tirsdag den 31. marts 2015

Mussefrygt viser sig at være arveligt.

I søndags var Anton og jeg i Aarhus til fødselsdag.

Når jeg selv er afsted til den slags, har jeg min telefon i den ene lomme, min pung i den anden, og lidt kaffe/foder på sædet ved siden af, hvis bølgerne går højt. Når Anton er med ombord, rejser jeg med 1) en kæmpepose med lego 2) 17 bokse og sølvpapirspakker med snacks, man ikke får ALT for fedtede fingre af 3) 6 forskellige dvd’er (fordi det er umenneskeligt at blive bedt om at vælge mellem Frost, Chima og Grusomme Mig) 4) taske med ekstra tøj 5) iPad 6) puslespil 7) isbjørnen Finn 8) vandflaske plus det løse.

Det kræver lidt planlægning. Og da jeg er nået dertil i min graviditet, hvor logistik besværliggøres markant af, at hjernen nærmest er defekt, (sammen med motorikken. Jeg har på nuværende tidspunkt tabt 14 låse til øreringe i afløbet i håndvasken, fordi jeg pludselig ikke længere kan ramme ørestikken, og igår gik jeg ind i en parkeret bil. 3 gange.) er jeg nødt til at pakke ud i bilen af flere omgange.

Da Anton er bygget af eventyrlyst, er det simpelthen for risikabelt at lade ham rende omkring i fri dressur i et område, hvor hjemmehjælpen konsekvent kører i 5. gear. Derfor bliver han i disse situationer fikseret i autostolen, får sine hørebøffer på og så starter jeg dvd’en. Så passer det så fint med, at vi er nået til det punkt, hvor reklamefilmene er overståede, og filmen skal startes, når vi skal køre. (Her kunne man indvende, at der bare kunne spoles hen over disse med fjernbetjeningen, selvom man kørte. Det ville være rigtigt, hvis ikke en eller anden blond idiot havde smidt den væk.) 

Humøret var højt, der var rosiner i pakken, og alt var godt, da jeg gik ind efter 3. læs tasker.

Da jeg kom ud igen, sad Anton, spændt som en flitsbue, i stolen, mens tårerne væltede ud af hovedet på ham, og SKREG i ren, panikslagen rædsel.

Det viser sig, at de stadig reklamerer for tegnefilmen Ratatouille. Som er den med rotten. Som Anton, uvis af hvilken grund, har været hysterisk ræd for, siden han så et glimt af den første gang. Han løber glad og ubekymret hen imod kamphunde på gaden, så sent som idag måtte jeg spurte efter ham, da han løb op af en skrånende stenvæg, der endte i et frit fald på 3 meter (hvem fanden BYGGER den slags!?) og moderen har det markant mere anstrengt med bassinkanter og havneanlæg end barnet. Men en tegnet rotte med en snude på størrelse med en tennisbold? Satan selv i forklædning. 

Vi har siden søndag snakket meget om, at “musen ikke kommer”, og de sidste par nætter har vi også lige måtte tænde lyset et par gange, så alle tilstedeværende kunne sove videre i tryg forvisning om, at der ikke stod gnavere på 2 meter med røde øjne og rabbies i hjørnet og ventede på at sætte tænderne i de af os, der uforvarende kom til at lukke øjnene.


Det er fint nok, at jeg lige får et barn mere, når nu jeg er i fuld gang med at ødelægge det, jeg allerede har. 

lørdag den 21. marts 2015

Stormen før stilheden før stormen.

Shit, hvor jeg pludselig synes, tiden går hurtigt. De sidste 14 dage har været mere end almindeligt pressede; selvom jeg på forhånd havde L-O-V-E-T mig selv, at denne graviditet ikke skulle have samme hektiske slutspurt, som den sidste, er det alligevel sådan, tingene er ved at udvikle sig. 

Jeg har 100.000 ting, jeg gerne vil have fulgt til dørs og overleveret på en ordentlig måde, inden jeg trækker stikket, og samtidig er der også nogle barsels- og babyting, jeg så småt skal til at have kigget på, men modsat sidste gang, har jeg faktisk sluttet fred med, at hvis jeg skulle være så uheldig at trække endnu en svangerskabsforgiftning, så er der ikke et eneste punkt på min to-do-liste, der er tvingende nødvendigt at få vinget af. Det er nok en af de største fordele ved at være kommet tæt på familien; der er nogen, der kan hjælpe - også på den helt tunge måde - hvis vi løber tør for strøm. 

