mandag den 27. januar 2014

Jeg alene vide.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er ved at være gammel og sur, eller om det er vinteren, der taler.

- eller om der faktisk er noget om det, jeg har tænkt mig at sige nu.
Men kan vi ikke godt snart trække vejret og rumme, at der er mange måder at være rigtig på?

Jeg har tænkt det længe, men min irritation flød helt konkret over, da jeg forleden så et opslag på facebook, hvor en fjern bekendt hånligt spurgte, hvordan der kunne være nogen, der seriøst troede, at det kunne være sundt at følge alle de nye modekure, som f.eks. palæo, LCHF og 5:2.
Dette vel at mærke fra en bekendt, der er uddannet inden for sundhed, og i al den tid, jeg kan huske, har talt kalorier i ALT, hvad hun har spist, og som inden for de sidste par måneder har valgt at begynde at trække sin træning i en bestemt retning, og derfor bruger 15-20 timer om ugen på sit projekt.

Uanset om vi snakker om kost eller træning, så synes jeg egentlig, at ville klæde de fleste af os at huske, at der er ligeså mange virkeligheder, som der er mennesker; at det for hende fungerer godt at kende sit daglige max-indtag af brændstof, er dejligt – more power to her – men for andre ville denne måde at spise på virke fattig og blodløs. At hun har et liv, der både pga. omstændigheder og prioritering giver hende mulighed for at bruge et par timer om dagen på træning, er rigtig, rigtig fedt, når det nu er noget, der betyder så meget for hende. Men det er ikke hverken virkelighed, ønske eller dagligdag for alle.
Lige nu synes jeg, at jeg ser en udpræget tendens til, at folk opfører sig, som om de bevæger sig op af en trappe, når de skifter træningsstil eller kostvaner: Når de ændrer holdning, er det dem, der er blevet klogere, og er trådt et skridt længere op imod den evige visdom, mens alle dem, der endnu ikke har set lyset, står som idiotiske får på trinene under dem.

Når jeg hører folk hånle af andre, der bruger tid på noget, som de ny-oplyste for ganske nyligt selv lagde mange timer i, får jeg en nærmest uimodståelig lyst til at råbe: ”DU HAR JO IKKE SELV NOGET TØJ PÅ, FOR HELVEDE!!”
Lige præcis kost og træning er taknemmelige emner, idet at du stort set altid kan finde artikler og bøger, der underbygger præcis det, *du* mener. Men ligeså lidt som det ville give mening at hævde, at man har fundet det endegyldige svar på spørgsmålet: ”Hvad er den bedste bil?” – hvilket kommer ret meget an på, om man gerne vil vinde Formel 1 eller køre sine 4 børn i skole – ligeså lidt giver det mening at gøre krav på sandheden, når det kommer til de andre spørgsmål.

I tidens løb har jeg tabt mig både på kost, der indeholdte meget protein og lidt fedt, og det omvendte, og jeg har dyrket mellem 15 og 50 forskellige typer sport, den ene mere mystisk end den anden, men fælles for dem alle var, at de gav mig noget, jeg havde brug for, da jeg dyrkede dem. Kan jeg lide zumba? Det bliver et nej. Findes der træningstyper, der giver højere forbrænding og mere definerede muskler? Ja. Trækker det folk ind i salene rundt omkring i DK og får det nogle mennesker i gang, der ellers ville have siddet og visnet på sofaen? Oh, but it does. Og derfor giver zumba ligeså meget mening i det store træningsbillede, som f.eks. cross fit og Bikram yoga.
Jeg synes, at vi glemmer at snakke om bevægeglæde, og alle de sociale elementer, der også ligger i træning (og mad, for den sags skyld). Det er jo ikke givet, at alle ønsker stramme baller og markerede kindben, og pudsigt nok har jeg aldrig hørt de mennesker, der går til step i den lokale forening, tale nedsættende om dem, der dyrker de højprofilerede typer af sport. Om det er skam eller respekt ved jeg ikke, men det ER sgu da påfaldende, at jo mere ondt, man får af sin træning, jo mere synes man, at man har ret til at fortælle om den på ALLE de sociale medier dømme andre og deres måde at træne på.

Og måske bliver det lidt selvmodsigende her, for jeg startede egentlig med at sige, at der er mange måder at være rigtig på, og nu har jeg så fået hidset mig selv gevaldigt op over dem, der træner hårdt og spiser disciplineret – men jeg bliver bare så *provokeret* af, at mange af dem, i stedet for at se det som en måde at skabe glæde i eget liv på, bruger det som en ondskabsfuld pegepind til at gå og prikke til det, der i deres øjne er fejl og mangler hos andre.
For noget tid siden stødte jeg i en artikel på udtrykket ”åndsaristokrat”, hvilket Den Danske Ordbog definerer som ”en person, der i kraft af sin begavelse føler sig hævet over andre.” Jeg synes, at der er ved at opstå en gruppe af kropsaristokrater.

Og de er præcis ligeså ucharmerende, som de åndelige.

søndag den 19. januar 2014

Ananas i egen juice.

