsdag den 15. december 2016

Skål i cola på dét.

“HVORFOR MÅ BABYEN FÅ COLA, MOR?” spurgte kvinden med meget høj stemme. Hendes søn på 3 havde stillet spørgsmålet, fordi han så Frida drikke en tår af Antons cola, og hjemme hos dem skal man være 5 år, før man må få sodavand. Vi var i legeland for at fejre min venindes søn, og moderen til drengen synes, at det var ret sjovt, at han havde spurgt, og gengav derfor spørgsmålet, så alle kunne høre det. 

Jeg kender min venindes veninde fra andre sammenhænge, og jeg kan skidegodt lide hende. Alligevel brændte det i kinderne, og jeg kunne mærke, at jeg blev både gal og ked af det. For umiddelbart der er jo ikke rigtig noget at sige, som kan forsvare det, vel? “Ja, det er fordi jeg tror på, at børn har godt af alle de vigtige næringsstoffer, der er i Pepsi Max” er jo ikke rigtigt en mulighed, og jeg følte mig simpelthen så udstillet. Lige i dé situationer kan jeg mærke, at jeg bliver ekstra opmærksom på, at jeg er alene med mine børn; at klicheen om den enlige mor, der mangler overskud til at interessere sig for sine børns tarv og vilkår, og som derfor bare lader dem sejle planløst rundt i en sovs af e-numre, sukker og manglende grænser, ligger lidt for lige for. 

Jeg lod den fare, fordi situationen ikke rigtigt var til at tage den, men den prikker til noget, som jeg rammes af og irriteres over i alle sammenhænge, når vi snakker om børn, nemlig at det lader til, at vi idag er så optagede af enkeltelementerne i opdragelse af vores børn, at ingen længere har overskud eller overblik til at forholde sig til det store billede.

Må man sende sine børn i institution i ferien? Må man lade dem se iPad 4 timer om dagen? Må man lade dem spise sukker? Må man vække dem, når de sover, må man true med at tage legetøjet, hvis de ikke makker ret, og må man hæve stemmen, når man bliver vred? Der er tusindvis af områder, hvor det er enormt nemt at svare, hvis man isolerer spørgsmålet til kun at handle om dét, men sådan er der jo ingen, der lever. Vi har alle sammen liv, der består af tusindvis af brikker, og hvor en masse valg og hensyn påvirker hinanden, og derfor er det både dumt og kollektivt belastende, at vi dømmer os selv og hinanden på baggrund af enkelthandlinger. Hvis Frida sover når Anton skal til gymnastik, er det så hendes eller hans behov, der skal tilgodeses? Hvis der er alvorlig sygdom hos forældrene, der af den ene eller den anden grund bliver forværret, hvis de skal holde 3 ugers ferie med børnene hjemme, er det så bedst, at ungerne får de 3 uger, som ingen kan være uenige i, at de fortjener, eller er det bedre, at forældrene er hurtigere på benene igen, og dermed hurtigere kan være mere for de selvsamme børn igen, hvis de kun får to uger? Jeg synes, at den offentlige tone gør det svært at tage sig lov til at fastholde, at man har nogle vilkår eller overordnede principper, der betyder, at man bryder med nogle af de politisk korrekt retningslinjer, der er udstukket ift.  fænomenet børneopdragelse.

Det er lidt som den debat, der de sidste 10 år har kørt omkring vin; om det er sundt eller usundt. Flere studier peger på, at det er sundt for hjertet, ligeså mange peger på, at det er usundt for vægten. Pointen her er, at begge dele er sandt. Og jeg ved ikke med jer, men jeg er ved at blive rundtosset af at forsøge at gøre alting rigtigt samtidig. Vi kan hævde alt det, vi gider, at vi ikke ligger under for alle de Korrekte Principper - men jeg kender ikke ret mange, der ville sige højt i en forsamling, at blå er en drengefarve, at der er fri computertid hjemme ved dem, eller at deres børn får en ekstra time i institutionen 3 gange om ugen, så de selv kan nå at løbe en tur. 

Bagsiden af medaljen ved den digitale verden er, at vi i nogle tilfælde bliver overinformerede, synes jeg, og derfor hele tiden er belastet af viden om, hvad dette eller hint gør ved sjælen og legemet hos både egne og andres børn.

Da jeg fik Frida lovede jeg derfor mig selv, at jeg ville arbejde med det. At jeg ville stå fast på de valg, jeg har truffet, fordi de for fanden er truffet ud fra en overbevisning om, at det, jeg gør, er rigtigt for os, og at man nogle gange vinder krigen ved at tabe slagene. Jeg lovede mig selv, at jeg ville øve mig i at stole på, at jeg med det udgangspunkt *vi* har, giver mine børn de bedste betingelser for trivsel.

F.eks. har jeg valgt, at jeg rydder op efter mine børn, når de skal i seng. I løbet af dagen skal de gøre det selv, men fordi jeg gerne vil, at vi lukker dagen ned på en god måde, har jeg valgt, at det ikke er når vi alle tre er trætte, at vi skal tage dén konflikt. 

