mandag den 29. april 2013

Anton skal have dræn i ørene på torsdag.

Forventede reaktioner, når narkose- og ørelæge træder ind af døren:

Anton:


Mig:

 

Nogen her i husstanden skal begynde at øve sig i at være den voksne. Pronto.

mandag den 22. april 2013

Førstevælger!

De sidste mange uger har reformer og vækstpakker præget en stor del af det mediebillede, jeg har været omkring, og en af dem, der har fyldt rigtig meget, er SU-reformen. Der debatteres lystigt og forudsigeligt; alle, der ikke studerer, ikke har børn eller som arbejder på Borgen er for, mens alle studerende er imod. Et af de argumenter, der oftest lyder fra de studerendes side er, at den nye reform lægger op til at pace de unge gennem uddannelserne med dårligere kandidater til arbejdsmarkedet som konsekvens.

Jeg har selv arbejdet 2 år på et studiekontor. Jeg er bekendt med forskellen på studerende, der har været ude og klare sig selv og dem, der kommer lige fra gymnasiet, og som stadig bor hjemme; det kunne ikke falde mig ind at påstå andet, end at man får mere hele og selvstændige mennesker ud i den anden ende, hvis der er tid og økonomisk mulighed for at fjumre et års tid eller to undervejs.
Og måske er det mig, der ikke læser med de rigtige steder, men jeg savner virkelig, at parterne på begge sider af bordet – uanset om vi snakker om studerende, lærere, læger, tegnsprogstolke eller noget helt syvende - forholder sig til, at verden i dag ikke ser ud, som den gjorde for 20 år siden. Europa falder sammen om ørerne på os, og alligevel er der ingen, der synes, at der skal skæres i noget. Overhovedet.

Vi kan mange ting i Danmark, og meget af det vi kan, kommer af årelang tradition for at udforske og udvikle. Og bliver der mindre tid til det, hvis vi sætter tempoet op? Ja. Kommer det til at påvirke hele vores system og grundstruktur i negativ retning? Ja. Uden tvivl. Men ingen vil give noget, og kagen, der skæres af, er blevet mindre. Ligesom verden. For for 20 år siden var Polen et sted, man tog hen for at købe obskure kopivarer til spotpriser (her kan f.eks. nævnes mit Lenny Kravitz kassettebånd, som kostede 10 flade, danske kroner). I dag er det i manges optik arnested for håndværkere og lastbilchauffører, der kommer og tager vores arbejde. Og det betyder, at vi ikke kan sidde på godset og forvente, at alt det, vi var så heldige at blive født lige midt i, forbliver vores, fordi dem, der trak den geografiske og udviklingsmæssige nitte bare affinder sig med, at goderne er ulige fordelt.
Det behøver man ikke have gået på handelsskolen for at gennemskue vil påvirke markedet, priserne og – i mange tilfælde – kvaliteten.
Og det er så nemt at synes, at vi skal holde fast i de danske dyder, og ikke gå på kompromis.

Jeg vil f.eks. have ordentlige lærere til Anton, have godt og veluddannet personale på sygehuset, hvis min mor skal indlægges, og jeg vil ikke vente i 2 timer, hvis jeg skal have fat i en medarbejder på Kommunen. Jeg vil have tid til at forberede mig, når jeg skal ud og tolke, og jeg vil have timer for den tid, jeg bruger på transport, for det er det eneste rimeligt.
Synes jeg.

Men af jer, der læser med her, gætter jeg på, at en del tjekker nettet for at finde den billigste pris på en vare, når I skal købe noget, der ligger i den dyre ende af skalaen. Jeg antager, at jeg kan risikere at møde en eller flere af jer i Bilka om søndagen, hvor vi glad og gerne handler, selvom søndagsåbent for de ansatte derude betød, at alt, hvad der hed tillæg blev fjernet med et trylleslag, fordi Bilka ikke kunne oppebære den enorme ekstra lønudgift, dét ville udløse. Og kan vi spare noget, ved at købe det på nettet, så er 3/4 af os pisseligeglade med, hvor det er produceret.
Min pointe er, at vi alle sammen gerne vil holde den høje standart på de områder, der lige præcis er vigtige for OS – samtidig med, at vi alle er med til at dumpe priser og dermed udlicitere, hvis vi som menige forbrugere kan spare 2 kroner.

