tirsdag den 26. november 2013

Catch me if you can.

Da jeg gik på handelsskolen havde vi et fag, der hed Salg og Service, hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at analysere reklamer og forbrugeradfærd, og hvor vi lærte, hvor stor en procentdel af købsbeslutningerne rundt omkring i de danske hjem, der bliver truffet af kvinder. Jeg kan ikke længere huske det præcise tal, men det er højt.

Vi fik at vide, at dette var vigtigt at huske, da det i rigtig mange tilfælde også er kvinderne, der træffer den endelige beslutning om forbrugsgoder, der ellers traditionelt opfattes som maskuline, f.eks. elektronik og biler.
Jeg har de sidste 5 måneder tænkt mere over dette faktum, end jeg ellers har gjort i mange år, da jeg jo har været i gang med projekt Ny Bil.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde lade som om, jeg har forstand på biler. Overhovedet. Til gengæld er jeg en af dem, der burde have ”Hårdt arbejde udraderer til enhver tid talent” tatoveret tværs over ansigtet, for jeg kan simpelthen ikke være i min krop, hvis jeg løser den slags opgaver halvt.  
Så. Inden jeg kastede mig ud i det her bilarrangement, plagede jeg livet af dem, jeg kendte, der rent faktisk ved noget om biler, og resultatet af min verbale stalkning, blev til den liste, jeg havde med i tasken, når jeg tog ud til bilforhandlerne. Jeg udvalgte 7 forskellige bilmærker og -modeller – ud fra det saglige kriterium 'hvad er inden for min økonomiske formåen og ikke alt for grimt' – som jeg tog ud og prøvekørte, hvorefter jeg med udgangspunkt i min liste bad forhandleren om et tilbud, så alle tilbud indeholdte de samme ekstra features, f.eks. vinterdæk, air con og mulighed for at koble mobilen op på radioen.

Og i hele den her proces, tænkte jeg ca. en million gange på det med, at man aldrig skal undervurdere kvinder som købere, for 4 af de 7 biler valgte jeg fra, fordi sælgerne var nogle spassere. Den ene overvejer jeg stadig, om jeg skal have lavet et polititilhold på. (STOP så med at ringe/maile/sms’e! Damen sagde nej!)
Heldigvis var den rareste og mest tillidsvækkende sælger også ham, der havde den bedste – og billigste – bil. For fanden, hvor er det sjældent, at det hænger sådan sammen. Så efter at have fået så upassende meget rabat, at jeg fik mulighed for at gå en motorstørrelse op, skrev jeg for 7 uger under på slutsedlen for min første nye bil.

I går kl. 13 blev det så ENDELIG jul.

Og et eller andet siger mig, at folkene hos Citroën også har haft Salg og Service...

tirsdag den 19. november 2013

Verdens bedste Anton, 3 år.

Han havde fødselsdag i går, den bette.

Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille. På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.
Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”

I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det lille fødselsdagstog med lys i. Åbenbart bliver 'brandfare' ikke automatisk en del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.
Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept, når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.

Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse (med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem, du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.
Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed, når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde, hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted med det.

Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i hysteriske farver.
Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet, at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers var andet, de kunne være mig behjælpelige med.
Det var ikke helt sådan, det gik motherf*cker! Men efter et par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet 100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20 dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!” at bruge, som alle de skide bagehjemmesider hævder, at de er!

Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem.
(Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt tage en for holdet.)

3 år.
Det er så vildt, mand.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.

fredag den 15. november 2013

Bedre sent end aldrig.

For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:

Do's and don'ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.

Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst

Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for helt nye mennesker.

Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.

Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.

Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.

1) Det må gerne være hårdt for dig også. Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.

2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:

3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?” Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.

4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.

5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.

Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.

Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!

Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.

onsdag den 13. november 2013

Give-away: En hellig alliance.

Update: Berit - du er den heldige vinder. Tillykke:) Send mig dit navn og din adresse på blogsbjerg@gmail.com, så videreformidler jeg til forlaget.



I anledningen af julen har jeg – undtagelsesvis – besluttet at lave to bog-give-aways. Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der synes, at der er nok at bruge penge på i december, så dette er mit forsøg på at lade to af jer slippe bare en mikromy nemmere økonomisk igennem højtiden. Den første give-away følger her:

Jeg er en af dem, der har det lidt stramt med kongefamilien. Ikke på den måde, at jeg bliver nødt til at tage blodtryksdæmpende medicin, når jeg ser billeder af de royale, og jeg har ikke noget godt bud på, hvad alternativet skulle være (- medmindre det kunne være Obama, som jo alligevel bliver arbejdsløs om et par år eller 3 #cometoMAMA!), men hvis jeg havde fulgt den oprindelige plan og var blevet journalist, havde det HELT sikkert været mig, der havde stillet Prinsesse Marie det samme spørgsmål 24 gange, fordi jeg ikke fattede, at hendes usympatiske bonde af en mand forsøgte at få mig til at De’se hende.
Og apropos mit erhvervsliv havde jeg for et par år tilbage en kort afstikker fra mit tolkejob; jeg arbejdede ved retten i Århus, hvor jeg manisk begejstret amokstemplede dokumenter fra tidlig morgen til sen aften. På min første arbejdsdag blev jeg vist rundt af en af mine fellow-paperpushers, og da vi kom til kantinen, sagde hun: ”Vi sidder ved det her bord. Derovre må du ikke sætte dig; der sidder advokaterne.” Jeg grinede – indtil det gik op for mig, at hun mente det.

