fredag den 25. september 2015

Når Anton fortæller, at en anden dreng har smidt sten efter ham, og jeg med min mest pædagogiske stemme siger, at han skal sige "Stop" eller hente en voksen - og jeg i virkeligheden har det sådan her:



torsdag den 24. september 2015

Update fra Jammerdalen.

Her går det .. langsomt, er vist det mest præcise ord.

Da jeg var på skadestuen sidste lørdag, efter mit idiotiske stunt, fik jeg et svin af en velcroskinne på benet, ingenting på tåen, fordi det var et åbent brud, og derfor for risikabelt ift. infektion (ingen antibiotika pga. amning), og ellers bare en stivkrampevaccine at gå hjem på. 

Igår var jeg til kontrol, fordi de gerne ville se, om der også var skader på korsbånd og menisken, hvilket knæet sidste lørdag simpelthen var for hævet til at kunne undersøge. Og så startede den quiz, som jeg efterhånden har lært er obligatorisk inden for sundhedssektoren; at man bliver spurgt, hvorfor de sidste læger, der har behandlet en, har gjort, som de har gjort. Så 3 fagpersoner fik simultane rynker i panden over den manglende gips, den manglende antibiotika og den manglende indpakning af tåen, hvorefter de sendte mig videre til fysioterapien, som ligger 600 meter væk. Det tog mig 20 minutter at humpe derover, og dér ville de gerne vide, hvorfor den afdeling, jeg kom fra, havde sendt mig afsted på den lange gåtur, med et brækket ben, uden nogen form for skinner eller anden støtte.

Pas.

Men til gengæld var der rigeligt med ventetid, som jeg kunne nyde med udsigten til min kammerat, som cirklede rundt om bygningen i min bil på hajmåden, med træt og sulten Frida i autostol i håb om enten hurtig ekspedition eller søvn til barnet. Da jeg efter 3 kvarter kom ind, spurgte jeg - med en anelse desperation i stemmen - om jeg måtte det, jeg kunne; altså om jeg skulle skåne benet for at det ikke faldt af, eller om det var ok at gøre det, som jeg føler, jeg kan, for:

“Jeg er lidt presset, for jeg bor i et hus med første sal, med to børn som jeg er alene med.”

“Ja, det har du jo selv valgt.”

Godt så.

Nå, men enden på det hele blev det her stillads


som jeg skal have på i 6 uger, hele døgnet. Jeg vil gerne rose mig selv for at tage dén nyhed med apatisk ro. Trods alt har jeg armene fri, og kan humpe rundt, og tidshorisonten er til at holde ud. (-ish). De to største problemer er, at jeg ikke kan køre bil, hvilket betyder, at jeg skal have hjælpe til at hente og aflevere Anton hver dag, ikke kan handle selv, ikke kan komme ud af huset overhovedet, og skal køres til alt, som fx. Fridas 3-måneders vaccine, som hun fik igår. Min egen 8-ugers undersøgelse har jeg måtte skubbe igen-igen, for no way in hell at jeg kommer op i bøjlerne lige nu. Egentlig betyder det ikke så meget, for når man er selv med to børn, går der somme tider så lang tid imellem, at der er tid til at tisse, at knibeøvelserne bliver en form for udholdenhedstræning, og jeg kan efterhånden klippe stålwirere over med missen uden at anstrenge mig særligt. (Jeg har selvfølgelig prøvet.)

Der er røvirriterende at have brug for så meget hjælp. Ikke mindst at jeg hele tiden bliver spurgt, om “ikke jeg har noget netværk?” Og jo. Det har jeg. Og det var jo pisseheldigt, at mine forældre, som har skubbet deres sommerferie, fordi jeg skulle føde i juni, nu kan få lov at bruge den på at passe mig og mine to ballademagere. Det er virkelig, virkelig ikke fedt, at man ikke kan vælge at sige: “Nej, selvfølgelig skal I ikke det”, og slet ikke, når det er så lang tid, der er tale om. Der er heldigvis gode folk, der træder til, så det ikke er min stakkels familie, der skal bære hele læsset, men 6 uger er LANG tid at skulle stå til rådighed to gange om dagen, plus det løse, når man selv har et liv at passe. Og jeg har stadigvæk størstedelen af mit vennenetværk til at bo i Aarhus, så de har ikke mulighed for lige at stikke ind forbi på vej hjem fra arbejde og svinge støvsugeren.

