mandag den 30. november 2015

Et døgn på Blogsbjerg.

Eller: “Hvorfor jeg ikke blogger mere, end jeg gør”

Kl. 4.50: Frida vågner på den meget insisterende måde, og jeg vælter ud af sengen, griber hende i en flyvende tackling og løber nedenunder, så hun ikke vækker Anton, mens jeg lover-lover-LOVER mig selv, at I AFTEN går jeg i seng i det SEKUND, der er ro. På badeværelset har hun en fest på puslebordet, og jeg dør af 8 omgange over, hvor sød hun er. Jeg giver hende tøjet på, jeg lagde derned i aftes, alt imens jeg varmer mig ved selvfedmens lune bål over, at jeg er sådan en tjekket og organiseret mor. 

Kl. 5.30: Efter at have boltret os med sværd, kastestjerner og Spiderman, som andre på matriklen har det lidt stramt med at dele, og som derfor kun bliver brugt i smug, er den lille fis ved at være klar til at blive puttet i barnevognen udenfor. (Undtagen når Gorm, det fede svin, er på besøg, og plankeværk og trampoliner flyver højlydt gennem luften.)

Kl. 6.00: Jeg kravler op i sengen, hvor Anton ligger og putter, og roser mig selv for at være sådan en nærværende mor, der sørger for at være der for begge mine børn, lige fra dagens start. 

Kl. 6.02: Anton synes nu, at vi har snakket rigeligt, og udbeder sig iPaden, som jeg rækker ham, mens jeg kan mærke, at jeg før tog helt fejl: Jeg er en falliterklæring af en mor, der lader sine børn gå for elektronisk lud og koldt vand.

Kl. 06.03: Jeg beslutter mig for at bearbejde den traumatiske erkendelse ved lige at lukke øjnene 5 minutter, og bruger den næste halve time på at blunde til lyden af japanere, der smadrer hinanden med lyssværd, mens de råber på virkelig dårligt engelsk.

Kl. 7.00 Har nu badet og tegnet øjne på, og lovet mig selv, at jeg skal have fundet på noget, så jeg kan komme til frisør og få udbedret K3 skaderne. Ligner én på 80. 

Kl. 8.00: Efter mange og lange forhandlinger, er Anton nu opstanden, påklædt (dog stadig med bare tæer, da det åbenbart en straf, der rangerer på linje med et ophold på Guantanamo at skulle iføres strømper), affodret og præsentabel.

Kl. 8.15: Frida vågner, og eskorteres fra barnevognen og direkte ud i bilen. Anton fragtes til børnehaven, og vi kører vinkende derfra, mens jeg lettet konstaterer, jeg kl. 6.03 var helt galt på den: Jeg er en overskudsmor, der afleverer mit barn sent, og alt er godt.

Kl. 8.45: Frida og jeg er hjemme igen, og der lægges an til grød. Det kan godt ske, at hun er en slow starter, men når først hun beslutter sig for at gøre noget (som fx. at blive født), går det som lyn og torden. Efter i mange uger at have betraget grød med inderlig skepsis, angriber hun nu tallerkenen på en måde, man ellers kun kender fra tv-programmer om udsultede løver, der endelig har fået nedlagt den halte gazelle. 

Kl. 9.30: Barn affodret, leget med, skiftet og puttet, og jeg kaster mig over dagens to-do liste, som jeg lavede i aftes, som den strukturerede mor, jeg er. Jeg undrer mig på daglig basis over de uhyrlige mængder af vasketøj, 3 mennekser kan producere, så får kørt de obligatoriske maskiner, tømt opvaskemaskinen, skoldet flasker, lagt gårdagens vasketøj sammen, støvsuget, redt senge osv osv osv osv. Livet med små børn er virkelig meget lidt rock n' roll. 

Kl 11.00: Frida vågner, fodres, skiftes, og derefter er der er dømt “Ude af huset”-pligter, som fx. indkøb, lægebesøg osv, hvorunder jeg martres af dårlig samvittighed over, at jeg er sådan en lortemor, der bare slæber sin baby med rundt, som om hun var en taske. Det hjælper ikke, at jeg denne gang har fået verdens mest tålmodige barn, der bare sidder lige så stille og kigger. Stakkels, STAKKELS understimulerede barn.

