tirsdag den 29. januar 2013

Bodytalk.

Forleden, da jeg var ude og handle, mødte jeg Michaels far. Michael gik jeg i klasse med i folkeren, og jeg var lidt bange for ham. Han var typen, der - som den eneste - stillede til klassefotografering i 6. i mintgrøn blazer med matchende satinslips, og ikke bare slap fra det med livet i behold, men oven i købet formåede at få de andre drenge til at føle sig som nogle idioter, fordi de ikke havde fattet, at rigtige mænd havde stil fra *nu* af, og derfor var færdige med at lade sig forevige i Ball.

Michael ville være slagter, og det blev han.
Og jeg havde nær sat mig på røven, lige midt i Frugt & Grønt, da det gik op for mig, at det ikke var Michaels far, der var i gang med at finde det pæneste salathoved i bunken, men Michael selv. Blev kortvarigt helt religiøs og opsendte en lynhurtig bøn om, at jeg ikke også er ældet i hundeår. For SATAN, han så gammel ud!

Jeg er med på, at vi ikke er teenagere længere, og er egentlig også gerne al det bøvl og baks foruden, men jeg synes pludselig, at konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet bliver MEGET tydelige, når man nærmer sig de 40.
Fra vi var 20, til vi blev 35, synes jeg egentlig, at vi alle mere eller mindre lignede nogen, der levede efter samme opskrift, og det kunne irritere mig enormt, at jeg kunne slide i et fitnesscenter i timevis og stadig ikke have ligeså markerede lægmuskler, som Lene, hvis eneste fysiske aktivitet bestod i at gå fra hoveddøren og over til sin scooter i garagen og tilbage igen.

Men nu lader det til, at afdragene begynder at falde.
De venner, jeg har, der i årevis har kæderøget, og som vi jo alle sammen inderst inde synes var lidt seje, når de lige skærmede for vinden med den ene hånd, kneb øjnene sammen og tændte en blå King, ser pludselig markant ældre ud, end de venner, jeg har, der ikke har røget.

De piger, der stak 2 fingre i ørerne, sang "lalalala!" hver eneste gang de smed to poletter i solariet, og altid lignede nogen, der lige var kommet hjem fra charterferie, når vi skulle i byen, har fået læderfjæs, og man begynder virkelig, virkelig at kunne se forskel på, hvem der træner og hvem der ikke gør.
Lige der, i grøntafdelingen, fik jeg lov at se konsekvenserne af at vælge et fysisk hårdt erhverv frem for et, hvor den primære del af arbejdet foregår i hovedet. Det rystede mig sgu lidt.

Og fik mig til at spekulere på, hvilke dårlige valg og vaner, man kan aflæse på min fysiske topografi.

torsdag den 24. januar 2013

Top 5

over tjenestefolk jeg køber, når jeg bliver rig:

1) Stylist med speciale i køb af jeans og strømper. Jeanssnakken har vi haft (men har det hjulpet? Nej! De er stadig bare skide for korte i benene alle sammen, hvis man tillader sig at have en røv!) og selv om jeg nu har købt mine egne strømper i ca. 20 år, er det åbenbart stadig umuligt for mig at få købt nogen, jeg gider have på. Enten er de for korte/lange i skaftet, for varme, for elastiske, så de åler, for slatne, så de lægger sig fesent om ankelen, brugt kondom-style, eller også ligner de alle de andre strømper i skuffen, men viser sig - når man parrer dem forkert - at føles marKANT anderledes, så man bliver helt adfærdsvanskelig over at gå igennem dagen på to skizofrene fødder.
2) En, det gider komme og gøre mit badeværelse rent. Den ultimative hadetask ift. til husligt arbejde. Hvorfor laver man al indmad af noget, der virker som velcro på støv? Også svært ikke at turbohade et rum, der, uanset om man lufter så meget ud, at der kommer isterninger ud af bruseren, når man tænder den, gror lodne, sorte pletter i hjørnerne i samme sekund, man skruer låget på klorinen.