Fordi jeg er den, jeg er, er jeg derfor nu der, hvor jeg prøver at gøre det meste selv. Hvilket jeg faktisk godt kan. Ish. Det tager bare åndssvagt lang tid, fordi jeg bevæger mig med samme hast som en snegl. Jeg har været nødt til at omrokere lidt på tingene, så jeg f.eks. ikke skal bære Frida sovende op af trapperne om aftenen i en lift, for det kan jeg simpelthen ikke. (Jeg har selvfølgelig prøvet.) Men på plussiden er jeg - efter sommerferien med spædbarnet og krudtuglen - i ret hård træning med at skære HELT ind til benet ift. hvad det er nødvendigt at gøre her og nu, hvad man kan dele op og gøre i etaper, og hvad man må trække på skulderen af og skubbe, til tingene ser anderledes ud.

Så vi bevæger os, langsomt(!), men stædigt mod målet og bedre tider.


Det skal nok gå. 

torsdag den 17. september 2015

Jeg vil gerne vide:

* Hvor lang tid knogler tager om at hele? Sådan helt præcist? Vi er *nogen* der allerede har tabt tålmodigheden med det her crap. 

* Om man, ene kvinde, kan køre 90’er-moden op igen, så vi kan få den sideknappede Adidas-buks på banen igen? Jeg spørger for min belastende ven Skinnen Fra Helvede Der Hele Tiden Forsøger At Voldtage Min Ankel.

* Hvis nej: Hvor man kan købe de der stripperbukser med velcro i siden?

* Og sko, hvor højreskoen er 8 numre større end venstreskoen?

* Hvem man skal knalde tale med for at få den her installeret derhjemme?


* Hvorfor jeg ikke bliver kimet ned af ivrige sponsorer, der brænder for at forære mig hjemmehjælp, au pairs og privatchauffører?

* Om det er normalt, at man kaster en lille smule op bagerst i munden hver gang man får øje på sin egen storetå? 

* Hvad jeg har gjort for at fortjene så gode folk omkring mig? Fx. folk, der kommer forbi til puttetid eller tilbyder at køre Anton i børnehave, hjælp til at handle, tilbud om aftensmad, recepter på smertestillende, der omhyggeligt er konfereret af med lægekolleger på 3 forskellige hospitaler, så vi er sikre på, at det ikke fucker med amningen, blomster at kigge på osv. Love, love, love.


* Hvad jeg taster på GPS’en for at finde frem til Forfængelighedsskadestuen, som kan hjælpe mig med at få renset og syet forfængeligheden efter mit spasser-move?

mandag den 14. september 2015

Jeg er den største idiot, jeg kender.

Pis og lort og sgu og satan. Det var IKKE lige det her, jeg havde forestillet mig vi skulle bruge de næste par uger på. 

Kort fortalt skete der i lørdags det, at jeg efter en tur på legepladsen, satte Frida i autostolen, og derefter vender mig mod Anton for at hjælpe ham ind i bilen og op i stolen. På det tidspunkt havde jeg allerede låst klapvognen op, fordi den er nemmest at slå sammen, når den ikke er låst. Inden jeg når at sætte Anton ind, vender jeg mig, og ser klapvognen begynde at trille. For enden af vejen vi står på, er der der åbning i hækken på ca. 2 meter, og det er LIGE der, klapvognen er på vej hen. Ude på den anden side ligger en af Esbjergs mest trafikerede indfaldsveje, med masser af tung trafik, og jeg kunne øjeblikkeligt se for mig, at en stakkels bilist troede, der var et barn i klapvognen, og derfor i forsøget på at undvige, trak direkte over i en lastbil.

Min hjerne er konstant sat på den funtkion, der hedder “worst-case”.

Jeg SPÆNER  derfor efter den, men efter 6 meter, kan jeg pludselig mærke, at mine ben føles helt forkerte, så knækker mit venstre knæ ud til siden, (hvilket på smertetærsklen ligger lige mellem “amputation uden bedøvelse” og “fødsel”), og det næste der sker er, at jeg ligger på jorden og roder rundt og har ondt overalt.

Men. Så vil Anton hjælpe. Og begynder at løbe efter klapvognen. Jeg skreg: “ANTON STOOOOOP!!!”, som jeg aldrig i mit liv har skreget noget før, og gudskelov - tak, tak, TAK! alle højere magter - stoppede han. Jeg har ondt i mine ben, så I ikke kan forestille jer det, men det, der holder mig vågen om natten, og som jeg nærmest ikke kan stoppe med at tude over, er tanken om, at Frida kunne have siddet i vognen, og Anton kunne være løbet ud på vejen. Jeg har det. SÅ. RÆDSELSFULDT over det. Selvhad, selvbebrejdelse, angst, angst, angst og en meget uvelkommen forstørret bevidsthed om, hvor lidt der skal til, og hvor hurtigt, det kan gå galt.

