søndag den 30. juni 2013

På forhånd tak.

Nåmn, jeg håber, at I har haft en god lørdag, for min var noget pisset, synes jeg.

Startede ellers meget godt med, at vi sov til 6.15, så vi var begge ret friske, og da vi havde spist morgenmad, besluttede vi derfor at tage på det lokale bibliotek og lege.
Vi fik 10 fine minutter til at gå med at rutsje og støvsuge etablissementet for Peter Pedal-bøger, inden Anton syntes, at han ville se, om krokodillevippen kunne rives fra hinanden, hvis man vippede vildt nok. Det spørgsmål står stadig ubesvaret hen, for allerede i første vip, glemte han at holde fast, og tog den derfor bagover i en bogkasse - og så var der blod ov.er.ALT.

Når listen over ekstremsport skal opdateres næste gang, vil jeg gerne forslå at få disciplinen at ringe til vagtlægen, mens man holder servietter mod styrtblødende sår på et barn, der af alle kræfter forsøger at modarbejde redningsaktionen, sat på.
Så på skadestuen med os.

Inden vi går videre, skal jeg lige sige, at Anton har udviklet panikangst i forhold til sundhedssektoren, efter at han har fået dræn i ørerne. Han bed mig i ren og skær rædsel, da vi var til ørelæge sidst, og tandlægebesøget i forrige uge måtte afbrydes, inden det var startet, fordi man ikke kan undersøge et barn, der vrider sig skrækslagent, mens han skriger: ”NEJ! NEJ! NEJ!” med tårerne sprøjtende ud af øjnene.
Tilbage til historien:

Da vi nåede på skadestuen, sivede der bare lidt blod fra såret, og han var egentlig faldet til ro, men skal da lige love for, at det ændrede sig, da det gik op for ham, hvor vi var kommet hen.
Så der var ikke rigtigt andre muligheder end at lægge mig på briksen og låse Anton fast i et skruestik med mine arme og ben, så de kunne undersøge ham.
Hvilket bringer mig til:

Top 1 over det, jeg hader allermest i hele verden:

1. At holde Anton fast med magt, så andre kan udsætte ham for noget, han er bange for.
Og hvis jeg lige må komme med en hurtig bøn til de, af mine læsere, der erhvervsmæssigt begår sig i kitler: Vil I ikke nok huske at tage noget autoritet med på job? Eller som minimum noget skuespillertalent? For det er ikke rasende fedt at skulle være den, der skærer igennem, når man er i gang med noget, der i grim grad føles som et overgreb på ens eget barn, mens han sprøjtemaler os begge med blod, og man selv tuder en lille, bitte smule. Nej, jeg tror ikke, at han vil ”samarbejde” om masken med lattergas. Men jeg vil gerne høre en hurtig SWOT-analyse af jeres plan om at samarbejde med ham, når I skal klippe hans hår og stikke en nål igennem den bule på størrelse med Møn, han har bag på hovedet, i den tilstand af blind panik, han er i lige nu - uden nogen form for bedøvelse.

Og tak fordi I spørger, men jeg er længe forbi det punkt, hvor jeg går op i, om lattergassen skal smage af cola eller hindbær.
Kom. Nu. Bare. I gang.

Efter hvad der føltes som 10 år, var vi endelig endelig ENDELIG færdige, kunne løsne de forkrampede muskler, pille noget af det gennemsvedte og –blødte tøj af, og med et lettelsens suk træde ud i venteværelset igen.
- hvor vi nær blev blæst omkuld af den rå fortvivlelse fra en mor, det stod midt i rummet med sit spædbarn knuget i favnen og skreg: ”JEG TABTE HAM! ÅHGUDÅHGUDÅH GUD!! JEG TABTE HAM! JEG TABTE HAM! ER DER IKKE NOK NOGEN, DER VIL HJÆLPE OS!?” om og om igen.

Vi var jævnaldrende, men hun lignede en på 100.
Spædbarnet sagde ikke en lyd.

