onsdag den 30. oktober 2013

When life hands you lemons - ask for tequila.

Det her er ikke en rigtig blogpost. Den handler ikke om noget. Betragt det, som et af de opkald, man lige giver sin mor, når man er på festival: Meningsløst og sludrende, grænsende til ligegyldigt, men bare tænkt som et bevis på, at man hverken er død eller stukket af med Placebos roadie.

Bor trods alt i Esbjerg, så nogen kunne måske frygte, at jeg var blæst væk i mandags.
I’m still standing – jeg er bare flad som en nystrøget pandekage, og min hjerne føles som klæg, ubrugelig sirup.

For at gøre en lang historie kort har vi været på ferie hos vagtlægen både fredag, lørdag og søndag, og kan bryste os af 2 x kraftig halsbetændelse samt en enkelt skarlagensfeber on the side. Anton har desuden fejret skiftet til vintertid med at insistere på, at det er morgen, når kl. er 4.
Ja.

4.
*Suk*

Endelig har han i morgen sidste dag i den gamle vuggestue, hvilket jeg har det voldsomt blandet med. Det er mig selv, der har valgt, at han skal flytte, og det siger sig selv, at jeg ikke havde truffet det valg, hvis alt havde været peachy-peachy, men skiftet kræver stadig uforholdsmæssigt store mængder af energi for mig at forholde mig til. Ikke mindst fordi det trykker på en masse af mine egne gamle knapper; jeg hadede at gå i børnehave. Ha.de.de det. Jeg kunne ikke finde ud af at lege med de andre, og jeg husker det som én lang ørkenvandring, hvor jeg følte mig underlig, usikker, bange og alene. Anton har – Gud ske tak og lov – en helt anden personlighed end mig, og han kommer til at klare til fantastisk, fordi han er robust og grundglad. Det er bare første gang, jeg skal udsætte ham for noget, som jeg virkelig, virkelige ikke selv brød mig om, og det er en mærkelig fornemmelse.
Samtidig forsøger jeg også efter bedste evne at sørge for, at han ikke mærker, hvordan jeg har det, så jeg har den lyse stemme på for tiden.

Undskyld til områdets hunde.
Så. Som plaster på såret har jeg fået lov til at få de her:

 


Jeg køber de *bedste* trøstegaver!

onsdag den 23. oktober 2013

Facebook, Løkke og den røde fane.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg er i et usædvanligt ondt lune i disse dage, men Facebook irriterer mig for tiden. Jeg er ved at gå amok over, at min newsfeed udelukkende består af reklamer, fordi firmaerne bliver smartere og smartere; de to seneste eksempler er deres slåen plat på Knæk Cancer-kampagnen, og ’kampagnen’, hvor de ”leder efter prøvekaniner til deres nye børnehuer, da vi har fået ny skrædder”. Hvilket sort uheld at producere børnetøj, når der ikke er et barn i miles omkreds, og skrædderne derfor intet har at arbejde ud fra.

Eneste afbræk fra reklamehelvedet i feed’en den sidste uges tid, har været kommentarer om Lars Løkkes bilag – eller mangel på samme. Jeg har intet imod, at vi er uenige om, hvorvidt han har handlet idiotisk eller ej, men mit all time yndlingshadeargument har optrådt flittigt i mange opslag: Janteloven.
Tilsyneladende er det jantelov, der gør, at nogle af os ikke synes, at det er i orden at turnere verden rundt i en luftbåren lystyacht i en sky af champagne og luksus, når man er folkevalgt politiker; vi under ham det ikke. Åbenbart.

Til det må jeg bare sige: Forkert.
Jeg vil nøjes med at tale for mig selv, men vi kan vel godt blive enige om, at essensen af janteloven er, at du ikke skal tro, at du er noget?

Og jeg har ikke det fjerneste imod, at man tror, man er noget. Vær noget, for Guds skyld, og gerne med al den attitude, det medfører. Men vær det for egen regning, når du sidder allerøverst i diagrammet over organisationen, der som erklæret mål har at spare og spare og spare, fordi der aldrig er penge nok til de syge, de gamle og børnene på samme tid.
For min skyld må ministre flyve på første klasse fra nu af og til helvede fryser over. Virksomhedsledere i private virksomheder sidder heller ikke på monkeyclass sammen med os andre, med knæene oppe under hagen, mens de forsøger at skære nogle udefinérbare brune klumper i stykker med en sløv plastikkniv – men de betaler selv. Og da jeg gætter på, at apanagen lønnen for en minister er en snas højere, end den er for f.eks. en sygeplejerske, finder jeg det absolut rimeligt, at man selv betaler differencen, hvis man vil upgrades.

