torsdag den 27. august 2015

Når læger fraråder, at man kysser sine børn på munden:



Licens og gode blogs, opfølgning:

Endnu en update:

Pernille har i kommentarfeltet foreslået, at de af jer, der er på listen, og som har tid og lyst, i kommentarfeltet til dette indlæg smider et par links til indlæg, der betyder noget særligt for jer, eller som siger noget om jer og jeres blogs. På den måde skulle det gerne blive nemmere for nye læsere at hoppe på. Det gode forslag er hermed givet videre:)

Update:

Så er der tilføjet en widget til Bloglovin', der er sat svar-funktion under hver enkelt kommentar, og med den funktion er automatisk fulgt muligheden for at blive underrettet ved nye kommentarer. Tak for hjælpen og for input:-*

I har mange fine kvaliteter, men noget af det bedste ved jer er, at man kan regne med jer. Tak for hjælpen! Jeg er helt på røven over hvor mange anbefalinger, I har smidt i kommentarfeltet, og jeg ELSKER, at der er så mange af dem, jeg aldrig har hørt om.

Som tak for indsatsen har jeg nederst i dette indlæg lavet en liste med links til samtlige af de blogs, I har foreslået, både her, på IG og på FB. Så burde efterårets underholdning være på plads. Jeg bruger den næste måneds tid på at læse dem alle, og smider dem, der fanger mig, på blogrullen. 

(For god ordens skyld: Der er nogen af de foreslåede, der allerede er på, men jeg forestiller mig, at det måske er fordi I læser blogposter på mobilen, hvor man ikke kan se blogrollen, at I har foreslået dem.)

Ud over de mange forslag, er der også kommet lidt ekstra spørgsmål og kommentarer. I den forbindelse vil jeg gerne sige mange tusind tak for de roser, der blev smidt i min retning. Jeg har blogget i 2000 år, men jeg bliver altid så glad, når I fortæller mig, at I kan lide det, jeg skriver. Så af hjertet tak, og et smækkys til jer.

En enkelt har derudover også skrevet, at en god blog for hende, er en, hvor der er dialog med bloggeren. Jeg kunne ikke være mere enig; det er dødssygt at kommentere gang på gang, når der aldrig bliver svaret. Jeg har ikke været ret flink til det, ganske enkelt fordi tiden er den knappe ressource i den her fabrikshal, men det står øverst på min “hvordan vil jeg gerne gøre min blog til et federe sted at komme i fremtiden”-liste. (I den forbindelse irriterer det mig i øvrigt vanvittigt, at jeg ikke på computerversionen af bloggen kan få “svar”-funktionen under hver kommentar til at fungere. Er der nogen, der ved, hvordan man gør det i blogspot? Jeg har det i mobilversionen, men det tager for meget tid og strøm at sidde og prikke et ordenligt svar på telefonen.)

Der er også en, der har spurgt, om man kan abonnere på kommentarer. Øhm..pas? Nogen af mine fellowbloggere, der ved, om man kan vælge den funktion til et sted i opsætningen?

Og endelig er det blevet efterspurgt at få bloggen på bloglovin. Det er en af de ting, som det simpelthen er for pinligt at indrømme, at man aldrig har sat sig ind i, hvad er, så det er selvfølglig ikke tilfældet. *Ahem* (Jeg har nu fundet en nugget, og får det gjort snarest. Skal nok lige give et heads up, når den er på.)

Men nok snak. Hermed listen over alt det dejlige læsestof, vi skal kaste os over på de mørke, kolde efterårsaftener.

Enjoy.

cathrinefrier.dk
sortpahvidt.bloggersdelight.dk
deppeandthelostsock.com
provinsmor.dk
skalotte.dk
mensviventer-igen.blogspot.dk

(Jeg har tjekket alle links, og de burde virke. 4 af de anbefalinger, I har smidt, er døde links, så det er derfor, de ikke er med:))

mandag den 24. august 2015

Licens og gode blogs er noget, vi giver til hinanden.

Idag havde jeg tænkt, at I skulle lidt på banen. Jeg har ryddet op i listen over blogs, jeg læser med på ovre i højre side af billedet, og har fjernet de blogs, der ikke længere er i brug. Og så blev den sgu pludselig lidt kort.

