mandag den 25. august 2014

Mandagsblå.

Da jeg var yngre, kan jeg huske, at det optog mig meget, hvorfor mine forældre ikke så flere venner, end de gjorde. Jeg kunne høre, at det ikke var fordi vennerne ikke var der, eller i hvert fald havde været der; det handlede heller ikke om dramatiske uvenskaber eller flytninger til udlandet – men et par få undtagelser til trods, var de bare ikke rigtigt præsente i mine forældres liv længere. Jeg kiggede rundt på den store skare af fantastiske mennesker, jeg selv var omgivet af, og undrede mig over 1) hvordan det kunne ske og 2) hvordan man kunne leve uden dem.

Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg lidt ondt af mine forældre.
Mine venner og jeg blev færdige på vores respektive ungdomsuddannelser. Vi hang ved. Vi flyttede til de store studiebyer. Vi hang ved. Nye kom til, vi fik kærester, gik fra dem igen, fik jobs, sagde dem op, blev gift, blev fyrede, fandt nye jobs og arbejdede i udlandet. Vi hang stadig ved.

Så begyndte vi at få børn.
Og nu er det så, at jeg godt kan se, hvordan mine forældres store venneskare stille og roligt svandt ind, uden at der egentlig var nogen, der ville det sådan. For hvor er det svært at bevare den indsigt i hinandens liv, det kræver at kunne bruge og bruges til noget.

I De Store Kriser er der ingen slinger i valsen; der ringer man og råber ”HJÆLP!!” og så er der instant opbakning og kærlighed ad libitum på stedet. Forfremmelser, familieforøgelser og bryllupper er også piece of friendcake.
Det er alt det, der ligger ind i mellem, der er svært ad helvede til.

Da vi havde al tid i hele verden til at følge med i hinandens liv, vidste vi godt, at der var nedskæringer på Pernilles job, og at Mette havde en tid hos lægen på tirsdag for at få tjekket den mystiske trækning ved venstre øje. Vi vidste, at Emil og Line var i gang med at prøve at få børn, og at det var lidt kritisk med Louises mor. Vi kunne spørge kvalificeret ind til det hele, og være fede at snakke med, fordi vi var så hands-on med hele projektet, at vi ikke – for at hjælpe – kom til at foreslå løsninger, som for længst var afprøvede eller sige ting, der for længst var blevet irriterende at smile høfligt af.
Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen i min omgangskreds, når jeg siger, at sådan er det ikke længere. For nogen. Alle, jeg kender, løber lige nu så stærkt, at der kun er overskud til for alvor at følge med i livet hos de mennesker, vi ser til dagligt. Og det er simpelthen så trist, synes jeg.

For behovet for, at nogen forstår og aer én på hovedet, når verden er virkelig belastende, er der stadig.
I hvert fald hos mig.

I de her dage ville jeg f.eks. ønske, at det gamle netværk var intakt, så jeg havde et sted at læsse af over, at min lille dreng ikke vil snakke. Han har besluttet, at ’bonjour’, ’pirat’ og tallene 1-10 på engelsk, er de eneste sproglige kundskaber, han behøver for at begå sig i livet. Og mor er ked af det og træt, fordi det for det første er skidesynd for ham, at mange ting bliver meget sværere, end de behøves at være. For det andet er der meget, vi ikke rigtigt kan komme videre med, før man kan tale med ham om det. Fx at det er en god ide at åbne munden hos tandlægen, i stedet for at lave en 10 minutter lang imitation af Kaj-fra-Kaj-&-Andrea-er-fornærmet, for så at forlade stedet med uforrettet sag. For det tredje er det ved at være belastende at skulle indvie alle mulige mennesker, vi kun har perifer berøring med, i at han er bagud sprogligt; at det er derfor han ikke svarer, og ikke for at være fræk.
Så når man endelig, endelig, ENDELIG får en tid hos talepædagogen, og hun slutter seancen med at oplyse, at han er så dårligt sprogligt kørende, at der ikke er noget for hende at arbejde videre med, så ”vi ses om et halvt år” – så savner jeg virkelig at få det snakket ud af systemet ved at ævle om det med 7 forskellige mennesker over kaffe, de næste to uger, så jeg kan trække vejret igen.