En mulighed, der i øvrigt ikke findes for flertallet af de offentligt ansatte: De kan rejse på den billigst mulige måde, og ellers kan de blive hjemme.
Med flere og flere elever i klasserne, længere og længere ventetider på hospitalet og generelt elendige normeringer over hele linjen, synes jeg, at det er meget at forlange, at vi skal tage sparekravene alvorligt, når dem, der udformer dem tilsyneladende ikke selv gør. Når mine lærervenner skal kopiere på begge sider af papiret, og ikke kan købe nye bøger, selvom dem, de har, stadigvæk opererer med både Sovjetunionen og DDR, og når mine offentligt ansatte tolkekolleger ikke kan få refunderet en busbillet, hvis ikke de afleverer originalen sammen med et nøje udfyldt skema, der redegør ulideligt detaljeret for alt fra destination over rejsetid til møntfod, billetten er købt i – hvis vi skal spare helt ned i den målestok – så SKAL man simpelthen gå forrest med det gode eksempel, når man er minister, hvis ikke man vil have folk til at føle sig til grin.

Synes jeg.
Og den der med at undskylde i 4 timer? Det havde måske – måske (fat chance) - gjort mig mildere stemt, hvis han var rykket ud med knæfald og hvide flag i det sekund, han var blevet opmærksom på, at hans sekretær konsekvent havde booket ham på de dyreste pladser... Jeg gider simpelthen ikke, når man først pseudoangrer i det sekund gårdvagten slæber én tilbage til gerningsstedet med et hårdt greb i overarmen, og der er udsigt til både ryk i ørerne og eftersidning.

Jeg er helt med på, at det afhænger af politisk ståsted, hvordan man oplever hele den her sag, og jeg er klart farvet af, at jeg aldrig har brudt mig om Lars Løkke.
Han minder mig om en folkeskolelærer, der ikke kan lide børn.




Han har garanteret også betalt sig fra reklamer på sin facebookside.

fredag den 18. oktober 2013

DØ!! DØ!! DØ!!

Nåmen, det er heldigt, at der er gået børnepenge ind i dag, for jeg har været inde og købe reservedele til min støvsuger.

”Reservedele, Linda? Hvorfor det?” hører jeg jer spørge.
Og her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at Anton havde løbet den over ende, eller at jeg havde brugt den ihjel.

Det er ikke tilfældet.
Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige have ført til protokols, at jeg har været meget stresset de sidste par uger OG haft pisseondt i armene. *ahem*

Så. Ok. Here we go.
Da jeg købte min støvsuger, valgte jeg en lille, handy model med ekstra lang slange, hvilket jeg på det kraftigste må fraråde. Det virkede som en god ide dengang, men den tér sig som et løvblad i stormvejr, når man trækker rundt med den, og den lange slange knækker og er ved at selvstrangulere 10.395 gange for hver m2, man støvsuger.

Min puls er oppe på 790, allerede inden jeg er ude af det første rum.
De sidste par måneder har den udvidet sit belastende repertoire med at låse i mundstykket, så det 40 gange i minuttet stritter lige op i en ubrugelig 70 graders vinkel, hvor det så står med åben mund og suger på livet løs. På luften. Normalt kan man løsne den ved at give den et lille *gok* imod gulvet, men i sidste uge blev den yderligere kontrær, og blev – meget provokerende - stående, uanset hvad jeg gjorde.

Så jeg gik amok.
Jeg smadrede min støvsuger i raseri. Det var Falling Down, bare med støvsuger, og min blinde blodrus forsvandt først, da jeg hørte plastik knase på den endegyldige måde.

Det var FANTASTISK!! Altså, forstå mig ret, jeg er selvfølgelig flov over det og alt det der, men for FANDEN, det var tilfredsstillende at få det lille svin ned med nakken!
….

Nogen, der vil med på anger management kursus?

mandag den 14. oktober 2013

Sig appelsiiiin.

