lørdag den 31. oktober 2015

Papirøen.

Når jeg sidder i et venteværelse eller i et tog og keder mig, elsker jeg, at jeg har både underholdning og mails lige ved hånden på min telefon. Når jeg pludselig bliver spurgt, om jeg kan et eller andet en bestemt dag, er jeg også ret vild med, at min kalender altid er med i lommen, og jeg elsker-elsker-elsker, at jeg kan holde min kontakt til det offentlige på et absolut minimum, fordi der er on-line selvbetjening på det meste.

Men når folk begejstret snakker om det papirløse samfund, vi er på vej hen imod, kan jeg mærke optræk til et mildt anfald af panikangst, for selvom ovenstående er skidepraktisk, er vi nødt til at være enige om, at vi ikke kan gå helt digitalt. 

Af mange grunde.

Jeg nævner i flæng:

* Bøger. Når jeg møder nye potentielle venner, eller begynder at date en ny mand, sørger jeg, som noget af det første, for at komme til at kaste et “tilfældigt” blik på vedkommendes  bogreol. For jeg er nødt til at sige, at man faktisk godt kan nå at gro seriøs antiparti mod folk, hvis man udelukkende skal lære den læsemæssige side af deres personlighed at kende, gennem artikler de liker på facebook. Og det virker måske lige offensivt nok at begynde at browse på deres kindle, når de går ud efter en kop kaffe. Men det siger da meget om mennesker, hvad de læser. Jeg er f.eks. meget lidt finkulturel; også når det kommer til bøger. Min bogsamling består af en skønsom blanding af engelske rockbiografier, Ringenes Herre, krimier og Harry Potter. Og det kan vi da ligeså godt få på bordet fra starten, tænker jeg? F.eks. så den litteraturhistoriker, jeg på et tidspunkt datede, decideret forpint ud, når han passerede min bogreol - og uden at skulle drage forhastede konklusioner, konstaterer jeg bare, at vi ikke er gift idag. Han så kortvarigt lettet ud, da han fik øje på den hyldemeter, jeg anskaffede, da jeg datede en filosof, og forsøgte at begribe, what the fuss was about, men jeg måtte skuffe ham: Jeg kom aldrig til at forstå det. Enten kedede jeg mig bravt, eller også forstuvede jeg nærmest hjernen, da jeg kæmpede mig igennem Kafka, Kierkegaard og Zen & kunsten at vedligeholde en motorcykel. Min bogreol siger det, som det er: Jeg er bare en simpel pige fra landet.

* To-do-lister. Ligesom det er verdens tarveligste fornemmelse at trykke aggressivt på ‘Afslut’, når man i en telefonsamtale har lyst til at hamre røret så hårdt på, at det knækker på midten - ligeså fesent er det at sidde og mussetrykke “backspace-backspace-backspace” når man har lyst til at fejre sin egen effektivitet med en store, fede, overstregninger, efterhånden som man arbejder sig igennem sine mange gøremål.

* Huskesedler. Jeg kommer ofte i tanke om ting, jeg skal huske, mens jeg er igang med noget andet, fx. at tale i telefon, og det virker måske knap så irriterende, at man lige grifler “Gave, Susanne” ned på en seddel til sig selv, end at skulle have folk på højtaler, så man kan lave en note eller en alarm på telefonen. Ligeledes smider jeg ofte sedlerne et sted, hvor jeg er sikker på at se dem, fx. på min madpakke i køleskabet…

* Bøger. Igen. For hvad med æselører og overstregninger? Hvordan skal vi nogensinde blive i stand til at lære noget igen?

* Breve med afdelingsangivelser, tidspunkter, datoer osv. af den slags, som man før ville have hængt op på sit køleskab. Simpelthen så røvirriterende at skulle sidde og rode rundt i sin telefon, hver gang man glemmer en del-oplysning. Hvilket for nogle af os er ret tit. (Undtaget dette punkt er dog de gange, hvor man vælger at glemme brevet eller simpelthen hele sin taske, når man skal ud af døren, og ender med at stå på hospitalet uden nogen som helst ide om, hvor man skal hen eller hvem skal snakke med. Hvilket gør det relativt svært at få hjælp i receptionen.) (Her er naturligvis tale om et helt tænkt eksempel.)

