mandag den 26. maj 2014

Boys will be boys.

For meget, meget længe siden læste jeg et indlæg et sted, som jeg desværre efterfølgende har glemt hvor var, at der i de fleste kvinders øjne er mere prestige i at få drenge, end i at få piger, når man får børn.

Det blev fremsat i en bisætning, som om det var almen viden, at det er sådan, det forholder sig.
Og eftersom jeg har glemt, hvor jeg læste det, er det muligt, at jeg nu træder nogen, jeg kender over tæerne, men jeg tænkte virkelig: ”Hold da kæft, noget ævl!” Ud over at jeg aldrig var stødt på påstanden før, syntes jeg virkelig oprigtigt heller ikke, at jeg nogensinde havde set tegn på, at det var sådan, virkeligheden skulle se ud, hverken i min omgangskreds, eller i den store verden udenfor denne. (Breaking: Kina er ikke længere en del af verden.)

Men tanken har spøgt i mit baghoved siden, og måske er det, fordi man ser søm alle vegne, når man har en hammer i lommen – men faktisk synes jeg at have bemærket, at der er forskel på, hvordan mødre til drengebørn og mødre til pigebørn fremstiller deres (vores) roller på de sociale medier.
For på en eller anden måde er det, som om vi drengemødre har gjort en identitet ud af at være netop det; drengemødre. Ikke bare mødre, men *drenge*-mødre. F.eks. blev der på FB forleden ivrigt delt en artikel om "10 ting, som mødre til drenge skal vide", og jeg har også bidt mærke i, at der huserer en del hashtags, som henviser til, at det er drenge, man har, og ikke bare børn.

Jeg har endnu til gode at se noget tilsvarende for pigemødre. (Og her er det sgu tankevækkende, at jeg når at stoppe op og tænke: ”Hedder det det? ”Pige-mødre”? inden jeg skriver videre.)
Det fik mig selvfølgelig til at spekulere på, hvorfor det er sådan. (Hvis det er det. Jeg er stadig åben for tanken om, at det bare er mig, der ser syner.)

Og selv om jeg på ingen måde opfatter mig selv som feminist i traditionel forstand, så kom jeg til at spekulere på, om det virkelig stadig er tanken om, at mænd er mere værd end kvinder, der påvirker os? For så langt tilbage jeg kan huske, har det været et tegn på coolness, hvis man er en af drengene. Det er sejt at være den kæreste, der gider bruge en søndag på at spille X-box, og fuck, om kærestens venners kærester kan lide dig; det vigtigste er, at hans venner kan. Hvis du er en af drengene, drikker du øl af flasken, er på fornavn med feltet i Tour de France, og giver de andre drenge ret, når de snakker om, hvor fnidret og hønset, det hele kan blive, når der er for mange kvinder til stede. Du er ok med stripper til fodboldjulefrokosten, og du forstår, hvorfor han skal i sommerhus og være drengerøv 4 gange om året.
Hvis det er sådan, du er, er du i manges øjne virkelig, virkelig cool. Og hvis du mener, at jeg tager den for langt, vil jeg bede dig sætte dig ned og lytte til et par Mads & Monopolet podcasts, hvor stort set alle dilemmaer, der handler om noget, som alle mine veninder – og jeg selv – ville synes var pishamrende irriterende og langt over en hver rimelig grænse, bliver gjort til, at kvinden sidder på manden, og vil bestemme det hele, mens hun leger far, mor og børn.

Hvilket bringer mig tilbage til børnene: Måske er det fordi, man synes, at man er lidt tættere på at være en af gutterne, når man har fået drenge, at de giver din rolle som mor mere værdi? Fordi man pludselig er en del af inderkredsen, og laver drengeting, og på de sociale medier kan flashe en hverdag fuld af blod, snot, sved og skidt? Og kan tage det uden at pibe?
Eller hvad?

Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I tænker om emnet, uanset om I har piger, drenge eller hunde; hvis bare I har en holdning - og tid og overskud til at skrive den - må I meget gerne smide en kommentar.
Tak:)

tirsdag den 20. maj 2014

Åh mandag. Du er stadig en so.

Jeg ved ikke, om Nogen Deroppe læste indlægget fra i lørdags og tolkede det som et udtryk for, at jeg savner spænding i hverdagen. Hvis det er tilfældet, er der umådeligt behov for en forventningsafklaring ift. hvad vi hver især opfatter som spændende.

For i går skulle jeg til møde i Aarhus, og ville derfor lige smide en nat-taske til Anton forbi mine forældre. Da jeg trådte ind i bryggerset, studsede jeg over, at mine forældre – de mest ordentlige mennesker i hele Nordeuropa – havde ladet et skab stå åben.
Blev enig med mig selv om, at min far nok havde sprøjtet for myrer.