Kl. 12.15: Kommer hjem og har på forhånd stress over, at Frida skal nå at sove, så hun kan nå at vågne, så vi kan hente Anton, så han ikke skal henslæbe flere timer end allerhøjest nødvendigt i opbevaringsboksen børnehaven. Lader varer stå i bilen, fodrer, skifter og putter, og bruger tiden, hvor der skal visses med vognen, på at svare på mails og sms’er, og på at love mig selv, at ligeså snart, der bliver et hul, så skal jeg også have trawlet min e-boks igennem, så jeg ikke glemmer eller overser noget vigtigt. Har heller ikke blogget eller svaret på kommentar i 400 år. Gør den grusomme opdagelse, at jeg er den stressede mor, der ikke er til stede i noget af det, jeg gør, og beslutter straks, at fra nu af vil vi være et af de hjem, der har “beskidte gulve, men glade børn”, som de skriver på Pinterest. 

Kl. 13.00: Frida sover, og jeg henter varerne i bilen, pakker ud, forbereder aftensmaden og hænger vasketøj op, mens jeg ærger mig lidt over, at Pinterest ikke skriver, hvad man stiller op med dé pligter.

Kl. 14.30: Frida vågner, og vi henter Anton.

Kl. 15.00: Forsøger at undgå at snerre af nogen, mens begge børn er sure og kontrære, ingen vil dele, og poserne med den drivvåde flyverdragt, og det gennemmudrede termo- og regntøj, som alt sammen som skal vaskes, (Pinterest, du melder bare ind *anytime*) hænges op strategisk rigtige steder ift. radiatorer, og vendes 100 gange som fucking oksestege, så det hele kan nå at tørre til i morgen, står i entreen og stirrer bebrejdende på mig. Er nu millimeter fra selv at ringe til statsforvaltningen og bede dem om at gribe ind. 

Kl. 16.00: Ro genoprettet. Frida puttes, og jeg iler ind til Anton og tilbyder ham økologisk korrekte aktiviteter, mens jeg high fiver mig selv over at Se mine børn, og Møde dem, hvor de er. 

Kl. 16.15: Går ud og smørrer madpakker, mens Anton ødelægger det puslespil, jeg selv endte med at samle, fordi han ikke gad. 

kl. 16.30: Frida vågner, og er utilfreds, og herfra handler det om at manøvre varsomt gennem de næste to timer, mens man husker at trække vejret dybt, og nogle gange tager Kampen Om Aftensmaden (som er ulækker), og andre gange bare erkender sit nederlag og finder havregrynene frem. Ånder ind og ud gennem raserianfald over, at venstre ikke kan være højre, at man ikke bare kan spise mælk af en tallerken til aftensmad og at mormor engang har været en baby (ffs!), samtidig med, at jeg laver ansigter og leger tittebøh med Frida, der har tændt for “NOT amused!”-lyden, mens vi ligger på gulvet i en episk eksplosion af lego. Spiderman kører på fjernsynet, og jeg er nu sådan en mor, der for længst har opgivet at forholde mig til, om det er skadeligt for nogle af ungerne at se tegnefilm, hvor ting springer i luften og alle tæver hinanden.

Kl 18.00: Forlader Sarajevo '92 som det står, og gelejder alt afkom op af trappen, og smider det i blød.

kl. 18.45: Alle mand lander i dobbeltsengen, hvor der læses højt af to bøger efter eget valg (undtagen Bamse-historien, som jeg nægter at læse, fordi jeg får forhøjet blodtryk af ord som “Bamlet-skørt” og “Tivertifald”) og synges to sange. Jeg forsikrer, at jeg kommer tilbage, kysser ældstebarn godnat, justerer belysning, og sætter mig ind og giver Frida mad.

Kl. 19.30: Alle børn er puttede og sover. I en fjern afkrog af min erindring, kan jeg godt huske, hvad jeg lovede mig selv i morges, men jeg trænger.sådan.til at sidde lidt og trække vejret ned i noget vin.

19.31: Kommer nedenunder og konstaterer, at jeg stadig ikke har fået mig en au pair, der rydder op. Får genetableret mit hjem, pakket tasker og skrevet to-do-liste til morgendagen, og er tilbage ved fornemmelsen af, at det er mig, der har the upper hand. 

