fredag den 28. november 2014

Jeg har *virkelig* glædet mig til at skrive dette indlæg:

For i går var jeg på hospitalet og sige hej til det her lille menneske:


Det kommer, om alt går vel, til verden i starten af juni næste år, og jeg kan næsten ikke være i min krop af glæde og taknemmelighed.

Da jeg blev gravid med Anton, kan jeg ikke pege på et bestemt tidspunkt og sige: ”Dér! Der vidste jeg det”, men da jeg denne gang begyndte at græde over den nye sang med Nik & Jay, fik jeg det, politiet kalder begrundet mistanke.
Jeg kender mange 2. gangs gravide, som bare synes, at tiden flyver af sted. Den ene dag står de med to streger på pinden, så blinker de med øjnene, og *puf* er de 24 uger henne. Sådan har de første 13 uger slet ikke været for mig. Dels har der været lidt mere baks med kroppen, end der var første gang, og dels er det nu, konsekvensen af at jeg sidste gang fik svangerskabsforgiftning, rigtig rammer mig. Jeg kan mærke, at den blinde (og lidt naive) tiltro til, at tingene bare arter sig og at min krop gør, som jeg beder den om, virkelig har fået et slag over knæene med en jernstang, fordi jeg slet, slet ikke så det komme, da jeg blev syg sidst.

Og fordi jeg, hvis jeg skal være ærlig, ikke troede, at den slags ville ramme mig.
Derfor er min ydmyghed overfor tingene denne gang så meget desto større, og jeg er frygtelig bange for at komme til at tage noget for givet. Derudover har jeg også tænkt utrolig meget på Lene i alt det her. Jeg ved godt, at det ene ikke har noget med det andet at gøre, men det fylder meget for mig, at jeg, som det ser ud nu, står til at få 2 sunde og raske børn, mens Lene ikke engang fik lov at se Aksel vokse op. Der er ingen, der ved, om jeg træder ud foran en bil i morgen, og der gives, som vi efterhånden har lært, ingen garantier i livet, men det føles næsten lidt grådigt, at jeg bare skovler held over på tallerkenen, mens andre løber så sørgeligt tør.

Fik jeg nævnt, at jeg er nærmest psykisk syg af hormoner?
Nå, men i det store og hele har jeg det godt. Jeg har haft nogle måneder med træthed, kvalme og madlede, men må trods alt sige, at jeg havde frygtet det værre. Nåede lige at få totalt optur over, at det eneste, jeg kunne forestille mig at indtage, var frugt og Innocent Smoothies til børn (de røde og gule. For GUDS skyld ikke de lilla!), indtil mønsteret blev tydeligt og jeg kunne se, at min citruscraving varede til lige præcis klokken 15, hvorefter jeg resten af dagen forvandlede mig til en roadie ved navn John, der efter 65 ugers tour og volddruk med Rolling Stones, kun kunne koncentrere mig om at lokalisere madvarer bestående af sukker og fedt.

Heldigvis begynder tingene at stabilisere sig nu, hvor jeg er i 14. uge, og jeg kan igen begynde at udholde tanken om varm mad; både at købe ind til den, at tilberede den og at spise den. Så. Det lysner.
Nu vil jeg smide det sidste julepynt op, og rigge an med den lille nissedør på Antons værelse (og der må gerne gættes på, hvem af os to, der kommer til at psyke mest over dét), inden jeg cykler ud på tundraen for at hente ham hjem.

God weekend derude, alle I søde mennesker.

mandag den 24. november 2014

Emma Gad – gider vi?

For snart lang tid siden, læste jeg et ret sjovt blogindlæg hos Christina. Kort fortalt handler det om, at mange af os i dag er så fokuserede på, hvad vi selv mener, at vi har ret til, at vi ser stort på almindelig pli, og i stedet begår os i verden, som om vi var de eneste, der beboede den. Som fx når vi vælger at bore reoler op eller hælde ungerne ud i en lukket baggård (også kendt som ekko-dalen) søndag morgen kl. 7.30. Og samtidig kan vi - efter talrige talkshows og temadage på arbejde om assertion og vigtigheden af at kunne udtrykke og stå ved egne behov og følelser - dræbe al kommunikation om rimeligheden i ovenstående med  et ”- for det har jeg behov for.”

