fredag den 22. februar 2013

The stars are not wanted now, put out every one.

For 15 dage siden gik min venindes mor fra at være velfungerende cancerpatient til at være terminalt syg. I søndags gik hun bort, og i dag skal hun begraves. Der er 3 timer, til vi skal være der, og jeg sidder allerede og stortuder ned i min kaffe.

Og selvom vi alle sammen, når nogen dør fra os, siger, at vi ikke skal sørge over de døde, men fejre livet de gav og levede, så ved vi også alle sammen, at det er side 1, første linie i Den Store Bog Over Sætninger, Der Ikke Trøster En Skid.
Jeg synes, at det er så forfærdelig svært, at det er så definitivt. Jeg ved godt, at det lyder banalt, men … det er som om min hjerne kører i loop, fordi den bliver ved med at lede. Der MÅ være en løsning, som kan gøre det her ugjort, som kan hjælpe min veninde og give hende det vigtigste holdepunkt i livet igen?

Hendes sorg, magtesløsheden og den ubarmhjertige påmindelse om, at alle, vi holder af, kun er til låns - det virker så urimeligt, og gør det så svært, ikke at komme til at klemme lykken ud af livet i angsten for at miste.
*Puh*

Skynd jer at gå ud og kramme dem, I elsker.

fredag den 15. februar 2013

Ok - lige et hurtigt spørgsmål:

Og vær søde ikke at slå mig ihjel – eller i hvert fald at gøre det hurtigt og smertefrit – for jeg spørger ikke for at provokere, men fordi jeg virkelig ikke forstår det.

Vi skal snakke om heste i lasagne.
Jeg er med på, at det er meget, MEGET problematisk, hvis vi ikke kan stole på varedeklarationer.

Jeg er absolut for ordentlige forhold for dyr; også selvom de bare skal slagtes.
Jeg er også helt bag ideen med, at for nogen er grise noget svineri at putte i munden, mens andre takker nej til hunde og rotter. Jeg er meget pro-valg.

Men i kommetarfelterne rundt omkring på både de sociale medier og i blogland, går hestefolket fuldstændig A-M-O-K over, at man kan finde på at spise hest. Og det forstår jeg simpelthen ikke. (Please don’t hate me.)
Jeg forstår, at man som hestemenneske kan være frastødt af ideen om, at det, man betragter som en god ven af familien, ender i et ildfast fad fra Pillivuyt på spisebordet – men det er jo ikke sådan, at hestemafiaen sniger sig ud i ly af mørket og kidnapper Lotte, som de derefter smider i kødhakkeren.

Jeg synes, at det er klamt at spise snegle og østers og frølår. Jeg gider ikke ret godt at spise indvolde af nogen slags. Men derfra og så til at hævde, at det er dyremishandling??
Hvorfor er det så ikke dyremishandling, når vi spiser køer?

Jeg forstår det simpelthen ikke.
Undskyld og god weekend.

søndag den 10. februar 2013

Til mit forsvar skal siges, at jeg undgår alt med Gustav og Amalie.

Når jeg er i byen, og samtalen falder på tv, ville jeg ønske, at jeg kunne prale af at være til smalle, eksperimenterende talkshows optaget i skæve, økologiske vinkler. Typen, som kun modstræbende har tv, og som af princip har valgt professorpakken, der stort set kun indeholder DR2, fordi jeg ikke vil have mit liv besudlet af 3+ og Kanal 4.

Det er desværre ikke tilfældet.

Hvis man skulle gætte mig i ’Kender du typen?’ og tog udgangspunkt i mit tv-program, ville man antage, at jeg boede i en bulet blikspand af en campingvogn med ukrudt, rustne cykler og skrallede bilvrag i forhaven. Mit hår ville være bleget i klorin og permanentet ihjel, og mine 7 børn (med 7 forskellige fædre – heraf de fleste i fængsel) ville være helårssnottede og på fornavn med socialarbejderne fra børneforsorgen.