3) En taskepakker. Jeg kunne lære swahili på den tid, jeg i løbet af en uge bruger på at pakke tasker. Forkert, ofte. Tog f.eks. 4 timer om at få normal ansigtskulør igen, da jeg forleden ved en fejl havde fået pakket mine udeløbetights – og ude betyder i denne sammenhæng ’forede’ – og alligevel blev enig med mig selv om, at dem kunne jeg sagtens bruge på løbebåndet indenfor. Det kunne jeg sådan set også godt. Det føltes bare ligesom at løbe i en tændt autoklave. (Ved nu godt, hvorfor bakterier vælger døden i stedet for at prøve at flygte.)
4) En, der interesserer sig bare minimalt for biler. Min interesse for min bil begrænser sig til begejstring over, at den transporterer mig rundt og dermed fjerner DSB fra mit liv. Men at vaske den, fylde sprinklervæske på og forholde mig til sprungne pærer (slap nu AF, I 100 blinkende bilister, jeg mødte i går - HAR set det, men kan jo for fanden ikke stå af og trække hjem, vel?) er opgaver, jeg bliver 5 år ældre i minuttet af at forholde mig til.

5) En nyhedsmundskænk, der lige skimmer avisen for mig, fjerner artikler som: ”Unge piger selv skyld i voldtægt” (#whattheFUCK) og ”Lance Armstrong sagsøges for løgnagtige bøger” ( #grådigesvin #kuniGudsegetland), og bare nænsomt præsenterer mig for artikler om, hvorvidt Beyonce mimede til indsættelsen (#såpænatdeterligemeget) og at ”Monte Carloværter bliver DR3-galionsfigurer” (#velfortjent #hurra).

søndag den 20. januar 2013

En på skjoldet.

Søndag aften på sofaen efter en overordentlig skøn weekend. Jeg har omkring nytår monteret noget mentalt politi i køkkenregionen, men da jeg havde fødselsdag i lørdags, har der været både kage- og vindispensation weekenden over og masser af dejlige mennesker inden forbi.

F.eks. har jeg haft besøg af Karina, som jeg læste med for en million år siden, og jeg elsker, elsker, elsker! når venner og veninder, jeg kender rigtig godt, kommer ned, og vi har god tid til at snakke. Det er simpelthen så savnet at have tid til at samtalen får lov at folde sig ud, så vi kommer ind i de inderste aflukker og kroge på emner, der stikker dybere end udveksling af erfaring med løbeapps og mærker i flyverdragter.
På en eller anden mærkelig måde er det også sådan, jeg opdager, at jeg bliver ældre; at jeg reflekterer over nogle ting, som jeg aldrig tidligere skænkede en tanke, enten fordi de ikke var relevante, eller fordi jeg simpelthen ikke så dem, så den slags samtaler er rasende værdsatte, fordi de får mig til at stoppe op og fokusere.

For både Karina og jeg har livets vej slået nogle sving, som ingen af os havde forudset, da vi sad med blå tænder og små rådighedsbeløb i Fynsgade, down town Århus, og vi kom derfor til at snakke om, hvordan vi i forskellige sociale sammenhænge ofte bliver fanget på det forkerte ben, når sidemanden spørger til forskellige elementer i vores liv. Det er som om, man mangler et verbalt skjold, man lige kan holde op, så man køber sig tid til at tænke over, hvor lidt eller hvor meget af sig selv, man vil dele med sin sidemand og ikke bare bliver så overrasket, at man kommer til at svare ærligt. For det er faktisk ikke ret fedt at have fortalt noget relativt privat til en sidemand, man en halv time senere har opdaget, at man ikke bryder sig om.
I mit arbejdsliv har jeg 1000 afglidere, jeg kan hive op af hatten, så jeg kan snakke om mit fag uden at bryde min tavshedspligt og uden at den, der spørger, bliver sat i forlegenhed, men på den private front halter det. For selvom jeg selv spørger mere end gennemsnitsdanskeren, og derfor godt ved, at langt, langt de fleste spørger af oprigtig interesse, er det f.eks. ikke altid, at jeg har lyst til at være posterchild for livet som selvvalgt alenemor. Eller har lyst til at fortælle detaljeret om, hvordan jeg har fået Anton, for selvom man har truffet nogle valg i sit liv, der er lidt atypiske, kan det jo godt ske, at man lige i aften gerne vil 1) vide lidt mere om spørgeren, end at han er revisor og hedder Jørgen, før man krænger sit inderste ud eller 2) tale om noget andet. Jeg tænker, at det samme gør sig gældende, hvis man har fået en finanskrise lige i face, har fået konstateret en alvorlig sygdom, er invalidepensionist og har svært ved at forlige sig med det, er i fertilitetsbehandling og ikke gider dele sin dårlige sædkvalitet med hele bordet, nys har fundet ud af, at man er gravid og gerne vil have lov at vænne sig til tanken, inden man skal dele det med verden osv. osv. osv.

