mandag den 25. marts 2013

Påskemør.

2,5 arbejdsdage tilbage, til jeg får min påske på. Jeg tror, at det er tiltrængt. Jeg er så gennemtræt, at det er helt nederdrægtigt. Kan ikke helt finde ud af, at om det er noget sygdom, der ligger på lur, eller om det bare er Barnet & Trodsalderen, der dagligt lægger 3 år til min alder. For satan, hvor er det godt, at det bare er en fase. Vi skal forhandle om alt. A. L. T. Hvornår han skal børste tænder, om han skal børste tænder, hvor han skal børste tænder, hvor længe han skal børste tænder, hvor meget vand, han må hælde ned af sig selv, mens han børster tænder, hvad han må skrubbe med sin tandbørste, når han egentlig skulle børste tænder, osv. osv. osv. og alt det kan man bare copy-paste og sætte foran alle de gøremål et liv og en hverdag består af. Som et lille ekstra feature (som jeg ikke helt kan finde ud af, om er virkelig kært eller virkelig irriterende) bliver han med jævne mellemrum så begejstret, at hans lille krop slet ikke kan rumme det, så arme og ben roadrunner-roterer i 80 forskellige retninger, og hver mand må redde sig selv. Hvis man ikke når det, kan man være så heldig, at man får en bule magen til den, jeg har i hovedet, der hvor jeg ikke nåede at flytte mig for den lastbil, han havde glemt, han havde i hånden, da jeg skulle stormkrammes.

Ellers sker der ikke farligt meget.
Jeg brygger på et sponseret indlæg om nogle børnemøbler, men kan ikke lige beslutte, om det er nu, vi skal forsøge os med en seng uden tremmer, som man selv kan kravle ud af, når man synes, man er færdig med at sove (gode erfaringer modtages med kyshånd), og så tror jeg, at jeg har fået mig en ny ven.

Nej, bedstemor. Ikke *sådan* en ven. (Og nej, jeg er heller ikke gravid.) (Og ja, jeg ved godt, at mine æg bliver gamle.) Men en veninde-ven.  Jeg har jo vennedatet flittigt, siden jeg er flyttet herned, men holy f*ck, hvor er jeg blevet overrasket over, hvor svært det er at finde folk, man har god kemi med. (Hvilket mennesker, med bedre selvværd og større lyst til selvindsigt end mig, givetvis ville bruge et minut eller to på at reflektere over.) Det har jeg ikke spekuleret på i mange, mange år, for så længe man er studerende og har jobs, hvor man er i kontakt med mange mennesker, opdager man ikke, hvor mange, man ”screener”, og frasorterer, før man finder dem, man svinger med.
Men at lede efter nye venner, er ikke det samme som at ville være venner med alle, man møder, har jeg opdaget. Der går en del esbjergensere rundt derude, som helt sikkert synes, at jeg på alle måder og planer er det mest støjende, de nogensinde har været i stue med, mens jeg på den anden side har fået sat ansigter på nogen af de mennesker, der aldrig kommer til at pryde min venneliste på fb.
Men hende her har boet i Århus, har trænet på mine hold og er selvvalgt alenemor, hvilket er et næsten ubegribeligt kinder-sammentræf af omstændigheder. Vi deler med andre ord interesser, det er ok at sige, at man savner Århus, uden at være bange for, at man lyder som en prætentiøs snob, der tror, hun er noget (velkommen tilbage til Esbjerg) og så er det en befrielse, jeg ikke havde fantasi til at forestillet mig, at kunne snakke om de livsvilkår, man har, når man er selv-selv med et barn. Da hun efter ½ kop kaffe og 10 minutters samtale sagde: ”Nogle gange, når andre kvinder siger, at det er det samme hjemme ved dem, fordi deres mænd arbejder meget, får jeg lyst til at kvæle dem.” havde jeg lyst til at flå min t-shirt af og løbe en sejrsrunde i stuen, mens jeg brølede: ”JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH MAND!!!! ENDELIG!!!! af mine lungers fulde kraft.