Og jeg har også valgt, at Frida må få cola ved særlige lejligheder. Faktisk er mad og måltider noget, jeg har brugt rigtig lang tid på at forholde mig til, fordi jeg selv i en periode har bøvlet med det. Derfor er det vigtigt for mig, at mine børn lærer deres kroppes signaler at kende, og respekterer dem. Det betyder, at man godt må få aftensmad kl. 16.30 hjemme ved os, for hvis det er der, man er sulten, er det der, man skal spise. Det betyder også, at man ikke skal spise op. (Det vilde er, at selv mens jeg sidder og skriver dette indlæg har jeg lyst til at skrive 100 disclaimere, fordi jeg gerne vil vise, at jeg ikke er ligeglad eller dårligt begavet. Hvor ER det irriterende!) Vi har sjældent cola, for Anton elsker det, og det er simpelthen lettere, at det bare ikke findes i huset. Derfor er cola noget, der er forbeholdt særlige lejligheder hjemme ved os, og min overordnede beslutning er, at opdragelse er noget, der primært skal forgå i hverdagen, og derfor skal det ikke være den konflikt, vi bruger tiden på, når vi holder fødselsdag eller har gæster. 

Alle jeg kender har meldt deres børn til mellem 3 og 5 forskellige fritidsaktiviteter; jeg har valgt, at Anton går til én. Jeg er sikker på, at det er det rigtige for os. Jeg vil have, at der er ro på i ungernes liv, og jeg vurderer, at lige præcis mine børn har brug for at slappe af, når vi kommer hjem om eftermiddagen. Alligevel mærker jeg ind imellem tvivlen gnave, når andre taler om, hvor vigtigt det er at dyrke nærmiljøet og hvor gode venskaber, børnene får, når de går til dans og fodbold og teater og kor og gymnastik og spejder. Og problemet er, at vi hele tiden skal træffe vores beslutninger, om alt det, der påvirker vores børn, uden at vide, hvad konsekvenser af valg og fravalg bliver på den lange bane. Skåret ind til benet vil vi jo bare alle sammen gerne skabe glade, hele mennesker, der trives i både sig selv og i verden, og det eneste, vi har at pejle ud fra, er mavefornemmelse og livsbetingelser.

Og alt det kunne jeg mærke, da min beslutning om, at Frida ikke bliver besudlet på indersiden for evigt, fordi hun drikker cola, blev udsat for en granskning i plenum. Jeg kunne mærke bølgen af instinktiv skam, automattvivl, den kroniske forældreangst, der består af lige dele frygt for at tage fejl og for at blive dømt, og så - endelig og heldigvis - irritationen over det evige fokus på isolerede enkeltelementer i opdragelsen. For med irritationen kom reminderen til mig selv om, at jeg én gang har truffet beslutningen om, at det store billede er det vigtigste, uanset hvad andre måtte mene om mine enkelte penselstrøg. Det, der er rigtigt i den ene familie, giver ikke nødvendigvis mening i den anden.

Det vigtigste må være, at det, jeg gør, giver mening i min.

lørdag den 10. december 2016

Afsindig langt inspirationsindlæg om julegaver til børn, akkompagneret af en række billeder af tvivlsom kvalitet.

Dette indlæg indeholder ikke reklame af nogen slags. Jeg er ikke blevet bedt af nogen om at skrive det, jeg får ikke noget som helst for det, hverken rabat, penge eller goodwill af nogen art, og det ville undre mig meget, om nogen af de nedenstående firmaer nogensinde har hørt om mig.

Indlægget er blevet til, fordi jeg selv er så idéfattig, at det nærmest er grotesk, når det kommer til at finde på gaver til børnene, men i år havde jeg besluttet, at det fandme skulle være løgn. Nedenstående lister er derfor resultatet af ca. 1 million timers intens research, og det ville da være spild, hvis jeg var den eneste, der fik gavn af det.

Jeg var lidt i tvivl om, om det var for få af mine læsere, der ville kunne bruge indlægget til noget, men nåede efter lidt vejen for og imod frem til, at de fleste af jer formentlig selv har børn, børnebørn, nevøer eller niecer, og resten kunne måske godt have et par børn i omgangskredsen, de giver gaver til.

Når man googler: “Ønsker pige 1,5 år” får man ret mange designerforslag, f.eks. Aben af Kay Bojesen. Den er også virkelig fin, og jeg er helt med på argumentet med, at de i den alder jo reelt ikke mangler noget - men jeg er pragmatiker med kæmpe P, og jeg ser simpelthen ingen grund til at give nogle af mine børn en gave, som jeg, efter endt udpakning, skal inddrage med det samme, fordi den ikke er beregnet til at lege med. *Ned* af konflikttrappen. Den slags gaver er skidegode til barnedåb, fordi ungerne er for små til at forstå hele konceptet omkring gaver, og så har de nogle klassikere, som bliver fede at have, når de bliver ældre.

Mine bud herunder er en skønsom blanding af ting, jeg har købt til pakkekalenderen, julegaver, jeg selv har købt, og gaver, børnene får af andre. (Og man må hvisle “bestillingssedler” alt det man vil. At stå i Toys R’ Us mellem jul og nytår for at bytte gaver, udløser et akut ønske om spaophold på luksusresortet Guantanamo, så jeg ELSKER, at vi i vores familie koordinerer på forhånd)

Jeg linker ikke til tingene fordi der, som en klog kvinde (Mia Lyhne? Yvonne fra Olsen-banden? Bliver faktisk i tvivl nu)  engang sagde, ikke er nogen grund til at være til grin for sine egne penge, men google er din ven, hvis du bliver inspireret. 