Sponsoreret indlæg/give-away:

UPDATE:

Vinderen blev kommentar nummer 1, så "Mandelgaven" - tillykke! Hvis du sender mig en mail på blogsbjerg@gmail.com med din emailadresse, skal jeg sørge for at videreformidle kontakten:)


Min far har altid været god til at huske at tage billeder, både på ferier og til fester, men også i de millioner af hverdagssituationer, vi glemmer at lægge mærke til, når vi står i dem. Gudskelov har han aldrig været lysbilledeshows-typen, men både min søster og jeg kan stadig få flere timer til at gå med at sidde og bladre i albums og komme i tanke om alt muligt, vi for længst ville have glemt, hvis ikke det havde været for billederne.

I takt med at alting er blevet mere digitalt, er han begyndt at lægge billederne i mapper på den stationære computer, der som pauseskærm er indstillet til at køre hele biblioteket som slideshow. En pissegod ide, hvis du spørger mig.
Klip til virkeligheden for den næste generation:

Jeg har en bærbar computer, der markant hellere vil slumre, end køre pauseskærm. Derudover har jeg også en pilfinger af et barn, der næsten ikke kan være i sin lille krop af begejstring og ubændig trang til at hamre løs på både tastatur og skærm, hvis jeg vender ryggen til i 4 sekunder.
Jeg er faktisk (næsten) ligeså god til at huske at fotografere som min far, men det har virkelig irriteret mig, at billederne bare ligger uvirksomt hen på telefon og pc, for selvom muligheden for at sende dem til fremkaldelse foreligger, får jeg det simpelthen ikke gjort

Derfor besluttede jeg sidste år, at jeg ville lave en bog om året; primært til og om Anton, hvori jeg sørger for, at de ting, vi har foretaget os hen over året er repræsenteret. Det er en kæmpesucces. Anton elsker at sidde og bladre i bøgerne – også selvom han altid bliver meget vred på den baby, morfar sidder med i den første bog….
Nogle gange er han nærmest et geni. Andre gange? Not so much.

Måske kunne du have lyst til at lave en fotobog med billeder fra ferien i San Fransisco. Eller en, hvor du fotodokumenterer dit vægttab over det sidste år. Måske mangler du en ide til, hvad mormor og morfar skal have d. 24. december, eller måske har du en samling erotiske pletskud, der bare skriger ”Mandelgave”.
Hvis det er tilfældet, er det your lucky day, for det firma, jeg har brugt vil gerne forære en af jer en fotobog. Den heldige vinder får en hard cover bog med 26 sider at slå sig løs på (ekstra sider kan tilkøbes). Det kræver lige, at man sætter en aften af til det, første gang, man skal cyberklippe/klistre, men til gengæld får man et rigtig fint resultat. Jeg prøvede, om jeg kunne bruge nogle af de billeder, jeg har kørt igennem instagram (har nået den alder, hvor jeg er bedst med filter), og var ikke noget problem.

Så. Hvis du har lyst til at vinde bogen, smider du et ”Indover!”-lod i kommentarpuljen inden fredag kl. 12, yes?
Go.



mandag den 7. oktober 2013

Noget om helte - og mangel på samme.

Jeg skal ikke på nogen måde foregive, at jeg synes, at det var nemt at være ung. Der var masser af juhuu omkring det, men der var satme også meget tvivl, rod og ondt i både hjerte og sind.

En af de ting, der dog var dejlig nemt, var at finde hverdagsidoler.
I folkeskolen var det geografi, der bestemte, hvem man delte uddannelse med, men da vi ramte de mellemlange, videregående uddannelser, var der allerede sket en form for selektering, så man var omkring nogen, der segmentmæssigt mindede om én selv.

Og i den flok var der altid et par stykker, der stod ud, og som man gerne ville være mere som. (Her må jeg lige indskyde, at det er ret interessant at forlade sin fødeby i 16 år, for så at vende tilbage. Det viser sig, at mange af dem, man synes, var de pæneste/klogeste/sjoveste/sejeste ikke heeeelt er der, hvor man dengang troede, livet ville tage dem hen. Forbløffende få af dem er blevet fotomodeller og statsministre.) Der blev kopieret frisurer og tøjstil, og det blev afgørende for, hvor vi gik i byen, og hvad vi valgte af både fritidsinteresser og valgfag. Selvom vi samtidig udviklede os til relativt hele, unikke mennesker, var det alligevel i høj grad med til at præge i hvert fald mig, og den indledende retning, jeg valgte i livet.
Jeg ved ikke, hvornår det vendte, og jeg kan ikke finde ud af, om det er positivt eller negativt, men jeg har opdaget, at jeg i dag ikke længere har folk, jeg gerne vil være ligesom – jeg har derimod en masse, som jeg gerne *ikke* vil være ligesom.