I anledning af min fødselsdag har jeg besluttet at lave den ’20 ting om dig selv’, der har floreret på diverse andre blogge og IG-kontoer de sidste par uger. Jeg kan ikke udelukke, at nogle af tingene er sagt før og i andre indlæg, men da jeg efterhånden har produceret mange km tekst, er jeg ret sikker på, at der alligevel ikke er nogen, der kan huske det. (Her har jeg lyst til at bryde et selvpålagt princip og lave en smiley, men jeg satser på, at I forstår, at det ikke var på den sure måde.) (Der havde jeg lyst til at lave en mere.)

Ok – here we go:
1) Jeg fylder 37 år i dag. Det har jeg det helt ok med.

2) Jeg består af 80 % grundglæde og optimisme, og 20 % melankoli, selvdestruktiv adfærd og depressive tendenser. I den bedste af alle verdener var jeg gerne de 20 % foruden, men når det nu skal være, så tror jeg faktisk, at de er med til at gøre mig til et bedre menneske.
3) Jeg drikker 4-5 liter væske om dagen, primært kaffe og vand.

4) Jeg er meget lidt girlie-girlie, når det kommer til at shoppe, men jeg har to laster, som jeg dyrker og elsker: Sportssko og krus.
5) Jeg har ingen stopknap, når det kommer til slik. Til gengæld bliver chips altid for gamle her i huset. Mit pms-gen har åbenbart ikke fået mailen om, at vi er gået på LCHF.

6) Når jeg bliver rasende, bliver jeg iskold. Is. Kold.
7) Når jeg bliver meget rasende, begynder jeg at græde.

8) Når jeg kommer til frisør, får jeg det altid til at lyde som om, at det nærmest er en fejl, at mit hår er sat op. I virkeligheden synes jeg selv, at jeg er pænest med hestehale.
9) Der er 3 ting, jeg aldrig, aldrig ALDRIG køber i discountudgaven: Toiletpair, øl og træningstøj

10) Jeg er stor tilhænger af gammeldags høflighed, hvor man er gavmild med ord som ’prosit’ og ’nej tak’ og ’tak for mad’, og hvor man stadig kan finde ud af at sige ’undskyld’, hvilket i mine øjne altid vil lyde mere som om, man tager sit ansvar på sig, end det kønsløse og distancerende ’jeg beklager’.
11) Jeg gider ikke, når folk stjæler mine udtryk eller mine jokes og lader som om det er deres egne. Derfor: Tak til Anders Breinholdt for lån af overskrift.

12) Jeg har gået til de mærkeligste ting. Af egen fri vilje. Af eksempler kan nævnes: Stepdans, saxofon, kickboxing og mavedans.
13) Som barn var jeg panisk ræd for at stå foran andre, og da jeg flyttede til Århus, sprang jeg fra et tegnekursus, fordi jeg ikke turde stå foran de andre og fortælle om min tegning. Klip til i dag, hvor jeg udelukkende lever af at stå foran andre. (Og ingen kommentarer om masker og freudianske tendenser til at gemme sig bag faglige identiteter i kommentarfeltet, vel? Det ER trods alt min fødselsdag.)

14) Jeg har skrevet rigtig mange digte. Min dansklærer på handelsskolen tilbød at hjælpe mig med at få dem udgivet. Jeg turde ikke.
15) At tage på ferie er ikke så meget my thing, hvilket jeg selv synes er en ret nederen del af min personlighed. Jeg brænder sammen ved tanken om logistikken, og er desværre bare bedst til, at alting fungerer, og at jeg ikke skal ud og lede efter et møntvaskeri uden at vide, hvad det hedder på pågældende lands sprog. Eneste undtagelse er, når jeg rejser med en voksen, der sørger for alt, det praktiske. (På den *rigtige* måde, naturligvis. Ellers er det bare værre.)

16) Eneste undtagelse er roadtrips, som jeg til gengæld elsker; uanset om jeg er chauffør eller co-driver. Jeg har en hemmelig drøm om - et sted ude i fremtiden - at tage Anton (og eventuelle søskende) med i en bil og køre en meget lang tur igennem USA.
17) Jeg vender din rulle med toiletpapir, hvis du har vendt den forkert. Selv tak.

18) Jeg finder det moderat anstrengende, når folk har meget moralske principper omkring, hvad de lægger på Facebook. Mest fordi de ofte benytter enhver given lejlighed til at fortælle om det.
19) Jeg er mest til jeans-og-t-shirt-fyre. Friluftstyper og jakkesæt? Not so much.

20) Jeg elsker citater, der rammer hovedet lige på sømmet, og her på min fødselsdag, har jeg just pinnet: ”I used to walk into a room full of strangers, and wonder if they liked me. Now I look around and wonder, if I like them.” Det kunne jeg ikke have sagt bedre selv, og lige præcis den ro, er på min personlige top 3 over fede ting ved at blive voksen.

Så med den udgangsreplik: Hip hip hurra, og god uge til alle herfra.
Åhr, så skide være med det:
:)

tirsdag den 14. januar 2014

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og smide tæpper over spejlene.