Jeg ville gå i stykker, hvis jeg skulle arbejde på en skadestue.
Så. Jeg har ret meget lyst til at løbe en meget, meget lang tur, meget, meget hurtigt, og slutte med at tæve en sandsæk noget så eftertrykkeligt, men pga. ferien er jeg lidt nede på barnepiger, så jeg må konvertere trangen til 3 afsnit af Game of Thrones og et glas rødvin.

Skal vi ikke sige, at næste uge bliver bedre? For alle?

søndag den 23. juni 2013

I'm like an (angry) biiiird.

Jeg har været på personaleweekend i Vejle, hvilket har betydet ophold på et hotel. Og jeg er virkelig et menneske, som den slags luksus normalt er spildt på. Jeg sover altid som en idiot i hotelsenge; madrassen er blød, puden er halvanden meter høj, og SKAL den udsugning larme så meget!? Stor var min forbavselse derfor, da sengen på det her hotel, modtog mig med et kærligt knus, og aede mig over kinden til jeg sov, alt imens udsugningen gjorde sig meget umage for at suge meget stille.

Men det er virkelig rigtigt, når jeg siger, at jeg ikke kan finde ud af at blive udsat for service på et alt for højt niveau. En af mine kolleger fortalte fredag om et besøg på en luksusrestaurant, hvor han og gemalen var blevet båret rundt på hænder og fødder, og da han kom til den del af historien, hvor tjeneren havde foldet servietterne ud, og forsigtigt duppet dem på plads i skødet af dem, kom jeg helt til at svede koldsved ved tanken. Jeg kan.Ikke.Holde.UD, når mennesker opfører sig som om, at de tilhører en lavere kaste end mig. Havde jeg været med den aften, ville jeg være kommet til prygle al etikette ihjel ved at insistere på lige at give en hånd, når tallerknerne skulle bæres ud, eller ved skamfuldt at hviske ”Undskyld, for helvede!” til de tjenerelever, der af overtjeneren blev knipset (!) hen til bordet med drikkevarer.
Hvad siger du? At det handler om kontrol, og manglende evne til at slippe den? Sjovt, du nævner det.

For nu, hvor vi er ved det, kan jeg fortælle om den personlighedstest, vi også undervejs på personaleweekenden skulle lave. Biker-Jens kom lige forbi, og med sig havde han en test, hvor man ved at besvare omkring 40 spørgsmål, kunne se, hvilken af fire fugletyper, ens personlighed var mest domineret af.
De 4 nominerede var: Papegøjen, fredsduen, uglen eller ørnen.

Og resultat afhang af, hvordan man fordelte 5 point mellem to udsagn.
Jamen, jeg behøver vel ikke engang at vise jer resultatet?
Føler nærmest bare lidt taknemmelighed over, at jeg trods alt kunne tegne min personlighed uden at ryge helt udenfor papiret.
Og nu kan jeg i det mindste insistere på at blive modtaget med et ”the eagle has landed” hver gang, jeg kommer på arbejde.

tirsdag den 18. juni 2013

Han er den sejeste, jeg kender.

Nå, men jeg synes, at det er lang tid siden, I har snakket med Anton, så her kommer lige 7 hurtige om det bedste, jeg ved.

1) Jeg kan ikke huske, hvem det er, der har givet ham den forbistrede tryllestav, han for tiden slæber med overalt; i bilen, på cyklen og i sengen, men fortæl mig lige, hvordan jeg har lavet et barn, der elsker gøgl?
2) Og nu vi er ved æbler, der turbospurter væk fra stammen: Mad interesserer ham stadig ikke. Overhovedet. Han bliver det første barn i verdenshistorien, der stadig vejer 12 kilo, når han bliver teenager. Provokerende nok råber han begejstret: ”TADAAAAH!” hver gang han springer op på vægten.

