mandag den 20. april 2015

Her går det:

Godt med: 
* at spise is. Meget is.
* ikke at have svangerskabsforgiftning. Har nærmest det modsatte: Til scanningen i uge 25 blev hun vurderet til at være 6% for lille. Til scanningen i uge 31 sagde tallene 8,5% over gennemsnittet.
* selvtilfredsheden, efter at have nærlæst min værkstedsregning, og derefter henvendt mig på værkstedet med spørgsmålet om, om de ville være rare at forklare de 4 punkter på regningen, der ud af det blå var blevet både 2 og 3 gange så dyre, som de var på tilbuddet. Modtog idag ny regning, der i stedet for 5000 lød på 2500. Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige løber ud og highfiver mig selv.
* at undervise i pump. Kan ikke lave armstrækkere på tæerne mere, men ellers er det mærkelig nok det tidspunkt, hvor jeg bevæger mig mest ubesværet.
* at bygge rede. Har fået sorteret Antons aflagte babytøj, fyldt fryseren med mad, ordnet barnevogn og klapvogn, købt og samlet møbler, købt bleer og modermælkserstatning osv. osv.
* at lave et barn med hår. (Hår. Ved jeg nu, efter at have spurgt sygeplejersken, hvad det var for noget søgræs, vi kunne se på skærmen.) (Jamen, hvad fanden ved jeg? Som nogen måske husker, var Anton skaldet som et æg til han fyldte 3.)
* at nyde udsigten til snart at få min krop igen. 

Mindre godt med:
* at forstå, at det så betyder, at der kommer et barn om mellem 3 1/2 og 7 uger.
* fodtøj. Kom i morges til at tude af raseri over, at jeg ikke kan tage mine sandaler på på under 5 hele fucking klokkeminutter, fordi de 4 spænder bare ikke er ret kompatible med føleforstyrrede fingre, der ikke kan mærke, hvad de har ved og en KÆMPE mave, man ikke kan nå ned over. (ffs!)
* at takle, at mine svinedyre super nova alarmer ikke lige er klar til en omgang til. Det blev jeg bare noget så utrolig pisse træt af. Specielt fordi jeg faktisk har været meget omhyggelig med at passe på dem, så de kunne bruges til en eventuel 2’er.
* at rumme at svaret i Babysam var, at de “da godt kunne prøve at sende dem over”, men at jeg skulle være “indstillet på at betale omkring 1000 kr. for det”. Havde glemt hvor meget jeg hader Babysam. Det kommer tilbage til mig nu.
* at sove. Fordi jeg er en lam, svedende elefant med en hasselnød som blære. Og der er et tændt strygejern lige i face til den, der skriver, at “så er du jo i træning til den lille kommer, hahaha”.
* at bruge offentlige toiletter. Hader, hader, HADER det. Særlig de der metalsvin, som offentlige parker og legepladser har en forkærlighed for. De er af metal, fordi de bliver desinficeret med kogende vand og sprit 7 gange dagligt (Jo. De. Gør.), men de får mig alligevel til at føle mig som en gulsotsbefængt narkoman, der tigger om en gratis omgang herpes.
* at underholde mig selv med serier og film, der er bare marginalt uhyggelige. Når jeg ikke er gravid, er jeg en pivskid, men det bliver åbenbart 700 gange værre, når hormonerne kigger med. Igår så jeg halvdelen af Ringenes Herre i sikkerhed bag min sofapude (ja. Den samme Ringenes Herre, som jeg har set 9 gange før, og aldrig tænkt på som uhyggelig) og jeg nåede lige præcis til de indledende rulletekster i den nyeste sæson af The Walking Dead, før jeg måtte kapitulere.
* at rumme folk, der stadig bruger udtrykket “rundforvirret”
* ikke at blive hysterisk over supporterne hos e-boks. Er på min 5. teknikker nu, og det virker efterhånden som om, de bare sidder og trækker “det kunne jo også være”- sedler op af en stor bowle. FIX det nu, for helvede!