Men det virker uoverskueligt at starte den kommunikation op long-distance, fordi historien efterhånden er så lang, og fordi der er så mange detaljer undervejs, som har betydning for helheden.
Kort sagt kræver det for meget energi at sætte den scene, det kræver at nå forløsningen.
Suk.

Nå. Men nu tror jeg, at min sunshine-and-rainbows personlighed og jeg vil gå op og surmule ned i puden, så I andre slipper for at få forpestet jeres mandag aften yderligere.
Må resten af ugen være en ironman gennem kage, champagne og enhjørninge for os alle.

Godnat.

29 kommentarer:

  1. Åh, det lyder sgu ikke fedt. Kram, Anette

    SvarSlet
  2. Okay, først og fremmest ville jeg nok undersøge om der var mulighed for en anden talepædagog. Efter 12 år i pædagogfaget har jeg aldrig hørt den bemærkning. Der er ALTID noget at arbejde med, ALLE børn har resourcer som vi kan hjælpe med at udvikle endnu mere, også sprogmæssigt.
    Dernæst kunne det være en ide at introducere nogle få tegn for at få gang i kommunikation. Jeg bruger selv en variant af tegnsprog kaldet babytegn til de børn jeg arbejder med og det har været en stor succes og fremmet kommunikation. Måske vil det give ham lidt mere mod på sproget.

    Ellers lyder det til du har en sund stærk og viljefast dreng, måske har han besluttet at vente lidt og bruge sine ressourcer på andre og (for ham) mere fornuftige ting, såsom gode motoriske evner.

    Jeg forstår nu godt dit behov for at have en der bare kendte historien forfra og bagfra og som du kunne tale med uden at skulle sætte vedkommende ind i det.

    Mvh Maj

    SvarSlet
  3. Vi har en dreng i familien, som også er dårligt sproglig. Han er nu 3,7 år. Forældrene kunne ikke holde ud at vente på den offentligt tilknyttede talepædagog, som også ville vente et halvt år før hun ville gå igang med noget som helst. Så de har hyret en privat talepædagog. Med stor succes lyder det til. Værd at overveje måske?

    SvarSlet
  4. Det er så spot on. Jeg savner sådan den nærhed - og at vide hvor alting var i vennernes køkken, fordi man bare altid var sammen uden at lave det store i så mange timer.

    Jeg har også en sprogligt forsinket dreng - og ja, men bliver mør af på den ene side at forklare sit barn og sætte alt for mange ord på en tilstand, men mest af alt synes jeg faktisk det er trættende hele tiden at have analysebrillen på: Gør vi det rigtige? Gør vi nok? Det er noget helt andet end med vores alderssvarende datter, hvor vi aldrig ser hende gennem det der lidt udefrakommende blik. Men vi krydser fingre for at et ekstra år i børnehaven er nok til at nå på niveau. Og det har han det faktisk helt fint med selv.

    SvarSlet
  5. Tog mig selv i at sidde og nikke gennem det meste af dit indlæg. Man vil så gerne de venskaber og man forstår ikke, at der altid ender med at gå så lang tid før man ses. Og ja, når man så tumler med en sag, som ender med at have en længere forhistorie, så ender man med at gå med den selv fordi det simpelthen kræver for meget energi at skulle fortælle hele forhistorien.
    Har desværre ingen gyldne råd mht til din dreng, men tænker at en del af formålet måske også bare var at dele historien med nogen. Håber dog på det bedste for jer

    SvarSlet
  6. Hey - og det har du sikkert både hørt og prøvet - men er du sikker på, han hører godt? Min datter ville nemlig heller ikke igang med at tale, så fandt vi ud af, hun havde masser af væsker i øregangen, uden det havde gjort ondt. Men som var skyld i, at hun ikke kunne høre ordentlig og derfor heller ikke kunne lære at tale.

    Hilsen Janne

    SvarSlet
  7. For det første: Dåååårlig tandlæge. Vores tandlæge kunne trylle min stædige 1-årige helt medgørlig. Der var noget med sæbebobler og plakater med tænder - han kunne gøre alt, hvad de bad om. Så det er ikke DIN skyld, at Anton flettede næbet så eftertrykkeligt.