3) Eneste undtagelse til den fødevaremæssige ligegyldighed er dette års nyfundne livret: Isen. Men kan han plage om en is, som andre normale børn? Nej. Han sprinter hen til fryseren, griber fat i den øverste kant, og laver en pull up. Wolla, jeg sværger: Det er ikke noget jeg finder på. En fucking pull up. Så hænger han der og brøler: ”IS!IS!IS!IS!” lige ind i lågen klokken kvart i syv om morgenen. Det er meget tæt på, at jeg er så imponeret, at jeg kvitterer med en is.
4) Motorikken fejler altså ingenting, og han er i sandhed et barn, der ikke altid kender sin egen styrke, så legen, hvor han lægger en pude for mit ansigt, og råber: ”Kuk kuk!”, er derfor ikke helt så sjov, som den har været. Hvis der pludselig bliver påfaldende stille herinde, vil jeg gerne på forhånd sige tak for alt.

5) Det er stadig lidt småt med sproget, men jeg begynder at gro en mistanke om, at det er fordi han går og samler sammen, og først vil ud med det, når han synes, der er nok. F.eks. stillede han sig forleden morgen op midt på stuegulvet og talte til 10. Just like that, helt ud af det blå. Er bange for, at jeg kom til at bøje et af hans ribben en lille, bitte smule, da jeg skovlede ham op og stolthedskrammede ham.
6) Han er også begyndt at rette mig, når vi ser, hvad jeg fejlagtigt tager for at være en traktor. ”Se, Anton! En traktor!” ”Grauku, mur.” Og selvom alle o’er udtales som u, lykkes det ham alligevel at lyde mildt uverbærende.

7) Han har 5 yndlingsfilm, som han på forbløffende kort tid har lært udenad, og opfører i forholdet 1:1, hver eneste gang, han ser dem. Hvis der grines i filmen, griner han. Hvis de hopper, hopper han. Det betyder, at det kan være en meget god ide, at man lige selv er skridtet foran, og har sat ham fra sig, når vi f.eks. kommer til den scene, hvor hovedpersonen stikker sin kammerat en lussing…

søndag den 16. juni 2013

Du finder mig på Krak under "Linda Ibrahimovic"

Min facebookside flyder over med opdateringer om North Side og billeder af venner, der har været ude og slæbe kadaveret igennem sindssyge ting i sportens navn. Jeg sidder bare her i min sofa, og har det som om, jeg har taget 3 festivaler og et RAAM lige i røven af hinanden.

Det er ikke tilfældet - jeg har såmænd bare været til polterabend i går. Jeg spiste (ALT!!) for meget slik og dansede salsa (hvilket gik godt, fordi jeg fik lov at danse mand. Det er en kombination af sørgeligt og tankevækkende, hvor meget bedre, jeg danser, når jeg får lov at bestemme føre), men det er ikke det, jeg har fået blå mærker og forstrakte muskler af.
Der var kæmpebordfodbold.

Jeg skal være ærlig: Da jeg så det på programmet, tænkte jeg: ”… *suk*”. For vi husker, hvordan bolde har det med mig; de vil mig intet godt. Hverken dem til hænderne eller fødderne (og SLET ikke dem til vollyerne). Men jeg havde undervurderet mit konkurrencegen (ja, jeg forstår heller ikke, hvordan det kunne ske) (og måske spiller det faktum, at jeg ikke vil have siddende på mig, at min 2 årige søn er markant bedre til boldsport, end mig også en rolle): I hvert fald var det som om … dare I write it … at jeg kunne finde ud af det. Og faktisk ikke var den dårligste. Og fandt en form for primitiv fornøjelse i at være spændt fast i verdens dårligeste rebspil, som man skulle bruge psykoPAT mange kræfter for at trække fra side til side.
Det er længe siden, jeg har grinet så meget – og været så tæt på at brække både fødder og skinnebensknogler, for 80 % af de øvrige medvirkende var gamle håndboldspillere, og de spillede også for at vinde.

For helvede det var sjovt, og man ved bare, at det bliver et godt bryllup, når man har brudt isen ved at sparke neglelakken af hinandens fødder.
(Selvfølgelig vandt vi!)
(*gnæg*)

tirsdag den 11. juni 2013

Who run the world?