Med andre ord: Træt, men fortrøstningsfuld; det summerer vist meget fint den mentale score her på matriklen op.
Så afsted til påskeland, alle mine små kyllinger – vi ses på den anden side.

tirsdag den 19. marts 2013

Ting tager tid.

”Vasker du dine af i opvaskemaskinen?” spurgte min veninde forleden. Vi har begge to forelsket os i de pangfarvede Royal Copenhagen krus, og da vi har nået den alder, hvor man ikke rigtig ønsker sig noget til jul og fødselsdage, er det et kærkomment samle/ønske-objekt.

Man fraråder at vaske dem af i maskinen, krusene. Noget med det der gummi, der kan løsne sig eller springe i luften. Og derfor nød jeg øjeblikket ekstra meget, fordi det er så sjældent, at man kan vinge noget af på Listen Over Punkter Til Mulig Forbedring Af Personlighed.
En lang liste for mit vedkommende.

Da jeg var barn, blev jeg opdraget til at passe på mine (og andres) ting; vi var ikke fattige, men vi var bestemt heller ikke rige. Hvis der var noget, man gerne ville have, sparede man op til det, og derfor gav det god mening at passe på det, når man endelig kunne købe det.
Jeg tror, at nogle elementer i opdragelse får større effekt på ét barn i forhold til et andet, fordi de understøtter træk i barnets personlighed, og da jeg som barn var bange for alting, herunder også at gøre noget forkert, kom det virkelig til at fylde meget for mig, det med at passe på alting. Pas på, pas på, pas på. Kan I huske det afsnit af Venner, der handler om Monicas pæne porcelæn, der er så dyrebart, at det ikke må bruges? Fuld 1:1 identifikation for mig.

Da jeg blev voksen og flyttede hjemmefra, delte jeg i en periode lejlighed med en veninde, og det var der, jeg begyndte at opdage, at det nærmer sig et handikap, hvis man alting skal behandles så varsomt, at man enten kun selv må bruge det, eller kun låner det ud medfølgende strenge instrukser og krav om brug under kyndig supervision.
Jeg var panisk ræd for at låne mine forældres bil, for TÆNK, hvis jeg lavede buler i den, og jeg opdagede, at det var ret svært at have det sjovt, når man holdte fester, når man hele tiden sad og svedte ved tanken om, at nogen nok snart ville spilde rødvin på de afhøvlede trægulve.

Ud over at det er meget lidt super at være så bevidst om sine egne ufede sider, bliver man også sindssyg af, at det er de forkerte ting, der fylder - for hvad fanden er ideen med at passe så godt på alting, at du, når du engang stiller træskoene, gør det på et pletfrit gulv, omgivet af kasser med ubrugt service og porcelæn, hvis du gør det alene, fordi ingen tør eller kan holde ud at være sammen med dig? Og hvor er glæden ved at erhverve sig en ny ting, hvis den bare skal stå på hylden i ubrugt emballage og pynte?
På en måde er det jo en slags minimetafor for livet; at man skal turde leve det, med alle de risici for skrammer og skår, det indebærer, hvis det skal have værdi.

Så jeg besluttede, at det måtte stoppe. Bum. Og jeg skal hilse og sige, at det fandendansme tager lang tid at pille den slags splinter ud af personligheden, fordi det ikke er noget, man tænker over; det er bare lagret som en slags automatrespons i centralnervesystemet.
Selvfølgelig skal man ikke ende i den modsatte grøft, hvor man pisser på alt og bliver et ting-svin, men jeg besluttede mig for, at ting er til for at blive brugt, og at jeg ikke vil have noget i huset, som er så vigtigt for mig, at det er et problem, hvis det går i stykker.

