mandag den 24. november 2014

Emma Gad – gider vi?

For snart lang tid siden, læste jeg et ret sjovt blogindlæg hos Christina. Kort fortalt handler det om, at mange af os i dag er så fokuserede på, hvad vi selv mener, at vi har ret til, at vi ser stort på almindelig pli, og i stedet begår os i verden, som om vi var de eneste, der beboede den. Som fx når vi vælger at bore reoler op eller hælde ungerne ud i en lukket baggård (også kendt som ekko-dalen) søndag morgen kl. 7.30. Og samtidig kan vi - efter talrige talkshows og temadage på arbejde om assertion og vigtigheden af at kunne udtrykke og stå ved egne behov og følelser - dræbe al kommunikation om rimeligheden i ovenstående med  et ”- for det har jeg behov for.”

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg læste for et halvt års tid siden, hvor DR havde lavet noget statistik på, hvor meget antallet af vores anonyme angivelser af hinanden til de offentlige myndigheder er steget på vanvittig kort tid. Det var rystende læsning.
Jeg tror, de to ting hænger sammen. Jeg tror, at vi egentlig som udgangspunkt gerne vil være rare ved hinanden - jeg mener, der er vel ingen, der står op om morgenen og som erklæret mål sætter sig at være det maksimale røvhul overfor alle, man møder - men et sted undervejs i vores anstrengelser for at holde bolden på egen banehalvdel og tale jeg-sprog i stedet for du-sprog, er vi faret vild, og kommet til at tro, at det at være tro mod os selv og vores egne behov, kan sidestilles med at pisse på andre(s).

Hvilket, tror jeg, er skudt en anelse skævt.
Men fordi vi nu har en situation, hvor alle er blevet utrolig gode til at italesætte migmigmig, er det sket det lidt irriterende, at alle taler og ingen lytter, og derfor er der ingen, der lige har 5 ledige minutter til at opfylde mine behov på bekostning af deres egne.

Så på en eller anden måde er vi endt et sted, hvor vi alle sammen synes, at nogen skylder os noget. Bare lidt. Og derfor behøver vi ikke tage hensyn til andre, for i virkeligheden sørger vi jo bare for selv at inddrive det tilgodehavende, som Verden, i form af naboen/kollegaen/arbejdsgiveren, rettelig skylder os.
Og fordi vi egentlig bare synes, at vi tager noget, der retmæssigt er vores, uanset om vi taler om offentlige ydelser, offentligt rum i form af baggårde eller p-pladser, som andre har købt og betalt for eller taletid på firmamobilen, gider vi ikke engang prøve at skjule at vi gør det. For spejl, fuck af, og hvad med dig selv?

Og det er fandme irriterende.
Guderne skal vide, at jeg kender og har kendt en hel del mennesker, der var mere grå end hvide i kanterne, og jeg har heller aldrig selv været i overhængende fare for at gro en glorie. Jeg har nok i virkeligheden altid været en lille smule tilhænger af mottoet: ”Det er smart at snyde, det er dumt at blive opdaget” – men når naboen på villavejen starter med at pudse ydermur kl. 7 lørdag morgen, eller med at fræse haven hver fredag aften prime-time-grill-tid, så er det svært ikke at komme til at føle, at han med det signalerer, at hans behov er vigtigere end mine. Og han gider ikke engang ulejlige sig med at lade som om, det forholder sig anderledes. Det finder jeg ustyrligt provokerende.

Så hvis man så samtidig kan se den ene håndværkerbil efter den anden trille ind i hans ombygningsramte indkørsel på de mest suspekte tidspunkter af døgnet (og omhyggeligt placere en skraldespand foran nummerpladen på bilen HVER gang), så forstår jeg egentlig godt, at svage sjæle kan blive fristet over evne, og få lyst til at svare igen. Hvor usympatisk jeg end finder måden, de vælger at gøre det på.
Jeg gider ikke, at vi skal have et stikkersamfund. Jeg gider ikke, at vi sladrer til mor og står med lange næser over ligusterhækken og savler af fryd over at få øje på noget, vi kan bruge som ammunition.