Dommen lød på en brækket skinnebensknogle i venstre ben, et åbent brud på storetåen på højre ben, og en forstuvet tommelfinger på højre hånd, og lige nu bor vi hos mine forældre, for jeg kan nærmest ingenting. Krykkerne, jeg fik med, kan jeg ikke bruge, for der er ikke et godt ben at støtte på. Derhjemme har vi bade- og soveværelser på 1. sal, og der kan jeg ikke komme op, og slet ikke med Frida på armen. Gulvet i stuen er ikke en mulighed, for jeg kan nok komme ned, men ikke op igen. Smertestillende er begrænset til et absolut minimum, fordi jeg ammer, og jeg kan ikke gå med Frida, når hun bliver så ked af det, at man kun kan få hende til at falde til ro ved at trave op og ned ad gulvet med hende, eller smide hende i vognen og køre en tur. Jeg kan selvsagt ikke køre bil, så aflevering og afhentning af Anton i børnehave er heller ikke mig, al social aktivitet er aflyst de næste mange uger, og vi skal have hjælp til A.L.T.

Humøret er ikke helt på toppen lige nu. 

Men nu vil jeg gå ud og fejre, at vi har taget vores uheldet for resten af året i ét hug (7-9-13) med to panodil og et glas vand, mens jeg fantaserer om at skylle 5 stesolid ned sådan her:


lørdag den 12. september 2015

Når man løber efter (tom!) klapvogn, og knæet bare pludselig beslutter sig for at skride ud til siden - og lægen på skadestuen siger: "Åbent brud på højre storetå, og brækket skinnebensknogle på venstre ben. Det bliver nok temmelig træls at være dig, når morfinen, du fik i ambulancen, klinger af." 











(Fanden og SATAN!!)

onsdag den 9. september 2015

Om spyt og feltmadrasser.

Hele dagen igår rasede debatten på de sociale medier om billedet af manden, der angiveligt spyttede efter gruppen af flygtninge, og bad dem skride tilbage, hvor de kom fra. Der var masser af fordømmelse af mandens opførsel - og heldigvis for det - men den del af debatten, der optog mig mest, var diskussionen om, om det er ok at dele den slags billeder på fx. facebook, fordi det kan få virkelig alvorlige konsekvenser for den, der er afbilledet. Flere steder så jeg folk tage afstand fra, at manden skulle dømmes af pøblen/folkedomstolen, og der var også mange, der skrev, at vi jo ikke selv havde været til stede, og derfor kun havde den ene side af historien.

Jeg har spekuleret meget på, hvor jeg står ift. den form for delinger. For der er ingen af os, der har glemt de stakler, som aviserne har hængt ud som pædofile, for derefter at printe en notits nederst på side 7 med “ikke alligevel”. Og det er jeg ikke det fjerneste i tvivl om, at jeg finder forkasteligt. Men jeg er nået frem til, at jeg faktisk synes, at det er ok at dele billedet af Spyt-Frans. For lige nu er vi ved at skrive den historie, ungerne skal lære om i skolen om 100 år, og til den tid udgør billedet en ret væsentlig del af fortællingen - ligesom billede herunder også er med til at give dybde og nuance til historierne om Danmark og danskernes opførsel under og efter 2. verdenskrig:


At vi ikke var til stede er i mange tilfælde en god og gyldig grund til lige at holde lidt igen med beskyldningerne, men billedet af den spyttende mand er taget af en fotograf fra Informationen, som er uddannet fotojournalist. Og hvis ikke vi kan tage journalisters ord for gode varer, så falder hele verdensbilledet fra hinanden, for hvordan skal vi så orientere os om, hvad der foregår andre steder på kloden?

Vi lever i en verden idag, som er markant anderledes end den, jeg voksede op i, hvilket er noget jeg tænker meget over, fordi jeg skal opdrage mine børn til at begå sig i den. De skal lære at være bedre til at tænke over, hvad de gør, og til at være en kende mindre impulsive end vi var, fordi alt på et splitsekund kan lægges på nettet og deles med alle. For dem kan dumheder begået i et øjebliks kådhed få vidtrækkende konsekvenser - og alene af den grund burde jeg egentlig synes, at billeder af mennesker, der træder ved siden af, ikke skal lægges op til hån, spot og offentlig lynching.

