fredag den 29. maj 2015

Mens vi venter, part 2:

Hermed følger et sindsoprivende indblik i livet på barsel. Den sidste uge er gået med:
  • At blive tjekket på hospitalet. Mine prøver begynder at té sig lidt, og det betyder, at der, hver eneste gang noget er bare marginalt skævt, er dømt dobbelt- og trippletjek på fødegangen. Det er godt, de holder øje med os. Det ER det. Men jeg kan dårligt beskrive i ord, hvor meget jeg glæder mig til ikke at skulle lave flere urinprøver. Jeg HADER at lave urinprøver, og har altid gjort det, men det fremmer ikke varme følelser for projektet at være så gravid, at man efterhånden mest af alt minder om en gammel folkevognsbobbel med T-rex-arme.
  • At forsøge at hjælpe Anton med at rumme livet generelt: Der er udflytteruge i børnehaven, hvilket betyder, at jeg hver dag til fyraften står med en meter menneske, der er fuldstændig opløst i udmattelsestårer over, at vand er vådt, og at den røde Ninjago-trøje ikke kan være grøn. Forleden morgen trampede han ind i stuen med ordene: “Du er FYRET!!” fordi han skulle have bukser på. In all fairness kom han dagen forinden ud i køkkenet til mig og proklamerede: “Mor, jeg kan ikke lide bukser”, så man kan argumentere for, at jeg var advaret. 
  • At juice alt, der nogensinde har haft bare kortvarig berøring med naturen. I min jagt på Den Rigtige Juicemaskine, var der pludselig en veninde, der skrev: “Jeg har en juicer stående i skabet. Den er aldrig brugt. Vil du have den?” Øh, ja tak!? Så nu juicer jeg i vildskab, fordi jeg håber, at Frida snart får nok af dagligt at få 1 liter kompost med ingefærsmag lige i face.
  • At lave voodoodukker af folk, der spår om, hvornår jeg føder. Får mig til at føle mig som en hest, man kan odd’se på.
  • At kede mig. Hun ligger så lavt og dybt derinde, at det gør ondt, hvilket betyder, at der er dømt godt med pauser i løbet af dagen. Så sidder man dér. Og må ikke drikke mere kaffe, fordi dagsrationen på 3 kopper er overskredet. Pga. føromtalte udflytteruge, kan jeg ikke engang hente Anton tidligt, og ovenikøbet har han i aften bedt om at sove hos mormor og morfar. Jeg har glemt, hvad man laver, når man er alene?? (Og ikke må drikke alkohol…) (PS: Jeg har ikke glemt, hvordan man kvæler folk, der opfordrer én til “at nyde det”….)
  • At forsøge at lægge låg på mine hormoner. Går dårligt. På nuværende tidspunkt hader jeg 98% af alle mennesker. Objektivt set ved jeg godt, at det er mig, der læner mig op ad diagnosen ‘psykopat’, men det gør mig egentlig ikke mildere stemt. Nærmest tværtimod.

Kom nu ud, Frida.

tirsdag den 26. maj 2015

Om børnetolke og faglighed, der ikke er på barsel.

I flere dagblade har der de senest dage kørt historier om, at børn af ikke-dansktalende forældre er blevet brugt som tolke i det danske hospitalsvæsen, og jeg kan flere steder se både politikere og hospitalsdirektører udtale sig med både undren og indignation over, at dette kan ske. 

Jeg kender kun de fremmedesprogstolke, jeg har mødt gennem mit eget professionelle virke som tolk de seneste 13 år, men jeg kan berolige dem, der frygter, at der måtte være tale om en slags skjult racisme med, at det halter over hele linjen ift. brug af tolk i den danske sundhedssektor.

Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er kommet ud på en afdeling, og har hørt en variation af sætningen: “- men det klarede vi da bare lige selv, ikke Hr. Sørensen?” efterfulgt af et *sådan en smule sprogbarriere skal da ikke skille os ad!*-klem i hånden, kunne jeg læne mig tilbage i min pengetank og bruge resten af livet på at nyde synet af min formue. Samme historie, hvis jeg havde fået en krone for hver gang, jeg har måtte bryde et af de vigtigste kodeks i mit fag, nemlig at en tolk aldrig blander sig, og med både stemme og tegn har måtte sige: “Tolken er ikke sikker på, at brugeren forstår, hvad det er, der skal ske”, fordi det ikke hjælper at bestille en tolk, der kan komme og tolke de sidste 10 minutter, inden man skal på operationsbordet, når personalet på en afdeling ikke har gjort brug af tolk ved de indledende undersøgelser. Eller de gange jeg har måtte løbe en sygeplejerske ned på gangen, som kunne forklare og svare på patientens spørgsmål, fordi man - mange års uddannelse til trods - som overlæge tilsyneladende ikke kan eller vil forstå, at vi er tolke, der kommer og tolker det, som hospitalet har bestilt os til, og derefter skal videre til andre opgaver, så “det må du lige snakke videre med ham om, når I kommer hjem; jeg har ikke tid til at stå her og forklare det igen!” derfor ikke giver mere mening, end hvis jeg forventede, at overlægen selv tog med brugeren hjem, når undersøgelsen var slut.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvad problemet er, ville jeg pege på, at det danske sundhedsvæsen simpelthen ikke er vant til at skulle tage hensyn. Hvilket jo et langt stykke hen ad vejen er forståeligt nok: Selvom det kan være vanvittigt irriterende som patient at sidde og vente 9 timer på at komme til at tale med en læge, så har de fleste af os jo alligevel forståelse for, at en meget stor del af opgaverne på et hospital er akutte, og at det må være graden af alvor, der bestemmer rækkefølgen, vi bliver tilset i, og ikke hvem, der kom først. Det harmonerer dårligt med at skulle bestille en tolk til en samtale, fordi man dermed låser både læger og sygeplejersker fast på i et bestemt tidsrum.

Dertil kommer, at der sjældent bliver oparbejdet nogen form for erfaring på de respektive afdelinger. Selvfølgelig er der afdelinger, hvor man gør meget brug af tolk, og hvor det derfor bliver rutine at bestille og få opgaverne planlagt rundt om den tolkede samtale, men på afdeling 242 har de måske 2 døve patienter på 5 år. Eller 2 somalipatienter. Og Kirsten, der var primær kontaktperson på den sidste patient, og som derfor har en svag erindring om, at der var noget med en tolk, har desværre ferie i den uge, hvor den anden patient finder vej til afdelingen, så ingen ved noget. Ikke engang at de faktisk ifølge sektoransvarlighedsprincippet er forpligtede til at bestille tolk. Jeg har masser af gange oplevet, at personalet på et hospital fralægger sig enhver form for ansvar, og bare afvisende siger, at “det må patienten selv stå for; det er ikke noget, vi har noget med at gøre” hvis de bliver spurgt, om der er bestilt tolk til en kommende undersøgelse.

Jeg er med på, at det handler om, at personalet på sygehusene rundt omkring er pressede. Der er *ingen* der står op om morgenen og tænker: “Hvordan kan jeg være det størst mulige røvhul på mit arbejde idag?” Men det er simpelthen så vanvittig urimeligt at lade som om, det ikke er et problem, at et menneske, der er sygt, og dermed formentlig både bange og underskudsramt, ikke forstår, hvad der skal ske. Eller at pålægge dem eller deres børn (som også er bange) at være de stærke, der skal stå fast på, at der SKAL bestilles en tolk. Ikke mindst fordi det ikke kræver ret meget fantasi at sætte sig i deres sted: Forestil dig, at du er på ferie i Etiopien, pludselig får ondt og skal på hospitalet, hvor du ikke fatter et eneste ord af, hvad personalet siger. Overhovedet. Hvor tryg ville du være ved at lade dig bedøve og skære i? Eller ved at lade dine børn høre - før dig - hvad du fejler, så du både bliver frataget muligheden for at vurdere, hvad de skal vide og hvordan nyheden skal overbringes? Og hvor du må brænde inde med dine spørgsmål til din behandling, fordi du enten ikke kan gøre dig forståelig eller ikke kan holde ud, at dine børn skal forholde sig til dit sexliv eller overlevelsesprocenten ved netop din sygdom? Ville du stole på, at dit barn på 12 år havde fået rigtig fat i, hvordan din medicin skulle doseres? Eller kunne udholde tanken om, hvor meget voksenansvar, de pludselig bliver pålagt i en situation, hvor du ikke kan støtte dem og hjælpe dem med at bære det?

Det får lov at ske, fordi det - heldigvis - ikke sker ret ofte, for faktisk tror jeg, at selv den mest forhærdede overlæge med tiden ville få en dårlig smag i munden, hvis han var vidne til dette flere gange om ugen. Men fordi det måske sker på den enkelte afdeling engang hvert andet år, kan man leve med at lade som om, at det er en undtagelsessituation, som man derfor bare skal have løst på bedste beskub.