Kl. 20.10: Ok, skal i seng LIGE om lidt - skal bare lige se sidste halvdel af det afsnit af Greys Hvide Verden, som jeg blev afbrudt i i går, fordi Frida vågnede og var sulten. 

Kl. 20.40: … bare lige ét afsnit mere…

Kl. 21.15: Der ringes på klokken på førstesal, og Den Tjenende Ånd Mor iler op med maden, så der ikke vækkes flere børn end højest nødvendigt. 

Kl. 22.00: Frida sover igen, jeg lister i seng.

Kl. 02.00: - og står op og ammer.

Kl. 02.45: Tilbage under dynen.

Kl. 04.50: Men i AFTEN går jeg i seng, så snart, der er ro!

fredag den 20. november 2015

Børn, blogging og billeder.

Forleden var der én, der skrev til mig, om ikke jeg snart lagde et par billeder op af Anton og Frida. Dén kommentar blev jeg virkelig glad for, for den rører ved noget, jeg faktisk bruger meget tid på at tænke over. 

Jeg elsker at blogge. Selv når jeg ikke blogger, har jeg altid en mental notesbog med mig, hvori jeg noterer, når jeg kommer i tanke om noget, jeg har lyst til at skrive om. Nogle gange glemmer jeg det igen, andre gange bliver det til indlæg, og atter andre gange kommer det aldrig videre, fordi jeg undervejs i processen når frem til, at det simpelthen ikke er relevant for andre end mig selv.

Det sidste tænker jeg meget over, når jeg blogger om mine børn. Fx. har jeg lyst til at skrive om Antons fødselsdag; fortælle hvor rørende og stort det var at kunne holde fødselsdagsfest for ham, fordi han endelig har fået så meget sprog, at begrebet fødselsdag giver rigtig mening for ham, og derfor har glædet sig i flere måneder til at børnehaven skulle komme hjem til os. Jeg har lyst til at skrive om, hvordan det var at se ham sammen med alle hans små kolleger, og hvordan jeg skulle stramme mig VIRKELIG meget an for ikke at komme til at snøfte, bare lidt, da han fik et kort, hvori børnene havde skrevet, hvad de synes, han var god til.

Men når jeg skriver om mine børn, har jeg en lakmusprøve, der hedder: “Ville jeg gide at læse om det her, hvis andre bloggede om det?” For heldigvis synes vi jo alle sammen, at vi har fået Det Perfekte Eksemplar, som hele evolutionen har båret frem imod; at alt, hvad de gør, er de første spæde spadestik til en kommende nobelpris, og at alt, hvad der kommer ud af munden på dem, er det pureste guld. Hver gang. 

Det er ikke nødvendigvis sådan, andre oplever det. 

Men jeg ville selv synes, det var mærkeligt, hvis fx. Maren og Sneglcille ikke skrev om livet med deres børn, fordi det jo blandt andet er det, der gør, at jeg kan mærke dem som rigtige mennesker, og som jeg derfor holder af at “besøge”.

en tredje blog, jeg læser med på, er bloggeren gravid, og på et tidspunkt skrev hun, at hun ikke rigtigt så sig selv som mommyblogger - og jeg forstår godt, hvad hun mener. Nu læser jeg ikke med på alle blogs i hele verden, men i det hjørne af blogland, jeg betræder, kender jeg ingen bloggere, der tager det som et ridderslag at blive refereret til som “mommyblogger”. Det er, som om al kant, intelligens og sexyness fordamper, hvis man får det prædikat klasket i panden. Man kommer blogmæssigt til at lyde som hende, vi alle sammen både har været og siddet ved siden af til en fest, som a.l.d.r.i.g stopper med at tale om sine børn; som fuldstændig har mistet sit filter ift. hvad der er gangbar og interessant voksenkonversation, og som kun går i jeans med høj talje, der giver virkelig flad røv.

Men på langt de fleste af de blogs, jeg læser med på, har bloggerne børn. Og det er stadig bad ass kvinder, der mener en masse, er skidesjove, og som ikke skriver om bussemænd og bræksyge eller poster billeder af børn, der pottetræner - og jeg vil virkelig gerne læse, hvad de har at sige, også om børn, skolereformer og hverdagskabalen. 