Og man ved godt, at selvom man forsøger at omskrive det, så kan alle høre et ’det rager ikke dig’, når de får det stukket i snuden, hvilket lukker samtalen ret effektivt, og det er jo – ofte – ikke det man vil. Man kan bare godt trænge til at deltage i samtalen uden at blive den, den handler om.

Well, what do you know? Så lærte man dét om sig selv.

tirsdag den 15. januar 2013

Neurotisk? Mig?

Jeg var til møde i København i går. Da det tog, jeg skulle tage for at nå rettidig frem, gik så tidligt, at det forudsatte, at Anton skulle stå en halv times tid alene på en kold p-plads og vente på den første pædagog, hvis jeg skulle med, blev det i bil. Heldigvis havde DMI forsikret mig om, at der først ville falde sne natten til tirsdag.

Løgnersvin.
Det blev til en tur på 4 timer og 3 kvarter med en gennemsnitshastighed på 40 km/t tværs over Jylland OG Fyn. #goddamnit #fml

Så jeg fik hørt ret meget radio, og et af de numre, der kom flere gange var Noahs ”Alt er forbi”. Da jeg nu havde så utrolig god tid til at lytte ordentlig efter teksten, kunne jeg høre, at den handlede om noget ituslået kærlighed og en deraffølgende konstatering af, at alt jo så er forbi.
”Man kan fandme *godt* høre, at de ikke er ret gamle!” fnøs jeg surt ned i rattet. ”Som om alt er forbi, fordi kæresten skrider! Nej, du. Vent til du bliver 35+ og opdager, at kræft ikke er noget, der kun rammer gamle mennesker, men som også pludselig kan finde på at kaste sin ækle skygge på dine venner. Vent til du har fået dig et barn, hvilket udløser kronisk, afgrundsdyb angst for alt muligt og umuligt. Vent til det går op for dig, hvor meget du *virkelig* har at miste, hvis du bare er sund og rask, og har familie og venner, du holder af!”

Man bliver så fandens sur skrøbelig af at blive gammel.
30 kilometer – og ca. 50 minutter – senere, havde jeg grublet så længe over det, at jeg var jeg nået frem til, at jeg savner den lille muggenhed. Jeg savner i hvert fald, at der er plads til den. Jeg er med på, at vi skal bevare perspektiv, og at der findes mennesker, der kaster sig lidt for hengivent i armene på den, men jeg er seriøst træt af, at vi har fået skabt et klima, hvor man aldrig kan være sur over, at det regner eller træt af, at man får knaldet en dør i ansigtet, som man havde en klar forventning om ville stå åben, fordi vi altid skal huske, at det er meget mere synd for dem i Kina/Afrika/Rumænien, og at vi kan dø, eller føde handikappede børn. Potentielt. Altså, ikke os, vel? Men de andre.

Og det ER det. Men det bliver jeg jo ikke mindre sur eller skuffet af her og nu, vel? Når først mundvigene vender nedad, er det som om surheden multiplicerer sig med sig selv en gang i minuttet, når man forsøger at kyse den væk med argumenter om, at det ikke kan betale sig at være ked af, at nogen har sagt noget grimt om mig, for det er jo ingenting sammenlignet med det faktum, at nogen andre (ikke mig) skal miste deres forældre engang.
Og når jeg bliver gal på Anton (som er i trodsalderen.) (Jo. Det vil jeg GARANTERE dig, at der stadigvæk er noget, der hedder), forvandler jeg mig ikke just til en perlende bæk af overskud og godt humør ved at plage mig selv med tanken om, at jeg GODT nok kommer til at fortryde, at jeg glædede mig til at kunne løbe en tur alene (ja. Du læste rigtigt. Ordene ’glæde’ og ’løbe’ i samme sætning. Det er, hvad trodsalderen kan gøre ved én), hvis han bliver alvorligt syg eller kørt ned eller noget.