Mine teenageår blev brugt i selskab med Ricky Lake. Da jeg læste, tvang jeg min stakkels far til at optage og sende mig videobånd med Oprah, og jeg synes, at det er det pureste guld, der kommer ud under kosten i ansigtet på Dr. Phil. Jeg er IMMUN overfor dårligt tv og skyder glad og gerne 3 afsnit af Criminal Minds, Ghost Whisperer, CSI og CSI NY (dog ikke CSI Miami. Hader Solbrillen, som altid forsøger at ligne en, der tog Mystisk som sidefag på Universitetet, og.. som.. tahlerhhh.. grimthh… oghh ..stødvisthhh…) i face uden at blinke. Jeg er en rygbåren nylonpose fra at have samme forhold til dårligt tv, som mongoler har til Birthe Kjær.

Det kommer derfor som lidt af et chok at opdage, at selv jeg har en kvalmegrænse, der kan overskrides. 'Ekstrem Hjemmeservice'. For det første forbløffer det mig, at de kan blive ved med at grave amerikanske marinesoldater frem, der har fået begge ben sprængt af i Irak, og som under massiv, fjendtlig beskydning, med en flækket plastikske som eneste hjælpemiddel, har kæmpet sig hele vejen hjem til USA med en såret kammerat under den ene arm og en forkrøblet hund under den anden.


For det andet er der alt for mange voksne mænd, der græder i det show. For det tredje er det bare så… overdrevet. Fra at bo 8 mennesker i et svampebefængt, utæt træskur, bliver de installeret i en 2000 m2 stor villa, med personlige mikroovne og toiletter, en golfbane og 15 overdækkede, lysregulerede rum, så de kan humpe rundt på deres spritnye sponsorbefængte proteser og vente på, at huden fra transplantationen (udført af USA’s førende plastikkirurg, thank you very much, som har gjort det gratis for at give noget tilbage, fordi nogen engang hjalp ham ud af ghettoen) heler op. Bagefter kan de så sætte sig ud i en af de 4 funklende Humvees og køre i banken og takke for eftergivelse af astronomisk, u-landslignende gæld.

Hele programmet er natürlich pakket pænt ind i stars and stripes.

Nå, men nu må I have mig undskyldt. Jeg skal lige nå at kaste op og at lave en kop kaffe, inden der kommer My Big Fat Gypsy Wedding.

mandag den 4. februar 2013

Mere mad.

Tak for nogle virkelig fine kommentarer på det sidste indlæg; jeg er åbenbart ikke den eneste, der synes, at det her er et spændende emne, så lad os tage hul på 2. halvleg.

Og selvom jeg lige nu kun har skrevet et par linjer, ved jeg godt allerede, at det her bliver langt, så måske man lige skal tisse af og lave refill på kaffen, inden vi fortsætter.
Alle mand ombord? Vi kører.

Det er nogle rigtig spændende vinkler, der kommer på banen i kommentarfeltet, og uanset hvor man står, synes jeg, at de forskellige holdninger tjener som bevis for i hvert fald én ting: At det er et emne så væsentlig, at det er forkert at ignorere det, hvis man skal hjælpe folk til at tabe sig.
For uanset hvor meget fornuft, der er i at sige nej til kage, hvis man gerne vil leve sundt, så er det for nogen for stor en udfordring at sidde overhørig, at de mener at kunne mærke, at et nej tak bliver taget ilde op. Ydermere er de måske selv gjort af samme stof som mig (og mange af jer), og ved derfor first hand, at det *bliver* bemærket, at de siger nej. Og ikke på den positive måde. Derfor synes jeg, at slankeindustrien lader de mennesker, for hvem sociale sammenkomster er en udfordring i stikken, ved at lade som om, problemet ikke er det. Der ville være langt mere fornuft i at snakke strategier for den enkelte, synes jeg.
En ting, der virkelig irriterer mig er, at mange af de steder, hvor problemet så bliver taget op, lægges der op til, at det udelukkende handler om misundelse, hvis andre i et selskab reagerer negativt på, at nogen vælger de søde sager fra. Ud over at man nærmest får tinnitus af selvfedmealarmen, synes jeg, at det er et ret usselt motiv at tillægge andre. Og personligt tror jeg, at det handler om noget helt andet, som jeg selv bedst kender fra en anden situation. For har du nogen sinde prøvet at sladre eller bagtale om en anden person til en, du opfattede som din ven eller fortrolige, og så fået et neutralt, coachagtigt svar tilbage? Ja? Selvom det ikke med et ord er blevet nævnt, at det, du gør er forkert, føles det ret meget som en afvisning, ikke? Også selvom man gooodt veeeed, at det er en selv, der er skidebarnlig, og at veninden er i sin gode ret til ikke at ville medvirke til svælge i den fælles bekendtes fejl og mangler. Og det er jo ikke fordi man beundrer hendes viljestyrke eller stærke karakter til ikke at synke ned på det niveau. Det er følelsen af at have rakt ud og have fået nej.