Man glemmer bare, meget belejligt, at det for patienten er den virkelighed, de bliver mødt med hver gang, de er i kontakt med sundhedssektoren.

Det er ikke i orden, og jeg håber virkelig, at det fokus, der kommer på hele denne problemstilling nu, kan være med til at gøre livet mere trygt for de mennesker, der i årevis har været i klemme.

søndag den 17. maj 2015

Mens vi venter, part 1:

Den første uge på barsel er gået, og der er ikke optræk til noget som helst endnu. Det passer mig fint; jeg har brugt tiden på at få de sidste lavpraktiske ting i orden, og hvis der er frit valg på øverste hylde, ville jeg elske at få en uge, hvor der var tid til en lille lur midt på dagen, og til ellers bare at lave ingenting. Da jeg ventede Anton, ville jeg gerne have brugt min graviditetsorlov på at gå alene i biografen midt på dagen, fordi det for mig stod og står som den ultimativt dekadente ødslen med tid, men i Esbjerg er vi på havet i dagstimerne, og biografen er derfor lukket. Denne gang vil jeg derfor stille mig tilfreds, hvis jeg bare en enkelt gang når at spise frokost alene på en cafe i selskab med en bog.

Lone Rider Linda, kalder de mig. 

Miniferien, vi har haft de sidste 4 dage, har været en gave at få med. Anton og jeg har bagt giftkage, været i svømmehallen (tak, kære trofaste, arbejdsomme, slidstærke badedragtssømme), været i biografen og se Albert, spillet fodbold (= jeg står øverst på kælkebakken og sparker bolden ad helvede til, hvorefter barnet jerner efter den, og dribler den begejstret tilbage til mig) og skudt med bue og pil til den helt store guldmedalje. Jeg opererer ud fra teorien om, at det nok bliver meget nemmere for ham at dele mig, hvis jeg drukner ham i opmærksomhed *lige* op til fødslen. Jeg er ind imellem den største idiot, jeg kender.

Ellers er min hjerne gået igang med at gøre det, den gør, når jeg står overfor noget, der er for stort at tage ind: Den finder små, overskuelige projekter, den kan fokusere på. Lige nu er der to hobbysysler, der optager mig meget. Det ene er min spilleliste til fødslen. Da jeg fødte Anton, husker jeg det som rart, da jordemoderen lige nåede at smide en cd på et sted undervejs, og derfor er det noget af det, jeg denne gang gerne vil have med. Da jeg ikke har så meget føling med, hvad der rører sig i den alternative musikverden, spurgte jeg på fb, hvad folk kunne anbefale, og jeg må efterfølgende bare konstatere, at det godt nok er meget forskelligt, hvad der virker beroligende på os. F.eks. giver de tibetanske syngeskåle, der har bragt zen og ro til en stor del af min kvindelige omgangskreds under deres fødsler, mig en akut lyst til at tæve nogen - helst munke - med noget hårdt og sømbeslået. Efter lang tids ragen rundt i ukendte afkroge af Sportify og iTunes, er jeg derfor endt med en playliste, der primært består af Pink Floyd, Mikael Simpson og remakes af gamle Billie Holiday-sange; det ved man da, hvad er.

Den anden ting, jeg går sygeligt meget op i lige nu, er min barselsgave til mig selv. Jeg har besluttet, at jeg må få en saftpresser/slow juicer. Og det har vist sig at være et fint projekt at fokusere på, for det er fuldstændig umuligt at blive klog på, hvad man skal vælge. Minder mig lidt om dengang, jeg havde besluttet at starte med at løbe: Køber man det dyre udtræk fra starten, med indbygget risiko for at have for 5000 kr. ubrugt selvhad til at ligge på hylden og håne, eller går man efter den økonomisk lidt mere spiselige model, der kan betyde, at man aldrig kommer ordenligt igang med projektet, fordi blodige vabler og bukser, der høkker ned, kan pine lysten til både at leve og at løbe ud af enhver? Indtil videre er mine penge på en slowjuicer, men det ender nok med, at Simon på 21 i Elgiganten kommer til at træffe valget for mig. (Skulle nogen af jer i øvrigt have gode/dårlige erfaringer på området, er I mere end velkomne til at smide en kommentar omkring det. På forhånd tak.)


