tirsdag den 28. april 2015

Elitehaters.dk

Jeg er ikke superselektiv ift, hvem jeg accepterer venneanmodninger fra på Facebook. Jeg har flere jobs med en ret stor berøringsflade, hvilket betyder, at jeg kommer i kontakt med mange mennesker i løbet af en uge. Derfor har jeg helt fra starten gjort op med mig selv, at jeg hellere vil udøve lidt selvcensur ift. hvad jeg poster, og så være large med, at et menneske, jeg reelt kun har mødt et par gange tilføjer mig som ven; ikke mindst fordi jeg synes, at signalværdien i at afslå en venneanmodning kan være temmelig markant. 

Men vi er forskellige, og jeg har også stor respekt for dem, der gerne vil prøve at bevare FB som et sted, hvor man kun hænger ud med mennesker, man kender godt.

I lang tid har kritikken af FB gået på, at det er et selviscenesættende sted, hvor vi i stedet for en ærlig fremstilling af hverdagen, i dén grad skaber billedet af det liv, vi ønsker vi levede, med updates om al den sunde mad, vi laver og de mange km vi løber. Personligt betyder det ikke så meget for mig, hvad folk poster, bare der er lidt variation i det, så det ikke kun er billeder af katten/barnet/kaffen eller dem selv. Til gengæld skjuler jeg uden at ryste på hånden dem, som kun poster had, brok, politiske statements eller slet skjulte svinere til mennesker, de er sure på. Livet er for kort. 

Men den sidste tid synes jeg, at tonen derinde er ved at tage en drejning. Fra - lidt groft sat op - at være mig, mig, mig, er den nu blevet markant mere dig, dig, dig, og jeg synes faktisk ikke helt, det klæder os. For det er som om, vi benytter enhver lejlighed til at fremhæve vores egen overlegenhed på bekostning af andre.

Et oplagt eksempel er Frost-gate, der har kørt de sidste par dage, som jeg er ved at være noget så inderligt træt af. Og det er ikke forældrene, der har brokket sig, jeg har nået mætningspunktet med. Det er tværtimod den gruppe af mennesker, der sidder på deres høje heste og peger nedladende på forældrene, og råber ting som: ”Curlingbørn!” og “First world problems!”, og som ikke lader en chance passere for at påpege, at der er jordskælv i Nepal og bådflygtninge, der nok ville ønske, at deres største problem var skuffede børn. Det tror jeg sådan godt, at Frostforældrene ved. 

Og inden jeg går videre, vil jeg bare lige påberåbe mig min neutralitet: Jeg har INTET i klemme, for Anton er pisseligeglad med alt, der ikke er lavet af Lego.

Men når jeg læser hånlige updates om, at forældre skal slappe af, så noterer jeg mig, at dem, der råber allerhøjest enten 1) ikke selv har børn eller 2) har børn, der ikke aner hvem Elsa og Anna er. Og så er det jo ret nemt at synes, at andre forældre er latterlige, men jeg kunne nu godt tænke mig at se, om ikke f.eks. fodboldforældrenes reaktion havde været den samme, hvis de var blevet stillet et to timers arrangement med landsholdet i parken i udsigt, og derefter var blevet spist af med Frank Arnesen, der lige kom forbi og luntede en runde på plænen.

At der er forældre imellem de skuffede, som kunne trænge til lidt kærlig adfærdskorrigering, er jeg bestemt ikke uenig i, men jeg synes, det er mærkeligt, at vi klandrer hele gruppen for at “skabe sig” og være “hysteriske” fordi de giver udtryk for deres utilfredshed på de sociale medier. Jeg har set en del af De Pegende, der bruger selvsamme medier til at give udtryk for skuffelse over tv-udsendelser eller koncerter, de ikke har været tilfredse med, og jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvori forskellen ligger, bortset fra, at Frostforældrene fylder mere, fordi der ganske enkelt er flere af dem.