Men jeg ville ønske, at vi, som nation, lige hoppede 60 år tilbage i tiden og genindførte traditionelle dyder som hensyn, høflighed og omtanke, og evnen til nogle gange at sætte fremmede over os selv.

11 kommentarer:

  1. Enig, enig, enig! Hvor får du bare sat det hele på spidsen. Jeg forsøger tit at tage høflighedshatten på og tage hensyn til alle andres behov før egne... Altså helt små ting som lige at holde døren, samle noget op for en, der kom til at skubbe noget ned fra supermarkedshylden, lade andre komme foran i køen, smile til sure mennesker osv... Men det sker så sjældent den anden vej, så nogle gange bliver jeg bare edderspændt rasende og egoistisk og tænker: Fuck no, nu er der ikke flere, der skal træde på mig!

    Ja, goes around comes around. Og det forsøger jeg at trøste mig med - at de små, gode intentioner, jeg sender ud, forhåbentlig spreder lidt ringe. Om det så bliver opvejet, når jeg er sur, ved jeg ikke ;) Men hvis jeg går i nul, så belaster jeg ikke miljøet ;)

    Hvad er fidusen med skraldespanden? Jeg ved ikke så meget om sort arbejde...

    SvarSlet
  2. Linda, kan du ikke få dit eget tv-/radioshow, hvor du holder danskerne lidt i ørerne? Jeg ville lytte med HVER gang!
    Vi flyttede til "the suburbs", bl.a. fordi vi troede at steder, hvor man hilser på hinanden i Brugsen, holder vejfester og ungerne går i skole/børnehave med hinanden, der tager man sgu da også hensyn til hinanden. I modsætning til Lejlighedskompleks i Århus, hvor man jo godt kan forstå, folk ikke tager hensyn, når de ikke engang hilser på trappen.
    Det skulle vise sig, at det faktisk er langt værre her. FOR satan da. Der kan åbenbart slås græs/skæres tagplader/laves træfigurer med motorsav (ja! og det tager mange timer)/høres klassisk musik for fuld skrue/you name it på alle tider af døgnet.
    OG jeg har lige fundet ud af, at vores ene nabo skyder genvej til Brugsen igennem vores have (ned ad indkørslen, forbi hoveddøren, om på terrassen, ud i haven og ud på vejen bagved - no shit) og den anden nabos hund skider i vores have.

    SvarSlet
  3. Godt sagt/skrevet:-)
    Læste selv Christians blogindlæg dengang og har lige genopfrisket det og I har da begge så meget ret, men hvad gør vi så ved det???
    Selv støtter jeg "Fucking Flink" i et (måske) naivt håb om at det hjælper lidt......

    SvarSlet
  4. For nogle år siden gik min mor om til et hus hvis have stødte op til hendes for - pænt - at spørge om de skulle slibe videre på den havebænk i mange timer, for så ville hun droppe at tænde op i grillen. Den gode mand svarede: Du er syg i hovedet. Og så gik han tilbage til slibemaskinen.