Hvilket viste sig at være et rigtig godt mønster at have indarbejdet, inden man får børn.
For når jeg smider skårene ud efter koppen, han smadrede, kigger på mit før-så-pæne hvide sofabord, som skater-Anton har tagget med sort kuglepen, og synes, at det er skideligemeget, og kan læne mig afslappet tilbage (okay, relativt afslappet. Træerne vokser ikke ind i himlen) når han gerne vil have sit lille krus med varm kakao med ind i stuen (til sofaen. Og gulvtæppet. Og de andre møbler. De andre i Den Anale Klub forstår, hvad jeg mener) og når jeg smider mine RC krus i opvaskeren - så bliver jeg glad. For så ved jeg, at det er lykkes.

fredag den 15. marts 2013

De varme linier.

Jeg kan forstå, at vi har fået en ulvehotline. Og med ”forstå” mener jeg ”fundet ud af”.

Men hvis det ikke kræver mere end 4 forvoksede hunde at udløse en hotline, er jeg pludselig langt mere optimistisk ift. at få oprettet nogle af de hotlines, der *virkelig* er brug for.
F.eks:

Fjernbetjeningshotline:
Hurtig håndsoprækning: Hvor mange kan huske, hvad de farvede knapper på fjernbetjeningen kan? Eller den med hjertet? Jeg kan tænde og slukke, skrue op og ned og.. Ja, det er nok pretty much it. Hvilket er utrolig irriterende nu, hvor a) Anton ofte bruger den som telefon og trykker begejstret på alt, når han ringer op, og b) der er kommet nye kanaler med i pakken. Så forleden tænkte jeg, sådan lidt friskt, at nu ville jeg lige lægge kanalerne ind forfra. Jeg gik så vidt som til at finde brugsanvisningen frem. Jeg synes ikke, at vi behøves at dvæle ved, hvordan aftenen forløb; vi kan bare spole frem til konklusionen, som er, at jeg har PRÆCIS de samme kanaler, som jeg havde før, nu ligger de bare fucking hulter til bulter, og jeg bliver ved med at skrue over på National Geographic, for at se Californication. Tænk, hvis man kunne ringe til nogen, der lige kunne guide en igennem dét.
Hvad skal jeg lave til aftensmad-hotline:

Der findes mange gode hjemmesider, der kan hjælpe en med det spørgsmål, men hvor meget glæde har man af dem mandag kl. 17.10 i Bilka, når 2/3 af ingredienserne til det, man havde planlagt, er udsolgt?
Magic 8 ball hotline:

Jamen, hvad? Har du den med rundt i tasken? Nej, vel? Men din iPhone *har* du med, det ved jeg. (Gad vide, om man egentlig kan få den som app? Hvis ikke det var fordi min telefon lå ude på køkkenbordet, og jeg ikke gider rejse mig, ville jeg lige tjekke.)
Er det egnet til opslag på facebook-hotline:

Den vil jeg godt selv tilbyde at bemande….
Min bil har en mislyd – er det noget farligt?-hotline:

For hvis ikke det er, har jeg tænkt mig at køre i en stor, larmende bue uden om mekanikeren, der tager 10.000 plus moms for at åbne kølerhjelmen.

Har vi flere, vi skal have med?

mandag den 11. marts 2013

Hvad vi har lært i de forgangne uger:

* Hvis man ikke har slået koldebøtter i lang tid, bliver man VOLDSOMT svimmel, hvis man i et løssluppet børnegymnastisk øjeblik forsøger at gå forrest med det gode eksempel.

* Det samme gør sig gældende i vand, dog med det ubehagelige ekstra-feature, at man her får surprise-spulet hjernen i klorvand.
* Når man tager alene i svømmehallen for første gang i 2,4 år, bliver det en underlig nervøs udflugt, hvor man, allerede inden man kommer ud af døren, må flå indholdet af træningstasken op 24 gange, for at tjekke, hvad man har glemt, for det kan ikke PASSE, at man ikke skal have mere med, og dernæst hele tiden går og kigger sig lidt forvirret omkring, fordi det føles som om man er kommet af sted uden sine arme. Eller som om, man har glemt at tage badetøjet på.