    For det andet: Jeg undres egentlig over, HVOR mange børn (drenge især!), der får prædikatet "sprogligt tilbage". Er man mere opmærksom på det i dag end for 10-20-30 år siden, eller er barren flyttet, eller er børnene bare blevet dummere til at tale?
    Min bedre halvdel havde en lang række talefejl som 6-7-årig. Talepædagogen sagde: "Det vokser han fra". I dag har han ingen af talefejlene - medmindre han er fuld, for så vælter de ud. Men hans søn på 6 har PRÆCIS de samme, men her har der være fire (4!!) talepædagoger og speciallæger og ørelæger og gud-ved-hvem inde over, for det er jo et PROBLEM.

    Min lillesøster talte ikke et forståeligt sprog før hun som 3½ årig startede i børnehave. Vores forældre forstod hende ikke; kun jeg kunne oversætte. Så kom hun for første gang i selskab med fremmede, og på 2-3 uger havde hun lært at tale.

    Jeg siger ikke, at talepædagoger er overflødige, eller at alle henvisninger er spild - jeg tænker bare, at man måske skal slå koldt vand i blodet indimellem.

    Vores 2-årige siger ikke mange ord. Han kommunikerer meget klart, men det er med "maaa" og "bwaaa" og lignende intelligente lyde. Er jeg bekymret? Næh, for han er klog og forstår, hvad man siger til ham. Ordene skal nok komme.

    For det tredje: Du har SÅ ret med hensyn til venskaber. Jeg har mistet venner på grund af børn, men omvendt har jeg også fået venner. Venner, hvor begge parter er klar over, at vi IKKE kan være "in the loop" hele tiden, og hvor vi derfor har tålmodighed til de lange forhistorier eller evne til at lade som om vi har fået den, og bare lytte og trøste. Det er en anderledes form for venskab, men det er dét, vi kan i denne fase, hvor vi har ikke-selvkørende børn, der kræver vores tid og ressourcer.

    SvarSlet
  8. Åh, jeg bliver så tæerkrummende flov på mit fags vegne! Det er altid muligt at støtte op om et barns kommunikative og sproglige udvikling. Jeg ville starte med at tage fat på den ledende tale-hørekonsulent i kommunen, og så bede om en anden (fagligt dygtigere) talepædagog. Det plejer at have en effekt at brokke sig - om ikke andet så højere oppe i det kommunale system. Det er bare helt urimeligt og frygteligt anstrengende, at man er nødt til det.

    Mange hilsner
    En kommunal logopæd

    P.S.: Angående private talepædagoger, så kan det være ok. Dog skal man huske, at de har en økonomisk interesse, og derfor har en tendens til at ordinere direkte undervisning af et barn (med mange gange hos talepædagogen), også når der ikke er fagligt belæg for det.

    SvarSlet
  9. Bullseye!
    Jeg ved jo godt, at mine veninder er der, og jeg ved via FB/IG, hvad der foregår i deres liv - helt overordnet set.
    Men når vi ringes ved eller ses, så bruger vi al tiden på at opdatere hinanden, og når vi SÅ er klar til at gå i dybden, så er festen slut eller telefonen er løbet tør for batteri. Det er bare så SURT!

    Og talepædagogen I har været i clinch med, skulle lære at kommunikere. Sikke en båtnakke. Der er masser at arbejde med.

    Gitte K

    SvarSlet
  10. Spot on med det med venskaberne. Har længe selv gået og tænkt over, at jeg savner nærheden og kontinuiteten i venskaberne, og du sætter så fint ord på.

    Lyder i øvrigt som en temmelig opgivende talepædagog. Jeg stemmer for en second opinion!

    SvarSlet
  11. Lige hvad jeg trængte til at høre Linda, at jeg ikke er den eneste i verden der føler at vennerne glider.... Øv øv... Og specielt når noget fylder meget for en, kan det være svært at tage hul på, for hvor skal man lige starte.....
    Og skønne Anton, han bruger jo alt krudtet på skøjterne, og er så sej :-) hvad med at snakke med en af pædagogerne i hans institution, de kender ham jo, og ved hvad han også kan ;-)

    Knus nanna

    SvarSlet
  12. Ved godt det er mange år siden, men min morfars bror han begyndte først at snakke da han var 4,5 år. Han begyndte først at snakke da deres mor serverede noget han overhovedet ikke kunne lide. Deres mor havde også rendt med ham til diverse specialister uden de kunne hjælpe. Da han så begyndte at snakke stoppede han ikke:) så måske synes han bare ikke han har noget vigtigt at sige endnu.