Mit bud er, at det er den samme kasse, vi skal rode i, når vi skal finde forklaringen på, at det ikke i alle kredse er gratis at sige nej til søde sager og alkohol.
Men hvordan kommer man så omkring det? For som flere ganske rimeligt indvender, så kan man jo for fanden ikke sige ja til det hele, med mindre man elsker at gå i telt.
Jeg har indtil videre spottet et par forskellige copingstrategier, begge lidt løgnagtige i betrækket.

En går ud på at fake en allergi eller et lægeordineret hensyn til noget baks i hjertekarregionen. At det virker, er der ingen tvivl om, for alle er anstændige nok til ikke at punke på en, der er syg – jeg forestiller mig bare, at det må være RIGTIG træls for dem, der rent faktisk ER syge, når der pludselig bliver sat spørgsmålstegn ved deres allergier etc, fordi kur-allergikerne nogle gange glemmer, hvad de har meldt sig forfulgt af, og derfor nogle aftener godt kan spise is, men ikke tåle kagen, og andre aftener kører det omvendte koncept.

For mit eget vedkommende vil jeg ikke sige, at jeg direkte lyver. Jeg modellerer bare sandheden en smule, eller viser folk, hvad de gerne vil se. Når jeg er på arbejde, spiser jeg f.eks. aldrig kage. Jeg bruger en præfabrikeret undskyldning med, at jeg ikke kan tolke med mad i munden/hånden, og den godtager alle.
Faste læsere af bloggen vil også vide, at min kontrolknap drejer lige til den stramme side, så jeg drikker mig aldrig spritstiv, når jeg skal til fitnessfester, hvor medlemmerne er med. Og da det tager under 4 minutter at blive alvorligt træt af at svare på, om man er i bil/gravid/blevet kedelig, har jeg i årevis haft en aftale med tjenerne om, at jeg får et fadølsglas med half n’ half æblejuice/dansk vand, hver gang jeg løfter mit glas og beder om en refill. Smukt, enkelt og alle er glade, men for nogen er der noget rent principielt i at nægte at lyve for at tækkes andre. Jeg er nok lidt mere pragmatisk anlagt og tænker, at jo mindre mine fravalg fylder, jo bedre plads er der til at beskæftige sig med det, der betyder noget.

Hvilket bringer os tilbage til selskaberne med de mennesker, vi holder af, hvor det rent faktisk betyder noget for mange af os, at de bliver kede af det eller sure, hvis vi takker nej til det, de sætter på bordet. What to do?

Mit beskedne bud går på, at man som gæst kan redde ganske meget ved at snakke med værten i forvejen. På den måde kan man stille og roligt forklare, hvad det drejer sig om, og værten har både tid til at blive god igen inden festen, og kan tage hensyn ift. planlægningen - som vi alle sammen gør, når vi får gæster, der er gravide, muslimer eller rent faktisk ER allergikere. For de fleste værter vil jo i bund og grund gerne bare have glade gæster, der går mætte fra bordet, uanset sukkerpolitik og kostmæssigt standpunkt. 

fredag den 1. februar 2013

Jeg spiser - derfor er jeg.

Hvis jeg nogensinde bliver færdig med at være tolk, vil jeg studere sådan noget med kost, psykologi og socialt samspil. Jeg synes, at det er råddent spændende, hvor meget emotionelt snask, der ligger lige under overfladen på et område, vi alle forholder os til mange gange om dagen.