Jeg bøjer mig glad og gerne i støvet for store hjerner og gode argumenter. Jeg ved ikke noget bedre end at iagttage folk gøre noget, de er gode til. Men du får mig Aldrig. Nogensinde. Til at sige ”De” til nogen som helst, eller til at pakke mig ydmygt i hjørnet som en anden fucking Askepot. Og da SLET ikke pga. titler eller penge. Det strider så meget imod mit grundsyn på mennesker, at jeg simpelthen er ude af stand til at gøre det.
Så jeg er den HELT rigtige at sende en bog som ”En hellig alliance” til.

For ligesom forfatterne er det også faldet mig for brystet at høre Mary og Frederik fortælle om, hvordan de gør alting selv, og bare lever som en helt almindelig familie, når man ved, hvor mange tjenestefolk, de har ansat. Jeg synes, at det vidner om en himmelråbende mangel på respekt og forståelse for, hvordan livet ser ud for en gennemsnitsfamilie, at man vil være bekendt at påstå, at det 24 karats arrangement, de har kørende, har *noget som helst* med den jævne virkelighed at gøre.
Alene det sted i bogen, hvor der bliver fortalt, hvordan der hos kronprinseparret bliver skiftet sengetøj en gang om dagen – to, hvis børnene har sovet til middag – fik mig til at skære tænder af raseri. Hvilken ubeGRIBELIG ødsel omgang med vores penge!

Vores, vores, VORES penge!
Nå. Der fik jeg lige hidset mig op. Og det ER jo bare fiktion *ho-løgn!-st*

Det jeg egentlige bare gerne ville sige var, at hvis du har lyst til at lægge denne fantastiske thriller under træet til en, du holder af (tjek evt. lige royalt standpunkt inden af hensyn til julefreden), så smid en kommentar her senest fredag kl. 12. Så trækker jeg lod om et eksemplar.

søndag den 10. november 2013

Pin-up girl.

Jeg overvejer at lukke bloggen.

Ikke fordi jeg er træt af at skrive, slet ikke.

Men jeg har fundet Pinterest.

Holy mother of God. Er I KLAR over, hvor meget tid, man kan komme til at bruge derinde? Og ja, det er I jo nok, eftersom I alle sammen har været der i noget, der ligner 4 år, men for mig er det nyt, så jeg har de sidste par dage flere gange oplevet at sidde med visne hænder, fordi alt blodet for længst har tabt tålmodigheden, og er skredet ned i benene.

Og jeg får da travlt de næste par år, kan jeg godt se.

Bl.a. med at finde de mange huse, jeg skal ud og købe, så der er rum nok til alle de diy-projekter, jeg pinner. Det bliver nogle hektiske år i køkkenet frem mod 2020, og det viser sig, at jeg *også* skal til at lære at sy.

Først Facebook, så Instagram og nu Pinterest. Jeg MÅ ikke blive lukket ind på flere sociale medier, for jeg har ikke flere timer tilbage i døgnet.

Det er heldigt, at jeg ikke kan finde ud af at bruge Twitter.

(Ja, selvfølgelig har jeg da prøvet. Skulle jo nødigt gå glip af noget.)

(Seriøst: Hvordan virker det?)

søndag den 3. november 2013

Vi har (åbenbart) citrontema på bloggen i disse dage.

Nogle gange kan jeg godt blive overrasket over, hvad hjernen vælger at bruge energi på at huske. Jeg er 36 år, hvilket betyder, at nogle af de historier, som på alle mulige tidspunkter hopper frem i frontallapperne på mig, er omkring 30 år gamle.

Klassikeren er den med, at man ikke skal gøre sig skeløjet, fordi man risikerer, at øjnene sætter sig fast. Denne formaning bliver ofte broadcasted med min mors stemme. Om det passer, eller om hun bare ikke gad se mere på mit skabede ansigt, ved jeg stadig ikke.
Men en anden historie, som jeg tænker på *mindst* en gang om ugen, er en af de historier, som vi børn fortalte hinanden, da vi var små, nemlig at man skal passe på, når man køber citroner, for narkomaner bruger dem til at rense deres sprøjter i.

(Øhm, hvad?)
Dengang virkede det som en rimelig antagelse, at to narkomaner med abstinenser, der var blevet enige om at dele et fix (og alle ved, at narkomaner er typerne, der deler pænt og ordentligt) lige brugte en halv time på at finde den nærmeste Kvickly, udenfor hvilken den ene fixede, hvorefter den anden lige susede ind og .. ja, jeg er lidt uklar på, hvordan renseritualet i en citron skulle foregå, men .. gjorde whatever med nålen,  efterlod citronen i kurven, og gik ud for at skyde færdig.

Jeg ved det godt.
Og ALLIGEVEL: Hver E-N-E-S-T-E gang, jeg køber citroner, når mine øjne lige at scanne frugterne for mistænkelige stikmærker, inden min hjerne indhenter mit syn, og minder om, at vi er blevet voksne, og derfor ikke tror på den slags mere.

For fanden altså.
Sig, at I har tilsvarende psykiske defekter?