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg læste for et halvt års tid siden, hvor DR havde lavet noget statistik på, hvor meget antallet af vores anonyme angivelser af hinanden til de offentlige myndigheder er steget på vanvittig kort tid. Det var rystende læsning.
Jeg tror, de to ting hænger sammen. Jeg tror, at vi egentlig som udgangspunkt gerne vil være rare ved hinanden - jeg mener, der er vel ingen, der står op om morgenen og som erklæret mål sætter sig at være det maksimale røvhul overfor alle, man møder - men et sted undervejs i vores anstrengelser for at holde bolden på egen banehalvdel og tale jeg-sprog i stedet for du-sprog, er vi faret vild, og kommet til at tro, at det at være tro mod os selv og vores egne behov, kan sidestilles med at pisse på andre(s).

Hvilket, tror jeg, er skudt en anelse skævt.
Men fordi vi nu har en situation, hvor alle er blevet utrolig gode til at italesætte migmigmig, er det sket det lidt irriterende, at alle taler og ingen lytter, og derfor er der ingen, der lige har 5 ledige minutter til at opfylde mine behov på bekostning af deres egne.

Så på en eller anden måde er vi endt et sted, hvor vi alle sammen synes, at nogen skylder os noget. Bare lidt. Og derfor behøver vi ikke tage hensyn til andre, for i virkeligheden sørger vi jo bare for selv at inddrive det tilgodehavende, som Verden, i form af naboen/kollegaen/arbejdsgiveren, rettelig skylder os.
Og fordi vi egentlig bare synes, at vi tager noget, der retmæssigt er vores, uanset om vi taler om offentlige ydelser, offentligt rum i form af baggårde eller p-pladser, som andre har købt og betalt for eller taletid på firmamobilen, gider vi ikke engang prøve at skjule at vi gør det. For spejl, fuck af, og hvad med dig selv?

Og det er fandme irriterende.
Guderne skal vide, at jeg kender og har kendt en hel del mennesker, der var mere grå end hvide i kanterne, og jeg har heller aldrig selv været i overhængende fare for at gro en glorie. Jeg har nok i virkeligheden altid været en lille smule tilhænger af mottoet: ”Det er smart at snyde, det er dumt at blive opdaget” – men når naboen på villavejen starter med at pudse ydermur kl. 7 lørdag morgen, eller med at fræse haven hver fredag aften prime-time-grill-tid, så er det svært ikke at komme til at føle, at han med det signalerer, at hans behov er vigtigere end mine. Og han gider ikke engang ulejlige sig med at lade som om, det forholder sig anderledes. Det finder jeg ustyrligt provokerende.

Så hvis man så samtidig kan se den ene håndværkerbil efter den anden trille ind i hans ombygningsramte indkørsel på de mest suspekte tidspunkter af døgnet (og omhyggeligt placere en skraldespand foran nummerpladen på bilen HVER gang), så forstår jeg egentlig godt, at svage sjæle kan blive fristet over evne, og få lyst til at svare igen. Hvor usympatisk jeg end finder måden, de vælger at gøre det på.
Jeg gider ikke, at vi skal have et stikkersamfund. Jeg gider ikke, at vi sladrer til mor og står med lange næser over ligusterhækken og savler af fryd over at få øje på noget, vi kan bruge som ammunition.

Men jeg ville ønske, at vi, som nation, lige hoppede 60 år tilbage i tiden og genindførte traditionelle dyder som hensyn, høflighed og omtanke, og evnen til nogle gange at sætte fremmede over os selv.

mandag den 17. november 2014

4 år med verden bedste Anton.