* Bunker. Jeg imødeser en fremtid med et nærmest uendeligt antal forglemmelser. For jeg arbejder med bunker, delt op efter, hvor vigtigt noget er. Og er faktisk også relativt god til at sætte i mapper og få smidt ud efterhånden. Digitalt? Åh, jeg må le. Min E-boks er én lang scroll-tur af uoverskuelig, dårlig samvittighed. Jeg har 17.000 breve liggende, hvis eneste indikation af indhold er “Esbjerg Kommune”. De få gange, hvor jeg - med års mellemrum - bliver ramt af “ej, nu skal det sgu også være slut med at være så utjekket!”, og derfor laver mapper og sorterer derinde, bliver det næsten værre, for når et dokument ikke længere ligger i indboxen, sletter min egen mentale harddisk al erindring om, at det nogensinde har eksisteret.

Ved næste valg går min stemme til det parti, der som mærkesag har 'Papirets Bevarelse' på partiprogrammet. 

Hvis nogen i mellemtiden vil mig noget, sidder jeg ovre i hjørnet og klamrer mig til min printer. 

Mange kærlige hilsner

Egtved-pigen

torsdag den 22. oktober 2015

Da jeg idag havde afleveret min skinne og forlod hospitalet på to hele ben:

onsdag den 21. oktober 2015

Nu, du spørger:

* vil jeg godt give 1000 kr. for aldrig at skulle høre udtrykket “tigerspring” igen. Enough.

* har jeg, så snart min hjerne begynder at fungere igen, tænkt mig at opfinde en autostol, der 1) ikke er designet, så man skal bære den ud fra kroppen i modbydelig 45 graders vinkel, der leder tanken hen på udholdenhedseksperimenter fra Robinson Ekspeditionen og 2) efterlader plads til andet end en vatrondel og et Anders And blad i indkøbsvognen, når man sætter den derned. 

* undrer jeg mig på daglig basis over radiospot for en grænsehandelsbutik, hvor man kan “sige kodeordet og FÅ EN FLASKE VIN!” Uden at være alt for fordømmende, vil jeg mene, at man rider alkoholdet lidt for hårdt, hvis man kører til grænsen efter 75 cl. fuldstændig uspecificeret druekoncentrat. 

* skal jeg på torsdag på hospitalet og aflevere benstilladset. Det eneste, jeg i den forbindelse kommer til at savne, er at kaste begge hænder mod loftet og råbe: “IT´S A MIRACLE!! PRAAIIIISE JESUS!!” med tv-prædikantstemme, når folk, der ikke har set mig siden uheldet lidt forbløffet siger: “Du kan gå?”

* har jeg tænkt virkelig meget over, hvem det er, der lægger fostre til undersøgelser om alkohols potentielt skadelige virkninger under graviditet? Da jeg ventede Anton, fortalte en pige mig fx, at hendes mor havde deltaget i en undersøgelse, der gik ud på at drikke et glas vin om dagen, hele graviditeten igennem, og de nyeste undersøgelser giver grønt lys for moderat alkoholindtag, selvom man ammer. Jeg mener: Tak - virkelig - men hvem er SÅ sikker på, at der ikke sker noget, at de tænker: “Ja, fuck det - skål!” når de har en baby i maven? (Dem, der kører til Tyskland og FÅR EN FLASKE VIN!!, måske?)

* har jeg set Sense8 på Netflix. Hit med anden sæson. NU!

* har Anton snart fødselsdag, og har i den forbindelse proklameret, at vi skal have hele Guldstuen herhjem i vores kosteskab af et rækkehus. Blev først meget træt og gammel, men så blev det besluttet, at temaet var “Piratfest”, og nu er det svært at afgøre, hvem af os, der glæder sig mest.

* lærer jeg Frida bedre og bedre at kende. Hun er 4 måneder nu, og jeg ser hende virkelig sjældent gå bananas, når der er noget, hun er utilfreds med (fx. brusebade, søvn, modermælkserstatning og grød) I stedet får hun 2 lodrette rynker i panden, og munden bliver en smal, misbilligende streg; et udtryk, jeg ellers kun kender fra spejlet på timer, hvor instruktøren ikke går op i at tælle takter.

