mandag den 28. april 2014

Punktum.

Når man har en blog som min, hvor man skriver om det, der ligger én på sinde, stort såvel som småt, er der nogle emner, man næsten kan være fristet til at styre udenom, fordi man simpelthen ikke ved, hvordan man kommer tilbage, hvis man først går ned ad den vej.

Og når man vælger at blogge om sorgen over at miste en veninde til kræften, kommer der et tidspunkt, hvor det kommer til at føles virkelig mærkeligt at skrive om, hvor pisseirriterende det er at pille et kogt æg, når det er et af dem, hvor skallen bare ikke gider af. Om det er fordi, jeg er bange for at I, eller jeg selv vil finde det kunstigt og forkert, ved jeg ikke længere.
Så hvordan kommer man videre? Svaret er nok, at det gør man bare. Ved at skrive det næste indlæg, der falder ind i hovedet på én, uanset hvad det måtte handle om .

Men inden jeg gør det, har jeg brug for at skrive et sidste indlæg om Lene. Hun ville være fyldt 42 år i dag, og da jeg i går faldt over en lille engel hos en lokal glaspuster, virkede det rigtigt at købe den som fødselsdagsgave til hende.
Vi begravede hende i fredags. Det var en smuk dag, og præsten, som var den samme, som døbte Aksel, holdt en tale, som jeg tror, Lene ville have sat pris på. Jeg havde fået tildelt den store, forfærdelige ære at være en af dem, der hjalp med at bære kisten ud, og det er både de længste og de korteste 50 meter, jeg har gået i mit liv. Men vi fik sendt hende så fint af sted, og efterfølgende fik jeg kvækket mig igennem min tale til hende, hvilket betød meget for mig; både fordi jeg håber, at hun lyttede med, men også fordi jeg gerne ville, at hendes familie fik lov at høre, hvor afholdt hun var af mennesker, der ikke af blodets bånd var forpligtet til at holde af hende.

Efterfølgende er jeg så blevet virkelig overrasket over, hvor meget jeg havde forventet, at hun ville være her igen, når vi var igennem det her. Jeg ved godt, at jeg lyder som om, jeg er 5 år, men åbenbart havde min hjerne forventet, at vi bare lige skulle have Det Værste overstået; så ville vi alle sammen – Lene inklusive – kunne lægge det bag os og komme videre.
Det viser sig jo så naturligvis ikke at være tilfældet, og jeg kan næsten ikke trække vejret over, hvor forkert billedet ser ud, nu hvor Lene er retoucheret væk.

Jeg. Fatter. Ikke at hun er borte.
Så hvordan kommer man videre med livet og hverdagen, når begge dele pludselig føles lidt stive, skæve og fremmede? Svaret er nok, at det gør man bare. Ved at sætte den ene fod foran den anden, og bevæge sig langsomt væk fra fortiden og ind i fremtiden, hvad den end måtte bringe.

Og ved at værne om minderne, man får lov at tage med.

21 kommentarer:

  1. Man bliver bare ved med at trække vejret, ganske enkelt. Sorgen og savnet forsvinder aldrig, men de bliver noget man lever med, og med tiden gør det mindre ondt. Man græder mindre og smiler mere over de minder man har fået lov at have om den man har mistet.

    SvarSlet
  2. Det er nok derfor døden er så utrolig virkelig og alligevel uforståelig på samme tid.
    Min mor døde for tre år siden og min far blev boende i deres hjem. De første mange gange, jeg var der efter hendes død, føltes det så mærkeligt, at hun ikke var hjemme. Min hjerne var nærmest sådan: "Nå, hun var åbenbart ikke kommet hjem endnu. Men NÆSTE gang, jeg kommer, så må hun da være kommet....".
    Jeg kendte ikke Lene, men har læst begge hendes blogs igennem fra ende til anden de seneste dage. Jeg vil savne hendes ord og evne til at spidde verden. Kram

    SvarSlet
  3. Kære Linda.
    Det er meget rørende (i mangel af bedre ord), at læse om dine tanker og følelser ifm. Lenes død.
    Jeg har ligesom 'Hulebo' læst hendes blog fra ende til anden og jeg kan ikke lade være med at tænke på hendes søn og hvordan jeg håber, at der er nogen som vil gemme alle hendes ord og tanker om livet, verden og ikke mindst Aksel Emil og give dem til ham, den dag han er gammel nok.
    Hendes mange ord giver så fint et indtryk at det menneske hun var og især om hendes glæde ved at blive mor.
    Mange hilsner og tanker til dig (der stadigvæk er min ynglings-blogger, fordi du er exceptionel dygtig til at omsætte dine tanker til ord) fra Anne

    SvarSlet
  4. kram ... i manglen af bedre og meningsfulde ord.

