mandag den 9. februar 2015

Om børnevacciner og måder at argumentere på.

Igår læste jeg en artikel i politiken, hvori børnevacciner blev diskuteret. De to debaterende parter var hhv. en professor og en sygeplejerske; professoren var for vaccinerne og sygeplejersken imod, og havde i øvrigt fravalgt vacciner til sine egne børn.

Jeg ved, at holdningerne er delte, og at det her nok efterhånden er på linje med holdninger til organdonation og religiøs overbevisning: Vi kan diskutere det, til vi bliver blå i hovederne, men vi bliver ikke enige med den gruppe, der repræsenterer det modsatte synspunkt af vores eget, simpelthen fordi det handler om så grundlæggende værdier, at argumenter ikke bider på. 

Jeg er pro-vacciner. Meget. Både fordi jeg virkelig mener, at det er en god ide at udrydde så mange af de her børnesygdomme, som muligt (ikke mindst fordi jeg i min tid som tolk indtil flere gange er stødt på børn, hvis mødre er blevet smittet med røde hunde under graviditeten), og fordi du ikke kun vælger at udsætte dit barn for sygdommen, men også kan risikere at smitte nogen, for hvem det ville være et virkelig stort problem at blive smittede (f.eks. gamle eller gravide) hvis du undlader at lade dem vaccinere. Og inden nogen råber, at så kunne de jo bare selv sørge for at blive vaccineret, kunne vi fx. pege på gruppen af flygtninge og indvandrere, der kommer fra lande uden vaccinationsprogrammer, eller snakke om, om man som forældre virkelig husker at snakke vacciner med sine børn 25 år efter, at man fravalgte, at børnene skulle have haft dem, hvor de har nået en alder, hvor det kan have meget alvorlige konsekvenser at blive smittet.

Men det, der irriterer mig mest ved den her diskussion er, hvor ofte jeg hører argumentet “jeg havde jo selv røde hunde/mæslinger/fåresyge som barn, og det var altså ikke specielt slemt”. Måske er det fordi, jeg har set mig arrig på netop denne måde at argumentere på, nu hvor jeg er gravid, og støder på den i mange sammenhænge. Da jeg f.eks. selv skulle tage stilling til, om jeg skulle have influenzavaccinen, byggede en stor del af de argumenter, jeg hørte imod at lade sig vaccinere på, at alle havde haft influenza før, og det var jo ikke så slemt. Der var stort set ingen, der fremhævede, at man f.eks. kan gå for tidligt i fødsel eller få lungebetændelse af at få influenza som gravid. Eller da gravide Lisbeth Østergaard på sin IG-side postede et billede af sig selv i træningscentret, hvortil tre kvinder (heriblandt en jordemoder) skrev nogle meget forsigtige pip om, at man skal tage den lidt med ro med styrketræning, når man er gravid (jordemoderen var endda så sød at forklare hvorfor), og det blev skudt ned af ca. 1000 kvinder, der selv havde styrketrænet under deres graviditet, og det “var der jo ikke sket noget ved”. 

Ej, men hvad fanden er det for et argument!? Jeg har to gange været impliceret i færdelsuheld; begge gange uden at der skete noget med mig - men derfra og så til at konkludere, at færdselsuheld ikke er farlige for nogen, synes jeg da, at der er et stykke vej??

Der er jo ca. 10.000 faktorer, der spiller ind, i forhold til om styrketræning er en god eller en dårlig ide for den enkelte gravide, men at antage  - og rådgive - ud fra nul saglighed eller specialviden om området, men udelukkende på baggrund af egne erfaringer, virker på mig bare direkte dumt, og som meget lemfældig omgang med risici på andres vegne. 

Hvis sygeplejersken i artiklen om børnevaccinationer havde brugt faglige, saglige argumenter, som fx. “Man ved, at 1 ud af 3000 smittede børn, dør af mæslinger. Man ved, at 1 ud af 1.000.000 får alvorlige bivirkninger af vaccinen. Jeg vurderer, at risikoen for bivirkninger er større, end risikoen for dødsfald af sygdommen, og derfor undlader jeg at vaccinere mine børn” ville jeg muligvis være mere tilbøjelig til at forstå hendes side af sagen (her lyver jeg meget i forsøget på at holde en sober tone), men jeg synes virkelig, at man er en dårlig repræsentant for sin sag, når man som udgangspunkt "tænker på, om det ikke er lidt hys at vaccinere alle børn", og griber til fakta indsamlet på de sociale medier, og sit eget - i det store billede meget beskedne bidrag til den samlede statistik - eksempel.