Og den der med, at det var gratis, så “hvad kan man forvente?” synes jeg er virkelig irriterende. Mit bud er, at 85% af de deltagende med største fornøjelse ville have betalt penge for at deltage i arrangementet, hvis så bare arrangørerne havde gidet at følge det til dørs. For vi er alle sammen voksne nok til at vide, at der er no such thing as a free lunch, så selvom det ikke per se kostede noget at overvære de 20 minutters skønsang, så er der ingen, der er så naive, at de tror, at Disney ville lægge navn til, hvis ikke de regnede med, at det ville give et afkast, enten i form af mersalg af merch, eller ved at holde gryden i kog til Frost 2 har premiere. 

Et andet eksempel på den samme tendens så jeg, da en far havde skrevet langt og fordømmende om, hvordan forældre der udstyrede deres børn med GPS, ødelagde børnenes barndom med deres mistænksomhed, og at det givetvis kun var fordi selvsamme forældre havde noget at skjule. Tyv tror hver mand stjæler. Og jeg er da bestemt enig i, at hvis man i stedet for at snakke med sit barn eller prøve på at opdrage det, bare knalder en GPS i nakken på det, så man kan hente ham/hende fra diverse raves og narkobuler, og uddele lussinger og stuearrest i flæng, så kunne man godt trænge til at hente en opdatering til sine opdragelsesidealer. Men hvad nu hvis man har fået børn med hang til eventyr og forfølgelse af vildkatte og fugle, der cykler afsted, fuldstændig uden at orientere sig om, hvor de kører, og man er ved at være træt af at køre rundt i skove og dale og lede efter “det store træ” de står under?

Uanset om vi snakker om Kählervaser, brugen af iPads, kostpolitik, hvor mange timer børn er i institution, arbejdsløshed, jobsøgning, kontanthjælp eller overvægt:  Det er så nemt at pege fingre, så længe vi peger på noget, der ikke har relevans for os selv, og jeg synes, der kommer mere og mere af det på FB. Hvis bare målet var at skabe en konstruktiv debat, der kunne komme nogen til gode, ville det give mening, men problemet er, at det - set med mine øjne - kun bliver gjort, fordi vi derved kan fremhæve nogen principper eller kvaliteter hos os selv, som det er ret gratis at have, når de ikke vedrører områder, vi selv er udfordrede på.

Jeg har helt sikkert selv gjort det på, og kommer sikkert til at gøre det igen. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede - bare prøvede - at huske, at hvis vi var knap så hårde i retorikken, når vi fik øje på andres fejl, så kunne man håbe, at de ville gengælde tjenesten, når de fik øje på vores.

mandag den 20. april 2015

Her går det:

Godt med: 
* at spise is. Meget is.
* ikke at have svangerskabsforgiftning. Har nærmest det modsatte: Til scanningen i uge 25 blev hun vurderet til at være 6% for lille. Til scanningen i uge 31 sagde tallene 8,5% over gennemsnittet.
* selvtilfredsheden, efter at have nærlæst min værkstedsregning, og derefter henvendt mig på værkstedet med spørgsmålet om, om de ville være rare at forklare de 4 punkter på regningen, der ud af det blå var blevet både 2 og 3 gange så dyre, som de var på tilbuddet. Modtog idag ny regning, der i stedet for 5000 lød på 2500. Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige løber ud og highfiver mig selv.
* at undervise i pump. Kan ikke lave armstrækkere på tæerne mere, men ellers er det mærkelig nok det tidspunkt, hvor jeg bevæger mig mest ubesværet.
* at bygge rede. Har fået sorteret Antons aflagte babytøj, fyldt fryseren med mad, ordnet barnevogn og klapvogn, købt og samlet møbler, købt bleer og modermælkserstatning osv. osv.
* at lave et barn med hår. (Hår. Ved jeg nu, efter at have spurgt sygeplejersken, hvad det var for noget søgræs, vi kunne se på skærmen.) (Jamen, hvad fanden ved jeg? Som nogen måske husker, var Anton skaldet som et æg til han fyldte 3.)
* at nyde udsigten til snart at få min krop igen. 