Så. Jeg skal have fundet nogen flere blogs at læse med på, og det ville være dejligt, hvis I havde lyst til at hjælpe lidt med dét. 

I den forbindelse kom jeg til at tænke på, hvad I - ja, dig - lige præcis *dig* - synes, gør en blog god? Vi er ikke ude i den store fiskeriekspedition, hvor jeg gerne vil aes på håret og forsikres om, at jeg er god nok, men de fleste af jer læser jo ikke kun med her, men følger med på mange forskellige blogs, og jeg er oprigtigt nysgerrig efter, hvad det er, der får jer til at blive hængende rundt omkring?

Jeg kan starte med at skrive, hvad der fanger og fastholder mig.

Sproget skal være godt. Hvis der er for meget sgu med k, må jeg med skam melde, at det prikker mig så meget i øjet, at det fjerner fokus fra indholdet. Jeg kan også godt lide, at persongalleriet er virkeligt, forstået på den måde, at de personer, der blogges om, ikke udstyret med øgenavne. Det betyder intet, at manden nogle gange omtales som ‘den bedre halvdel’ eller ‘gemalen’, og har man lyst til at anonymisere sine børn, og bare referere til dem med et forbogstav eller lignende, er det helt fint med mig, men jeg ryger af, hvis alle statisterne udstyres med aliaser som “Sukkermåsen” og “Spunken”. Ikke på grund af aliaserne, men fordi det på mig virker det lidt distancerende, og jeg bliver vist kun revet rigtigt med af de blogs, hvor mennesket bag tør blotte sig og lukke læserne ind. Emnet betyder ikke så meget for mig, bare der er lidt variation; hvis sproget er godt, kan jeg sådan set godt blive grebet af en blog om mad eller modelflyvere. Jeg er også ligeglad med reklamer og konkurrencer, men synes det er rart, når man i starten af et indlæg får at vide, hvis det er det, der er tale om. Helt lavpraktisk fungerer det også bedst for mig, at indlægget loader på siden af én gang, og ikke bare er en overskrift, som man så skal klikke sig ind på for at læse mere. Det er ikke en dealbreaker, men hvis du spørger mig, hvad jeg foretrækker, er det the one click wonders.

Og endelig synes jeg, at de blogs, jeg følger, har en god respekt for deres læsere. Der bliver skrevet i øjenhøjde, og udgangspunktet er, at vi er venlige, intelligente mennesker med gode intentioner. Der er masser af mennesker, der gerne vil provokeres af det, de læser; dem er jeg ikke en af, og derfor lister jeg også af igen, hvis jeg gang på gang får dikteret, hvad jeg som læser må tænke, gøre og skrive på bloggen.

Men nu er det jeres tur. Hvis I har tid og lyst, ville jeg sætte meget stor pris på en kommentar, hvor I anbefaler en god blog eller tre, og skriver så lidt eller meget, som I gider om, hvad der i jeres øjne gør en blog til en god blog. 


På forhånd tak:-*

torsdag den 20. august 2015

Hver gang Inger Støjberg åbner munden:


(Bare lige i tilfælde af, at nogen tror, at der kun skal giffes fra nu af: Det er ikke tilfældet. Jeg kan slet ikke lade være med at skrive, men jeg savner at pippe lidt oftere, end jeg har tid til lige nu. Mange af jer følger med på IG, så det føles som snyd at dobbeltposte mine billeder derindefra, og da jeg selv elsker gif-blogs, tester jeg lige, hvordan jeg føler de fungerer her på bloggen.)

onsdag den 19. august 2015

Når Frida efter 2 timers indædt kamp er *LIGE* ved at falde i søvn - og Hjem-Is bilen drejer om hjørnet...


tirsdag den 18. august 2015

En fremmed er blot en ven, du endnu ikke har mødt.

I morgen starter jeg i min anden mødregruppe. Jeg har bedt om at få 2 mødregrupper tildelt, så jeg kan vælge den, jeg synes bedst om. 

Nej. Jeg har sgu da ej. Hvor streng tror I, jeg er?

