mandag den 26. august 2013

Må jeg foreslå fester som det nye sort?

Jeg var til bryllup i lørdags. Det er altid de BEDSTE fester. Den her var et af dem, der blev holdt i en skov ved en sø, og som endte med, at alle, bruden inklusiv, dansede rundt i bare fødder i den årle morgenstund, mens vi highfivede og nærmest grædende af begejstring forsøgte at fatte det mirakel, at nogen engang i tidernes morgen har været så geniale at skrive ”Highway to hell”.

Vi burde holde nogle flere fester, synes jeg. ”Vi” being den menneskelige race. Alle burde unde sig selv muligheden at høre alle de pæne ting, familie, venner og bekendte har at sige om dem, og alle burde have mulighed for at sige det, uden at det får den underliggende klang af ”ja, i tilfælde af, at en af os dør i morgen”, som det har en tendens til at gøre, 30+. Det er rørende og smukt, og det er, som om alle relationer støves af, og igen glimter og funkler, som de gjorde, da de var nye.

søndag den 18. august 2013

Ufuldstændig liste over fordele ved, at sommeren er slut:

* Jeg kan igen iføre mig lange bukser og intimiderende attitude. Svært at være overbevisende fierce, når benene hele tiden forsøger at undskylde lydløst for form og farve.

* For os, der bor i ghettoen: Andre mennesker tager også mere tøj på. Har sendt et forslag til boligforeningen om at købe og opsætte skilt som det, jeg så på Facebook forleden: ”Klæd dig på efter, hvordan du ser ud. Ikke efter hvordan du ville ønske, du så ud. På forhånd tak.”
* Hysterisk afslørende sollys forsvinder, hvilket betyder, at jeg igen kan tage helt afslappet, at man ikke kan se ud af mine vinduer for bare saltaflejring og fedtede fingre.

* Farvel, dårlige samvittighed over manglen på hør, koldskål og overskudsmiddage i haven.
* Det er mørkt, når vi kommer hjem fra arbejde, så fuck græsplænen og dens indsmigrende turbovækst.

* Gløgg.
* Cyklen kan permanentparkeres i skuret, hvilket betyder farvel til dage med pjevset hjelmhår.

* So long til morgener, hvor man må jagte sit afkom gennem hele hytten med hvide spøgelseshænder, mens man insisterer på at: ”Det er bare SOLCREME, Anton!” – samtidig med, at man prøver at undgå at få det på sig selv, fordi man i al hemmelighed selv synes, at det er både klistret og klamt.
* Måske bliver det igen muligt at putte sit barn på den rigtige side af midnat, fordi det ikke længere er så lyst, at det føles som om kirurgen glemte at slukke for operationsspottet, da han gik hjem?

* Man kan nære begrundet håb om, at naboen rykker sine long distance calls hjem til Polen – over den tilsyneladende ubegribeligt dårlige forbindelse – indenfor.
* Jeg kan igen røre ved rattet i min aircon-løse bil uden grillhandsker.


Selv tak.

søndag den 11. august 2013

Hvad sagde jeg.

 Da jeg var 15 år, og boede hjemme, besluttede jeg at male mit værelse. Det skulle være grønt-grønt, så da vi stod hos Flügger, og farvedamen tog låget af spanden, kiggede jeg på den bleggrønne masse og erklærede, at det slet, slet ikke var grønt nok. Min far, der var med, hævede det ene øjenbryn og spurgte, om jeg var sikker på det - hvilket jeg naturligvis kun havde et hånligt teenagefnys til overs for.

Mit værelse blev så grønt, at det formentlig stjal opmærksomheden hos de astronauter, der i 1992 stod på månen og forsøgte at få øje på den kinesiske mur.
Jeg hadede det.

Jeg vil tro, jeg har omkring 10 af den slags oplevelser lagret på harddisken; situationer, hvor jeg har trodset gode råd og vejledning og stået på mit - for så at finde ud af, at jeg tog fejl. 10 er et forsvindende lille tal, sat i forhold til de omkring 1 million gange, hvor jeg har gjort, som det passer mig, og været tilfreds med resultatet, men de fylder uforholdsmæssigt meget, for der er kun én ting, jeg afskyr mere end at fejle, og det er at fejle selvforskyldt.
Når jeg bringer det op nu, er det fordi jeg for et par måneder siden fik en kommentar, der rev tæppet væk under mig i en grad, jeg sjældent har oplevet, og fik samtlige de 10 gange til at stå og Brøndbybrøle op af mine mentale bander.

Vi er nemlig nået til det punkt, hvor jeg et par gange om ugen bliver spurgt, om jeg skal have flere børn, og når man ser bort fra de første 3 panikslagne måneder, efter jeg havde fået Anton, har jeg egentlig aldrig været i tvivl om, at svaret var ja. Vel vidende, at det sikkert bliver hårdere, end jeg har fantasi til at forestille mig, har jeg alligevel aldrig tvivlet på, at jeg vil kunne klare det.
- indtil et af de mennesker, jeg har allertættest på, tilbage i maj lidt henkastet fik spurgt, om jeg havde overvejet, at det var bedre at være en god mor for ét barn, end en dårlig mor for to?