Da jeg trådte videre ind i køkkenet, blev det endnu mere mærkeligt, for der havde de *også* ladet flere skabe stå piv-åbne.
Ja, jeg er åbenbart det, der i gamle dage hed ”lidt tilbage” for det var først, da jeg kom ind i gangen, og dermed fik frit udsyn til en stue, et soveværelse, et badeværelse og et gæsteværelse hvor alt – A.L.T. – var raget ud, hevet op og smidt rundt, at det gik op for mig, at de havde haft indbrud.

Den opbrækkede dør, de åbne vinduer og store, beskidte fodaftryk overalt gave it også lidt away.
Som alle regler foreskriver, begyndte jeg selvfølgelig straks at tude. Goes without saying.

Rystet i min grundvold fik jeg fat i mine forældre og i politiet, og gik ud for at høre, om nogen af naboerne havde set noget. Det var der desværre ikke nogen af dem, jeg fik fat i, der havde.
Men.

Da nabokonen senere kom hjem, kunne hun oplyse, at hun havde set 3 mænd, der havde en lidt mistænkelig adfærd. Den ene havde blandt andet siddet længe på el-kassen mellem hendes og mine forældres hus og talt i mobiltelefon.
”Kan du beskrive ham for politiet, tror du?”

”Ja da. Men jeg tog også et billede af ham, hvis det er?”


!?!

Jamen, det tror jeg da vist nok lige, at det er! *smæk-kys*
Seriøst: Da jeg for 20 år siden havde indbrud i min lejlighed, var jeg bange, og sov med en kniv ved siden af sengen de næste mange uger.

Den her gang er jeg bare RASENDE!! Overvejer kraftigt at sige mit job op, smide en kølle og en høtyv i bilen og dedikere mit liv til at tracke dem ned og smadre dem. Alternativt at tager permanent ophold i foyeren på Christiansborg og lobbye for genindførsel af dødsstraf.
For fanden mand, hvor er det bare ikke i orden!

Og det værste er, at der bare ikke rigtigt er nogen steder at gå hen med den vrede, for for dem er det jo for fanden bare et slags alternativt 8-16-job, og så længe, der er aftagere til halve parfumer, brugte iPads, der ikke kan opdateres, og smykker, som betyder alt for den, der mangler dem, og intet for dem, der køber dem, så er det bare et spørgsmål om tid, før flaskehalsen peger på dit hus.
Jeg gider faktisk ikke ret godt, at det er blevet med dit hjem, som det altid har været med dit telt, når du er på festival; du skal ikke efterlade noget derinde, du gerne vil se igen.

lørdag den 17. maj 2014

Passér gaden - intet at se.

Synes lige, det var tid til at stikke hovedet ud og sige hej, selvom jeg egentlig ikke rigtigt har noget at sige. Dagene herhjemme går med at udstråle ro og absolut tystnad, fordi de i Antons børnehave har rotter; det betyder, at man har været nødt til at lukke 2/3 af huset ned, mens dét problem bliver løst, og samle alle børn og voksne i den sidste 1/3 af huset.

Hvilket betyder, at de de sidste 14 dage har været 110 personer i et hus, hvor de plejer at være 30, så Anton skifter lidt imellem at løbe manisk rundt på væggene, og være ét, stort, trodsigt ”NEEEEEEEEEEJ!!!!!!!!!!!!!!!!!”der hænger om mit ene ben, når vi kommer hjem.
(”Der kan godt være *lidt* længe fra kl. 14.30 til sengetid” mumlede moren nede fra kaffekoppens dyb.)

Ikke rigtig de bedste betingelser for store tanker om livet og kærligheden, eller skarpe kommentarer om livet ude i den virkelige verden. Har med et halvt øre fanget, at vi (igen) er sure på Lars Løkke, og at det (igen) er kommet bag på nogen, at kändisser får spons og fryns og reklamerer for det på de sociale medier. (Måske er det i virkeligheden kun Medina, der får ting og sager smidt i nakken, for det er altid hende, de nævner?)
Har ikke engang gidet at overveje at hidse mig op over det.

Så. Som sagt. Jeg ville ikke noget. Bare lige vinke og sige hej.

onsdag den 7. maj 2014

I øvrigt:

- Ville jeg ønske, at vi kunne få et andet busselskab i Esbjerg end ”Tide Busser”. Hver gang – H.V.E.R! gang – jeg ser én, sætter stereoanlægget i mit hoved singlen ”The tide is high, but I’m holding on” på i Atomic Kitten-versionen. Jeg har ikke ord for, hvor belastende, det er.