(Jeg ved, at jeg med dette indlæg risikerer at træde nogen over tæerne, og det vil jeg på forhånd gerne beklage. Jeg skriver det ikke i mangel på respekt for de mennesker, der reelt har oplevet bivirkninger af vacciner. De har min dybeste sympati. Men for hver børnesygdom, vi ikke får udryddet, vil der være en langt større gruppe af børn, der oplever virkelig kedelige konsekvenser og i værste fald dør af sygdommen, og jeg synes desværre, at dette argument fuldstændigt er forsvundet, så dette er blot tænkt som my two cents til debatten.)

20 kommentarer:

  1. HØRT! På Facebook er jeg stødt på en fin tegning af to hulemænd, hvor den ene siger til den anden: "Something's just not right. Our air is clean, our water is pure, we all get plenty of exercise, everything we eat is organic and free-range, and yet nobody lives past 30."

    SvarSlet
  2. Super indlæg :-) og så meget bedre tone fra din side, end det jeg læste hos Lortemor forleden.

    SvarSlet
  3. Meget fint indlæg - helt enig. Jeg har læst med her et stykke tid og synes det er skøn læsning. OG så iøvrigt tillykke med din graviditet. KH Dorte

    SvarSlet
  4. ikke at forglemme, så er en af de vigtigste grupper at beskytte via vaccinationaprogrammet de der ikke kan beskytte sig selv, dvs eksempelvis immundefekte (børn + voksne) for hvem vaccinen enten ikke vil virke eller de ikke kan tåle dem. Den gruppe, der i forvejen er udsat og for men sygdommene vil ramme langt hårdere, er fuldstændig afhængig af 'herd protection', altså at vaccinationsgraden i samfundet er så høj, at sandsynligheden for at de bliver smittede af raske eller syge smittebærere er tilsvarende lille. At man kan mene det er en fed ide, at ens børn skal igennem diverse rædselsfulde sygdomme er en ting, men at man kan forsvare at udsætte andre børn, der ikke kan forsvare sig selv, for en tilsvarende risiko er beyond me.

    SvarSlet
  5. Hørt! vaccinemodstandere er noget af det mest skræmmende jeg ved. Børn der ikke er gamle nok til at få vaccinationer endnu er heller ikke beskyttet af andet end af den generelle immunitet i befolkningen. Vaccinationsmodstandere skulle selv få lov til at betale regningen når deres børn bliver syge og får alvorlige bivirkninger.

    SvarSlet
  6. Tak for dit gode indlæg. Faktisk havde jeg mandet mig op til at gå i brechen for vaccine, da jeg fejlagtigt antog du ville argumentere for det modsatte :-)
    Jeg er sygeplejerske, jeg har arbejdet på børneafdelinger, jeg har selv haft børnesygdommene, begge mine børn er vaccineret. Når man først har set de skader, der kan følge efter børnesygdommene, så er jeg ikke i tvivl.

    SvarSlet
  7. Kunne ikke være mere enig.

    SvarSlet
  8. Amen og halleluja! Ville faktisk også tage emnet op, men kan ikke sige det bedre end du har gjort her.
    Men du har ret, det er en religion. Ligesom i øvrigt rygning (generelt) og alkohol under graviditeten...

    SvarSlet
  9. Hørt! Dejligt med et sobert og sagligt indlæg om vaccination. Lidt skræmmende dog, at en sygeplejerske kan være imod vaccine...

    SvarSlet
  10. Alle anti-vaccinations forældre skulle læse dette indlæg. Serien med en af dem fra grays hvide verden, tog i et afsnit denne problematik op. Hvor en mor ikke havde vaccineret to af hendes børn efter at hendes første angiveligt var blevet hjerneskadet, efter sin 3 måneders vaccination. Hendes mellemste fik mæslinger af værste grad, og døde efter et kort sygdomsforløb. Det afsnit satte for mig alle tvivl i bero om, hvis jeg får nogle børn om de skulle vaccineres.

    SvarSlet
  11. Tak! Det "naturlige" er at nogen af éns børn dør i løbet af barndommen. Er selv mor til tre og ikke specielt vild med naturen lige på det punkt... Hilsen en pro - vaccine sygeplejerske

    SvarSlet
  12. TAK fordi du så enkelt forklarer præcis hvad jeg følte, efter at have læst det indlæg. Var så absurd gal på den sygeplejerske, som vel netop på grund af sit erhverv, burde være i stand til at debatere sagligt i stedet for anekdotiske argumenter.

    Det er ikke kun i debatten om vacciner at folk r så tåbelige: "Jeg kender nogen der har ..."-argumentet kommer alt for tit. (Det er ikke et argument, det er vrøvl).

