Jeg alene vide
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er ved at være gammel og sur, eller om det er vinteren, der taler.
– eller om der faktisk er noget om det, jeg har tænkt mig at sige nu.
Men kan vi ikke godt snart trække vejret og rumme, at der er mange måder at være rigtig på?
Jeg har tænkt det længe, men min irritation flød helt konkret over, da jeg forleden så et opslag på facebook, hvor en fjern bekendt hånligt spurgte, hvordan der kunne være nogen, der seriøst troede, at det kunne være sundt at følge alle de nye modekure, som f.eks. palæo, LCHF og 5:2.
Dette vel at mærke fra en bekendt, der er uddannet inden for sundhed, og i al den tid, jeg kan huske, har talt kalorier i ALT, hvad hun har spist, og som inden for de sidste par måneder har valgt at begynde at trække sin træning i en bestemt retning, og derfor bruger 15-20 timer om ugen på sit projekt.
Uanset om vi snakker om kost eller træning, så synes jeg egentlig, at ville klæde de fleste af os at huske, at der er ligeså mange virkeligheder, som der er mennesker; at det for hende fungerer godt at kende sit daglige max-indtag af brændstof, er dejligt – more power to her – men for andre ville denne måde at spise på virke fattig og blodløs. At hun har et liv, der både pga. omstændigheder og prioritering giver hende mulighed for at bruge et par timer om dagen på træning, er rigtig, rigtig fedt, når det nu er noget, der betyder så meget for hende. Men det er ikke hverken virkelighed, ønsket eller dagligdag for alle.
Lige nu synes jeg, at jeg ser en udpræget tendens til, at folk opfører sig, som om de bevæger sig op af en trappe, når de skifter træningsstil eller kostvaner: Når de ændrer holdning, er det dem, der er blevet klogere, og er trådt et skridt længere op mod den evige visdom, mens alle dem, der endnu ikke har set lyset, står som idiotiske får på trinene under dem.
Når jeg hører folk hånle af andre, der bruger tid på noget, som de ny-oplyste for ganske nyligt selv lagde mange timer i, får jeg en nærmest uimodståelig lyst til at råbe: ”DU HAR JO IKKE SELV NOGET TØJ PÅ, FOR HELVEDE!!”
Lige præcis kost og træning er taknemmelige emner, i det at du stort set altid kan finde artikler og bøger, der underbygger præcis det, *du* mener. Men ligeså lidt som det ville give mening at hævde, at man har fundet det endegyldige svar på spørgsmålet: ”Hvad er den bedste bil?” – hvilket kommer ret meget an på, om man gerne vil vinde Formel 1 eller køre sine 4 børn i skole – ligeså lidt giver det mening at gøre krav på sandheden, når det kommer til de andre spørgsmål.
I tidens løb har jeg tabt mig både på kost, der indeholdte meget protein og lidt fedt, og det omvendte, og jeg har dyrket mellem 15 og 50 forskellige typer sport, den ene mere mystisk end den anden, men fælles for dem alle var, at de gav mig noget, jeg havde brug for, da jeg dyrkede dem. Kan jeg lide zumba? Det bliver et nej. Findes der træningstyper, der giver højere forbrænding og mere definerede muskler? Ja. Trækker det folk ind i salene rundt omkring i DK og får det nogle mennesker i gang, der ellers ville have siddet og visnet på sofaen? Oh, but it does. Og derfor giver zumba ligeså meget mening i det store træningsbillede, som f.eks. cross fit og Bikram yoga.
Jeg synes, at vi glemmer at snakke om bevægeglæde, og alle de sociale elementer, der også ligger i træning (og mad, for den sags skyld). Det er jo ikke givet, at alle ønsker stramme baller og markerede kindben, og pudsigt nok har jeg aldrig hørt de mennesker, der går til step i den lokale forening, tale nedsættende om dem, der dyrker de højprofilerede typer af sport. Om det er skam eller respekt ved jeg ikke, men det ER sgu da påfaldende, at jo mere ondt, man får af sin træning, jo mere synes man, at man har ret til at fortælle om den på ALLE de sociale medier dømme andre og deres måde at træne på.
Og måske bliver det lidt selvmodsigende her, for jeg startede egentlig med at sige, at der er mange måder at være rigtig på, og nu har jeg så fået hidset mig selv gevaldigt op over dem, der træner hårdt og spiser disciplineret – men jeg bliver bare så *provokeret* af, at mange af dem, i stedet for at se det som en måde at skabe glæde i eget liv på, bruger det som en ondskabsfuld pegepind til at gå og prikke til det, der i deres øjne er fejl og mangler hos andre.
For noget tid siden stødte jeg i en artikel på udtrykket ”åndsaristokrat”, hvilket Den Danske Ordbog definerer som ”en person, der i kraft af sin begavelse føler sig hævet over andre.” Jeg synes, at der er ved at opstå en gruppe af kropsaristokrater.
Og de er præcis ligeså ucharmerende, som de åndelige.