- Har jeg opdaget én ting, som er mere irriterende end uopfordrede, gode råd, og det er uopfordrede gode råd, som er nytteløse. Fik nakket mine sko i træningscentret i går (er stadig RASENDE!), og efterfølgende har jeg fået følgende kommentar et sted mellem 770 og 1000 gange: ”Havde du ikke låst dem ind i dit skab? Du skal ALTID låse ALLE dine ting ind i dit skab.” Tak. For fucking ingenting og hån.
- Glæder jeg mig til at møde tyven. Det er nemlig sådan, at mine løbesko er en herremodel, fordi jeg er handicappet på fødderne, og derfor skal have særlige såler i skoene, hvilket er nemmere i en herremodel, fordi den er bredere i det forreste stykke. Så. God fornøjelse med at være den pige, der stiller ubemærket i *mit* fitnesscenter et par små herresko med håndlavede specialsåler fra Sahva. *afsikrer gevær*

- Har jeg fået at vide, at jeg ligner den norske håndboldspiller Heidi Løke. Det her er en af de gange, hvor jeg faktisk godt selv kan se det. (Modsat Trine Dyhrholm og Ditte Gråbøl-sammenligningerne (wtf!?))
- Har jeg oprettet en gruppe på FB, der hedder ”Nem og billig aftensmad”. Den er pivåben, og fuld af søde mennesker og gode ideer, så kig endelig forbi.

- Havde jeg meget mærkelig oplevelse i morges, da jeg var ude og løbe. Vi har sådan et stisystem hernede, der egner sig godt til den slags, og da jeg kommer til et sted, hvor flere stier render sammen, ser jeg en anden løber komme susende. Mit bud er, at vi får øjenkontakt, men da jeg ikke har mine briller på, vil jeg ikke sætte penge på det. For at være på den sikre side, sender jeg derfor et forpustet ”Morn!” afsted i hans retning, inden jeg drejer ind af en ny sti. Et minut senere løber han op på siden af mig, og falder ned i mit tempo. Prøver først at udstråle ”Ja, haha, morn morn og fortsat god tur”, men han bliver hængende. Da jeg har skævet til ham nogen gange, synes jeg ligesom, at jeg er nødt til at tage mine earplugs ud, hvilket han tager som en invitation til at starte en længere samtale. Så der løber jeg, med Foo Fighters i hænderne, høflig ”kender-jeg-dig-fra-fitnesscentret/kan-jeg-hjælpe-dig-med-noget?”-attitude, og meget(!!) pæn mand på fløjen, og han har tilsyneladende ikke travlt. Efter 2 km (hvor jeg er ved at brække mig af at sludre ubesværet og løbe væsentligt hurtigere end post-sommerhus-og-rigelige-mægnder-af-alkohol-formen på nogen måde tillader) drejer han fra igen, og jeg aner simpelthen stadig ikke, hvad det var?? Gør vi det? Slår følge med andre på den måde? Bryder det ikke hele det lone-wolf-kodeks, løb går ud på?
- Er jeg ved en frygtelig fejl kommet til at se Hart of Dixie på Netflix, og er i den forbindelse blevet forelsket i bartenderen på 25. Hvis nogen har et ledigt øjeblik, må de godt lige ringe til mig og råbe: ”DU ER 37!!”

fredag den 2. maj 2014

Ebeltoft. Kom indenfor, Ebeltoft. (Mel: Æblemand, Red.)

Siden i fredags har jeg været i sommerhus i Ebeltoft, og jeg har det som om, jeg er en telefon, der har været en tur i opladeren. En lidt tyk telefon, for jeg glemte desværre mit mådehold herhjemme, og har således fulgt den skønne og alligevel lidt ærgerlige diæt High Carb High Fat. Hvis der er lakrids, brød eller alkohol tilbage i Ebeltoft er det ikke min skyld.

Sommerhuset lå omkring 100 meter fra stranden, og det tog under 4 timer for Anton at lære at hoppe i gummistøvler og proklamere at: ”Anton på stranden!” hvor vi har fået tiden til at gå med at fiske efter hundestejlere (heldigvis fangede vi ingen, for så ville jeg være kommet lidt til kort – hvad er det egentlig meningen, at man gør med dem, når først man har fanget dem?) at lege med den nye krabbestang, og med at falde i vandet. I et anfald af natur-symbiose, blev det mig også pludselig magtpålæggende at (gen)lære at slå smut, men det stoppede meget hurtigt igen, da jeg – uden helt at vide hvordan det skete - fik tyret en sten lige i face på Anton.
Vi var en tur i Skandinavisk Dyrepark, der var rigtig fin, men som alligevel gav mig lyst til at blive sådan en, der boycotter den slags steder; jeg bliver sgu altid så trist over at kigge på dyr, der er hevet ud af deres naturlige habitat og placeret i noget, der - selvom det er stort - ret beset er et bur.

I et anfald af sindssyge kom jeg til at tro, at vi var sådan nogen, der gik på museum, så Fregatten Jylland fik også et skud. Jeg har det lidt stramt med højder, og Anton viste sig at have det svært med sømænd, der får amputeret deres ben, så efter 14 minutter tømte vi deres fryser for is og skred igen.
Aftenerne gik med grill og rødvin, Frozen på repeat og krabbefiskeri fra hemsen, og det var lige, hvad vi trængte til.