8 kommentarer:

  1. Du er så mega fucking sej at du får børn alene, som helt alene alene!

    Nu ved jeg at det kan lade sig gøre men jeg må simpelthen bare høre, hvad fanden gør du med sex? Jeg er virkelig i tvivl om børn alene er SÅ MEGET bedre end at ha en sexet mand i min seng resten af livet og dermed leve uden børn??

    SvarSlet
  2. Jeg har lige fået en baby der rent faktisk havde hår på hovedet da hun kom ud. Det havde min dreng ikke, så jeg er helt på røven over det! Udtrykker nok faktisk undren på daglig basis, så vildt synes jeg åbenbart det er!

    SvarSlet
  3. Skønt indlæg!
    Vi er præcis lige langt henne og jeg er SÅ glad for at jeg ikke er den eneste der har hang til is i store mængder :)

    SvarSlet
  4. Highfive til alle de seje ting! Specielt mangel på svangerskabsforgiftning og bilregning!!!

    Og jeg er også pludselig blevet rockerangst for walking dead efter at have fået baby i maven. Hvad sker der lige for det??

    Kan nærmset kun kapere nuttede kaniner...og IKKE Bambi!

    SvarSlet
  5. DA: Jeg vil sige det sådan, at når man får børn selv, så er der en del ting, der skal revurderes og re-prioriteres. For der er ganske enkelt ikke timer nok til at nå alt det, man nåede før. Hvis man var powerdater, inden man blev solo-mor, er det klart, at der kan mærkes en vis nedgang på lige præcis dén front, fordi det med barnepiger lyder utroligt meget nemmere, end det er. (Er min erfaring.) Men selvfølgelig kan det lade sig gøre at date ved siden af. Lige som det kan lade sig gøre at træne, se venner og komme til frisør, men man skal nok gøre op med sig selv, om man er klar til - i første omgang - at skrælle sit liv for 80% af det, man plejede at have i det, og derefter begynde at fylde på igen, én ting af gangen, i prioriteret rækkefølge, i takt med at overskuddet kommer tilbage, og man finder ud af, hvad det er for et barn, man har fået. Giver det mening?

    Pernille: Jeg har kraftigt på fornemmelsen, at det også vil blive En Ting her, hvis hun stadig har det hele monteret, når hun kommer ud.

    Sofie: Jeg har det lidt som om, der ikke er is nok i verden. Dog er der tilstødt en uforudset komplikation: Det viser sig, at den slags is, jeg har lyst til om dagen (=når jeg køber ind), er en anden slags end den, jeg har lyst til om aftenen (=når alt er lukket og Anton sover). Ja ja. Der var jo heller ingen, der lovede, at det ville være nemt.

    Minchen: Hvad ER det for noget??! Jeg har set omkring 40 afsnit af den serie, og aldrig tænkt to gange over det - men nu? UUUUH, nej!! Blod, der drypper af en kuvert!? PANIKANGST!!

    SvarSlet
  6. Hej, vil bare lige sige at jeg også synes du er mega sej, og spændt følger med fra sidelinjen. Du var en af dem, jeg var glad for at falde over, da jeg i sin tid overvejede selv at få en unge. Nu sidder jeg så med en dejlig datter og overvejer hvordan i alverden jeg nogensinde skal kunne overkomme den der bror eller søster, som jeg jo egentlig gerne vil give hende, men altså, puuh..
    Men SÅ er det jo fantastisk, er der er nogen, der tør gå foran. Hep, hep!

    (Og godt svaret på det der med om børn er bedre end sex. Lidt mystisk spørgsmål, synes jeg, men meget rammende svar. Præcis sådan er det..)

    SvarSlet
  7. Ift. det med babyalarmerne, så vi ljeg gerne slå et slag for NeoNate. Vi udskiftede vores åndssvage SuperNova'er med dem, og de har ikke svigtet en eneste gang. Og så er de ofte på tilbud i Rema/Føtex til 700-800 kr. :)

    SvarSlet
  8. @Charlotte: Det er jeg simpelthen så glad for, at du siger, for det er lige præcis sådan nogle, jeg har købt!:)

    SvarSlet