    SvarSlet
  13. Jeg tror helt klart, at der er kommet så meget fokus på snak og kasser og gennemsnit, at dem der falder lidt udenfor - fx på det sproglige område - nemmere får et irriterende stempel og nogle løftede øjenbryn med på vejen. Jeg kender flere børn, der (til deres forældres store bekymring) først er begyndt at snakke, da de kunne formulere grammatisk korrekte hele sætninger. Et af disse børn sagde i øvrigt (som tre-årig) "se, der står vores fine skrivebord" som sin første sætning.

    Men det er alt sammen en parentes, for du har sikkert tænkt over det hele allerede... Det jeg egentlig ville sige var det samme som flere af de andre: Det er (desværre) alt for genkendeligt med det massive venne-savn. Tak fordi du satte ord på.

    SvarSlet
  14. Rigtig godt indlæg! Jeg synes, det er nogle ret flotte ord han kan, den lille mand. Hvis han kommunikerede med 'Hej!', 'Vov!' og 'Mam!', skulle du nok være bekymret. Men mon ikke han har vigtigere ting at bruge sit liv på?
    Jeg kender en pige, der indtil hun var 3-4 år kommunikerede ved at skrige til folk gættede hvad hun ville. Så opdagede hun fidusen ved at tale. Børn er forskellige.

    SvarSlet
  15. Slå koldt vand i blodet, Linda. Naboens dreng talte nærmest ikke inden han var fem, og nu snakker han som et vandfald. Hvis ellers Anton forstår hvad folk siger til ham og kan nikke og ryste på hovedet, så skal det nok gå. Snak til ham indtil han beder dig tie stille!

    SvarSlet
  16. Det er så sandt det med vennerne. Og jeg kan ikke lade være med pessimistisk at tænke at det aldrig bliver det samme igen - ikke engang når børnene bliver store. Til gengæld kan jeg glæde mig over at det foregår rimeligt in medias res, når jeg ses med mine veninder - og vi kommer til sagens kerne (om det så er sex, kropsbehåring eller fyringsrunder) med det samme, fordi vi ved, der er max fire timers taletid.
    Og ellers kan jeg kun helt og aldeles tilslutte mig Altformangebørns glimrende kommentar ift. det sproglige. Flere af mine venner som har fået børn væsentligt tidligere end langsomme mig, har haft store bekymringer over børnenes manglende sprogfærdigheder - og de selv samme børn taler nu et glimrende og meget forståeligt dansk uden at have fået hjælp udefra. Det er bare kommet stille og roligt. Mit yngste barn har også problemer - her er det ikke mængden af ord (som er enorm), men det at det tit kun er mig og hendes far, der fatter hvad hun siger, der er problemet. Hun er også blevet tilbudt talepædagog og vi har takket pænt nej. Ikke fordi en talepædagog ikke kunne gøre gavn, men fordi hun ikke selv virker generet af det. Og så længe hun ikke selv er frustreret over at andre ikke forstår hende, har vi ikke tænkt os at gøre mere ved den sag.
    Og endelig synes jeg bare din dreng lyder så "i trivsel" at du kun kan vælge rigtigt: Talepædagog eller ej skal han nok klare det - også sprogligt (hvad kan han andet med en så velformuleret mor?)

    SvarSlet
  17. Kære Linda.
    Tak fordi du formulerer noget jeg kun kunne komme ud med som en væltet indkøbsvogn der bliver trukket hen over brosten.
    Mine veninder har bare ikke børn endnu. Så de træner-spiser-kaffer sammen, og jeg kan ikke være med, fordi jeg skal have nogen på 1½ affodret, affedtet og lokket i søvn. Og instragram flyder over med "De bedste piger". Og jeg ikke ved at Rikke måske-nok har fået en kæreste-men-det-kalder-vi-det-ikke-endnu.
    Bloody hell. Er helt sat af. Og klynker nu udover dit kommentarspor. Sorry.
    Hepper på Anton. Og på dig!
    Kram,

