mandag den 28. juli 2014

Nogen, der så, hvor de sidste 3 uger blev af?

For jeg skal da LIGE love for, at tiden går ekstra hurtigt, når man holder ferie.

Vi tog 2 uger herhjemme, og gjorde derefter sidste års succes til en officiel tradition og tog en uge til Aarhus. Denne gang akkompagneret af min søde Esbjergveninde Lene og hendes lille Emil, som hun også har valgt at få selv. Det var outstanding. Der kan ikke siges nok godt om de to mennesker, og om at være på ferie med en, der lever fuldstændig, som man selv gør - og som oven i hatten også har fået bestilt modellen med den fuldstændigt umulige døgnrytme.
Eller om at være tilbage i Aarhus.

Alt var godt ved den ferie. ALT.
Den eneste anke jeg har til hele feriekonceptet er, når den slutter, og hverdagen, som en vred, massiv egetræsdør, igen rammer én lige i face. Jeg har det nærmest som om, jeg lige er vågnet efter en lang koma, og har flere gange taget mig selv i at kigge mig overrasket omkring i mit eget liv.

Så. Da hverken hjerne eller lemmer vender rigtigt, får I derfor lige en lille liste at komme i gang på igen.

Ting, jeg har glemt i løbet af ferien:
* Samtlige kodeord. Til alt. (LANG søndag aften med stress-sved på læben over blankt afvisende arbejdsmobil.)

* At jeg har en blog. (Sorry.)
* At jeg har et arbejde. (Mere sorry.)

* Hvordan man udfører dette arbejde. (Helt sikkert allermest sorry.)
* Hvordan man laver mad. (Aarhus = sushi)

* At nogen har glemt at kode min DNA-streng med forbrænding. (*suk*)
* Hvor helt igennem røvsygt og træls det er at smøre madpakker.

* Hvordan man går i sko.
* Hvordan støvsugeren fungerer.

Ting, jeg til gengæld har husket:

* At drikke riiiigeligt med vin.
* At smide hvad der svarer til BNP’et for et mellemstort afrikansk land hos hhv. Emmerys, Sashimi og Klostergrønt i Aarhus.

* At drikke riiigeligt med kaffe.
* At smøre solcreme på både mor og barn. Hver dag. Hvilket jeg faktisk godt vil bede om en medalje for, nu du spørger. For SATAN, det barn har temperament!

* At spise trøfler 6 forskellige steder fra og rate dem. (Spar dig. Jeg er immun overfor udtrykket ”affaldskage”)
* At se upassende dårlige serier på Netflix til langt ud på natten med undskyldningen: ”Det er alligevel ALT for varmt til at sove!” (Alle, der heller ikke synes, at de falder uden for målgruppen ’15-18-årige’, hånden op?)

* At lære 21 ud af 31 af Hr. Skægs alfabetsange. (.. så .. ja... Måske mere ”er blevet pålagt” end ”har husket”)
* At vinde 5 liter sprinklervæske på et skrabelod. (Den stikker du bare, hvis du kan #bringiton)

 
Skal vi sige, at vi lige skrives ved, når hjerne, tanker og livet generelt er ved at være oppe i omdrejninger igen?
Godt så.

søndag den 13. juli 2014

Life's what you make of it.

I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.) I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.

Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det næstebedste af slagsen.
I 22 år.

 Hold KÆFT, et spild af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad jeg møder.

Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper dage af det store målebånd.
Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.

1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.
2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24 timer til komme igennem systemet.

3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed, fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt, pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.
Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser den væk på ligegyldigheder.

Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser altid trykker på mine knapper.
Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller slipper dem helt - hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.
Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med dårlig marmelade.