For 4 år siden var det onsdag aften, og jeg sad på Skejby sygehus og ventede på at blive tjekket hos jordemødrene, som fulgte mig tæt, fordi jeg havde svangerskabsforgiftning. Jeg var blevet sat i gang 4 timer forinden, og havde fået stillet i udsigt, at der kunne gå op til en uge, før jeg fødte. Jeg kan huske, at det var koldt og klart udenfor, og at Danmark spillede landskamp; vi sad så mange i venteværelset, at jeg nåede at se både første og anden halvleg, før det blev min tur, og jordemoderen med de blomstrede træsko konstaterede, at ”der godt nok var godt gang i den.”

Jo tak.
I dag, hvor jeg kender Anton, er jeg ikke det fjerneste overrasket over, at han heller ikke dengang havde tålmodighed til nogen former for stillesiddende/-liggende aktivitet, og sgu da slet ikke en hel uge mere, når nu der pludselig var skiltet til nødudgangen.

I morgen klokken 17.20 er det 4 år siden, han kom til verden, og det er som om, tiden accelererer. Da han fyldte 1 år, og alle spurgte, om ikke bare tiden var *fløjet* af sted, måtte jeg være ærlig og svare nej. Jeg synes, at det første år var langt og trak tænder ud; ikke mindst på grund af flytningen fra Aarhus til Esbjerg, men efter det, er det som tiden for hvert år bare går hurtigere og hurtigere.
Der sker helt utrolig meget med ham i disse måneder. Han har fået en håndfuld rigtig gode venner i børnehaven, hvilket jeg helt kan få tårer i øjnene over, og det sprog, som har været så længe undervejs, vælter nu ud af ham alle døgnets vågne timer. Der er stadig et stykke vej, til han er aldersvarende, men sammenlignet med, hvor han var for et halvt år siden, er det nærmest eksploderet. Med alle de nye ord og vendinger, kommer også noget af det, jeg har glædet mig mest til, nemlig et kig ind i hans krøllede, lille hjerne, så jeg får en fornemmelse af, hvad der foregår. Det betyder også, at nogle af alle de finurligheder, som er ligegyldige for de fleste andre, men som får ens moderhjerte til at smelte af 8 omgange, begynder at titte frem. Jeg elsker f.eks. at han råber: ”Vi ses i morgen!” til sin seng, når vi tager af sted om morgenen, og at han synger fødselsdagssang for alt fra fuglene i haven til sine gulerødder. Når han beder mig om at holde noget, spørger han, om jeg vil tage det ”op på lommen?” og jeg håber aldrig, at han holder op med at kalde sugerør for ”hooraz”.

Han er det bedste i hele verden, og jeg elsker ham højere end livet selv.
Anton, min skat – tillykke med fødselsdagen.

søndag den 16. november 2014

Æres den, der æres bør. (Eller: De indledende manøvrer til et stalkertilhold mod Maren Uthaug)

Det er virkelig sjældent, at jeg gør mig i rendyrket reklame, men i aften gør jeg en undtagelse.

Der findes vel efterhånden igen, der ikke kender Maren? Hvilket er yderst velfortjent, for hun pukler som en lille hest, og hun er både skarp, sjov og røvdygtig; typen, man ikke helt kan finde ud af, om man helst 1) virkelig gerne vil være veninde med eller 2) vil adopteres af.
Helt overordnet synes jeg, at verden sender for få roser og high-fives efter Maren. Hun har 100 børn, og har alligevel på mystisk vis stadig overskud til at hæfte sig ved ting i hverdagen, der er værd at blogge om, og selvom hendes rigtige ude-i-virkeligheden-arbejde et langt stykke hen ad vejen er det samme, som det hun laver til bloggen, forærer hun alligevel solide lunser af det væk, flere gange om ugen, ganske kvit og frit.

Det synes jeg faktisk er overordentligt pænt gjort.
Hun har just lavet en lille bog, der hedder Den Lyse Side. Egentlig ved jeg ikke, om ”bog” er den teknisk korrekte betegnelse, for det er mere en slag tegneserie, men den er simpelthen så fin. Den handler om voksenliv og ensomhed, og jeg er ikke for stor til at indrømme, at jeg fik en lille, bitte klump i halsen et par steder undervejs.