Men når hele lande går konkurs, er tiden måske kommet til at forholde os til, om det f.eks. er en lille smule forkælet at stå fast på retten til et fjumreår?
Selvfølgelig skal vi ikke forære hele butikken væk, give køb på alt og tage til takke med mindsteløn og brugerbetaling, men det er som om, at vi alle sammen insisterer på at betragte økonomien som små fragmenter, hvor vi kun vil forholde os til den del, der lige præcis vedkommer os.

Måske vi kunne slippe for at gøre Grækenland selskab, hvis vi blev lidt bedre til at huske, at der stadig kun er en kage. Og at når nogen flår et ekstra stort stykke over på deres tallerken, så er der bare mindre tilbage til dem, der stadig ikke har fået.
Fri for at sidde sidst.

tirsdag den 16. april 2013

Jeg ønsker mig:

* Verdensfred. Virkelig. Jeg gider ikke, at verden er blevet et sted, hvor folk, der ikke har gjort andet end at løbe meget langt, bliver sprængt i luften.

* En fonetisk søgefunktion på iTunes. Vi kunne kalde den iFone. Det tog mig uforholdsmæssigt lang tid at finde ud af, at pigerne bag ”I love it” hed 'Icona Pop', og ikke 'A Corner Pub'. (Oh, COME on! Hvis ikke den sang lyder som lydsiden til en engelsk fodboldkamp, er der ikke noget, der gør!)
* En rapport i 3 eksemplarer indeholdende en komplet oversigt over alle de sager, hvor skrivunder.net har haft afgørende betydning for udfaldet.

* Et sushisted i Esbjerg, der ikke samtidig fungerer som kinagrill.
* Noget uddannet personale i Tålmod & og Overblik, der gider komme og gennemgå vores tøjskabe og finde de kasser med sommertøj, jeg sidste år lagde et supersmart sted, så jeg lige hurtigt kunne finde dem frem, når varmen kom igen. (For fanden, altså. Hvor meget væk kan 2 store kasser blive i 4 skabe?? #Narnia)

* Ikke – jeg gentager: Ikke – Holger Danske.
* De her sko:
(Så dem købte jeg. Fordi jeg kan.)


* Den her top:

(Så den købte jeg også. Damn right. Fordi jeg kan.)

tirsdag den 9. april 2013

This is not a game of ’who the fuck are you’.

Jeg gider ikke revyer, Ørkenens Sønner eller Linie 3. Cirkushumor og ¾ af alt, hvad jeg har set af stand up, synes jeg heller ikke er sjovt. Jeg er i det hele taget bare et surt, gammel røvhul.

Undtagen når det kommer til ham her:
Ham elsker jeg. I alle betydninger af ordet. Hvordan man kan have et skolepigecrush på en midaldrende transvestit, må jeg blive jer svar skyldig på, men det er ikke desto mindre det, jeg har.

Og han var i Århus i går, og det var jeg også.
(Jeg går lidt let hen over den del af historien, hvor min kammerat skrev: ”Nu er det snart d. 8. april!” hvortil jeg svarede: ”Hvad sker der der?” ”Eddie IzzardJ” ”Nej, hvor fedt! Hvem skal du afsted med?” Lang we-need-to-talk-tavshed , før ”… dig, for helvede, din skovl!” kom retur. Så for et år siden smed jeg 800 for en billet, sendte en mail til dem, jeg skulle afsted med, hvori jeg skrev, at jeg havde lyst til at rive mine arme af af begejstring – og glemte derefter ALT om det. Så utrolig flot.)

Dagen udviklede sig til et festfyrværkeri af hurra-ting, der ud over Eddie Izzard, bød på træning i mit gamle center, med dettilhørende gensynskrammere til alle dem, jeg mødte, kaffe med rødderne, sushi med Smukkelene & Co. på min all time favorit sushirestaurant – med øl til, for der var chauffør på, og bette A sov trygt og godt hos mormor og morfar 150 km væk – og midnatsnacks på 7/11.
Der var ikke et øje tørt.

Så pyt med, at jeg kom til at kalde Annamettes mand for ’Allan’ 3 gange  på 10 minutter (noget med, at Maren/Smallan & Annamette/Thure-konstellationerne er arkiveret under samme kategori i mit hoved. Seje skrivedamer/psyko-adventure-ekstremsportsmænd-kategorien. Jamen, fordi jeg er en idiot, jo.) og at solen skinnede i Århus i morges, mens jeg kom hjem til snevejr i Esbjerg. For om 3 timer kan jeg hente bette A (og han kan GODT begynde at snørre skoene, hvis han har tænkt sig at undslippe bare en brøkdel af alle de pinlige mor-kys, der er på vej i hans retning), og min kæreste er på You Tube.
(og her.)

fredag den 5. april 2013

Cars børneværelse.