Lad os komme igang.

Til Frida (1,5 år):

Rygsæk fra Skip Hop Zoo pris ca. 270 kr. 


Jeg elsker de her rygsække, som fåes i mange fine dyremotiver, og det er bare meget rart at have en lille taske, de selv kan have med, når vi skal ud. Jeg synes efterhånden, at Fjällräven er børnetaskernes svar på Kähler, så jeg ville gerne finde en, der både kan være noget i, og som ikke er så douce i farverne, at den dør, hvis man strejfer den med en gren. Til Anton har jeg været glad for Lego-taskerne, men jeg synes, at designet til piger er dødssygt, så skulle finde på noget andet, og forelskede mig i disse. (Og bare for at tage den i opløbet: Hvis Frida havde elsket Chima eller Ninjago, havde hun fået en taske med det motiv. Det gør hun ikke.) 

Makeup-børste, tilfældigt mærke, pris ca. 40 kr. 

Det her er nærmest min største geni-streg som mor. Jeg købte den, fordi jeg arbejder på at gøre den daglige badeseance til noget børnespa (de dage, vi har tid) i det beskedne håb, at mine højspændte børn måske kan unwinde lidt. Tanken er stearinlys, stille musik, en glimmerkugle og lidt børstning med den her. Vi er startet i det små, og det tegner godt. Anton sagde - lidt forbløffet - da jeg spillede Enya for dem, at det lød “som stjerner og blomster, mor!” Jeg ved ikke lige, hvor dét kom fra. Frida ELSKER at blive “penslet” med den her børste, og når hun ligger på puslebordet, er hun begyndt at tage penslen selv, give mig den og meget insisterende række sin lille fod op til mig. Som en ekstra (uventet) bonus er det oplagt at benævne de forskellige dele af kroppen, når man børster dem, og hun har på kort tid fået godt styr på “arme” “ben” “fødder” og det meste af hovedet/ansigtet. Endelig vil hun faktisk også rigtig gerne børste Anton, fordi hun selv synes, det er dejligt, så det er de bedste 40 kroner, jeg nogensinde har givet ud. 

Crayon rocks, ca. 70 kr. for 8. (Fåes også i større pakker)

De her skulle være ekstra gode til små fingre, og jeg kan faktisk godt se hvorfor. Hun har ikke fået dem endnu, men jeg håber, at de er gode, for hun kan godt lide at tegne, men almindelige farver er svære at trykke hårdt nok med til, at de farver, og tusser .. hahaha - er du fuld?

Løbehjul, Microline Mini, ca. 450 kr. 


Her er det mit håb, at Anton kan få sit eget løbehjul igen, for Frida stryger lige hen til det, hver eneste gang, vi er ude. 

Bondegårdsdyr, Green rubber toys, 4 stk/170 kr. (De er store)

De her dyr er måske ikke de mest æstetisk-vellignende dyr, man har set. Til gengæld er de lavet af et materiale, som er godkendt helt ned til 0 år, fordi man kan tygge på dem til kæberne går ad led, uden at der sker noget ved det.

Julekalender-dvd:

Jeg bliver nødt til at spørge, om Nissebanden var ligeså pisseirriterende, da vi så den som børn? For når jeg ser den nu, får jeg lyst til at gnave min egen arm af, bare for at aflede min opmærksomhed fra skabet skuespil, seniorsprog og sang, så falsk, at emaljen smelter af mine tænder. Det her bliver min kalendergave første søndag i advent til næste år: en julekalender på dvd, som vi så kan se et afsnit af om dagen, på et tidspunkt, der passer os. 

Ideer til dine veninders børn:

Navnelapper til tøjet, ca. 150 kr. for en stak. 
Jeg havde dem ikke til Anton, men bestilte til Frida, og det er ca. verdens bedste ide. 

Djeco glimmerkugle, pris ca. 350 kr. 

Kuglen har en indbygget timer, så den, når du tænder den, hvirvler glimmer op og lyser i skiftende farver i 20 min. hvorefter den slukker af sig selv. Da jeg fik den, blev jeg først skidesur, for motoren, som starter hver gang, den hvirvler, brummer lidt, og jeg tænkte derfor, at den ikke - som reklamerne ellers foreslog - kunne bruges som godnatlys. Men faktisk er det min oplevelse, at Frida falder til ro, når kuglen kører, så enten bemærker hun det ikke, eller også virker lyden beroligende. Timerfunktionen betyder, at den kan køre ret længe på et sæt batterier, hvilket måske er en lille ting, men alligevel er rart nok.

Til Anton (6 år):

Jeg vil gerne puffe lidt til Antons spirende bevidsthed om, at ting ikke bare falder ud af himlen, når vi skal bruge dem. Derfor har jeg i år valgt, at han på pakkekalenderen får to gaver pr. søndag: Én af praktisk karakter (fx. tøj) og så en lidt mindre ting, som bare er ren fornøjelse. Samme koncept med julegaverne.

