søndag den 21. juli 2013

Now, I ain't sayin' I a golddigger...

Sidste år, da Anton og jeg havde ferie, tog vi en uge i sommerhus på Fanø. Jeg bliver stadig nærmest suicidal, når jeg tænker tilbage på de 4 dage, jeg holdt, inden jeg smed håndklædet i ringen, og tog hjem.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Eller jo. Det gør jeg godt. Jeg er nemlig sådan en, der tager skade af at læse ”Det lille hus på prærien”, fordi jeg pludselig tror, at jeg også lige er typen, der skal være i et med naturen og lave mit eget smør, så jeg havde et mentalt billede af, hvordan vi bare gik rundt i nattøj til langt op af formiddagen og hyggede os, helt, helt stille og roligt, for så at tage på stranden et par timer, inden jeg, med mit saltvandshår sat op i pjusket hestehale, lige smed en salat sammen, mens jeg nippede til lidt kold hvidvin.
Rundt omkring i distriktspsykiatrien kan man finde eksempler på mennesker, der er blevet moderat-til-kraftigt medicineret for vrangforestillinger, der ligger væsentlig tættere på virkeligheden, end det.

Så op i røven med naturen og det simple liv - i år lånte vi sgu et hus og tog en uge til Århus. Åh, balsam på min forpinte sjæl! For FANDEN, det var godt! En lang, skøn uge i selskab med det gamle posse, med sushi og kaffe to go, med Tivoli Friheden og Mindeparken og sol, sol, sol. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor meget mere jeg kan overskue at bruge 2 timer på at lade mig jage rundt i haven af en legeplæneklipper og løfte barnet op på den samme rutchebane 1000 gange, når jeg ved, at der kommer noget til mig senere. Vi levede af rugbrødsmadder og takeaway, kolde øl og juice, og jeg har det som om, jeg har fået et nyt batteri knaldet i ryggen.
Og så skulle jeg hilse og sige, at man meget hurtigt vænner sig til at bo i et lækkert hus med en kæmpehave. Tog flere gange mig selv i at invitere folk ”hjem til os”. Børneværelser i stueplan, hvor de små mennesker selv kunne tøffe ind og ud, når de var trætte af trampoliner og piratborge, badekar i det ene af badeværelserne (!), terrasse i umiddelbar forlængelse af køkkenet, som man kunne trisse ud på med morgenkaffen i så lidt eller meget tøj, man foretrak (undskyld DHL-mand – men pakkelevering kl. 7 godt nok??) og kæmpe bryggers, hvor man bare kunne deponere vasketøj og sand- og mudderbefængt fodtøj, til man gad tage sig af det.

Da jeg kom hjem, lå min polske nabo under sin udborede Toyota Corrolla og flashede butt crack, og der var en hund, der havde skidt foran min dør.


Fuck it – jeg opretter en profil på sugardaddy.dk og gifter mig til penge.

onsdag den 10. juli 2013

Bortset fra, at jeg synes, at kvinder, der kalder sig selv "- prinsesse" er lidt irriterende.

Jeg er et af de dydsmønstre, der gør, hvad jeg kan for at få 6 stykker frugt og grønt om dagen, hvoraf kun det en er frugt. Uheldigvis er jeg også et af de mennesker, der bliver fuldstændig tom inde i hovedet, når jeg står i grøntafdelingen, og skal finde på grønne sidedishes. Efter Anton er kommet til, er der smidt det ekstra led i ligningen, at det maksimalt må tage 4 minutter at frembringe, fordi alt, vi har, der ikke kan gemmes væk i skabe eller lægges op på høje, HØJE hylder, som man kan nå at destruere på 4 minutter, kan undværes og/eller erstattes.

Hvis jeg køber ind til salat, kan jeg vælge mellem at nøjes med to ingredienser (hvilket på positivsiden tilgodeser 4 minuttersreglen, men ellers er så kedeligt, at det er lige til at græde over), eller at skulle spise den samme salat i 6 dage – ellers når vi simpelthen ikke at få tingene brugt.
Derfor har den grønne smoothie holdt sit indtog i mit liv. Ret skal være ret: Hvis den skal laves på grøntsager, uden for meget frugt, og uden at involvere saftpressere og alt muligt andet opvask-udløsende, kommer den aldrig til at smage af Haribo, men mindre kan også gøre det. Det slår i hvert fald at stå i Bilkas grøntafdeling og overveje, om der er bivirkninger ved overdrevet indtag af gulerødder og peberfrugter, med flere længder.