    SvarSlet
  18. Tak for dit indlæg. Jeg er ikk selv dér endnu, men det er godt at have i mente. Mht vennekredsen... Så tror jeg du desværre har ret. Men der handler det nok om, at man stadig prøver at bevare, hvad bevares kan. Bare prøver. Og ikke lukker af for dem, som ikke lige har kontaktet én. F. eks kører nogen systemet, "at så inviterer jeg dig, og så inviterer du mig, og har jeg inviteret dig to gange i træk, then friendship is over". Hvis folk selvfølgelig ikke gider ens selskab mere, så er det en helt anden sag. Men det kan man vel godt mærke... Ellers må man jo konfrontere dem. Men tit - som du skriver - så har de jo bare travlt. Men mem men hvis man prøver, så tror (og håber) jeg på, at de også er der, når der blir mere "luft" i livsskemaet igen :)

    Mht din søn, så er det bare rigtig æv, men godt at du er så sej at dele det med os andre. Jeg forstår dig, og lægger sq gerne høre til. Som sagt; tak for dette indlæg :-)

    SvarSlet
  19. Prøv at introducere nogle enkle tegn så han kan gøre sig forstået og ikke brænder inde med noget og bliver frustreret. Det hjalp helt klart mine børn - og de syntes det var sjovt

    SvarSlet
  20. Det er pudsigt med venskaberne, for ja. Nogle glider ud. Og andre kommer susende tilbage til stor overraskelse (og glæde). I zonen midt mellem det hele ligger så forholdene til en blogger, som jeg næsten synes, jeg kender.

    Derfor vil jeg godt lige sende dig et distancekram. Det er da frustrerende med Anton. Jeg tænker, at han er kvik og stædig. Er han selvvalgt mutet eller han et avanceret, men sparsomt ordforråd? Min venindes datter var selvvalgt mutet, og de fik god hjælp på OUH. I dag er pigen meget talende.
    I solstråleafdelingen har jeg også hørt talrige historier om børn, der ikke har villet mæle et ord, for så at formulere sig i formfuldendte sætninger på flere sprog.
    Det er ikke sikkert, at det hjælper dig spor. Men jeg synes, du er en sej mor, og jeg er sikker på, at Anton tænker det samme!

    SvarSlet
  21. Du er så sej Linda. Jeg har hverken børn eller skills i den retning, så vil bare sige at det er så dejligt at du gider både de gode og de svære ting. Tak for det. Og as for Anton - Kan den tunge ikke bestikkes på gled?

    SvarSlet
  22. Maj: Tak for din kommentar. Jeg har taget fat i noget af personalet i børnehaven, og vi har nu lavet lidt andre tiltag, så vi får givet ham en hånd i ryggen. Da jeg selv er tegnsprogstolk, har jeg prøvet at bruge babytegn til ham af flere omgange, men det bider ikke på ham overhovedet. Som du skriver, er det ikke vilje, det skorter på, og han er nok bare mere optaget af at løbe, skøjte, cykle og synge.

    Ano1: Som jeg skriver til Maj ovenover, har vi fået sat gang i lidt sammen med noget af det faste personale, så det afventer jeg lige og ser, men jeg har skrevet dit forslag bag øret, og jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg kommer til at gøre brug af det, så tak for det.

    Ano2: MEGET enig!! Den evige selvransagelse og dunken-i-hovedet, hvor man på den ene side hele tiden ikke synes, man gør nok, og på den anden side også godt kan se, at der ikke er plads til mere i hovedet på drengen, er OP!!SLIDENDE!!

    Janne: Jeg har fået ham tjekket op til flere gange, og det eneste, der er, er at han, når han er forkølet, har en ganske lille smule væske på det ene øre. Jeg valgte, i samråd med ørelægen, at få dræn i det ene øre, men det har ikke haft effekt overhovedet. Desværre:/

    Altformangebørn: Jeg tror, at du har meget ret i det med fokus. Måske er det også noget med, at man i gamle dage opfattede det som en opgave for dansklærerne at rette op på sproget? På den måde begyndte man meget senere, og langt flere børn var kommet med af sig selv. Så måske er der fuldstændig det samme antal børn, der har baks med sproget, som der altid har været? Vi tvinges bare til at forholde os til det tidligere, fordi der er fokus på det meget tidligere.