Rubiks terning, ca. 80 kr. 

Den her model har kun 4 firkanter pr. side, og ikke 9, som på den almindelige. Den er stadig til “fra 8 år” men jeg har alligevel valgt at købe den nu, fordi jeg har været på jagt efter noget, som ikke bare er sjovt her og nu, (det er kvinden med de massive - nu uinteressante - mængder Cars-gear, der taler her…) og som man kan lege med selv, når man kommer hjem efter en lang dag, og lige trænger til at lukke lidt af for verden. 

Spil, ca. 50 kr. 

Man kan få mange, der ikke koster alverden, fx. børneyatzy, dam, mikado osv. 

El-tandbørste,, ca. 200 kr. 

Tandbørstning er et af de områder, hvor Anton stadig har lidt issues. Det kan vi jo desværre ikke tage ret meget hensyn til, eftersom det vil være mere synd for ham, at han skal trukket alle pløkkerne ud, når han er 24, fordi de er i så miserabel forfatning, at de ikke kan laves. Jeg har fundet en med Avengers, og håber, at dette, i kombination med, at det lugter lidt af teknik, kan gøre tandbørstningsritualet en smule mere spiseligt for ham. 

Lego brætspil, pris ?

Jeg anede ikke, at Lego lavede analoge spil, men blev gjort opmærksom på det af en tidligere studiekammerat. Det spil, hun anbefalde, var i mellemtiden udgået, men jeg var så heldigt, at jeg fandt et, der var stort set ubrugt, på DBA.

Star Wars malebog, ca. 130 kr. 

Af en eller anden grund gider Anton ikke rigtigt de der “aktivitetsbøger” med klistermærker osv, men han elsker at farvelægge, så har fundet den her virkelig fine, almindelige malebog til ham, som jeg tror, han vil elske. 

Basketnet m/ bold, ca. 330 kr. 

Det her er et sats, men jeg tror, han kunne synes, det var sjovt. Igen er jeg gået efter noget, som man både kan bruge sammen med andre, og alene; det er ikke altid, at der lige er nogen, der kan lege, og så er det fint at have noget at lave, der stadig er sjovt. 

Lampe, Aloka sleepylights, ca. 400 kr. 


Mit bud vil være, at det bliver et kæmpehit, at han kan skifte farve på lampen med en fjernbetjening. Produktbeskrivelsen lover, at der er en lysfunktion på, som giver lys nok til, at den kan bruges som læselys. Og så tænker jeg heller ikke, at det gør noget, at man kan tage den med i sengen.

Kuglepuslespil fra Ikea, LATTJO, 80 kr. stk. 

Det her bliver så en direkte henvisning, for jeg har ikke set dem andre steder, men de er ret fine, også i virkeligheden, og så er de til at gå til at lave. 


Whiteboard-tavle, ca. 250 kr.

Gaven med undertitlen “Få din køleskabsdør igen”. Herhjemme er reglen nu, at man må vælge én tegning, der hænger på køleskabet; resten bor på tavlen på værelset, hvor de sættes op med de til-formålet-indkøbte superheltemagneter. 

Gaveideer til dine veninders børn:

Print-selv-posters fra Etsy, ca. 100 kr. 

De her der dem, jeg selv har fået lavet til Antons værelse. Man køber et download, som man henter med det samme, hvorefter man bestiller det som fotoforstørrelse et sted på nettet. Jeg gav omkring 50 kroner for at downloade, og ca. 50 kr. for forstørrelsen. Man kan få virkelig mange fede, og jeg kan godt lide, at der er lidt andre ting at vælge imellem, end de samme, evindelige 4 designs, man kan få herhjemme. 

Udendørsspil

Selvom det ikke føles sådan lige nu, så bliver det vel sommer igen engang, og særligt når man har vinterbørn er det her et hit at få, fordi de ikke automatisk får stocket op på nyt legetøj, når det dagene begynder at blive længere. Eksempler på udendørsspil kunne være: Kæmpe-mikado, dart (med velcro, hvis man sætter pris på sit syn) eller bowlingsæt med kæmpekegler.

Jeg håber, at der var noget imellem, der enten inspirerede direkte, eller som satte tankerne igang. Happy hunting! 


onsdag den 7. december 2016

Danser du, så krammer jeg.

Her til aften modtog jeg en sms fra en bekendt, der som den eneste, jeg kender, stadig holder stand imod brug af emojis i sine beskeder. Jeg har selv overgivet mig for længst, og er nu så vant til både at bruge og læse dem, at jeg altid lige skal løbe de sidste måneder af vores relation igennem i hovedet, for at være sikker på, at hun ikke er sur på mig, når jeg læser hendes beskeder. Når jeg svarer hende, uden brug af emojis, kigger jeg på min egen besked, og synes, at den er afmålt, konservativ og blottet for liv. Det er noget pjat, for lige så pro jeg er for emojis i textbeskeder, ligeså con er jeg, når det kommer til alle andre former for skiftelighed, i hvert fald når vi kommer op på et vist niveau. Jeg får nærmest tics, hvis jeg ser dem i ansøgninger eller artikler i trykte medier, og i min optik er det i de sammenhænge dovenskab på linje med voice-over i film; hvis du er nødt til at ty til dem for at få historien til at flyve, har du ikke gjort dit arbejde godt nok.