Ok, en middelsvær klump.
GODT! Jeg hylede! Er du så glad!?

Nå, men det jeg bare ville sige var, at jeg virkelig synes, du skal købe den. Enten til dig selv (gaven, du slipper for at bytte), som mandelgave (tag det fra mig: Der er INGEN, der kan æde mere marcipan d. 24. december), til pakkespil (enough with the vatpinde and skuresvampe), som værtindeblomst (alle spæner alligevel rundt hele december og har ikke tid til at nyde hverken liljer eller bonderoser) eller som adventsgave til en, du holder af.
Hvis du trykker her, ryger du lige derover.

søndag den 9. november 2014

It takes a village to raise a child.

Inden jeg fik Anton, synes jeg, at de fleste børn var ret irriterende. (Ikke dine, selvfølgelig.) Det der med, at de aldrig kunne holde kæft, så man kunne føre en samtale uden 400 afbrydelser med deres forældre, eller altid skulle blive syge/putte ærter i næsen/larme fuldstændig abnormt, når jeg trængte allermest til, at det handlede om migmigmig, fandt jeg virkelig belastende.

Min tolerance er – naturligvis - vokset markant, efter jeg selv er kommet om på den anden side af bordet, og selvom jeg stadig langt fra knus-elsker alle børn (med undtagelse af dine, selvfølgelig) er det i dag gået op for mig, at det mest belastende i hele verden ikke er børn. Det er deres forældre.
For satan i HELVEDE, hvor ville mit liv være nemmere, hvis jeg ikke skulle interagere med mennesker med en social intelligenskvotient på 0,7. Ikke mindst fordi det sætter mig i en position, hvor jeg kan vælge at lære mit barn at 1) Du har mest ret til alting i hele verden, og alle andre skal flytte sig for dig eller 2) du skal bare finde dig i at blive pisset på.

Det gider jeg faktisk ikke ret godt.
Vi har før talt om det her på bloggen; mit barnevognstæppe var Den Røde Fane. Jeg er vokset op med, at vi tager hånd om hinanden og tager hensyn til hinanden. Hvis du skærer kagen, er du sidstevælger, og hvis nogen har mindre end dig, deler du med dem. Ingen er perfekte, og alle kan blive sure, men du behandler andre, som du gerne selv vil behandles. Det kan ligne side 1 i Den Store Bog Om Floskler, men mine forældre har levet eksemplet i al den tid, jeg kan huske, og jeg prøver at gøre det samme.

Det har selvfølgelig præget de værdier, jeg har ift. børneopdragelse. Jeg går op i, at Anton siger ”Tak” og ”Undskyld”. Jeg retter ham, når han siger ”Jeg vil have” og "Ad!!" og selvom jeg, uden at blinke, ville gå barfodet og nøgen gennem helvede og tilbage igen for ham, vil jeg have, at han forstår, at andre mennesker ikke er sat i verden for at servicere ham.
(Jeg skal være den første til at indrømme, at min opdragelse så lader en del tilbage at ønske på andre områder. F.eks. får han både sukker, hvede OG mælk, og det er som om, jeg er ude af stand til at være standhaftig ift. at vænne ham af med sutten.)

Men jeg kommer til kort, når jeg, som f.eks. i dag, har stået med ham i Bilka (HADER det sted!) i 10 minutter og ventet på at få en af de famøse lege-vogne. Selvom han var så vild efter at få en, at han nærmest lavede running man dansen, affandt han sig med, at vi skulle stå i kø, til det var vores tur. Og da det var det, trådte en far med kone og curlingbarn ind foran os, og tog den, vi havde ventet på. Høfligt siger jeg: ”Undskyld – men jeg tror, at det var vores tur?” hvortil neandertaleren svarer: ”Nej, for jeg så den først!”
 Her vil jeg gerne præcisere, at det var faderen, der sagde det, fordi man let kan foranlediges til at tro, at det var barnet på 4, der brugte den form for argumentation.