Som hos alle andre bloggere, foregår der også hos mig alt muligt uvæsentligt og dagligdags i kulissen, som aldrig bliver omsat til indlæg. Noget af det, fordi det er invaliderende uinteressant for alle andre end mig selv, noget af det, fordi det involverer andre på en måde, der ville gøre det til en udlevering, hvis jeg skrev om det, og noget af det simpelthen fordi, det falder i en kategori, som jeg som blogger ikke vil parkeres i.

Dette indlæg hører til den sidstnævnte type, men jeg kan ikke rigtig komme til at skrive om det her emne uden at begrunde det, så nu får I alligevel en bid af mig, som jeg egentlig havde aftalt med mig selv skulle blive i skuffen, for jeg gider ikke – jeg gentager: i-k-k-e – være en slankeblog. Dem er der tusinde af, og godt for dem (gider heller ikke være en hade-blog), men jeg synes bare lynhurtigt, at den slags går i selvsving, og bliver det eneste dominerende i den virtuelle samtale.
Men altså. Over det sidste halve års tid har jeg tabt mig, og er begyndt at træne anderledes. Jeg er blevet for gammel til at være fanatisk, og der er bestemt stadig plads til forbedringer, men der er ved at være relativ tydelig forskel på Linda 2012 og Linda 2013, hvilket betyder, at folk er begyndt at kommentere det. Og nu er det, at jeg bliver helt træt indeni, for hold nu kæft hvor bliver det tydeligt, at der ikke er en eneste kvinde i min omgangskreds – eller i hele mit center for den sags skyld - der er tilfredse med sig selv. ALLE, der kommenterer på forandringen, slutter med at spørge: ”Hvordan har du gjort det?” Og hvis det var træningsdelen, de spurgte til, ville det give mening qua min rolle som instruktør, men den er de (næsten) ligeglade med. De vil have den magiske formel, der gør, at de kan spise, som de plejer, og alligevel få et nyt resultat.

Og det, der giver mig allermest lyst til at lægge mig ned og tude på mit køns vegne er, at 80 % af dem der spørger, er normalvægtige/slanke.
Jeg er ikke nazist i forhold til, at det kun er folk, der slæber rundt på 40 kilos overvægt, der må have et ønske om at tabe sig, og jeg er helt med på, at følelsen af ikke at være tilpas i sin krop kan være det samme, uanset om man synes, man vejer 6 eller 16 kilo for meget. Men vi taler mange, MANGE mennesker her, og det er sgu da trist. Specielt fordi størstedelen af dem aldrig kommer til at ville det nok, til at gøre noget ved det (og heldigvis, for de vejer – efter min bedste overbevisning - det, de ift. deres kropstype og genetiske udgangspunkt, skal veje), hvilket betyder, at de kommer til at bruge resten af livet på at gå og småhade sig selv og deres krop.

Og det, synes jeg, er både deprimerende og forkert, for det er jo for fanden ikke et spørgsmål om, om nålen står på 65 eller 72. Det er et spørgsmål om, hvordan du bærer dig selv og entrerer verden.
Bare se på en af verdens smukkeste – men absolut ikke tyndeste – kvinder.



Der er mange måder at være sund på. Så gentag efter mig:

onsdag den 5. juni 2013

Der er en lammer til den, der skriver "Fifty shades" i kommentarfeltet.

Om 10 minutter har vi sommerferie (selvom vejret stadig ter sig som en vrangvillig teenager), hvilket forhåbentlig betyder lidt ekstra tid til at læse gode bøger til alle mand. Inden jeg fik Anton, kunne jeg mit 16-cifrede lånekortnummer udenad, og jeg kunne få timer til at gå med at støve rundt på biblioteket. Nu? Not so much. Men som den autist jeg er, kan jeg ikke sove, hvis ikke jeg læser lidt, inden jeg slukker lyset og hjernen, og jeg kan blive decideret sur, hvis jeg er stuck med en dårlig bog. Strategien er derfor i disse dage at gå benhårdt og hurtigt efter dem med de pæneste omslag, og så - når der viser sig at være noget godt imellem -  online at booke ALT, hvad den forfatter nogensinde har rørt ved, så jeg bare skal svinge forbi bib og samle dem op. En slags drive-by pick up.