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så svært, når det er mig selv. Hvorfor jeg fx. holder igen med at skrive, hvordan jeg forleden måtte stikke mig selv en lussing, fordi jeg pludselig blev skruk, mens jeg stod og skiftede Frida (wtf?), og synes, at det var helt trist, at jeg ikke skulle føde flere børn (wtaf??) eller have flere magiske førstedøgn på hospitalet med en lille, ny knikebaby.

Eller hvordan jeg forleden stod og kiggede ind i skabet længe, mens jeg overvejede, om man kunne drikke kaffe af vinglas, fordi jeg var kommet til at åbne det forkerte skab, og var så træt, at jeg ikke orkede at åbne det rigtige.

Eller lå i min seng, fik øje på en stor edderkop i loftet - og bare udmattet tænkte: “ja ja - vi skal allesammen være her.”

Noget af det handler om, at jeg gerne vil skærme mine unger; at de ikke skal læse min blog en dag om mange år, og føle sig udleverede eller besværlige. Men det handler måske også om, at det ikke giver mening at have en blog, hvis der ikke er nogen, der læser den, og derfor skal balancen mellem de forskellige emner, mellem sjov og alvor og stort og småt, helst være rigtig.


Så når jeg ligefrem bliver opfordret til at dele lidt børnespam med jer, tager jeg det som et tegn på, at I i hvert fald ikke føler, at jeg kvæler jer i det.

So without further ado:



God weekend.


fredag den 13. november 2015

Close, but heldigvis no cigar.

Meget højt placeret på Listen Over Ting, Man Ikke Gider, når man om aftenen er ved at putte børn, er naboer, der hamrer på hoveddøren og råber: “I SKAL UD!! I SKAL UD!! DET BRÆNDER!!” På den måde lod tirsdag aften lidt tilbage at ønske.

Heldigvis er jeg genetisk designet til, at min puls øjeblikkeligt falder 20 slag i minuttet, når der er optræk til panik (reaktionen kommer bagefter, så det er ikke fordi jeg slipper), så jeg tog et barn på hver arm og fikserede dem i bilen. Da jeg flere gange har leget legen “Hvad ville jeg tage med ud af mit hus, hvis det brændte” vidste jeg med det samme, at det vigtigste at få med (udover børnene, selvfølgelig) var min æske med usb-nøgler, hvorpå jeg har alle mine billeder. Den gik jeg tilbage og hentede, sammen med computer, pung og telefon, hvorefter jeg på Antons kridhvide ansigt og flammerne, der slikkede op ad køkkenvinduet hos naboen, vurderede, at tiden var inde til at køre. Fandt en genbo, der så nogenlunde fattet ud og gav besked om, at min dør stod åben, så brandfolkene kunne bare gå ind, og kørte derefter en skrigende Frida og en noget beklemt Anton over til mormor og morfar, der så lidt forbløffede ud, da hele min lille familie pludselig stod i nattøj og bare tæer i entréen. Jeg fik hurtigt dem sat ind i situationen, kyssede begge unger, og kørte tilbage med en mærkelig kombination af hvilepuls og bange anelser. Jeg tror aldrig, at ild i nabolaget er fedt, men det giver lige et ekstra hak opad på trælshedsbarometeret, når man bor i rækkehus, og det er naboen-naboen, der er gået fra frituregryden.

Tilbage i ghettoen bad jeg tilskuerne, der var igang med at filme hele herligheden på deres telefoner, om lige at træde et skridt til siden, så jeg kunne komme igennem (et sted på You tube ligger der nu en meget spids udgave af mig), og fandt en brandmand for lige at høre, hvor galt det stod til. På det her tidspunkt var alt ét stort kaos af brandbiler, røg, udrykningskøretøjer og røgalarmer, der var gået i selvsving. Og stadig var jeg mest af alt bare træt på samme måde, som når man smider sin pung væk, og bliver 20 år ældre ved tanken om alle de kort, man skal have spærret og genbestilt.