Og der står man så. Og kan vælge mellem korporligt slagsmål, eller at lære Anton, at vi holder døren for mennesker, der kun stopper op længe nok til at spytte os i ansigtet, når de træder ind.
Da vi havde fået tørret øjnene og haft snakken om, at det VAR uretfærdigt, og at mor også synes, at manden var dum, og havde fået lagt en chokoladebolle på såret, stod Anton og holdt ved håndtaget på plan-b-løsningen, Kurven. En mand i starten af fyrrerne med sit barn i vognen, kører forbi ham, og skræller simpelthen hans hånd med sin vogn. ”Av!” siger Anton betuttet. Manden kigger først ned på ham, så kigger han på mig – og så går han videre. ”Man kunne måske godt lige sige undskyld?” siger jeg til hans ryg, mens han skynder sig videre og lader som ingenting.

Hvilket heller ikke gør det nemmere at forstå, hvorfor jeg insisterer på, at Anton siger undskyld, hvis han, med eller uden vilje, har gjort skade på andre, for det er åbenbart kun emsige mor, der går op i den slags?
Jeg var så gal, at jeg tudede over det, da vi endelig kom ud i bilen, og Anton sad bagi og bladrede i sin bog. Jeg vil så gerne lære ham, at den form for opførsel ikke er ok. Men resultatet skal heller ikke blive, at jeg ender med at have opdraget en dørmåtte.

Jeg ved godt, at det er mit og kun mit ansvar at opdrage mit barn. Men det ville fandme være nemmere, hvis man ikke blev modarbejdet så massivt.

lørdag den 1. november 2014

Intet nyt fra vestfronten.

Har jeg sagt, at jeg er vild med Halloween? Nej? Det er jeg. Normalt når facebook går i kollektiv massepsykose over en begivenhed, som fx. Aarhus Halvmarathon eller Roskilde Festival, kan jeg godt komme til at scrolle lidt hurtigt ned over siden, men i går nød jeg at sidde og beundre mine tandlægevenners græskarhoveder med bøjler med nakketræk, og uhyggelige udklædninger i alle afskygninger. Jeg havde husket at købe slik til de små monstre, der måtte komme og banke på, og heldigvis fik vi besøg af 3 små hekse, der kunne en lang og indviklet sang om grotter og flagermus. Jeg var vild med det. Her i ghettoen gider ungerne normalt ikke rigtigt klæde sig ud, så hvert år i starten af februar, får vi besøg af fedtet hår og dynejakker, der uengageret spørger om ”boller eller ballade” mens de allerede holder hånden frem. Jeg er blevet indskærpet, at man ikke må svare: ”Nej, men du kan få en lussing?” – heller ikke selvom man har meget lyst til det – men jeg bliver sgu stram i betrækket, når de hverken gider klæde sig ud eller synge, men ret beset bare tigger, så de små hekse, der var klædt ud efter alle kunstens regler, forlod matriklen belæsset med guld, røgelse og myrraskær.

Indsats og udbytte. Det hænger sammen, siger jeg jo.
Lektionen til mig til næste år er så i øvrigt at købe noget slik, jeg selv gider æde, når jeg nu køber ind til en børnehave og der kommer 3 små, tændstiktynde piger.

Ellers har vi ramt sådan en tidslomme, hvor der ikke rigtig sker noget, der er værd at blogge om. Vi har været syge på skift, vi har fundet en druknet mus i en regnvandsmåler, og jeg har ryddet op i mit hus og kørt 18 kasser til Frelsens Hær. (Det paradoksale er, at alle mine skabe og skuffer stadig ser fyldte ud.) Vi ser Diskoorm på repeat med det resultat, at Antons to nye yndlingssange er ”Disco Inferno” og ”Play that funky music, white boy”, og er formentlig nogen af de eneste, der nyder, at efteråret er kommet, og at man – uden at anstrenge sig – kan ane julen i horisonten.
Det er hverdag uden de helt store armbevægelser, og det er egentlig bare rigtig rart.