Delvist sponsoreret indlæg.

Inden jeg fik Anton, synes jeg – i al hemmelighed – at forældre med børn, der ikke sov om natten, og som ikke kunne få de små tværsnitter til at spise grovboller og drikke postevand, skulle skynde sig at gro noget voksenintegritet og viljestyrke.

Jeg tror, at vi med stor sikkerhed kan konstatere, at Nemesis ikke kan sidde en udfordring overhørig.
Jeg havde heller ikke andet end foragt til overs for disneyficeringen af hele det rum, der omgiver børn.

I skrivende stund har vi: Cars shades til bilen, Cars bestik, Cars caps, Cars plakater, Cars trolleyer (ja. Plural), 3/4 af alle de medvirkende biler fra filmene, Cars bøger, Cars strømper, Cars trøjer og sikkert meget mere, som jeg har fortrængt.
Og jeg har intet at sige til mit forsvar - andet end at Anton elsker det.

Så da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive om den nye møbellinje fra Nuar, tog det omkring 4 sekunder at nå frem til, at vi ligeså godt kunne udvide Cars-flåden med en seng og en gyngestol.

Min kongstanke var, at jeg ville anmelde møblerne, for hvis der er en karrierevej for Anton, der allerede nu lyser op på himlen som en nordstjerne på steroider, er der som testperson for diverse produkter, man gerne vil have tjekket holdbarheden af. (Min mor har stort set alle de børnebøger, jeg læste i som barn – let krøllede men dog intakte - mens jeg godt kan se, at jeg skal være glad, hvis jeg har en enkelt, laset forside tilbage, der klamrer sig til livet, når Anton engang flytter hjemmefra.)

Men så fik Anton omgangssyge. Farvel søvn #so-påske. Og det er ikke lige i den situation, man har lyst til at begynde at eksperimentere med en seng, der tillader det opkastende barn at fordele kaskaderne i flere rum. Gyngestolen har jeg været nødt til, på skolemestermåden, at inddrage, fordi barnet troede, at det var et bræt, og at han var det nye medlem af Beach Boys.
Og da I har mulighed for at vinde møblerne i en konkurrence på FB frem til d. 12. april, synes jeg næsten, at jeg er nødt til at poste indlægget nu, så I kan nå at deltage.

Derfor: Hvor lidt eller hvor meget møblerne kan holde til, må jeg være jer svar skyldig på, men fine er de, så hvis du er bidt af en gal bil (eller af Hello Kitty #mundlukdig), så skynd dig over på Facebook og tjek konkurrencen ud.

 

onsdag den 3. april 2013

Hvorfor:

* kan andre folk æde så mange chokoladepåskeæg, som de facebooker og instragrammer om, uden at tage på af det? Sig det! Og er det kun mig, der stadig er nærmest panisk ræd for at tage på? Har alle andre bare sluttet fred med den krop, de nu engang har? (Med underspørgsmålet: Hvordan?) Her er det som om, kalorierne er begyndt at fede mere, efter de har opdaget, at vi holder øje med dem.

* er der stadig nogen, der siger ”pagne”? Der er INGEN, der har så travlt, at de ikke lige kan nå at sige ”cham-” først.

* kører folk så spasset i en rundkørsel? Da jeg tog kørekort, skulle man køre ind i den inderste bane, og så trække ud, når man nærmede sig den vej, man skulle dreje fra på, men nogen har tilsyneladende overbevist sig selv om, at de skal køre i den yderste bane hele vejen rundt, så nu er der gået den nye kommaregel i den; alle kører bare, som de synes, og jeg nærmest bliver lidt forundret, hver gang det lykkes mig at komme rundt med alle døre og skærme intakte.
* må man blokere en hel vejbane med en container? Seriøst: Hvorfor? Hvis du tænker på at stille en sammenfoldet cykel HELT op af kantstenen, så den stikker 5,7 cm ud, og ikke står i vejen for NOGEN, går der under 20 sekunder, før der står noget semiuniformeret official med bødeblokken fremme, men hvis du i din egen, private villahave har 500 grimme graner, der skal fældes eller en græsplæne, der skal deporteres, er der ingen, der løfter et øjenbryn over, at du skødesløst smider 700 kg. rusten jern ud over hele vejen, så det spærrer for ALT.

* er der ikke nogen, der siger noget til Nik & Jay? Har de ingen .. producere? Venner? Nogen, der lige trækker dem til side og siger: ”Det der engelsk, drenge? Det går sgu ikke.”