Jeg fik lov at gå ind i mit hjem, hvor jeg nåede at hilse på 4 forskellige brandmænd, der løb med stiger op og ned af trapperne, og priste mig i mit stille sind lykkelig over, at vi har mine forældre så tæt på, så ungerne ikke skulle stå midt i al dét. På det her tidspunkt havde jeg mentalt forberedt mig på, at vi gik nogle lange uger i møde, så jeg pakkede de ting, som jeg vurderede ville være mest irriterende at få røg- og sodskader på, som fx. Voksipose og flyverdragter. Samtidig glædede jeg mig over, at jeg i mange år materielt har levet, som den ene af de to hovedpersoner i filmen Heat, som på et tidspunkt siger: Don't keep anything in your life, you're not willing to walk out on in 30 seconds flat, if you spot the heat coming around the corner. Jeg ejer vitterligt ingenting, udover mine billeder, som jeg ikke ville kunne erstatte, hvor træls arbejdet med at få det gjort end måtte være.

Da jeg havde pakket 3 tasker, kastede jeg et sidste blik rundt i min stue, trak vejret dybt, og kørte min vej. Resten af natten brugte jeg på at vende og dreje mig, fordi uroen og uoverskueligheden af hele scenariet endelig indhentede mig.

Onsdag var jeg noget spændt på, hvad jeg ville komme over til. Føromtalte genbo havde om natten ringet og lagt en besked om, at branden var under kontrol, og at det ikke havde bredt sig til vores hus. De mente ikke, at røglugten var slem, men det var svært at sige, fordi det hele på det tidspunkt stank som bare pokker.

Og nogen holder hånden over os (jeg har Lene mistænkt), for der var INTET hos os. En svag lugt af lejrbål og godt med snavs og væltede ting, fra brandmændenes ture op og ned af trapperne var alt, hvad der var at se og lugte. Fik den der: “Ej, men hvor slemt kan det så lige have været?”, så gik de 3 meter hen til nabovinduet og kiggede ind. Og jeg siger det bare lige igen: Nogen holder hånden over os. De kommer ikke hjem på den her side af jul.

Der er ingen, der helt kan forklare, hvordan der kan være sket SÅ lidt hos os, når det var SÅ slemt SÅ tæt på - og det betyder egentlig heller ikke noget. Jeg er bare inderligt taknemmelig over, at vi ikke er husvilde de næste mange måneder og skal holde jul i en container.

Resten af dagen gik med at være til læge med ungerne, som havde tid til hhv. 5 måneders- og 5 års tjek, inklusive vacciner til dem begge. Som straf for dén behandling nægtede Frida kategorisk at sove resten af dagen, mens Anton mest var optaget af, at “hun STAK mig!! Det må hun ikke!!” (Vi er i Retfærdighedsfasen for tiden). Kl. 19.30 var der endelig ro til at begynde at rydde op og gøre rent. Kl. 21. vågnede Anton med sælhundehoste og høj feber og brugte de næste timer på at fable om noget med bier i træer. Kl. 3 ville Frida gerne have mad. Det var jeg færdig med kl. 3.45. 3.50 vågnede Anton og havde ondt (“hun STAK mig! Det må hun ikke!!”), kl. 4.55 havde vi snakket færdig om det, og kl. 5.05 erklærede Frida torsdagen for åben.

Den der afslappede barselsbobbel, mange taler om, hvor man er nødt til at bage boller fra bunden hele tiden, og lave sin egen kollektion af smykker, komplet med hjemmeside og det hele, for at få tiden til at gå - den synes jeg altså ikke, jeg mærker meget til for tiden.

tirsdag den 10. november 2015

Når jeg er i mødregruppe, og går ud for at putte mit barn - og kommer ind igen 4 minutter senere, fordi hun sover:


søndag den 8. november 2015

Her går tiden med:

* At lære Frida at sove på eget værelse i egen seng. Det går overraskende godt, forstået på den måde, at hun egentlig accepterer det, og ikke er ked af det - til gengæld er vi tilbage ved den type nætter, vi havde, da hun var helt lille og ny, med masser af “Er du vågen, mor? Ja? Nåmen, når vi nu alligevel er oppe, skal vi så ikke spise lidt?” så i timerne 2100 til 0500 zulutid føler jeg mig som en shuttlebus med virkelig tætpakket køreplan.