* Da jeg formoder, at Anton på et tidspunkt vil begynde at overveje at udvide sit ordforråd, så det omfatter andet og mere end Hej, Traktor, Guitar, Robin Hood og Havregryn – og da han i går sagde noget, der i mistænkelig grad lød som ”Satan” – skal jeg have valgt en af to løsninger: Enten skal jeg med øjeblikkelig virkning stoppe med at træde på alle de forp*lede legoklodser #avavAV! eller også skal jeg have tjekket, om nogen har et brugt, men marKANT pænere sprog til salg i DBA.
* Når man smøger ærmerne op og kaster sig over en ret, der ellers i omkring 20 år har været arkiveret som ”Umulig. Slut!” rykker en anden straks beredvilligt ind på den tomme plads. Således behersker jeg nu Frikadellen, mens knækbrødskoden nægter at lade sig knække. Har besluttet mig for fremadrettet at hade alle opskrifter, der indeholder ordet ”Idiotsikker”.

tirsdag den 5. marts 2013

Top 5 over nyheder

der, for min skyld, ikke behøver at fylde mere i medierne.

(Raserialarm. Har hold i ryggen, og er åbenbart ikke typen, der bliver mildere stemt af morfin.)
1) Nicklas Bendtners fodboldkarriere. (Og kan man egentlig stadig tale om en sådan? Har han overhovedet være på banen i det her årti?) Hvorfor får han lov at sidde og forsvare sig i alle medier? At han har undskyldt på Twitter, og han har ”taget det fulde ansvar”, giver mig bare lyst til at tæve ham endnu mere, for hvis ansvar skulle det for helvede ellers være? Og hvem er det, han siger undskyld til? Færdselspolitiet? Jeg så i avisen, at han havde udtalt, at DBUs’ dom, var ”det værste, der kunne ske.” Det værste? Som tankeeksperiment vil jeg opfordre ham til at prøve at forestille sig, at en spritbilist mejer hans egen søn ned, når vedkommende - der ligesom Bendtner selv er hævet over de almindelige færdselsregler - kommer slingerende imod kørselsretningen. Idiot.

2) Pave-news. Det er lidt den katolske verdens svar på kongehusene, er det ikke? Et outdatet arrangement, der primært består af store hatte og gamle mennesker og sexskandaler, der nægter at gå væk.
3) Vejlegaarden. Hvepserede, I know. Og noget, som jeg som tillidsrepræsentant bestemt har en hel masse holdninger til, men da jeg så godt kan lide, at vi er gode venner, vil jeg bare nøjes med at sige: Nok nu. Ikke?

4) Hvor der nu er fundet hestekød. Stop nu bare med at spise lortemad, hvis du ikke vil risikere at sætte tænderne i Lotte. Problem solved.
5) Brøndbys økonomi. Hvis I lige skynder jer at gå konkurs, så slipper vi for at skulle bruge en million kroner om året på ekstra toge, ekstra beredskab og genopbygning af byer, som jeres stupide fans har revet fra hinanden for sjov. Tak.

fredag den 1. marts 2013

I medgang og modgang.

I singlekredsen snakker vi meget om, hvordan vi er hinandens selvvalgte familie og hvordan vi for hinanden har den samme funktion, som ægtefæller har. Vi gider faktisk godt at høre om, at Betinna på arbejdet i-fucking-gen har taget det sidste kaffe uden at sætte nyt over, og at personer, vi aldrig har mødt, måske liiiige skulle vælge at skrue ned for kalorieindtaget, nu hvor de endelig har fået den gastriske bypass, de har knevret uafladeligt om i 6 måneder. Vi er hinandens ventiler, hvilket både er fantastisk og vigtigt, fordi det betyder, at vi ikke er nødt til at smelte sammen i indebrændt raseri over småting, vi ikke kommer af med.