    SvarSlet
  5. kram ... i manglen af bedre og meningsfulde ord.

    SvarSlet
  6. Jeg mistede en god veninde d. april og ligesom Lene fik hun også kun 41 år. Uretfærdigheden i at så unge mennesker skal dø er det sværeste at leve med, når de var så gode til at leve og havde så meget at leve for. Men det sætter helt sikkert ens eget liv i perspektiv og jeg håber også at man lærer at leve lidt mere og hænge sig lidt mindre i uvæsentlige ting, i respekt for at vi har en pligt til at bruge det liv vi har godt og med det mener jeg at nyde nuet med ens egne værdifulde personer, vejret, den gode kop kaffe, smilet fra en forbipasserende, at huske de gode tider og glæde sig over alt det gode, der findes i ens liv.
    I fredags fandt så jeg en plante i haven, som min veninde havde sået, plejet og givet til mig - det var som en lille hilsen fra hende.

    SvarSlet
  7. Kære Linda

    Dit indlæg rammer meget præcist, den følelse man sidder tilbage med, når mennesker man elsker dør ( alt for tidligt) For det er på ingen måde retfærdigt at skulle herfra så tidligt. Jeg har været så ked af det, frustreret og ikke mindst vred - jeg ved bare ikke helt hvem på, siden min veninde døde i janaur af den forbandede sygdom. For man dør da ikke, når man er 32 og har to små børn, og man har kæmpet med næb og kløer for sit liv.

    Jeg tager mg selv i at forestille mig, at hun fortsat lever sammen med sin mand og børn, for så at blive revet tilbage til virkeligheden. Mange tanker til dig og alle de andre, der elskede Lene

    SvarSlet
  8. Det er vel det, man gør. Tager endnu et åndedrag, sætter den ene fod foran den anden. Mindes med glæde og tårer. Lukker det meste andet ude en tid. Raser igennem. Prøver at forstå, selvom man godt ved, det ikke kommer til at ske. For vi vil så gerne have en forklaring, finde en mening. Venter på, de kommer tilbage... Pludselig en dag ser man alligevel en solstråle, hører et fuglefløjt, lægger mærke til en duft, kommer til at grine af noget. Måske går der lang tid. Indtil da må du bare.... være, tænker jeg. Selvom det er svært. For verden burde fanneme gå i stå!

    - Signe

    SvarSlet
  9. det der rørte mig i dit indlæg var at du holdt den tale - da min far døde for 2 år siden var det en fantastisk smuk begravelse hvor det føltes så fuldt af trøst at der kom så mange af hans venner og talte om ham så jeg ikke følte mig så alene i min sorg, og fik bekræftet mit eget (ikke så objektive) indtryk af at han VAR en fantastisk mand og det VAR uretfærdigt at han skulle afsted på den måde og på det tidspunkt selvom han var fyldt 71. Jeg er stadig glad for at have kontakt til nogle af hans venner og at de fortæller mig at de savner ham for det kan føles meget ensomt at sørge....

    SvarSlet
  10. Sikke en fantastisk veninde Lene har i dig. Er sikker på at englen ligner hende lidt.

    SvarSlet
  11. Jeg tror alle, der har prøvet at miste har oplevet den momentane frygt for, om man er ved at blive sindssyg, fordi det er så ubegribeligt, at det er slut.
    Lille t skriver det så fint.
    Jeg håber, at du sætter den ene fod foran den anden og pludselig en dag begynder at genfinde mærkelig og pudsige minder og smiler ved tanken.

    SvarSlet
  12. Jeg kendte hende ikke, og jeg har (endnu) ikke oplevet at miste nogen alt for tidligt. Men jeg har tårer i øjnene og en knude i maven lige nu.
    Jeg tror, man kommer videre fordi man skal. Et skridt ad gangen. Et åndedrag. En dag.
    Men minderne i behold og visheden om at den, der døde var elsket og er savnet.