    SvarSlet
  13. Fuldstændig enig! Og flot indlæg. Jeg støtter helt klart, at man får sine vacciner. Ligesom med al medicin og vacciner, så kan man aldrig gardere sig fuldstændig.

    Jeg kan især blive harm, når man hører andre sige, at man ikke skal tage medicin i det store hele (her er der tale om både alvorlige og mindre alvorlige sygdomme), da kroppen selv kan klare sig uden......???

    SvarSlet
  14. Da jeg selv stod med mine børn og skulle vælge, havde vi en god læge som sagde: ja, der er en risiko , men den er meget mindre en risikoen ved ikke at vaccinere. Man kan faktisk dø af mæslinger :-)

    SvarSlet
  15. Fantastisk :D Elsker din kommentar om færdselsuheld (Y) (Y)

    SvarSlet
  16. Elsker at du går til sagligheden i debatten, for har desværre ofte indtryk af at den ryger så snart vi rører ved mor-emner (amming, opdragelse, planlagt kejsersnit etc.)

    Min personlige holdning er at jeg ikke vil tage en chance jeg kan undgå. Min store dreng har haft massiv allergi overfor æg og mæslingevaccinen er groet på æggeprotein. Derfor blev han først vaccineret sent og jeg var rædselsslagen for mæslinger.

    Det var ganske sikkert en angst der var alt for stor i forhold til den reelle usikkerhed.

    Jeg kan godt forstå at man ikke betragter en risiko for død i 1 ud 3000 tilfælde som værende særlig stor hvis det er en livreddende operation eller lign. men når det nu kan undgås??

    Jeg tog selv en tilsvarende risiko, da jeg valgte at blive gravid med barn nummer to (og er villig til at gøre det igen). Men når man tager en chance er der en risiko for at man taber, og det gjorde vi. Men vi tog chancen for at få et barn, "præmien" havde været rigtig stor hvis vi havde "vundet". Men når man undlader at vaccinere er der ingen præmie, man tager ikke chancen for at det ender godt. Man løber bare en ekstra risiko, for at undgå bivirkninger der optræder utroligt sjældent.

    Jeg håber at min kommentar gav bare lidt mening..

    SvarSlet
  17. Rigtig godt indlæg Linda ! Er også meget PRO vaccine og forstår ikke dem, der tør lade være. Trods den risiko der er... I min barndom var netop genboens barnebarn (som var jævnaldrende med mig) døvstum, som følge af at moderen havde haft røde hunde under graviditeten. Nogle menegitis typer er dækket af vaccinerne, men desværre ikke den smitsomme menengokok med hjernebetændelse. Den var MIN datter (med lægernes ord) 15 min fra at dø af som 5 årig. Tænk hvis man kunne vaccinere også mod den? Og slippe for de skadevirkninger, der kan være af den sygdom?

    SvarSlet
  18. Egentlig bryder jeg mig ikke om det der med at linke i kommentarfeltet. Men lysten vandt over egen regel denne gang:
    http://pladstilverden.blogspot.dk/2015/02/en-mand-med-en-klar-og-tydelig-holdning.html

    SvarSlet
  19. Jeg er VILD med din måde at vende tingene og komme med gode eksampler på (den med at et trafikuheld ikke er farligt fordi du slap fra det to gang (p.s. Godt at du slap helskindet fra det!)).

    Jeg her ingen børn og ikke overvejet om jeg er for eller imod vaccinationer, men nu fik du mig til at tænke! Tak for det!

    Bliv ved det med du gør, for du gør det FANTASTISK!

    SvarSlet
  20. Tak! Jeg HADER argumentet "Da jeg var barn (...) og det var der sgu ikke nogen, der tog skade af". For det er bare løgn! Det vár der altså nogen, der tog skade af, og der vár altså nogen, der døde af det, og det er dérfor man vaccinerer(/og fraråder at ryge og drikke under graviditet/ikke lader børn svømme alene/ikke giver babyer hele mandler og rå gulderødder/osv osv - i forstår).
    Og specifikt i denne debat hader jeg så uendeligt meget "jamen, der er jo så lav risiko for at blive smittet". JA, fordi børn bliver vaccineret! Men hvis de ikke gør det, så bliver risikoen altså større og større.
    Og jeg synes faktisk, man har et ansvar for at være med til at holde det nede. Der kan man sgu ikke bare sige "Ej men, det gør de andre jo".

    Årh ha, og hvis min datter, som endnu ikke er 15 mdr. bliver smittet med mæslinger, så vanker der..!

    SvarSlet