I morgen er det mandag, og det vildeste, der skal ske er, at jeg skal ud og købe nye gummistøvler til Anton.

Jeg tror lige, jeg kan holde til det.

tirsdag den 12. maj 2015

Status på preggo-life, 37. uge:

Idag er jeg 36+5*, hvilket er lidt en mærkedag for mig, fordi det var på denne dag, jeg blev sat igang, da jeg ventede Anton. Halt die Klappe, hvor er der forskel på, hvordan man ser ud oppe i hovedet, når man har brugt den sidste måned på hhv. at være syg, stresset og indlagt, og på - stille og roligt - at gøre klar til at føje endnu en stikling til samlingen. 

Fra på torsdag kan hun komme hvert øjeblik, det skal være, og alt det praktiske er på plads. Jeg har lavet små natteøer med dæmpet belysning og ekstra puslepuder og stofbleer, hvor jeg kan være med hende, uden at vække Anton, hendes seng er klar, hendes tøj er vasket og der er skoldet flasker og købt erstatning ind, så vi har en plan B, hvis amningen tager længere tid at få op at køre end planlagt, 

I forhold til fødslen har jeg forberedt det, man kan - vel vidende, at det er lidt som at lægge detaljerede planer for sommerferien ud fra en vejrprognose, man henter ned i januar. Men jeg har forholdt mig til den, har øvet teknikker og vejrtrækning og har skrevet den famøse ønskeseddel til mine jordemødre, så allerede her er jeg lysår forud for, hvor jeg var sidst.

(- hvilket i øvrigt har givet anledning til at sende et solidt highfive 4 år tilbage i tiden: Når man ved, hvor meget et kontrolmenneske, jeg er, så har jeg ikke rost mig selv nok for ikke at gå fuldstændig i baglås i panik over at blive sat i så ekstrem en situation, uden overhovedet at ane, hvad det handlede om. Well done, fortidsmig.)

Jeg har idag været til det sidste store svangerskabsforgiftningstjek, hvor hun blev estimeret til at veje omkring 3 kg, og alt ser ud, som det skal. 

Jeg har det lidt ambivalent med, at det er ved at være nu. På den ene sider gider jeg virkelig, virkelig ikke mere. Jeg er noget så utrolig træt af at være tyk og besværet, af at skulle tisse hele tiden, og af at det tager 17 år ekstra at skrive beskeder og blogindlæg, fordi jeg ikke kan mærke mine fingre, og har fået graviditetsmotorik, hvor de fede poter rammer forkerte taster 49% af tiden. Jeg tror også, jeg taler for både mig selv og min omverden, når jeg siger, at vi er klar til at sende hormonerne ad helvede til tilbage i Mordors flammer; de er virkelig slemme nu. Hyler minimum 3 gange om dagen, nogle gange så pludseligt, at jeg selv bliver helt forskrækket, og så kan jeg blive s.å RASENDE over ligegyldige småting, at det næsten er sjovt.

Næsten. 

På den anden side må jeg bare lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg er nervøs. Den start, Anton og jeg fik, sidder langt dybere i mig, end jeg havde forudset, og kombineret med, at jeg denne gang har et barn i forvejen at tage mig af, kan det godt give mig relativ heftig åndenød af angst for ikke at slå til. Det kommer bag på mig selv, at det fylder så meget, som det gør; jeg troede, jeg ville være langt sejere end dét, men nej.

Ligesom sidst kan jeg mærke, at verden begynder at krympe nu. Man mister evnen til at tage tingene helt ind, og til at deltage i livet omkring sig med oprigtigt nærvær, når terminen nærmer sig, synes jeg.

Da jeg jo af gode grunde ikke aner, hvordan verden kommer til at se ud den næste lille måneds tid, vil jeg bare nævne, at de af jer, der har lyst (og ikke allerede følger med derinde) er velkomne til at kigge med på IG (blogsbjerg). Sandsynligheden for, at der post-fødsel er overskud til at poste et billede, før der er overskud til at skrive et indlæg, er ret stor.  

*Hvis jeg skulle have læsere for hvem det her graviditetshalløj er helt sort snak, så henviser disse tal til hvor mange uger+dage, man er henne. En fuld graviditet er 40 uger i alt, og man har termin, når man er 40+0.

mandag den 4. maj 2015

I gets no sleep... I. Can't. Get. No. Sleep.