På Pinterest huserede der for et par uger siden et billede af en kat, der var så tyk, at den var uformelig. Teksten til billedet var: ”You know what I got for christmas? Fat. I got fat.”

Og you know what I got for my birthday på søndag? En allergisk reaktion. En allergisk reaktion af den hemmelige slags, som ingen ved, hvad skyldes.
Hvad fanden sker der med det?? Jeg plejer at kunne vaske hår i tjære og asfalt og rulle mig i cyanid, ganske uden problemer, og nu ligner jeg pludselig en, der har fået prygl med en buket tidsler, og ingen kan fortælle mig hvorfor? Synes måske *nok*, at der er nogen hudlæger derude, der bør få røde kinder over at have siddet på hænderne i årevis, i stedet for at bruge tiden på noget fornuftigt og opfinde en maskine, der efter et enkelt blik på Satans værk, spytter et brugbart svar ud.

Ud over det æstetisk nederen i at gå rundt og ligne en fejlfarvet leopard, bliver jeg på forhånd også meget træt ved tanken om at skulle presse hele mit liv gennem et tætmasket filter for at udelukke én ting af gangen, i forsøget på at finde ud af, hvad det er, jeg ikke kan tåle.
Vil vædde med, at svaret viser sig at være: "Andre mennesker i trafikken".

søndag den 5. januar 2014

I krydsform.

Efter et par tilløb, der endte i ingenting pga. sygdom hos både store og små, er jeg i dag startet til cross fit.

First mover, I know.
Selvom vi også har cross fit der, hvor jeg underviser, har jeg valgt at melde mig ind i et ”rigtigt” cross fit center af 3 grunde: Dels vil jeg have lov til at være ny uden at føle mig som en spasser, dels oplever jeg, at det kan være lidt grænseoverskridende for en instruktør at rette på en instruktør (også selvom jeg synes, jeg giver den gas med girafsprogs-attituden) og endelig håber jeg, at det måske kunne være en mulighed for at udvide det sociale netværk lidt.

Uanset hvor gammel man bliver, føles det bare ALTID som første skoledag, når man stiller et nyt sted med sit omhyggeligt pakkede tornyster på ryggen, ikke? Selvom jeg – GUDskelov! – efterhånden er så gammel, at det ikke betyder det helt store for mig, hvad mennesker, jeg ikke kender, synes om mig, så gør det alligevel noget ved udstrålingen, når man ikke ved, hvor toiletterne er, og man i det skjulte forsøger at skanne rummet for andre newbies.
Af en eller anden grund har vi ikke brug for omklædningsrum i det her center, og den ensomme bruser, der hænger lidt undskyldende på toilettet, er i større fare for at forstoppe af støv end af kalk. Måske er ægte cross fittere bare sådan nogen, der ikke giver en fuck for at gå og lugte af pull ups resten af dagen, eller også har de alle sammen været så smarte at flytte ind i de omkringliggende bygninger, men når man i 20 år har haft sin gang i fitnesscentre, hvor omklædningsrummet opfattes som ude af drift, hvis den ene hårtørrer er i stykker, var det her lidt af en kulturlussing.

Til min store overraskelse er det næsten udelukkende mænd, der træner cross fit i Esbjerg. Jeg har indtryk af, at det i andre byer er omvendt, men på holdene før og efter vores, var der kun en enkelt pige på hver, og på mit hold var jeg alene med 8 fodbolddrenge, der ikke var fyldt 20.
- hvilket var rigtig fedt, da det viste sig, at vi skulle tage 4 runder på tid. For jeg kan jo for fanden ikke konkurrere med mænd, der er 18 år yngre end mig og forvente at vinde – men jeg kan lige så lidt lade være med at prøve, som jeg kan stoppe med at trække vejret. Jeg er som den idiot, man har med i byen, der hver gang insisterer på at drikke gajol-shots om kap, selvom alle ved, at han altid er den første, der ender med at ligge og brækker sig i rendestenen.

Og egentlig kan man vel godt kategorisere dagens indsats som en succes; jeg blev ikke sidst færdig, og jeg besvimede ikke.
Er til gengæld lidt spændt på, om jeg kan gå i morgen.

Eller har forstuvet en lunge.

Til min egen overraskelse kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om det. Jeg kan godt lide at træne, så det kan mærkes, og det her er røvhårdt, men … det føles virkelig mærkeligt at pille koreografi/musikdelen ud.
Oh well. Nu napper jeg et par måneder dernede, og så må vi se.

Det værste, der kan ske, er vel, at jeg bliver stærkere.

Eller gift.



Noget helt, HELT andet:

Attention Anne Jeppesen! Attention Anne Jeppesen! Du vandt Bridget Jones bogen tilbage i starten af december, men jeg har stadig ikke hørt fra dig. Du må meget gerne give dig til kende senest på fredag, så jeg kan få sendt bogen afsted - hvis ikke jeg hører fra dig, donerer jeg den til anden side.