Jeg har stadig 10 uger tilbage, så på papiret har jeg god tid. Når jeg alligevel begynder at træde lidt hårdere på speederen, skyldes det, at jeg sidste gang fik konstateret svangerskabsforgiftning i 32. uge, hvilket betyder, at jeg - nu hvor jeg er i 30. uge - mentalt er gået i “alle-tjeks-kan-ende-med-en-sygemedling”-beredskab. Hvor jordemødrene mener, at min risiko denne gang er mindre, mener lægerne at den er større - hvilket faktisk ikke betyder det store for mig: Det er jo underordnet, om risikoen så kun er 1%, hvis jeg er den ene gravide ud af de hundrede, der lægger ryg (mave?) til den nederen del af statistikken.

Sidste gang var jeg tilmeldt et fødselsforberedelseskursus i starten af december, men eftersom Anton er født d. 18. november, nåede jeg aldrig omkring måtterne og teorien om de stødvise vejrtrækninger. Det kom f.eks. rimelig meget bag på mig, at man skulle igennem to slags veer. Derfor har jeg kastet mig over Anja Bays ‘Smertefri fødsel’-bog, og ligger artigt på gulvet hver aften og ligner en anspændt idiot, for selvom titlen ligger et kontinent eller to fra min erindring om, hvad en fødsel er, tænker jeg alligevel, at al forberedelse må være bedre end ingen.

I forhold til udstyr har jeg fået købt to sutter. Hvilket nok ikke falder i kategorien “imponerende”, men hvis alt andet kikser, er internettet jo gudskelov opfundet, så selvom jeg igen skulle blive idømt Den Stillesiddende Staf, ender den lille nok med at få tøj på kroppen alligevel.

På det HELT lavpraktiske plan laver jeg nu to gange om ugen aftensmad i portioner, der ville gøre enhver hjemmeværnskogekone misundelig, så jeg slipper for at tænke på aftensmad de første mange uger. Jeg har fået fulgt op på de skide streptokokker, og ved nu, at jeg skal være indlagt i 2 døgn efter fødslen (riiimelig vigtig info, når man er alene med et barn…), jeg er igang med akupunktur for føleforstyrrelserne i mine arme og forstrækningen i mavemusklerne, og jeg er kommet i tanke om, at jeg nok skal have anskaffet mig en autostol, str. smølf.

Endelig har jeg læst et par bøger om at udvide børneflokken (virkede nødvendigt, efter besøget af min kammerat og hans datter på et år: Da hun for 3. gang tog Antons yndlings-Chima-figur, kiggede han på mig og sagde venligt, men bestemt: “Babyen skal gå hjem nu”…..), jeg er igang med at lære det nye pumpprogram, fordi jeg nægter at give slip på mikrofonen, og så har vi mus. Igen. Fucking hell. Men denne gang har jeg besluttet, at det fandme skal være løgn, så jeg har mentaltrænet ved at messe sætningen: “En død mus er en god mus” 400 gange om dagen, og er nu nået til det punkt, hvor jeg helt, helt afslappet lige skriver den sms færdig, jeg er igang med, når jeg kan høre, at en af fælderne klapper.


Så status på livet lige nu: Rimelig højt tempo over hele linjen, ikke de store forkromede tanker om noget, der ligger mere end to matrikelnumre væk, og lidt mere kaffe, end den anbefalede mængde, mens jeg så småt begynder at forberede mig på at tage tingene, som de kommer.

søndag den 15. marts 2015

Top 5 over mennesker, jeg ikke forstår

1) Fædre, der beholder deres blue tooth headsets på, når de henter børn i institutionen. Prøv at tage din hånd op til øret. Jo, prøv nu. Tag den ned. Hvor lang tid tog det? 1 sekund? 2? Der er jo ikke tale om en antenne, hvor man, hver gang man monterer den, skal starte med at lede længe og irriteret efter signalet, og derfor er nødt til at lave et “Everybody freeze!!”, når man endelig rammer noget modtagelse. Tag den af. 

2) Damer, der bruger skumgummivaskeklude, når de bader. Så meget skal vi aldrig spare. Og hvis du alligevel skal, så giv mig et heads up; så giver jeg sgu en liter Palmolive med mandelduft.