Men tilbage til veninden, for hendes emoji-løse besked fik mig til at tænke på den meme, jeg selv har delt på IG idag: 

























Som man kan læse i kommentarerne, så er det også et af de områder, hvor der findes to slags mennesker, og hvor man, når man tilhører den ene gruppe, kan blive helt forbløffet over, at andre kan have det anderledes end én selv. Jeg HADER uventede gæster. Ikke gæsterne, for jeg kender kun virkelig skønne mennesker, men situationen. Jeg er en af dem, der lige har brug for at få lov at montere min personlighed, inden jeg skal bruge den. Da min veninde og jeg, efter 4 år i delelejlighed, fik hver vores lejlighed, stadig i samme opgang, havde vi en helt fast aftale om, at vi lige skrev, inden vi ringede på hos hinanden. Det er svært at påstå, at man ikke er hjemme, når lyset vælter ud af vinduerne, og radioen spiller, og ligeledes kræver det en vis form for insisteren at fastholde, at man lige sidder og arbejder, hvis man har pudeaftryk tværs over kinden, og chokoladesavl i mundvigen. 

Når først man kommer til at tænke over det, er der masser af disse enten/eller-eksempler i sociale relationer. F.eks. danser jeg ikke, hvilket ingen mænd i denne verden lader til at forstå. Og det er faktisk et af de områder, hvor jeg ofte ender med at give mig, fordi nogle mænd nærmest bliver aggressive, når man for 20. gang på en aften takker nej. Jeg er mere end én gang blevet spurgt, “hvornår jeg sidst har været på date med en mand?” om jeg “har problemer med selvtilliden?” om jeg ikke tror, at jeg “skulle få lidt hjælp til de kontrolissues” osv. osv. osv. Og det er ikke fordi, det altid ender lykkeligt, når jeg overgiver mig; for år tilbage kom en fyr forbi, og spurgte igenigenigenigen om jeg ville med ud at danse - og trak mig denne gang bare med, uden at se sig tilbage, selvom jeg - igen - takkede nej. Klip til scenen 10 sekunder senere, hvor fyr på 170 vender sig om, og går mig lige præcis til kravebenet. Og derefter, i ramme alvor, spørger, om jeg måske lige kan gå lidt ned i knæ? Den historie bliver stadig trukket frem i omgangskredsen ved festlige lejligheder.

Så nej tak til dans og uventede gæster for mit vedkommende. Til gengæld krammer jeg alle, jeg har talt med i mere end 4 sekunder, og det er først efter, Maren er sprunget ud af anti-kramme-skabet, at det er gået op for mig, hvor rædselsfuldt nogen synes *det* er. Maren, der i øvrigt har formået at forvandle hele kommentarfeltet under sin artikel i Vores Børn på FB til én stor kærlighedserklæring, hvilket er en præstation, der, uden yderligere ophold, burde udløse en chefpost i FN's Fredsbevarende Styrker. 

Men måske vi, nu hvor det trækker op til sociale arrangementer en masse, kunne hjælpe hinanden med, om der er andre områder, hvor vi ikke rigtigt kan være i vores kroppe af bare utilpashed over noget, alle andre tager for givet, at vi gør? Eller har vi været omkring de vigtigste? 

Dansende, uventede kram herfra:)

tirsdag den 29. november 2016

Kommentarer og censur.

Da jeg for 8 år siden begyndte at blogge, var kommentar-censur noget af det mest pinlige, man som blogger kunne blive beskyldt for at udøve. Ingen ønskede at være kendt som den, der kun lod læsere, der var enige med én og som sagde pæne ting, komme til orde i kommentarfeltet.

Jeg tror, helt oprigtigt, at jeg er den blogger i hele dette univers, der er mindst forfulgt af hatere; jeg har flere gange rost jer for at være overordentligt pæne og sobre, når I kommenterer, hvilket er den skinbarlige sandhed, og jeg elsker at læse alt, hvad I sender i min retning.

Ikke desto mindre er der ind i mellem også en trold eller en rasende type, der i jagten på nogen at plage, snubler over mit lille hjørne af cyberspace. Jeg ved ikke, om de altid rejser flokvis, eller om de måske starter hvert personalemøde med at vælge hvem der plager hvem, men det er som om, at når de får øje på én, så bliver de ved med at kradse og kratte på døren i en uge eller to, før de giver op og lusker videre til den næste. 

Om det er mig eller internettet, der er blevet ældre ved jeg ikke, men jeg har simpelthen besluttet, at de ikke får taletid her. Det er opmærksomhed, de er efter, og det bliver for kedeligt i længden at stå og fægte med sit raseri, hvis der ikke er nogen, der kigger. 

De sidste par uger har jeg modtaget både flere kommentarer om, at nogen hader mig (anonyme, selvfølgelig #surprise), og en enkelt dødstrussel er det også blevet til. Black Friday og Trump er virkelig noget, der kan få følelserne frem i folk.