I og med at I læser med her, går jeg ud fra, at vi har en eller anden form for sproglig smag til fælles, og derfor tænkte jeg, at jeg ville lave en lille top 5 over noget af det, jeg har været begejstret over, så de af jer, der har virkeligheder, der ligner min, kan spare forside-delen af udvælgelsesfasen, og gå direkte til ”reserver”.
(Og jeg ville ønske, at jeg kunne prale af at begå mig i det skrevne sidestykke til DR2; det bliver desværre et nej. Vi er ovre og gnide os lidt kælent op af SBS kanalerne. Men hvis man kun har professorpakken installeret derhjemme i stuen, kan man bare betragte dette som en ”gå i en stor bue udenom”-service. Alle vinder.)

Så i uprioriteret rækkefølge følger her Top 5 over Lindas favoritbøger/forfattere til ferien:

1) Tana French – Skoven, m.fl.
Genre: Spændingsromaner. Tana French benytter samme strategi som Jakob Ejersbo (Nordkraft, Afrikatriologien osv.); hver af bøgerne har forskellige hovedpersoner, men det er en del af det samme persongalleri, der går igen på tværs af bøgerne, hvilket betyder, at man nogle gange får flere elementer af den samme historie, men fortalt fra forskellige synsvinkler. Sproget er ret fortættet, men på den gode måde, hvor man gumler sig langsomt, men fanget igennem bøgerne, og ikke bare kan sluge dem i ét ryk, som jeg ellers er slem til. Jeg kan næsten ikke vente til de næste to (som er skrevet) kommer på dansk.

2) John Hart – Det sidste barn, m.fl.
Genre: Krimi. Vi er tilbage ved det med sproget. De er godt skrevet og godt oversat, og historierne holder!

Update: Har lige kylet "Jernhuset" tilbage i nakken på biblioteket. Det er lort. Lort, lort, lort. Læs Røde floder og Det sidste barn, og stop så for Guds skyld der.

3) Lionel Shriver – Hvad med Kevin?
Genre: Skrækkelig. Der er formentlig ikke ret mange, der ikke har hørt om den, og de fleste har sikkert også set den i biografen, hvilket fjerner nogle af overraskelsesmomenterne i den, men den sad alligevel under huden på mig i flere uger, efter at jeg havde læst den. Det er på ingen måde en bog, man bliver glad af at læse, men det er helt vanvittigt at sidde og forsøge at gennemskue, om nogle børn simpelthen er født onde, eller om det er noget, der foregår i hovedet på moderen, og som hun af den vej selv er med til at skabe. Og selvom historien er fiktion, giver den også stof til eftertanke ift. hvilken arv de efterhånden allestedsnærværende skoleskydere efterlader deres familier.

4) Viveca Sten – Uden skyld, m.fl.
Helt plain og velskrevet krimi af den svenske slags, dog med de to befriende tvists, at helten og heltinden ikke smægter efter hinanden over alle siderne, og at historien ikke skal drives frem af idiotiske fejl, som f.eks. at heltinden finder ud af noget vigtigt, og derefter, meget forudsigeligt og irriterende, glemmer at videregive informationen til de mennesker, der kunne have løst mysteriet og afsluttet historien på side 50.

5) Rockbiografier.
Mine tre personlige favoritter er Duff McKagan (Guns n’ Roses) - ”It’s so easy (and other lies)”, Mötley Crüe – “The Dirt” og Nikki Sixx (Mötley Crüe) –“The Heroin Diaries”. Jeg er ikke sikker på, hvor mange af dem, der er oversat til dansk, men de er skrevet af mennesker, hvis frontallapper er ætset væk af sprut og stoffer, så sproget er til at have med at gøre. Historierne er fuldstændig vanvittige, og halvdelen af tiden ved man nærmest ikke, om man skal grine eller græde. Jeg elsker dem.

Så! Go fetch.

Hvis I har hemmelige, litterære skatte til at ligge på sengebordet, så smid endelig en kommentar herunder, så jeg kan få fingrene i dem.
Specielt hvis de har grimme forsider.