Mindre godt med:
* at forstå, at det så betyder, at der kommer et barn om mellem 3 1/2 og 7 uger.
* fodtøj. Kom i morges til at tude af raseri over, at jeg ikke kan tage mine sandaler på på under 5 hele fucking klokkeminutter, fordi de 4 spænder bare ikke er ret kompatible med føleforstyrrede fingre, der ikke kan mærke, hvad de har ved og en KÆMPE mave, man ikke kan nå ned over. (ffs!)
* at takle, at mine svinedyre super nova alarmer ikke lige er klar til en omgang til. Det blev jeg bare noget så utrolig pisse træt af. Specielt fordi jeg faktisk har været meget omhyggelig med at passe på dem, så de kunne bruges til en eventuel 2’er.
* at rumme at svaret i Babysam var, at de “da godt kunne prøve at sende dem over”, men at jeg skulle være “indstillet på at betale omkring 1000 kr. for det”. Havde glemt hvor meget jeg hader Babysam. Det kommer tilbage til mig nu.
* at sove. Fordi jeg er en lam, svedende elefant med en hasselnød som blære. Og der er et tændt strygejern lige i face til den, der skriver, at “så er du jo i træning til den lille kommer, hahaha”.
* at bruge offentlige toiletter. Hader, hader, HADER det. Særlig de der metalsvin, som offentlige parker og legepladser har en forkærlighed for. De er af metal, fordi de bliver desinficeret med kogende vand og sprit 7 gange dagligt (Jo. De. Gør.), men de får mig alligevel til at føle mig som en gulsotsbefængt narkoman, der tigger om en gratis omgang herpes.
* at underholde mig selv med serier og film, der er bare marginalt uhyggelige. Når jeg ikke er gravid, er jeg en pivskid, men det bliver åbenbart 700 gange værre, når hormonerne kigger med. Igår så jeg halvdelen af Ringenes Herre i sikkerhed bag min sofapude (ja. Den samme Ringenes Herre, som jeg har set 9 gange før, og aldrig tænkt på som uhyggelig) og jeg nåede lige præcis til de indledende rulletekster i den nyeste sæson af The Walking Dead, før jeg måtte kapitulere.
* at rumme folk, der stadig bruger udtrykket “rundforvirret”
* ikke at blive hysterisk over supporterne hos e-boks. Er på min 5. teknikker nu, og det virker efterhånden som om, de bare sidder og trækker “det kunne jo også være”- sedler op af en stor bowle. FIX det nu, for helvede!

mandag den 13. april 2015

Tanker om tabuer.

De sidste par dage er jeg flere forskellige steder stødt på ordet “tabu”, hvilket har fået mig til at tænke lidt over begrebet, og på hvordan vi prøver at komme tabubelagte emner til livs.

Da Anne på sin blog skrev om forbudte tanker, man kan gøre sig under en graviditet, skrev hun, at hun havde overvejet at undlade at skrive om det, fordi hun ikke syntes, at det stillede hende i verdens mest flatterende lys, men da det i hendes optik altid er bedre at sige tingene højt, end at lade skam og skyld æde dig op indefra, postede hun indlægget anyway.

Jeg er 100% enig. Når man googler “tabubelagte emner” kommer der en del resultater, der handler om psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, misbrug og afhængighed, og der er ikke noget af det, man er tjent med at gå og bøvle med selv. Hvis skæbnen har givet dig en svær hånd at spille, kunne det da lige passer, at du oven i hatten skulle gå og skamme dig over det. 