Nej, men som trofaste læsere med langtidshukommelsen i orden måske kan huske, så har jeg siden vi flyttede herned for snart 4 år siden (wtf!?) forsøgt at bygge noget mere netværk op. Overraskende nok står netværk ikke stand by i 16 år og venter på, at man flytter tilbage, så det er von vorne, som de siger sydpå. Jeg har drukket urimelig meget kaffe, fordi jeg har stalket alle, jeg kender, der har bare perifær tilknytning til Esbjerg, og udbedt mig navne på fjerne kusiner og gamle skolekammerater, og så har jeg ellers vennedatet i vildskab. Men. Der er det ved det, at når man uden nogen form for anledning, forsøger at møve sig ind i en vennekreds, så glemmer folk sgu lidt, at man skal inviteres med. 90 % af dem, jeg har mødt, har været SUPER søde, og meget “ej, men I skal da holde Sankt Hans med os!”-agtige - men de glemmer os. (Råbte hun fra sin plads på korset.) Jeg er ikke bange for at være opsøgende, men det bliver ikke ved med at være fedt at være den, der ringer og inviterer sig selv. Ikke mindst fordi man risikerer at snuble i noget socialt kodeks, hvor dét, at folk ikke ringer tilbage, betyder lidt det samme, som hvis arbejdsgiveren ikke ringer tilbage til dig efter den i dit hoved ellers vellykkede jobsamtale. 

Da jeg arbejder alene det meste af tiden, og hver dag kommer nye steder, er det ikke på arbejdspladsen, de nye venskaber skal findes. I fitnessverdenen er min begrænsning, at de mennesker, der bruger meget tid sådanne steder ofte ikke har små børn - hvilket unægteligt giver lidt udfordringer ift. det praktiske, fordi jeg ikke har mulighed for at sidde og hælde fadøl i ansigtet til poetry slam onsdag aften på Torvet.

Jeg har fået masser af hej-venner, hvilket faktisk gør meget godt for fornemmelsen af at være reelt bosiddende i en by og ikke bare på besøg. Kontrasten til Aarhus, når jeg i starten var ude og handle, var ENORM. Deroppe tog det altid 34 år at komme igennem Føtex, fordi jeg mødte så mange søde mennesker, jeg lige skulle sludre med, mens jeg hernede kunne købe ind 5 uger før jeg stødte på bare én, jeg kunne hilse på uden at virke sær. Derfor er det rigtig rart at møde nogen, jeg genkender - og som også genkender mig.

Så. Jeg tænkte: Nye mødregrupper = alle er nye, ingen kender hinanden i forvejen. Det kunne give præcis noget af det, jeg savner: Nogen at drikke en kop kaffe med en onsdag eftermiddag, eller nogen at mødes med på legepladsen.

Den første mødregruppe har været igang i et par uger nu, og det tegner godt. Det er søde piger, og jeg tror, der ligger god humor derinde et sted, når vi lige når lidt mere under huden på hinanden. (Her bliver jeg nødt til at ignorere, at de 3 af dem har børn, der efter eget udsagn “sover så meget, at jeg faktisk bliver lidt bekymret over det”.) Vi er allesammen andengangsfødende og ligner vist demografisk set sådan nogenlunde hinanden. (Minder lige om, at jeg bor i ghettoen, så man kunne godt være kommet i gruppe med Malou Stella og hendes jævnaldrende veninder.)

Den næste gruppe indeholder en del 3. gangsfødende. Det er jeg lidt spændt på, for det tænker jeg umiddelbart kunne være rigtig godt. Dels er der større sandsynlighed for, at vi er jævnaldrende (jeg er alderspræsident i den første gruppe) og dels tror jeg, at de måske sidder med en følelse, der er lidt tættere på den, jeg har, end 2. gangsmødrene gør: At der hele tiden er et barn mere, end man har hænder til. For det gør fandme nogen gange så ondt i hjertet, at det truer med at knække, og selvom man messer “det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod, det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod” for sig selv, så er det alligevel en proces, der tager noget tid at lande i. Og hvor dem i den nuværende mødregruppe har stor glæde af at sende den ældste med far, så man “kun” selv står med babyen, så må 3. gangsmødrene nødvendigvis opleve lidt af det samme, som jeg står i. Håber jeg. (Ej, det lyder forkert, men I ved, hvad jeg mener.) 

I morgen kl. 10 går det ned, og det må gerne blive godt. 

mandag den 10. august 2015

Forskellen på 1. og 2. gang, og dét med at gøre det alene.