3) Forfattere og journalister, der skriver svære og/eller engelske ord i kursiv eller citationstegn. Får spat. Beslut dig for, hvem du skriver til: Hvis din målgruppe forstår ordet uden anden forklaring end 4 små, omgivende prikker, eller en let hælning på 20 grader, så forstår de det også uden. Hvis ikke, så op dig og find et lettere forståeligt “synonym”.

4) Tekstforfattere, der får penge for at lege med ord, og kvitterer med løsninger som “Webinar” og “Spa-losophy” (ffs!)

5) Den mand, jeg forleden så komme gående i rask stavgang - med to blindestokke som stænger.

torsdag den 5. marts 2015

Hvornår får de stillekupeer på sygehusene?

Forleden var jeg på hospitalet for at få lavet en sukkerbelastningstest, fordi jeg - ligesom da jeg ventede Anton - er lidt for dygtig til at blive tyk. 

Skulle man være lykkelig uvidende om, hvad en sådan test går ud på, følger forklaring her: Man faster fra midnat (altid træls, men grænser til tortur, når man er preggo), og næste morgen stempler man ind hos enten egen læge eller på sygehuset, får taget en blodprøve, nedsvælger et par deciliter af noget virkelig vammeltsødt stads, sidder helt stille i 2 timer og venter, får taget en ny blodprøve, og så må man gå.

I Aarhus fik jeg den lavet hos egen læge, og jeg kan huske, at jeg sad på sygeplejerskens kontor i dejlig, ophøjet ensomhed og strikkede, mens jeg ventede på, at de to timer skulle gå. Jeg fandt det voldsomt kedeligt, men ak, havde jeg bare vidst…

For denne gang skulle den laves på sygehuset, og i optimeringens navn, blev vi placeret 3 tykke damer på rad og række, og så sad vi dér.

Når jeg er gravid, er jeg grund-rasende, jeg er aldrig ret god til ventetid, og når jeg så oveni har fastet 12 timer, bliver jeg nærmest dødbringende. Havde derfor for en sikkerheds skyld iført mig min helt, helt stille og sammenbidte personlighed, og det var kun på grund af den, at jeg ikke kom til at snerre, da hele undersøgelsen blev skubbet en halv time, fordi en af de andre damer kom for sent. 

Under normale omstændigheder synes jeg, at small talk er ret hyggeligt, og jeg er ikke superstram ift. hvilke emner, jeg snakker med relativt fremmede mennesker om. Jeg er socialt anlagt, og vil faktisk betegne mig selv som rimelig åben, både som taler og som lytter. Men en sjælden gang møder jeg mennesker, som jeg, helt instinktivt, har lyst til at kvæle.

Som f.eks. min sidemand.

Og det er sgu ikke for at være tarvelig, vel? Men der er virkelig nogen, der lige burde løbe deres valg af emner igennem i hovedet, inden de åbner munden og delagtiggør resten af verden i dem.

Hun lagde hårdt ud med at fortælle om sin kæreste, og hvor svært det havde været, da de ventede det første barn, fordi han “var kommet til at lave en baby på to forskellige damer med 3 måneders mellemrum.” Det havde været en svær tid, ikke mindst fordi han “samtidig gik og ventede på sin dom for uagtsom manddrab.”

Jeg ville ønske, det her var noget, jeg fandt på. 

Herefter gik den muntre rute gennem samtlige medlememmer af hendes mødregruppe, hendes fødsel, hvordan hendes søn havde fået svamp i hele tarmsystemet, fordi hun havde fået svamp i brysterne (med hertilhørende grafisk fremstilling af, hvordan den slags ser ud), og hvordan hun under sin indlæggelse lige havde sat samtlige sygeplejesker og et par jordemødre på plads *knips-knips*.

Desværre var jeg her nødt til at afbryde hende, fordi jeg havde noget arbejde, jeg simpelthen var nødt til at lave. *Holder-telefonen-op-med-beklagende-ansigtsudtryk*

Har dog skam nok i livet til at ønske, at jeg havde justeret volumen inden, så de ikke 3 stuer henne havde kunne høre mig blive budt “VELKOMMEN TIL P3 PODCASTS MED MADS & MONOPOLET!”


På den anden side: Hvis man lever fint med utroskab og uagtsomme manddrab, tilgiver man nok også de små, hvide løgne.