Måske er det fordi gipsen er størknet så meget i formen, at der kun er plads til små justeringer og finpudsninger, og ikke til helt nye faconer, men jeg tager virkelig ofte mig selv i at tænke, at ”sådan vil jeg aldrig være”.
På den ene side synes jeg, at det er positivt, for vi lever trods alt ikke længe nok til at begå alle fejl selv: Primært forholder jeg mig jo til mennesker, jeg kommer i samme cirkler som, og der kan det fungere som et udmærket wake-up call at se, hvordan det ser ud udefra – og hvordan det påvirker ens børn - hvis ikke man lige får bremset rabiate kostvaner og overdreven træningsmentalitet i tide.

Omvendt synes jeg faktisk ikke, at det er ret charmerende at gå og bemærke andres knap så flatterende sider, uanset om det handler om småting som blogretning og instagramstil, eller de store, tunge som børneopdragelse, begrundelser for valg af mage og prioritering af indhold i livet.
Nogle af områderne ligger lige for, og er nemme at undgå, mens jeg godt kan frygte at andre - primært dem, der ligger langt ude i fremtiden – sniger sig ind på en, uden man opdager det.

F.eks. kender jeg en kvinde, som ikke er meget yngre end min mor. Hun nærmest bor i et fitnesscenter, får med militant præcision lavet en brazillian hver 6. uge, har 3 gifte elskere, og hendes børnebørn skal kalde hende ved navn, fordi hun ikke kan rumme, at de kalder hende mormor. Hun går i byen, som jeg gjorde det, da jeg var 19, og hun taler ofte om, at der ikke er nogen ordentlige mænd i Esbjerg. Hun virker mere hektisk end glad, og jeg tænker tit på, hvor stor kontrasten er til min egen mor. Min mor er bestemt ikke ligeglad med sig selv, men hun kører den traditionelle stil, hvor hun det meste af tiden virker glad i sin krop og sit liv, og gemmer sine ”jeg er tyk!”-kriser til hun skal i pænt tøj og i byen.
Jeg ved godt, hvem af de to, jeg helst vil være, når jeg bliver 60.

Men jeg kan også godt se, hvem mine veninder og jeg er i gang med at udvikle os til.
For hvornår er det, at jeg forestiller mig, at vi bliver ligeglade? Hvornår kommer den morgen, hvor vi konstaterer, at vi er tykke og slappe – og ikke tager os af det? Jeg er 36 og har venner, der er op til 10 år ældre end mig selv. Jeg ser ingen af dem sidde på sofaen og hælde Haribo i skærmen, mens de nyder deres spritnye flaprearme og muffindeller.

Jeg er en del af generation, der er mere bange for at blive fed, end for noget som helst andet. Hvis sundhedsstyrelsen virkelig ville have fingrene i os i kampagne- og forebyggelsesøjemed, kunne de spare pengene, de bruger på at oplyse os om, at et glas vin om dagen øger risikoen for brystkræft; de kunne fyre hele afdelingen, der sidder og regner på, hvor mange ekstra skatter, afgifter og advarsler, det vil kræve at få os til at afstå fra cigaretter. Næ du – hæld kulhydrater i det, I gerne vil have os til at undgå, og se os slippe varerne, som var de gloende kul, og sprinte af sted i alle retninger i blind panik. Dem frygter vi mere end halte gazeller på savannen frygter løven.
Vi spejler os i dem, vi omgiver os med, og med hele det fælles fokus på den velholdte krop, og de tynde lår, ved jeg ikke, hvornår jeg forestiller mig, at tidspunktet for Operation Blød Mormor vil indtræffe?

Jeg vil gerne foreslå helten skrevet tilbage i historien. Noget at stræbe imod i stedet for noget at flygte fra. En, der står for noget, vi kan identificere os med, men som samtidig også sætter baren højt nok til, at vi ikke bare læner os mageligt tilbage og forventer, at livet automatisk vil forvandle os til hende.
Hvem skal vi indstille til kandidaturet?