På onsdag er Frida 8 uger gammel, og efter små 2 måneder i karrusellen, er det efterhånden tydeligt, både hvor store forskelle og ligheder, der er på at blive mor for hhv. første og anden gang.

Det første bevis på, hvor meget der er sket med mig, fik jeg allerede torsdag morgen på hospitalet, hvor Frida kun var et halvt døgn gammel. Mens jeg gik på stuen og samlede de ting sammen, jeg skulle have med i bad, gik mine tanker 4 år tilbage i tiden, for det var netop morgenen efter Anton blev født, at det begyndte at gå op for mig, hvor stor en omvæltning dette lille væsen bragte med sig. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned i vuggen på lillebitte Anton, der havde skreget så inderligt hele natten, at jeg næsten ikke troede, at mit hjerte kunne holde til det, og som nu endelig var faldet i søvn. Jeg tænkte, at det var min chance for at komme i bad - og blev ramt af den første af mange erkendelser af, at livet fremadrettet ville blive noget helt andet, end det jeg var vant til. For hvordan fanden skulle det kunne lade sig gøre at komme i bad? Hvis jeg tog ham med, ville han vågne, og hvis jeg lod ham stå, ville jeg ikke kunne høre, hvis han vågnede og begyndte at græde. Det var dér opgavens omfang begyndte at gå op for mig, og der, hvor jeg begyndte at få fornemmelsen af, at det med at få et barn selv måske ikke kun var et spørgsmål om metervis af kærlighed, timevis af stunder, hvor jeg skulle sidde og amme, mens jeg kiggede drømmende ud på snevejret, og at dét at få en hverdag til at hænge sammen, ikke kun ville være et spørgsmål om at få en barnepige til at passe ham, når jeg skulle ned og undervise.

Denne gang pakkede jeg tingene, trillede Frida med, badede og det var dét. Mens jeg bagefter sad i min seng og drak kaffe, tænkte jeg, at hvis kvantefysikerne har ret, og alle virkeligheder foregår parallelt, ville jeg ønske, jeg kunne sende en flaskepost på tværs af lagene til mit 4 år yngre selv og skrive, at det bliver nemmere. En del, faktisk. At jeg - trods alt - ville ende med at få styr på det.

Denne gang er der som udgangspunkt meget mere ro på, fordi jeg ikke skal igennem “Det kan ikke være rigtigt!?”-fasen, hvor man skal have hjernen til at begribe, at 1) ja - du skal op om natten 2) ja - det bliver man latterligt træt af og 3) ja - dine behov placeret på alfabetlisten ligger og roder rundt nede omkring Å. Ikke (kun) fordi man vil ofre alle sine lemmer og organer 5 gange for sine børn, men også fordi det simpelthen ikke er dét værd at trodse barnets natur og tvinge det med til brunch eller hvad det nu er, lige præcis ens eget barn ikke vil. Heller ikke selvom ALLE de andre har fået børn, der kan sidde i timevis og dimse med en legoklods, mens deres mødre drikker litervis af latte og sludrer sammenhængende med venner og veninder. Det var en dyr og tårevædet lektie at lære, men jeg har lært den, og mit liv har været nemmere siden. 

Jeg kan også mærke, at det denne gang er mig ret magtpåliggende ikke at spilde tiden på at jagte løsninger på alle små skævheder, hvor barnets adfærd afviger fra den i bøgerne beskrevne. Hvilket bliver lettere af, at alle bøgerne for længst er brændt i et kæmpebål i haven. Men hvor jeg sidste gang forsøgte at løse ALLE udfordringer i det sekund de opstod, har jeg lovet mig selv at have en langt mere oh-well-agtig tilgang til tingene denne gang. 80% af det, jeg stressede over sidst, var ting, der endte med at løse sig selv, og fordi jeg prøvede 17 forskellige ting samtidig, endte jeg altid med ikke at vide, om det var noget af det, jeg havde gjort, der havde hjulpet (og i givet fald hvad) eller om det ville være gået over af sig selv, hvis jeg havde sat mig på mine hænder.