Men når jeg alligevel synes, at det er ok at dele det her billede, er det fordi, der ligger så meget afstumpethed og ondskab bag. Der er ikke tale om en mand, som f.eks. Fodbold-tossen, der i en episk brandert får den gode ide at fortælle dommeren, hvordan reglerne *rigtigt* er (hvilket - lad os være ærlige - kunne være sket for mange af os) - det er ren, planlagt, velovervejet ondskab. Dét synes jeg er vigtigt at få frem i lyset, så vi kan diskutere det og adressere det. At dette sker online er svært at gøre noget ved, for vi kan ikke blive ved med at lade som om, at internettet og de sociale medier er noget perifert, der skal rette ind efter den analoge verden. Sådan ser virkeligheden simpelthen ikke længere ud. 

mandag den 7. september 2015

Hvordan min dag har været?


søndag den 6. september 2015

Når bedrevidende typer, der ikke kender mig, uopfordret begynder at coache mig - og jeg bare læner mig tilbage og venter...


onsdag den 2. september 2015

Når jeg for en gang skyld er alene i bilen, og tror, jeg skal blæse vinduerne ud med den nye playliste på min telefon - og *nogen* så i mellemtiden har skiftet til Hr. Skæg.


tirsdag den 1. september 2015

Fremtiden kommer - flygt!

I går var jeg i Fakta og handle. Mens jeg gik rundt med vognen, kom jeg forbi et par midaldrende herrer, der stod og snakkede. De kan sagtens have været atomfysikere eller overlæger, men hvis jeg må springe en tur på fordomskarussellen, lignede de mere et par håndværkere, der læste lidt for meget EB, og hellere ville have en øl end vin til maden.

Da Fakta flytter rundt på sine varer på nærmest daglig basis, så det er umuligt at tilpasse sin indkøbsseddel til ruten, endte jeg med at komme forbi dem et par gange. Jeg kunne forstå, at vi ikke var så begejstrede for “de skide polakker”, der sneg sig ind som tyve i natten og flåede arbejdet ud af hænderne på gode, kansasklædte, dansktalende arbejdsfolk.

Jeg er ud af en familie af håndværkere, så jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det ER et reelt problem for hele industrien, at arbejdskraften østfra er så billig, at det næsten ikke kan betale sig at lade være med at bruge den. Og jeg er også bekendt med, at lige så mange dygtige folk, man kan rekruttere derovrefra - lige så mange happy-go-lucky, we-don’t-need-no-education-typer følger der også med, med det resultat, at arbejdet ofte bliver billigt i første omgang, men til gengæld bliver så elendigt udført, at det ender med at bliver dyrere pga. alle de ommere, man må bekoste på det. 

Men. 

Jeg havde sådan lyst til at sige til dem, at vi alle sammen er en del af problemet. For vi kan ikke få tingene billigt nok. Specialbutikkerne lukker på stribe, og vi brokker os over, at vi, den ene søndag i kvartalet, hvor vi lige havde tænkt, at vi ville have friskbagte, økologiske speltboller, ikke kan finde en bager at købe dem hos - men hvis vi skal købe en blender, er vi på pricerunner hurtigere, end du kan nå at sige “Kina”. Hvis vi kan spare 100 kr. ved at købe et par sko over nettet, har det været en god dag. Vi stod i Fakta, ffs, for vi køber alle vores dagligvarer i discountbutikkerne, så vi kan nøjes med at købe den gode vin og det fine kød i Irma. Vi gør det ALLE sammen. Og i begyndelsen var det jo sådan set fair nok, at toppen måske lige blev skåret af avancen hos de mest grådige forretningstyper, men efterhånden er det ren survival of the fittest i stort set alle brancher, for hvor man før som forretningsdrivende kunne sælge en vare billigt, fordi man så hev fortjenesten hjem på nogle af de andre varergrupper, vil vi som forbrugere idag have det hele billigst, alle steder, hele tiden.

Og det er der jo ingen, der kan leve af, og stadig holde niveauet. Der skal skæres et sted.

I tirsdags blev der fyret en rædselsvækkende høj procentdel af mine kolleger af netop denne grund. Opgaverne går i udbud og dem, der tilbyder den billigste tolketime løber med puljen. De døve brugere kommer til at skifte tolke midt i et uddannelsesforløb (med al den tabte know how, der er konsekvensen af dét) mens tolkene bliver tvungne nomader, der må skifte job hvert andet år - med alle de hårde konsekvenser for den enkelte, der følger med. For der uddannes samtidig nye tolke hvert eneste år, hvilket gør konkurrencen hård, og muligheden for at presse lønnen og forholdene hos de folk, man ansætter næsten *lidt* for oplagt.

Vi kan alle sammen se det i vores eget lille hjørne af verden; hvor uhensigtsmæssigt det er, at det eneste sammenligningsparameter på stort set alt er prisen, men det er som om, vi ikke kan få hovedet op over overforbruget længe nok til at se, at vi alle sammen bidrager til, at det sker.