Men der er sket noget over de sidste par år ift. hvordan vi prøver at nedbryde fordommene, synes jeg. For hvor det før var et spørgsmål om at snakke med *nogen* om det, der er svært, er det lidt som om, det er blevet en pligt at tale til alle om det. Hele tiden.

Jeg synes ikke, at jeg lider af berøringsangst i forhold til .. noget, egentlig. Da vi for nyligt på arbejde fik til opgave at skrive en positiv ting om hver af vores kolleger, så alle til sidst fik et personligt brev med 24 virkelig fine skulderklap, var der flere, der hos mig fremhævede, at jeg ikke er bange for at blive i situationer, der er ubehagelige eller spidser til. Alligevel kan jeg mærke, at der er nogen i min digitale omgangskreds, jeg begynder at lægge lidt afstand til; mennesker, der netop lever med noget af det, der af google bliver opfattet som tabubelagt. 

I min optik bliver du hverken et bedre eller dårligere menneske af at have det svært. Men jeg bliver stadig træt af dig, hvis du tvinger mig til at forholde mig denne ene ting i din bagage det hver. eneste. gang. vi skal interagere, både live og over de sociale medier. Hver ting til sin tid, og selvom jeg virkelig, virkelig godt forstår, at det kan være så befriende at turde tale om noget, der i mange år har været svært, så er som med alle andre emner: Som lytter bliver man sindssyg af, at alt kun handler om den ene ting; at alting skal sættes i forhold til din angst-lidelse eller selvskadende adfærd.

Og problemet er, at man jo ikke siger til en person, der har kæmpet sig igennem noget, der for alle er indlysende svært, at de får 100 kroner, hvis de parkerer det, bare lige et døgn. 

Selvfølgelig skal vi rumme hinanden, også - og måske især - når noget er svært, men jeg sidder lidt med følelsen af, at nogle psykologer og coaches glemmer, at hvis menneskerne i din omgangskreds skal blive ved med at lytte og forholde sig til noget, der jo ikke går væk, men som du skal bære med dig hele livet i en eller anden form, så kræver det, at du også forholder dig til, at de har et liv og en virkelighed, der ikke altid er nem. Som jeg læste på Pinterest: “Everybody’s fighting their own shit - try not to be a cunt.”


I princippet kan man jo sige, at det er folks egen sag, hvor lidt eller hvor meget, de vil tale om tingene, og hvor grænserne for deres privatsfære går; sagen er bare, at jeg synes, det næsten kan ende med at give bagslag. Grunden til, at det er vigtigt at tale om tabubelagte emner er jo, at de skal holde op med at være tabuer; at folk ikke skal føle sig saneringsmodne i hovedet, fordi de bakser med at spise rigtigt, eller fordi den gamle nabo på barndommens gade var en klam pædofil. Men hvis tabuer skal nedbrydes, kræver det, at vi taler om dem. Længe. Og hvis folk omkring dig skal blive ved med at lytte, virkelig lytte og forstå, kræver det, at der også ind imellem er pause i talestrømmen, så der er plads til dem. 

Hvem ved: Det kunne være, at de gik og baksede med et andet tabu, som verden kunne have godt af at høre om.

tirsdag den 7. april 2015

Når påskefreden sænker sig.

Sikke dog en herlig påske, det har været. Anton og jeg har kørt på batterisparemode, og har kun lige kunne svinge os op til at bage boller og gå i biografen. Vejret har været fantastisk, og vi har labbet rigelige mængder af forår i os, både i mormor og morfars have og på legepladsen. Det var tiltrængt. Ikke mindst for Anton, der - da jeg forleden bad ham sætte tallerkenen over på køkkenbordet efter aftensmaden - slog ud med armene og udbrød: “Jeg arbejder hele dagen! Det kan ikke passe!!”

Det er hårdt at vokse op som slave.