Jeg er også markant mere tydelig i aftegningen ift. omverdenen og de gode råd. Da jeg fik anbefalet at malke ud for at afhjælpe Fridas uendeligt lange spiseseancer, var jeg ikke engang i tvivl om, at det ikke ville komme til at ske. Hvis det dagligt skulle koste 3 x 40 minutters irriterende arbejde med tysk, belastende plastikprodukt og aflange bananbryster at amme barnet, ville jeg ikke have det *fjerneste* problem med at skifte til erstatning.

Det Uendelige Måltid viste sig i øvrigt at være en fase, der gik over af sig selv.

Jeg ved denne gang, at man godt lige kan nå at starte vaskemaskinen, selvom de vågner og begynder at bjæffe lidt, og jeg er langt bedre til at tage dagene en for en, i stedet for at lede med lys og lygte efter rytmer og mønstre i ALT.

Men nogle ting er også som de var, selvom det er anden gang jeg gør det. F.eks. den SINDSSYGE frustration, når man ikke kan få barnet til at sove. Jeg nåede lige at tænke, at det gad jeg simpelthen ikke stresse over, før jeg blev overfaldet af virkeligheden og kom i tanke om, at det jo ikke bare var et spørgsmål om, at barnet så er mere vågent, men at overtræthed betyder, at INTET fungerer. For nogen. F.eks. har den forgangne uge været et helvede, fordi jeg ikke har kunne få hende fældet i løbet af dagen, så alle går simultant ned i brølende flammer lige omkring kl. 5, hvor der skal bades, laves aftensmad, smøres madpakke osv. Her har jeg også skulle kæmpe lidt med mine egne forventninger, for jeg har været så fokuseret på, hvor meget nemmere det hele ville blive, når vi bare lige kom igennem ferien, at jeg *virkelig* blev taget med bukserne nede over, hvor umuligt det hele bliver, når man har et overtræt, grædende spædbarn hængene på skulderen 12 timer i døgnet, og dagligt bruger 2 x 3 timer på at få hende til at sove bare lidt.

Men til forskel fra sidst, så ved jeg denne gang - ved-ved - at det bare er en fase. Sidst fik jeg nærmest en blodstyrtning af raseri, når folk sagde det, men denne gang har jeg erfaringen at trække på, og det gør en verden til forskel. 

Ligesom sidst er der også mange tanker om at være sådan en, der gør det selv. Egentlig er det, jeg savner mest Den Gode Tid. Når man gør det selv-selv, bliver al tid brugt på enten at servicere eller at ordne praktiske ting, og når vi er hos mine forældre, og jeg pludselig har god tid til at putte Anton, eller sidde og nusse Frida, mens hun sover, niver det lidt i hjertet. Det ville jeg virkelig gerne have mere af. Det ville heller ikke gøre noget at have en herhjemme, så jeg kunne komme lidt ud. Jeg har været klar til at begynde at undervise igen i et par uger nu, og jeg savner det meget, ligesom mit hår virkelig, VIRKELIG gerne ville forbi en frisør. Det ville også være rart med en at bytte med, når vi tager aftenskrigeturen - eller i det mindste en at være enig med om, at det sgu trækker tænder ud. At gøre det igen har bekræftet, hvad jeg også tænkte første gang: Det ER den næstbedste løsning at få sine børn selv - men skulle jeg have haft dem med nogen, ville jeg stadig have bedt om at få lige præcis de to, jeg har fået.


PS: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Jeg bliver så glad, når I pipper med, og lige i disse dage er high-fives og hep ekstra velkomment. Og til dig, Anne: Jeg er klar på kaffe anytime. Send en mail på blogsbjerg@gmail.com, så finder vi ud af noget:)

mandag den 3. august 2015

- og pust ud.

Jeg kan ikke huske, at der de sidste 6 år nogensinde før er gået 14 dage, hvor jeg ikke har blogget, men jeg har seriøst ikke haft 5 ledige minutter de sidste 2 uger. Jeg laver fuldstændigt fabelagtigt skønne børn, og jeg elsker dem, så jeg nærmest bliver skeløjet af det - men jeg tror, at  3 ugers ferie med en baby på 3 uger og en loppe på snart 5, der synes, at alting skal foregå i fast forward ville kunne give de fleste sved på panden.  