De fleste ved, at gravide er røvtrætte i den sidste del af graviditeten. Man kunne fejlagtigt komme til at drage den slutning, at det handler om, at man er ved at lave et nyt menneske, med sin krop som eneste forhåndenværende redskab. Sjovt nok #haha er det på ingen måde tilfældet. Grunden til, at man ligner noget katten har slæbt ind, (og at man bliver *noget* stam om kæben, når velmenende mennesker siger, at man skal huske at sove, så man er udhvilet, når babyen kommer) er at aftenerne og nætterne ser sådan her ud:

19.30: Førstfødte puttet og sover. KÆFT, det bliver godt at komme ned og smide stængerne op!

19.40: Ah!

19.42: Sulten. Suuuulten. *Rullefald af sofaen og ud i køkkenet*

19.45: Bedre.

19.55: For helvede. Skal tisse. Suk. *Nyt rullefald*  

19.57: Så! Netflix, show me your best move.

20:30: *Gaaaaaab* Ej, come nu lige lidt on, Linda. Alt for tidligt at gå i seng. Plus, at om noget, der ligner 20 minutter, er dine aftener forvandlet til walkathons med rasende spædbarn på armen, og 4-årig, der gerne vil vide, om babyen snart skal hjem?

21:45: Skal tisse. Igen. Dilemma: Holde mig, og vente, til jeg alligevel skal i seng (= spare et rullefald) eller overgive mig?

21.50: Fuck it. Godnat.

22.15: Zzzzzz

23.20: *Pling!* Lysvågen.

23.40: For fanden, altså! HVORDAN skal man kunne sove, når begge arme er følelsesløse, man ikke kan sove på maven, og man bliver kvalt i sine bryster, når man ligger på ryggen!?

23.50: Skal tisse.

00.02: Shit, hvor er det varmt. Hvor varmt plejer det egentlig at være i juni, når hun kommer? Møgfrøs vi ikke sidste år? Eller var det i maj?

00.25: Nå, men så må jeg jo læse lidt. 

00.35: AV, for helvede, Jussi!!!!! *masserer-bule-i-pande* Ok, enten skal jeg 1) gro følelse og styrke i arme og hænder NU 2) til at læse bøger på mobilen, eller 3) begynde at sove med styrthjelm.

00.45: Skal tisse.

00.50: Nå, hvad sker der på de sociale medier?

00.55: Note til selv: Skal have flere venner i andre tidszoner.

01.00: HALSBRAND!!

01.05: Hvorfor er der ingen, der laver nye moves på Wordfeud?

01.10: Hvad nu, hvis jeg bliver en lortemor, fordi jeg har to børn? Hvad nu, hvis de hader hinanden? Hvad nu, hvis det hele ender med, at jeg ligger på sofaen og drikker vodka af flasken, mens de tæver hinanden med legoklodser? *tuder-ned-i-dynen*

01.20: Ej, det kommer til at gå fint. Det gør det. Det SKAL det. (Ikke?)

01.30: SOV nu, Linda!!

01.35: HVAD VAR DET FOR EN LYD!?

01.38: Nå. Ingenting, åbenbart. (Vel?)

01.40: Skal tisse.

02:00: Zzzzzz

03.45: *Pling!* FFS!!

03.50: Skal tisse.

04.00: FB, IG, Pinterest *scroll-scroll-scroll* Nå. Resten af verden sover åbenbart stadig. Svin.

04:10: Hvor står man egentlig i hele Madonna-sagen? Har faktisk ondt af hende over, at hun er gået fra at være Den, Alle Mænd Vil Have, til at være sådan en, der bliver til grin, når hun kysser Drake. Men er det age-shaming, når man ikke synes, det er *så* rart at se på, når hun gnider sit underliv op af alt? Hvor ville man stå, hvis det havde været Mick Jagger, der havde kysset Taylor Swift?

04.15: Fik jeg købt mel til de boller, jeg lovede Anton at bage?

04:20: Skal tisse.

04.25: Er hun ikke snart ved at være så stor derinde, at man godt kan forsvare at farve øjenbryn? Har de egentlig selv øjenbryn, når de kommer ud? Havde Anton? Har han nu?

04.27: Ok, det har han.

04.40: ER DER SNART NOGEN, DER GIDER SVARE PÅ WORDFEUD, for helvede!?

04.50: Kan man være bekendt at stå op?

05.00: Zzzzzz

05.30: Hej, skat. Ja, selvfølgelig skal vi ned og spise havregryn. Mor skal bare lige tisse.



Every. Fucking. Night.