Fuck, mand. Bliver helt dårlig bare over at skrive det.
Men hvordan bliver man i petitesseboksen, når man går og skumler? Holder jeres tankeskodder mellem småting og seriøse katastrofer tæt?

Hvis ja: Vil I så ikke nok fortælle mig, hvordan I gør?

onsdag den 9. januar 2013

All the single ladies.

En fast kæreste er stadig på ‘Ja-tak’ listen, men indtil Russian Mail Order Husbands kommer op at stå, må man i mellemtiden huske at glæde sig over følgende fordele ved at være single:

* Man er fri for at lade som om, man kan lide svigerinde, der efter 10 minutters ophold i Mexico slæber sit 3-årige barn rundt på maven i hjemmelavet stofsele, mens hun hører musik med gruopvækkende mængder af panfløjte og laver chiligryde i køkkenet, hvor katte og marsvin får lov at gå rundt på bordet.

* Man har ikke brug for følgende sætninger: ’Hvorfor fanden kommer du først nu?!’ ’Hvem er Lotte?’ og ’Jeg er IK’ sur!’

* Der er ingen, der kogevasker din svinedyre BH sammen med sit fodboldtøj eller bruger din Origins Facial Wash som sæbe og shampoo.


* Offsidereglen er ligegyldig.
* Man skal ikke hoste en 3-retters parmiddag, hvor man hele aftenen skal konversere gennem låste kæber, fordi man var ved at slå hinanden ihjel, 20 sekunder inden det ringede på døren.
* Der er ingen, der drikker den sidste kolde øl i smug.

* Man er fri for at dø af skam, når han i alle venners påhør spørger, om ”Vi snart skal have noget at æde?”
* Man behøver ikke se Deadline eller dokumentarudsendelser om containerskibe på Discovery.

* Alle tilstedeværende bukser i husstanden er lange nok.


* Der er ingen, der insisterer på, at bacon er mad.
* Man er fri for at få fibersprængninger, fordi man ikke kan lade være med at forsøge at vinde, når man slås for sjov. 

* Når man føler sig alene, ved man i det mindste, at den er god nok.

* Badeværelset bliver gjort rent på den RIGTIGE måde.

* Som A-kvinde med triple A-barn er man fri for at bruge lørdag formiddag på at ulme over sovende B-mand, som man forsøger at 1) stirre vågen 2) støvsuge op 3) lade barnet lege med grydelåg i nærheden af, indtil man mister tålmodigheden og råbehvisker: ”Kan du heller ikke sove mere??”
* HELE dynen er min. OG den gode pude.

Mangler vi nogen?

lørdag den 5. januar 2013

Her er så stille nu.

Når kvinder går op og ned af hinanden (for) længe, er det ikke ualmindeligt, at deres cykli retter ind og bliver synkrone. Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i blogland, for jeg synes godt nok, at vi er mange, der – af mange forskellige årsager - er noget stille for tiden.

I dette blæsende hjørne af verden er jeg ramt af det, jeg tror de fleste bloggere kender: Stor lyst til at skrive, men ingenting at skrive om. (Hvilket også er kendt som den primære udløser for indlæg om andre menneskers idiotiske adfærd i Bilka og trafikken. Det kan man altid hidse sig op over.)
Seriøst. Der sker ikke en skid. Hverdagen er tilbage for fuld udblæsning, med alle sine krav om systemer, rutiner, træning og mad, der ikke udelukkende består af sukker og e-numre, og det trængte jeg voldsomt til. Det er bare ikke ret godt blogmateriale.

Så jeg ville egentlig bare sige, at jeg er her stadig, og nu går jeg lige tilbage til at holde min kæft, indtil nogen gør noget virkelig dumt (det bliver formentlig mig selv) (... – eller DR. Jeg tænker, at de har været pænt trætte af, at det lige præcis var i gårdagens afsnit af X-Faktor, de valgte at lade Anne Linnet lave synsk ”Ej, jeg gætter lige noget helt vildt om dig!”-teater), eller Anton sover til kl. 6.
Hej så længe.