Men nu er Anton afleveret i børnehaven, hvor han har fået besked på at gå ud på legepladsen og råbe af, inden jeg henter ham igen, og Frida er gået kold på sofaen, så her har I mig tilbage. Jeg håber, at I stadig er derude, og at I kan leve med, at bloggen i denne tid er forvandlet til en form for dagbog, der ikke rummer de store forkromede tanker om samfundet omkring os; min hjerne er simpelthen stadig langt fra funktionsdygtig, og små updates fra livet herhjemme er, hvad vi formår at ryste ud af ærmet lige nu. 

Jeg skrev lidt om min feriefrygt i de sidste indlæg; at jeg på forhånd virkelige var nervøs for, hvordan vi skulle få 3 hele uger til at gå, uden at de sociale myndigheder greb ind og fjernede en af os. Og jeg ville ønske, at det var her, jeg slog en overskudslatter op og bekendtgjorde, at det, da det kom til stykket, slet ikke var noget problem, men det ville være løgn. Når jeg bliver træt, bliver jeg hyper og super støjsensitiv, hvilket betyder, at jeg foretrækker, at alting går åndssvagt stærk på den meget, meget stille måde. Denne gave har jeg skænket begge mine børn, men valgt at give dem en halvdel hver, så Anton bliver hyper, når han bliver træt, mens Frida bliver nærmest overfølsom overfor lyd. Så godnatscenen, hvor det løsgående krydsermissil hopper manisk op og ned i sengen, mens han brøler “Pjerrot sagde til månen”, og jeg samtidig prøver at amme det rasende, overstimulerede piskeris til ro, giver et fint stemningsbillede af ferien, sådan helt generelt.

Når det er sagt, har der heldigvis også været dage, hvor det har fungeret, og hvor jeg kunne se, hvor godt det bliver, når der lige falder lidt ro og rytme på det hele. Dynamikken er pludselig en helt anden, og det kommer til at gøre virkelig meget godt for vores lille familie, at vi nu er blevet 3. I ferien er Frida også begyndt at grine og smile til Anton, og jeg får tårer i øjnene hver gang, det sker. Det er kæmpe stort. 

På plussiden mister man også sit filter i en grad, der sidestiller én med mennesker med bestemte psykiske lidelser, når man bliver så træt og presset, som jeg har været de sidste par uger. Det har været nærmest befriende bare at åbne munden og lade sin første indskydelse komme ud, i stedet for at køre den sædvanlige høflighedsscreening på ordene først. F.eks. da vikarsundhedsplejerskens løsning på, at Frida ikke vil tage en sut, var, at jeg skulle få “en jeg kender, der ikke lugter af mælk, til at komme og give Frida sutten 10 minutter, 3 gange dagligt” og jeg bare kiggede på hende og bad hende nævne alle dem, hun havde i sit eget liv, der ville have mulighed for det. Eller da lægen spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg svarede ærligt, at det var svært for mig, at min lunte med Anton var kort, for jeg fik så dårlig samvittighed, og hendes svar var “Ja, det er da heller ikke hans projekt. Det er dig, der har valgt at få et barn mere.” I udsovet tilstand ville jeg gå hjem og skamme mig, men nu kiggede jeg hende bare lige i øjnene og svarede, at bjerget af selvhad i forvejen var så massivt, at jeg virkelig ville sætte pris på, at hun som læge undlod at læsse mere skyld på toppen. Hvilket jeg egentlig står ved.

Og endelig glæder jeg mig til, nu hvor ferien er slut, ikke at skulle høre flere mennesker belære mig om, at det vigtigste, når man er i knæ er, at “lade vasketøj være vasketøj”. Jeg ved ikke, om vores tøj virker sygeligt rent, eller om jeg minder meget om Monica fra Venner, men jeg kan næsten ikke holde ud at lade som om, at løsningen på den træthed man oparbejder over tid med 5 timers afbrudt søvn pr. nat, er at springe en kogevask over. 

Vi har været på fiskerimuseet 3 gange, vi har været på legepladsen 100 gange, vi har været på stranden, på biblioteket og på togtur til Ribe. Vi har fået mad, rent tøj på kroppen(!), og er ikke druknet i hverken støv, nullermænd eller opvask. Børnene virker glade og tilpasse, og næste gang vi har 3 ugers sommerferie, er vi et helt andet sted. Og jeg må drikke vin. Det glæder jeg mig til.