    SvarSlet
  13. Døden er så pokkers absolut og det føles forræderisk når livet går videre, men det skal livet gøre, for det skal leves, det skylder vi de døde. Mange tanker

    SvarSlet
  14. Stine Barselsfeber:

    For 5 år siden blev min mor syg. Det er 3½ år siden hun døde.
    Jeg er stadig ved at ringe til hende ind imellem. Jeg kan også glemme at hun aldrig har mødt mine to børn, når jeg igen sender en MMS af abeungerne til min far.

    Jeg ved ikke hvornår man stopper med at tro hun stadig er der.

    SvarSlet
  15. Har ingen ord 😔så smukt og rigtigt skrevet Linda!! Kæmpe krammer. 💜💜💜Mette

    SvarSlet
  16. Kære Linda,

    (Først lige en note: For lang tid siden, da jeg fandt din blog, der skrev jeg en hel stribe kommentarer, fordi jeg elskede dine ord så meget, at jeg var nødt til at starte forfra og læse hele bloggen, men ved ikke, om du kan huske mig. Har ikke læst nogen blogs i lang tid, fordi jeg flyttede på landet og har været så optaget af at stå alene med et gammelt hus (som jeg elsker!) og alt det nye. Nå, men altså. For et par dage siden kom jeg så i tanke om, at jeg sgu da lige skulle ind og se, hvordan det går med dig og Anton og få nogle gode tanker og grinere her, for det var da for dårligt, at jeg var faldet af igen. Så nu har jeg så læst fra hvor jeg dengang nåede til og hertil.
    Og tænkt, at nu måtte jeg også få skrevet til dig, og jeg kunne godt have lagt tyve nye kommentarer. Du er så god som altid, og tak for skønne grin og kloge tanker og nye ideer og alt muligt. Og undskyld, at du så ikke fik tyve gange ros for sådan at underholde os herude i tide og utide. Men tak. Og knus til Anton, den seje lille ishockey-McQueen-elgeheste-betvinger-og-hvad-ved-jeg-ellers.)

    Men nu dette. Fuck. Fuck, fuck, fuck.
    Jeg kender ikke Lene. Men det gør mig så uendelig ondt for dig og hendes familie og alle dem tæt på hende.

    Og jeg kender desværre til at miste. Jeg havde en 7 år ældre storebror, min eneste bror, som døde for knap seks år siden. Og som i går (dvs. teknisk set i forgårs, nu klokken er over midnat) havde fødselsdag. Han ville være fyldt 43 i år. Og jeg savner ham sådan.
    Han kørte galt alene tre dage inden han skulle have været gift med sin kæreste, som havde deres datter inde i maven. Så ja ... det var sådan cirka så tragisk, som det kunne være. Og hele familien blev revet i stykker lige der og det var noget værre lort. Hans datter er pissesød og megaklog og køn, og jeg kan slet ikke fatte, at hun ikke nogensinde kommer til at se sin far og kramme sig ind til ham.

    Jeg græder stadig som pisket ind imellem over, hvor meget, jeg savner ham. Og hvor FUCKING nederen det er og var, at jeg ikke fik lov til at sige farvel, fordi det skete som sådan et chok.
    Men når jeg så nu har læst om det her med Lene, så ved jeg sgu alligevel ikke, om jeg ikke foretrækker chokket. For jeg havde bare ikke kunnet klare at sidde der og holde ham i hånden og vide, at om lidt er han har ikke mere. Og alt det.
    Du skriver, at du ikke kan forstå det, og at du følte, at når nu det her rædsomme var overstået, så var I der sammen igen. Det er PRÆCIS, sådan, jeg også har det og har haft det. Det er så rigtigt, og du beskriver det bare så enkelt, og du har bare ret. Som om det ikke var nok med begravelser og ugers tuden og farvel og hvad ved jeg, så kan de godt lige komme tilbage og være med igen, så må vi være færdige med det show der.