Sidste uge bød også på et besøg af min sundhedsplejerske. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men jeg fik tilbudt et graviditetsbesøg, fordi jeg har bedt om at blive holdt lidt ekstra øje med ift. fødselsdepression. Dels har jeg et par stykker af den almindelige slags i bagagen, og dels er man i forhøjet risiko for at få dem, når man får børn alene. Og når man tænker på, hvordan der skal spares alle andre steder i det offentlige system, var jeg virkelig benovet over den nærmest ødsle omgang med tiden her: To timers samtale fik jeg bevilliget. Sgu alligevel imponerende nok, synes jeg. 

Og hun er god. Som i: Virkelig god. Hun sagde mange kloge ting, men jeg bed særlig mærke i én  af hendes kommentarer, nemlig at hvis vi skal have en anden og mindre kaotisk start, når Frida kommer, end da jeg fik Anton, så er det vigtigt, at jeg allerede nu begynder at drosle ned, så jeg har tid og overskud til at forberede mig, både psykisk og på det helt lavpraktiske plan. Jeg ved godt, at det lyder så logisk, at man næsten får tandpine over banaliteten i det, men for mig var det bare et af de øjeblikke, hvor noget blev sagt af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt, lige præcis da jeg var klar til at høre det.

Vi var omkring Angsten, og det, at man er virkelig bagud mentalt ift at kapere det faktum, at der kommer et barn lige om lidt, når man har brugt det første halve år af sin graviditet på at stirre stift ud i luften, og forsøge at undgå at forholde sig til fremtiden, fordi man ikke er sikker på, om kroppen kan holde fast på det lille væsen, og hun var sød at lade som om, det er normalt, at man 17 gange har måtte forlade børnetøjsafdelingen med uforettet sag; officielt fordi det stadig er vintertøj, der er fremme, reelt fordi man låser fuldstændig oveni hovedet, når man ikke er med. 

Så jeg har fulgt hendes forslag og brugt noget af påsken på at afslutte ting & sager, og på at forberede nogle af de praktiske ting. Umiddelbart føles det, som om det virker. Kan mærke, at en tiltrængt ro begynder at brede sig i hovedet, og jeg flirter endda med tanken om, hvordan det vil være at holde barsel, hvor der rent faktisk er mulighed for at holde lidt fri, i stedet for at stæse rundt med to-do-lister så lange, som onde år. 

Midt i det hele måtte jeg lige omkring fødegangen til et ekstra tjek. Synes pludselig, at der blev moslet mere, end der blev sparket derinde, og kombineret med det faktum, at jeg flere gange pludselig har haft det, som om jeg gik på et meget vippende skib, ringede jeg ind for at høre, om det var noget, der skulle kigges på. Det var det, men alt så fint ud, og for mig er det en enorm lettelse at vide, at jeg stadig ikke har udviklet svangerskabsforgiftning. Man kan få det fra 20. uge, og selvom der er mange prematurbørn, der kommer sig fuldstændigt, er der også en del, der får følgevirkninger af forskellig slags senere hen i livet, så det, at jeg nu er i 32. uge, stadig er rask, og at hun er estimeret til små 2 kg. gør, at jeg ikke længere er så bange for at blive syg. 

Den Lamme Arm er stadig lam. Det lille svin. Jeg har fået ret intensiv akupunktur (må jeg i den forbindelse have lov at hade de punkter, der sidder i knoerne og mellem tæerne?), hvilket tager toppen af generne, men jeg får til gengæld brølende hovedpine af det, så er nået frem til, at jeg bedre kan leve med en vissen gren på siden af kroppen, end et hoved, der føles som om, det er forsøgt kløvet med en økse. 

Endelig har jeg givet besked til chefen i fitnesscenteret om, at jeg forventer at undervise april ud, og derefter går jeg på barsel. Så er jeg fri for at sidde på sygehuset med veer og pludselig komme i tanke om, at jeg lige skal have sendt et heads up til vikaren.

Så en god og på én gang produktiv og afstressende påske her i sildecity. 


Jeg håber, at den også har været god ved jer.