(At det så er en lille, lille bitte smule fucking irriterende, at skulle besvare spørgsmålet: ”Hvad er det?!” 50 gange om dagen, eller at skille blive ved med at grine af: ”Er det Shrek-juice” og sedlerne med ”Giftigt!” og ”Må ikke fodres”, som vittige sjæle klistrer på låget, når man vender ryggen til, er en anden snak.)
Men i dag gik jeg så og nynnede en linje fra en sang, som jeg ikke har hørt i omkring 20 år. (Hæng på – pointe coming up) Hvordan jeg har fået den på hjernen, må stå hen i det uvisse, men den er fra en sang på Kim Larsens album ”Forklædt som voksen.” (Ja, jeg ved det. Burde nærmest undskylde for at kende den plade. Kan endda huske den der hund med hat på, som var på forsiden #autist)

”Hvad var det for en sang, Linda, hvad var det for en sang??” hører jeg jer råbe.
Den handler om en prinsesse.

Og jeg havde sunget den samme linje omkring 400 gange, før jeg kom til at spekulere på, om det ikke lød LIDT mærkeligt, at nogen ville skrive en sang og kalde den ”Spinat-prinsesse”?


Den hedder Syren-prinsesse, kan jeg post-Google, oplyse.


Nogle gange har jeg det som om fremmede magter har overtaget min hjerne. Mærkelige, fremmede magter med virkelig sølle musiksmag.
Måske jeg skulle holde *lidt* igen med alle de greenies?

Alternativt: Køre på og kræve at nogen skriver en hyldestsang til mig.
Kh.

Spinatprinsessen

onsdag den 3. juli 2013

Mentalstatus i listeform:

Optur over:

* Sommeren, det helt igennem elendige vejr til trods. Jeg elsker fornemmelsen af undtagelsestilstand, denne årstid udløser; den fællesnationale interesse for skybrud og Tour de France, og visheden om, at intet kan afgøres eller afsluttes, før Else er tilbage fra ferie i uge 32.

* Ham her. Seriøst: Det er noget af det sjoveste, jeg længe har læst.
* At have et barn, der ikke har en yndlingsbamse. Det letter livet markant, at hele verden ikke falder fra hinanden, fordi vi har glemt Finn derhjemme. Anton har en dejlig praktisk tilgang til sovedyr, og tager bare det med i seng, han lige nu synes er sjovt. I denne uge har han f.eks. sovet med dejskraberen.

Er ambivalent omkring:
* Studenterne. De er så glade, at man næsten ikke kan nænne at hade på dem – men de er fandme også lidt irriterende.

* Landsstævnedeltagerne. Se ovenstående.
* Game of Thrones. Ja. Den skal vi snakke om. Ja. Igen. For lige nu sidder jeg i den klassiske catch 22: Den hedonistiske trang til at skyde alle 3 sæsoner i armen asap, vel vidende, at det vil udløse abstinenser de næste mange uger, eller fordele de 30 afsnit strategisk over en længere periode, så nydelsen får lov at vare længst muligt?

* Bøger. Det er som om, alle bøger er lidt dårlige for tiden. (Handler nok i virkeligheden bare om, at jeg er sur på dem over, at de ikke er Game of Thrones.)
* Kvicklys trøfler. Hvordan kan noget så tarveligt smage så godt?

* Snowden-affæren. Jamen, jeg forstår det ikke. Er vi ikke enige om, at det er den amerikanske regering, der har gjort noget forkert? Hvorfor er det så ham, vi jagter?
Stop så med:

* ”Stå af i Roskilde”-vittighederne, når I skal dække festivalen derovre.  Ja, journalister-ved-stort-set-alle-medier-i-Danmark, jeg taler til jer.

* At hade på Fetterlein. Det svarer til at hade en handikappet.
* At sælge (og købe!) dørmåtter med teksten: ”Oh shit – it’s you again!” (FFS!!)