* kan jeg ikke helt finde ud af, om man skal være stolt eller flov, når lægen til forsinket 8-ugers tjek beder én knibe sammen, og derefter udbryder: "Hold da op!!"

* vil jeg gerne vide, hvorfor mobiltelefoner er det *ab-so-lut* værste, forældre kan have været i gang med, når deres børn kommer galt afsted? Ungens ben bliver jo hverken mere eller mindre brækket af, at forældrene var på facebook, da det skete, men jeg kan ikke huske, at jeg er stødt på samme forargede tone i forhold til andre måder at være afledt på? Hvis børnene dehydrerer eller klipper fingre af i græsslåmaskinen, mens forældrene hænger tøj op, støvsuger eller læser Informationen, er der tale om familietragedier, men hvis det sker, mens forældrene sidder med telefonen, stener vi dem. Hvorfor?

lørdag den 17. oktober 2015

Når jeg står på første sal og ser hundeejere, der lufter deres hunde på skolestien bag mit hus, kigge sig stjålent omkring, mens hunden skider - og derefter liste af uden at samle lorten op, fordi de tror, at ingen ser dem:





søndag den 11. oktober 2015

Hashtag I-landsproblemer.

En af fordelene ved ikke at sove er, at der så er ekstra tid til at tænke. Jeg ved det. Jeg er så skideskæg. Men det er ikke desto mindre sandt, og her den anden nat kom jeg til at tænke over noget, som egentlig irriterer mig lidt.

Da jeg for snart 5 år siden fik Anton, trådte jeg ind i en verden, som på alle måder var ny, og med den fulgte nye ting både at glædes over, undres over og frustreres over. Meget af det både var og er kæmpestort, mens andet hører til i småtingsafdelingen, og det her falder klart i den sidste kategori. Men allerede dengang kunne jeg mærke, at når velmenende kvinder, jeg mødte i forskellige sammenhænge, fandt ud af, at jeg var selvvalgt alenemor, kvitterede med: “Jeg kender det godt - mange uger er jeg alene med børnene i dagtimerne, fordi Frans arbejder meget” - så blev jeg simpelthen så irriteret, at jeg næsten ikke kunne holde ansigtsmimikken i Neutralt Lyttende.

Det er som skrevet 5 år siden, jeg første gang skar tænder over kommentaren, og så sent som i forgårs fik jeg lejlighed til at konstatere, at den stadig går lige i gebisset. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor? Det handler efter min bedste overbevisning ikke om, at jeg gerne vil have medlidenhed, for hånden på både hjerte og bibel, så synes jeg virkelig, VIRKELIG ikke, at det er synd for mig, at jeg har fået mine børn alene. Ville jeg gerne have haft dem i en traditionel familiekonstellation? Ja. Men det er lidt på samme måde, som jeg også gerne ville være rig og tynd; det er ikke sådan virkeligheden ser ud, og det er bare i orden. Om det er synd for børnene, at jeg har valgt at få dem alene, synes jeg også er en no-brainer, for alternativet for lige præcis disse to pragteksemplarer ville have været ikke at blive til. Den etiske diskussion om børn med én forælder må andre tage, for jeg er selvsagt så partisk, at ingen af mine ord kan tillægges nogen særlig værdi.

Men dér lå jeg i nattens mulm og mørke og agerede buffet, mens jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke bare kan trække mentalt på skulderen over kommentaren. Jeg kan ikke komme i tanke om andre ‘det kender jeg godt fra mig selv, bare meget værre’-kommentarer, som har samme effekt på mig. De sidste par uger har det f.eks. haft god underholdningsværdi, når andre har fortalt sympatihistorier om, hvordan de bøjede sig ned for at snøre deres sko, og da de kiggede op, havde de brækket begge ben og trukket den ene skulder ad led i processen. I forhold til mit arbejde og de udfordringer, det somme tider kan give at have skiftende arbejdstider, generer det mig heller ikke, at folk drager paralleller, som måske ikke - i min optik - er helt gangbare.