Det her er min stue, og alle er velkomne. ALLE må mene noget, og også gerne også noget andet end mig. Det bliver dødssygt, hvis det kun er mig, der snakker, så trafik i kommentarfeltet er inderligt værdsat. Men ligesom jeg gør mig umage med at formulere mig på en måde, så retorikken ikke overdøver indholder i det skrevne, forventer jeg også, at man som (uenig) læser, vil noget med det, man skriver, og at man udviser respekt for den gode dialog. Så længe man holder en sober tone, må man give den hele armen i kommentarfeltet, og jeg udgiver det hele, det lover jeg. 

Resten ryger lige ud til højre, og til alle troldene og de små haters derude: Seek life elsewhere. Jeg lover jer, at I bliver trætte af at skrive, før jeg bliver træt af at trykke “afvis”. 

søndag den 27. november 2016

Siden sidst har jeg:

* Fejret Anton. 6 år, mand. Jeg fatter det ikke. Jeg ved til gengæld, at musikanlægget i børnehaven lever på lånt tid nu, for da jeg spurgte ham, hvad for en fødselsdagssang, vi skulle synge for ham, var svaret: “Who let the dogs out?”

* Undret mig inderligt over Black Friday-hadet, som lader til at være denne sæsons must-have. Jeg mener det, når jeg siger, at jeg simpelthen ikke begriber det. Den eneste grund, jeg ville kunne forstå, var, hvis man ud fra et øko-holistisk perspektiv opponerede imod, at vestens overforbrug fik en undskyldning for at gå yderligere amok, men med al respekt, så er det ikke de grønne typer i mit feed, der har ytret deres mishag. Og så forstår jeg det ikke. For det må sgu da være meget fedt for de butiksansatte, hvis man kunne få noget af julehandlen skubbet lidt frem? Og hvem kan have ondt af, at der er mulighed for at spare penge på julegaverne? Nogle detailhandlere har brokket sig over, at de føler sig pressede til at være med, men med den meget light-agtige udgave af Black Friday, som danske butikker kører (som f.eks. Matas, der råbte løs på hele internettet om de 20% man kunne spare hos dem, men som så med utrolig småt tilføjede “når du køber for mindst 300 kr.” på deres egen side - come on, people!) kan jeg ikke se, at det adskiller sig fra alt mulig andet udsalg/fødselsdag/hurratorsdag/løgnerlørdag, som de alle sammen kører fra tid til anden. Som sagt: Jeg forstår det ikke. 

* Prøvet at blande saltkaramel i flødeskum til en kage. Det skulle jeg virkelig, virkelig ikke have gjort. #RundErOgsåEnForm

* Købt rammer til mine kæmpe VisseVasse billeder, og med møje, besvær og en syndflod af eder fået plakaterne sat i. 

* Smadret den ene af dem igen. Jeg hader mig selv. 

* Sagt “Dén tone der kan du lige starte med at lægge *helt* fra dig!” til en taxachauffør på min fars alder. Jeg tror måske, at jeg har misset et kald som lærer.

* Haft Frida med i Harald Nyborg, hvor hun pegende og begejstret råbte: “MORMOR!!” efter alle mænd over 50. 

* Siddet med et billede af min far og tålmodigt prøvet at lære hende forskellen på mormor og morfar. Efter 200 repetitioner fastholder hun stadig, at min far hedder mormor. Hun vinder.

* For 3. gang siden jeg flyttede købt noget møbelagtigt på en hjemmeside, for efterfølgende at blive kontaktet af firmaet bag, som ikke har varen alligevel. Gider hele verden stramme op?

* Hældt en halv liter gløgg ud, fordi den var blevet for gammel. Jeg er ved at miste grebet. 

tirsdag den 15. november 2016

Ikke min præsident.

Jeg har ikke skrevet om det amerikanske valg, og det, at Lord Voldemort vandt, dels fordi jeg simpelthen ikke ved nok om amerikansk politik til at udtale mig kvalificeret om det (som om dét nogensinde har afholdt mig fra at skrive om noget) men også fordi, det i så lang tid har været overalt. Man orker næsten ikke mere, vel?

Men i kølvandet på valget, er der to reaktioner på de sociale medier, som generer mig, og dem har jeg lige behov for at adressere, før jeg lægger mig hen i min kurv.

Den ene er i forhold til dem, der overbærende skriver “Ro på”, “Nu ikke så bange” og “Det skal nok gå alt sammen” med en undertone som den, jeg genkender fra min egen stemme, når jeg skal have talt Frida ned fra et hysterisk anfald. Begrundelserne går altid på, at manden nu løber ind i det samme problem som DF, da de havde fået 2000 mandater ved sidste valg: Det bliver svært at leve op til egne ord, når man har brugt alle penge i kassen 4 gange, og også skal besværes af andre mennesker, der har noget at skulle have sagt, når man pludselig sidder med det endelige beslutningsansvar. Flere peger på, at han jo er nødt til at holde sig gode venner med andre nationer og instanser, da ingen mand er en ø, og at der derfor vil være noget kontant adfærdsregulering, der tvinger ham til at være knap så rabiat. 

Mit problem er, at jeg slet ikke synes, at vi er bange nok. For det er fint, at samhandelsområdet ender med at fungere, men uanset hvor mange konsulenter og rådgivere, der bliver sat til at mandsopdække ham, så har vi bare under hele valgkampen set, at han er komplet utilregnelig. For mig at se er det fuldstændig katastrofalt, at verdens mest magtfulde position, er blevet til præmien i et realityshow, og at den 1/4 af amerikanerne, der har stemt på ham, på den måde skaber en virkelighed, hvor grab ‘em by the pussy er den øverste barre, klimaforandringer er et holdningspørgsmål, og selvkontrol er skideligemeget. 