Jeg blev så paf, at jeg mistede talens brug #helljustfrozeover
Efterfølgende har den bemærkning opført sig som en betændt byld i tandkødet; den har lagt beslag på mindst 40 % af min hjernekapacitet og ligget, dunkende og øm, under alt, hvad jeg har tænkt, sagt og foretaget mig.

En del af mig har naturligvis lyst til at stikke to langefingre i vejret, råbe: ”Watch me!” og smække med døren, når jeg rasende tramper bort i natten. Men den har rokket ved min grundangst for ikke at kende mine egne begrænsninger – for tænk, hvis hun har ret? Tænk, hvis jeg ender med at ligge på sofaen og se dårligt tv, mens jeg bliver federe og federe, og mine snuskede unger ligger under dyner, der ikke har set nye betræk i halve år, mens de æder guldkorn af pakken, og kalder det aftensmad, fordi jeg ikke kan overskue den virkelighed, jeg har skabt til os? Eller hvis jeg vrister en god barndom ud af hænderne på Anton og i stedet stikker ham og hans lillebror en gang social arv, hullet tøj, der stumper på den virkelig trælse måde, og en udpræget mangel på grænser, fordi jeg har overvurderet mig selv?
Og i alt det her ser vi helt bort fra den rædsel, der lammer mig 7-800 gange om dagen, når jeg får den yderst uvelkomne tanke, at jeg kunne blive dødeligt syg eller torpederet af en østeuropæisk lastbilchauffør i et fodgængerfelt. (Detskerikkedetskerikkedetskerikke)

Jeg ved godt, at der ikke er nogen garantier for noget for nogen. Og jeg er efter mange, mange, MANGE søvnløse nætter nået frem til, at jeg gerne vil have et barn mere på et tidspunkt, og mener, at jeg både kan klare det og klare det godt.
Men vi SAGDE, for alles skyld, at det her ikke blev det 11. eksempel i rækken, ikke?

lørdag den 3. august 2013

Så sagde vi jo, at jeg bestemte.

Forleden postede min kammerat Mikkel et billede af en vaskeanvisning i en t-shirt på Instagram. Der stod: ”100 % cotton. Maschine wash cold. It’s never so hot, that you have to take off your shirt. Don’t be that guy”

Hvilket er sjovt, fordi det er rigtigt.  Og godt kunne være starten på en liste, som jeg også har et par forslag til. Så hermed de 6 første punkter til:
Don’t be that guy m/k:

* som sætter dine solbriller fast i nakken, når du skal købe ind. Læg dem nu i bilen, eller skub dem op på hovedet (HELT op på hovedet, for du vil heller ikke være ham, der sætter dem på panden, som om du har 4 øjne. Stop også øjeblikkeligt med det). På den støttende måde: Det får dig til at ligne en KÆMPE idiot. Og det er du jo ikke. Så don’t be that guy.
* som fedladent spærrer en vejbane, når du leger, at du er med i Tour de France, når der er en 2 meter bred, asfalteret cykelsti, glat som en babyrøv, lige ved siden af. Kom nu. Du ved godt selv, at det ikke er i orden. Don’t be that guy.

* der lader som om, du ikke ser, at dit barn skubber alle de andre børn på legepladsen væk fra redskaberne. Not cool. At lære at takle konflikter er vigtigt og fint, men det der kommer bare til at se ud som om, du trænger til at lære at takle konflikter, og er bange for at tage dem med dit afkom. Og det er du jo ikke, vel? Så. Don’t be that guy.
* der kører vooooldsomt aggressivt i byområder i myldretiden. Hold nu op, min ven. Du bliver i så dårligt humør af at skulle lade som om, du ikke ser, at vi alligevel ender med at holde ved siden af hinanden, de næste 6 gange, vi holder for rødt. Det er ikke det værd. Don’t be that guy.

* der lægger 400 billeder på IG af børnetøj/gamle møbler, du gerne vil sælge. Hånden på hjertet: Ville du selv få lyst til at købe noget af en, der havde lavet en Occupy Wall Street af hele din IG-side? Nej, vel? Don’t be that guy.
* der ikke svarer på kundemails. Ja, Mr. Cafe Noir/Merrild. Jeg taler til dig. Det er en (eller et, afhængigt af, hvor i landet man bor) kompliment, når de mennesker, du lever af, sætter sig ned og skriver til dig, fordi de gerne vil give dig flere penge. Lad være med at opføre dig som om, kunden er en stiv, afdanket blondine, der forsøger at score dig kl. 4.30 efter alt for mange daiquiris. Det klæder dig ikke. Don’t be that guy.

(Og SIG så, hvor I sælger den karamel-instante kaffe!!)