Jeg tror ikke, at man kan være pige uden enten selv at have været på kur eller have kendt nogen, der har været, og mange har sikkert også 1. eller 2. håndskendskab til spiseforstyrrelser. Og hvor det nok er de færreste mormødre, der lige smutter ud og retter lidt rygeherion an på en bakke, når man kommer forbi på uventet besøg, skal de fleste, der har et problematisk forhold til mad, forholde sig til både maden og al det, den betyder i sociale sammenhænge, en million gange om året.
Hvis jeg kigger på mit eget lille hjørne af verden, er jeg sådan en, der siger ”jeg elsker dig” ved at gøre noget for dem, jeg holder af. Det var en dejlig dag, da det gik op for mig, fordi det forklarede, både hvorfor jeg bliver meget ked af, når folk ikke vil hjælpe mig (de elsker mig tydeligvis ikke. Svin) og hvorfor jeg helst vil klare alting selv (som *om* jeg gider give dem chancen for at afvise mig, tss).

Hvilket betyder, at det er vildt fedt at være gæst hos mig, hvis du er på kur, for jeg har bagt 15 kager og lavet hele menuen fra bunden, fordi jeg gerne vil vise dig, hvor meget du betyder for mig.
Sig nej til dét.

Så når jeg hører alle de store slankemastodonter – og her sidder den gode Bitz desværre med på anklagebænken – sige, at det ikke er spor uhøfligt at sige nej til kage, når du er ude, og at du sagtens kan have dine egne revne gulerødder med i en boks, når du er inviteret til 40 års fødselsdag, er jeg ikke enig.
Det er en fair indvending at sige, at det jo så er mit problem, og mig, der skal løse det. Andre mennesker skal ikke være tykke pga. mine issues, og hvis man er der, hvor man slæber gulerødder med til festlige lejligheder i brugte Carte d’Or Boxe, har man formentlig selv et spøgelse eller to i skabet, der lige skal have en over nakken, inden man springer ombord i mine komplekser. Men jeg kan mærke, at jeg har lyst til at række en hånd forsigtigt op og sige, at det er det for nogen. Uhøfligt, altså.

Der er selvfølgelig forskel på både omstændigheder og på, hvordan man gør det, men for mig handler det også om, at når man holder en fest, så skal man sgu også have lov at være i centrum. Hvis der er 80 gæster til stede, er der jo nok ingen, der lægger specielt meget mærke til dig, hvis du bare lige nipper til salaten, men hvis man sidder 10 piger til fødselsdag, trækker det temmelig meget opmærksomhed, hvis der er en, der er kommet af sted iført kjole og nej-tak. Og så er det sgu lidt træls at have svedt i køkkenet i en uge, for det smitter. Der er i-n-g-e-n, der tager to stykker kage til den slags sammenkomster.
Og alt det synes jeg er trés, trés interessant. For hvis behov skal man vægte? Sine egne eller værtens? Har mine behov større berettigelse end gruppens, eller ville det faktisk være mere reelt at melde fra? Ville problemet være løst, hvis alle omkring bordet bare lyttede til sig selv, eller er der alt for meget socialt klister smurt på den side af tilværelsen? Noget med magt og rollefordeling, identiteter og gruppefølelse?

Uanset om vi snakker om psykologer, coaches eller madguruer, stritter det i mig, når mennesker, der arbejder professionelt med andre mennesker, opfordrer til, at man kun tager hensyn til sig selv. Hvis man er den forsagte type med en fortid som dørmåtte, så jo; så skal man selvfølgelig lære at stå på sit, men jeg synes, at det er, at gøre verden mere simpel end godt er, når man opfordrer folk til udelukkende at fokusere på egne behov, for risikerer man ikke bare, at give folk nye problemer med deres omgivelser, hvis man fortæller dem, at deres valg og handlinger kan stå isoleret og ikke påvirker de mennesker og situationer, de er omkring?
Aj, nu har jeg lyst til at brodere videre på det her med afsnit om, om folk så skal have nye omgivelser, hvis de skal tabe sig, hvad man gør i familier, hvor det kun er far, der er tyk, om det har betydning om man vejer 5 eller 15 kilo for meget, og om udfordringer på madfronten kan sidestilles med andre typer af misbrug – men det er fredag aften, og jeg skal nok holde kæft nu.

Synes bare, at det er så spændende. (Plus at det vildeste, der er sket i ugens løb er, at Anton kastede op ud over os begge i Bilka i onsdags #fml)
God weekend, alle sammen – hvor I end skal spise.