Den anden reaktion jeg stritter på, er når nogen hånligt peger fingre af danskere, der bruger hashtagget #imwithher, #notmypresident osv, fordi det er noget, vi “ikke har den fjerneste indflydelse på”, som "ikke har noget med os at gøre" og at det bare “er for at prale af egen politisk korrekthed”.

Det er simpelthen for naivt at tro, at den amerikanske miljøpolitik ikke får betydning for resten af verden, og at det ikke får noget med os at gøre, at manden, der sidder foran den store røde knap, og som skal forhandle med mennsker, der har våben nok til at udslette jorden 8 gange, har et temperament som et overtræt barn i trodsalderen.

Og jeg spekulerer på, om ikke det havde gjort en forskel for jøderne under 2. verdenskrig, hvis hele verden havde tilkendegivet, at det ikke var i orden, hvad der foregik, da forfølgelsen af dem begyndte. For jeg vil gerne minde om, at de grusomheder, der foregik dengang, ikke startede med koncentrationslejre og Arbeit macht frei. De startede også med, at nogen gjorde det i orden at føle sig hævet over bestemte gruppe i samfundet, og så ekskalerede det derfra. 

Noget af det, der har slået mig i den litteratur, jeg har læst om 2. verdenskrig er, hvor meget spillerum had og mistro kan få, når der ikke er nogen, der kigger. For mig er #imwithher og alle andre udtryk for, at det, der foregår lige nu, er vanvittig, derfor umådelig vigtigt, fordi det nu er hele verdens opgave at blive ved med at kæmpe imod fornedrelsen og latterliggørelsen af handikappede, transkønnede, homoseksuelle, kvinder, indvandrere, muslimer osv. osv. For den, der tier, samtykker, hvilket vel aldrig har været tydeligere, end ved konsekvensen af den manglende valgdeltagelse derovre. Vi skal bevidne, og lade dem vide, at vi gør det. Vi skal blive ved med at holde fast i det, vi VED er rigtig og forkert. Vi skal vise, at vi er dem, de udsatte grupper kan vende sig imod og blive bekræftet i, at det IKKE er i orden, at de bliver nedgjort og forfulgt, når de begynder at tvivle. Vi kan ikke hjælpe dem indefra. Men vi kan stille os omkring dem, med faklerne tændt, så der er lys herude, når de kigger op.

tirsdag den 8. november 2016

I øvrigt:

* kan jeg ikke huske, at jeg tidligere har lavet 3 'i øvrigt' indlæg på en måned. Men vi har taget to runder bræksyge på under 10 dage (ofrene inkluderede bl.a. tremmesenge og autostole #fml) , og alle mand er samtidig lagt ned af alle forkølelsers ondskabsfulde moder, så sammenhængende tanker er sjældne, eksotiske fugle på disse breddegrader for tiden.

* ville jeg faktisk have blogget i lørdags, men kom til at klikke mig ind på The Fall på Netflix, og nu er jeg fortabt. Bliver nærmest hypnotiseret fast til skærmen af Gillian Andersons lavmeldte britisk, der føles lidt, som når nogen nusser én i håret. Vi ses om 3 sæsoner. (Løgn. Om én. Skide junkie, Linda.)

* havde jeg forleden en optaget rustvogn HELT inde i bagagerummet over en strækning på 10 km, selvom jeg kørte til den gode side af, hvad jeg måtte. Ret mig, hvis jeg tager fejl - men de må da være det erhverv i hele verden, der har mindst travlt?

* undrer jeg mig på daglig basis over de kvinder, 30+, der er nærmest aggressivt fans af Volbeat. Hvem er de?? Er det kvinder, der var unge, da N’ Sync og Take That var store, og som har slæbt sig igennem tilværelsen med store, gabende huller i hjertet, siden disse gik i opløsning - og som derfor slet ikke føler det spor mærkeligt at gå all ind på undercut, lædertøj og hysteriske mængder af kohl, mens de instagrammer deres vej gennem hele turnéplanen?

* har jeg en Canada Goose, jeg ikke kan komme af med, så hvis nogen skulle kende en (ikke alt for høj) mand, der står og mangler verdens fedeste jakke, der er brugt én gang, så send mig lige en pb. Orker ikke flere douches, der spørger, om jeg vil sælge den for 800. 

* ville jeg ønske, at jeg var mere øko-holistisk, både generelt, men særligt i forhold til julen. Jeg hørte forleden om en kvinde, der havde “kvalme af forbrugsræset”. Jeg er nærmest ærgerlig over, at det er frowned upon at have mere end ét juletræ. Men jeg har fundet ét sted, hvor jeg måske alligevel kan fedte mig til en karmastjerne: På ønskesedlen i år, kommer jeg til at tilføje “må gerne købes brugt” ud for alle de ting, hvor det er ok at gøre. Ideen er hermed givet videre til andre forbrugstosser og julepsykopater.