* Speaking of bus: At bande over vægten, der bare står fuld.stændig stille. Og det er godt nok for tidligt. Jeg er egentlig helt med på, at det skyldes en kombination af, at der er røget mange kilo, og at kroppen derfor lige tager en pause, og at jeg samtidig har lagt mig i fosterstilling i livets Römertopf på en behagelig bund af kulhydrater, som er mit ufrivillige drug of choice, når jeg er presset. Det er stadig pisseirriterende. 

* At bande over spildte bandeord. Da jeg brækkede alle mine ben, var jeg igang med at forberede mig på at undervise i fitnesscenteret igen; jeg havde været klar længe, men jeg syntes ikke, Frida var klar til at blive passet før for et par måneder siden. Derfor var det ekstra irriterende at blive sat ufrivilligt på bænken - men jeg kunne have sparet mig. Da jeg fik Anton, var fitnessverdenen sådan indrettet, at man fandt en løsning, hvis man var klar til at genoptage undervisningen, før man startede på job igen, men tilsyneladende har Skat være ude med riven, så nu er dét slut. Hvis jeg starter med at undervise, før min betalte barsel fra jobbet er afviklet, er det min primære arbejdsgiver, der bliver trukket i refusion, og hvor rummelige de end er, tror jeg næppe, at de vil betale for, at jeg kan stå og spille fandango med en stak vægtskiver i et fitnesscenter. Efter lang tids research, (fordi ingen åbenbart nogensinde i verdenshistorien har stået med samme problemstilling) har det offentlige og jeg nu ved fælleshjælp slået fast, at jeg må starte med at undervise efter 24 uger, for så er det bare mig selv, der bliver trukket i dagpenge. D. 02. december er der gået 24 uger. Jeg starter d. 03.

* At forsøge at rumme de møder, der følger med, når man gerne vil skubbe sit barns skolestart et år. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det ville være det bedste, fordi han har været (og er) meget bagud på sprog. Der er simpelthen nogle abstraktionniveauer, man ikke behersker, når man ikke har haft sprog til at snakke om dem, og en modenhed, der derfor ikke helt står mål med, hvor de jævnaldrene er. Samtidig er han rasende godt begavet, hvilket trækker hårdt i retning af skolestart. Idag kan man nærmest ikke få lov at vente (noget med økonomien, selvfølgelig), men jeg ville simpelthen så gerne, at han får et år til at finde sine fødder, efter udviklingsmæssigt at have været i spurt de sidste 2 år. Ikke mindst fordi jeg kan se så meget af mig selv som barn i ham, og jeg vil give alt for, at han får det nemmere og bedre i skolen, end jeg havde. Men på den slags møder, er der KUN fokus på de områder, hvor han ikke følger normen, og som dermed kan besværligegøre en skolestart væsentligt, og det er simpelthen så hårdt at skulle sidde og tale om sit barn på den måde.

* At forberede piratfest. Menuen består af blæksprutter, øjenklapper, papegøjeknogler, kanonkugler, strandsten og et kæmpe piratskib i chokoladekage, og den slags laver jo ikke sig selv. “Men Linda. Det lyder sgu da helt absurd. Er det virkelig nødvendigt?” Til det må jeg bare svare: Ja. Her i huset går vi aldrig - aldrig, siger jeg til dig, Hans Christian - ned på hverken udstyr eller piratproviant.

* At beundre mine nye billeder, som Trine fra umagebureau.dk har lavet til mig. De to dåbstavler fandt jeg inspiration til på nettet, mens citatet er et, jeg har fundet på Pinterest, og som af mange grunde giver virkelig meget mening for mig. Jeg sendte en mail til Trine, og forklarede, hvad jeg kunne tænke mig, og så lavede hun det. Hvis du står og mangler en idé til julegave til dig selv, var det måske noget?

Jeg har betalt for billederne, og har selv skrevet til Trine og spurgt, om hun var interesseret i, at jeg lagde dem på bloggen, så der er tale om reklame, men af den slags, man laver, fordi man synes, at noget er virkelig fint. 

søndag den 1. november 2015

Da jeg idag trådte ind i fitnesscentret for første gang i 100 år: