mandag den 30. december 2013

Exit 2013.

Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne forvente andet.

Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud, fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.
Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor, og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk, har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.

Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de to formidable damer har stået igennem.
Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent. For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”

Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton, havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har ansvaret for at holde det her fly i luften - jeg har haft enormt brug for at tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis jeg får et barn mere.
Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker, forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig, VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.

Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.
Store ting, synes jeg. Egentlig.

På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.
Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige, at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det. Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se, at der sidder nogen i den anden ende og læser med.

Så.
Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde og god kaffe til alle.

Og medvind på cykelstierne.
Godt nytår.

fredag den 27. december 2013

Julen 2013 i sætninger:

1) "Nå, men det var jo nærmest en minutpris, der var en escortservice værdig."

(Til sagesløs billetkontrollør på 16 år i biografen, da Anton efter 12 minutter synes, at vi var helt færdige med at se Alfons Åberg. Om noget vil jeg trods alt gerne have lov at rose mig selv for utilsigtet apropos #alfons)

2) "Nu skal du være hurtig, hvis du vil nå at tage et billede af mig, haha."
(Til betjent, der i nattens mulm og mørke var ved at rigge noget ledning an i buskadset foran sin mørklagte kassevogn. Dels var det den første løbetur post jule-frokost, og dels var jeg røget ud i noget kuling så stift, at man fik savl blæst om på sine blafrende kinder (- men når barnepigen er på plads, så er det bare ærgerligt, Sonny boy, hvis vimplerne flugter med horisonten), så synes ligesom, at jeg var nødt til lidt kækt at gøre opmærksom på, at jeg godt selv var klar over, at tempoet måske ikke ligefrem var imponerende.)
3) "Nå, ok, du er gartner." [Indsæt kunstigt ”Se mig – jeg er en idiot”-grin]

4) "Mor, havde du krøller, da du var langhåret?" "Nej." "Havde far?"
5) "Anton, nej. For sidste gang: Vi skal ikke. have. den. el-guitar."
(Gider Netto også lige trimme sit sortiment?)

6) "Hvis du prøver én gang til, så flytter jeg mig, og så kan du fandme få lov at falde i åen!"
(Til barn i trodsalder (og dem, der påstår, at den ikke findes, lyver. Stygt) der på skovtur af 50 minutters varighed, fik 24 hysteriske anfald over, at man ikke måtte a) løbe efter kæmpeelge med gevirer på størrelse med kollegieværelser, mens man brølede ”HEST!! HEST!!” for at give dem gulerødder, og b) ikke måtte kaste sig i åen. )

7) "Hvor små kan man egentlig få waders?"
(Og fordi jeg bor i Esbjerg, ved jeg nu, at det kan man ned til størrelse 26.)

8) "Nogle gange glemmer jeg, at jeg bor i Esbjerg. Men så ser jeg sådan noget der."
Til veninde, da vi passerede et skilt med påskriften: ”Køb årets vildeste fyrværkeri på Sønderris Grillen!”

9) "Er der mere vin?"

tirsdag den 17. december 2013

Fra nu af vil jeg udelukkende titulere ugens første dag som ”lille-tirsdag”.

Hvis der er én ugedag, der ikke har det nemt, er det mandag. Det er, som om denne ene dag er i bad standing hos stort set alle, og helt grundlæggende har den sådan set også alt imod sig. Uanset om man elsker sit arbejde eller ej, kræver første tur i ugens hamsterhjul en opbydelse af alle kræfter for at komme ordentligt i gang. Og selvom lukkeloven efterhånden er noget, vi underviser de unge i i faget historie, og vi i princippet *kunne* flytte ugens samlede indkøb til søndag, er det alligevel stadig lidt som, at rugbrødet i madpakken er tørt i kanten og mælken er ikke helt frisk.

Engang imellem får jeg ondt af mandag. Den kan jo ikke sådan rigtig gøre for det, og må bare stå og skule misundeligt hen over de 3 beige fyld-dage til mediedarlingen fredag.
Men det går over, når jeg kommer i tanke om, hvilken lille svinsk so den i virkeligheden er, og da jeg gik i seng i går, var jeg klar til at highfive de næste 400 mandage i fjæset med en pigtrådsomviklet kølle.

Lad mig give jer the highlights i kronologisk rækkefølge:
05.00: Vågner. På den meget stive og smertefulde måde, hvor man godt kan mærke, at ryggen og nakken har besluttet sig for at prøve kræfter med disciplinen ”Stillads”, hvilket – udover en sagte, konstant sang af avforsatanavforsatanavforsatan-eder – betyder, at man har udsigt til de næste 4 dage at bevæge sig som Robocop.

07.30: Hvor er Antons jakke? Hvor, hvor, HVOR!? Nå jo. I tørreskabet hos mormor og morfar, efter gårdagens helkropsassistance ved bilvask. Nå, fuck it. Hoodie it is. Av, min ryg.
08.00: Bil siger mærkelige lyde. Lad mig refrase det: NY bil siger mærkelige lyde. Ikke i orden. Overhovedet. Derudover kobler telefonen nu også pludselig fra bluetoothen, hver gang jeg stopper. Kan ikke beskrive, hvor træt jeg er af at skulle på værksted med en bil, der er 14 dage gammel. Av, min ryg.

09.30: Opkald fra kær ven med de dårligste nyheder, jeg har fået i meget lang tid. Fandens, fandens, FANDENS! Ryg nu pludselig inderligt ligegyldig.
12.00: Ingen internetforbindelse. Hvilket er medium træls, når jeg lige nu skal forestille at sidde klar som videotolk på Skype. Av, min ryg og er der flere kleenex?

12.30: Phiew! På igen. Av, min ryg.
12.35: Ok, er det med håndsving i dag eller hvad!? Hvorfor fanden er forbindelsen så dårlig?? For rasende til at lægge mærke til ryg.

12.40: Kører lige en hastighedstest. Av.
12.42: Når jeg nu betaler for en 60/12 forbindelse, så ville det godt nok være fedt, HVIS DEN GAD AT LADE VÆRE MED AT VÆRE 8/12!!! 

14.40: Efter sølle 2 timers support, hvor 4 forskellige mennesker har gjort det samme af 4 omgange – ikke mindst fordi jeg, uden grund, blev smidt af telefonlinjen 2 gange – kan vi nu konstatere, at jeg har gjort mig fortjent til et nyt modem. Som åbenbart kræver en rituel hyldestplatform af guld og marmor midt i stuen, hvor den med staniolhat skal skærmes mod elektriske signaler AF ENHVER SLAGS!! hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om nogensinde at få ordentligt internet igen.
16.02: Kører ud for at hente Anton. Da jeg kører over skinnerne, undrer det mig kortvarigt, at det virker så lyst. Kigger til højre (AV!!) og konstaterer, at det er fordi toget 50 meter væk. Ja, undskyld, hvis I lige var ved at lave noget andet og vigtigere, bomme og signallamper. I kan bare begynde at virke igen, når I har tid. Og lyst, selvfølgelig. For forskrækket til at have ondt i ryg.

16.12: Er efter nærdødsoplevelse meget lidt i humør til at få at vide, at Anton ”ikke er ret glad for selv at tage tøj på. Det bør han altså kunne.” Jamen, meget undskyld. Den app skal jeg lige få hentet og installeret i en fart. Når jeg er færdig med at ligge på sofaen og vanrøgte mit barn med ligegyldighed. Ville lægge mig ned på gulvet og græde, hvis jeg kunne.
17.00: Tror, jeg tænder nogle stearinlys for at jage den dumme dag på flugt.

17.01: Hvordan er det nu, man fjerner stearin fra gulvtæpper? Og hvordan kommer man derned?
17.30: Ok, så når man stryger de kaffefiltre, der ligger hen over pletterne, skal man lige huske *ikke* at stryge direkte på gulvtæppet? Tak for info. Så ved jeg det, når jeg køber det næste strygejern. Smider jeg det bare det her i containeren under ”Småt brændbart”?

Mandag.

Du er en pisset, ildelugtende grimrian af en kost, og du har fortjent hvert et ondt ord, du får med på vejen.

onsdag den 11. december 2013

Vind: Bridget Jones - Vild med ham.

Update:

Så er der trukket lod. De to heldige vindere blev hhv. Hugos mor (den nye bog) og Anne Jeppesen (mit aflagte eksemplar). Tillykke til jer. Hvis I sender mig jeres navne og adresser på blogsbjerg@gmail.com, så smider jeg bøgerne i kuverter og skiber dem afsted.

 
 

For noget tid siden lovede jeg at lave 2 give-aways i anledning af julen. Dette er den anden og sidste af slagsen:

Jeg kan overhovedet ikke taget få hul på det her indlæg. Jeg er startet 17 gange, og har hver gang slettet, hvad jeg har skrevet, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal gribe det an.
Det her er et give-away indlæg, som oven i købet indeholder 2 muligheder for at vinde bogen 'Bridget Jones - Vild med ham', og i give-away indlæg skal læserne jo for fanden helst være interesseret i at vinde det, der er på højkant.

Men da jeg sagde ja til at udlodde bogen, lovede jeg også at lave en anmeldelse af den…

Og jeg er ikke sådan rigtigt lyve-typen.
Så. For at være helt ærlig: Jeg ikke bryder mig ret meget om den. (Meget undskyld, søde redaktionspiger, der har sendt den.) Ikke fordi Helen Fielding har slået Mark Darcy ihjel, hvilket, så vidt jeg kan læse, nærmest har indbragt hende dødstrusler i hjemlandet, men fordi jeg simpelthen synes, at den er for dum.

Det bliver alt, alt for karikeret til mig, når ALting HELE tiden går galt, fordi hovedpersonen opfører sig, som om hun er født uden hjerne og social begavelse, og jeg allerede 7 sider i forvejen kan forudsige, hvilke pinligheder, Bridgets adfærd nu vil medføre.
Jeg læste et interview i Politiken med Helen Fielding, hvor hun fortæller om bogen, og jeg tror, at det er rigtig nok, at mange af de stupide fadæser Bridget laver, er hentet hos både forfatteren selv, og i hendes omgangskreds, men jeg savner virkelig, at der er noget normalt, velfungerende liv i mellem skiverne af kaos, så det ikke bare er facepalm på facepalm på facepalm. Og selvom det er en lille ting, så irriterer det mig temmelig meget, at til trods for, at Bridget bliver gjort spejlblank i forhold til sit arbejde – når hun overhovedet begiver sig af med det, i pauserne mellem tøjindkøb, toyboys og Twitterupdates – så er der stadig råd til at bo i et stort hus og have tjenestepige på fuld tid. Jeg er med på, at bogen skal tjene som underholdning, og ikke som økonomisk dokumentation for et gennemsnitligt, engelsk liv, men når man vælger dagbogsformen og en handling, der skal forestille en normal hverdag for en alenemor, så skærer den slags mig bare i øjnene.

MEN. Husk nu, at jeg er sådan et surt gammel røvhul, der hader Live fra Bremen og Klovne, der falder ned i lagkager, så jeg synes, at du skal smide et lod i puljen, læse bogen og danne dig din egen mening. Vi behøver jo heldigvis ikke at være enige med hinanden om alt, og måske elsker du den.
Jeg trækker lod om både det helt nye, dugfriske eksmeplar, og min egen udgave fredag d. 13. kl. 13. (uuuuuh!)

Sæt i gang.

onsdag den 4. december 2013

Når gode dyr er rådne.

Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?

Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder og forsøger sig som statue i baghaven.
”Hvor fanden kommer den fra??”

”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”
Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden held.

”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”
”Tror du, at vi kan fange den?”

”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange karriere med at løbe dyr op på prærien?)
Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse, entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.

”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting. (Titlen på den vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.” Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og satte efter den.
Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt synes min far (der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.

Men jeg fik den. HaHA!
Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen, hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer mor snart og henter dig.”

Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke, at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.
- hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når vi engang skulle begrave hans spidsmus.

Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.