    Jeg fatter det ikke. Jeg KAN ikke fatte det. Jeg kunne forstå og leve med at sige farvel til min 89-årige mormor, som lææænge havde været virkelig, virkelig gammel og træt og syg og det gav mening, selvom jeg pissesavner hende og alligevel ikke rigtig fatter det, det er bare mærkeligt, at hun er væk. Men med hende kan jeg lissom fornemme, at hun skulle videre og at hun er der, hvor hun skal være nu og jeg kan mærke hende som sådan en engel-agtig savnefølelse, og det er ok. Jeg kan seriøst kigge op i himlen og have det okay med at vinke til hende-agtigt og være taknemmelig for alle de år med alt muligt dejligt.
    (fortsættes, var åbenbart for langt som kommentar)

    SvarSlet
  17. (fortsat fra forrige)
    Men når folk er så unge og det er sådan en lortesygdom som kræft eller ulykker eller den slags, ved du hvad. Man er ikke rigtig oven i hovedet, hvis man kan håndtere det og fatte det. For det giver ikke mening. Hvad er det for noget, at jeg ikke kan ringe til ham? Hvorfor duer det telefonnummer ikke mere? Eller da vi skulle rydde hans lejlighed (kæresten boede et andet sted og de skulle flytte sammen der blabla, nevermind), havde det stået til mine følelser, så havde den fået lov at stå urørt til dommedag. Jeg fatter ikke det der med, at han ikke kommer og får brug for den igen. Det kan da godt være ... eller, altså, jamen.
    Jeg fattede det ikke, da vi forærede ting væk til hans venner og spilkammerater, alt det der praktiske er bare som sådan en fiktiv boble, sådan, nejnej, det var bare noget, vi legede. Lige om lidt kommer han sgu da herned og sidder i solen i min have og så skal vi høre Springsteen og U2 hele natten og snakke og drikke kaffe på samme måde med skeen stående i koppen, fordi vi genetisk har en pervers glæde ved spændingen over, om man nu får den i øjet, når man tager en ekstra stor slurk.
    Det giver IKKE mening, hver gang der sker noget, som man ved, han gerne ville have deltaget i.

    Jeg lever bare med, at han er væk, fordi, hvad er alternativet. Men jeg forstår det ikke. Og jeg ved ikke, det der de siger med, at sorgen bliver mindre eller "tiden læger" og sådan. Jo, den bliver mindre som i, at man ikke er vanvittig konstant over at være revet i stykker, mens man samtidig skal eksistere. Og den bliver mindre, fordi man jo ikke kan ligge i sin seng og tude over det til dommedag.
    Men jeg kan stadig komme til at snakke om småting med min mor, og så vræler jeg som en lille pige og har lyst til at skrige "jeg vil have min broooooor!!"
    Og nu tuder jeg også. Og tror slet ikke, at jeg skriver noget, som kan bruges til noget som helst, og det var jo det, jeg ville.
    Trøste eller opmuntre samtidig med at jeg fik takket for bloggen igen og sådan.
    Anyway. Livet er bare pisseuretfærdigt. Og det giver ikke mening, og vi får mere, end vi kan håndtere, selvom nogle siger noget andet.
    Jeg vil gerne sige noget om, at det gode ved tab og savn er, at man opdager, hvor meget man elsker nogen og hvor vigtige, de er og blabla. Men det kan man jo godt vide og opdage alligevel, det er i hvert fald ikke det værd.
    Men altså. Til gengæld er det rigtigt, at så længe, vi husker dem og taler om dem og har dele af dem i hjertet, så er de ikke helt væk. Så er de her hos os alligevel, selvom de ikke lige kan svare. Jeg ved, at min brors datter ved, at han er der, selvom han ikke er der. Jeg sagde jo, hun er klog, damn, en kvik femårig, måske er hun delvist blevet det pga. ham.
    Nå. Men selvom kroppen og deres evne til at svare og lave ting sammen med os er væk, så er kærligheden og minderne og det præg, de satte, alt det der er der stadig, og det kan man godt holde liv i på en god måde uden at det bliver sådan noget evigt sorg-halløj. Det er en skideringe trøst, klart. Har ikke noget bedre.