* kan jeg, post-flytning, ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mine gamle dagbøger. Noget af det er tåkrummende “hjerte-rimer-på-smerte” men der er godt nok også noget imellem, som jeg meget, MEGET nødig ville, at .. ja, nogen som helst, faktisk, skulle læse, hvis jeg trådte ud foran en bus i morgen. Mit pragmatiske jeg hælder til småt brændbart, men det føles sgu også mærkeligt at smide så meget historie ud. Hvad gør man?

* var Anton millimeter fra at kaste sig direkte ind på et 6 år langt kostskoleophold i Tyskland, da han igår, under noget free-style høvdingebold, tyrede Kylling ind i 3 tændte stearinlys i vindueskarmen. 

* vil min forbløffelse over, at jeg er blevet så voksen, at jeg kan fjerne stearin fra rullegardiner, vindueskarme og kyllingevinger, ingen ende tage.

* skal jeg have købt en ny termokop, og tager i den forbindelse med glæde imod anbefalinger og advarsler. Jeg minder om, at jeg går under betegnelsen Termomunden, og at vi derfor skal bruge noget isenkram, der kan opretholde en temperatur på 200 grader i et par timer eller 3.

* hørte jeg i radioen i morges, at politiet i Nordjylland i aftes ledte med hunde og helikoptere efter en 11-årig dreng. Indslaget sluttede med: “Drengen, der er tvangsfjernet, blev fundet kl. 1 i nat i god behold, tæt på sin biologiske mors bopæl.” Tænk, at én sætning kan give så ondt i hjertet.

* Er det eneste, Frida gider at lege med, Antons cykelhjelm. Det ser sådan her ud: 

video

tirsdag den 1. november 2016

Halve voksne er vel også en slags voksne.

Egentlig havde jeg tænkt, at det næste indlæg, der skulle op, skulle være et af ha-ha-slagsen. Jeg kan bedst selv lide, hvis der er lidt stemningsvariation på bloggen, og det seneste trak over i den mere seriøse afdeling. 

Men i morges så jeg det her klip på Facebook, som hedder "Tak, fordi du var min pædagog!" og det efterlod mig lidt trist til mode, uden at jeg i første omgang helt kunne forklare hvorfor. Efter et par timer gik det op for mig, at det var fordi, jeg ikke kan nævne én eneste pædagog eller lærer, som jeg husker, forsøgte at hjælpe mig.

Og så var min feel-good-vibe desværre lidt midlertidigt forstuvet.

Jeg taler ikke så tit om det, primært fordi jeg ikke ønsker at blive puttet i kassen “mobbe-offer”. Jeg er ikke nogens offer, ellers mange tak - men efter jeg har fået børn, kan jeg ind imellem tabe vejret ved tanken om, hvor rædselsfuld min skolegang var. Og det startede i børnehaven. Da min psykolog for år tilbage bad mig sætte et par ord på mit ophold i børnehave/skolesystemet, var de to, jeg kunne komme op med: “Jaget” og “Ensom”. 

Når jeg kigger tilbage nu med mine voksenøjne, synes jeg faktisk, at det grænser til pligtforsømmelse, at ingen greb mere ind end de gjorde. Der var et par samtaler undervejs, men mest af alt var der skuldertræk og en underlæggende tone af, at det nok var min egen skyld, fordi jeg var et mærkeligt barn, som ingen rigtigt forstod. Heller ikke de voksne. 

Det, der plager mig mest er, at jeg ikke - selv den dag i dag - kan sige, hvad jeg synes, de skulle have gjort anderledes. Det gør mig fuldstændig desperat, for det betyder, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal hjælpe mine egne børn, hvis de nogensinde kommer hjem med nogle af de historier, jeg kender alt for godt. 

Senest læste jeg i denne artikel på NOPA (som jeg varmt vil anbefale alle, der enten selv har børn, eller som arbejder professionelt med dem at følge på fb) at de seneste studier peger i retning af, at diverse mobbekufferter og fri-for-mobberi-redskaber forværrer problemet, hvor det i forvejen eksisterer, fordi man med dem skaber et rum, hvori dem, der mobber, får fri taletid til at sige de mest forfærdelige ting til dem, der er jaget vildt.

Jeg vil simpelthen så gerne tro på, at det virker, for jeg kan ikke holde tanken ud om, at vi bare kan se passivt til. Desværre tror jeg, at redskaberne mest af alt er en sutteklud for voksne, så vi føler, vi gør noget. Mit helt ufaglige, og voldsomt subjektive bud er, at de ingen effekt har, fordi nogle klasser og grupper ikke i sig har den konstellation, der giver grobund for mobning, mens redskaberne i de grupper, hvor problemet eksisterer, for det første ofte kommer for sent på banen, og for det andet bare forværrer problemet. Jeg vil virkelig gerne udfordres på den her, for det ville give mig håb - men jeg har aldrig hørt nogen sige, at de oplevede at mobningen af dem stoppede, fordi kufferten kom frem.

Videoen på facebook slutter med ordene: “I daginstitutionerne lægges fundamentet for, at børn bliver hele voksne mennesker.”

Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, hvis en lærer eller en pædagog havde stillet sig foran mig og givet mig en lille smule læ, men jeg kan godt lide tanken om, at det ville.