    SvarSlet
  5. Jeg kan vitterligt ikke se sammenhængen. Jeg er et hjælpsomt menneske som på mange måder prøver at tænke på at andre også skal have plads (eller at jeg ikke vil optage plads på bekostning af andres), men jeg vil ikke tøve med at anmelde sort arbejde. Det du siger synes jeg er det samme som at fortælle sine børn at de ikke må sladre. Mine børn har lært at det må de gerne. Hvis de oplever skolekammerater der mobber andre, skal de sige det til de voksne. Hvis de oplever nogen der taler grimt til dem, må de gerne komme hjem og sige det til mig. Jeg har erfaring for at børn der lærer ikke at "sladre" meget ofte bliver udsat for ting der ikke er i orden. Når man oplever at nogen køber sort arbejde (nu taler jeg ikke om den ældre dame der ikke har penge til hvid rengøring og hvor kommunen kun synes hun skal have gjort rent 14 minutter hver 3. uge), som vitterligt har råd til få det gjort hvidt, men hellere vil underbetale en flok østeuropæere som bor 20 mennesker sammen i en gammel fabrikshal (jeg har arbejdet i kommunen og set billeder af dette - det findes) og hellere vil have til den 4. fladskærm og ferien til Maldiverne, ja så tænker jeg at det er pisse usolidarisk for det er vores fælles kasse pengene kunne være gået i. Den kasse som betaler for at mit handicappede barns hjælpemidler er gratis, at vi kan gå gratis på biblioteket, få gratis uddannelse (og sikkert også har betalt deres) og komme gratis på hospitalet. Det er ikke i orden. Det har ikke noget at gøre med at være smålig eller hævngerrig, men jeg ville også anmelde hvis de stjal en cykel, og jeg kan ikke se at tyveri fra den fælles kasse er bedre.

    SvarSlet
  6. Ja, det er helt sikkert vigtigt at tænke over, hvor grænsen går mellem selv-omsorg og egoisme. Ikke bare for alle de andre - men også for en selv. Der er virkelig basis for at blive snydt der:) Godt indlæg
    KH Lisbet

    SvarSlet
  7. Skalotteløg: Elsker, at vi kan gå i nul:) Fidusen med skraldespanden er, at når sidedørene på en firmabil står åbne, og der er sat noget for nummerpladen, er den svær at identificere, hvis en nævenyttig type skulle finde på at tage et billede af den.

    Ano: Det. Er. Simpelthen. Løgn!? Ej men, andre mennesker for helvede da! Jeg bor i ghettoen, så her ved man ligesom, hvad man kan forvente (det forekommer mig blandt andet, at vi ser skævt til dem, der gider samle deres egne hundes lort op…), men i et villakvarter ville jeg også klart have højere forventninger. Men heldigvis er det jo jul lige om lidt, så på ønskelisten med noget strømførende trip-wire og et par landminer. (Og måske man skulle sende en mail til Mads Steffensen og tilbyde at vikariere de lørdage, han skal holde ferie?:))

    Birkholm: Det kommer til at lyde lidt gloriepudseagtigt, det her, men jeg prøver virkelig at være et ordentligt menneske, de små steder i hverdagen, hvor jeg kan komme til det. Jeg vender mine varer med stregkoden opad, jeg holder døren for folk, jeg giver en forlomme i trafikken og tilbyder kolde colaer til skraldefolk, postbude og viceværter, når det er varmt. Men der hvor jeg så alligevel kan se, at jeg ikke er så god, som jeg gerne ville være, er, at jeg bliver pissesur, når det bliver taget for givet: Hvis jeg f.eks. holder døren for nogen, og de skrider igennem den uden at værdige mig et blik, med ”ja, det manglede da bare”-attitude i hele fjæset. Der kan jeg godt mærke, at der zenmæssigt er plads til forbedringer. I den bedste af alle verdener ville min gode gerning jo bære lønnen i sig selv, men det kan jeg godt mærke ikke heeelt er tilfældet. Så der er lidt at øve sig på i det nye år…

    CMSP: Det er i den slags situationer, man ønsker, at en lille, bitte arbejdsulykke måtte ramme ham, ikke? Bare lige et enkelt led på en finger, han ikke bruger så meget.