    Du er et godt menneske. Virkelig. GOD.
    Fuld af kærlighed og forståelse og styrke og mere kærlighed, det tør jeg godt sige og mene 100%, selvom jeg ikke kender dig rigtigt, og tak for det. Det er sjældnere end man tror, desværre.
    Og tak for ordene om Lene her, de hjælper også nogle af os herude, som savner nogle andre og prøver at finde ud af, hvorfor fanden det er så skidesvært, for ikke at sige umuligt, at forholde sig til det der med, at vi ikke bare er her altid sammen, så det der underlige død kun er noget, der sker på tv og i historier for fiktive mennesker.
    Tak. Og knus. Og undskyld, hvis det her var mere trist end opmuntrende.
    De kærligste hilsener,

    Josephine

    SvarSlet
  18. Sødeste, allerbedste Josephine.

    Mange, mange, MANGE tak for din fine kommentar. Jeg kom sådan til at græde over den. Ikke fordi du gjorde mig trist og ked af det, men fordi det rører mig dybt, at et – på papiret – så upersonligt sted som internettet, kan skabe kontakt, forståelse og trøst på tværs af geografiske afstande og manglede kendskab til hinanden i det virkelige liv.

    Jeg er forfærdelig ked af at høre, at du har mistet din bror. Det er urimeligt i alle betydninger af ordet. Du beskriver ham og jeres historie på så fin en måde, at man ikke kan undgå at blive påvirket af det, men det lyder også som om, at du, umulige odds til trods, formår at trække de gode historier om ham frem, så det ikke bliver sorgen over, at han er væk, der kommer til at være det eneste, du sidder tilbage med.

    Det er ved at være en måned siden, vi sagde farvel til Lene. Jeg savner hende. Meget. Men jeg har også opdaget noget: Nu, hvor den umådelige rædsel over at skulle miste hende, har tvunget sig vej igennem os, står vi på den anden side af det, hvor der også er plads til at huske de gode historier. De sidste 6 måneder hun var syg, hvor vi i princippet bare gik og ventede på, at det værst tænkelige skulle ske, kunne jeg næsten ikke trække vejret over, hvor sørgeligt, forkert, forfærdeligt og trist, jeg syntes, det var. Og det pressede alt det, der i virkeligheden definerede Lene, ud af mine tanker og væk. Det begynder jeg kunne huske igen nu. Hvordan hun var, da hun var rask. Det kommer tilbage. Og det får mig til at tænke på en ting, som en jordemoder sagde til mig, dagen før jeg skulle føde Anton og var så pissebange, at jeg ikke kunne huske, hvad jeg selv hed:

    ”Prøv at tænke på, hvor kort tid en fødsel egentlig er, når du lægger den på den tidslinje, som er livet med dit barn.”

    Jeg prøver at huske på, hvor kort en periode Lenes sygdom og død var, på den tidslinje, som var livet med hende. Hun var ikke 6 måneders sorg, forvirring og tumor. Hun var stærk, klog, pissestædig, godt selskab, en røvfuld og uendelig omsorg i årevis. Og derfor skal hendes død ikke være det, der definerer hende, eller fortæller historien om hende. På denne side af det, må og skal jeg huske at prøve at holde fast i at fejre det liv, hun trods alt havde og fik, i stedet for at fokusere på punktummet, og hvor det blev sat.

    Hvis det giver mening.

    Josephine, tusind tak fordi du fortalte din historie. Det rykker på noget helt grundlæggende i mig, og gør mig på én gang ydmyg og stolt over at skrive denne blog.

    Kh

    Linda

    SvarSlet
  19. Kære Linda,

    Årh, undskyld det sene svar og mange tak for dit dejlige svar.
    (Og i øvrigt undskyld, jeg bander så meget, det sker tit, når jeg er sådan lidt ekstra ude i følelserne, så får jeg et rædsomt sprog.)
    Ja, det er virkelig noget af det største ved internettet, når det kan nedbryde afstande og skabe rum for, at folk kan finde og give hinanden noget, selvom man ikke kender hinanden "rigtigt" :).
    Og helt enig i det med tidslinjen. Kan godt se, det giver ekstra meget mening, når man har været igennem sådan en led sygdomsperiode. Dejligt at du kan se på alt det skønne ved hendes liv nu - man tager jo også tit en hel del af sørgeperioden på forskud, når det ligger og lurer i lang tid.

    Er glad for jeg fandt din blog igen og fik skrevet til dig. Stort knus herfra.
    Kh Josephine

    SvarSlet