    Logo-pæd: Du lyder sød og god. Mangler du arbejde?:)

    Hvid: Jeg ved PRÆCIS, hvad du mener. Og du klynker bare løs – hvis ikke, så hvor??:)

    Anne: Du er sød. Han taler. Meget endda. Men noget af det er polsk. Noget af det er enkeltord. Og så har han valgt en helt anden strategi til sprogtilegnelse, hvor han ikke følger det normale mønster, men bare ”plukker” ord og vendinger, som han synes er sjove/brugbare, og overhovedet ikke interesserer sig for resten. Han forstår sådan set alderssvarende. Men han kan ikke udtrykke sig alderssvarende. Det er meget overbegreber, der driller (fx at pærer og bananer = frugt, sofa og bord = møbler osv.) Men han synger i vilden sky, og mit sidste, desperate håb er at lære ham, at livet er en musical, så hvis han bare vil synge, hvad han har brug for, så skal jeg provide!

    Ida: Har prøvet med ALT, både det spiselige og det motordrevne. Prøver at trøste mig med, at man trods alt har til gode at møde en dreng på 15 år, der ikke har lært at tale…

    Til alle i andre: Tak for fine og gode kommentarer. Jeg har varmet mig ved dem resten af ugen, og det hjælper mere, end I tror, at få både lidt moralsk opbakning, og samtidig også lidt gode erfaringer og historier fra andre, der har stået i lignende situationer. Det er noget af det bedste ved at blogge.

    Hell, I er noget af det bedste ved at blogge!

    SvarSlet
  23. Linda - når du fortæller, at han nyder sjove ord, så var det måske en idé at finde nogle rim og remser. Jeg synes, at Halfdan Rasmussen er god (De fleste bider vist på Else pelse pølse), men Jakob Martin Strid er også en fornøjelse for voksne. Måske kunne der findes lidt sprog- og taleglæde på den måde.

    SvarSlet
  24. - åh, hvor jeg også kender det med venskaber, der bliver udvaskede og virker helt usynlige. Jeg håber, de stadig er der. Også selvom jeg ikke altid er god til at huske at ringe.

    Jeg er helt sikker på, at du og Anton finder en løsning. 'Livet er en musical' synes jeg fx lyder mere end festligt!

    SvarSlet
  25. Jeg har 2 drenge på henholdsvis 16 og 13 år og det var samme billede. Jeg kan så fortælle, at da de "endelig" kunne starte hos talepædagogen, så hjalp det INTET!! Jeg ved, at det er s.... frustrerende, og det er møg træls med sådan nogen som mig, der siger, at det skal nok komme :) Men facts er, at begge mine har et sprog ;) - også selvom man stadig kan være i tvivl med ham på 16, for han kører stadig "den tavse mand" temaet.

    SvarSlet
  26. Sikke et godt indlæg, sommer fandt vej til via GuldLog:-)
    Min søn var også rigtig sen til at snakke, en talepædagog så med det samme at hans tungebånd var for stramt, det fik han klippet, og efterfølgende snakkede han som et vandfald! Jeg var ellers sikker på at han var døv!
    Og jeg kender SÅ godt det med at stå overfor næsten fremmede og forklare hvorfor barnet er helt tavst. At han så også er helt vildt meget højere end gennemsnittet gjorde det ikke nemmere, da folk troede han var meget ældre, og nok til retardo;-)
    Jeg er sikker på din dreng siger noget, når han mener det er tid til det;-) jeg glæder mig til at læse med på din blog fremover:-)

    SvarSlet
  27. Fik aldrig skrevet den her kommentar, da jeg tænkte den ... Hvis I ind imellem døjer med, at Anton får væske i mellemøret, skal I prøve at google Otovent - en ballon, som kan købes på apoteket, og som udligner trykket på mellemøret, når barnet puster den op med næsen. Lægerne kender den vist ikke, men i mange tilfælde kan den gøre det ligeså godt eller bedre end et dræn. Vi har brugt den med held til Vilma, som blev ved og ved at have væske på mellemøret, da hun var 3-4 år.

    Kh Anne F.

    SvarSlet