    SvarSlet
  8. Anne: Det var min klare opfattelse, at undersøgelsen, jeg nævner, havde kigget på antallet af ”små” anmeldelser; altså ikke mesteren, der underbyder alle og sender en østeuropæisk delegation ud i nattens mulm og mørke, men netop rengøringshjælpen hos fru Hansen eller mosteren, der er førtidspensionist, og tilbyder at passe sin søsters barn, mens denne har århundredets længste forkølelse. Den store, velorganiserede brug af sort arbejdskraft tror jeg egentlig ikke, at der er nogen, der har lyst til at forsvare, og det er mit indtryk, at myndighederne i vid udstrækning efterhånden selv er blevet så gode til at spotte det, at borgerne ikke spiller den store rolle her. Men jeg synes ikke, at det er tyveri fra fælleskassen, hvis faderen i et forældrepar, der er skilt, rykker ind i 2 uger for at hjælpe, fordi omstændigheder gør det nødvendigt. Jeg synes ikke, det er tyveri at få sit barn passet af en skolepige på 15, eller at onkel Tage skifter min vandhane, når den drypper, fordi jeg hjalp i køkkenet til hans 60 års fødselsdag. Det er den slags anmeldelser jeg har meget svært ved at forstå. Og som jeg har en formodning om bunder i en eller anden indbildt beef, for hvorfor i alverden skulle man ellers gøre det? For at bruge dit eksempel om børn, synes jeg ikke, at det er at sladre, hvis man fortæller en voksen om et overgreb; hverken hvis det er af seksuel karakter, eller hvis vi taler om mobning. Det er at vise omsorg for hinanden og at passe på dem, der kan have svært ved at passe på sig selv. Men jeg synes, at det er ucharmerende, hvis børn forvandler sig til små politibetjente, der indberetter til de voksne, hvis Mathias har taget to stykker kage i stedet for et, eller altid husker at fortælle, når andre har puffet til dem, eller taget et stykke legetøj for næsen af dem, mens de meget belejligt glemmer at fortælle, når de selv var et nummer for hurtige. For både voksne og børns vedkommende knækker filmen for mig der, hvor man anmelder noget, man ser hos andre, som man faktisk selv gør (ikke nødvendigvis præcis det samme, men en forseelse i samme målestok), når der ikke er nogen, der kigger. Men vi behøves ikke være enige, og under alle omstændigheder sætter jeg stor pris på, at du ytrer din uenighed i en fin og ordentlig tone:)

    SvarSlet
  9. De ting du beskriver er ikke ulovlige (der er bagatelgrænser for vennetjenester og en 15 årig ville aldrig kunne tjene nok på et babysitter job til at det ville blive skattepligtigt), så det ville ikke give mening at anmelde dem. Det du beskriver med håndværkere der skjuler deres identitet derimod, er det jeg taler om som tyveri fra den fælles kasse. Jeg synes bestemt du skal anmelde det uden at have en dårlig smag i munden.Det var såmænd bare det der var min pointe...

    SvarSlet
  10. Jeg gad SÅ godt, at vi kunne hoppe 60 år tilbage i tiden. Det ville få min indre 80 årige dame til at føle sig helt med på noderne. :-)

    Og du har helt ret i, at vi åbenbart føler, at vi selv skal sørge for at inddrive det, som "Verden" snyder os for. Spørg bare forsikringsselskaberne. Det er jo uretfærdigt at præmien stiger hvert år, at man hellere må skrive lidt ekstra på anmeldelsen for at tjene det tabte ind igen.

    Men uanset hvad, så kan jeg ikke fordrage de anonyme stikker-ordninger. Det er alt for nemt at sidde bag skærmen og mene at man er berettiget til t dømme på andres vegne. På ting man ikke ved en skid om og det er altså andre menneskers liv man fucker med.
    Hvis anonymiteten ikke var en mulighed ville folk slet ikke have så travlt ved tasterne...

    Jeg vil hellere lade en bemærkning falde til den pågældende ala: "Jeg har set dit bluff"og så tage den derfra
    Men jeg er også typen, der tager ting face to face, fordi jeg synes det er det rigtigste og fordi jeg, helt principielt , synes at anonyme indberetninger er afskyeligt.

    SvarSlet
  11. Gode pointer - jeg tænker at det kan hænge sammen med, at curling-generationen er blevet voksen....!

    Skal vi ikke snart høre noget mere om dit seneste insta-billede? :) :) :)

    SvarSlet