Så det undrer og irriterer mig, at det her irriterer mig. 

Jeg går sjældent ind i den. Dels fordi jeg ikke har lyst til at sidde og remse grunde op til, at det IKKE er det samme, for det kommer til at lyde som om, jeg synes, at mine børn er et problem, hvilket både er usandt og giver mig ondt i maven, og dels gider jeg ikke være stemningsseriemorder. Men jeg *har* virkelig lyst til at sige, at det svarer til at sige til en arbejdsløs, at du godt ved, at det er svært at være ledig, for du har også prøvet at have ferie engang.

Anne har flere gange skrevet om, at det for hende er svært, når folk fejer hendes sclerose udtrættethed af med, at de ved præcis hvordan hun har det, for de havde også et par uger sidste år, hvor de sov virkelig dårligt. En anden veninde har gentagne gange været behandlet for depressioner, og hun spænder lidt om kæben, når folk præcis ved, hvordan hun har det, fordi de også har prøvet at være i dårligt humør, så måske vi bare alle har én plet i psyken, der altid vil være blød og øm, når den bliver trykket på.

Jeg elsker, når bloggen giver mulighed for at blive klogere, og for at undgå spinatbede, som man ellers har omdannet til dansegulve, så hvis du har tid og lyst, og du godt kender det fra dig selv - bare værre, selvfølgelig - så smid lige en kommentar om, hvad der får dig til at indstille blikket på uendeligt, og lave den mentale Just Smile And Wave.


Tak!:-*

onsdag den 7. oktober 2015

Når jeg ovenpå sidste indlæg har lyst til at skrive om, hvor meget det SUCKS, at ugen startede med influenza til mig, og ondt i halsen til Anton: 


torsdag den 1. oktober 2015

Men måske I ikke skal holde vejret, mens I venter.

Noget af det mest uinteressante for resten af verden at høre om, er grunde til, at ens børn ikke sover. Vintertid, sommertid, Hjem-is-biler, glammende hunde, råbende børn, naboer der klipper hæk - listen er uendelig. Det er ligesom med updates om, hvad man har drømt, eller om, at nu er man blevet forkølet igen; det er ganske enkelt ikke hverken sjovt, underholdende eller bare marginalt relevant for andre end én selv.

- men det kan fandme være svært at lade være med at tale om, for i perioder er det som om, det er det eneste, der fylder. Sådan en periode har vi lige nu. Jeg bruger mellem 1 og 2 timer på at få Frida til at sove. Hver gang. 5 gange om dagen. Og når hun så endelig overgiver sig, sover hun ofte 20 minutter, og så er dét slut. Om natten er det en smule bedre, men der er godt nok stadig riiiigelig plads til forbedring. Hvis jeg blinker med øjnene, bliver hun vækket af de ændringer i lufttrykket mine øjenvipper laver, (hvilket gør det ekstra lækkert at skulle “sove” med et 2 kilo tungt metalstillads om benet), og igår vågnede hun, fordi en fugl tillod sig at pippe. I shit you desværre not.

Jeg coper med had. Had til alt, hvad der larmer og fantasier om, hvordan jeg med et kæmpestort, sømbeslået, syreoverhældt baseballbat gennemtæver gerningsmænd og -dyr, mens jeg skriger “hold kæft, hold KÆFT, HOLD KÆFT!!!

Jeg siger ikke, at det er hverken kønt eller sundt. 

Nå, men bortset fra det, har vi kig på noget salmesang i en kirke i nærheden. Når hun ellers er udhvilet, er hun en rigtig lille iagttager, så jeg tror, at akustikken og lyset i en kirke kunne være noget, hun synes var sjovt. Og selvom begge børn er navngivet og ikke døbt, er jeg ikke for fin til at skifte religiøs hest i vadestedet, hvis jeg efter første gang går derfra på to hele ben, og et barn, der pludselig sover i timevis.

Hvis dét sker, lover jeg at skrive et blogindlæg med et lixtal på over to, om noget, der er relevant for andre end mig selv.

Ama'r halshug.