Men ligeså vel som parforhold løber ind i kriser, er jeg ved at opdage, at det samme gør sig gældende for venskaber. Vi har tidligere snakket om, hvordan man slår op med venner, hvis den anden egentlig stadig synes, at vi rigtig hygger os, men det, jeg begynder at se nu er, at venner, på lige fod med ægtefæller, træffer valg og siger ting, gør det her ved forholdet:
 
Nogle ting, kan man snakke sig rundt om og ud af, mens andre ting for altid ændrer dit syn på vedkommende. Jeg har f.eks. en kammerat, der en dag sagde, at han ikke mente, at homoer skulle have mulighed for at adoptere. Lamslået tavshed fra min side; jeg troede, at vi var enige om de helt grundlæggende elementer i menneskesynet og i definitionen af det gode liv. Jeg har efterfølgende været nødt til at beslutte med mig selv, at det har han aldrig sagt. Punktum.
Alle har (i teorien) ret til deres egen holdning, og da det jo (desværre!) (- og det skal vi faktisk også have snakket om) ikke er mig, der laver reglerne for, hvad vi må mene og synes, må jeg æde, at nogen ind imellem mener noget andet end mig. Men der ER nogle uenigheder, der bunder i noget så grundlæggende, at det forandrer dit syn på personen, når du opdager, at I ikke er enige.

Jeg snakker f.eks. heller ikke længere helt så meget – og dybt – med den veninde, der, efter at jeg var blevet gravid, uopfordret fortalte mig, at alle børn bør have en mor og en far. Ellers var det synd. Det er hun i sin gode ret til at mene. Det ville bare være mere oplagt, hvis hun mente det sammen med nogle af sine gravide parforholdsveninder.
Og lige sådan er der også nogle tidspunkter i livet, hvor der kun er én chance for at handle rigtigt, hvis man vil bevare venskabet, som f.eks. da en veninde for år tilbage skulle begrave sin far. Hun havde et mindre udeforstående om noget i store træk ligegyldigt med en kammerat, som hun var vokset op med, og som havde kendt hendes far altid. Han valgte at blive væk fra begravelsen, og undlod at sende så meget som en nellike. Det er ikke sikkert, at de havde fundet sammen i venskabet igen, hvis han var kommet, men så havde muligheden dog trods alt været til stede.

Eller hende, der under sin graviditet oplevede noget veninde-fnidder med en, hun havde haft et søsterlignende forhold til i 14 år. Den ikke-gravide valgte terminsdagen til at fortælle, at hun slog op – hvilket hun i øvrigt ikke ville begrunde – og ignorerede derefter både mor og barn. Der er nok heller ikke sådan *rigtig* lagt op til forsoningskaffe dér.
For mig er det nyt, det med at blive venne-skilt. Tidligere kunne de fleste kriser afværges med en snak om forventninger til hinanden, og der kunne slås en streg over det med et ”undskyld”, når den ene part trådte ved siden af eller - ved et uheld - var kommet til at vælge Drama & Selviscenesættelse som liniefag.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi dømmer hinanden hårdere? Måske er der så meget på spil i vores eget liv, at vi ikke har overskud til at forholde os til det, der sker i de andres, eller til at være overbærende eller forstående, når folk skuffer os?
Eller måske handler det om, at vores generation nu er rykket ind på det felt på pladen, hvor de virkelig voldsomme omvæltninger sker. Der, hvor der fødes børn, hvor folk mister deres forældre og hvor livstruende sygdom, til alles store rædsel, begynder at ramme egne rækker. Og hvor undskyld virker som et forsøg på at standse en arterieblødning med et stykke hæfteplaster, når man fucker op.

I kirken minder præsten brudeparret om, at de skal ”tilgive hinanden og bære over med hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde hinanden” når han vier dem.
 Jeg begynder at forstå, hvorfor det er en nødvendig påmindelse.